Log ind

Kristendom og Forsvar

#

Mange af vore indkaldte værnepligtige kommer fra kristne Hjem. Nogle er positivt indstillede overfor et Forsvar, men ogsaa mange er stærkt negative. De, der allerede har taget et Standpunkt og mener, at Krigstjeneste er uforenelig med deres Samvittighed, indkaldes ikke til Hæren. Men mange har endnu ikke taget endelig Stilling til Spørgsmaalet, men kommer til Hæren med en hel Del løsrevne Skriftsteder i Erindringen, saa som: »Du maa ikke slaa ihjel« o. 1. De gaar i Anfægtelse, og hvis vi kan hjælpe dem, bør vi gøre det. Der er skrevet og talt i Uendelighed mod Forsvaret ud fra Bibelen, men det er meget lidt, der er skrevet ud fra Bibelen for Forsvaret. Bl. a. vi i Hæren maa danne Modvægt herimod overfor vort Mandskab.

Hæren kan ikke være tjent med at have Folk i sine Rækker, som gaar i Anfægtelse, eller som under deres Militærtjeneste har arbejdet sig frem til den Overbevisning, at de er blevet Haandlangere til Djævelens Gerning og Væsen. Disse Mennesker kan vi vel lære Lydighed, men vi kan ikke lære dem Disciplin. Vore Forsøg paa at give dem Kampmoral er spildte, og hvis de af hellig Iver søger at indvirke paa deres Kammerater, kan hele Kompagniets Kampmoral tage Skade, da Kompagniet maa være en samlet Blok af Kraft og Vilje. Vi maa hjælpe disse Mennesker til at faa Afklaring — enten positiv eller negativ. Gaar de til den positive Side, er Sagen i Orden. Mener de, at de for Samvittighedens Skyld maa følge den negative Vej, saa maa de hurtigst fjernes fra Kompagniet.

Da mange Kompagnichefer ikke føler sig i Stand til at kunne behandle dette Spørgsmaal paa rette Maade overfor Kompagniet eller overfor den enkelte Mand, kunde denne Artikel maaske være disse Chefer til en Smule Hjælp og Vejledning. Den kunde maaske ogsaa anvendes af en Studiekreds.

Emnet er her behandlet paa samme Maade, som jeg anvender overfor Mandskabet. Under .min Behandling af Spørgs- maalet har jeg udelukkende holdt mig til det nye Testamente.

Bibelen er en mærkelig Bog. Den er næsten 2000 Aar gammel, og alligevel bliver man aldrig færdig med at diskutere den. Hvor stor en Procentdel af de nye Bøger, der udkommer i Danmark, der er kristelig Litteratur, kan jeg ikke sige, men det er en ikke uvæsentlig Del. Hvilken anden Bog kunde man saadan blive ved at skrive og tale om? Ingen! Saa er det forøvrigt ligegyldigt, om man er troende eller ikke. Mange ikke troende finder stor Glæde og Interesse i at læse Bibelen.

De, der anser Vaabenbrug og Forsvar for at stride mod Kristendommen, fremfører som oftest følgende:

Det 5. Bud: „Du maa ikke slaa ihjel."

Matth. 26/52: Da siger Jesus til ham: „Stik dit Sværd igen paa dets Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulde omkomme ved Sværd."" Lucas 10/27: hvori der staar, at man skal elske sin Næste som sig selv.

Matth. 5/39 : „Men jeg siger eder, at I maa ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, da vend ham ogsaa den anden til!"

Matth. 6/44: „Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænker eder og forfølger eder."

Lukas 6/31: „Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, lige- saa skulle ogsaa I gøre imod dem!"

Det er for Størstedelen Ord, som er udtalt af Jesus selv, og dem kommer man ikke uden om.

Men Spørgsmaalet er, om alt skal tages bogstaveligt. Ungdommen er mod Kompromisser, Ungdommen er absolut i Kærlighed og Had. Helten skal være helt hvid, Skurken helt sort. Mellemtoner forvirrer blot. Det er ogsaa nemmere at gaa til, naar alt tages bogstaveligt. Ungdommen vil helst ikke gruble for meget. Den vil have Sagen klar og ren og fuldt oplyst. Men er det netop ikke Testamentets Styrke, at man tvinges til at tænke, og at man kun finder selve Sandhedens Kærne ved Tænkning, Fordybelse og Bøn?

At Skriften ikke altid maa tages bogstaveligt, men at en Udlægning er nødvendig, er nedennævnte Skriftsteder Eksempler paa:

Matth. 6/25—26: „Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de?"

Matt. 6/28—34: „Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke mere klæde eder, I lidettroende? Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage."

Skal det tages bogstaveligt, maa det betyde, at da Fuglene ikke saar og ikke høster, skal vi heller ikke gøre det, da vi er meget mere værd for Gud end de. Og da Gud klæder Lillierne og Græsset paa Marken, skulde vi heller ikke tænke paa vor Paaklædning, men overlade alt i Guds Haand. Skulde dette tages bogstaveligt, blev ingen Marker tilsaaet eller høstet, og alt Arbejde vilde gaa i Staa, og kristne Mennesker vilde uddø paa Grund af Sult og Kulde.

Markus 9/43—45—47: „Og dersom din Haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa som Krøbling ind til Livet end at

have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild----------

Og dersom din Fod forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet

i Helvede,------— Og dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud;

det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede."

Skulde det tages bogstaveligt, vilde de kristne uddø. Alle har vi syndet groft — baade med Øje, Tunge, Haand og Fod. Alle maatte vi udrive vor Tunge, vore Øjne og afhugge vore Fødder og vore Hænder, og alle vilde vi derefter uddø. Det 4. Bud: „Ær din Fader og din Moder."

Lukas 14/26: „Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel."

Matth. 8/21—22: „Men en anden af Disciplene sagde til ham: „Herre! tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader." Men Jesus siger til ham: „Følg mig* og lad de døde begrave deres døde!""

Dette synes ved første Øjekast ikke at rime. Man skal ære sin Fader og Moder, men man kan ikke blive Jesus Discipel uden at hade sin Fader og Moder. At begrave sin Fader, synes os at være den sidste Ærbødighed, man kan vise. Jeg skal ikke forsøge at udlægge dette, men det er her tydeligt, at man ikke kommer uden om at tænke, og at ikke alle tre Skriftsteder kan tages efter deres Ordlyd, men at der ligger en dybere Mening bag.

Matth. 5/37: „Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde."

Jesus, der er det eneste Menneske, der har været fri for Synd, sagde jo mere end ja og nej. Hans Disciple ligeledes.

Og saaledes kunde man blive ved med tilsyneladende modsigende Skriftsteder. Men jeg har blot trukket disse frem for at vise, at de værnepligtige — i deres Ungdoms Iver — og alle vi andre ikke maa glemme at søge til Bunds efter den dybeste Mening og ikke maa lade os nøje med løsrevne Skriftsteder. Kun ærlig Higen og Søgen i Tro kan føre os til Vejs Ende.

Matth. 7/7: „Beder, saa skal eder gives; søger, saa skulde I finde;------"

Det, mange kristne er bange for som Soldater, er, at de skal komme til at slaa ihjel, som de anser for den største Synd. Men at slaa ihjel er ikke den største Synd!

Matth. 22/36—40: „Mester, hvilket er det store Bud i Loven?" Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. Dette er det store og første Bud. Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne." Matth. 12/31—32: Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Aanden skal ikke forlades. Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som taler imod den Helligaand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.

Heraf fremgaar, at af de ti Bud er Kærligheden til Gud og til Næsten det vigtigste. Først derefter kommer Budene om ikke at slaa ihjel, stjæle, begaa Hor. Al Synd kan tilgives, blot ikke Synd mod Helligaanden. Dette være ikke sagt for at forsvare Mord, men for at sætte denne Synd paa sin rette Plads.

Paulus Brev til Romerne 13/1—4: „Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, saa at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstaar Guds Ordning; men de, som modstaa, skulle faa deres Dom. Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, saa gør det gode, og du skal faa Ros af den. Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde."

Naar Øvrigheden er af Gud, saa er Domsmyndigheden af Gud, Loven er af Gud, Politiet er af Gud, Hæren er af Gud, og Bødlen er af Gud — indsat til Beskyttelse af det gode, og en Hævner til Straf for det onde, og Sværdet bærer Myndigheden ikke forgæves, hvad enten det bæres af Politiet, af Soldaten eller af Bødlen. Tjener De Hæren, tjener De den Myndighed, der er Guds Tjener, og De tjener selv hermed Gud. At tjene Hæren er at tjene Gud.

Lukas 6/37: „Og dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes;"

Skulde dette forstaas efter Bogstaven, skulde der ikke kunne afsiges nogen Dom eller afholdes nogen Rettergang. Men det maa forstaas saaledes, at Ordene: »dømmer ikke« er henvendt til den enkelte, og det at dømme maa overlades til Gud og til den af Gud indsatte Øvrighed: Dommeren.

Saaledes ogsaa det 5. Bud: »Du maa ikke slaa ihjel«. Det maa henvende sig til den enkelte. Det at tage et andet Menneskes Liv er forbeholdt Gud eller den af Gud indsatte Øvrighed. Naar Dommeren dømmer en Mand efter Loven til Døden, og Bødlen eksekverer Dødsdommen, saa er disse (Dommeren og Bødlen) Guds Tjenere. Naar Øvrigheden befaler Soldaten til — med Vaaben i Haand — at nedslaa Oprør eller nedkæmpe udenlandske Voldsmænd, saa er han Øvrighedens Tjener — han er i Guds Tjeneste, og han maa udføre sin tunge Pligt, og Kirken kan kun nedbede.Guds Velsignelse over Soldaten og over hans Gerning. Naar det kommer saa vidt, at to Nationer bekriger hinanden, saa føler de sig ofte begge som Guds Redskab, og begge Parters Gejstlighed nedbeder Guds Velsignelse over hver sin Hær.

Den ikke troende siger: Sludder og Vrøvl. Men den troende maa tage Sagen, som den er. Lukas 14/35: »----------Den

som har Øren at høre med, han høre!« Med andre Ord: For- staa det, hvem der kan. Det kan være mange uforstaaeligt. Men det er ikke Testamentets Skyld. Vi maa læse, granske, tro og bede. Saa først er der Mulighed for, at vi kan faa den rette Forstaaelse.

Naar saaledes Soldaten gør sin Pligt, saa har han intet at frygte — selv om denne Pligt paalægger ham at slaa andre Mennesker ihjel.

Jesus og hans Apostle fordømmer heller ikke Krigstjeneste, skønt der ofte maa haye været Lejlighed dertil. Vi husker maaske Beskrivelsen, hvor Jesus helbreder den syge ved Bethesda Dam. Efter at Manden er helbredt beretter Johans. 5/14: „Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: „Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!""

Vi husker Synderinden, der føres frem for Jesus. Han vil ikke dømme hende, men siger

Johans 8/11: „— — — Heller ikke jeg fordømmer dig; gaa bort og synd ikke mere!"

Jesus møder mange Soldater paa sin Vej, men han taler aldrig mod deres Haandtering. Hvad var mere naturligt, end at Jesus, som han sagde til Synderinden: »Synd ikke mere«, havde sagt til Soldaterne f. Eks.: »Nedlæg Vaabnene, I er paa Syndens Vej.« Men det kan ikke være Jesus Mening. Hverken han eller hans Apostle siger saadant.

Vi husker Høvedsmanden fra Kapernaum. Jesus siger ikke noget om, at han driver et syndigt Haandværk:

Matth. 8/13: „Og Jesus sagde til Høvedsmanden: „Gaa bort, dig ske, som du troede!""

Under sin Anholdelse, Fængsling og Henrettelse er Jesus i Forbindelse med mange forskellige Soldater, men han udtaler sig ikke mod deres Beskæftigelse.

Til Johannes Døberen kom der ogsaa Soldater.

Lukas 3/14: „Men ogsaa Krigsfolk spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi gøre?" Og han sagde til dem: „Øver ikke Vold mod nogen, bruger ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders Sold!""

Den Vold, der her er omtalt, kan ikke være den Vold, deres Tjeneste fører med sig. Vilde de undlade at gøre deres Pligt, kunde de ikke fortsat hæve deres Løn. Den Vold, der her er omtalt, maa være Vold ved f. Eks. Plyndring og private Berigelsestogter.

Men ogsaa Herrens Apostle var bevæbnede. Jesus siger til dem:

Lukas 22/36: „Men nu den, som har en Pung, tage den med, ligesaa ogsaa en Taske; og den som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!"

Og naar Jesus bruger følgende Lignelse, saa synes den os indlysende rigtig:

Lukas 11/21—22: „Naar den stærke bevæbnet vogter sin Gaard, bliver det, han ejer, i Fred. Men naar en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte."

Matth. 22/21: „----------Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud,

hvad Guds er!"

Matth. 5/17: „Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne--------------"

Det betyder, at vi skal følge Regeringen og Loven, og som allerede anført findes der intet i Bibelen, der taler mod, at man udfører Samfundstjeneste i Hæren.

Hermed mener jeg at have gjort Rede for Spørgsmaalet om at slaa ihjel i Forbindelse med Militærtjenesten og for Spørgsmaalet om at bære Vaaben.

Vi kan derefter gaa over til det andet Spørgsmaal:

— om at elske sin Næste

— om ikke at sætte sig mod det onde, men vende den anden Kind til

— om at elske sine Fjender, velsigne dem, der forbander en, gøre dem godt, som hader en, bede for dem, der forfølger en.

De fleste mener, at de kristne bør være Kærlighedens og Forsagthedens Disciple. Kærlighedens Disciple bør de være, men at de kristne skulde være forsagte, mener jeg, er en Mis- forstaaelse. Lad os se paa Jesus og hans Disciple. Var de forsagte ?

Matth. 23/33: (Jesus taler her til Farisæerne) „I Slanger! I Øgleunger!

hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?"

Markus 9/19: (Jesus taler til Mængden) „Men han svarede dem og sagde: „O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder?------„„

Lukas 3/7: (Johannes Døberen) „Han sagde altsaa til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede?"

Dette tyder ikke paa stor Forsagthed. Hvad vilde man i Dag sige til den Præst, der tiltalte sin Menighed med: I Øgleunger !

Matth. 14/22: (Efter at Jesus har bespist 5000 Mand i Ørkenen) „Og straks nødte han sine Disciple til at gaa om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side,----------"

Jeg har ladet mig fortælle, at »nødte« er en noget spagfærdig Oversættelse, og at der rettere burde have staaet »tvang«. Tvang Jesus sine Disciple, maa han have talt haardt til dem.

Vi maa ikke sætte os op mod det onde.

Johans. 10/39: (Da Jøderne vilde stene Jesus) „De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand."

Jesus maa her være flygtet for ikke at blive grebet og dræbt og sætter sig altsaa imod det onde.

Markus 1/22: (Jesus lærte i Synagogen) „og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge."

De skriftkloge har sandsynligvis talt med Salvelse, men Jesus talte med Myndighed — altsaa med Kraft og Overbevisning.

Johans. 2/13—15: „Og Jødernes Paaske var nær, og Jesus drog op ti\ Jerusalem. Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og Faar og Duer, og Vekselererne. Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, baade Faarene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Smaapenge og væltede Bordene."

Dette tyder ikke paa Forsagthed hos Jesus. Han lavede sig en Pisk og piskede dem alle ud, han spredte deres Penge for alle Vinde og væltede deres Borde. Jeg ser her et Udbrud af retfærdig Harme. Jesus sætter sig mod det onde, og griber til Vold mod sine Fjender, mod de Fjender, der forbander ham og hader ham og forfølger ham og tilsidst dræber ham — ikke for sin egen Skyld, men for Menneskehedens Frelses Skyld.

Jeg mener, at Skriftens Bud om at elske sine Fjender, velsigne dem, der forbander en, gøre godt mod dem, der hader en, og beder for dem, der forfølger en og ikke at modsætte sig det onde o. s. v. gælder for den enkelte. Det er Skriftens Bud for Fremfærd mod de Fjender, der kun skader en selv. Men hvis Fjendens Virksomhed vil skade andre — altsaa ens Næste, skal man saa ikke af Næstekærlighed sætte sig mod det onde? Der var en finsk Præst, som ikke helt var klar over sin Mening om dette Spørgsmaal. Men da han saa Fjendens Flyvere paa Vej over Himlen for at bombe Hjemlandets Byer, stod Sagen ham med et fuldstændig klar. Hvis han ikke med sit Luftværnsbatteri kunde skyde disse fjendtlige Flyvemaskiner ned, vilde Hundrede af Mennesker bliver Ofre for Fjendens Bomber. Denne Mand kan rolig nedbede Herrens Velsignelse over hver af de afskudte Granater, for hvis de træffer deres Maal, vil ganske vist Fjenden blive dræbt, men mangfoldige af egne Landsmænd vil blive frelst for Død, Nød, Sorg, Savn og Lidelser. Saaledes ser jeg paa Sagen. Hvis ikke jeg gør, hvad jeg kan for at standse Fjenden, svigter jeg Kærlighedens Budskab overfor Næsten. Som før nævnt er dette Bud sammen med Budet om at elske Gud det vigtigste. Det er hele Kristendommens Grundvold. Først i anden Række kommer saa Budene om ikke at slaa ihjel, ikke at stjæle, ikke at lyve o. s. v. Derfor kunde kristne Mennesker i Gestapos Vold med god Samvittighed lyve saa meget, det var muligt, hvis de herved kunde dække andre og frelse dem fra Fængsling, Tortur og Død. Skulde jeg som Soldat blive nødt til at slaa et stort Antal Fjender til døde, da er det en tung Pligt — men det er en Pligt, som maa udføres, hvis man ikke vil være Haandlanger for al den Ulykke, den fjendtlige Besættelse kan lede over vort Folk. Af Hensyn til Næsten kastede ogsaa langt de fleste af Danmarks Præster sig ud i Frihedskampen. Besættelsen førte Ulykker over Næsten, og de greb til Pennen eller Sværdet, alt efter Evner og Anlæg.

Retten er ogsaa en væsentlig Faktor. Jesus siger selv: Lukas 11/42: „Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Haande Urter og forbigaa Retten og Kærligheden til Gud; — —"

Forbigaar man Retten og Kærligheden til Gud, betyder alt andet intet.

Jamen, vil nogen maaske sige, er da ikke ogsaa Fjenden min Næste? Hvad siger Jesus? Han fortæller Lignelsen om den barmhjertige Samaritan.

Lukas 10/29—37: „Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: „Hvem er da min Næste?" Men Jesus svarede og sagde: Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han saa ham, gik han forbi. Ligesaa ogsaa en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og saa ham og gik forbi. Men en Samaritan, som var paa Rejse, kom til ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt. Og han gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igen. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere?" Men han sagde: „Han, som øvede Barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, og gør du ligsaa!""

Hvem var Mandens Næste? Ikke Røverne, ikke Præsten, ikke Levitten, men den fremmede fra Samaria, for han øvede Barmhjertighed mod ham. Naar Røvere banker paa vor Dør, er disse ikke vor Næste.

Derfor mener jeg at staa paa Kristendommens Grund som Soldat. Derfor kan en dansk Soldat — der ved, at han aldrig vil blive tvunget til at træde andre Nationer for nær — føle sig som Guds Stridsmand.

Matth. 10/28: „Og frygter ikke for dem, som slaa Legemet ihjel, men ikke kunne slaa Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede."

Lægger Soldaten sin Sjæl og Skæbne i Guds Haand, kan han med rolig Samvittighed med Fortrøstning møde Fjenden — saa meget mere som Jesus siger:

Johans. 15/13: „Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner."

Men vil da Kristendommen ikke bringe Fred paa Jord? Jo! Fred i Sindet og Fred med Gud. Men et kristent Menneske kan aldrig faa »Fred« for enhver Pris og med ethvert Menneske. Men desværre er det ofte det, Mennesker almindeligvis forstaar ved »Fred«.

Matth. 10/34: „Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd."

Hermed mener jeg ogsaa at have gjort Rede for, at Næstekærlighed og Krigstjeneste ikke er uforenelige, men at de kan være to Alen af eet Stykke.

Til Slut skal jeg blot citere nogle kendte Præster:

Luther:
Overfor Gud skal man være lille, spag og myg, og for at vinde Gud paa Forhaand ved et ydmygt Sind, skal man give sin Sag i hans Vold, at han ikke lader det gaa efter vor Ret, men efter sin Godhed og Naade. Overfor Mennesker skal man være kæk, frimodig og djærv, naar man tror, de har Uret, og slaa til dem af et godt Hjerte.

Pastor C. Bartholdy, Formand for Indremissionen i Danmark:
Hvad med Krigen? At blive Soldat, at lære at slaa ihjel, er det ikke imod det 5. Bud? Hvorfor har Kirken og alle troende Kristne ikke helt anderledes protesteret mod det Vanvid, der hedder Krig? Det kommer af, at Luther har Ret, naar han i den store Katekismus (svarende til den berømte lille Katekismus har han nemlig ogsaa en stor Katekismus, beregnet for Præster og studerende, medens den lille er beregnet for Børn) straks ved Omtalen af det 5. Bud siger, at der er to, som ikke er undergivet det Bud, og det er Gud selv samt Øvrigheden. Gud er ophøjet over Budet. Han giver Liv, og han tager Liv, som han synes. Denne Magt til at tage Liv har han ogsaa givet Øvrigheden. Øvrigheden er af Gud, den har Lov at gøre et Menneske Skade og Fortræd paa hans Legeme, spærre ham inde, slaa ham, dræbe ham. At være Bøddel er lige saa hæderlig en Bestilling som at være Skomager eller Gartner. Politiet bærer ikke Revolver for ingenting. Følgelig er ogsaa Soldatens Bestilling lovlig. Saa længe han ikke slaar for egen Fordels eller Fornøjelses Skyld, men gør det paa Øvrighedens Kommando, saa er han selv Øvrighedsperson og har det Sværd, som Gud har betroet ham. Og saa er han undtaget fra det 5. Bud.

Domprovst Skovgaard-Petersen:
At elske sit Land er ogsaa en berettiget Følelse; jeg har forsøgt at vise det. Men saa er det sandelig ogsaa en pjaltet Fædrelandskærlighed, der ikke udmunder i et Fædrelandsforsvar. Og dog er der mange, der hævder: Vi maa nok elske vort

Land, men ikke forsvare det.------— Har jeg kristelig Ret

til at elske mit Land, saa har jeg ogsaa kristelig Pligt til at forsvare det; og saa er Forsvarssagen ikke blot Ungdommens Sag, men den kristne Ungdoms Sag. Thi hvor Livets Krav sætter Ungdommen Stævne, skal den kristne Ungdom ikke møde sidst. Al den Kærlighed, der ikke udmunder i Værnepligt, er Egenkærlighed og Ord. Elsk eders Land og værn eders Land. Men husk saa ogsaa, at den kristne Ungdoms Værnepligt overfor Landet gaar dybere end til 6 Maaneders Tjeneste i Kongens Tøj. — ----- Saa se da at faa eders Fædreland

kært og kæmp saa for det. Tag jeres Værnepligt op baade i Fred og i Krig — baade overfor Ukrudt og Vold. Men kræv saa ogsaa af det Land, I skal værne, at det byder jer Forsvarsmidler, der duer noget. Sig det, saa det kan høres, at kræver Landet af jer unge, at I med Glæde skal tage Værnepligten op, saa kræver I af Landet, at Landet med Glæde skal bringe de Ofre, som Vaaben og Værge koster.

Sig det — at det største Barbari er ikke Krig mod Fjenden ; det største Barbari er, at et Land af ussel Pranger polititik sender sine egne Sønner halvt bevæbnet ud for at lade dem skyde ned som forsvarsløst Kvæg.

Jeg er vis paa, der er Forsvarsvilje i den danske Ungdom. Men lad ogsaa Forsvarsviljen forme sig til et energisk Forsvarskrav. Det trænges der til; og det vilde være den bedste Indsats, Danmarks Ungdom kunde gøre i Øjeblikkets politiske Situation.