Log ind

Krudtets Oprindelse og første Anvendelse til Krigsbrug

#

Ved Artillerikapitain Theodor Petersen.

Det er med god Grund, at man i Historien nævner Krudtets almindelige Anvendelse blandt de Faktorer, der, som Følge af deres vidtrækkende Indflydelse paa de verdenshistoriske Begivenheders Gang, benyttes som Grændseskjel imellem Middelalderen og den nyere Tid. Krudtet har nemlig paa dobbelt Maade havt en mærkelig Indflydelse paa Staternes og Folkenes Skjæbne, dels derved, at det er taget i Brug i den civile Tekniks Tjeneste, og dels derved, at det er blevet et af de vigtigste Elementer i den nyere Tids Krigsførelse, en Krigsførelse, hvis ejendommelige Karakter først og fremmest skyldes Krudtet.

I den civile Tekniks Tjeneste har Krudtet været det lydige Middel til Gjennemførelsen af store Arbejder, hvortil Menneskenes Kræfter vare utilstrækkelige: Gjennemboring af Bjerge, Bortsprængning af Skjær og i det Hele taget Fjernelse eller Sønderdeling af store, døde Masser. Om der end hertil i vor Tid anvendes andre og kraftigere Sprængmidler, kan det dog vel siges, at det er Krudtets Egenskaber og Virkninger, der have ledet til disse Sprængstoffer, ligesom Studiet af Krudtets Egenskaber og Virkninger har givet et mægtigt Stød til Fremskridtene paa Kemiens, Fysikens og Mekanikens Omraade.

Vi skulle i saa Henseende blot minde om Navne som Tartaglia 1), Galilei 2), Euler 3) og Rumford 4).

Men den største Indflydelse paa den historiske Udvikling i det hele taget har Krudtet dog udøvet igjennem dets Anvendelse til Krigsbrug. Det har herved gjort de civiliserede Folkeslag til Herrer over de uciviliserede og har saaledes været en mægtig Forbundsfælle ved Kulturens Udbredelse i Dyopdagede og fjerne Lande; ja, man kan vel næsten sige, at det har lagt de 4 andre Verdensdele for Europas Fødder. Indenfor de civiliserede Folkeslag har Krudtet frembragt en fuldstændig Omvæltning i Krigsførelsen, der staar og fra Historiens Begyndelse har staaet i den intimeste Vexelvirkning med Kulturudviklingen. For med eet Blik at maale Omfanget af den Revolution, som Krudtet paa dette Omraade har bevirket, behøver man blot at sammenligne Oldtidens — Phalanxernes og Legionernes — og tildels Middelalderens tilintetgjørende Kampe imellem de sluttede Masser med Nutidens Fjernkampe. I de første indfiltredes saa at sige de kæmpende Parter i hinanden, og den svagere Part kunde ikke i Tide unddrage sig Modstanderens Overvægt, saa snart Kampen var begyndt. Dette er derimod Tilfældet ved Nutidens Fjernkampe, hvilket som bekjendt anføres som en Aarsag til, at Tabet af Døde og Saarede paa Valpladsen synes at aftage, efterhaanden som Skydevaabnene forbedres *).

Efter det anførte er det naturligt, at Krudtets Betydning i Verdenshistorien har indgivet Granskere Lyst til at efterforske dets Historie, og baade civile og militære Videnskabsmænd have arbejdet paa dette Omraade. Til Kildestudier kræves der imidlertid her saa mange Forudsætninger, at de ikke kunne ventes forenede hos een Mand. Krudtets første Historie, hvis Kilder maa søges i kinesiske, indiske og arabiske samt græske og latinske Skrifter og andre Overleveringer, og hvis Tilrettelægning derfor ved Siden af kemisk, navnlig pyroteknisk samt anden artilleristisk Indsigt kræver stor Sprogkyndighed, har som Følge heraf nødvendigvis maattet fremkomme i Brudstykker, hvis Antal sikkert den kommende Tid vil forøge.

Det er Hensigten med det efterfølgende kun at give en Sammenstilling af nogle af de foreliggende, os bekjendte trykte Bidrag til Krudtets ældste Historie. Under Syslen med andre Spørgsmaal er Forfatteren af disse Linier tilfældig stødt paa forskjellige af de efterfølgende Oplysninger, som dernæst ere søgte supplerede med andre, hvis Sammenstilling formenes at kunne have nogen Interesse. Idet vi anføre de benyttede Kilder — en Forholdsregel , hvis Undladelse ofte forringer Værdien af mangt et ellers interessant Arbejde (f. Ex. General Susane’s Histoire de l’artillerie française) — , kunde maaske en eller anden derved fatte Lyst til mere indgaaende, end det her har været muligt, lejlighedsvis at gjennemarbejde Stoffet.

Lige fra den tidligste Oldtid har Ild spillet en betydelig Rolle paa Religionernes og Krigsvæsenets Omraader. Sammensætningen og Anvendelsen af Brændstoffer, hvormed der tilsigtedes en vis Virkning, maa derfor nødvendigvis have været Gjenstand for Præsters og Krigeres Opmærksomhed. Dette fremgaar baade af de mythiske og af de historiske Beretninger fra den fjerneste Tid. Moses’ Historie er i saa Henseende lærerig. Man erindre sig saaledes blot Offerilden, der aldrig maatte slukkes paa Alteret (3. Mosebog, 6.). At der udfordredes særligt Kjendskab til at behandle denne Ud, ses af den Skæbne, der ramte Aarons Sønner Radab og Abihu, imod hvem «der foer en Ild ud fra Herren og fortærede dem», da de uden Ordre vilde bære fremmed Ild frem for Herren (3. Mosebog, 10.). Men Moses havde faaet sin lærde Opdragelse i den ægyptiske By Heliopolis (paa Ægyptisk og i Biblen kaldet On), hvilken By var Sædet for den ældgamle Soldyrkelse med Hovedtemplet for den tredobbelte Solgud Ra-Horus-Tum , ligesom den i det hele taget var et af de vigtigste Midtpunkter for den ægyptiske Videnskabelighed og Civilisation, saa at endog Pythagoras, Solon, Platon og andre græske Videnskabsmænd gik i Lære her. Moses har derfor utvivlsomt været vel kjendt med og forstaaet at benytte den ægyptiske Præstestands Naturvidenskab, og de videlystne og lærenemme Grækere og senere Romerne have saa vel herfra som fra Zarathustras (Zoroasters) bekjendte Lære om Ildens Hellighed og fra Fønikernes Baaldyrkelse havt god Lejlighed til at blive kjendte med de tidligst dominerende Folkeslags Ildkultus og den derved udviklede pyrotekniske Naturkundskab.

Et Udslag heraf turde muligvis de bekjendte Sagn være om Prometheus, der røvede Ilden fra Himlen, og om den af Homer omtalte thessaliske Kongesøn Salmoneus, der vilde kappes med Zeus i at tordne, og om hvem Eustathius (ca. 350 e. Kr.) beretter, at han var en stor Kunstner, der forstod at frembringe Torden og Lyn ’ )•

I Forbindelse med foranstaaende maa det haves i Erindring, at Krudtets Bestanddele, Kul, Svovl og Salpeter, have været kjendte og anvendte fra den tidligste Oldtid.

Kul er forekommet samtidig med den første Ild, der antændtes paa Jorden, og Svovl, der allerede nævnes i Forbindelse med Sodomas Ødelæggelse, var et i Oldtiden almindeligt kjendt og anvendt Stof. Det benyttedes i religieuse og mystiske Ceremonier, ikke alene paa Grund af dets kvælende Lu g t, men især paa Grund af dets ejendommelige, blege Flamme 2). Kullet og Svovlet forbrænde let og fuldstændigt; de danne Krudtets Legeme; dels Sjæl er Salpetret, som giver Uhyret Liv ved at yde den nødvendige Næring til dets Aandedræt.

Medens Kul og Svovl forekomme almindeligt, er dette derimod ikke Tilfældet med Salpetret. Dette Stof blomstrer undertiden frem paa mørke og fugtige Mure, der i lang Tid ere bievne imprægnerede med organiske Stoffer; men det fremblomstrer kun i større Mængde i Orientens Dalstrøg, hvor Menneskehedens eller dog Kulturens Vugge har staaet, og hvor Jordbunden er mættet med Rester af utallige Slægtled af Planter og Dyr:).

Naar man paa næsten udslukte Gløder kaster en Haandfuld Salpeter, blusser Ilden op paany, idet der finder en livlig Luftudvikling Sted. Dette Fænomen kan ikke have været ubekjendt for Oldtidens Kulturfolk i de af Orientens Egne, hvor Salpetret efter Regnperioder undertiden fremblomstrer som et helt Snetæppe, hvorfor det ogsaa fik Navn af indisk Sne, og det turde være mere end sandsynligt, at Oldtidens Præsteskaber have benyttet Salpetrets ejendommelige Forbrændingsegenskaber ved Tilberedning af de Stoffer, der anvendtes ved Tempel- og Offerild, hvis Lydighed og Bøjelighed under Præsternes Hænder forudsætter pyroteknisk Viden hos disse, der ofte væsentligt herigjennem bevarede Religionens Anseelse og deres egen Indflydelse paa Mængden.

Betingelserne for, at en simpel Blanding af Kul, Svovl og Salpeter har kunnet fremkomme og komme til særdeles virkningsfuld Anvendelse endog før den egentlig historiske Tid , have derfor utvivlsomt været tilstede ved Nilen’s, Indus’, Ganges’ og Jang-tse-kiang’s Bredder. Om Kineserne berettes det, at de rimeligvis baade have kjendt Krudtet og forstaaet at anvende det som Drivkraft i Skydevaaben, længe før dette fandt Sted i Europa. I kinesiske Skrifter, der ere forfattede Aar 618 f. Kr. under Taigoffs Regjering, omtales et lldvaaben af stort Kaliber, der bar følgende Indskrift: «Jeg udslynger Død til Forræderen og Ødelæggelse til Oprøreren». Ogsaa i Konstruktionen af Skydeskaarene i den kinesiske Mur, der byggedes c. 250 f. Kr., har man villet søge et Bevis for, at Ildvaaaben paa dette Tidspunkt benyttedes af Kineserne. Man mener at have paavist, at Kong Vitey Aar 85 f. Kr. har anvendt Kanoner imod Tatarerne1)- Du Haide oplyser ogsaa i Description géographique, historiqueet phy­sique del’empire de la Chine et de la Tartarie chinoise (Paris, 1735), at Kineserne anvendte Krudt til Kunstfyrværkeri, hvori de excellerede, samt at der ved Nankings Porte, formentlig paa hans T id , laa 3 eller 4 korte og tykke Bombarder, der fremvistes som Kuriositeter, hvis Brug da var gaaet i Glemme 2).

De gamle Indieres hellige Bøger, der ere skrevne i Sanskritsproget nogle Hundrede Aar f. K r ., tyde paa, at lndierne meget tidligt have kjendt og anvendt Ildvaaben. 1 Indledningen til disse hellige Lovbøger, hvor der tales om Regentens Egenskaber og Pligter, forbydes det nemlig Regenten at bruge i Krig forgiftede Vaaben, Kanoner og Bøsser (cannons and guns) eller noget Slags Ildvaaben 3). Murberg minder i den Anledning om, at Philostratos (i det 3. Aarh. e. Kr.) fortæller om Indiens Vise, at de kastede eller skød med Lyn og Torden paa deres Fjender. I samme Forbindelse bringes det ogsaa i Erindring, at den indiske Konge Poros under sin Kamp med Alexander den Store beskød Grækerne med IIdlandser.

At Grækerne og Romerne meget tidligt have forstaaet at anvende Ild som Vaaben i Krigen, fremgaar med Sikkerhed af flere græske og latinske Forfattere, hvis Værker ere bevarede. Saaledes anfører Æneas Taktikos 1), der levede ca. 360 f. Kr., i en Bog om «Stadforsvar« , der er bleven bevaret af hans Værk «Strategika«, hvorledes man sammensætter en Brandsats af Beg, Svovl, Blaar m. m .2). Æneas beskriver, hvorledes denne Brandsats, der var meget vanskelig at slukke, bedst kunde bekæmpes, og i de Efterretninger, der ere bevarede fra Heron (ca. 250 f. Kr.), Phi 1 on (ca. 240 f. Kr.i og Vitruvius, der tjente som Krigsingenieur under Cæsar, omtales en lignende lid 2).

Historieskriveren D io Cassius, der fødtes i Nikæa i Bithynien Aar 155 e. Kr., og hvis Levnetsløb kjendes indtil Aar 229, beretter om Caligula (Kejser fra 37— 41 e. Kr.), at da denne i sit Højhedsvanvid erklærede sig selv for at være Gud og kaldte sig Jupiter Latiaris, vilde han i denne sin nye Værdighed ikke staa tilbage for den himmelske Jupiter, hvorfor han, naar det tordnede og lynede i Naturen, ved Hjælp af en Maskine ogsaa tordnede og lynede og udkastede Tordenkiler 3).

Formentlig er dette den ældste notoriske Beretning, i hvilken udtrykkelig nævnes de 3 karakteristiske Fænomener: Knald, Glimt og Kraftyttring, der tyde paa Anvendelsen af et krudtlignende Stof. Ganske vist skrev Dio Cassius sin Historie 150— 200 Aar efter Caligulas Død, og Cantu karakteriserer ham tilmed som vel nok nøjagtig med, hvad han selv har set, men iøvrigt uden egen Opfattelse, idet han samler sammen uden Skjønsomhed 4). Desuagtet turde dog den citerede Oplysning om Caligulas Maskine have Interesse allerede derved, at Dio Cassius har kjendt Begrebet om en Maskine, ved hvis Anvendelse der fremkom Knald, Glimt og Kraftyttring, særlig naar man ser hen til Dio Cassius’ Samtidige, Sextus Julius Africanus. Denne Forfatter, hvis Verdenshistorie ofte citeres af Kirkehistorikere, var født i Emmaus (Nikopolis), hvor han døde som kristen Biskop ca. 232 e. Kr. 1). I sit Værk «Venusbæltet» omtaler han en «automatisk lid», hvis Sammensætning han beskriver paa følgende Maade:

Tag lige Dele af ubrændt (rent?) Svovl, Salpeter og kerdonisk Pyrit (Svovlkis, Antimonsvovl?); riv disse Stoffer sammen i en sort Morter, ved Middagstid (maaske rettere: ved højlys Dag). Tilsæt lige Mængder af sort Sykomoresaft og flydende Asfalt; ælt det hele til en fed Dejg og tilsæt endelig en lille Mængde ulæsket Kalk. Massen maa omrøres med Forsigtighed, ved Middagstid, og man maa beskytte Ansigtet; thi Blandingen fænger pludselig. Anbring Blandingen i et tillukket Metalkar og beskyt den imod Solens Straaler, som vilde antænde den»2).

I Modsætning til de tidligere omtalte Brandsatser indeholder denne Sats Salpeter. Dens Benævnelse «selvbevægende Ild» tyder paa, at den har været anvendt til en Slags Raketter.

Den samme eller en lignende Ild omtales af Grækeren Athenæos 1), der levede i Alexandria og Rom i Slutningen af det 2. og Begyndelsen af det 3. Aarhundrede e. Kr. Han siger: «Xenophon, den Tusindkunstner, hvis Elev var Krasisthenes fra Phliontes, forbausede Verden ved sine mærkværdige Kunster; han tilberedte blandt andet en automatisk lid»2).

Vi have her uden Tvivl at gjøre med den ældste Sammensætning af den senere saakaldte «græske Ild«. Omtrent samtidig med de ovennævnte Forfattere maa Salpetret fra Indien have spillet en vigtig Rolle i det romerske Kejserrige. Da man nemlig meldte Kejser Gallienus (260— 268), at Asien var plyndret af Fjenderne, svarede han: Kunne vi ikke leve uden Salpeter?1).

Den mærkelige Forfatter Flavius Vegetius Renatus 2), der antages at have levet under Theodosius den Store (379— 395), og som ved sine Bøger om Krigsførelse søgte at dæmme op for Forfaldet i det romerske Kejserdømmes Krigsvæsen, beskriver en Ildpil og en Ildlandse, som udslyngedes fra en Ballist for at stikke i Brand. Den hertil benyttede Sats er omtrent som den senere af Marchus Græcus under Benævnelsen ignis græcus beskrevne3).

Det har været meget omtvistet, hvornaar Marchus Græcus levede. I sin «Histoire de la chimie», 2. gjennemsete og forøgede Udgave, Paris, 1866, S. 304 oplyser Hoefer imidlertid, at den arabiske Læge Mesue, der levede i det 9. Aarhundrede4), har citeret Marchus, og denne maa altsaa have levet tidligere. General Susane siger, at Marchus Græcus’ Bog, Liberignium ad comburen - dos hostes, som det her drejer sig om, maa være kompileret henimod Aar 850. I den nævnte Bog .giver Marchus Græcus en Beskrivelse baade af en Sats, som han kalder den »græske Ud», og af flere Sammensætninger af «en flyvende Ildn, der i Virkeligheden er Krudt. Hans græske Ild bestod ifølge Hoe fer5) af rent Svovl, Vinsten, Sarcocolla (en Slags Harpix), Beg, smeltet Salpeter1) (salpêtre fondu), Stenolie og Gummiolie (?)2) (huile de gomme), som koges sammen, hvorefter Blaar gjennemtrænges dermed. Naar det antændes, kan det kun slukkes ved Urin, Vineddike og Sand. Den af Marchus beskrevne flyvende Ild bestaaer af 6 Dele Salpeter, 1 Del Svovl og 2 Dele Kul, som sammenrives til Pulver i en Morter. Af dette Pulver anbringes et Kvantum i et Hylster, som enten kan bringes til at flyve til Vejrs eller anvendes til Torden; det vil sige, Marchus kjendte Krudtets Anvendelse baade til Raketter og til Kanonslag (eller Petarder).

Skulde Stoffet anvendes til Raketter, maatte der benyttes et langt, tyndt Rør, som fyldtes dermed. Skulde det anvendes til Torden , maatte Hylstret være kort og tykt og kun halvt fyldt med Krudt samt omviklet med Jerntraad. Baade ved Raketten og ved Kanonslaget maatte Indeslutningen have en lille Aabning, hvori man kunde anbringe en lille Tænder. Man kunde baade anvende enkelte og dobbelte Raketter og Tordenrør. Den ovenfor anførte Dosering giver et livligt Krudt, der ligger imellem den nyere Tids Sprængkrudt og almindeligt Kanonkrudt; den svarer meget nær til den indtil den nyeste Tid anvendte Dosering for Satsen til Signalraketter.

Det ses af Marchus’ Bog, at man foretrak Kul af lette Træsorter, og Kullet til den beskrevne flyvende Ild skulde være af Vinranker eller Pil, Træsorter, der som bekjendt endnu benyttes. Kullene kunde ogsaa erstattes med andre Stoffer, og Marchus anfører en Recept paa ignis volans, ved hvilken der i Stedet for Kul anvendtes Kolophonium (Harpix), og en anden, ved hvilken der benyttedes Linolie. Om Salpetret oplyses, at man vandt det ved at skrabe det af Murene i Kjældere og Bygninger, hvorefter det blev opløst i kogende Vand og filtreret og derefter udkrystalliseret. Herved undgik man ikke fremmede Salte, hvilket dog næppe skadede Krudtets Virkning i Raketten. Marchus Græcus’ Skrift vidner om, at det er skrevet paa Grundlag af en Erfaring, som i Følge Tingenes naturlige Gang maa have udviklet sig igjennem lang Tid, og man ledes derved til at søge længere tilbage i Tiden.

Ifølge forskjellige Historieskrivere skal en græsk Bygmester Kaliinikos fra Heliopolis (nogle angive Heliopolis i Syrien, o: Baalbek ved Antilibanon, andre den før omtalte ægyptiske By af samme Navn) x) have bragt «den græske Ild» til Byzants i Aaret 673 e. K r .2), og ved Hjælp af denne, berettes der, lykkedes det Byzantinerne at stikke den arabiske Flaade i Brand ved Kyzikos og ganske at ødelægge den og Fjenden. Den saakaldte græske lid blev derpaa af de byzantinske Kejsere erklæret for en særdeles vigtig Statshemmelighed, og man har fra Konstantin VII. Porphyrogennetos (den Purpurfødte), der regerede fra 912 til 959, Beretning om, at han højtideligt paalagde sin Søn ikke at røbe for Nogen Hemmeligheden ved Ildens Tilberedning. Konstantin VII. siger, at den græske Ild af en Engel var meddelt Konstantin den Store (323— 327) med det udtrykkelige Paalæg, at den kun maatte bruges i de Kristnes Stad (o: Konstantinopel); Konstantin den Store havde derfor paa Guds Alter ladet indriste en Forbandelse over den, som meddelte Ildens Sammensætning til fremmede Folkeslag. Senere modsiger Konstantin VII. sig dog selv ved at oplyse, at Ildens Opfindelse skyldtes Kaliinikos, i hvis Slægt Hemmeligheden skal være bleven bevaret indtil det 11. Aarhundrede l ).

Kaliinikos skal have bragt 3 Ildrecepter til Konstantinopel: Stenolie, som brændte paa Vand, en Harpixblanding, der som Brandsats anbragtes paa Pilene, og en Tordensats.

Dermed havde han imidlertid egentlig intet Nyt bragt for Dagen. Baade Brandstoffer og Tordensatser havde været kjendte og anvendte Aarhundreder før lians Tid, som vi have set ved Omtale af Æneas, Dio Cassius, Julius Africanus, Vegetius o. fl.; men muligvis vare disse Stoffer gaaede i Forglemmelse, hvad dog næppe er troligt. Langt mere sandsynligt er det, at Kallinikos, hvis Navn spiller en alt for fremtrædende Rolle til, at han kan betragtes som en Sagnperson, har fundet paa en væsentlig Forbedring ved den alt kjendte græske Ild, enten med Hensyn til dens Sammensætning eller til dens Anvendelse.

Hvad Sammensætningen angaar, skal blot henpeges paa den Omstændighed, at hvad enten Kallinikos, — som Cantii angiver at være en Ægypter, der fra Kalifens Tjeneste var gaaet over til den byzantinske Kejser — , kom fra Syrien eller fra Ægypten, peger hans Hjemstavn i Retning af Salpetrets Hjemlande1), og den Mulighed er vel ikke saa tjern, at han har forstaaet at. forbedre Brandsatserne ved Hjælp af Salpeter, maaske selvstændigt, maaske ved Gjenopfriskning af den Viden, som har været tilstede paa Julius Africanus’ og Dio Cassius’ Tid. Mere sandsynligt er det imidlertid, at hans Fortjeneste bestaar i, at han har lært Grækerne en ny Anvendelse af den græske Ild, nemlig dens Udskydning.

Det fremgaar nemlig af flere Forfatteres Beretninger, saaledes af Kejser Leo VI. (886— 911) med Tilnavnene Filosofen, den Vise og Taktikeren, af den før nævnte Konstantin VIL og af Anna Komnena (ca. 1100), at Grækerne forstod at udskyde den græske Ild. A f disse Forfatteres Skrifter anfører Susane til Bevis herfor følgende Citater, der ogsaa tildels findes hos Lalanne: »Man anbringer paa Skibets Forstavn et Rør, bedækket med Metal, fo r at udslynge Ilden paa F jenden» . — — «Man skal bringe Forstavnen imod Fjenden, for at brænde lians Skibe, ved den Ild, som F l o r e n e u d ­ kaste paa dem » . ------ «Saaledes er den Ild, tildannet i Rorene, h v o r f r a den u d g a a r med en T o r d e n l arm og en flammende Rør, som vil opbrænde Fjendens Skibe». — — «Det, der især sætter Fjenden i Skræk, er den udkastede Ild, hvis Drug og Natur han ikke kjender; thi den udbreder sig til alle Sider, saa at dens Flam m e r baade gaa nedad, til Side rne og opad».

Den Tud paa Skibets Forstavn, hvoraf Ilden udslyngedes, var formet som Munden paa et Dyrehoved, ofte af fantastisk Form (se f. Ex. Tegninger hos Favé i Etudes sur l’artillerie), og som man allerede paa Leo Taktikers Tid kaldte Ildsvælg (bouches å feu. — Susane.i Man synes i Virkeligheden her at have Forloberen for de senere Tiders Basilisker, Slanger, Falke o. s. v., altsaa for Kanoner.

Den tidligere citerede Franskmand Lalanne søger i sine Recherches sur le feu grégeois at paavise, at de Stoffer, der af byzantinske Forfattere snart kaldes «græsk Ild», og snart «maritim Ild», «flydende Ild», «Kunstild», »Kraftild» o. s. v ., men som fra Korstogenes Tid i Vesteuropa altid kaldtes græsk Ild, i Virkeligheden indbefatte den Sammensætning, der i Vesteuropa i det 13. og 14. Aarhundrede dukkede op som Krudt. Lalanne, hvis Arbejde er prisbelønnet af l’Académie des inscriptions et helles-lettrcs, gjennemgaar til den Hensigt en Række Historieskrivere og efterviser, at en stor Del af senere Forfatteres Beretninger om den græske Ilds Virkninger og Brug ere fulde af Overdrivelser og Urigtigheder, der skyldes uvidende Krønikeskrivere. Naar det erindres, at Betegnelsen den græske Ild i Virkeligheden omfattede alle forskjellige Brandsatser, som Byzantinerne anvendte, og altsaa ogsaa Marchus Græcus1 ignis volans, synes Rigtigheden af Lalannes Paastand at være hævet over enhver Tvivl, især hvis Hoefers Angivelse af, at Marchus Græcus som Lalanne henførte til det II. og 12. Aarhundrede, virkelig har skrevet sin Bog ved Tiden 850. Araberne eller rettere: de islamitiske Folkeslag, der i det 7. Aarhundrede begyndte at gjøre sig til Herrer over en Del af de Lande, hvor den græske og romerske Kultur længe havde hersket, skulle allerede i Aaret 690 have betjent sig af Iidvaaben imod Mekka M. Araberne gjorde tidlig Brug af Salpeter, som de kaldte b a r ud (baroud), hvilket Navn senere gik over paa Krudtet og derved har givet Anledning til Misforstaaelser2). I det 8. og 9. Aarhundrede stode Araberne i Samkvem med Kineserne3), og dette antages at være Grunden til, at Araberne kaldte Salpeter for kinesisk Sne, ligesom Perserne kaldte det kinesisk Salt 2). Som bekjendt søgte Araberne med Flid at gjøre sig bekjendte med græsk og romersk Literatur, ligesom de søgte at tilegne sig deres kristne Modstanderes Krigsredskaber4).

Fra Aaret 1225 e. Kr. har man et arabisk Manuskript om «Krigspuds, Forsvar af Fæstninger m. m.», hvori der gives Oplysninger om Brandsatser, i hvilke der dog ikke forekommer Salpeter. Dette er derimod Tilfældet med en Traktat fra 1290 om «Rytterkampe og Krigsmaskiner» af Nedjn-Eddin-Hassan-Alrammah, «skrevet efter Oplysninger fra hans Fader og Bedstefader og alle Kunstens Mestre». Dette Manuskript indeholder en fuldstændig Afhandling om Fyrværkeri, hvori Salpeter spiller en Hovedrolle. Alrammah anfører, at man brugte G laskugler, fyldte med et explosivt Stof og forsynede med et Brandrør. Istedetfor Glaskugler brugtes til de største Granater Kugler af Bark eller Papyrus. Desuden skildrer Forfatteren saakaldte lldlandser og Ildpile, paa hvis Spids var befæstet Glas med Sats. Raketter fandt en udstrakt Anvendelse, bl. a. til Udskydning af Brandpile. Ildvaaben i vor Betydning af Ordet omtales af en arabisk Forfatter i et Manuskript, der findes i det asiatiske Museum i St. Petersborg, og som skal være en Kopi af et Haandskrift fra Begyndelsen af det 14- Aarhundrede. Under Korstogene (1096— 1291) omtales hyppigt Anvendelsen af Kunstild fra Muselmændenes Side ved Kamp om faste Pladser, saaledes ved Belejringen af Jerusalem, Nikæa, Saint-Jean-d’Acre og Damiette1).

Lalanne betvivler dog Paalideligheden af en Del af disse Beretninger, hvad angaar græsk Ild; han mener, at der egentlig kun er Vished for, at Araberne anvendte den virkelige græske Ild ved Forsvaret af Damiette i Aaret 1218. Særlig er Øjenvidnet Joinvilles Beretning om Ludvig den Helliges Tog til Ægypten et Vidnesbyrd af Betydning. Joinville beretter om Belejringen af Damiette 1249, at Fjenden ud af Morterer kastede Ild, der i Luften saa ud som en Tønde med en lang Udhale, og som foraarsagede en forfærdelig Bragen og Knalden, som lignede Torden 2).

Den lærde Isaac Vossius (Variarum Observationum liber, lt>80) antager det for sandsynligt, at Kallinikos havde faaet sin græske Ild fra Kineserne, med hvem Byzantinerne ind i det VII. Aarhundrede vedbleve at have Forbindelse, og det anses for sikkert, at Kineserne i Aaret 1232 ved Forsvaret af Caifong-fou imod Mongolerne anvendte Krudt. De udkastede nemlig «imod Fjenden runde Stenkugler af forskjellig Vægt», og de vare forsynede med «Ild-Pao», i hvilken man anbragte Krudt, ved hvis Antændelse der opstod et Tordenbulder. Ogsaa anvendte de «en flyvende Landse», som kastedes mere end 10 Skridt frem, naar den deri anbragte Sats tændtes, og som tilføjede dødelige Saar. Navnet P a o betegner paa Kinesisk endnu Kanon1). I Begyndelsen af det 13. Aarhundrede bliver Marebus Græcus’ Skrift bekjendt i Vesteuropa. Dette frenigaar af de af Albertus Magnus og Roger Bacon efterladte Skrifter-). Albertus Magnus (Grev Albert af Bollstadt) fødtes i Lauingen 1193 og døde som den berømte Doctor universalis i Aaret 1280 i Køln. I sit Værk De mirabitibus mund i giver ban en Beskrivelse af det af Salpeter, Kul og Svovl sammensatte Krudt og dets Evne til at give petardeagtige Blink med Torden samt til al bringe Raketter til at slige til Vejrs. Han bar næsten ordret afskrevet Partier af Marchus Græcus, men giver iøvrigt intet Nyt3).

Roger Bacon var en engelsk .Munk, født 1214, død 1294. Medens Albertus Magnus indskrænkede sig til at fremstille, hvad han havde lært ved Studiet af antike byzantinske, arabiske og jødiske Skrifter, gaar Roger Bacon videre og anstiller selvstændige Experimenler. Han beskriver, hvorledes der kun behøves et Kvantum af en. Tommelfingers Størrelse af en Blanding af Salpeter, Svovl og «lucu vapo vir can utriet» (en kabalistisk Formel for pulveriseret Kul) for dermed at frembringe Lyn og Torden, «frygteligere end disse Fænomener forekomme i Naturen», — og at kun en ringe Mængde heraf vilde være tilstrækkelig til at ødelægge en Stad olier en Hær. Bacon, der utvivlsomt har kjerult Marchus Græcus, skjøndt han ikke afskriver ordret efter ham , oplyser, at det af Marchus Græcus beskrevne Kanon- eller Geværslag, der frembragte Glimt og Knald, paa Bacons Tid var et almindeligt Legetøj i mange Lande 2). Denne Oplysning suppleres paa en for os interessant Maade derved, at der ved den norske Konge, Erik Magnussøns (Erik Præstehadersi Hof i Julen 1294— 95 opholdt sig en Mand fra Flandern, som gjorde Kunster med Krudt. Det hedder nemlig, at han om Julen «legede Hærbrest» (d. e. frembragte Krigsbrag), hvilket er et saa stærkt Knald, at kun Faa udholde at høre det; frugtsommelige Koner komme for tidlig derved, Mandfolk falde ned af deres Sæder o. a. d. Flamiænderen, hvis Navn var Thrand Fisilier, fortalte sin Ven, Præsten Laurentius fra Island, hvad han behøvede for at frembringe Knaldet: «Ild, Svovl, Pergament og Stry« (Blaar); men Laurentius eller Nedskriveren har næppe opfattet Sagen rigligt. «Denne Hærbrest«, tilføjes der i Sagaen, »frembringe Folk ofte i Strid, for at de, som ikke ere forberedte derpaa, skulle tage Flugten». Da Thrand næppe kan være noget flamsk Navn, er Mandens Navn rimeligvis blevet forvansketx).

Hverken Albertus Magnus eller Roger Bacon kjendte Krudtets Anvendelse som Drivkraft i Vaaben. Først i det 14. Aarhundrede kjendte man Raketter med Stokke2). Om Sultauen af Marocco, Abu-Ju su f, berettes det, at han ved Belejringen af Sidjelmesat?) i Aaret 1273 har anvendt Skydevaaben med Krudt som Drivkraft; men Favé betvivler Forfatterens Paalidelighed. Det samme gjælder en Beretning om, at der i 1257 skal være anvendt Skydevaaben af Araberne ved Belejringen af Niebla.

Med Sikkerhed mener man at vide, at Maurerne ved Forsvaret af Algesiras i 1342 imod Kong Alfons XI. have anvendt Skydevaaben med Krudt som Drivkraft og med Jernkugler saa store som Æbler. Man har dog fundet sikre Beviser for, at Ildvaaben have været i Brug i de kristne Lande før Aar 1342; men de maa i deres første Skikkelse have været af ringe Virkning. Man kan ellers ikke forklare sig, at de have kunnet udbrede sig over deu største Del af Europa uden at vække saa megen Opsigt, at Historieskrivere have optegnet deres Tilsynekomst. Det er Stædernes Registre og Regnskaber, der give de ældste Oplysninger om Skydevaabnene, og man har navnlig i italienske, franske og tydske Byers Arkiver fremdraget adskillige tilforladelige Vidnesbyrd om det ældste Skyts.

Saaledes haves et endnu bevaret Aktstykke fra Arkivet i Florens fra Aaret 1326, hvoraf fremgaar, at man dengang de r allerede havde Metalkanoner og Jernkugler 'j. Paa samme Maade er det paavist, at der fandtes et Skydevaaben og Ammunition i Rouen Aar 1338; ligesaa nævnes der Skydevaaben i Brügges Regnskaber fra 1339, i Aachen 1346, i Cassel 1347, i Nürnberg 1356, i Erfurt 1362 o. s. v .2) Bekjendt er det, at Englænderne i Slaget ved Crecy 1346 anvendte 3 Kanoner med Jernkugler.

Naar det nu betænkes, at Araberne allerede i det 9. Aarhundrede kjendte Marchus Græcus, at de i det hele taget havde ualmindelig Interesse for Kemien og pyrotekniske Spørgsmaal, at de ved Belejringen af Damiette 1249 utvivlsomt benyttede et krudtlignende Stof, og endelig, at Alrammahs’ Oplysninger fra 1290 om en Mængde forskjellige Satser og Variationer af virkeligt Krudt, hvis nøjagtige Beskrivelse røber megen Erfaring, ifølge den naturlige Udviklings Lov maa være Resultatet af lang Tids Erfaring, — naar alt dette tages i Betragtning, kan den Antagelse næppe forkastes, at Krudtet og maaske ogsaa dets Anvendelse i Skydevaaben er naaet til de vesteuropæiske Lande fra Araberne. Det var som bekendt i lang Tid en almindelig Antagelse, at en tydsk Munk, Berthold Schwartz, i Aaret 1380 eller i 1354 ved et Tilfælde skulde have opfundet Krudtet eller dog dets Anvendelse som Drivkraft i Skyts. Det fortælles, at han ved at experimentere med en Blanding af Salpeter, Kul og Svovl, som han havde anbragt i en Morter med et Laag over, dækket af en Sten, pludselig blev bekjendt med denne mærkelige Blandings Kraft derved , at en Gnist fandt Vej til Blandingen, der slyngede Stenen i Vejret, — og Skydevaabnet var opfundet!

Dette udbredte Sagns Rigtighed har imidlertid aldrig kunnet bevises. At Krudtet og dets Anvendelse i Skydevaaben har været kjendt længe før 1354, fremgaar af det foregaaende. Berthold Schwartz’ Levnedsløb har man ikke engang været i Stand til at bestemme , vel fordi han i Virkeligheden kun er en Sagnperson. Det angives, at ban var fra Freiburg i Breisgau, at han skulde have lært Venezianerne Brugen af Kanoner, at Venezianerne kastede ham i Fængsel, samt at han døde kort Tid efter sin Løsladelse, ved Aar 1380. Andre formene, at han er identisk med en vis Konstantin Anelzen eller Anklitzen fra Køln, og at han havde faaet Navnet Schwartz paa Grund af sine Arbejder med kemiske Sager, fordi man kaldte Alchymien eller Kemien for «den sorte Kunst». En Variation af Sagnet melder, at Schwartz skulde have lært sin Kunst i Danmark, og at han selv var en Jyd e1)- • det tidligere oftere citerede Arbejde: Recherches sur le feu grégeois af Lalanne, formener denne i el Dokument («Reglements des monnoies») fra det 16. Aarhundrede at finde Støtte for, at Schwartz virkelig har levet1). Den tydske General Køhier har imidlertid i sit i 1887 i Rreslau udgivne Værk: «Die Entwickelung des Kriegswesens und der Kriegsfuhrung in der Ritterzeit» draget de Dokumenters Paalidelighed i Tvivl, paa hvilke Troen paa den tydske Munks store Opfindelse har været bygget, deriblandt ogsaa det af Lalanne nævnte Aktstykke. Ogsaa enkelte andre tydske Forfattere have været uhildede nok til at forlade Schwartz-Mythen. Dette er meget anerkendelsesværdigt, især efter at Freiburgerne i 1853 have rejst et Mindesmærke for Schwartz; men det falde ikke alle Tydskerne lige let al opgive den tydske Munk, og den preussiske Oberst Jahns har da ogsaa gjort et Forsøg paa ut holde Schwartz eller dog en eller anden tvdsk Munk paa Piedestalen som Artilleriets Grundlægger ved et Indlæg i det iøvrigt betydelige og særdeles anbefalelsesværdige Værk: Geschichte der Kriegswissen - schaftenvornehmlich in Deutschland, som forhen flere Gange er citeret. Oberst Jahns har dog intet nyt Revis af Betydning at anføre til Støtte for den tydske Munks Opfindelse, og han nøjes derfor med at fremhæve Betydningen af, at udelukkende (?) Tydskerne i det 14. og 15. Aarhundrede besad en artilleristisk Literatur, og at tydske «Buchsenmeistere» i alle Lande spillede den første Rolle. Han anfører dernæst, hvorledes han tænker sig, at den tydske Munk har gjort sin Opdagelse, nemlig med Marclius Græcus i Haanden. — Dette Forsøg- kan være meget patriotisk fra et tydsk Standpunkt; men nogen reel Betydning har det ikke, Berthold Schwartz er ikke derved retableret. Jahns anfører iøvrigl, dog uden Kildeangivelse, at Schwartz eller Antlitz (Anklitz) skal have gjort sin Opfindelse imellem 1290 og 1320.

I 1. Del af det danske «Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskeres« (Videnskabernes Selskabs) Skrifter for 17-43 og !744 harvor berømte Landsmand, den lærde HansGram, taget sig for at stille Berthold Schwartz paa den rette Hylde, — nemlig Mythens. Gram gjennemgaar Udtalelserne om Schwartz hos et stort Antal Forfattere og paaviser disses indbyrdes Uoverensstemmelser, deres Laan fra hverandre og deres Üvederheftighed baade med Hensyn til Schwartz's Person, Tiden og Stedet for den ham tillagte Opfindelse. Schwartz angives saaledes af nogle Forfattere at have været Benedictinermunk, af andre: Franciskanermunk, Alchymist, stor Naturkyndig, Troldmand o. s. v. Snart nævnes Køln som Stedet for hans Bedrift, snart Mainz, Nürnberg M, Goslar, Weraw i Bøhmen, Freiburg o. s. v. Tiden angives af mange Forfattere til 1380, hvilket Aarstal Arild Hvitfeld anfører, af andre til 1354 eller 1365. Gram synes ikke at have kjendt nogen Forfatter, der satte Aarstallet som Jähns til 1290— 1320; derimod nævner han et Par Forfattere, som sætte Schwartz lil 1330, og en der siger, at han gjorde sin Opfindelse et Par Hundrede Aar før 1450.

Hans Gram modbeviser derefter den Paastand, at Schwartz skulde være fra Danmark. _ Den første Antydning herom finder Gram i de senere Udgaver af Münsters Cosm og raphie; i disse (f. Ex. en Udgave fra 1598) berettes det nemlig efter Dr. Achilles Gasser, «dass anno 1354 Büchsen im Brauch gewesen sind an der See bey Danmark: und soli ihr erster Meister seyn gewesen ein Alchymist und Müncb mit Nahmen Berthold Schwartz» Denne ubeviste Paastand, der ikke findes i første Udgave af Ministers Cosmographie fra 1344, undergaar dernæst en Del Omformninger og erholder Tilføjelser, hvis Upaalidelighed Gram paaviser. — Det maa dog bemærkes, at dersom det af Lalanne omtalte Maleri i Musæet degl’ Uffizi virkelig er fra det XV. Aarhundrede, maa der jo have været ældre Kilder til Rygtet orn Schwartz’ Forbindelse med Danmark end den af Gram anførte, der i alt Fald er efter 1544.

Gram mener, at den ovenfor citerede Passus i Miinsters Cosmographie er skødesløst affattet og burde have heddet saaledes: — «dass Büchsen vorher1) im Brauch gewesen sind an der See bey Danmarck, und soli anno 1354 ihr Meister seyn gewesen ein Alchymist o. s. v.» Gram er overbevist om, at Udtalelsen af Gasser skulde have været affattet saaledes, og han anfører gode Grunde herfor; han mener endvidere, at denne Oplysning om »Bøssers» Anvendelse i de danske Farvande stammer derfra, at den lybske Krønikeskriver Crantz beretter om det i Sundet ved Helsingborg i 1362 stedfundne Søslag imellem de Danske og Hansestæderne, at Kong Valdemar Atterdags Søn, Hertug Christoffer, her blev saaret af et Stenskud fra en Bom ­ barde. Da Ordet Bombarde overmaade sjældent findes benyttet som Betegnelse for ældre Krigsmaskiner, men derimod almindeligt om de første Kanoner, har Gasser sluttet, at Kanoner vare benyttede paa den Tid »an der See bey Danmark».

Hvorvidt der virkelig i det nævnte Søslag 1362 har været anvendt Ildskyts, henstaar formentlig endnu uafgjort. Efter hvad der foreligger om Hansestædernes Rustninger til Krigen 1362, mener Reinhardt i Valdemar Atterdag og hans Konge gjerning (Kjøbenhavn. 1880. S. 315), at der ingen Sandsynlighed er derfor, og at Hertug Christoffers Saar derfor maa skyldes et Blidekast. Det anføres imidlertid, at Lybekkerne i 1362 og 1363 havde «Ildskytter» (vurschutten), da der i det liibske Arkiv fra disse Aar findes Lønningskvitteringer, udstedte af vurschutten1). Gram anfører ogsaa, at Raadhuset i Lybek i Aaret 1360 nedbrændte som Følge af en Ildløs, der var opstaaet ved Uforsigtighed af de Folk, «som der i Staden gjorde Krudt til Bombarder«2).

Men lavede Lyhekkerne Krudt i 1360 og havde Ildskytter i 1362, er det ikke usandsynligt, at Krudtet paa samme Tid har været kjendt i Danmark. Dertil havde Valdemar Atterdag alt for meget at bestille med Hansestæderne. Det er imidlertid vanskeligt at tænke sig, at Lybekkerne skulde være i Besiddelse af Skydevaaben uden at bruge dem i Krigen, og ligesaa vanskeligt er det at forstaa, at den ene af to krigsførende Magter skulde have benyttet Skydevaaben i Kampen, uden at dette medførte en kjendelig Overvægt i Krigen og vakte en Opsigt, som Historien med Sikkerhed noterede. Selv blot den moralske Virkning af Knald, Glimt og Røg maatte dog være af nogen Betydning. Men nu var Forholdet jo netop dette, at Hanseaterne ved Helsingborg lede «det største, uerstatteligste og umaadeligste Nederlag og Forlis«, og at de Danske erobrede adskillige af deres Skibe og ødelagde en hel Del. Hvis altsaa Lybekkerne i 1362 anvendte Skydevaaben, er det meget sandsynligt, at de Danske i saa Henseende ikke stode tilbage.

Af ganske særlig Interesse er det for os, at Gram har fundet og i den før cilerede Afhandling gjengiver et originalt Dokument af 25. Juni 1372, ifølge hvilket Aktstykke Krudtet paa den Tid var vel bekjendt her i Landet og anvendtes til Krigsvaaben. Det nævnte Dokument handler om , at en vis Nikolaus van Rüne maatte bøde med Livet, fordi han paa en Kærre vilde føre to Fjerdinger Bøssekrudt fra Ribe til Høvedsmanden paa Slottet Gram, uagtet Lensmanden paa Riberhus, Erland Kalf, havde forbudt Ribe Borgere at yde hans Fjender paa Gram Understøttelse. — Rigtignok siges det i Brevet, der er skrevet paa Latin, at det var to Fade med «sulfure, dicto Svvauel & Salpeter dicta Byss-Krwd»; men Udtrykket Bøssekrudt tilsteder dog næppe Tvivl om, at der er Tale om virkeligt Krudt.

Naar Krudtet altsaa i 1372 var saa almindeligt, at Høvedsmanden paa Gram kunde bestille og lade hente deraf i Ribe, naar han havde Trang dertil, maa det efter Forholdenes naturlige Udvikling allerede adskillige Aar forud have været i Brug her i Landet. For Fuldstændigheds Skyld skal endnu anføres, at der i Danske Magasin, 5. Række, l.Bind (1887— 89) S. 264— 276 er meddelt en ny Variation af Sagnet om Anvendelsen af «Büchsen» i Aaret 1354 her i Landet. Der meddeles nemlig her et Brudstykke af en Beskrivelse af en Rejse, som «ein fahrende Schüler» ved Navn Michael Franck i Aaret 1590 foretog til Danmark. Franck var en Ungersvend, født 1569 ved Frankfurt an der Oder, som væsentligst af Lyst til Eventyr og uden nogen videnskabelig Ballast rejste viden om, idet han tiggede, underviste, sultede og «fægtede» sig frem. Under Beskrivelsen af sit Besøg i Kjøbenhavn bemærker han ved Omtalen af Slotsholmen og Tøjhuset: «Es meldet ein gelehrter Mann mit nahmen D. Achilles, dass an dieser orte bey der See in Dannemark die ersten büchsen sind gewesen und gesehen worden, Ao. 1354, und soll ihr erster meister und erfinder ein Alchymist und monch gewesen seyn mit nahmen Berthoit Schwarz». Disse Ord ere et Citat af Sebastian Munsters Cosmographie, tilføjer Brevets Meddeler, Professor Troels Lund; men Michael Franck har forandret Seb. Miinsters Ord: «an der See bey Dånemarck», til: «an dieser orte bey der See in Dannemark«. Naar Professoren tilføjer: «og saaledes stedfæstet den første Anvendelse af Bøsser Aar 1354 til Slotsholmen i Kjøbenhavn»,— saa maa det dog bemærkes, at med Francks Forudsætninger, der tydeligt fremgaa af del meddelte Brevs Indhold, synes denne Stedfæstelse ikke at have nogen videre Betydning.

Angaaende Krudtets Navn siger Max Jahns , at medens man i alle andre Sprog betegnede Krudtet ved del latinske Ord pulvis (Pulver, Støv), udviklede sig i den plattydske Mundart Betegnelsen Kraut (kmt, kruvt, krijt), der baade betyder Lægemiddel og Tryllemiddel. I sin Bog » Jylland, Studier og Skildringer til Danmarks Geografi» (Kjøbenhavn. 1886. S. 310) giver Professor Ed. Erslev den Oplysning, at Peber, om end igjennem en Omvej, i Dansk, Svensk, Plattvdsk og Hollandsk, har givet Krudtet Navn. Det danske Urt og det svenske Urt eller Ort er lig gammeltydsk Clirud eller Clvrut, plattvdsk Kruud, nvhøjtydsk Kraut, fremdeles lig gammelengelsk wyrt, nyengelsk ivo rt, gammelhøjtydsk wiirz, hvoraf nyhojtydsk Gewiirz for Krydderi. 1 Piattydsk betyder Kruud og i Hollandsk Krujd foruden Urt ogsda Krydderi og Krudt, og i ældre Dansk havde man Ordet Krud, i Flertal Krvder (jfr. højtydsk Krauter) lig Urt, fremdeles Kryde eller Kryder lig Krydderi. I de os nærmeste Sprog høre Ordene Urt, Krud og Krydderi altsaa nøje sammen; men ved Krydderi forstod man i lange Tider ene og alene Peber. Hele Middelalderen igjennem satte man nemlig overordentlig Pris paa dette Krydderi, og det var ved Handelen dermed, at Alexandria og Venezia fik deres store Rigdomme. Peberet var meget dyrt; i 1353 kostede saaledes 1 Pund deraf 100 Kr. Paa den Tid, da Krudtet først fremtraadte i Europa, og længe efter spillede Peber altsaa en betydelig R olle1), og det paastaas derfor, at det kornede Krudts Lighed med Peberkorn har bevirket, at man har overført Peberets Navn paa Krudtet. Hertil maa imidlertid bemærkes, at Krudtet til langt ind i det 15. Aarhundrede brugtes i Pulverform; men at dømme efter det af Gram fremdragne Dokument af 25. Juni 1372 brugtes jo Navnet «Byss-Krwd» paa dette Tidspunkt. Er det Peberets Navn, man har overført paa Krudtet, maa Aarsagen hertil altsaa være at søge i andre Omstændigheder end ydre Lighed imellem Peberkorn og Krudtet. — Sikkert er det, at Krudtet igjennem lang Tid stedse kaldtes Bøsse-Krudt, jævnfør Orme-Krudt, R o tte -K ru d t, Kyse-Krudt. «Alen at vi Danske», siger Gram, «have siden appropieret Krud, allene til pulverem tormentarium, og ikke sige Ordet heelt ud, som i gamle Dage, Bysse-K rud , er efter vores Landsmænds sædvanlige Viis, i at kappe Ordene af, for at skaane deres Mund og Veyr».