Log ind

Kvalitets og Kvantitetsproblemet i Hærenes Organisation

#

I den franske Revolutions Proklamation om levée en masse fødtes de moderne Massehære, oprindelig bestemte til at værne Frankrig og Resultaterne af Revolutionen, men forholdsvis hurtigt anvendte i offensive Øjemed a f Napoleon, der ved sine Hære beherskede Europas Slagmarker. Selv udgaaet a f Revolutionen forstod han suverænt at faa Masserne, der var kommet i revolutionær Gæring, til at lystre i den Grad, at de i ham kendte sig selv — han var, som en Forfatter udtrykker det, Revolutionens Søn og Geni. Men da de kejserlige Hære, i Virkeligheden revolutionære Massehære, stødte sammen med de Folkehære, som Napoleons Modstandere havde maattet sætte paa Benene, og som følte sig i organisk Forbindelse med fædrelandsk Tradition, fik de kejserlige Ørne, og dermed Revolutionens Hære, deres Dødsstød. Dog havde de givet Anledning til, at Preussen indførte Værnepligten i 1814, og senere i Aarhundredet gik de fleste Lande over til almindelig Værnepligt.

Derved skabtes Folket i Vaaben, de meget store Hære, der voksede med den stærkt tiltagende Befolkningsmængde i Europa, og som naaede deres Kulmination ved Verdenskrigens Begyndelse. De, der havde tvivlet om, hvorvidt det var muligt at manøvrere med Millionhære, og de var mange herhjemme, bl. a. Generalløjtnant Tuxen, syntes ikke at faa Ret i Krigens Begyndelse, hvad baade Operationerne paa Vestfronten (Slaget ved Marne) og især paa Østfronten viste. Men de fik Ret i det lange Løb, thi med Stillingskrigens Stabilisering, der var en Følge a f de kolossale Hærstyrker, hørte Manøvreringen op, og derved trak Krigen i Langdrag, fordi det ikke var muligt noget Steds at fremskaffe en Afgørelse. Det var i denne Situation nok saa meget Teknikeren som Taktikeren, der havde Ordet, og for Strategen var der ingen Brug, fordi hele Kunsten for Angriberen bestod i at virke med Masserne og fo r Forsvareren i at holde ud. Først henimod Krigens A f ­ slutning ser man igen et Forsøg paa at manøvrere i Ludendorffs Foraarsoffensiv 1918 og i Fochs Operationer under det store Slag i Frankrig, men for begge Feltherrers Vedkommende drejer det sig om Manøvrer a f en ny og a f en anden Art, der ikke kan sammenlignes med tidligere Tiders mere frie Operationel-. I Hovedsagen kan man som Resultat af Verdenskrigen fastslaa, at Millionhærene har vist sig at være en Hæmsko fo r Manøvrering, saa at de fjendtlige Hære immobiliseres overfor hinanden, og Krigen derved trækkes i Langdrag. Men deraf følger atter det naturlige Spørgsmaal, om ikke det sunde Princip, der ligger til Grund for Begrebet „Folket i Vaaben“ , har medført Konsekvenser, der ikke er sunde, deriblandt først og fremmest Krigens Langvarighed, og om man ikke i Fremtiden bør tilstræbe at naa et Resultat fo r ringere Midler. I de Lande, der har almindelig Værnepligt, er der fra flere Sider stukket forsigtige Følere ud, om Tiden ikke var inde til at forlade denne Fo rm ; i Danmark foreslaar Regeringen almindelig Værnepligt afskaffet. Men Majoriteten i Landene har ikke turdet foretage dette radikale Skridt, har ikke turdet tilraade Indførelsen a f en hvervet Hær i Stedet fo r Folkehær, og hvis Sejrherrerne ikke med Versaillestrakten havde paatvunget de besejrede den hvervede Hær, vilde denne ikke nu staa paa Dagsordenen, som den gør. Thi det tyske Rigsværn er blevet en saa fremragende Hær, delvis opbygget paa den gamle kejserlige Hærs bedste Traditioner, at alles Øjne er rettet paa den som en Faktor a f langt større Betydning, end de, der dikterede den, anede. Problemet den hvervede Hær i Nutidens Hærorganisation blev stillet under Debat i en i 1925 udkommet Bog,, Der Mensch und die Schlacht der Zukunft“, men Diskussionen om denne Hær som synonym med. Elitehær eller Kvalitetshær har først faaet Fart, efter at Generaloberst v. Seeckt, der som Følge a f sin Tjeneste taler med særlig Vægt og Autoritet, har taget Ordet. Generaloberstens almindelige Betragtning er den ovenfor omtalte, at Massehære overhoveder; ikke er til at føre, og at enhver K rig mellem Massehære efterhaanden vil stivne. Samtidig paastaar han, at det ved Hærenes Udvikling i kvantitativ Henseende som Følge a f den almindelige Værnepligt er gaaet ud over deres indre Værd, baade hvad det militære og hvad det moralske angaar. Enhver forstaar, at som K riger er en professionel Soldat mere værd end den værnepligtige, og det er en Ulempe ved de store Værnepligtshære, at man maa slaa af, undertiden altfor meget af, paa Kvaliteten, thi man kan efter v. Seeckts Mening ikke forlange baade Kvalitet og Kvantitet. Fo r at bedømme Omfanget af, hvad der skal læres a f en Nutidsbefalingsmand og a f en Nutidskriger, behøver man blot an anstille en lille Sammenligning mellem de nugældende Reglementer og de taktiske Reglementer fra Firserne i forrige Aarhundrede og f. Eks. tænke paa, hvilke tekniske Kundskaber og hvilke aandelige Kræ fter der skal til for med Virkning at lede et moderne A rtilleris Ild, og hvilke tekniske og taktiske Fordringer der stilles til en Chef for et moderne Maskingeværkompagni. Og hvad der gælder for Befalingsmændene, gælder i tilsvarende Grad for de menige. V il man under disse Omstændigheder have en stor Hær, maa man tage Konsekvensen og finde sig i, at det lærte ikke sidder fast, fordi man kun kan faa en relativ kort Uddannelsestid med lange Pauser mellem Indkaldelserne. Men Erfaringerne fra Krigen viser, at det er uforsvarligt at rykke ud med mangelfuldt uddannet Mandskab, da selv den bedste Vilje ikke kan erstatte manglende Kundskaber, og da utilfredsstillende Organisation og mangelfuld Uddannelse af en Hær i Fredstid ikke kan afhjælpes i Krig.

Meget oplysende synes i den Henseende nedenstaaende Oversigt over engelske og tyske Tab paa tilsvarende Del af Fronten i Frankrig at være (af en Artikel i Kgl. Krigsvetenskaps-Akademies Handlingar och Tidskrift 1923) :

Skærmbillede 2020-12-04 kl. 16.44.55.png

Særlig bemærkelsesværdig er Forskellen i Tab i Aarene 1915— 17, og Aarsagen til dette Misforhold maa udelukkende søges i de engelske Troppers ringere Uddannelse saavel i taktisk som i teknisk Henseende. Jeg tror ikke, at der kan være nogen Tvivl om, at v. Seeckt har Ret med Hensyn til Forholdet mellem Kundskaber og den gode Vilje hos dem, der gaar i Krig. Derimod vil man maaske straks studse noget ved hans Paastand om, at det ved Hærenes Udvikling som Følge af den almindelige Værnepligt er gaaet ud over Hærenes indre Værd i moralsk Henseende, og finde, at han som Bevis fo r dette Postulat ikke har Ret til at anføre den kejserlige tyske Hær i 1918, der, til Trods for fremragende Resultater paa Fronten, talte et stigende Antal Driickebergere og viste store Mangler i disciplinær Retning som Følge a f trykkede Forhold og delvis Opløsning i Hjemmene. Men man forstaar, naar Generalen hævder, at selv om den enkelte Mands Moral er nok saa høj, maa han for at kunne opfylde sin Plig t gennemgaa en særlig aandelig og sjælelig Skoling — han skal i lang Tid vænnes til Disciplin. Dette kan efter hans Opfattelse vanskelig gøres i en Folkehær med relativ kort Uddannelsestid, men derimod i en hvervet med lang Tjenestetid.

A t man i en hvervet Hær ved omhyggelig Udvælgelse a f Personalet og ved at forhindre Propaganda indenfor den er i Stand til at faa et Værn, der staar udenfor Folket, og som T idens mange yderliggaaende Retninger delvis gaar forbi, betragtes a f nogle som en Fordel, maaske især, fordi man derigennem har en Garanti for Opretholdelse a f Ordenen i det indre. Andre er dog a f en anden Mening; saaledes udtales i en A rtikel i Mil. Wochenbl. i Anledning a f Rigsværnets 10- aarige Bestaaen Ønsket om, at det maa undgaa at komme til at staa i samme Forhold til Folket som Sikkerhedspoliti og Brandvæsen, men at det maa vokse sammen med F o lk e t------ . Hvorledes man end principielt stiller sig til Spørgsmaalet: hvervet Hær, kan man ikke se bort fra, at den byder større Slagfærdighed end nogen anden Hær — i hvilken Henseende man ikke kan underkende Betydningen af, at ingen tjener i Hæren mod sin Vilje — men at den paa den anden Side har den Manyd, at den er overvættes dyr, og at den ikke byder Betingelse fo r Anvendelse a f Folkets yderste K ra ft, hvori Grunden selvsagt maa søges til, at de besejrede i Verdenskrigen kun fik Lov at opstille hvervede Hære, saa at Sejrherrerne ved at udnytte den almindelige Værnepligt kunde bevare deres militære Overlegenhed.

D erfor har ogsaa Tilhængerne a f den hvervede Hær mødtstærk Modstand fra mange, der paastaar, at man forsøger at tvinge Udviklingen tilbage til det 18de Aarhundredes Sædvaner. Fo r dem staar det som en Helligbrøde, at man vil hindre Folkene i at sætte hele deres samlede Kraft, udgaaet a f den almindelige Værnepligt, ind til de store afgørende Kampe. Man gør nok v. Seeckt og Meningsfæller den Indrømmelse, at selve Krigsinstrumentet er blevet vanskeligere haandterligt end før, men mener forøvrigt, at Forholdet ikke er saa væsentlig ændret for den enkelte Mand, fordi de unge fra Barndommen af bliver vænnet til at have med indviklede Instrumenter at gøre, saaledes at det ikke skulde være nødvendigt at udvide Uddannelsestiden for Mandskabet. Derimod maa der stilles større Fordringer til Førerne end tidligere. I en Artikel i Mil. Wochenbl. 1929 — Söldner- oder Massenheer — af „Lotharingus“ , der staar som fuldgyldig Repræsentant for de mange, der opponerer mod v. Seeckt, udtaler Forfatteren, at Fremtidens Løsning ikke findes i kvalitativt højtstaaende smaa Hære, men i Udviklingen af kvalitativt højtstaaende eller i det mindste tilstrækkelig højtstaaende Massehære. Man bør tilstræbe begge Dele: høj Kvalitet a f Hæren og Indsættelse a f størst mulige Masser i den kæmpende Front.

Meningerne synes saaledes at staa skarpt overfor hinanden med Hensyn til Kvalitets- og Kvantitetsproblemet, og alligevel mødes de, thi ved en nærmere Undersøgelse viser det sig, at de 2 Partier begge kræver, eller i alt Fald ikke staar fremmed overfor Løsningen Kvalitetshær + Massehær. Dog er de kommet til diametral modsatte Anskuelser om, hvorledes Kvalitetstropperne skal anvendes, og hvornaar de skal sættes ind.

v. Seeckt holder paa, at en K rig vil begynde med Angreb a f Luftflaaderne, men at dette Angreb hurtigt vil blive overtaget a f Fredshæren, hvis Størrelse retter sig efter de paagældende Landes geografiske Beliggenhed og deres materielle Midler. Det gælder om, at disse Hære, der kan benævnes Sikkerheds-, Dæknings- eller Operationshære, er a f høj professionel Værd, meget mobile og dygtigt førte, fordi de, jo højere man naar i disse Retninger, har desto større Udsigt til indenfor en kort Tid at slaa den Fjende, de møder, a f Marken og til at forhindre ham i at opstille og udvikle yderligere Kræfter. Man tilstræber saaledes ved Kvalitetshærene, der hjælper „Aanden til at blive Herre over Materien“, at hidføre en A f ­ gørelse og gøre Modstanderen moden til Fred. Generalobersten vil dog ikke nøjes med dem, men foreslaar, at Nationens samlede Værnekraft opstilles i Læ a f dem, derved at der i snæver Forbindelse med Fredshæren knyttes en a f Officerer, Underofficerer og Mandskab sammensat Uddannelsesstamme, og i denne Stammes Øvelsesformationer og Skoler faar hele den samlede vaabenduelige Ungdom en første Uddannelse (ca. 3 Maaneder), der senere fuldstændiggøres i Repetitionskursus. Man kommer derved til at disponere over en militær Masse, der vel ikke er egnet til Bevægelseskrig eller til Offensiv, men hvoraf den bedste Del nok kan bruges til at fylde Hullerne i den kæmpende Front, medens Resten kan knyttes til Forsvar a f Hjemmet. A f Bekostningshensyn kan man kun forberede Fabrikationen af Massehærens Vaaben, hvis Type maa være fastslaaet i Fred.

Gaar man dernæst til v. Seeckts Modstandere, der sætter sig som et — formentlig uopnaaeligt — Maal at organisere udskrevne, kvalitativt højtstaaende Massehære, opdager man, at de — i alt Fald „Lotharingus“ — har maattet bøje sig for v. Seeckts Autoritet. De indrømmer, at der er noget rigtigt i hans Syn paa Kvalitetshærene, og mener, at det gamle, a f Napoleon indførte Gardeprincip maaske i Fremtiden vil faa en Renæssance. Den Omstændighed, at en frontal Afgørelse vil trække i Langdrag, og at Betingelserne for at forskyde Tropper stadig bliver bedre, kan føre til, at der indenfor Frem tidens Millionhære vil blive skabt kvalitativt særligt højtstaaende Enheder, der a f den øverste Fører kan sættes ind paa Frontens operative Brændpunkter.

Som man vil se, er Meningerne nok forskellige i de 2 Lejre i Tyskland, men de mødes dog i Troen paa, at der skal K valitetstropper til fo r at fremkalde Afgørelsen.

Forøvrigt ser man i flere Lande en delvis Realisation af de ovenfor anførte Betragtninger deri, at man uddanner 2 fo rskellige Slags Tropper, a f hvilke de højststaaende kan benævnes Kvalitetstropper, naar man sammanligner dem med de andre. Meget tydelig er i den Henseende Tendensen i Frankrig, hvis Hær ved at gaa fra 3 gennem 2 og 1 L> til 1 Aars Tjeneste er ved at udvikle sig i Retning af Milits. Og Haand i Haand med Nedsættelsen af Tjenestetiden følger ogsaa Nedsættelse a f selve Hærens Størrelse, da Frankrig allerede nu ikke besidder Menneskemateriale til at præstere de Rekrutkontingenter, som den nye Reform forudsætter, og endnu mindre vil blive det i Aarene 1931— 39, naar Krigsbørnene skal indkaldes. Som Modvægt forøger man derfor de professionelle Soldater (Underofficerer i Forbindelse med 2— 5 Aars frivillige), der i Forening med de ca. 30,000 O fficerer giver en Styrke paa 135,000 Md. Denne Overgang til militsagtig Karakter for Hovedhærens Vedkommende og til lille Kvalitetshær med lang Tjenestetid markeres ogsaa ved, at kun 6— 8 a f de 20 Divisioner er fuldtallige, fordi de er bestemte til Grænsebeskyttelse, medens de øvrige Divisioner i Hovedsagen er Kadreformationer og Uddannelsesorganer. I England er man efter Verdenskrigen gaaet over til den gamle Ordning med hvervet Hær og Territorialhæ r; men denne Organisation kan forklares a f særlige Forhold for det britiske Imperium og a f den engelske Psyke. I Rusland findes foruden den staaende Hær, der er a f høj Kvalitet, den røde Milits, og Italien har sin Hær og sin fascistiske Milits. Finland med sin Hær og Skydskår tenderer i samme R e tning .------ Foreløbig befinder man sig saaledes i de toneangivende Lande paa det hærorganisatoriske Omraade delvis paa Overvejelsernes og delvis paa Forsøgs Stadiet, og det kan endnu ikke fastslaas, ja næppe nok skimtes, hvorledes Kvalitets- og Kvantitetsproblemet endelig bliver løst, men saa meget synes 1 alt Fald givet, at man i Fremtiden bliver nødsaget til at tillægge Kvaliteten en langt større Vægt end Kvantiteten. Med Verdenskrigen er den Tid formentlig svunden i Graven, da Gud særlig beskyttede de store Batailloner, og der er indtru ffet en Tid, da han især er for de bedste. Det Princip, der før Krigen var i Højsædet, at man burde tilstræbe at faa de talrigst mulige Hære (Massehære) med bedst mulig Kvalitet, synes afløst a f et andet Princip, der i første Række stiller Krav om en Kvalitetshær saa stor, som man har Raad til, og derefter Formationer af lavere Ydeevne. Man rnaa vistnok derfor kunne gaa ud fra, at en ren M ilitsordning som den svejtsiske ikke længere har nogen Eksistensberettigelse. Der kræves for Tiden saa meget a f Førerne og Lærerne, og der urfordres en saa høj Grad a f professionel Dygtighed hos dem, der skal betjene Vaabnene, at en Hær, der uddannes og føres a f Militsofficerer, og som udelukkende sammensættes a f Afdelinger med meget lav Uddannelsestid, vil blive revet overende a f selv meget svagere fjendtlige Kvalitetstropper. Skal man have Kvalitetshær og Milits, er man i Tvivl om, hvorvidt den Løsning, som v. Seeckt gør sig til Talsmand for — at hele Udskrivningsmassen danner en Slags Rygstød for Kvalitetshæren — er den rigtige. I den, der har stillet dette Forslag, ser man klart baade Officeren fra den gamle kejserlige Hær, der udgik a f den almindelige Værnepligt, og Rigsværnets højtfortjente Chef. Forslaget er et Kompromis mellem 2 forskellige Anskuelser, og det kan aldrig være heldigt, at man indenfor samme Hær har 2 forskellige Slags Soldater, af hvilke den ene Kategori staar paa et saa højt professionelt Standpunkt, at den vil betragte de andre — Officerer, Underofficerer og Mandskab — som i den Grad „minderwertige“ , at de vil se ned paa den. Mere rationel er Forslaget, som hans Modstandere har stillet, og den franske Ordning, hvor hele Udskrivningsmassen faar en saadan Uddannelse, at de kan indtræde i fuldt krigsdygtige Enheder. Men Ordningen er saa dyr, at kun det rige Frankrig kan tillade sig denne Luksus, medens alle andre Lande vilde segne under Byrderne.

Men hvis man ikke vil stille de ekstraordinære Fordringer til Kvalitetshæren, som v. Seeckt gør, at den skal være en Hær a f Førere, synes der intet at være til Hinder for, at man kan skabe Kvalitetshære a f den almindelige Værnepligtsmasse; kun maa de 2 Begreber Kvalitetshær og almindelig Værnepligt da opfattes i en noget anden Betydning end ovenfor omtalt. Kvalitetshær betegner da den kvalitativt højtstaaende, men fo rholdsvis lille Hær i Modsætning til den store, men i kvalitativ Henseende lavtstaaende Hær, der kan benævnes Kvantitetshær. Og hvad den almindelige Værnepligt angaar, da maa man fo rlade den smukke Tanke, der ligger til Grund for, at alle vaabenduelige skal uddannes for ved Mobilisering at møde ved Fanerne, og ogsaa for den væbnede Magts Vedkommende tage Konsekvensen af, at vi lever i Teknikkens, i Maskinernes Tidsalder. Vi har ikke længere Brug fo r hele den værnepligtige Masse til Betjening a f de højt udviklede automatiske Vaaben og maa — ogsaa a f Bekostningshensyn — indskrænke os til kun at uddanne det nødvendige Antal militære Arbejdere — Soldater — a f hele Værnepligtsmassen og ikke indkalde Resten. Man faar saaledes en militær Arbejdsløshed, ligesom man nu har en civil. Ved nye Bestemmelser fo r Bedømmelsen af de værnepligtige bør man skærpe Betingelserne, saa at man faar Nationens stærkeste Mænd ind i Afdelingerne — det bør være baade en Ære og en Anbefaling at have været Soldat. Foruden et første Klasses Materiel maa Kvalitetshæren have stærke Kadrer og en fast opbygget Organisation, helst den samme i Fred som i Krig, saa at man slipper fo r Improvisationer, der altid er en U ting og især i en kritisk Situation. Om Uddannelsestidens Længde i en Kvalitetshær er Meningerne meget divergerende. Forfatterne a f den bekendte Bog „Antingen— Eller“ mener, at Linieafdelingerne o: de A fdelinger, de henregner til den af dem foreslaaede Kvalitetshær, kræver en Uddannelsestid paa 225 Dage. E fter et indgaaende Studium a f Erfaringerne fra flere a f de i Verdenskrigen deltagende Stater er den svenske Generalstab kommet til det Resultat, at den første Uddannelsestid i Fred ikke kan sættes lavere end 12 å 13 Maaneder, hvis man forlanger at faa virkelig brugbare Soldater og operationsdygtige Afdelinger til Disposition. Endnu langt videre gaar v. Seeckt, der regner, at T jenestetiden for en Kvalitetshær i Gennemsnit maa være 6 Aar, men man maa — som før nævnt — ogsaa erindre, at han stiller den Opgave til Hæren, at den skal uddanne en kvalitativt højtstillet Soldatertype: paa en Gang Stridsmand og Fører.

Paa en lav Uddannelsestid kan man i nogen Grad — men ogsaa kun i nogen Grad — bøde ved særlig stærke Kadrer og ved en saa stor aarlig Udskrivning, at kun unge Aargange indgaar i Krigsstyrken. Uden at man derved skaber 2 forskellige Kategorier Soldater, kan man benytte de ældre Aargange, der ikke skal indgaa i Krigsstyrken, til Grænsebeskyttelse. Selvfølgelig staar de ogsaa som Reserve for Hæ ren .------ Om et lille Land skal vælge Kvalitetshær eller Kvantitetshair, afhænger a f dets strategiske Beliggenhed. Jo mere udsat et lille Land ligger, desto mere Vægt maa der lægges paa Hærens Kvalitet, medens Kvantiteten træder tilbage i anden Plan, idet der naturligvis er en Begrænsning for, hvor langt man kan gaa ned med Hærens Størrelse. Kunsten bestaar i at afveje det rette Forhold mellem Kvalitet og Kvantitet. I Almindelighed kan det siges, at det gælder for Smaastaterne om at opstille Hære, der kan lése de Folkeforbunds- og Sikringsopgaver, der kan komme til at foreligge umiddelbart ved en europæisk Kon flikts Begyndelse. Egentlige Kvalitetshære, saaledes som v. Seeckt og Meningsfæller opfatter dem, kan selv sagt ikke efterlignes a f de smaa Lande; for dem stiller Problemet sig noget anderledes, men ikke mindre vigtigt end for Stormagterne. Som Tilhænger a f Tanken om en dansk Kvalitetshær til A fløsning a f den udprægede Kvantitetshær, vi nu har, ønsker jeg til Slut at anføre en Udtalelse a f Digteren Ludv. Holstein i hans Nytaarstanker (Tilskueren Januar 1931) : „V o r nationale Opgave er fo r Øjeblikket givet ved den 1920 indtraadte Forandring i vort nationale Liv. Den er hverken uoverkommelig eller haabløs. Hvad den kræver, er en rask lille Hær, tiptop udrustet med alt, hvad en Nutidskrig fordrer, udvalgte Folk, men selvfølgelig ikke hvervede; det passer fo r Englands Kolonirige, men ikke hos os. Denne Hær skal vi stadig have for Øje som et synligt og altid nærværende Udtryk fo r vor Plig t og vor Samvittighed; den skal følges a f Folket med altid vaagen Opmærksomhed og være dets Stolthed og Yndling; der skal kæles fo r den. Om denne Opgave burde al Forsvarsvilje i dette Land koncentrere sig indtil videre.“

J. O. Jensen.