Log ind

Krigsråbet - en sjælelig flugtmekanisme

#

Efterfølgende artikel er forfattet af major O. A. Hedegaard, til daglig leder af Hærens militærhistoriske Arbejder.

"Når der blæses i vædderhorn, og I hører hornets lyd, skal alt folket opløfte et vældigt krigsskrig, så skal byens mur styrte sammen " (Josuabogen, kap. 6, vers 4-5, GI. Testamente)

Krigsråbet har ikke tidligere, hverken detaljeret eller oversigtligt, været behandlet i dansk krigs- og militærhistorie. Det spillede tidligere - måske tilbage til tiden omkring Jerikos belejring og før den - en stor rolle hos slagmarkens kombattanter og anvendes - på sin vis - stadig i hærene. Tættest på emnet kommer oberstløjtnant Johan Nordentoft med sit indlæg Lidt om Hurra i Militært Tidsskrift 1949, idet det militære hurraråb under kamp afgjort må regnes for en form for stimulerende krigsråb. Der eksisterer - og har altid eksisteret - en række tidløse psykiske elementer, der gør det muligt at få selv såkaldt civiliserede mænd til at dræbe andre mennesker, elementer, der her ikke skal gøres til genstand for en detaljeret skildring. Et af de simpleste og mest grundlæggende er nok, at der - genetisk styret - ligger noget af en latent dræber mere eller mindre forvaret i ethvert menneske, når blot de rigtige motivationsfaktorer påvirkes i det rigtige øjeblik, en - heldigvis oftest - slumrende reminiscens fra hulebeboerens fjerne, voldsomme og primitive tidsalder, hvor man givet ofte måtte dræbe, for at individet eller gruppen kunne overleve. Fx sås under 2. verdenskrig, at katastrofale efterretninger fra hjemmefronten om fx tab af en familie ved bombninger for en ellers stilfærdig, venlig soldat ved fronten kunne resultere i, at han enten brød sammen, blev totalt apatisk eller - og det er det centrale - med ét slag udviklede sig til den mest frygt- og nådeløse dræber og fører for en snigpatrulje. Når et menneske med våben i hånd, besluttet på at ville dræbe, begiver sig ind i en kamp- eller krigssituation, som må siges at være en højst unormal situation for det moderne menneske, ændrer dette menneske øjeblikkelig sin opførsel og adfærd, og et menneske, som angriber en fjende side om side med kammerater, der falder rundt om, fx gennemboret af spyd eller flænset af granater, er næppe helt ved sine fulde fem, nervemæssigt set. Den traumatiske, umenneskelige handling udløser imidlertid nogle psykiske forsvarsmekanismer og temporære tilstande, der bl.a. gør, at individet som oftest bliver i stand til at overleve med forstanden i behold. Disse mekanismer og tilstande kendes, takket være en dybtgående forskning siden 1. verdenskrig, udmærket, og der eksisterer bindstærke værker på næsten alle sprog herom. De skal her - i meget store træk - gøres til genstand for en omtale, da de hænger nøje sammen med det begreb, der benævnes krigsråb eller kampsang, som har været brugt tilbage til de tidligste perioder i menneskets krigshistorie. Man har i oldtidens hære haft et udmærket kendskab til de elementer, der kan bidrage til at skabe fx massesuggestion, frygt og mod, blind begejstring for en fører, gud, sag eller lignende eller - sagt på en anden måde - medvirke til at udviske personligheden, døve frygten og styrke og sammensvejse enheden om dens fører samt øge dens had og/eller mod. Der er sådan set ingen forskel på fx den romerske prætorianergardes brølende leveråb for kejseren (Ave Cæsar!) på Forum Romanum og de tyske SA-styrkers nærmest sanseløse heilråb på Tempelhofer flyvepladsen i 1930’erne for Hitler. Det er de samme sjælelige mekanismer, der påvirkes, kommer til udfoldelse og udmatter krop og nervesystem. Det konstruerede og unaturlige kampmiljø er træffende defineret allerede af militærfilosoffen general Clausewitz (1780-1831). Han beskriver den meimeskelige friktion således: 1. Faren er uløseligt forbundet med kampen. Den er det element, alle kamphandlinger må bevæge sig i. 2. De fysiske anstrengelser og lidelser. 3. Tilfældighederne. Fremfor alt fordi kampen føres af individer, hvis handlinger ikke kan forudsiges med matematisk nøjagtighed, bliver der altid et spillerum for det uforudsigelige tilbage. 4. Uvisheden. En stor del af efterretningerne er indbyrdes modstridende, en endnu større del er urigtige, og størstedelen er behæftet med en ikke ringe usikkerhed. Der handles derfor i en tåge af uvished. Når et menneske begiver sig ind i en regulær kampsituation, opstår der - med et modeme ordvalg - en udpræget Stresssituation, hvor individet ikke længere fungerer eller reagerer som det, vi kalder normalt. I tiden før 2. verdenskrig kaldte man endnu denne tilstand for granatchok, front- eller legionærkuller, kanonfeber o. lign. Senere videnskabelige undersøgelser fra 2. verdenskrig og - specielt - Vietnamkrigen har medført, at man er blevet klar over, at begreberne granatchok og frontkuller ikke er nær nuancerede nok til at definere og karakterisere tilstanden. Soldaten, der går i kamp, går ind i en form for psykisk alarmfase, som omfatter en chokfase og en reaktion mod denne. I chokfasen indtræder en række fysiologisk/biologiske ændringer. Individets almene modstandsevne er derfor nedsat, men de sjælelige forsvarsmekanismer bliver meget hurtigt aktiveret, og reaktionen er dermed sat i gang. Herunder sker bl.a. det, at binyrerne udskiller øgede mængder adrenalin, som er et kamphormon, hjertefrekvensen øges, ophidselsen stiger, musklerne trækker sig sammen, og blodtryk og legemstemperatur stiger. Adrenalin udskilles i blodet bl.a. ved tilstande af vrede og frygt, hvorved også fordøjelsen hæmmes, leveren stimuleres til at udskille mere sukker, svedafsondringen øges voldsomt, og der sker en udvidelse af luftvejene. Individets fysiske kapacitet øges kendeligt. Man antager i vore dage, at adrenalinet er et farehormon, der afsondres, når individet udsættes for faretruende situationer, som fx deltagelse i krigshandlinger. For soldaten, der skal i kamp, er dette stadium af afgørende be tydning for hans deltagelse i kampen og derfor også for dette indlæg om krigsråbet. Hans opmærksomhed bliver i denne uvirkelige tilstand skærpet til det yderste, hans parathed til at handle energisk og vove noget er steget mangedobbelt, og alle hans kræfter kan sættes ind på at løse den livsfarlige opgave. Alle private problemer og tanker er temporært reduceret til et minimum, han næppe ænser. Denne stress-situation er en ikke nødvendigvis skadelig tilstand for organismen, men den må ikke vare for længe, da den i så fald kan give mere eller mindre varige psysiske skader. Kampmodet - eller, hvad vi nu foretrækker at benævne det - har man gennem tiden forsøgt at øge og styre på forskellig vis. Frygt- og stresstilstandene har man kendt tilbage til oldtidens hære, men de mekanismer, som udløste disse tilstande, vidste man tidligere meget lidt om. Opførte en mand i enheden sig aparte, eller viste han frygt før og under kamp, var han en sølle kujon, kryster eller skrælling og havde alle anstændige mænds evige foragt. Man var generelt af den enkle, usammensatte holdning, at alle mænd var fødte krigere. Man har forsøgt at stimulere kampmodet ved bl.a. afholdelse af svulstige taler af førerne lige før slaget, udsendelse af skriftlige proklamationer, afholdelse af ofringer og parader, udskænkning af stærke drikke, indtagelse af euforiserende stoffer samt udstødelse af krigsråb eller afsyngelse af kampsange, når det gik mod fjenden. I oldtiden og middelalderen kendte man selvsagt intet til krigspsykiatri. Først efter 1. verdenskrig er man begyndt at studere det videnskabeligt, men fænomenet var altså velkendt, og soldatens frygt- og stresssymptomer var kendte og de samme i Alexander den Stores hær som i den tyske Stalingradhær 1942-43. Blandt disse stimulatorer af mod og handlekraft er krigsråbet givet det ældste og mest enkle, der benyttedes ved hærenes fremrykning til til kamp og eventuelt under denne. Krigsråbet havde flere ansigter og har skullet udtrykke forskellige former for følelser eller kombinationer af disse. Fx mod, styrke, hyldest til guden eller feltherren, had og foragt for fjenden, sejr og sammenhold for at nævne de mest grundlæggende. Vi kender krigsråb og kampsange inden for næsten alle kulturer. Det er en tidløs militær foreteelse. Et af de mest grundlæggende træk for brug af krigsråb/kampsang er, at de tidligere (lig moderne heppekor) - for at virke mest ophidsende og fængende - skulle frembringes taktfast og i kor. Man har endvidere helt tilbage til oldtiden været klar over, at råbet skulle påbegyndes/udstødes i det psykologisk rigtige øjeblik under kampen eller opmarchen til denne. I modsat fald kunne dets virkning, der jo gerne - populært sagt - skulle virke som en nål bagi, blive forfejlet. Fx skriver den tyske general von Lichtenstein fra den tyrkisk-russiske krig 1877- 78 om de tyrkiske soldater: ”Ved de taktfaste Allah-råb hypnotiserede de sig selv ligesom dervicherne i Ægypten”. Der eksisterer fra oldtid og middelalder tilsyneladende ingen reglementariske bestemmelser herom, men fra en langt senere periode - oven i købet på bl.a. dansk - haves klare bestemmelser for brug af det militære hurraråb, som kan sammenlignes med tidligere tiders stimulerende krigsråb, som er internationalt. Hvor langt tilbage, det har været brugt, vides ikke, men det er sikkert dette råb, der er tale om, når feltprovsten ved det danske auxiliærkorps i Holsten 6. oktober 1813 skriver fra Ratzeborg, at fire bataljoner hanseater og mecklenborgere ”...med et frygteligt skrig kom tilløbende” for at angribe danskernes forskansninger. I hvert fald er det hurra, der tales om i 1813 vedrørende Fynske Dragonregiment, der under en attake i deres lange røde kapper under vilde hurraråb huggede ind på en fjendtlig bataljon, der blev som lamslået af skræk. Fx vides, at i slaget ved Sehested 10. december 1813 blev hurraråb benyttet. (”...Jægerkompagniet af 3. Bataillon holstenske Infanteri under Capitain Joens, som under bestandig Fægtning trængte Fjenden tilbage til Sehested, og da Overmagten fik Folkene til at vige, igjen under Hurra for Konge og Fædreland førte dem frem og blev Herre over Terrainet”, som krigshistorikeren oberst J.T. Ræder (1798-1853) skriver. I Exerceer-Reglement for Det Kongelige Danske Infanterie (1842) ses det trykt i § 119 om angreb i spredt orden: ”Når Fjenden ved en virksom Ild er bragt i Uorden, eller andre Omstændigheder opfordre til et Angreb med Bajonetten, så skeer dette enten paa Signalet (blæses): Åttakeer! eller efter den Commanderendes Hurra, hvilket gjentages af hele Mandskabet”. Om angreb i sluttet orden (§ 58, pkt. 458) siges derimod: ”Der raabes ikke Hurra under Bajonetangrebet, med mindre den Commanderende giver Signalet dertil ved at begynde Raabet". Denne bestemmelse genfindes ordret i det tilsvarende reglement af 1846, men det understreges - næsten med løftet pegefinger - "... dog vilde dette Krigsskrig aldeles forfeile sin Virkning, ved ofte at anvendes på Exerceerpladsen" (§ 61, pkt. 100). Til en episode i Istedslaget anfører Ræder i sine erindringer: "... jeg tiltalte mine Folk (10. Bataljon), at vi atter måtte frem. Efter at have ordnet dem, blev der commanderet: Til Angreb! Gevær i høire... Haand! tildeels: Fæld... Gevær! Jeg lod blæse: Til Ataque! Avanceer!, og nu gik Bataillonen atter frem under et almindeligt Hurra og kastede Fjenden ned af de ham besatte Høider". Så sent som i reglementerne af 1928, 1937 og 1946 læses følgende: "... Indbruddet i den fjendtlige Stilling sker paa Førerens Kommando: GAA PAA!, hvorefter der styrtes frem i hurtigt Løb med paasat Bajonet og under Hurraraab". Hurraråbet kan altså klart - foruden som hyldningsråb - tages til indtægt og defineres som et opflammende og styrkende krigsråb, når livet er indsatsen. Det er tilsyneladende håbløst at give en holdbar fremstilling af ordets oprindelse, set fra et filologisk synspunkt, da der eksisterer flere danske og udenlandske sprogforskeres modstridende opfattelser af ordets etymologi. (Det skal i parentes bemærkes, at ordet hurra i vore dages danske hær under kamp er afløst af GÅ PA!, som gentages af alle under stormen og indbruddet i den fjendtlige stilling). Krigsråbet kunne bruges i forskellige faser:

1. inden kampens begyndelse,

2. under fremrykningen,

3. ved sammenstødet og

4. under kampen,

og selvfølgelig ved kombinationer af disse. Det har skullet være kort og fyndigt og netop bidrage til at holde galden flydende, som en gammel vending rigtigt udtrykker om den effekt, der ønskedes fremkaldt. Krigsråbet er en ældgammel foreteelse i krigsførelsen. Allerede det oldgræske epos Illiaden omtaler det, og der var i formationerne forsangere, der havde til opgave - lige de græske aulosspillere, romerske hornblæsere og lederne af moderne heppekor - at lede og gentage krigsråbet, mottoet eller, hvad man nu har brugt. Endnu i vore dages krigsførelse råbes - mere eller mindre artikuleret eller styret - når infanteri angriber. Det påstås fra kompetent side, at man ikke behøver at indøve soldater et råb, når de angriber. De vil af sig selv sætte i vild råben (hvor de måske bagefter ikke ved, at de har råbt), da det er den mest primitive og letteligst opnåelige form for døven af frygten og spontan styrkelse af samhørigheden og således gavnlig for soldatens psyke. Et eksempel er de allieredes landgangsbådes angreb på Normandiets strande 6. juni 1944. Det iagttoges ofte, at der var ro i bådene til det øjeblik, de gik på grund, og porten fortil blev slået ned. I samme øjeblik soldaterne sprang i vandet og stormede over strandbredden, satte de spontant i med en vild råben uden at være sig det bevidst. En noget højerestående stimulans ved samme lejlighed ( og andre) var de skotske sækkepibere, der ofte modigt marcherede i téten for med deres skingrende toner at holde modet oppe og styrke sammenholdet. Såvel krigsråb som sækkepibe kan i nogen grad sammenlignes med den oldgræske kampsang Paianen. Den var i taktfast rytme og blev sunget, medens geledderne i falanksen marcherede frem i trit. Også de spartanske krigsråb AZa/a.' og Elelev!, som - ligesom hurra’et - ikke betød noget, byggede i deres brug på det rytmiske og de sluttede formationers bevægelser i trit. Om Paianen skrev Xenophon: "... Nu var hærene 2-4 stadier (6-800 m) fra hinanden, da grækerne istemte deres slagsang og begyndte at rykke mod fjenden, og lanserne fældedes..." Om det berømte slag ved Granikos 334 f.Kr. skrev historikeren Ammian, at "... under trompeternes lyd og de lange, vedvarende krigsråb red Alexander (den Store) frem i téten af falanksens højrefløj". Her er givet tillige tale om den tidligere normale praksis af psykologisk art, at feltherren før et slag red fronten af for at lade sig se af tropperne og derved stimulere dem til en øget indsats. Både Napoleon og Wellington red fronten af før Waterloo 1815 og modtog troppernes tordnende hyldest, der i sig selv for den enkelte soldat betød en vældig sjælelig ophidsende eller begejstret opstemthed og følelse af en sikker sejr. Hos romerne var ved indbruddet i en fjendtlig slagorden alle beordret til at udstøde krigsråbet (clamor), medens man tilsyneladende under selve kampen kæmpede i tavshed, hvad der lyder mærkeligt og er mod menneskets natur. Flere af antikkens forfattere bekræfter dog dette forhold, fx Josephus Flavius, Livius, Polybios og Vegetius. Er det sandt, er det et slående bevis på de romerske hæres enorme professionalisme i alle kampens faser. Brugen af musikinstrumenter og våben kunne kombineres med brug af krigsråb. Fx skriver Polybios, at kelterne rådede over takige trompeter, som de i forbindelse med krigssangen frembragte en frygtelig larm med. Han fortæller endvidere om et slag mellem gallere og romere, at "... romerne undrede sig over gallernes gode orden og den støj, de frembragte. Der var nemlig utallige hornblæsere og trompetere, og når så hele hæren istemte krigssangen, opstod en frygtelig larm, der skulle styrke gallernes mod". Noget senere udtaler Cæsar selv i sin beretning om slaget ved Farsalos 48 f.Kr., at "... det er en god skik fra gamle dage at lade krigsmusikken blæse til angreb fra alle sider samtidig med, at soldaterne udbryder i høje skrig. Derved gør man fiendens soldater bange og styrker egne soldaters mod". Så enkelt kan det siges. Skjoldene spillede i oldtiden en ikke ringe rolle i forbindelse med krigsråbet. Vegetius nævner skjoldsangen som "en summen, der voksede til et brusende, gyseligt råb". Råbet blev styret af feltherren og måtte først istemmes på direkte ordre lige over for fjenden. Germanerne rådede over en særlig skjoldsang, af romerne kaldet Barditus. Plutark skriver om ambronerne: "... De angreb ikke i vilde, uordnede hobe, men i orden (svinefylking?), idet de slog på våbnene i takt og sang deres kampsang for at opflamme sig selv og forskrække flenderne". Det særlige ved de specielle skjoldsange var, at man - som Ammian beretter - forstod at holde skjoldene op foran underansigtet i en skrå stilling for lydmæssigt at forstærke sangen eller råbets virkning. Skjoldene - hvad enten de var flade eller hvælvede - virkede således som en art megafoner, så når flere tusinde mand på én gang anvendte denne teknik, kunne det givet lyde som en art torden, der nok kunne bidrage til at ryste en moralsk mindre modstandsdygtig modstander. Flere af oldtidsforfatterne understreger, at krigsråbene og slagene på skjolde og våben foregik taktfast. Den germanske Barditus var frygtet af romerne og anset som et probat middel til at indgyde mod. Så sent som i slaget ved Strasbourg 357 e.Kr. benyttede de selv det germanske krigsråb, hvilket vel må være en kompliment til germanernes kamppsykologi. Flytter man observationsfeitet frem til middelalderen, vil man opdage, at såvel krigsråb som kampsang stadig eksisterer. Fra vikingetiden kendes bl.a. krigsråbet Thor hjælpe! Måske er det gamle Bjarkemål eller Huskarlahvöt (huskarleopsangen), der var en æggende gendigtning af Rolf Krake’s og hans hirdmænds sidste kamp, også en form for kampsang. Dagen før slaget ved Stiklestad 1030 gav kong Olav nogle af sine islandske skjalde ordre til at berette om slaget ("I skal være her og se ting, der nu skal ske. Ifår da ikke brug for andres fortælling, når I skal bringe det videre i digtning"). Skjaldene lavede da hurtigt korte kvad eller fyndord, der hurtigt lærtes af mandskabet, fx Slappe ord skal ikke undslippe os! og Muntre går vi mandefald i møde med Olav! Noget senere, da solen var stået op, bad kongen Thormod skjald om at give hæren et kvad, og skjalden kvad i de tidlige morgentimer inden slaget Bjarkemålet ud over hæren. Mandskabet takkede begejstret, og slaget kunne begynde. Tilsvarende kvad - inden slaget ved Hastings 36 år senere - skjalden i hertug Vilhelms hær Rolandskvadet, og Valdemar den Store’s sanger sang om mordet i Roskilde inden slaget på Grate Hede 91 år efter. Det var ubetinget datidens militær- eller feltmusik. Kendt er også krigsråbet fra Stiklestad, da Olavs hær gik frem: Frem! Frem! Kristmænd! Korsmænd! Kongsmænd! Man kan næsten fornemme rytmen i ordene under fremrykningen. En af sagaerne nævner fra bondehæren et andet krigsråb: Kvase! Kvase! Kongens tropper! Kraftigt! Kraftigt! Bondemænd! Under angrebet anvendte kongsmændene et krigsråb, der medførte forvirring hos bønderne derved, at nogle af dem gentog det i den tro, det var deres. Resultatet var indbyrdes kamp. Man kan fristes til at kalde foreteelsen for en meget tidlig jamming af fjendens signalkommunikation. I følge Saxo rykkede den danske hær i Bråvallaslaget frem i svinefylking. Skjoldmøen Visla bar hovedbanneret. Ni skjalde gik omkring det, rede til sang. Kong Ring befalede sine mænd at forholde sig rolige, til de danske var stillet i slagorden, og der måtte ikke blæses til kamp, før kong Harald sås på sin stridsvogn ved det danske banner (formodentlig ravnebanneret). Da tiltalte kongerne deres hære for at opflamme krigerne. I Kongespejlet fra ca. 1250-60 hedder det betegnende: ”Når krigsfolk mødes og står opstillet i to jylkinger, da kan det hænde feje og frygtsomme mænd, som ikke før har været i kamp, at de mister sans og samling ved den frygt og rædsel, de får, og de løber til skovs ..." Også her er en klar sans for kamppsykologien. Der kendes fra den internationale krigshistorie talrige former for krigsråb. Taget i flæng fx: Kongen leve!, Kristus sejrer!, St. Georg for England!, Gud med os!, Allah er stor!. Banzai, Banzai! o.s.v. Mest kendt er måske de kejserlige franske hæres Vive VEmpereur!, der - som mange andre krigsråb - brugtes både som krigs-, hyldest- og sejrsråb. At den nærmest uberegnelige doping, som krigsråb og kamppsykose kunne medføre, ses af vikingetidens bersærkergang, hvor en stalbroder i den grad kunne gå amok, at han som farlig for sine omgivelser blev klemt mellem skjolde, til anfaldet var ovre. Til hele dette brogede kalejdoskop af psykisk opflamning og stimulering af modet og tilsvarende reduktion og fortrængning af frygten hører også de religiøse salmer, som er blevet sunget på slagmarken før eller efter et slag eventuelt ved tilhørende feltgudstjeneste og altergang. Fx vides, at der på Dybbøl i dagene op mod 18. april i fygende snevejr ofte afholdtes altergang med flere hundrede deltagere. Man kan formentlig godt sammenligne de kirkelige handlinger før slaget med oldtidshærenes ofringer og varseltagninger for et godt udfald. Fx skal nævnes Luthers salme Vor Gud han er så fast en borg, som blev sunget af bl.a. svenskerne før slaget ved Lützen (1632) sammen med salmen Forfærdes ej du lille hob. Ligeledes den marchprægede britiske Onward Christian Soldiers, som generationer af englændere har sunget, fx ved Khartoum, Omdurman, ved Khyber-passet, i Boerkrigen, i Nordfrankrig o.s.v. I det hele taget må siges, at krigsråb og kampsange i høj grad har været bærende elementer i senere soldater- og fædrelandssange (Og derfor vil jeg slås, som tapper landsoldat. Hurra! Hurra! Hurra!). Under 1. verdenskrigs vilde skyttegravskampe brugtes fra alle sider krigsråb. Når fx infanteriet stod klar i skyttegravene med påsatte bajonetter, beredt til, når delingsførernes trillefløjter lød, hurtigt at entre op ad stigerne og styrte frem gennem pigtråden, udstødte man en ved holdende, døvende råben, når fløjternes lyd skar gennem luften, og artilleriilden blev forlagt.

ooOoo

Og dermed er vi nået tilbage til det punkt, hvor vi startede med oldtidskrigernes krigsråb. Vore dages hurraråb - eller hvad det nu benævnes - når der stormes, er blot historiske slagger af ^’eme, primitive krigsråb, der stædigt - som en laks, der kæmper sig mod strømmen - har overlevet alle senere kulturudviklinger. Det vil formentlig også gøre det, så længe mennesket fører krig, og man kan nok kalde krigsråbet for en form for nødråb. Det er et forpint menneskes egen simple flugtmekanisme i en presset, abnorm angstsituation, det ikke ved egen hjælp kan komme ud af. Mennesket er det eneste levende væsen, der hele livet ved, at det skal dø, og krigsråbet bliver derfor et spontant produkt af menneskets medfødte angst for døden, den dødsangst, som er en forudsætning for, at der findes religioner i verden.

Bibliografi

Ardrey, Robert: The Hunting Hypothesis. A Personal Conclusion Concerning the Evolutionary Nature of Man (London 1976) Bruun, Daniel: Krig gennem Aartusinder, I-V (Kbh. 1908) Buchholtz, Hans Günther: Kriegswesen, I und II, tr. i Archaelogica Homerida (Göttingen 1977) Delbrück, Hans: Geschichte der Kriegskunst, /-/// (Berlin 1907) Ferrill, Arthur: The Origin of War. Front the stone age to Alexander the Great (London 1985) Fuchs, Theodor: Geschichte des europäischen Kriegswesens. Theil I: Vom Altertum bis zur Aufstellung der stehende Heere (München 1972) Humble, Richard: Warfare in the Ancient World (London 1980) Keith, Arthur: A new Theory of Human Evolution (London 1948) Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bd. IX (Kbh. 1964) Ledelse og uddannelse, udg. af Forsvarskommandoen 1983 Lunn, Niels: Stiklestad, tr. i Militært Tidsskrift, APR 1978 Nordentoft, Johan: Lidt om Hurra. Efterladt arbejde af OL J.Nordentoft i Militært Tidsskrift, JUL 1949 Oman, C.: The Art of Warfare in The Middle Ages (New York 1953) Panoff, Peter: Militärmusik in Geschichte und Gegenwart (Berlin 1938) Polybios: Om Grundlæggelsen af Romernes Verdensherredømme (Kbh. 1890-93) Pritchett, W.K.: The Greek State of War, I (Ancient Greek Military Practices, Part I) (California 1974) Rud, Mogens: Bayeux-Tapetet og slaget ved det grå pæretræ (Kbh 1983) Saxtorph, Niels M.: Cæsar som hærfører, tr. i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning (Kbh. 1970) Schmidt, Karl: De hundrede Dage - Waterloo (Kbh. 1917) Steinwender, Th.: Die Marchordnung des römischen Heeres zur Zeit der Manipularstellung (Danzig 1907) Yadin, Yigael: The Art of Warfare in Biblical Lands in the light of archaeological Discovery (London 1963) Div. danske eksercer- og feltreglementer fra 18- og 1900-tallet