Major K. Hald Galster, faggruppe krigshistorie og statskundskab, Hærens Officersskole, fremsætter i det følgende nogle betragtninger om krigshistoriens plads i officersuddannelsen. Artiklen er en fortsættelse af det tilløb til en debat om dette centrale fags placering i officersuddannelsen, som påbegyndtes af oberstløjtnant M. H. Clemmesen her i tidsskriftet, februar 1987, og som blev fulgt op af major 0 . Jørgensen i maj/juni 1987. Opmærksomheden skal iøvrigt henledes på den debat, der føres om krigshistorien i Sverige (se f.eks. Kungl. Krigsvetenskabsakademiens Handlinger och Tidsskrift, 4. hefte 1988) samt i Norge (se Norsk Militært Tidsskrift nr. 5 1989). Uddrag af en af de to artikler om krigshistorie bringes i dette nummer af Militært tidsskrift side 266.
Da jeg i sommeren 1988 blev spurgt, om jeg ville vikariere som lærer i krigshistorie i ca. IV2 år, blev det samtidig - en passant - nævnt, at i øvrigt overvejede man fremover at lade denne undervisning bestride af en cand. mag. i historie, uden professionel, militær baggrund (i øvrigt jf. bemandingsreglementet). For man skulle spare på de alt for få videreuddannede officerer - og hér var et område, hvor dette kunne lade sig gøre. Jeg er uenig i hensigtsmæssigheden heri, og skal i det følgende bidrage med enkelte argumenter til underbyggelse af mit synspunkt. Den militære profession er ikke synonym med krigshistorie, men ligesom indsigt i Kristendommens og Den europæiske Civilisations historie er en afgørende del af grundlaget for seriøst at befatte sig med samfundet i dag, er krigshistorien det for vor militære hverdag. Krigshistorien kan man skaffe sig indsigt i ved at læse. Men slår den selvstændige læsning mon også til, hvis det er forståelse, man vil opnå? Slår den til, hvis sammenhængen mellem de historiske og militære begivenheder og vor professions aktuelle opskrifter på løsning af sandsynlige opgaver - altså doktrinerne - skal belyses? Muligvis. Måske afhænger det af, hvor stort et geni, læseren er. I hvert fald vil enhver sådan læsnings værdi øges, hvis den på et tidligt tidspunkt styres mod de mål, som den militære profession søger fremmet gennem officersuddannelsen.
I så fald må læsningen af krigshistorie være et fag integreret heri. Og med »integreret« skal i denne sammenhæng ikke blot forstås en tidsmæssig koordination, men en samordning med de områder, som netop krigshistorien egner sig så fortræffeligt til at skabe sammenhæng imellem: statskundskab, operationer, teknik og organisation. Med det for øje indgår faget i curriculum for Hærens Officersskoles officersgrunduddannelse med det formål » ... at give kadetten viden om fagområdets emner og med hovedvægten på hærforhold at give kadetten kendskab til krigsførelsens og den militære professions særpræg, historie og sammenhæng med samfundsudviklingen« (mine fremhævelser). Dette formål er altså dels meddelelse af historisk viden, dels en jævnføring med det, hvorom hele undervisningsforløbet drejser sig: den militære profession i alle dens aspekter, herunder ikke mindst det samfundsrelaterede. Her melder vanskelighederne sig. For hvordan skal man dog kunne formidle et så sammensat pensum, m.a.o.: hvilke forudsætninger må det kræve at være formidleren? Borer man yderligere i officersskolens uddannelsesdirektiv (U-plan/HO, OGU, 211, JAN 86), bliver spørgsmålet stedse mere aktuelt. Det fremgår nemlig heraf, at målet er at bibringe disciplene »kendskab til
- sammenhængen mellem krigsførelsens og samfundets udvikling .. .
- de faktorer, der påvirker udviklingen af taktik, våbenteknologi og organisation,
- de faktorer, der hetmger førervirksomhedens historiske udvikling...
- den metode, der anvendes til skriftlig fremlæggelse af krigshistorie og andre større undersøgelser« (mine fremhævelser).
Disse mål rejser atter spørgsmålet om, hvem der mon bedst vil kunne viderebringe pensum og intentionerne bag det. De af mig fremhævede elementer genfindes jo tydeligvis ikke på andre højere uddannelser. Historiestudiet, der må siges at være det nærmest beslægtede, har i store træk følgende indhold:
Grunduddannelsen:
- historie og europæisk kultur,
- historieforskningens teori, metode og teknik,
- håndbogsbenyttelse,
- områder (tidsmæssigt og geografisk fastlagte).
Overbygningsuddannelsen:
- tre områder,
- et speciale.
Selv om historiestudiets indhold her er mindre end summarisk beskrevet, fremgår det vel klart, at skønt militære emner kan være behandlet (f.eks. i form af speciale), forekommer det usandsynligt, at studenten skulle erhverve noget dybtgående kendskab til alle de fremhævede elementer i officersuddannelsen. Om andre højere uddannelser skulle kunne give os det vi søger: de bedst tænkelige formidlere af de formål og mål, der netop er beskrevet, kan vel ikke afvises, men næppe heller sandsynliggøres. Men hvorhen skal vi da vende os? I vore egne rækker kan vi sikkert finde gode formidlere af viden om den militære professions særpræg og udvikling. Men kan den selvsamme personkreds formidle sammenhængen til samfundets udvikling eller til historisk metode? Måske - måske ikke. Jeg skal dog tillade mig at hævde, at det kan den sandsynligvis; og jeg ser det begrundet i den uddannelse og tjeneste, som - mig bekendt - de fleste, der i tidens løb har bestredet undervisningen, har haft bag sig: Officersskole, geledtjeneste, førings- og stabskurser (videregående uddannelse), stabstjeneste i væmsfælles stabe samt egne studier. Jeg vil konkludere, at selv om der helt åbenlyst fremstår områder, som en imiversitetsuddannelse bedre vUle tilgodese, så er forståelsen af vor métier, dens samfundsmæssige berøringsflader og dens udvikling på godt og ondt, den røde tråd i alle målene i og formålet med faget. Og dertil står en professionel officer med en alsidig tjeneste og det fulde militære uddannelsesforløb bag sig bedre rustet end nogen anden. Men måske ville forsvaret med fordel kunne spendere et bachelorstudium i historie på potentielle lærer-emner. Det har jo netop været tanken med bachelor-graden, at den skulle finde anvendelse i sammenhæng med andre uddannelser. Hvis en sådan nyskabelse skulle blive realitet, må det dog tilstræbes, at tilbud om uddannelsen gives så betids, at BA-graden kan være erhvervet, inden undervisning i faget bliver aktuel.
Keld Hald Gansler
Major
