Log ind

Kronborg

#

Fæstningen på pynten ved Helsingør ændrede ganske karakter, da Frederik II med året 1585 erstattede Krogen med Kronborg. Erik af Pommerens bygning havde helt igennem fæstningens karakter, typisk for middelalderlige anlæg på hans tid, Frederik II rejste et slot i forbindelse med fæstningen, men han svækkede derved denne på en følelig måde. Ingen dødelig vil gå i rette med Frederik II for hans prægtige slot, hverken hvad dets bygning eller dets beliggenhed angår, men Kronborg slot, som enhver dansk elsker, kunde have fået en meget ublid skæbne, om Kronborg fæstning på sin udsatte post i højere grad end tilfældet blev var blevet inddraget i hårde krigsbegivenheder, hvad den dog oprindeligt var beregnet på. Denne dualisme i anlægget kom også på anden vis til at spille en afgørende rolle for Kronborgs historie gennem tiderne, thi dens anvendelse som slot blev af yderst kort varighed, ja som kongebolig overlevede den næppe Christian IV’s tid. I de følgende hundrede år opretholdtes vel en række kongelige værelser på slottet, men de benyttedes kun sjældent, og derefter blev det i 1700’emes slutning gamisonssted for de regimenter, som hidtil havde ligget i Helsingør by. Vor egen tid har underkendt dets betydning både som fæstning og som kaserne og har fremdraget dets karakter som slot, ganske vist et museums-slot uden indre liv, som ikke kan skabes af en nok så stor mængde tilfældige besøgende, men under de bedste betingelser for at bevare den perle af bygningskunst, som de sandstens-ornamenterede røde mure og skønne irgrønne tårne er.

Så sandt som det smukke slot altid har tiltrukket sig hele folkets opmærksomhed og spillet en betydelig rolle i vor malerkunst, er det mærkeligt at se, hvor ringe en stilling Kronborg har i vor bygningshistoriske og topografiske litteratur. Siden kaptajn M. C. v. Arnholtz’ lille arbejde om Kronborg udkom i 1836, ubetydeligt både af format og indhold, har praktisk talt ingen forsøgt at give en samlet fremstilling af fæstning-slottet historie. Fra tid til anden er fremkommet bidrag, der navnlig har forsøgt at belyse bygningens historie, og hvoraf de fleste — fra slutningen af forrige århundrede — stammer fra F. R. Friis’ hånd. Derefter bliver der stille om Kronborg indtil Helsingørs jubilæum år 1926, da Fr. Weilbach som særtryk af „Helsingør i Sundtoldstiden“ udsendte et nogleogfirs sider stort, smukt illustreret arbejde om slottet, hvori dog fæstningen kun fandt en ringe plads og garnisonen slet ingen. Arbejdet blev særlig bemærkelsesværdigt ved Weilbachs forsøg på at skyde et mellemled ind mellem Krogen og Kronborg, „det yngre Krogen“, en fejlagtig teori, som Francis Beckett havde let ved at tilbagevise (i Aarbogen for nordisk Oldkyndighed og Historie 1930), og som de seneste undersøgelser af bygningerne helt har afkræftet. Aarsagen til fejltagelsen, Hans von Dieskaus projekt af 1558 til en bastion på fæstningens sydvestre hjørne, har imidlertid stor fæstningshistorisk værdi. Det viser, at de middelalderlige anlæg med bygninger støttet op til en (her firkantet) ringmur ikke mere kunde hamle op med den udvikling, artilleriet havde taget. I januar 1536 måtte Krogen overgive sig til Christian III efter at være blevet beskudt med 12 kanoner, en beskydning som indbragte „bøssemesteren“ en belønning på 132 gylden. Slottets egen bestykning, som kendes fra et inventar, der optoges kort efter, var heller ikke strålende: 6 stenbøsser, 5 dobbelte skerpentiner og 18 enkelte samt et par jernfalkonetter, alle ældre pjeser til bagladning med kamre. Belejrernes 12 kanoner, som mester Jacob betjente så godt, har sikkert været mere moderne forladekanoner, hvis virkning på murværket bragte fæstningen til overgivelse. Murværk var ikke mere i kurs. Der måtte skydes jordværker frem foran, og i Italien havde man i århundredets begyndelse frembragt de første spirer til det bastionære grundrids, hvis udviklede form Carlo Theti offentliggjorde i 1589 i „Discosi della fortificationi“.

Sandsynligvis bragte Hans von Dieskau dette system til Danmark, thi havde man haft andet kendskab dertil, havde Mogens Gyldenstjerne ikke haft nødig skriftligt at udbede sig yderligere underretning om en bastions udseende, efter at Dieskau atter havde forladt Danmark. Den eller de bastioner, Dieskau havde projekteret til Kronborg, var lagt umiddelbart ind til ringmurens hjørner, men om fæstningen — efter Dieskaus mening — derved vilde være blevet „et uvindeligt hus“ er vist tvivlsomt, og om hans projekt overhovedet fulgtes er umuligt at afgøre. Men retningslinien var angivet. Da rygtet om at Peder Oxe i 1560 påtænkte et togt mod Danmark, nåede kongen, meddelte denne Mogens Gyldenstjeme, at han selv vilde tage op til Kronborg og påbegynde en skanse til at sætte det grove skyts i, „da det ikke kan bruges inden for muren“. Og han bestemte samtidig, at den store „slange“ kaldet Mads skulde føres op til denne nye skanse. Her har vi brydningen mellem gammelt og nyt i dansk befæstningskunst. Alligevel skulde der gå flere menneskealdre, inden den italienske befæstningsart i Vaubans udformning skulde blive anvendt på Kronborg. Efter opførelsen af Frederik II’s slot, lagdes der temmelig snævert omkring dette et kraftigt værk med fire kurtiner af forskellig længde og med bastioner på hjørnerne. I dette byggedes kassematter, og det hele omgaves med en grav, hvortil vandet lededes ind fra Sundet ved det sydøstlige hjørne, men i denne skikkelse løb tiden fra Kronborg som fæstning. Da svenskerne i 1658 angreb den, var den forældet. I største hast søgte man at opføre nogle af de udenværker, som man hidtil havde forsømt at give fæstningen. Kun et kronværk i nordvest var i orden, da Wrangel 15’ august stod for døren. Tilmed havde man, desværre til fjendens bekvemmelighed under belejringen, opført en mur om Helsingør. Under disse omstændigheder må det siges, at slottets bygninger led forbløffende lidt ved belejringen. Knap havde fæstningen kapituleret, før svenskerne begyndte på at opføre de udenværker, vi havde undladt at give fæstningen efter de nyeste befæstningsprincipper. Disse anlæg sløjfedes vel senere, da vi atter overtog slottet, men hvad der derefter opførtes var ganske efter de samme principper. Med udgangspunkt i kronværket udformedes i de følgende årtier hele det indviklede system, som kom til at omgive den indre fæstning med kurtiner, bastioner, grave, halvmåner, enveloppe og glacis. Søsiden var vedblivende det svage punkt og fordrede stadig store bekostninger på grund af vandets brydninger mod dæmninger og andet værn. 1700’ernes fæstning Kronborg var så stærk, som man kunde ønske det. Så løb tiden atter på forskellig vis fra den. Nu er Kronborg hverken fæstning eller slot, men vi ejer den stadig som en af landets prægtigste bygninger. De senere års restaureringer har bragt en mængde nye oplysninger frem til Krogens historie. Allerede i marts 1932 kunde museumsinspektør Klem (i „Tilskueren“) opgøre resultatet i dets hovedpunkter, og i „Fra Frederiksborg Amt“ for 1934 har Frederik Weilbach uddybet dette i forbindelse med en oversigt over ældre og nyere bidrag til bygningshistorien samt en beretning om den udstyrelse, man har givet sale og rum med den nuværende benyttelse for øje cg med hensyntagen til, hvorledes de tidligere har set ud. I diskussionen for år tilbage om Kronborgs evakuering for militæret brugte tilhængerne af denne ikke altid de fineste våben. Et særlig hyppigt anvendt var påstanden om militærets ødelæggelse af bygningen. Fra dette tager Weilbach absolut afstand. Militærets udskregne barbari mod de bygninger, „det havde bemægtiget sig“, var næsten blevet en fabel i folket. Man glemte, at statsmagten — hvad enten det var den enevældige konge eller den af folket selv valgte repræsentation på tinge — overdrog militæret kongelige slotte, Kronborg og Frederiksberg slot, for at spare penge til nybygninger, overdrog dem til et bestemt brug, og at militæret var nødt til at indrette dem til dette formål. For Kronborgs vedkommende må det ikke glemmes, at den på langs spaltede riddersal allerede på Christian IV’s tid anvendtes til kornloft, og at der fra 1700’erne er en mængde beviser for, hvor slet vedligeholdt og ødelagt den — som forøvrigt den øvrige del af slottet, der ikke sorterede under militæret — var. De store pengemidler, det nu er ofret på Kronborgs restaurering vilde retfærdiggøre evakueringen, selv om ikke andre momenter (en ny hær- og garnisonsordning) havde spillet ind. Samtidig er det lykkedes militæretaten at fremskaffe penge til Frederiksberg slots restaurering under kaptajn Niels Maares dygtige ledelse. Vor tid har sonet, hvad en tidligere tidsånd — og ikke en specifik militær ånd — havde forbrudt. Under de nye tingenes tilstand var man dog nær ved at glemme, at Kronborg først og fremmest havde været fæstning. Nogle tilfældigt indsamlede fæstningsplaner i Handels- og Søfartsmuseets lokaler opvejede ikke et berettiget krav om at få uddybet baggrunden for fæstningens virksomhed og historie. Som sidste rest af fæstningen virker flagbatteriet endnu med sine salutkanoner, men yderligere har indenrigsministeriet overladt militæretaten en lille række værelser i nordfløjens underste stokværk til indrettelse af nogle mindelokaler for den tidligere fæstning og det liv, der har rørt sig i den. I 1926 nedsatte krigsministeriet en kommission, bestående af den til enhver tid siddende garnisonskommandant samt oberst Quist og undertegnede til at udforme disse mindestuer. Med understøttelse af private Institutioner, Tøjmuseet og Indenrigsministeriet er det nu lykkedes at komme så vidt, at man forhåbentlig snart kan åbne det lille museum, som tænkes henlagt under Tøjhusmuseet. Der mangler dog meget endnu, og een ting bør der lægges vægt på inden alt for lang tid, nemlig efter kaptajn Joh. Støckels af oberst Quist tilsluttede plan at placere flagbatteriets temmelig store bestand af gamle kanoner rundt om på voldene i gamle affutager. Er Kronborg som helhed blevet et museum, bør fæstningsværkerne også drages med ind i museumstanken. Denne kanonplacering vil give bastionerne mere liv, så meget som en museumsmæssig anordning kan gøre det.

Otto Smith.