Den af alle militære klassikere mest citerede, Karl von Clausewitz, siger i sin bog „Vom Kriege“:

„I krigen hører angreb om natten til sjældenhederne og vil altid kun kunne udføres med begrænsede dele af hæren.“

Mon ikke det er den retningslinie, som de vesteuropæiske hære i det store og hele har fulgt lige op til nutiden? Vel ved vi fra dette århundredes krige, at kamp om natten ofte er forekom­met, og uddannelsen heri har da også fundet sted i større omfang end før, men spørgsmålet er, om vi i dag virkelig har erkendt den betydning, som kamp om natten har for den hær, som ikke råder over luftherredømmet og som en naturlig konsekvens heraf lagt forøget vægt på uddannelsen heri.

Som det nu er, må vi erkende, at al egentlig kampaktivitet under vore øvelser normalt standser ved mørkets frembrud, og virksomheden om natten indskrænker sig oftest til palrouillevirk- somhed i større eller mindre omfang, som oftest det sidste. Anled­ ningen hertil kan sikkert ikke alene søges i hensynet til at undgå de ulykker, som natlige kampe kan medføre, men må snarere søges i en almindelig vigen tilbage for at indlade sig på foreha­vender, hvis teknik man ikke er fuldt fortrolig med. Det er dog nu en kendsgerning, at angreb om natten under virkelig krig ikke længere hører til sjældenhederne, og da vore øvelser må og skal tilstræbe at komme virkeligheden så nær som muligt, må følgen blive, at også natangreb kommer til udførelse under freds­ tidens øvelser. I jo større udstrækning tekniken heri gøres til gen­ stand for indøvelse under de daglige øvelser og ved fægtningsskydninger, jo mere naturligt vil de glide ind i også de større samlede øvelser og derigennem være medvirkende til at give disse et mere virkelighedspræget forløb.

Ved kamp om natten har den hær, som må savne overlegen­ hed i luften, mulighed for at opnå de resultater, som en håbløs kamp om dagen ikke vil kunne give, med andre ord derved at udligne forskellen i herredømmet over luftrummet. Dette forhold fremhæves da også stærkt i erfaringerne fra Koreakrigen.

Således hedder det i et memorandum udgivet af de kinesiske kommuniststyrker i Korea om dette forhold bl. a. således:

„Natangreb foretages for at fuldstændiggøre og udvide en heldig aktion, for at sikre sig vigtigt terrain med videre ope­rationer for øje, for at undgå svære tab, som ellers ville bliive forøget ved angreb om dagen over åbent terrain, eller for at ud­nytte overraskelsesmomentet, som er knyttet til enhver natlig kamp. Til trods for vanskeligheden ved at kontrollere et natligt angreb kan sådanne angreb ved deres overraskelses- og chokvirk­ning på forsvareren og nedsættelsen af effektiviteten af hans for­ svarsforanstaltninger, frem byde overordentlig gode betingelser for et heldigt udfald. Agressiv føring, omhyggelig planlægning og indgående uddannelse og indøvelse af angrebsstyrker med høj moral vil mere end overvinde vanskelighederne ved kontrollen. Natangreb har vist sig i høj grad heldige, hvor dagangreb har vist sig uigennemførlige eller uforholdsmæssig tabgivende.

Moderne krigsførelse benytter sig af luft-, hær- og søstrids­ kræfter, hvis udvikling af ildkraft næsten altid vil nå maksimum. Under sådanne vilkår er natkampens taktik blevet af større be­ tydning end forhen, en kendsgerning, der førtes bevis for i vore kampe med japanerne såvel som i borgerkrigen. Natkamp for­ mindsker egne tab og giver glimrende resultater. Den tillader os at slutte tæt op til fjendens stillinger, før hans defensive ild kan blive fuld effektiv og muliggør det således at overvælde fjenden med et knusende slag. Uden dygtighed i den specielle taktik vil sejren dog blive tvivlsom. Det er derfor nødvendigt, at der gives prioritet til uddannelsen i natkamp.

Vanskelighederne mangedobles under natlige operationer sam­ menlignet med dagoperationer. Koordinering, enhed i kommando­ føring og forsyningstjeneste (logistik) er nogle af vanskeligheder­ ne. Når færdighed i natkamp imidlertid er erhvervet, vil det gøre os i stand til at nærme os fjendens stillinger på en lettere måde og slå dem ud. Hertil kommer, at fjenden frygter natkamp. Af disse grunde er alle vore troppeenheder nødt til vedblivende at gen­ nem føre uddannelsen i natkamp ...............“

„Soldater må uddannes til hurtigt at erkende fjendens styrke og til at identificere hans organisation, f. eks. ingeniortropper, fodfolk o. s. v. De må være uddannede til at forblive i befalede formationer, have kendskab til at fastholde en retning under alle forhold inclusive dårligt vejr og vanskeligt terrain. Soldater må være fuldt fortrolige med behandlingen af de våben, hvormed de er udrustede, og til at betjene dem uden at gøre støj. Uddan­nelsen i natkamp må også omfatte tekniken i en sikkert virkende signaltjeneste ved forudaftalte signaler og tegn.“

Det fremgår heraf umiddelbart, hvor stor vægt de kinesiske styrker lægger på kampen om natten til udligning af underlegen­ heden i luften, og det er jo en kendsgerning, at de kinesiske styrker under operationerne i udstrakt grad har gjort brug af angreb om natten og ofte opnået store resultater, i hvert fald re­ sultater, som de ikke ville have kunnet opnå ved angreb om dagen.

Det er ikke tanken med nærværende at behandle problemet „kamp om natten“ i detailler, men formålet har været at rejse spørgsmålet og endnu en gang at påvise betydningen af under den daglige tiddannelse at lægge megen vægt på denne side af troppernes taktiske uddannelse.

Hvilken betydning man også fra engelsk side tillægger denne uddannelsesdisciplin vil fremgå af, at prisopgaven i „The George Knight Clowes Memorial Prize Essay 1953“ havde følgende ord­ lyd:

„It has been said that, in spite of the experience of two world wars, night fighting is still in its infancy and offers great opportunities for future development.

Give your views on this, stating how you think
(a) Night fighting technique can be improved,
(b) New aids, such as artificial light, can be utilized to assist the soldier in battle at night. If possible give examples from your own experience or which are within your knowledge.“

Besvarelsen af denne opgave findes nu i julinummeret 1953 af „The Army Quarterly“ (Vol. LXVI No 2), hvor Major A. Seaton. R. A. S. C., i prisværdig kortfattet form, men alligevel ind­gående, behandler spørgsmålet. Artiklen må læses i sin helhed, men nedenfor skal ganske kort gengives nogle af de tungtvejende betragtninger, som forfatteren giver udtryk for.

Om værdien af natkamp i en fremtidig krig hedder det:

„Det er derfor vigtigt, at briterne og deres allierede mestrer kunsten at kunne kæmpe om natten. Dette omfatter evnen til at bevæge sig, patrouillere, forsvare sig og angribe i absolut mørke. Ingen må længere betragte artilleristøtte eller virkeligt eller kun­ stigt måneskin som et sine qua non for et natangreb. At gøre dette vil resultere i, at angrebet strander i koncentrationen af fjendens defensive artilleriild.“

Vedrørende anvendelsen af moderne hjælpemidler omtales lvskastere, radar og infrarøde stråler.

Forfatteren hævder, at selv anvendelsen af lyskastere som lysgivere næppe vil gøre det muligt at indsætte kampvogne i et natangreb. Gøres det, vil virkningen først og fremmest blive af moralsk art, men højst sandsynligt alligevel en skuffelse for an­ griberen. Han mener derfor også, at man bør foretrække et i stilhed udført angreb i mørke.

Radar er vel et godt middel til selv på store afstande at af­ sløre bevægelser, men dels instrumenternes mangel på robusthed og dels topografiske forhold kan vanskeliggøre eller endog umu­liggøre dette hjælpemiddels anvendelse.

Anvendelsen af infrarøde stråler vil ganske vist lette anven­ delse af såvel kampvogne som af sigtet ild om natten, men, hæv­der forfatteren, „man skal på den anden side ikke overvurdere værdien af infrarøde stråler. Hvis fjenden er i besiddelse af dem, vil han sandsynligvis være i stand til at afsløre og lokalisere vor egen udrustning dermed ligeså let, som det blotte øje kan afsløre brugen af elektrisk lys om natten.“

Som de krav, der må stilles til en heldig gennemført operation om natten, angiver forfatteren følgende:

- et godt efterretningsgrundlag og en omfattende rekognosce- ringsvirksom hed,

- enkelthed i planlægning,

- detailleret briefing og klare befalinger,

- om hyggelig forberedelse,

- en meget høj standard i uddannelse såvel for enkeltmand som for enheder.

Det er det sidste punkt, som hidtil ikke er blevet opfyldt, hævder forfatteren med rette, og han tilføjer:

„Førend en enhed eller formation er i stand til at bevæge sig over vanskeligt terrain i absolut mørke og i stilhed udføre et angreb, er den ikke uddannet til natkamp. Hvis den derimod kan gøre dette med heldigt resultat, vil den — ipso facto — også være højt kvalificeret til patrouillevirksomhed og i forsvaret.“

I fortsættelse heraf nævner han, at man ikke bør uddanne særlige enheder til dette formål, i virkeligheden skal alle enhe­ der være uddannet heri, thi „i fremtidens krig vil man blive nødt til at indsætte hele brigader eller endog divisioner i „tavse“ natoperationer.“

Om uddannelsen i natkamp siger forfatteren, at målet ikke er nået, før „enhver soldat er en fuldendt natkæmper“.

Under uddannelsen skal der lægges vægt på synsøvelser og liøreøvelser. „Soldater, som ikke kan se godt om natten, er en fare for deres kammerater og for operationen i sin helhed, og udslag af panik og „tab af nerver“ skyldes snarere dårligt syn om natten end mangel på mod.“

Høreøvelserne skal lære soldaten at skelne „militære lyde“ fra „ikke-militære“ .

Når mandskabet endelig har lært at se og høre om natten, koncentreres uddannelsen om

bevægelser om natten,
at holde en retning,
at grave og opsætte pigtråd og forcering (rydning) af hindringer.

Der skal ligeledes lægges vægt på uddannelsen i posttjeneste, patrouillevirksomhed, bajonetkamp og håndgranatkast.

I sin konklusion fastslår forfatteren bl. a. følgende:

„Tekniken i natkamp er blevet forsømt af alle militærmagter med undtagelse af japanerne.“

„Uddannelse i mørke skal være det normale, og øvelser om dagen det unormale, især for fodfolket.“

„Betydningen af videnskabelige hjælpemidler og disses virk­ ning i fremtidens krig må ikke ovetvurderes. Deres brug vil ofte præjudicere overraskelsesmomentet, og i de første faser af den næste krig vil tab af overraskelsesmomentet medføre mangel på evne til at nå tæt ind på fjenden.“

Som man vil se, dækker disse engelske betragtninger stort set de foran nævnte kinesiske (russiske?).

Mon ikke også vi med hånden på hjertet må give forfatte­ren ret i, at også hos os er tekniken i kamp om natten blevet for­ sømt og således besvare spørgsmålet i denne artikels titel benæg­tende?

Hvis man er enig med mig heri, er formålet med disse linier nået, thi den første betingelse for at rette fejl er at erkende deres tilstedeværelse.

Her skal, som foran nævnt, ikke gøres noget forsøg på at opstille en ny uddannelsesplan, det er ikke dette tidsskrifts op­ gave, men mon man gør noget galt, hvis man også med fornøden hensyntagen til foranstående betragtninger formulerer hovedformålet med i hvert fald fodfolkets uddannelse i følgende tre ho­vedpunkter:

1. at gøre soldaten til „jonglør“ med sit våben,
2. at gøre ham til nærkæmper og
3. at gøre ham velegnet til at færdes i al slags terrain i al slags vejrlig ved dag og ved nat.

Opfylder soldaten til fulde disse krav, vil han med held kunne anvendes i en hvilken som helst operation, stor eller lille, ved dag og ved nat.

Axel Storch.