Log ind

Krigshistorie og evalueringskulturen - hvorfor, hvordan og hvorhen?

#

Formålet med denne artikel er at belyse faget krigshistorie på Hærens  Officersskole (HO), herunder fremhæve uddannelsens målsætning,  gennemførelse, problemstillinger og udvikling i et bredt perspektiv. I den  forbindelse vil artiklen inddrage behovet for en forbedret formidlingsevne  mellem Forsvarets forskellige studiemiljøer i stabe og skoler. En synkroniseret  og effektiv evalueringskultur forudsætter netop en grundlæggende forståelse  for krigshistorien og dens anvendelse.

 

Hvorfor?

Nogle vil givetvis påstå, at man som borger og officer sagtens kan fungere  uden væsentlig kendskab til historien. Sandt nok, men evnen til at gennemskue  og påvirke et moderne Forsvar og samfund vil som konsekvens heraf uden tvivl  være svækket. Med andre og lånte ord: ”Den, der ikke kender sin historie,  forstår ikke sin samtid, og kan ej skue ud i fremtiden”! Behandling af  krigshistoriske emner bør i forlængelse heraf altid udsættes for en  konsekvensanalyse vedr. emnets relevans i forhold til nuværende og fremtidige  operationer. Kun derved cementeres fagets betydning og udvikling.  

Historien gentager måske ikke sig selv, men dette udelukker næppe, at  man skal tage ved lære af historiske erfaringer. Dertil kommer, at forhold som  krigsføringens grundprincipper (overraskelse, tyngde, offensiv mv.) kun  udvikles meget langsomt, ligesom soldatens reaktion på stress og frygt, dygtig  og dårlig ledelse er relativ konstant. Friktioner som bliver mere og mere  aktuelle for danske soldater i takt med det stigende intensive, internationale  engagement. En klar forståelse for tidligere tiders erfaringer på godt og ondt er  en grundlæggende forudsætning for en vedvarende, systematisk og  konsekvent udvikling af indhold og balance mellem doktriner, organisationer,  uddannelser og teknologier. Det være sig den nuværende krig i Irak eller  tidligere tiders krige. Endelig er behovet for kreativ tænkning og udførelse på  alle niveauer et ubetinget krav m.h.p. at skabe netop dét overtag, der afgør  kampen til ens fordel. Denne kreativitet og fantasi fremkommer bl.a. ved  indhentning og bearbejdning af erfaringer, d.v.s. nyere og ældre krigshistorie.

Krigshistoriske begivenheder danner det empiriske grundlag for en  målrettet behandling af krigen som instrument, men også grundlag for indsigt i  officerens funktion og tilhørende krav, når han eller hun er indsat i væbnede  konflikter. Kendskab til krigshistorien betyder, at officeren i højere grad kan  udfylde og udvikle sin rolle som soldat, men også rollerne som hhv. ”diplomat”,  virksomhedsleder, sagsbehandler, chef og aktiv samfundsborger. Anvendt  korrekt kan indsigt i krigshistorien forbedre officerens kompetence, hvorved  officeren får evnen og viljen til at stille relevante, kritiske og konstruktive  spørgsmål til sit umiddelbare miljø i almindelighed og til Hæren i særdeleshed.  Heri ligger også et væsentligt dannelsesaspekt.

Netop evnen og viljen til at stille spørgsmål til historien og samtiden er  væsentlige egenskaber – også for en officer. Danmarkshistorien bliver ”skrevet  om” ca. hvert tyvende år. Dette er ikke alene på grund af nye arkæologiske  fund eller adkomst til nye kilder, men også fordi nye generationer af yngre  historikere stiller andre spørgsmål, ofte til den samme kilde eller samme  potteskår. Andre og nye spørgsmål giver andre og nye svar. Eksempelvis  forklares, og med rette, udfaldet af det succesfulde tyske angreb på Frankrig i  1940 ofte ved behandling af parterne ud fra krigsførelsens kredsløb: Samfund;  (doktrin – teknologi – organisation) vs. trusler og disses kredsløb (fig. 1). Dertil  kommer behandling af krigsføringens grundprincipper samt parternes  hastighed i f.m. erkendelse, planlægning, og udførelse. Men dét alene giver  kun en del af svaret på tyskernes succes. Nok så væsentlig er også  identificering af de politiske og militære kernespørgsmål, som parterne stillede  sig efter 1. Verdenskrig, ofte ud fra samme erfaringsgrundlag. Dette forhold  kan derefter ses i sammenhæng med de opnåede svar og efterfølgende  konsekvenser hos de enkelte parter. Eksemplet kan derfor også anvendes til at  vurdere parternes daværende evalueringskultur, evt. sidestillet med den  nuværende danske og amerikanske evalueringskultur. Pointen er, at faget  krigshistorie skal formidle et erfaringsgrundlag og værktøjer til forståelse af  væbnede styrkers forudsætninger, muligheder og begrænsninger. Denne  kundskab, og måske frem for alt holdning, vil styrke officerens og dermed  Hærens vedvarende evne og vilje til at optimere sine styrker i forhold til de  forskellige typer af opgaver og trusler.  

 

Hvordan? 

Militær‐ og krigshistorie kan opfattes på mange måder, idet opfattelsen oftest  er afhængig af den enkeltes forudsætninger, interesser og behov. HO har valgt  at tage udgangspunkt i den engelske historiker Michael Howards udtalelse:  ”Militærhistorien bliver først til nyttig viden, når den studeres i bredden, i  dybden og i sammenhæng”.

”Bredde opfattes som kendskab til krigsførelsens udvikling gennem en længere  historisk periode, herunder kendskab til krigsføringens grundprincipper.” 1  Studierne skal give officeren en kritisk doktrinforståelse samt forståelse for  afledte krav til enheders sammensætning, opgaver mv. Målet er ikke at  fremtvinge et højt og mekanisk beredskab af paratviden, men derimod at  formidle en grundlæggende forståelse af tidligere politiske og militære  handlingsmønstre. Dette vil i høj vil grad øge officerens stringente, kritiske og  analytiske kreativitet. Krigshistorien behandles derfor i bredden (kronologisk)  ved hjælp af udvalgte perioder og slag, som har haft skelsættende betydning  for udviklingen af såvel det ydre som det indre af krigsførelsens kredsløb. Alle  emner skal kunne relateres til anvendelse af nuværende doktriner,  organisationsopbygning og teknologianvendelse. Endelig skal emnerne påvise  grundlaget for nuværende sikkerhedspolitiske handlingsmønstre. Kadetter og  elever på HO opleves generelt som værende motiverede og videbegærlige. Det  er dog også indtrykket, at en række kadetters historiekundskaber ofte er  særdeles spinkle ved indtræden på skolen. Det stiller krav om behandling af  historien i et bredt og sammenhængende perspektiv som grundlag for  kadettens målrettede anvendelse af krigshistorie. Dette gøres dels ved  naturligt at integrere den almene historiske viden i undervisningen, dels ved  selvstudier. Sidstnævnte fremmes ved, at kadetterne, udover pensum og forud  for uddannelsen, får udleveret almene fremstillinger af historien. Derved opnås  mulighed for bred og sammenhængende indsigt i historiske begivenheder i  forhold til den enkeltes interesser og forudsætninger.

(Fig. 1: Krigsførelsens kredsløb).  

”Studier i dybden indeholder behandling af relevante kamphandlinger,  herunder forsøg på at genskabe det herskende kaos og afsløring af  tilfældighedernes betydning og dermed ikke kun den rolle, som dygtighed,  planlægning og mod har haft”.2 Studierne skal også give indsigt i alternative  taktiske løsninger, hvorfor faget anvender den taktiske overvejelsesmetode til  gavn for officerens taktiske virke. Studierne gennemføres ved tematisk  behandling af udvalgte kampagner og slag i perioden fra 2. Verdenskrig og  frem. De udvalgte emner anvendes bl.a. til at drøfte alternative muligheder for  anvendelse af enheder, terræn, hindringer og ildstøttemidler, opdeling af  modpartens styrker samt efterretningsindhentningens betydning og  anvendelse. Dette med henblik på netop at inspirere til velovervejede, men  også kreative taktiske løsninger i afvekslende miljøer.

Et eksempel herpå er behandling af Falklandskrigen. Krigen er udvalgt  p.g.a. flere sammenhængende forhold:1) Den forgår i et værnsfælles miljø, 2)  Terrænet er fremmedartet, 3) Kampagnen er tidssvarende og veldokumenteret  – særligt på taktisk niveau, 4) De logistiske, ildstøtte‐ og uddannelsesmæssige  forhold var ikke optimale, 5) Udfaldet af kampene burde planlægningsmæssigt  og objektivt set have været til argentinernes fordel.  

Med udgangspunkt i slaget ved Goose Green, og i samarbejde med  faggruppe taktik, ledelse og sprog, analyseres parternes muligheder og  begrænsninger ud fra den taktiske overvejelsesmetode og krigsføringens  grundprincipper. Kadetterne skal også fremkomme med en vurdering af,  hvorfor briterne kunne sejre på trods af et umiddelbart særdeles ugunstigt  relativt kampkraftsforhold? I tilknytning hertil gennemfører en britisk  Falklandsveteran et foredrag, som også inddrager forhold som f.eks.  forberedelse til krig, kampstress, lederskab i kamp, familieforhold mv.  Endvidere gennemfører kadetterne overvejelser i rammen af det samme miljø  og styrkeforhold, men ud fra nuværende dansk doktrin, organisation og teknologi. Afslutningsvis sammenlignes det historiske eksempel med det  opdaterede eksempel.

Krigshistorie skal også studeres i sammenhæng for derved at give officeren  den nødvendige ballast for forståelsen af samfundsmæssige og internationale  forhold. ”Behandling af sammenhænge skal ses ud fra, at krige er en funktion  af interessekonflikter mellem samfund og samfundsgrupper, hvorfor officeren  skal have kendskab til de politiske, sociale, religiøse og økonomiske faktorer i  de samfund, der udkæmper krige. Med andre ord skal krigshistorien skabe  forståelse for, hvorledes skiftende samfund og grupper til vekslende tider har  opstillet og anvendt sine væbnede styrker m.h.p. at fremme politiske mål”3.  Dette opnås bl.a. ved behandling af samfundshistoriske forhold og tværfaglige  projekter med fokus på folkeretten, kriges anvendelse og begrænsninger samt  udviklingstendenser og konsekvenser for fremtidens væbnede styrker. Pensum  i krigshistorie søges i videst muligt omfang koordineret med pensum i faget  statskundskab. Sidstnævnte fags prioritering af analysemodellen,  omhandlende udvalgte sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser (fig. 2),  skaber analysemæssig sammenhæng i forhold til den taktiske metodemodel,  da strukturen og metodikken er sammenfaldene. Koblingen mellem de to  modeller skabes i øvrigt ved anvendelse af krigsførelsens kredsløb.  

Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at krigshistorien ofte behandles  som værende et resultat af ”lovmæssigheder”, men historien er  menneskeskabt og kan dermed også ”ændres” af mennesker. Uddannelsen  skal derfor også fokusere på tilfældigheders opståen, betydning og  konsekvenser, for dermed at give officeren en kritisk indstilling til éntydige  fremtidsanalyser, der alene er baseret på få teorier og udvalgte historiske  fremstillinger.  

Opnåelse af sammenhæng skal ligeledes ses i forbindelse med kadettens hhv.  elevens umiddelbart forestående virke som delingsfører, kompagnichef eller  stabsofficer. Det betyder, at en væsentlig del af pensum skal fokusere på netop  disse funktionsniveauer, hvilket stiller høje krav til kilder. Denne opgave søges  som nævnt løst via føromtalte dybdestudier af udvalgte og veldokumenterede  kamphandlinger, ligesom en række relevante erfaringer behandles i faget  ledelse og visse sprogfag. Sidst, men ikke mindst, indgår formidling af bl.a.  danske erfaringer fra operationer i Irak eller på Balkan i et samlet  uddannelsesmodul omhandlende internationale operationer, hvor bl.a.  tidligere kompagnichefer fremlægger deres erfaringer.  

Endelig skal faget krigshistorie ses i sammenhæng med officerens samlede  uddannelses‐ og karriereforløb. I modsætning til f.eks. fagene taktik og  ledelse, hvis indhold løbende udvikles i f.m. officerens øvrige tjeneste, så  behandles krigshistoriske forhold primært i f.m. gennemførelse af de  forskellige uddannelser på hhv. Officersgrunduddannelsen (OGU) samt  Videreuddannelsestrin I og II for Ledere (VUT I/L og VUT II/L). VUT II/L er  imidlertid kun forbeholdt et meget begrænset antal officerer.  

Uddannelsestiden for VUT I/L blev for nylig kraftigt reduceret, hvorfor faget  krigshistorie kun kunne tildeles en halv snes lektioner. Disse anvendes primært  som optakt til doktrinforståelsen af de enkelte kampformer og værnsfælles  operationer, integreret i faget taktik. Uddannelsen på OGU skal således alene  bære fagets indhold i bredden, i dybden og i sammenhæng. Samtidig er  krigshistorieuddannelsen på OGU det grundlæggende afsæt for det samlede  officerskorps´ videre tjeneste‐ og uddannelsesforløb f.s.v.a. brugen af  erfaringer i f.m. udvikling og justering af nuværende doktriner mv. Optimalt set  burde behandlingen af krigshistorie stige i kompleksitet med større dybde i  takt med officerens uddannelses‐ og karriereforløb gående fra studier i  bredden på OGU og studier i dybden på VUT I og II/L.  

Som det er fremgået, tilstræber HO at formidle faget under hensyntagen  til balancen mellem de forskellige afledte krav til hhv. sammenhæng, bredde  og dybde, en balancegang som i sig selv er problematisk, når der ikke er  ubegrænset tid til rådighed. Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at  krigshistorien, uanset tyngdepunkt, skal indeholde alle tre elementer, såfremt  faget skal fremstå relevant og bæredygtig. Hvorvidt der er skabt tilstrækkelig  balance og tyngde i forhold til officerens forudsætninger, fremtidige opgaver  og tjenesteforløb er konstant genstand for overvejelser.  

 

Hvorhen? 

Tendensen går i retning af at give kadetterne hhv. eleverne mere tid til  fordybelse samt etablere større integration fagene imellem. Dette gør, at faget  krigshistorie næppe kan tildeles væsentlige flere lektioner. Tyngden i fagets  udvikling vil i fremtiden fortsat hælde i retning af faget taktik og i retning af  øget fokus på emner i dybden, bl.a. i takt med tilvejebringelse af relevant og  brugbart kildemateriale jf. eksemplet fra Falklandskrigen.  

HO har, jf. chefens direktiv, iværksat et ambitiøst projekt vedr. justering af  officersuddannelserne samt indholdet i taktikundervisningen bl.a. m.h.p. en  modernisering af de grundlæggende taktiske scenarier. I forlængelse heraf har  chefen for VUT I/L udgivet sit direktiv: ”Scenarierne skal i højere grad afspejle  Hærens nuværende og fremtidige opgaver og indsættelsesmåder med fokus på  de internationale indsættelser i bredspektrede operationstyper. Der skal  udarbejdes en række nye ”full‐scope” scenarier og opgaver, hvor danske  enheder sammensættes generisk og indsættes i internationale operationer  spændende fra krigsoperationer til ikke‐krigsoperationer og med vekslende  grad af intensitet og symmetri. Rollen som ”kriger” skal fortsat være i fokus.  Scenarier og opgaver skal derfor tage udgangspunkt i de doktrinære krav som  beskrives i Feltreglement I. De skal dog også indeholde fremtidige  operationstyper, herunder de netværksbaserede. Et scenario skal typisk bygges op som en logisk sammenhængende proces indeholdende faserne:  Forberedelse, klargøring, deployering, indsættelse, stabilisering, konsolidering,  terminering og redeployering”. Dermed vil uddannelsen i krigshistorie måske i  endnu højere grad skulle fokusere på studier og temaer i dybden, koncentreret  om nutidig og fremtidig krigsførelse. Eksempelvise temaer kunne være  mekaniseret krigsførelse, asymmetrisk krigsførelse, bykamp, kamp i bjerge,  ørken og jungle. Studierne vil fortsat skulle tage udgangspunkt i krigsførelsens  kredsløb, baseret på krigshistoriske erfaringer m.h.p. perspektivering og  udfordring af eksisterende doktriner, organisationsformer mv. For tiden  undersøges mulighederne for en mindre forøgelse af fagets timetal.  

En anden og meget væsentlig problemstilling er faggruppe krigshistories  beskedne anvendelse af Forsvarets studie‐ og udviklingsmiljøer. Et afgørende  afkast af den uddannelsesmæssige investering i faget krigshistorie bør i høj  grad fremkomme ved et struktureret og synkroniseret samarbejde med dele af  Forsvarskommandoen, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE),  Forsvarsakademiet, Hærens Operative Kommando og våbenskolerne mv. samt  evt. internationale skoler og udviklingsmiljøer. Der skal nødvendigvis være en  meget tydelig, synkroniseret og gennemskuelig produktionslinie fra FE´s  studier af nuværende og fremtidige konflikter og trusler på taktisk/operativt  niveau til de enkelte studie‐ og skolemiljøer i Forsvaret. Sidstnævntes  produkter og behov skal ligeledes videreformidles til den samlede kreds af  interessenter. Produktionslinien eksisterer, men formidlingen og  synkroniseringen af denne kan givetvis forbedres, særligt vedr. behandlingen  af doktrinære forhold. Udveksling af behov og analyser ved brug af fælles  analyseværktøjer og fokusområder optimerer den samlede  ressourceanvendelse. Her tænker jeg bl.a. på en øget synkroniseret anvendelse  af bl.a. FE´s kompetencer samt styrkelse af kravet til tjenestens  nedklassificerede analyser ud fra krigsførelsens samlede kredsløb. Det kunne  eksempelvis dreje sig om fokus på væbnede tjetjenske gruppers taktiske  doktriner, serbisk luftforsvarsdoktriner, UCK´s væbnede organisation eller  militante fundamentalistiske gruppers anvendelse af teknologi i Irak, russiske  erfaringer vedr. kamp i bjerge i Afghanistan, israelsk implementering af taktisk  efterretningstjeneste o.s.v. I tilknytning hertil kunne man anvende Hærens  egne analyser ud fra samme kredsløb vedr. operationerne på Balkan og i Irak.  Efter behov kunne man inddrage tilsvarende eller særlige udenlandske  erfaringer vedr. eksempelvis bykamp og kamp i jungle. Kravene til disse  analyser bør nøje afstemmes med Forsvarets behov og øvrige  studievirksomhed, idet analyserne hurtigst muligt skal videreformidles til  relevante enheder, stabe og skoler. (Det var eksempelvis muligt at  ”downloade” en kopi af 3. (US) Infanteridivisions omfattende og kritiske ”after action report” fra operationerne i Irak, blot seks måneder efter Bagdads fald  den 9. april 2003)! Faggruppe Krigshistorie vil søge at intensivere anvendelse af  disse myndigheders produkter med henblik på at øge kvaliteten og dybden i  uddannelsen bl.a. ved brug af danske erfaringer og analyser. Uddannelsen på  HO vil derved som helhed blive endnu mere fremtidsorienteret vedr.  doktrinære forhold til gavn for den enkelte officer og dermed Hæren.  

Problemet er imidlertid, at det synes vanskeligt at få adgang til sådanne  officielle og målrettede analyser på en hurtig og effektiv måde, d.v.s. via det  elektroniske netværk. Under forudsætning af analysernes eksistens, er årsagen  hertil muligvis faggruppens manglende nidkærhed, men måske også en  generel og manglende formidlingsevne vedr. den slags emner. Formidling af  Forsvarets operative og taktiske evalueringer, hhv. analyser, bør underkastes  samme høje kvalitetskrav og ambitionsniveau, som gør sig gældende i f.m.  Forsvarets øvrige formidlings‐ og evalueringspolitik eksempelvis vedr. forhold  som DeMAP/DeMARS, arbejdsmiljø, tjenestetidsaftaler mv. Der findes en  række fora, som sigter i den retning, f.eks. Militært Tidsskrift, Forum for  Forsvarsstudier, tjenestegrensblade, Forsvarsakademiets og 1. Sjællandske  Brigades hjemmesider m. fl., men der er givetvis rum for en væsentlig tættere  kobling og en øget udvekslingskapacitet mellem de enkelte skolers og stabes  udviklingsmiljøer.  

 

Afslutning 

Her ved tærsklen til den nye forsvarsforligsperiode, med øget fokusering på  Forsvarets operative kapaciteter og formåen, åbner der sig en lang række  muligheder, hvor faget krigshistorie fortsat vil få en central rolle som  katalysator for bl.a. undervisning i doktrinudvikling, taktik, føring, ledelse,  statskundskab mv. Dertil kommer muligheden for en øget deltagelse i og  påvirkning af Forsvarets evalueringskultur. Evnen til hurtig taktisk og operativ  omstilling, i fred som i krig, fra rettidig erkendelse til rettidig og konsekvent  implementering, også under indsættelser, har altid været en afgørende og vital  faktor for militære enheders succes. Dette kræver en sammenhængende og  konsekvent evalueringskultur med tildeling af de nødvendige ressourcer hertil.  Nationer og organisationer, som med stor sandsynlighed vil anvende deres  væbnede styrker i krig, har et åbenbart incitament til at effektivisere deres  væbnede styrkers doktriner, organisation og teknologi i forhold til de  nuværende og fremtidige trusler og dermed også tildele de nødvendige  ressourcer hertil. En ting er effektiv vidensdeling og ressourcetildeling, en  anden ting er holdningen, motivationen og viljen hertil. Dette aspekt skal i høj  grad fremmes ved officerens grundlæggende forståelse for og anvendelse af  evalueringer samt disses betydning på godt og ondt, hvilket allerede skal effektueres i officerens tidlige karriereår. Her har faget krigshistorie på HO et  betydeligt ansvar ‐ i bredden, i dybden og i sammenhæng.  

 

Fodnoter

1 Oberstløjtnant K.V. Nielsen, ”Krigshistorie”, Militært Tidsskrift nr. 4, 1996, p.  264‐265.

2 Ibid.

3 Militært Tidsskrift nr. 4, p. 265; Oberstløjtnant K.V. Nielsen, ”Hvor blev  Militærhistorien af?” i C.C. von Barnekow og K.E. Janson, Kompendium, Hærens  Reglementsforvaltning, 1975, pp. 28‐31.

4 Hans Branner, Det ny Europa ‐ international politik i forandring. København:  Columbus, 1996, p. 165.