Med udgangspunkt i personlige erfaringer fra den 9. april 1940 foretager chefen for Sjællandske Ingeniørregiment, oberst A. R. Jørgensen, i denne artikel en interessant analyse af de muligheder, der havde foreligget for at påføre den tyske besættelse af Danmark alvorlige forsinkelser, og af de følger sådanne forsinkelser kunne have afstedkommet.
Mange gange efter krigen har jeg stillet mig selv det spørgsmål, om vi med de forsvarsmidler, der stod til rådighed den 9. april kunne have ført en eller anden form for begrænset krig, der havde m ilitær betydning. Ideen til en sådan krig havde jeg allerede i dagene op til den 9. april; jeg kan huske at jeg var ude at se på den senere nævnte jernbanebro vest for Kolding eller en anden bro på den østlige længdebane gennem Sønderjylland for at finde ud af, hvor minekamrene var anbragt (sprængkamre, der er anbragt i fredstid på et objekt). Ved det ingeniørkompagni, hvor jeg var næstkommanderende, og som var den eneste militære enhed i Jylland, der var i stand til at udføre eventuelle brosprængninger, havde vi ingen oversigt over, hvilke broer der var forberedt til sprængning i fredstid eller tegninger af minekamrene i den enkelte bro. Jeg fandt vist nok ud af, hvor minekamrene var placeret. Ideen om en krig med begrænset formål blev mere og mere konkret efterhånden som det blev klart, at tyskerne ville angribe Norge, og at de ville bruge i hvert fald Jylland som springbrædt for denne operation.
Ved gennemlæsning af forskellige kilder bl. a. Børge Outzes »Danmark under den anden verdenskrig« er jeg blevet klar over, at vi havde haft gode muligheder for at opnå et militært resultat. Og hvad skulle den begrænsede krig have haft til formål? Simpelthen i muligt omfang at hindre tyskerne i at føre tropper og forsyninger via Jylland eventuelt via andre dele af Danmark til Norge - den samme opgave, som den senere jernbanesabotage stort set havde til formål - dog skulle denne også hindre trafik fra Norge til Tyskland via Danmark. Jeg har kun set få konkrete oplysninger eller tal på de mængder forsyninger, tropper m.v., der i de ca. 5 første dage blev ført til Norge gennem Jylland, og da vi næppe får flere tyske kilder til vor rådighed, kan tallene ikke endeligt fastlægges. Imidlertid er det en kendsgerning, at forsyninger og tropper gik gennem Jylland til Norge i de første dage via Frederikshavns havn og Aalborgs to lufthavne, se senere. Tyskerne kunne selvsagt have omlagt transporterne, hvis hindringer var mødt, men det krævede tid, og det havde de ikke for meget af i de 4-5 første dage. Den begrænsede krig skulle gennemføres ved hjælp af ødelæggelser, og de kamphandlinger, som var nødvendige for at sikre ødelæggelsernes rettidige iværksættelse. Eventuelt kunne kamphandlingerne forlænges for at sinke tyskernes retablering af ødelæggelserne. De ødelæggels esobjekt er, der generelt kunne komme på tale var følgende:
- vejbroer
- jernbanebroer
- flyvepladser
- havne
- andre objekter (signalanlæg, brændstof lagre og militært materiel og forsyninger)
Endvidere lukning af gennemsejlingsrenderne i de udlagte søminefelter (ikke en ødelæggelse, men en hindring).
I forbindelse med udførelse af nævnte ødelæggelser melder sig naturligt følgende spørgsmål: Hvilke konkrete objekter kunne der være tale om? Hvad ville ødelæggelserne betyde i forsinkelse for tyskerne? Var de nødvendige midler til rådighed (tid, personel og materiel)? Kunne forberedelserne være holdt hemmelige for tyskerne? Ville det militære resultat stå i et rimeligt forhold til de ulemper, som blev påført civilbefolkningen? Når jeg i dag skal angive, hvilke konkrete objekter der burde være ødelagt, er jeg selvsagt påvirket af bagklogskab og beklageligvis kan jeg ikke huske, hvilken ødelæggelsesplan jeg forestillede mig i dagene op til 9 april - bortset fra afbrydning af de to længdebaner op gennem Sønderjylland. Uden at føle mig alt for bagklog burde følgende objekter i nedennævnte rækkefølge være klargjorte til ødelæggelse:
- jernbanebroen over Kolding å ca. 5 km vest for Kolding
- jernbanebroen over Kongeåen ved Gredstedbro
- de to flyvepladser ved Ålborg
- jernbanebro ved Ålborg
- kombineret vej- og jernbanebro ved Oddesund
- havnene i Frederikshavn, Århus, Nyborg og Fredericia
- vejbro i Ålborg.
Endvidere kunne der være tale om ødelæggelse af flyvepladserne på Sjælland (Kastrup, Værløse og Avnø). Avnø og Værløse var ret små flyvepladser, så dem kunne man eventuelt se bort fra. Det vil nok undre, at der kun er medtaget to vejbroer, hvoraf den ene endog er kombineret med en jernbanebro. Dette skyldes for det første, at selv om vi natten til 9 april havde anvendt alle rådige ingeniørtropper (tre kompagnier i hele landet + y2 år gammelt rekrutkompagni) i Sønderjylland til ødelæggelse af vejbroer, havde resultatet højst været en forsinkelse for tyskerne på nogle timer. For det andet var tyskerne ikke slet så motoriserede, som man i almindelighed troede. De havde endnu mange heste og fodmarcherende tropper. De egentlige transporter fandt sted ved hjælp af jernbaner. Jeg boede i Kolding på et hotel ved siden af banegården i 4-5 dage efter 9 april. Navnlig de to første nætter var trafikken meget intens. Det er i øvrigt ikke rigtigt at alle broer syd for en linie Esbjerg-Kolding havde sprængkamre - kun et begrænset antal jernbanebroer og enkelte vejbroer var forsynet med disse, men det var så hemmeligt, at end ikke ingeniørkompagniet i Kolding havde nærmere oplysninger herom. I den øvrige del af landet var visse vej- og jernbanebroer samt færgelejer i større færgehavne forberedt til ødelæggelse. Sprængmidler var i et vist omfang oplagt - også med henblik på sænkning af skibe i færgehavne. Personel til udførelse af sprængning af objekterne var i hovedsagen udpeget og uddannet, bl. a. personel fra Grænsegendarmeriet. Dette forhold kan forklare tyskernes drab på grænse gendarmer den 9. april om morgenen. Hvad ville ødelæggelserne betyde i forsinkelse for tyskerne? Ødelæggelse af en bro i hver af de to længdebaner gennem Sønderjylland havde betydet, at begge linier ville have været spærret i 3^1 dage, formentlig i længere tid, da tyskerne, som general Kaupisch indrømmer i sin rapport om felttoget, ikke rådede over det tilstrækkelige ingeniørmateriel. Ødelæggelse af de to flyvepladser ved Ålborg ville have betydet overordentlige store besværligheder for tyskerne, specielt hvis de sjællandske flyvepladser navnlig Kastrup (de to andre var som nævnt ikke så store) også var blevet ødelagt. Men selv om dette ikke var tilfældet, ville det - hvis ødelæggelsen i Ålborg var kommet overraskende - have givet meget besvær, og under alle omstændigheder var de sjællandske flyvepladser ikke så godt placerede som Ålborgs - flyvemaskiner fløj jo ikke så langt dengang uden brændstofforsyning. Hvor lang tid det ville have taget at retablere de to flyvepladser, hvis de blev ødelagt som beskrevet senere, er vanskeligt at sige, men selv med en relativ ringe ødelæggelses grad kombineret med vanskeligheder med at få forsyninger frem, kunne en retablering have krævet flere dage, idet tyskerne ikke rådede over entreprenørmaskiner til afretning af startbaner eller net til forstærkning af disse. Havnen i Frederikshavn blev brugt en del efter 9 april, men trafikken kunne utvivlsomt relativt let dirigeres til andre havne end Nyborg, Århus og Fredericia, men ikke til havne med så store faciliteter. Dele af Ålborg havn ville dog formentlig i kortere tid være lukket, hvis brofagene i sejlrenden var blevet sprængt og Esbjerg havn var ikke anvendelig i større udstrækning på grund af beliggenheden. Retableringen af en havn, der er ødelagt som nedenfor beskrevet, ville kræve 3-5 dage. Ødelæggelse af broerne over Limfjorden ville betyde, at flyveplads Ålborg Vest og havnene nord for Limfjorden ikke kunne forsynes ved landtransporter. Alle tre broer kunne ødelægges således at det krævede måneder at retablere dem - vejbroerne kunne dog erstattes med pontonbroer i løbet af nogle dage, men de skulle hentes i Tyskland, og det havde betydet, at der var mindre bromateriel til felttoget i Frankrig. Under alle omstændigheder ville ingen vejtransporter finde sted de første dage, og jernbanetransporter over Limfjorden ville først ske, når de ingen betydning havde for felttoget i Norge. Søværnet havde allerede udlagt følgende minefelter i begyndelsen af krigen (minefelter på land kunne ikke udføres, da vi ikke rådede over landminer)
- Langeland
- Lolland
- Als
- Ærø,
- omkring København.
Lukning af sejlrender gennem felterne samt eventuelt supplering af felterne skulle have været muligt. Fjenden kan relativt hurtigt rydde en sejlrende i et minefelt, hvis feltet ikke er bevogtet, men en vis bevogtning må have været mulig at gennemføre. Jeg tør ikke udtale mig om, hvor længe søminefelterne kunne stoppe tyskerne, men 1 å 2 dage må anses for at være sandsynligt. Muligheden for at sejle gennem Øresund forelå, men en kanalisering af trafikken gennem dette bælt ville have lettet allierede og for den sags skyld også danske angreb på tyske skibe. I oversigten over de ødelæggelser, der generelt kunne komme på tale har jeg under andre objekter nævnt signalanlæg, brændstoflagre og militæ rt materiel og forsyninger. Det var naturligt at ødelægge signalforbindelserne til Norge, men da tyskerne kunne bruge og i øvrigt brugte signalforbindelser over Sverrig, havde en ødelæggelse af disse forbindelser ikke haft nogen større betydning. Det er let at ødelægge brændstoflagre, men da man kan risikere at forgifte grundvandet eller forårsage utilsigtede brande ville jeg have afstået herfra undtagen ved flyvepladserne. I øvrigt tror jeg ikke, at en eventuel ødelæggelse andre steder ville have betydet ret meget. Ødelæggelse af militært materiel, forsyninger m. v. ville ikke have betydet noget for tyskernes felttog mod Norge, men hvis vi havde ødelagt de vigtigste af hærens kanoner og søværnets skibe, var vi sluppet for mange ubehageligheder siden hen. Vore kampvogne kunne vi ikke ødelægge, da vi ikke havde nogle. Det næste spørgsmål vi skal besvare er: Var de nødvendige midler til rådighed (tid, personel og materiel)? Tiden skulle først og fremmest være brugt til at udarbejde en plan; der er intet usædvanligt i, at man såvel i krigstid som fredstid udarbejder en krigsplan for hver af de muligheder, som fjenden skønnes at have. Det ville derfor have været naturligt, at vi havde haft en plan, der kunne sættes i værk, hvis tyskerne angreb Norge med Danmark som gennemgangsland. Under alle omstændigheder burde planen - i det følgende kaldet plan »Springbrædt« - være påbegyndt umiddelbart efter 8 januar, da de første konkrete advarsler fra kommandør Kjølsen forelå. Idet vi forudsætter, at plan »Springbrædt« er identisk med de foranstaltninger, som jeg har foreslået i nærværende redegørelse, var det tidsnok at begynde med udarbejdelsen af planen en måned før 9 april. Til gennemførelse af plan »Springbrædt« rådede hæren over det tilstrækkelige personel. Det eneste der skulle foretages var at flytte et ingeniørkompagni fra Sjælland, hvor der var tre ingeniørkompagnier (to dækningskompagnier + y2 år gammelt ingeniørkompagni) til Jylland, hvor der kun var et. Ødelæggelse af de 5 broer, som er nævnt i operation »Springbrædt« kræver kun små styrker og få timer til klargøring. Når objektet er klargjort, kan dele af klargøringsstyrken dirigeres til et andet objekt, hvad der havde betydning i Ålborgområdet. Ødelæggelse af havnene - der var fire i alt - kræver noget større styrke end broer, men hvis man koncentrerer sig om ødelæggelse af færgeklapper (eventuelt desuden sænkning af jernbanevogne og skibe i lejerne), sænkning af skibe i havneindløbet samt ødelæggelse af navigationsanlæg og større kraner samt udlægning af søminer, kan styrken begrænses. Sænkning af skibe er normalt en søværnsopgave, men opgaven kan udføres af hæren, hvis civile kan sejle skibet på plads. Jeg vil tro, at søværnet havde været i stand til at sænke skibe i de fire havne, som plan »Springbrædt« omfatter eventuelt ved brug af søværnets egne skibe. Derimod havde søværnet næppe haft mulighed for at supplere sænkningerne med søminer. Ødelæggelsen af de to flyvepladser ved Ålborg og eventuelt de tre flyvepladser på Sjælland ville givetvis have voldt vanskeligheder. Ikke fordi det var vanskeligt at ødelægge dem, medmindre jorden var bundfrossen. Man behøvede blot at pløje dem op, idet man dengang ikke havde noget så fint som startbaner af beton. Da hæren ikke rådede over materiel til dette formål, kunne man gå to veje, enten at anskaffe det fornødne materiel - personel i hæren der kunne pløje, kunne sikkert fremskaffes - eller også lade civile udføre arbejdet. Eventuelt kunne man på Ålborg Vest, der var den nye flyveplads og på Kastrup flyveplads, hvis den også blev ødelagt, bevare en startbane, der så kunne sprænges ved fjendens angreb. Klargøringen af en startbane kræver lang tid (her kunne civile hjælpere bruges) og på grund af de mange sprængningssteder er en ødelæggelse vanskelig at iværksætte, mens fjenden angriber. Ud over oppløjning burde brændstofanlæg - efter at brændstoffet var fjernet - navigationsanlæg samt platformen foran lufthavnsbygningen ødelægges. Det havde været en let opgave - kun sprængning af en eventuel platform af beton ville give vanskeligheder. Hvis vi regner med en ingeniørgruppe pr. bro, to for hver havn eller flyveplads, skulle der i Jylland bruges i alt 15 grupper. To ingeniørkompagnier vil normalt have 18 grupper, så der var også en passende reserve. Når der ses bort fra ovennævnte oppløjningsmateriel, der var let at fremskaffe fra civile ressourcer (man kunne jo bruge både traktorer, hestekraft og eventuelt entreprenørmateriel), rådede hæren over de fornødne sprængmidler m.v., der var nødvendige for gennemførelse af plan »Springbrædt«. Søværnet rådede også over de fornødne sprængmidler til sænkning af skibe - det tyder den 29 august på - men det havde næppe været muligt at udføre nye minefelter. Bevogtningsstyrke til de klargjorte objekter kunne let tages fra de infanteristyrker m. fl., der var til rådighed. Eventuelt kunne man - når der ses bort fra styrkerne ved grænsen, have koncentreret øvrige enheder om de nævnte objekter, hvorved man ville være i stand til i en vis tid at modsætte sig, at tyskerne retablerede objektet, jf. søværnets bevogtning af minefelter, se nedenfor. Et af de vanskeligste problemer for gennemførelse af en ødelæggelse er normalt at fastsætte tidspunktet for iværksættelsen. Det havde ikke været noget problem ved plan »Springbrædt«, idet tyskernes angreb på søminefelteme, overskridelse af grænsen eller landsætning, samt direkte angreb på det pågældende objekt havde været signalet til iværksættelse. At etablere de nødvendige signalforbindelser fra passende steder i landet f. eks. fra grænsen eller større havne m. v. til objekterne kunne ikke have voldt større vanskeligheder, og man behøvede ikke at føre nogen kamp ved grænsen eller landsætningsstederne for at vinde tid til at få de nødvendige meldinger igennem. Ser vi på det faktiske forløb af 9 april kunne alle ødelæggelser uden besvær være iværksat til tiden undtagen havnen i Nyborg og Ålborg flyveplads, hvis en startbane blev bevaret, men muligheden for en rettidig iværksættelse var tilstede begge steder, specielt i Nyborg, da en lukning af søminefelterne havde tvunget de tyske invasionsskibe til at sejle gennem Øresund. Det næste spørgsmål vi skulle besvare er: Kunne forberedelserne være holdt hemmeligt for tyskerne? Klargøring af objekterne i plan »Springbrædt« - undtagen flyvepladserne - kunne let være sket natten mellem 8 og 9 april, og hvis tyskerne ikke var kommet, kunne ødelæggelsesmidlerne let være fjernet. Med hensyn til flyvepladserne ville særlige problemer opstå. Hvis man rådede over tilstrækkeligt materiel kunne man vente til natten mellem 8 og 9 april, men så havde det næppe været muligt at bevare en startbane. Hvis vi havde begyndt oppløjningen f. eks. den 7 april, ville det - navnlig i Kastrup - være umuligt at skjule forberedelserne. Der var i Danmark opstået en masse rygter, men hvad kunne tyskerne gøre, hvis det kom dem for øre. Formentlig ingenting. Hvis tyskerne ikke var kommet den 9 april kunne forberedelserne ikke skjules, men vi kunne jo have hævdet, at det var til forsvar mod de allierede. Forskydning af et ingeniørkompagni fra Sjælland til Jylland kunne være holdt hemmeligt for tyskerne, og forskydning af bevogtningsstyrkerne til objekterne kunne være sket i løbet af 8-9 april uden at vække opsigt. Det mest spændende var sket ved søminefelterne. Åbninger for gennemsejling skulle lukkes senest den 8. april om aftenen. Det er vanskeligt at vurdere, hvordan begivenhederne havde udviklet sig, men følgende ville formentlig havde fundet sted. Alle invasionsskibe gennem Lillebælt og Storebælt var blevet standset. Dette stop ville have medført, at kun invasionsskibet til København ville have nået sit mål i tide, men ikke nord om Sjælland som det skete. Invasionsskibene til Lillebæltsbroen, Nyborg og Korsør var enten blevet tvunget gennem Øresund, hvad der havde medført, at de ikke var kommet til deres mål på det fastsatte invasionstidspunkt eller også havde de måttet vente til en gennemsejlingsrende var ryddet, hvad der formentlig havde medført en endnu senere ankomst til målene. Det havde nok været lidt vanskeligt at forklare tyskerne, hvis de ikke havde angrebet den 9. april, at felterne blev lukket for at hindre de allierede i at trænge ind i Østersøen. Spørgsmålet om gennemførelsen af plan »Springbrædt« ville stå i rimeligt forhold til de ulemper, som blev påført civilbefolkningen kan besvares med et Ja, hvis der ikke skete andet end, at de planlagte ødelæggelser blev iværksat. På grund af de store spændvidder, som vejbroen ved Ålborg (ca. 60 m) og Oddesundbroen (ca. 70 m) har, ville en vanskelig overvinde lig hindring etableres. På Ålborgbroen kunne man dog nøjes med klapfaget, som kun er ca. 30 m langt. Jernbanetrafikken over Limfjorden var blevet standset i måneder, men det ville ikke have betydet nogen katastrofe. En ødelæggelse af Lillebæltsbroen ville have gjort plan »Springbrædt« mere effektiv, og den kunne let gennemføres, da sprængmidler var oplagt, men af hensyn til de ulemper, som civilbefolkningen ville blive påført, er broen ikke medtaget i planen. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvad tyskerne ville have gjort, hvis operation »Springbrædt« havde ramt dem som en overraskelse. Personligt tror jeg ikke de havde gjort noget, der kunne have skadet civilbefolkningen. De militære tab ved gennemførelse af operation »Springbrædt« ville for hærens vedkommende have været mindre end de faktiske tab den 9 april - teoretisk ville de være nul, idet forudsætningen for planens gennemførelse ikke var en kamp ved grænsen. Derimod kunne man risikere at søværnet ved bevogtningen af minefelterne kunne lide større tab. Hvis hæren tilsvarende skulle hindre fjenden i at retablere ødelæggelserne, ville den også have haft tab. Vi er nu kommet til det tidspunkt hvor vi skal forsøge at besvare artiklens overskrift: Kunne vi have ændret den 2. verdenskrigs gang den 9 april, hvis plan »Springbrædt« var gennemført? Spørgsmålet kan ikke besvares med et klart ja eller nej. Vi kan sige, at vi havde en reel mulighed, hvilket understreges af følgende kendsgerninger
- at felttoget mod Norge i følge Hitler var det frækkeste og dristigste i krigshistorien,
- at operation »Springbrædt« havde været overraskende for tyskerne - i hvert fald var det ikke forudset i deres planlægning,
- at Ålborg-området var så vigtigt, at både faldskærmsenheder og de to hovedkolonner gennem Jylland blev dirigeret mod byen (den vestlige kolonne over Oddesundbroen),
- at Ålborg flyvepladser allerede den 9 april blev brugt som udgangspunkt for angreb mod Norge og mod skibsfart, til luftrekognoscering, samt nødlandepladser, eller sagt på en anden måde: Ålborgs 2 flyvepladser var en nødvendig forudsætning for, at tyskerne kunne fastholde luftherredømmet over Skagerak.
- at der i dagene efter 9 april foregik en intens jernbanetrafik op gennem Jylland - De Danske Statsbaner kan formentlig give konkrete tal,
- at det tyske felttog i Norge de 4-5 første dage var inde i en kritisk fase9 - at der fra Frederikshavns havn og fra Ålborg flyvepladser fra den 10 april blev sendt forsyninger til Norge,
- at regiment »General Goring« blev sendt til Norge den 12-13 april via Frederikshavn havn,
- at meget store tyske flyvestyrker den 14 april blev sat ind mod Norge via Kastrup og Ålborg,
- at general Kaupisch i sin rapport skriver: Hvis danskerne planmæssigt havde ødelagt broerne havde de forhåndenværende ingeniørstyrker hverken været tilstrækkelige til at foretage selv de simpleste istandsættelsesarbejder eller til at etablere færgeforbindelser,
- at general Kaupisch yderligere skrev, at hvis der var indtrådt en forsinkelse på 3-5 dage, inden Ålborg og Skagen blev taget, så ville Norgesfelttoges næppe eller kun med langt større ofre være lykkedes.
Hvis tyskerne var blevet slået i Norge, var krigens gang blevet ændret. Vi behøver i denne forbindelse kun at citere general Jodl, der har udtalt: »Med Norge på britiske hænder ville krigen være halvvejs tabt for os. Strategisk ville vi være blevet indkredset på den nordlige flanke, hvilket vi på grund af vor svage flåde ville være afskåret fra nogensinde at genoprette«. Når jeg har skrever ovenstående artikel skyldes det bl. a.
- at så vidt mig bekendt har man fra militært hold aldrig påpeget andre militære løsninger den 9 april end kamp til sidste patron,
- at give et eksempel på, hvordan man med begrænsede forsvarsmidler kan opnå stor effekt.
Ville en kamp den 9 april til det sidste have haft noget formål set fra et militært synspunkt, idet vi forudsætter at de danske styrker var placeret som tilfældet var den morgen? De danske styrker, der var placeret nord for Limfjorden (ca. en bataljon) kunne ved energisk indsats have generet tyskerne omkring Ålborg, men man andre steder kun ville have nået at sinke tyskerne uvæsentligt. I en sådan kamp havde vi måttet regne med store tab. Noget andet er, at en eksistenskamp ville have haft politisk betydning, men det er en anden historie. Kunne genindkaldelse af de med uniform hjemsendte soldater og udførelse af feltbefæstning m. v. i Sønderjylland i tiden efter 1 januar 1940 have ændret situationen? Hvis genindkaldelser var gennemført i dette tidsrum, kunne vi have sinket tyskernes besættelse af Sjælland, men næppe ændret slutresultatet. Hvis der ikke var kommet tropper til Ålborg var resultatet i Jylland blevet det samme, og hvis tyskerne havde mødt vanskeligheder ved forskydningen gennem Jylland kunne de hurtigt have forstærket deres styrker her. I øvrigt tror jeg ikke på, at regeringen turde gennemføre genindkaldelser efter den 1 januar 1940, men muligheden var tilstede, da vi kunne sige, at det var et værn mod de allierede. Det er blevet fremhævet, at hvis vi havde udført feltbefæstning, brosprængninger m. v. i Sønderjylland, havde vi kunnet føre en kamp over meget længere tid. Mens vi måske kunne have foretaget genindkaldelser, ville vi ikke have kunnet gennemføre feltbefæstning i Sønderjylland, der jo kun kunne være vendt mod tyskerne. Som eksempler på, hvor afhængig vi var af tyskerne, kan jeg nævne to oplevelser, som jeg selv havde. I sommeren 1939 udførte det ingeniørkompagni, som jeg tilhørte, feltbefæstningsarbejder om Søgård i Sønderjylland. Da visse anlæg kunne anvendes med henblik på et forsvar mod syd, ville kompagniet lade dem blive stående, men blev beordret til at sløjfe dem. I dagene op til den 9 april udførte det ingeniørkompagni, som jeg da tilhørte, et oversvømmelsesarbejde ved Oksenvad i Sønderjylland, men kompagniet fik kun tilladelse til at udføre arbejdet, hvis det kunne finde et sted, hvor oversvømmelsen gik nord-syd. Det lykkedes virkelig at finde et sådant sted. I øvrigt vil det have været meget vanskeligt at udføre feltbefæstning i den hårde vinter 1939-40. Vi har set, at vi med vore begrænsede styrker den 9 april havde muligheder for at nå et militært resultat; da vi formentlig i dette land altid vil have begrænsede midler til rådighed, må vi eventuelt også i fremtiden planlægge en krig med begrænsede mål, men man skal som bekendt være forsigtig med erfaringerne fra den sidst førte krig. Til slut spørgsmålet: Kunne og ville de militære myndigheder have udarbejdet en plan »Springbrædt« og ville regeringen have godkendt den? Begge spørgsmål må vist besvares med nej, og jeg tror også at dette nej holder, selv om hærens øverste chefer var blevet orienteret i tide. Ganske vist havde generalstaben sørget for, at visse objekter var forberedt til ødelæggelse, personel uddannet og sprængmidler udlagt, men det var ikke alene regeringen, der var meget urealistisk i vurderingen af den militære situation, også forsvarets øverste ledelse manglede realitetssans og udsyn.
A. R. Jørgensen
