Hvor mange er ikke blevet overrumplede af Krigsbegivenhedernes Forløb i Polen, Norge og derefter paa den vestlige Krigsskueplads. De svarede ikke til det, man havde ventet. Men har man studeret Krigen i Spanien, har man egentlig ikke Lov til at være forbavset. Det er ganske vist blevet hævdet af mange, at man ikke grundet paa de særlige Forhold under denne Krig kunde tage Varsel af, hvad der forestod under en Stormagtskrig. Selv efter Kampene i Polen var der endnu mange, som vilde mene, at disses Forløb skyldtes ganske særlige Aarsager og ikke vilde kunne gentage sig under Kampe mellem nogenlunde jævnbyrdige Modstandere paa andre Krigsskuepladser i Europa. Den haarde Virkelighed har imidlertid til Overmaal vist det fejlagtige i disse Betragtninger. Rigtigt vurderet har alle de nævnte Krige i stigende Grad givet endog meget tydelige Fingerpeg angaaende Krigen af i Dags Organisation, Bevæbning, Taktik og Strategi. Ved i store Træk at følge Legion Condors Deltagelse i den spanske Krig vil man faa dette bekræftet.
Den 26. Juli 1906 modtog den tyske Fører en fra General Franco fra Tetuan afsendt Delegation, der anmodede om Hjælp fra det tyske Rige til at bringe den spanske Fremmedlegion ad Luftvejen til det spanske Fastland. Hjælpen blev lovet indenfor bestemte Grænser. 20 Junker Transportmaskiner, Ju52, ubevæbnede og førte af Lufthansakaptajner, skulde straks ad Luftvejen afgaa til Sevilla og Tetuan. En særlig Stab, »Særstab W«, blev oprettet, under hvilken alle Sager vedrorende Hjælpeaktionen blev henlagt. Det skal nævnes, at fra denne Stab i Berlin blev der, i de omtrent 3 Aar Krigen varede, hver Uge sendt 4 Transportmaskiner til Spanien og tilbage igen over Alperne og Middelhavet med et Tab af ialt kun 3 Maskiner. Desuden udførtes der 170 Skibstransporter uden et eneste Tab.
De første frivillige, der meldte sig til Tjeneste i Spanien, stammede hovedsagelig fra det tyske Luftvaaben. Deres Samling foregik i Doberitz under Dæknavnet »Rejseselskabet Union«. Natten til den 1. August afrejste de i civil Paaklædning fra Hamborg med Damper, der ogsaa medførte den første Sending Materiel, bl. a. 6 He-51 og 20 Stk. 2 cm Luftværnskanoner, og naaede om Natten den 5. August — hjulpet af en tysk Torpedojager gennem Blokaden — ind til Cadix. Herfra blev de pr. Jernbane transporteret til Sevilla, hvor der blev oprettet Park og Monteringen af Flyvemaskiner og Sky*^ m. v. paabegyndt. Imedens var allerede om Morgenen den 27. Juli den føj ste Ju-52 fløjet fra Tempelhofer Flyveplads. Efter Mellemlanding i Stuttgart naaede den næste Dag Tetuan og begyndte straks sit Transportarbejde, idet 22 Marokkanere endnu samme Dag blev fløjet til Sevilla. Under de senere Transporter medførtes over 30 Soldater med Udrustning under hver Vending, som ofte foretoges fire Gange om Dagen fra Marokko til Spanien og tilbage igen. Denne første Ju-52’s Rekord var 241 Mand paa een Dag. 1 Løbet af faa Dage ankom de øvrige Ju-52 og gik straks i Gang med Transporterne, saaledes at der herefter daglig overførtes ca. 500 Mand og 15 Tons Krigsmateriel. Ialt blev der ad Luftvejen overfort 13.523 Mand og 269.349 kg Materiel, herunder 36 Kanoner og 127 Maskingeværer. Et virkeligt talende Eksempel paa, hvad man under Stormagtsforhold fremtidig kunde vente udført af storstilede Troppetransporter ad Luftvejen. Helt uden Uheld kunde disse Transporter selvfølgelig ikke forløbe. De republikanske Krigsskibe i Sti-ædet ved Gibraltar begyndte at beskyde Maskinerne. Særlig Panserkrydseren »Jaime l«s Luftværnsartilleri virkede forstyrrende og tvang Maskinerne til at søge større Højde, hvorfor deres Last maatte mindskes. 2 af Junkermaskinerne blev derfor gjort klar til Bombekast, og med hver 5 Stk. 250 kg Bomber om Bord fløj de en tidlig Morgen til Malaga, hvor de fra 500 m’s Højde opnaaede 2 Træffere paa »Jaime I«, der blev haardt beskadiget. Som Følge af Bombetruslen rømmede Krigsskibene Gibraltarstrædet, hvorefter de videre Lufttransporter foregik uforstyrret, ligesom Søtransporterne kunde tage deres Begyndelse. Et Billede i det Smaa paa hvad der i 1940 skete ved og i Norge.
Da Junkermaskinerne var færdige med Transportarbejdet, blev de alle l'igget til som Bombemaskiner. Oprindeligt havde det været Tanken, at de tyske frivillige kun skulde optræde som Instruktorer og Teknikere, medens deres Materiel i Felten skulde betjenes af Spanierne selv. Da det imidlertid hurtigt viste sig, at dette førte til en Mængde Havarier, uden at der blev opnaaet rimelige Resultater, blev der fra Berlin indhentet Tilladelse til, at det tyske Personel ogsaa skulde sættes direkte ind i Kampen. Francos Plan var ved et overraskende Angreb at erobre Madrid og dermed hurtigt afgøre Krigen. Fremrykningen skete til at begynde med langs Tajo. Franco havde valgt at kæmpe under det gamle Spaniens Farver, rod—gylden—rød. Naar hans Fodfolk gik frem til Angreb, udfoldede de deres Banderas, og Fanebærerne gik 20 Skridt foran Skyttelinierne. De tjente paa denne Maade ogsaa til at angive for Artilleriet, hvor egen forreste Linie befandt sig i Terrainet. Den første Del af Fremrykningen gik hurtigt, da den formede sig som en delvis motoriseret Transport ad Vejene med stedvise mindre Kampe om disse. Forst ved Talavera kom det til alvorlige Kampe, der endte med, at Modstanden blev brudt. Herefter skulde der være drejet mod Nordost for at gaa lige los paa Madrid, men Franco ændrede sin Plan og lod sin Hovedkolonne fortsætte mod Øst med Retning mod Toledo. Denne Ændring af Planen har været udsat for megen Kritik og er ogsaa rent militært set uberettiget, eftersom den opgav den tilstræbte hurtige Afgørelse ved Madrid og derfor medførte, at Krigen trak i Langdrag, fordi Modstanderen vandt Tid til at organisere sine Styrker. Ved Vurderingen af Francos Beslutning maa man imidlertid ikke glemme den Rolle, som moralske og politiske Hensyn spiller i en Borgerkrig, samt den særegne spanske Folkekarakter. Hverken nu ved Toledo eller senere ved Brunete og Teruel turde Franco af Hensyn til Stemningen hos sine egne Tilhængere samt Udlandets Mening tage selv et forbigaaende Tilbageslag et Sted paa den udstrakte Front med i Kobet for at vinde Sejr et andet Sted. Han besluttede derfor, at Angrebet mod Madrid maatte opgives, indtil det belejrede Alcazar ved Toledo var undsat. Siden de sidste Dage i August havde Besætningen i Alcazar været i en fortvivlet Situation. Indtagelsen af Fæstningen var blevet et Prestigespørgsmaal for Republikanerne, og de satte deres bedste Tropper ind for at bringe den til Fald. Den indesluttede Besætning led saa stærkt under Manglen paa Levnedsmidler, at det kun syntes et Tidsspørgsmaal, naar den maatte overgive sig. En Dag lastede en af de tyske Flyvere sin Ju-52 med omtrent 1 Tons Levnedsmidler og fløj om Natten fra Sevilla for i Morgendæmringen at være over Toledo. Idet han — flyvende ind fra Øst for at vildlede Fjenden — fra stor Højde i Glideflugt styrede ned mod Alcazar i indtil 50 m’s Højde, lod han sin Ladning falde, men kun for at se den falde i Hænderne paa Angriberne. Ufortrødent fløj han derefter de 350 km tilbage til Sevilla, indtog en ny Last af Levnedsmidler og fløj for anden Gang og nu i fuldt Dagslys tilbage til Alcazar, gik 1 dristig Lavflyvning uden at bekymre sig om Angribernes Maskingeværild ganske tæt hen over Fæstningen, og denne Gang havnede hans Last paa rette Sted. Da han igen landede ved Sevilla, var hans Maskine gennemhullet af Maskingeværprojektiler. Den 28. September lykkedes det Francos Tropper at undsætte Alcazar.
Medens denne Operation stod paa, havde saavel de tyske som italienske frivillige Flyvere allerede med betydelig Vægt assisteret Francos Tropper samtidig med, at de fortsatte Arbejdet med Organisation, og Udrustning af deres Enheder. Fra Tyskland kom 6 Næropklaringsmaskiner, 2 Styrtbombere og 2 Vandflyvere samt 1 svært Luftværnsbatteri (8,8 cm). Jagernes Antal blev forøget til 14. Efter Francos Anmodningindtraf der nu ogsaa Enheder af den tyske Hær, nemlig 1 Panserafdeling (Drohne) paa 2 Kompagnier, 1 Transportkompagni, et mindre Antal Panserafværgeskyts og et Meddelelseskompagni. Panservognene skulde overlades til Spanierne, naar disse havde lært deres Betjening, men ogsaa her viste det sig mere formaalstjenligt at lade de tyske Besætninger blive i Vognene, naar disse skulde sættes ind i Kampen. Efter Befrielsen af Alcazar blev Fremrykningen genoptaget herfra mod Madrid af Hovedstyrken. Som tidligere omtalt var Planen for Angrebet mod Madrid baseret paa en overraskende hurtig Fremtrængen. Inden Kampene ved Toledo var der da ogsaa gennemsnitlig marcheret over 20 km om Dagen trods brændende Hede, elendige Veje og i et Terrain med mange Bjerge og dybt indskaarne Floddale. Men Kampen ved Talavera havde kostet 3 Dage, og Befrielsen af Alcazar tog 2 Uger, og i denne Tid ændrede Forholdene sig. Modstanderen fik organiseret sine Kræfter og bragt sin Forsyningstjeneste fra Udlandet i Orden, og hans Kampkraft tiltog som Følge heraf i Styrke Dag for Dag. Desuden havde de forskellige sideløbende Operationer i nogen Grad ført til Splittelse af Francos Tropper, saaledes at de ikke paa det afgørende Sted var stærke nok. Medens man under Fremrykningen fra Sevilla til Toledo navde kunnet tilbagelægge 700 km i 6 Uger delvis under Kamp, saa varede den kun 70 km lange Fremrykning fra Toledo til Madrid en hel Maaned, hvilket viste, i hvilken Grad Kaarene havde ændret sig. Det voldsomme Angreb paa Madrid mislykkedes. Republikanerne — støttet af internationale Brigader — havde nu lært Forsvarets Kunst. Forgæves stormede Marokkanerne dødsforagtende frem, men kun for at blive mejet ned af Maskingeværerne, der som i Verdenskrigen viste deres store defensive Ildkraft overfor udækket Fodfolk. I Luften over Madrid vrimlede det nu ogsaa med republikanske Flyvere med moderne Maskiner, navnlig Curtiss, Potez, Martin og Boeing. De sidstnævnte, der hurtigt blev de tyske Jageres farligste Modstandere, fik grundet paa deres Form Navnet Ratas (Rotter). De tyske Ju-52 blev atter og atter angrebet og led Tab. Det svære Luftværnsbatteri blev derefter sat ind Sydøst for Madrid for at hjælpe de allerede derværende lette Luftværnsbatterier. Men alene var Batteriet ikke nok til at holde Fjenden i Luften Stangen. Dels lod Batteriet under, at kun Halvdelen af dets Besætning var fuldt uddannet (Resten var Spaniere), og dels var det, fordi det ikke kunde faa Støtte af Nabobatterier, ideligt tvunget til Stillingsskifter for at unddrage sig Luftangreb fra den overlegne Modstander. Alligevel opnaaede det saadanne Resultater, at de fjendtlige Bombeflyvere maatte gaa over til at kaste deres Bomber fra Højder paa 4000 m eller mere. Det viste sig ogsaa, at Flyverne, naar de blev beskudt, ofte udløste hele deres Bombelast for at faa fuld Manøvreevne til at unddrage sig Beskydningen. Senere, da Luftværnsartilleriet blev forstærket, søgte Flyverne i det hele taget at undgaa de Rum, der var behersket af Luftværnsartilleriets Ild.
Til at begynde med raadede Franco kun over et yderst ringe Feltartilleri. Denne Mangel — i Forbindelse med, at hans Luftvaaben var for svagt til at udføre en systematisk Bekæmpelse af Fjendens Bagland — førte til, at Flyverne først og fremmest blev sat ind paa selve Kampfronten paa Jorden. Jagerne angreb med Maskingeværild Grave og Skyttehuller, og Bomberne beskød og bombede Støttepunkter og Reserver. Hvor eget Fodfolk forstod at udnytte den herved frembragte øjeblikkelige Lammelse af Modstanderen til at gaa ham paa Livet, bragte dette direkte Samvirke mellem Stridskræ terne paa Jorden og i Luften udmærkede Resultater. Ogsa< det tyske Luftværnsartilleri maatte efterhaanden gribe ind mod Jordmaal for at supplere det faatallige Feltartilleri. Var der ingen Luftmaal, vendte det sin Ild mod Maal paa Jorden. Med dets særlige Observationsmateriel og sit langtrækkende og hurtigtskydende Skyts med ringe Skudspredning naaede det her saadanne Resultater, at de spanske Brigader altid helst ønskede sig en Luftværnsafdeling som Støtteartilleri, naar et Angreb skulde foretages. Den 29. Oktober satte Republikanerne et Modangreb i Gang ført af talrige Kampvogne. Disse blev imidlertid ikke tilstrækkeligt støttet af Flyvere og Artilleri og blev derfor med store Tab slaaet tilbage af de lette Luftværnsbatteriers Ild, efter at de var trængt ind i 1. Linie. Legion Condors egentlige Historie begynder i November 1936, da 4500 Mand af det tyske Luftvaaben ad Søvejen ankom til Spanien til Forstærkning af de allerede derværende tyske Styrker. Der blev nu opstillet 3 Eskadriller Ju-51, 3 Jagereskadriller He-51, 1 Rekognosceringseskadrille He-70, 4 svære Luftværnsbatterier og 2 lette Luftværnsbatterier, 1 Luftmeldeafdeling samt Parker og Reserveanstalter. Endvidere som før 1 Panserafdeling paa 2 Kompagnier og 1 Transportkompagni, 1 Meddelelseskompagni og et Antal Panserværnsdelinger.
Kort Tid efter landede ogsaa de første Dele af den italienske Legion i Spanien med en Styrke paa ca. 10.000 Mand, og efterhaanden øgedes denne Styrke til et Armékorps paa 3 Divisioner. De italienske Styrker blev næsten altid sat ind samlet og med egne Opgaver. Den tyske Legion derimod, der i Tal var langt svagere, og som ikke raadede over Fodfolk, Rytteri eller Feltartilleri, kæmpede sammen med spanske Tropper, i Reglen Narvarrabrigaderne, og deltog i Løsningen af fælles Opgaver paa Frontens forskellige Brændpunkter. Legionen fik dog ogsaa tildelt Særopgaver. De spanske Flyvertropper, og undertiden ogsaa de italienske, blev den saaledes ofte underlagt til Udførelse af større Operationer. Desuden varetog Legionen Uddannelsen af spanske Rekrutter til Flyver- og Panservognstjeneste foruden Fodfolks- og Artilleriuddannelse. I Løbet af kort Tid var Legion Condor parat til fuld Indsættelse. Jagerne blev forlagt til Avila for at deltage i Kampen om Madrid, medens de øvrige Eskadriller vekselvis blev sat ind i Asturien, Baskerlandet og ved Zaragoza og Madrid. For Flyverne — som de andre Vaaben — var det en følelig Ulempe, at det spanske Kortmateriel var af meget ringe Kvalitet. 2 svære Luftværnsbatterier blev anbragt ved Sevilla for at beskytte Legionens Basis, medens 3 svære og 2 lette Batterier gik i Stilling foran Madrid. Her lykkedes det de svære Batterier — trods Fjendens Overlegenhed i Luften — i Løbet af faa Uger at hæmme de fjendtlige Bombemaskiners Virksomhed. Ved at foretage Stillingsskifter hver Nat og ved gensidig Ildstøtte om Dagen unddrog de sig Nærangreb og forøgede deres Virkning. At der til hvert Batteri organisk var knyttet 2 Stk. 2 cm Luftværnskanoner øgede i høj Grad deres Evne til selv at afværge Nærangreb af Flyvere eller Kampvogne. Efterhaanden kunde Luftværnsbatterierne i stigende Grad sætte deres Ildkraft ind i Kampen paa Jorden, hvor de hurtig tiltvang sig Respekt. Dette skyldtes bl. a., at Maalet grundet paa Projektilernes Hastighed, der er langt større end Lydens, intet hører til Projektilet førend i Nedslaget. Af denne Grund aabnedes Ilden mod udækkede Maal i Reglen med Salver for at opnaa saa stor overraskende Virkning som muligt, inden Maalet kunde søge Dækning. De tyske Jagere havde imidlertid stadig sværere og sværere Kampe over Madrid med de fjendtlige Jagere, der baade i Antal og Maskinernes Kvalitet var dem overlegne. Det hændte ofte, at mere end 100 Maskiner var indviklede i Kamp i Luftrummet over Madrid. Det lykkedes da ogsaa stadig de republikanske Jagere i lav Højde at støde igennem mod Francos Fodfolk, hvorfra imidlertid som oftest de lette Luftværnsbatterier fordrev dem med store Tab. Fra Legionen blev der forsøgt samlede Angreb med Bombe- og Jagermaskiner mod de fjendtlige Jageres Flyvepladser Nordøst for Madrid, hvilket til at begynde med gav tilfredsstillende Resultater. Modstanderen forlagde imidlertid hurtigt Hovedparten af sine Jagere til mere tilbagetrukne Flyvepladser og holdt kun enkelte Eskadriller fremme paa de forreste Pladser, der blev benyttet vekselvis. Desuden blev han næsten altid gennem sin udmærkede Efterretningstjeneste varslet rettidigt om kommende Angreb, saa Maskinerne kunde gaa paa Vingerne og unddrage sig Bombeangrebet. Tyskerne gik derefter over til at angribe Pladserne om Natten, men det lykkedes ikke herigennem at fremtvinge en Ændring i Spørgsmaalet om Luftherredømmet over Madrid. Faren ved at anvende Flyvepladser saa tæt bag Fronten, at rettidig Varsling om kommende Angreb ikke bliver muligt, viser følgende Eksempel. En blandet spansk-italiensk Bombeeskadrille, der — for at undgaa den lange og over Bjergene grundet paa Tilisning farlige Flyvevej fra deres Basis ved Salamanca — havde forlagt deres Flyveplads til Øst for Bjergene i en Afstand af kun 50 km fra Madrid, blev en tidlig Morgen overrumplet af Jagere i Lavangreb og fuldstændigt ødelagt. Den spanske Overkommando stillede stadig Krav om Angreb paa de for Modstanderen raadige Havne for at forhindre hans voksende Tilførsler af Krigsmateriel, men grundet paa at Fjendens Jagere havde Overtaget og de mange Hverv ved direkte Indgriben paa de forskellige Kampfronter, var Gennemførelsen af saadanne langtudgaaende Operationer i stor Stil meget vanskelige. Som Eksempel skal nævnes Angrebet paa Cartagena den 15. November 1936, der blev udført med 34 Ju-52. For at undgaa Overflyvningen af Midtspaniens Bjerge og de af Modstanderen beherskede Omraader fløj Maskinerne med deres Bombelast først fra Salamanca til Melilla i Afrika. Her var der i Forvejen indrettet »fremskudt« Flyveplads med de fornødne Forsyninger med Benzin m. v. Bombemaskinerne landede Kl. 12 ved Melilla, og efter at have paafyldt Benzin startede de fra Kl. 16 med 10 Minutters Mellemrum 2 og 2 mod Cartagena. Her blev fremkaldt store Brande, sænket 2 Dampere og Havnen gjort ubrugbar for længere Tid. Samtlige Ju-52 vendte næste Dag uskadte tilbage til Salamanca.
Kampen om Madrid fortsattes. Hved Dag fløj Bombemaskinerne trods de fjendtlige Jageres voksende Overtal efter aftalt Urtid frem til Fronten og kastede indtil 80 Tons Bomber ned til Støtte for Angrebsfodfolket. Virkningen var stor, men ikke tilstrækkelig. Hvor et Maskingevær uskadt af Bomberne igen aabnede Ilden, blev Angrebet bragt til Standsning. Tydelige Tegn paa Angrebsfodfolkets Udmattelse begyndte at vise sig. Kampen mod Fjendens Flyvepladser blev ogsaa fortsat efter Evne, men blev mere og mere vanskeliggjort af det voksendes Antal »Ratas«. Tyskerne anvendte ofte den Taktik for at forhindre Modstanderens Udvigen fra Flyvepladserne, at 3 af deres Jagere »beskæftigede« hans Jagere saa længe i Luften, til de maatte søge Landing grundet paa manglende Benzin. I dette Øjeblik fløj de tyske Bombemaskiner fra stor Højde ned til Bombning af Flyvepladsen. Flere Eskadriller blev ødelagt paa denne Maade, inden Modstanderen fik draget tilstrækkelig Lære. Da de tyske Jagere Dag for Dag led større Tab, maatte de nødtvunget give Afkald paa selv at søge Kampen og indskrænke sig til Dækning af Bombemaskinerne og Indgriben i Kampen paa Jorden. Dette havde en uheldig Indflydelse paa Besætningernes Kampaand, og Legionen bestemte til Slut, at indtil nye moderne Maskiner var ankommet, skulde Jagerne udelukkende deltage i Kampen paa Jorden. Som Følge af Modstanderens Overlegenhed i Luften blev der trukket meget stærkt paa Luftværnsartilleriet, der selv ofte blev udsat for Nærangreb. Skyts og Ildledermateriel blev derfor altid beskyttet af ringformede Dækværn, og til Mandskabet gravedes Dækningsgrave. Fordelerkasse og Kabler blev gravet ned eller dækket med Jord og Sten. Patronkurvene blev ligeledes dækket med Jord, indtil der blev Tid til at grave dem ned. For at undgaa Ladningsvanskeligheder blev iøvrigt Patronerne, saasnart Kurvene var læsset af i Batteriet, taget ud og indsmurt i Olie og derefter atter anbragt i Kurvene. Naar Kanonerne ikke skød, holdtes de rettede mod Solen for at kaste saa ringe Skygge som muligt. Det viste sig, at blot Angrebet ikke kom overraskende, kunde Batterierne afværge Nærangreb. Der blev derfor altid etableret en omhyggelig Luftspejdertjeneste. Spejderne blev sendt ud til Højdepartier rundt om Batteriet i 2—4 km’s Afstand, og der var etableret Telefon- eller Signalforbindelse til Skytsstillingen. Iøvrigt var der altid etableret Telefon fra Batteriets Kommandostation til Skytsstilling, Korrektør og Jordstade. Tidligt om Morgenen paa kolde Dage var Luften i Reglen saa klar, at man kunde opdage Flyveren paa indtil 40 km’s Afstand. Sommetider var Luften let diset, saa Maskinerne (Udblæsningen) trak synlige Spor gennem den, hvilket lettede deres Opdagelse. Det var almindeligt, at man hørte Flyverne, førend man saa dem. Ved at lytte med let aaben Mund og uden Hjelm skærpes Høreevnen. I Middagssolen var det yderst vanskeligt trods Farveglas rettidigt at faa Øje paa Flyverne, der her havde deres mest gunstige Chancer for overraskende Angreb. Lykkedes det en Flyver at komme ind paa Bombeafstand, var det Batterichefen alene, der — ud fra sit Kendskab til, fra hvilken Position Flyverens Bombekast kunde være farlig for Batteriet — bestemte, om der skulde søges Dækning eller ej. I Observationsinstrumenterne kunde man næsten altid se, naar Bomberne blev slupne fra Maskinerne. I Løbet af Bombernes Faldtid (efter Flyvehøjden 10—30 Sekunder) var der Tid nok for en Feltsoldat til at hytte sig i Dækningsgravene. Hvor lang Tid 20 Sekunder egentlig er, forstaar vist først den, der ligger sammenkrøben i en Dækning og hører en faldende Bombe nærme sig. Ligesom ved Artilleriprojektiler kan man af Lyden høre, om den har Retning mod en selv. Det blev haandhævet meget strengt, at den, der uden Ordre forlod Batteriet for at søge Dækning, blev stillet for en Krigsret anklaget for udvist Fejghed overfor Fjenden. Naar man tænker paa, hvilke Krav der stilles til Luftværnsartillerister, der selv i den haardeste Kamp og undertiden med Sprængstykker fra Nabobatteriernes Ild (»varm Regn«) faldende ned over sig — med den yderste Nøjagtighed skal betjene Skyts og Ildledelsesapparater, er det indlysende, at Personellets Kvalitet, Uddannelse og Disciplin maa være første Klasses. Man kan forstaa, at Betjeningsmandskabet ved Ildlederapparater og Instrumenter skal være i Besiddelse af Koldblodighed, saafremt de — uforstyrret af, at de i deres Kikkerters Forstørring ser Flyverne gaa løs paa Batteriet — med den største Nøjagtighed stadig skal passe deres krævende Hverv. Blot en enkelt af dette Mandskab svigter, kan hele Batteriets Skydning blive forfejlet. Det var Luftværnsartilleriet, som i denne kritiske Periode, navnlig i Foraaret 1937, forhindrede Republikanerne i at udnytte deres Overlegenhed i Luften og dermed beviste, hvilken Støtte eget Luftvaaben kan faa fra Jorden, naar det er underlegent. Til Slut opgav Legionen sin direkte Deltagelse i det udsigtsløse Angreb paa selve Madrid og satte alle sine Flyverkræfter ind paa at spærre de faa Tilførselsveje, Byen endnu raadede over. Det lykkedes at afbryde Jernbaneforbindelsen med Valencia, saaledes at Transporterne herefter udelukkende var henvist til Landevejen. Angrebene herimod blev paa Grund af de fjendtlige Jageres Overlegenhed udført om Natten. Disse Angreb førte imidlertid heller ikke til noget afgørende Resultat. Da Legionens Chef erfarede, at de italienske Tropper vilde angribe Nordøst for Madrid, foreslog han den spanske Overkommando at opgive Angrebet paa selve Madrid og i Stedet for udvide Italiernes Angreb ved samtidig at angribe Syd for Madrid, saaledes at begge Angreb i Forening kunde føre til en fuldstændig Indeslutning af Byen. Det er kendt, hvorledes begge Angreb strandede. Jarama og Guadalajara gav bitre Lærepenge. Ved Begyndelsen af Kampene ved Jarama var Terrainet blevet saa opblødt af Regn, at Bombemaskinerne ikke kunde starte, hvorfor kun Jagerne var paa Vingerne for at støtte Angrebet.
1 de første Kampe nedskød de lette Luftværnsbatterier 2 Maskiner og ødelagde 11 Kampvogne. Fjendens Jagere tiltvang sig dog atter Luftherredømmet, og 2 He-51 blev skudt brændende ned. Nogle Dage senere gik Fjenden over til Modangreb stærkt støttet af sine overlegne Jagere, Kampvogne og Artilleri og gennembrød Francos Front, og de tyske og spanske Flyvere kunde kun med største Besvær med deres Bomber dæmme op for den truende Oprulning af hele Fronten. Den spanske Overkommando maatte erkende, at Angrebet over Jarama var strandet. Det daarlige Vejr havde hindret en effektiv Indsats af Bombemaskinerne, og desuden var det ikke lykkedes hverken i Rum eller Tid at bringe Angrebet i Samklang med det italienske Angreb over Guadalajara, saaledes at der blev skabt en operativ Enhedsvirkning ud af de to adskilte Angreb. Fjenden havde faaet Tid til først med samlede Kræfter at opfange Angrebet ved Jarama og havde dér vundet en saadan Forsvarssejr, at han nu kunde vende sig med fuld Styrke mod det forestaaende italienske Angreb. Ved Guadala-jara gentog Billedet sig fra Jarama. Republikanerne samlede her deres bedste Tropper, de internationale Brigader og Kampvogne, satte straks deres overlegne Jagerkræfter ind og gik hurtigt over til et voldsomt og overraskende Modangreb, der bibragte Italienerne meget svære Tab. De tyske Flyverstyrker søgte at hjælpe, men Vejret lagde Hindringer i Vejen. I denne Omgang var Kampen om Madrid tabt og havde medført store Tab. Legion Condor havde haft strenge Tider. Dens Flyvemaskiner slog ikke mere til hverken i Antal eller Kvalitet. Pe gamle Ju-52 kunde ikke alene forsvare sig mod Fjendens Jagere, og He-51 var ikke i Stand til at optage en jævnbyrdig Kamp med Curtiss og Ratas. Det viste sig tydeligt, at i Luftkamp kommer underlegent Materiel uvægerligt til kort, selv om det betjenes af nok saa modigt og dygtigt Personel. Man høstede ogsaa andre Erfaringer, som man drog Lære af. Det havde vist sig, at selv et voldsomt Bombeangreb blev uden afgørende Virkning, hvis det ikke øjeblikkeligt — som Tilfældet ogsaa er ved Artilleri forberedelse — blev fulgt af et energisk ført Angreb paa Jorden. Alt for tit havde Angrebsfodfolket holdt sig paa Afstand og ment, at Flyverne kunde klare Sagen alene. Det lærte nu at slutte tæt op til »Bombeilden« for at være paa Stormafstand, naar denne til aftalt Tid ophørte. At man paa denne Maade ligesom ved Artilleriild ved Fejltagelser kunde blive udsat for enkelte af egne Nedslag maatte tages med i Købet. Ved Opslutning til Bombeforberedelse maatte der dog tages dobbelt »Sikkerhedsafstand« i Forhold til, hvad der var nødvendigt ved Artilleriforberedelse.
Med Hensyn til Anvendelse af Kampvogne havde man faaet Erfaring for, at Panserbeskyttelsen og Bestykningen var af afgørende Betydning. Panservogne og lette Kampvogne kunde bringes til Standsning af Maskingeværild, og deres Hurtighed kunde ikke udnyttes i Kampterrainet. Skulde der sættes Kampvogne ind mod en forberedt Forsvarsstilling, maatte de svære Kampvogne sættes i 1. Træfning, og de maatte støttes af Flyvere og Artilleri og følges af Fodfolket, hvis Angrebet skulde have Udsigt til at lykkes. Luftværnsartilleriet havde vist sig som et yderst effektivt Vaaben overfor Kampvogne ; de lette Batterier ved aaben Skydning fra langt fremskudte Stillinger og de svære Batterier saavel ved aaben Skydning mod indbrydende Vogne som ved skjult Skydning ledet fra de udenfor Batterierne anbragte Observationsstader. Luftværnsartilleriet havde ogsaa vist sig anvendeligt som »Bjergartileri«, idet det grundet paa dets Elevationsfrihed i Bjergterrain kunde tage selv de mest højtliggende Observationsstader og Modstandsreder under Beskydning. Luftværnskanonen havde i det hele taget gennem sin Evne til at bekæmpe saavel Luft- som Jordmaal vist, at det ikke er helt med Urette, at den af nogle er kaldt »Fremtidens lette Feltkanon«. Jo mere alsidigt Vaaben og Personel kan anvendes i Felten jo bedre. Da Angrebet mod Madrid maatte betragtes som mislykket, blev det besluttet at forlægge Tyngdepunktet mod Nord ved et Angreb mod Bilbao. Legion Condor blev forlagt til Vitoria, idet dog nogle af dens Kræfter forblev ved Madrid for at skuffe Modstanderen. Ved Angrebet mod Bilbao havde man 3 Brigader med ialt 30 Batailloner i forreste Linie og hertil 22 Feltbatterier af forskellige Kalibre. Foruden at være faatallig var Skytset for Hovedpartens Vedkommende forældet, Ammunitionen var knap og Skydeuddannelsen meget ringe. Forberedelse og Støtte af Angrebet maatte saaledes i Hovedsagen overtages af Legionens Flyverkræfter, der nu for første Gang ogsaa kunde raade over et Antal He-111 og Do-17 samt enkelte Me-109. Luftværnsartilleriet var fordelt over Angrebsfronten, men med Hensyn til dets Anvendelse mod Jordmaal underlagt Legionen direkte som et Slags Frontartilleri, idet Batterierne efter Forholdene kunde skyde efter egen Observation fra deres 2—3 km fremskudte Jordstader eller koncentreres af Legionen som et vigtigt Led i Troppeførerens »lange Arm«. Med deres store Rækkevidde, Skudhastighed og ubegrænsede Sideretningsfrihed var Batterierne særlig egnede til Udførelsen af hurtige Koncentrationer. Om Morgenen den 31. Marts 1937 indledede 20 Ju-52 Angrebet med deres Bomber. Derefter tog det spanske Artilleri fat, men kun med ringe Virkning. .2 af de svære tyske Luftværnsbatterier udførte Hindre- og Foruroligeskydninger mod Bagterrainet. Efter en Ildforberedelse paa 21/2 Time gik Angrebsbrigaderne frem. Mandskabet havde fæstnet hvide Tøjstykker paa Ryggen til Kendemærke for egne Flyvere og Artilleri. Til yderligere Vejledning for Flyverne udlagde de hvide Tøjpile mod den Retning, hvorfra de mødte stærk Modstand. Den første Angrebsdag gav Resultater, der svarede til Indsatsen. De tyske Flyvere havde nedkastet 70 Tons Bomber og affyret 35.000 Maskingeværskud. De svære Luftværnsbatterier havde skudt ialt 1000 Skud. De følgende Dage kom imidlertid ikke til at svare til Forventningerne, hvilket navnlig skyldtes, at Vejret blev ugunstigt. Kampen trak atter i Langdrag, og Modstanderen fik Lejlighed til at hidføre Reserver, og det lykkedes først efter mere end 1 Maaneds Forløb at naa frem til Forsvarsanlæggene (»Jernringen«) om selve Bilbao. Angrebet herimod begyndte den 11. Juni om Morgenen efter en 4 Timers Artilleriforberedelse og med Indsats af Legionens fulde Flyverstyrke i 2 Angreb. I Løbet af Eftermiddagen var Angrebet overalt naaet frem til Hovedstillingen, hvor det imidlertid gik i Staa. Om Natten foretog Modstanderen stærke Modangreb, hvor det et Sted lykkedes ham at trænge helt frem til Luftværnsartilleriets Stilling, hvorfra Artilleristerne imidlertid med Karabiner og Haandgranater drev ham tilbage igen. Den næste Dag blev Angrebet genoptaget efter 2 paa hinanden følgende Indsættelser af de samlede Flyverkræfter, og nu gav Modstanderen efter og begyndte at vige ud mod Vest. Den 19. Juni trængte et Panserkompagni ind i selve Byen tæt fulgt af en Fodfolksbrigade. Ca. 15 km Vest-for Byen gik Forfølgningen i Staa. Luftværnsbatterierne var naaet rettidigt frem i Stilling, og Flyverne gik til Angreb, men Fodfolket var for medtaget af Kampene til, at det kunde slutte op og fastholde Modstanderen, hvis Hovedstyrke derfor undslap mod Vest.
Det næste Sted, hvor Legionens fulde Kraft blev sat ind, var under Forsvarskampene ved Landsbyen Brunete Sydvest for Madrid. Under General Miajas Ledelse havde Republikanerne her i Stilhed og uden at lade sig aflede af Kampen ved Bilbao forberedt et Gennembrud mellem Madrid og Guadaramabjergene. Miaja raadede over et stærkt Luftvaaben og Artilleri og samtlige de internationale Brigader, og han havde Rytteri parat til at udnytte et Gennembrud. Da han var blevet klar over, at Franco efter Erobringen af Bilbao agtede at fortsætte herfra mod Vest for at angribe Santander, satte han sit Angreb an ved Daggry den 5. Juli, og det lykkedes ham straks at bryde igennem ved Brunete. Franco erkendte den truende Fare. Styrkerne ved Bilbao fik Kontraordre og blev dirigeret mod Brunete, men da Transporterne mod Vest allerede var i Gang, vilde det tage Tid, inden de virksomt kunde gribe ind mod Miajas Angreb. Legion Condors Bombeflyvere greb dog allerede om Eftermiddagen den 7. Juli ind med Luftangreb for at understøtte de Syd for Brunete vigende Tropper. Miajas Flyvere var imidlertid for stærke, og de tyske Bombeflyvere maatte fortrække. Om Aftenen paa den 2. Angrebsdag var Miajas Tropper støttet af Flyvere og talrige Kampvogne brudt ind i Fronten i et Rum, der var 10 km dybt og bredt, og stod parat til at udvide Gennembruddet. Det lykkedes Legion Condor i Løbet af et Døgn i Hovedsagen at gennemføre sin Forflytning til Kamppladsen ved Brunete — Bombemaskinerne til Salamanca og Avila, Jagere og Rekognosceringsmaskiner i Avila og Escalona. Hele det lette og en Del af det svære Luftværnsartilleri blev sat ind i Fronten for at deltage i Kampen paa Jorden, medens Resten af det svære Luftværnsartilleri beskyttede Legionens Baser og Flyvepladser. Den 9. Juli var Legionens Forflytning fuldt gennemført, og herefter blev flere Gange om Dagen samtlige Eskadriller sat ind; Ju-52 dog kun om Natten grundet paa de fjendtlige Jageres Overlegenhed. Her optraadte for første Gang Nat jagere, der tilføjede de tyske Flyvere Tab. Kampen om Brunete blev et Prestigespørgsmaal, der voksede i Betydning med de Tab, der blev ofret paa dens Besiddelse af begge Parter. Franco overtog personlig Ledelsen af Kampen og forlangte, koste hvad det vilde, Byens Generobring. Angrebet blev fastsat til den 25. Juli, idet alle raadige Kræfter paa en smal Front som en dybdeformet Kile skulde støde frem over Brunete. 1 Fodfolksbrigade skulde danne Spidsen og understøttes af samtlige Luftkræfter og Artilleri, der blev underlagt Legionen. Under dette Angreb blev Kræfterne koncentreret som aldrig før under denne Krig. Det samlede spanske Artilleri samlede efter Legionens Anvisning hele sin Ild mod den smalle Angrebsfront. Samtlige svære Luftværnsbatterier deltog i Kampen paa Jorden, idet de anvendte saavel Nedslags- som Tidsbrandrør. Ved Beskydning af Skyttegrave blev Rørene temperede saaledes, at Projektilerne sprang ca. 2 m over Gravene. Overfor Kampvogne og andre stærkt beskyttede Maal anvendtes Pansergranater, som Batterierne var udstyret med i rigelig Mængde. De tyske Flyvere blev sat ind 3 og de spanske og italienske 2 Gange i Løbet af 2 Timer. For dette koncentrerede Angreb brød Modstanden sammen; først begyndte enkelte Folk, saa hele Afdelinger at tage Flugten. Som det saa ofte sker i Krigen, tog Opløsningen pludselig Fart over hele den angrebne Front. Den moralske Modstandskraft var brudt, og der blev kun tænkt paa ved Flugt at unddrage sig Kamppladsens Helvede. Men de flygtende blev skaanselsløst taget under Ild af Flyvere i Lavangreb. Om Aftenen endte Slaget ved Brunete efter at have varet 3 Uger og kostet 30.000 Mennesker Livet. Et Billede i det Smaa paa Verdenskrigens Udmattelsesslag. Herefter besluttede Franco at genoptage Angrebet paa den nordlige Front fra Bilbao i sydligt Sving mod Santander. Fremrykningen skulde foregaa i 2 Kolonner. Den østlige bestod af den italienske Legion, medens den vestlige dannedes af 4 forstærkede Fodfolksbrigader. Legion Condor skulde støtte den vestlige Kolonne sammen med de raadige spanske Luftkræfter. Den 14. August begyndte Angrebet understøttet af Legionens samlede Luftkræfter. 2 svære Luftværnsbatterier var sat ind til Jordkamp. Deres Kanoner var derfor ikke som ellers opstillet i Firkant, men 3 af dem stod paa Linie og skød som et Feltbatteri, medens den 4. Kanon, der var placeret 30—40 m bag Midten af Batterifronten, sammen med de 2 Stk. 2 cm Luftværnskanoner varetog Batteriets Beskyttelse mod Luftangreb. Samtlige 4 Kanoner var dog tilsluttet Batteriets Korrektør, saaledes at hele Batteriet øjeblikkelig kunde vende sin Ild mod Luften, hvis der viste sig særlig lønnende Maal. Ledet fra langt fremskudte Observationsstader (indtil 8 km) beskød de svære Batterier Lokaliteter, Støttepunkter, Forbindelseslinier, Reserver og Kampvognssamlinger. Til Supplering af Telefonforbindelserne raadede hvert Batteri over 2 Tornysterradiohold, hvoraf 1 fast var i Skytsstillingen og 1 paa Observationsstadet. Af Hensyn til Faren for Aflytning anvendtes altid Dæknavne undtagen ved Skudkommandoer. Radiofolkene var udstyret med Maskinpistoler. Et let Luftværnsbatteri fulgte Fremrykningen i første Træfning og beskød Fodfolksskyts, Maskingeværer og angribende Kampvogne. Paa den 3. Angrebsdag blev Reionosa med Spaniens største Vaaben- og Ammunitionsfabrik indtaget, og om Aftenen den 4. Dag var Slaget afgjort. Fjenden veg i Opløsning tilbage mod Santander efter at have mistet 20.000 Fanger. Disse blev anvendt til Istandsættelse af Veje og Oprømning af Kamppladsen. Fremrykningen skulde nu fortsættes mod Santander, men det tog Tid grundet paa de faa Veje, der gennem Bjergene førte mod Nord. Desuden var de fleste Broer sprængte, saa der i Teten af de fremrykkende Kolonner maatte sættes Pionerer med Bromateriel. Alle Chefer var i Spidsen for deres Enheder, saa de straks kunde gribe personligt ind, naar man stødte paa Modstand. Etableringen af Forbindelse mellem de parallelt fremrykkende Kolonner maatte søges tilbage over Baglandets Net og tog lang Tid at faa etableret grundet paa de tilstoppede Veje. I Hovedsagen nøjedes man da ogsaa — foruden Forbindelsen gennem Rekognosceringsflyvere — med som sædvanlig gensidig at holde Øje med hinandens Banderas. Den 23. August faldt Santander efter kun 11 Dages Forløb, medens Angrebet paa Bilbao havde taget næsten 3 Maaneder med omtrentlig samme Styrkefordeling Parterne imellem. Det var de tidligere saa dyrt erhvervede Erfaringer, der nu var blevet frugtbargjort. Samarbejdet mellem de forskellige Stabe var kommet i Orden, og Luftvaaben og Jordtropper havde lært at kæmpe sammen. Man havde ogsaa forstaaet, at en Sejr kun kunde blive afgørende gennem en øjeblikkelig hensynsløs Forfølgning, hvor man ikke gav sig Tid til Hvile eller en regelret Ordning af sin Forsyningstjeneste. Her ved Santander lykkedes det at slutte Ringen om den slagne Fjende, der atter prøvede at undslippe mod Vest. Over 50.000 Mand og store Mængder Materiel faldt i Francos Hænder, og Sejren betød det fulde Sammenbrud af Modstanderens Nordfront. En kort Tid forsøgte han at fortsætte Kampen i Bjergene ca. 100 km Vest for Santander, men denne sidste Modstand blev ogsaa hurtigt brudt. Da Flyverbomberne ikke gav tilstrækkelig Virkning i disse Klippeegne, blev Bomberne koblet sammen med fyldte Benzindunke og virkede paa denne Maade som kombinerede Spræng- og Brandbomber — en Fremgangsmaade, som jo senere i stor Stil er anvendt under Luftangrebene paa London. Til Slut koncentrerede de tyske Flyvere deres Angreb paa Gijon, og den 21. Oktober 1937 hejste Byen den hvide Fane. Dens Havn bar da tydelige Spor af Luftangrebene. 7 Dampere og 1 Torpedobaad laa paa dens Bund, Moler og Skinneanlæg var fuldstændig ødelagt, og de store Olietanke var alle i Brand. Byens Flyvepladser lignede oppløjede Marker, 91 Maskiner var skudt ned eller blevet ødelagt paa Jorden. Resten faldt i Angribernes Hænder. Slaget paa Nordfronten var hermed til Ende. Den Pause, der nu indttraadte i Begivenhederne, benyttede Legionen til at reorganisere sine Styrker og udstyre dem med det nye Materiel, der fra Tyskland ad Søvejen naaede til Vigo. Herefter bestod Legionen af 4 Eskadriller He-111, 2 Eskadriller Me-109 og 2 Eskadriller He-51 og 4 Rekognosceringseskadriller Do-17 og He-45. Det ældre Flyvemateriel blev overladt Spanierne. Luftværnsartilleriet bestod af 5 svære Batterier og 2 lette Batterier (2 cm), hvortil var knyttet 1 Deling med 3,7 cm Skyts og 1 Deling Lyskastere. Ved de senere Kampe viste det sig, at det 3,7 cm Skyts hverken overfor Lufteller Jordmaal helt svarede til Forventningerne. Det langt lettere og hurtigere skydende 2 cm Skyts var det omtrent jævnbyrdigt. Efter Tid og Lejlighed fandt der en Ombytning af Personellet Sted, da Tyskland selvsagt ønskede, at saa mange som muligt fik Mulighed for at opnaa Krigserfaring. Som almindelig Regel gjaldt, at ingen forblev i Spanien i mere end højst 9 Maaneder. Legionens samlede Styrke holdt sig omtrent uforandret hele Krigen igennem og oversteg paa intet Tidspunkt 5600 Mand. Italienerne havde ogsaa faaet nyt, moderne Materiel og havde formeret følgende Antal Eskadriller: 9 Bombe-, 9 Jagerog 3 Rekognosceringseskadriller, ialt 190 Maskiner, hvilket oversteg Legion Condors Styrke væsentligt. Spanierne havde ved tysk og italiensk Hjælp nu selv formeret en Luftbrigade bestaaende af Ju-52, Savoia, He-45, -51, -70 og Fiat, ialt ca. 100 Maskiner, og havde ogsaa formeret enkelte Luftværnsbatterier med tysk Luftværnsskyts fra Verdenskrigen. For Spanierne havde Manglen paa Artilleri hidtil været meget følelig; ved italiensk Hjælp lykkedes det dem nu at opstille ca. 100 Batterier. I November 1937 besluttede Franco foreløbig at indstille de Forberedelser, der paa dette Tidspunkt allerede var trufne til Udførelse af et Angreb paa Nordøstfronten mellem Zaragoza og Pyrenæerne og i Stedet søge Afgørelsen Nordøst for Madrid ved Sydranden af Guadarama. Angrebet skulde begynde i Midten af December og udføres med det italienske Korps i Midten og et spansk Korps paa hver Fløj. Legion Condor skulde understøtte det spanske Korps paa venstre Fløj. Dette bestod af 5 Divisioner og havde til Opgave gennem et dybt Fremstød at forhindre Modstanderen i at vige ud mod Valencia. Legionen baserede sig saaledes, at den efter Omstændighederne kunde gribe ind saavel mod Madrid som mod Fronten Øst for Zaragoza, hvorimod der for at vildlede Fjenden skulde foretages et Afledningsangreb. Til det sidstnævnte Angreb kunde der, da Kampen om Madrid krævede den fulde Indsats af alle raadige Jordstridskræfter, kun anvendes detacherede Dele af Luftstridskræfterne, hvorfor dette Biforetagende hovedsagelig skulde rettes mod de fjendtlige Flyvepladser i Rummet Sydøst for Zaragoza. Italienerne med en samlet underlagt Styrke paa ialt ca. 250 Maskiner skulde have Overledelsen af disse Luftangreb. Den første Dag (10. December) startede samtlige tyske, italienske og spanske Bombeeskadriller fra deres forskellige Flyvepladser for under Jagerdækning at angribe Fjendens Flyvepladser. Kun et Faatal naaede frem over Maalet til fastsat Tid. Størstedelen af Maskinerne var blevet forsinket grundet paa den lange Fly ve vej, og da de efterhaanden naaede frem, fandt de Flyvepladserne forladte af Fjendens Bombemaskiner og blev selv overfaldne og med Tab fordrevne af hans paa Vingerne værende Jagere. De nationale Jagere kunde ikke tage Kampen op, da deres ringe Benzinforsyning tvang dem til hurtigt at vende hjem. Den næste Dag anvendte man den Taktik, at Bombemaskinerne efter overraskende at have udført et enkelt Angreb fra stor Højde straks trak sig tilbage bag egen Frontlinie. Man haabede derved at trække Fjendens Jagere efter sig ind over det svære Luftværnsartilleris Virkningsomraade og helt ind mod egne Jageres Beredskabsrum. Men Fjenden lod sig ikke lokke ud over egen Frontlinie. Den 3. Dag prøvede man atter en ny Taktik. En Del af de hurtige lette Bombemaskiner skulde ved fingeret Angreb paa Flyvepladserne holde Fjendens Maskiner saa længe i Luften, at de til Slut maatte søge Landing for at indtage Benzin, hvorefter Pladserne saa skulde angribes af Hovedmassen af Bombemaskinerne, der indtil da var holdt tilbage i meget stor Højde. Vejret lavede imidlertid en Streg i Regningen, Taage og Sne forhindrede de svære Bombemaskiner i at starte. I Virkeligheden førte samtlige 3 Dages Angreb ikke til noget betydende Resultat, da Modstanderen ikke for Alvor tog Handsken op. Da de italienske og spanske Korps var færdige med deres Opmarch til Angrebet fra Nord mod Madrid, hvilket var fastsat til den 18. December, maatte de italienske og spanske Flyverstyrker, der skulde støtte dette Angreb, nu forlægges til nye Baser, medens Legion Condor kunde blive paa sine hidtidige Pladser, hvorfra den som omtalt ogsaa var i Stand til at støtte Angrebet mod Madrid. Om Aftenen den 16. December indtraadte der imidlertid en fuldstændig uventet Situation. Fjenden angreb paa denne Dag overraskende ved Teruel og indesluttede i første Stormløb Byen med dens 20.000 Mand. Dette gjorde foreløbig Ende paa alle Tanker om at gennemføre Angrebet mod Madrid, da de raadige Reserver straks blev dirigeret mod Teruel. At Franco ikke kunde tage Risikoen for et Tilbagetog ved Teruel, der var uden egentlig strategisk Betydning, medens han søgte Afgørelsen ved Madrid, ligger maaske for en stor Del i den spanske Folkekarakteregenskab, der anser det for en Selvfølge, at man selv gaar løs paa Fjenden, der hvor han angriber. Paa tilsvarende Maade som tidligere ved Toledo og Brunete blev nu igen Undsætteisen af en belejret By Brændpunktet for begge Parters Styrkeindsats. Angreb vekslede med Modangreb. Tabene hobede sig op, uden at man fra nogen af Siderne vandt betydende Fordele. Den 8. Januar 19,°>8 maatte de i Teruel indesluttede Tropper strække Vaaben, men dette gjorde kun den spanske Overkommando endnu mere overbevist om, at alle Kræfter maatte sættes ind paa at kaste Fjenden tilbage fra Teruel. Den 17. Februar begyndte det sidste store Angreb paa Byen med fuld Indsats af Legionen. Her blev for første Gang anvendt Styrtbombere. Den første Dag naaede Fodfolket kun 2000 m frem overfor det haardnakkede Forsvar. De følgende Dage blev der kæmpet heftig om Teruels Kirkegaard, der ligger paa et Højdeparti Nordøst for Byen. Et af de svære Luftværnsbatterier blev beskudt af et af Modstanderens Haubitsbatterier, der stod saa dybt under den dækkende Kréte, at det ikke kunde naas med Luftværnsbatteriets strakte Projektilbaner. Dette maatte derfor hurtigt rømme sin Stilling. I Løbet af Natten lod det imidlertid en af sine Kanoner ført af en Officer gaa i en langt fremskudt aaben Stilling, hvorfra Haubitsbatteriets Standplads var indset, og saasnart det var blevet tilstrækkeligt lyst, gjorde denne ene hurtigtskydende Kanon det forbi med det overrumplede Haubitsbatteri, der overhovedet ikke naaede at aabne Ilden mod Kanonen. Noget senere ødelagde Kanonen paa tilsvarende Maade et Stykke Jernbaneskyts.
Den 20. stod Kampen om selve Byen, hvor der blev kæmpet i hver Gade og om hvert Hus. De tyske He-51 greb ind i Gadekampene med Maskingeværer og lette Bomber, og det lette Luftværnsartilleri deltog ogsaa i Gadekampene. Først om Aftenen den 21. Februar var Byen endelig fast i Francos Haand efter en langvarig og forbitret Kamp, der atter for en Tid havde udmattet begge Parter. Franco havde ikke opnaaet nogen særlig strategisk Fordel, men hans Prestige var vokset saavel i som udenfor Spanien. Han besluttede nu helt at opgive Angrebet paa Madrid og i Stedet fra Rummet mellem Teruel og Zaragoza at angribe med Retning mod Tortosa ved Middelhavets Kyst. Dette Angreb begyndte den 9. Marts om Morgenen og blev indledet med 2 Timers Artilleriforberedelse, hvorunder de svære Luftværnsbatteriers store Skudvidde blev udnyttet til Hindreskydninger mod Fjendens Forbindelsesveje. Faa Minutter efter var ogsaa de tyske Bombemaskiner med deres første Last over Angrebsfronten under Dækning af Jagerne, der — da de ikke blev mødt af Fjendens Jagere — gik over til Lavangreb mod Fjenden paa Jorden. Ialt blev der denne Dag kastet 155 Tons Bomber og af hver af de svære Luftværnskanoner afgivet ca. 500 Skud. Det viste sig, at deres Kernerør kunde taale indtil 4000 Skud. Udskiftningen af Kernerør fandt Sted i selve Skytsstillingerne. Den næste Dags Angreb blev i Morgendæmringen indledet med et Bombeangreb paa Modstanderens Flyvepladser, hvilket gav gode Resultater, da Fjendens Maskiner ikke var naaet paa Vingerne inden Angrebet. Belchite blev Brændpunktet i Dagens Kampe, hvori de tyske Luftværnsbatterier, baade lette og svære, spillede en stor Rolle. De blev trukket tæt frem bag forreste Linie og beskød de fjendtlige Modstandsreder om Byen. Øst for Byen blev et svært fjendtligt Luftværnsbatteri taget under en saadan koncentreret Ild, at det i Løbet af kort Tid var ødelagt. Om Eftermiddagen omgik spanske og tyske
Kampvogne Byen til begge Sider og trængte derefter østfra ind i Byen i Byggen paa dens Forsvarere. Den 12. Marts blev en af de spanske Divisioner indladet paa Motorvogne og ved Middagstid —- sikret af 1 let og 1 svært Kampvognskompagni samt 1 let Luftværnsbatteri — ført frem mod Øst. Kolonnens Fremrykning blev understøttet af Legionens Flyvere i lav Højde samt de svære Luftværnsbatterier, der til at begynde med gik i Stilling Øst for Belchite, idet Forbindelsen med Artilleriobservatørerne, der pr. Motorvogn fulgte Fremrykningen, opretholdtes med Radio. 3 Gange i Løbet af Dagen maatte Batterierne skifte Stilling for at følge Trop med Kolonnens hurtige Fremrykning. Fra Vognene skød Fodfolket med Geværer og Maskingeværer mod de fuldstændig overraskede fjendtlige Smaastyrker, der, grundet paa de vældige Støvskyer, Kolonnen rejste, troede at have en hel Panserdivision for sig og derfor hurtigt overgav sig eller flygtede. Hvor Kolonnen stødte paa organiseret Modstand, begyndte Kampvognene, hvis de ikke straks kunde løbe den over Ende, deres Indkredsning, Flyverne og Luftværnsartilleriet greb ind. Kun sjældent behøvede Fodfolket at sidde af for at deltage i Kampen. Man overraskede fjendtlige Reserver, der netop var blevet udladet fra Jernbane. De blev oprevne, taget til Fange eller flygtede. Fronten var fuldstændig gennembrudt. Man havde kunnet fortsætte paa denne Maade lige til Middelhavet, hvis ikke Mørket, Udmattelsen, Forsyningstjenesten og Hensynet til de ganske udækkede Flanker og Forbindelseslinier havde bevæget Føringen til at gøre Holdt ved Ebrofloden. I Løbet af Dagen var man trængt 36 km frem, d. v. s. en Trediedel af Vejen til Havet, et manende Forvarsel om Stødkiletaktik. Efter denne Kraftanspændelse gjorde en vis Afslappelse sig gældende, Føringen gav Køb og undte Tropperne et Par Dages Ro. Dette var nok til, at Fjenden fik samlet sig til haardnakket Modstand igen, og det kostede derfor haarde Kampe og Tab, inden Francos Tropper den 18. Marts naaede frem til Caspe. Nu tog General Franco den afgørende Beslutning straks over bred Front at støde frem lige til Middelhavet for at afbryde Forbindelsen mellem Barcelona og Valencia. Kampene blev haarde, men Francos Tropper følte, at Sejren endelig var inden for Rækkevidde. Legion Condor understøttede den nordligste af Angrebsgrupperne. Vejret lagde mange Hindringer i Vejen for Flyverne, men alligevel løste de deres Opgaver, ofte vejledet gennem Observation fra Jorden. Den 25. Marts fulgte saaledes Legionens Stab fra Kirketaarnet i Huesca Kampens Gang og ledede Indsatsen af dens Styrker. Fjenden begyndte paa denne Dag for Alvor at vakle og trak sig saa hurtigt tilbage, at det spanske Feltartilleri ikke kunde skifte Stilling hurtigt nok, hvilket derimod lykkedes for de tyske Luftværnsbatterier. Den 15. April naaede de første spanske Tropper frem til det blaa Middelhav ved Vinaros og sprængte dermed Forbindelsen mellem Barcelona og Valencia.
Den 21. April begyndte Angrebet mod Valencia, men stødte straks paa forbitret Modstand. Fra Katalonien ilede republikanske Flyverstyrker til Hjælp, og da de tyske Me-109 ikke kunde være paa Vingerne altid, led Legionens langsomme He-51 Maskiner svære Tab. Desuden forhindrede for en Tid det fjendtlige Luftværnsartilleri Genn emf øreisen af større samlede Luftoperationer. Fjenden var atter ved at tilkæmpe sig et lokalt Luftherredømme, og den 25. Juli foretog han fra den katalonske Front et stort anlagt Modangreb over Ebro. Da dette Angreb i første Omgang kun stødte paa en med Rekrutter nyformeret Division, der uden Kamp opgav sine Stillinger, trængte det i Løbet af et Par Dage saa langt frem over Ebro, at det truede med at kompromittere Francos Fremstød til Havet. Medens der blev samlet Tropper for at dæmme op for dette Indbrud, maatte Legionen alene søge at bremse Fjendens Fremrykning. Hans Luftværnsartilleri viste sig herunder igen som en farlig Modstander. Kampene ved Ebro varede 31/2 Maaned og udspilledes paa et Rum, der kun var 30 km bredt og 15 km dybt. Det blev en Gentagelse af Kampene ved Belchite og Ter uel. Styrker blev trukket til fra alle andre Steder paa Fronten, og begge Parter led meget store Tab. Daglig blev flere Maskiner skudt ned fra begge Sider. De tyske Jagere blev altid modtaget af Fjendens Jagere i Luften, da deres Flyvepladser kunde holdes under Observation fra Bjergene ved Tortosa. Der blev i det hele taget trukket meget stærkt paa Legionens Flyvere. Indtil 6 Gange om Dagen maatte Maskinerne i Luften til Angreb. Herved gik Tabsprocenten stærkt i Vejret, ikke alene paa Grund af Tabene i Fjendens Ild, men navnlig fordi en saadan forceret Indsats sled ganske uforholdsmæssigt paa Personel og Materiel. Den 30. Oktober udspandt der sig Kampe, hvor saavel Feltartilleri som Luftværnsartilleri maatte gaa frem til aaben Skydning for at holde Angrebet i Gang og viste derved, at aaben Skydning ikke hører Fortiden til. Først den 16. November var Fjenden kastet tilbage over Ebro efterladende 20.000 Fanger og 15.000 døde, 60 Kanoner og en Mængde andet Materiel. Men Francos Tropper var ligesom efter Teruel og Belchite oprevne og udmattede, og der blev givet Ordre til, at alle Enheder skulde have Ro til den 1. December, medens Planerne blev lagt for Kampen om Katalonien og Barcelona. Denne sidste afgørende Kamp om Spaniens Skæbne begyndte den 23. December. Paa dette Tidspunkt var det republikanske Luftvaaben reduceret til ca. 10 Eskadriller Curtiss og Ratas samt 1 Eskadrille Bombemaskiner. Franco raadede over Legion Condors ca. 100, Italienernes 130 og Spaniernes egne ca. 150 Maskiner og var saaledes sin Modstander overlegen i Luften, selv om Tredelingen af Styrkerne og disses Udstyr med mange forskellige Maskintyper voldte sine Vanskeligheder. Med Hensyn til Jagere var de to Parter imidlertid omtrent jævnbyrdige. Legion Condors Styrker androg 40 He-111, 3 Ju87 (Stukas), 45 Me-109, 5 Do-17, 5 He-45, 8 He-59. Luftværnsartilleriets Styrke var uforandret 5 svære og 2 lette Batterier. Pansergruppe Drohne og Artillerigruppe Lucht (der hidtil kun havde beskæftiget sig med Spaniernes Artilleriuddannelse) var indsat med deres fulde Styrke. Paa den første Angrebsdag blev Bombemaskinerne indsat 6 Gange. Der opstod Kampe mellem de to Parters Jagere. Disse Luftkampe blev udspillet i saa stor Højde, at man fra Jorden ofte ikke kunde se Maskinerne, men kun Striberne efter deres Lyssporammunition eller Udblæsning. Det svære Luftværnsartilleri bekæmpede med godt Resultat fjendtlige Reserver og Transportkolonner paa lang Afstand, og de lette Batterier kæmpede Side om Side med Fodfolket i de forreste Linier og viste sig atter som et glimrende Afværgevaaben overfor Kampvogne. De tyske Kampvognes Angreb blev støttet af de svære Luftværnsbatterier, idet disses Ild blev ledet gennem Radio af Artilleriofficerer i Kampvogne. Men selv om det lykkedes Kampvognene at bryde gennem Modstanderens Forsvarslinier, saa maatte de vende om igen, da Fodfolket ikke havde holdt Trit, og de ikke alene kunde fastholde de vundne Resultater. I det hele taget viste de første Dage ikke store Resultater. Angrebet truede med at løbe fast, og tilmed satte Modstanderen den 4. Januar ganske uventet et Modangreb i Gang paa sin yderste Sydfront ved Cordoba, hvor det i Løbet af nogle Dage lykkedes ham at bryde ind i de svagt besatte Linier i 30 km’s Bredde og 20 km’s Dybde. Franco dirigerede flere og flere Styrker til Hjælp ved Cordoba, og det truede atter med, at et i Gang værende afgørende Hovedangreb maatte afbrydes, fordi man af Prestigehensyn ikke vilde tolerere, at Fjenden paa andre Fronter midlertidig tiltvang sig lokale Fordele. Det viste sig imidlertid, at Fjendens Aflastningsangreb ved Cordoba efter de første store Resultater gik i Staa, og al Kraft blev nu lagt i for at fremtvinge Afgørelsen paa Nordfronten. Den 12. Januar foretog de tyske Jagere et Angreb mod Flyvepladserne ved Tarragona. Tilflyvningen fandt Sted ude over Havet og uden at tage Kampen op med de mange Ratas, der varslet af Skibe ude paa Søen var naaet paa Vingerne, fejede Me-109 Eskadrillerne to Gange i ganske lav Højde ind over Pladserne brugende Maskingeværer og -kanoner. 12 Maskiner, der stod udenfor Hangarerne, gik op i Luer. Denne Angrebsmaade er jo senere blevet gentaget andre Steder. Den 15. Januar skred Angrebet frem med Stormskridt. Et Luftværnsbatteri ødelagde i Hurtigskydning en fjendtlig Artilleriafdeling under dens Stillingsskifte. De sidste 20 km til Tarragona udviklede sig til et Kapløb mellem Angrebsbataillonerne og de understøttende Luftværnsbatterier. Til Slut kunde de tunge Batterier ikke holde Tempoet, men et af de lette Batterier var stadig helt fremme i Teten — omgaaende Spærringer og Brosprængninger — og hjalp med sin Ild Fodfolket frem. Om Eftermiddagen trængte det sammen med den forreste Bataillon ind i Tarragona og brød med sine Lyssporprojektiler, hvis moralske Virkning ogsaa viste sig meget stor, den sidste Modstand. Det næste Maal var Barcelona — 100 km borte —, men nu drejede det sig hovedsagelig om en skaanselsløs Forfølgning af en slaaet Modstander. Let bevægelige Kolonner sammensat af Kampvogne, Rytteri, Artilleri og motoriseret Fodfolk trængte ad alle Veje efter Fjenden saa hurtigt, at han ofte ikke fik Tid til at udføre de forberedte Sprængninger af Broer og Veje. Flyverne angreb Tilbagetogsveje og Havne. Efter en kortvarig Modstand opgav det fjendtlige Luftvaaben Kampen. Barcelonas Havn blev gennem voldsomme Bombeangreb gjort ubrugelig. Hvem der nu vilde flygte fra Byen var henvist til Landevejene, men her greb Flyverne ind med Maskingeværer og Bomber. Den 23. Januar laa Barcelona indenfor det svære Luftartilleris Rækkevidde, og de sidste forbitrede Kampe med de tiloversblevne Ratas og Curtiss blev udkæmpede. Byens Luftværnsartilleri tav grundet paa Mangel af Ammunition. Den 26. Januar faldt Barcelona. De indtrængende spanske Tropper var i den Grad berusede af Sejrsglæde, at de saa at sige i 4 Dage opløstes og ikke var anvendelige til Krigsbrug. Legion Condor indrettede sig paa Byens Flyveplads ved Sabadell og tillod ikke, at dens Personel betraadte Byen ud fra den Betragtning, at det skulde overlades til Spaniere selv at fejre denne Triumf. Grundet paa Sejrsfestlighederne i Barcelona kom Forfølgelsen herfra først i Gang den 3. Februar. Luftværnsartilleriet fulgte herunder de fremrykkende Divisioner fuldstændig som Feltartilleri, da der ikke mere viste sig Maal for det i Luften. Det lykkedes de tyske Flyvere at afbryde samtlige de mod den franske Grænse førende Jernbaner. Den 6. Februar ødelagde Jagerne under et Lavangreb i Morgendæmringen 11 Curtiss og Ratas paa Jorden, medens 1 Curtiss, der var naaet paa Vingerne, blev skudt ned. Andre 15 Maskiner blev saa stærkt beskadigede, at de ikke mere var flyvedygtige. Den 9. Februar blev Legionens Flyvekræfter og svære Luftværnsartilleri samlet ved Sabadell i Beredskab, da der ikke længere var tilstrækkeligt Rum til deres Indsats. De tyske Jagere havde allerede været saa nær den lukkede franske Grænse, at de franske Luftværnsbatterier havde sendt Varselsskud efter dem. Dagen efter naaede de spanske Tropper frem til Grænsen, og Kampen om Katalonien var endt. Nu ventede Franco kun paa, at de hvide Faner skulde hejses over Madrid og Valencia. Da det imidlertid viste sig, at de ikke var sindet at overgive sig uden Kamp, besluttede Franco at føre sit Hovedangreb fra Toledo mod Madrid, medens der førtes to Biangreb henholdvis ved Castellon og Cordoba. Den 26. Marts begyndte Angrebet paa Toledofronten.
Modstanderens Forsvarslinier blev straks gennembrudt, og den 28. Marts overgav Madrid sig. Dagen efter var hele Spanien i Francos Haand. Kampen havde været haard og langvarig, da Styrkeforholdene først til Slut havde været i hans Favør. Han havde ogsaa maattet sætte betydelige Kræfter ind paa Sikringen og Organisationen af sit Bagland. Trods dette havde han stadig holdt fast ved Tanken om at ville angribe. Dette havde medført svære Kriser, men til Slut ogsaa givet ham Sejren i Hænde.
Legion Condors Hverv var endt. Efter næsten 3 Aars Fraværelse vendte den tilbage til Tyskland. I Hamborg, hvor dens første Dele som Rejseselskabet »Union« i Hemmelighed havde tiltraadt Rejsen til Spanien, hylede nu alle Sirener fra Dampere og Fabrikker til Velkomst. Efter Modtagelseshøjtidelighederne her og i Berlin opløstes Legionen, og Personellet meldte sig tilbage til deres Stamafdelinger. Tyskland havde drevet praktisk Udenrigspolitik, skabt sig Venner og indhøstet værdifulde Erfaringer til sin Værnemagt.
D.