Log ind

Krigsmateriel - Intendanturmateriel

#

Pseudonymet Herakles finder, at der blandt de prisopgaver, Det krigsvidenskabelige Selskab har udskrevet for 1965, mangler én og giver i det følgende anvisning på hvilken.

Selv den mest rå skitse eller mest ufuldkomne kladde kan have sin berettigelse livis den danner tilskyndelsen til, at en god — men forsømt, måske overset — sag tages op. Ud fra denne betragtning kan det være rimeligt i »Det krigsvidenskabelige Selskab«s officielle tidsskrift at henlede opmærksomheden på. at det ikke kan være for tidligt nu at komme igang med at bringe kendskabet til intendanturmateriel, forskningen i og udvikling af det, op på samme anerkendte højde som forskning og udvikling af andre militære materielgrupper. Det er næppe forkert at antage, at hovedparten af dette tidsskrifts la-- sere er klar over, at Forsvaret stadig nærer en vis overbærende indstilling til »intendanturmateriel«, noget »som enhver, der har været soldat i 5 år ved, hvordan skal være«. Denne overbærende nedladenhed kan muligvis for 100 år eller mere siden have haft en forklaring, men en sådan kan ikke tilvejebringes i dag, dertil er feltlivets og slagmarkens krav skærpet alt for meget, medens de industrielle muligheder, med deraf følgende komplicering og risiko for fejltagelser, er vokset tilsvarende. V i bar herhjemme i årene efter 2. verdenskrig set en udvikling af denne materielgruppe, hvori uniformer, forplejningsmateriel, rastudstyr og oppakningsmateriel indtager en central plads, tage fart og brede sig som ringe efter et stenkast i vandet, i en målestok, der har gjort generationen fra mellemkrigsårene målløs. K n n med det yderste besvær har det været muligt for de anskaffende og forvaltende myndigheder at holde trit med udviklingen og skabe sikkerhed overfor hvilke veje, der skulle betrædes, og hvilke områder økonomien skulle sættes ind på. Ingen, der har været disse problemer inde på livet, har kunne undlade at iagttage hvor grel forskellen har været mellem de vilkår, hvorunder krigsmateriellet og de vilkår, hvorunder intendanturmateriellct har skullet tilvejebringes. I det sidste tilfælde har der kun undtagelsesvis været egentlige eksperter til rådighed, resten har måttet klares gennem tilfældigt »udsparet« sagkundskab, folk, der ofte ikke anede, den morgen de begav sig til deres tjenestested, at de samme aften ville gå hjem som eksperter — i hvert fald med ekspertens ansvar. E t ansvar som i de fleste tilfælde har været dobbelt: Ansvaret overfor Forsvarets finanser og ansvaret overfor personellets overlevelsesmulighed i felt og krig. Tredobbelt måske, hvis man tager ansvaret overfor Hærens sartoriale tradition og dens popularitet i befolkningen med. Ingen har haft vanskeligere kår end disse »eksperter«, der må have skelet misundeligt til ekspertkollegerne indenfor krigsmaterielområdet ved tanken om den omhyggelige og systematiske oplæring og uddannelse, en officer, der skal beskæftige sig med våben-, ammunitions-, køretøjssignalmateriel-anskaffelser og udvikling har bag sig — i de fleste tilfælde. Og hvilke mængder af bøger og tidsskrifter, der står til hans rådighed. Men uniforms»eksperten«, regnslags»eksperten«, hjelm» eksperten«, pibepulver- eller tørsprits»eksperten« hvilken baggrund har han haft at falde tilbage på? Normalt ingen — derimod næsten vished for, at han — stadig modsat krigsmateriel-kollegaen — kunne regne med frakomandering, den dag han nåede at få en vis fast grund under fødderne. Der ligger megen »tradition« bag disse bedrøveligheder — og de er ingenlunde et dansk fænomen alene. Men det ene land efter det andet synes i disse år at komme til den erkendelse, at der må bringes kontinuitet og fasthed ind i udviklingen af vort intendanturmateriel og den samme »metode«, som anvendes ved al materieludvikling, må anerkendes her. Det vil kræve brud med mange gamle forestillinger, brud med megen tilvant tjenestemodus i Forsvaret. Men dette brud må komme, og det kunne næppe synes helt urimeligt, om der netop indenfor det danske​​​​​​​ krigsvidenskabelige forum blev taget et initiativ i forin af en analyse af de vilkår, hvorunder 2 gængse materieltyper, den ene indenfor K-matericllet, den anden inden for I-materiellct var placeret med hensyn til forskning, udvikling, forberedelse af nye typer, registrering af erfaringerne med ibrugværende og ajourføring af oplysninger fra udlandet om samme type. Man kunne f. eks. sammenligne vilkårene for et gevær og en feltuniform. E n sådan analyse ville sikkert virke forbløffende, ikke mindst hvis den rummede oplysninger om de to materiel-genstandes krav til forsvarets økonomi. Man kunne også initiere en undersøgelse af en parallelstilling mellem forskning og administration af K-materiel og I-matcriel, hvad den ville indebære af omlægning af tjenestegangen — og man kunne tage I-materiellet med i prisopgaverne. Afslutningsvis skal bringes et eksempel. Inden for rastudstyrsgruppen, et centralt placeret I-materiel-område, der sammen med al anden passiv (standard) udrustning er genstand for vidtløftige diskussioner på enhver belægningsstue, i enhver bivuak og i enhver officersmesse — om ikke andet så dagen før den store udrykning, har der i de sidste år fundet cn vældig udvikling sted. Det er jo officielt, at Hæren længe har skullet finde en vej gennem det vildnis, der hedder kappe - tæppe - parka - pjækkert - toga - sovepose for hermed at opremse alle de munderingsgenstande der kan komme på tale, når soldaten skal beskyttes mod kulde under rast. Det er ingenlunde noget ligetil problem. Foruden den taktisk/teknisk rigtige løsning, kommer straks de traditionelle økonomiske problemer og spørgsmålets brede berøringsflade med såvel felt- som garnisonsuniformsløsningen og Hærens oppakningssystem. Den omhyggeligste gennemlæsning af alle de militære prisopgaver, der har været udskrevet i Danmark siden spørgsmålet første gang kom op (og straks gik af sporet) i 1903— 04, understreger klart, at dette eller tilsvarende felter, har man aldrig prøvet at få belyst i en sammenhængende udredning gennem troppeføremes vurderinger. Om kort tid, forskellige økonomiske faktorer kan her pludselig aktualisere sagen, kan den intendanturofficer, der — undskyld udtrykket: tilfældig, for det er rent tilfældigt — er kommanderet til at skulle »køre« FM I ’s forsøgssektion, skulle tage et ansvar for en indstilling i denne sag,​​​​​​​ der igen kan blive afgørende for m illioner af Forsvarets magre kroner — og danske soldaters overlevelseschance under et felttog. Man kan forestille sig, hvad denne sag, belyst gennem en eller flere besvarelser til en prisopgave, ville have betydet. Dette turde med sikkerhed kunne hævdes, da det desværre er givet, at den unge officer, der vil blive den centrale figur i det drama — normalt en premierløjtnant af Forsvarets Intendanturkorps — d. d. ikke aner — og det gør hans foranstående heller ikke — at om f. eks. 3 måneder skal han tiltræde en stilling som ekspert i rastudstyr — og om fire måneder heder ministeriet om en indstilling i sagen! Det er ikke blot muligt — det er sandsynligt. Og det var bare eet eksempel.

Herakles​​​​​​​​​​​​​​