Forfatter: Knud Larsen
Titel: Krigere uden våben. Lægerne og modstandskampen
Forlag: Munksgaard Forlag
Diverse: Udgivet 2019
Anmelder: Cand. Mag. Bjarne Maurer
Rating: 5
Titlen på denne bog om lægestanden i modstandskampen er taget fra en digtsamling af frihedskæmperen Morten Nielsen. Morten Nielsen debuterede i 1943 med Krigere uden Våben samtidig med at han var aktiv i modstandsbevægelsen. Han blev dræbt af et vådeskud den 29. august 1944. Dette dødsfald har som mange andre tragiske begivenheder under besættelsen givet anledning til mytedannelse. Der er blevet antydet både mord og selvmord. Det foreliggende arbejde er sobert, veldokumenteret og stort set fri for de mange myter, der er skrevet ind i resistance -litteraturen, primært de første årtier efter befrielsen. Bogens kapitler er præsenteret i traditionel kronologisk rækkefølge og udgangspunktet er, at citere beretninger fra læger og lægestuderende. Det giver et fint afsæt i begivenhederne, og læseren er så at sige med på første række, når personerne begynder at handle på besættelsens komplekse forhold om tilpasning eller modstand. Der er i flere af kapitlerne refleksioner til lægeløftet. Kan og må læger deltage i aktioner, der kan føre til død og lemlæstelse af medlemmer af besættelsesmagten og de danske håndlangere?
Dramaet tager sin begyndelse med kapitlet om ”Studenteroprør”, hvor blandt andet lægestuderende deltager i demonstrationerne og gadekampene i forbindelse med den danske regerings underskrift på den tysk ledede anti-kominternpagt. Vi møder her for første gang tre navne, som senere bliver centrale aktører i modstandskampen og medlemmer af Frihedsrådet. Det er professor Ole Chievitz, reservekirurg Erik Husfelt og overlæge Mogens Fog. De næste kapitler beskriver den tidlige modstand med illegale blade og etablering af kontakter, der senere bliver konsolideret i egentlige modstandsgrupper. Den første nedkastede S.O.E. agent var lægen Carl Johan Bruhn. Bruhns faldskærms foldede sig ikke ud, og han blev dræbt på stedet. Det var et stort tilbageslag for den danske afdeling af ”sæt Europa i brand”.
Afsnittet om Augustoprøret – der primært foregik i provinsen – indeholder en præsentation af en af modstandskampen enlige ulve. Lægen Hans Keiser-Nielsen var tilknyttet Holger Danske, men foretrak at arbejde alene. Han var en fremragende svømmer og specialiserede sig i undervandssabotage mod tyske skibe i Københavns havn. Kapitlet om den tyske arrestation af de danske jøder demonstrerer ganske tydeligt, at vi her er ved “a point of no return”. Den formidable redningsaktion er kendt, og fungerede efterfølgende også som et anseelig rekrutteringsaktiv for mange, der få måneder tidligere ikke ønskede at deltage i modstandskampen. Lægebiler og ambulancer var foretrukne transportmidler, idet de var benzindrevne og kunne færdes overalt uden særlig mistanke. Også hospitaler blev vigtige fredszoner, hvor folk på flugt kunne gemme sig i nogle dage under falsk navn. De følgende kapitler beskriver den skærpede modstandskamp med de uundgåelige tab og arrestationer. Begivenhederne i København er tidligere præsenteret i flere værker. Derimod er aktionerne fra provinsen nyt stof.
Bogens mest dramatiske øjeblik er likvideringen af Fritz Køppe på Sankt Hans Torv den 15. juni 1944. Drabet blev udført i Holger Danske regi af Hans Edward Teglers. Den dræbte var medicinstuderende, og Teglers medhjælpere var to af den dræbtes medstuderende. Besættelsen var fuld af disse paradokser. Som gengæld blev lægeforeningens domicil, Domus Medica, bombesprængt 3 dage senere af Petergruppen på tysk ordre. Kapitlerne, der omhandler det sidste besættelsesår er særdeles interessant, og der er vist ikke tidligere givet en samlet fremstilling af disse temaer: ”Lægerne på dødslisten” og ”Tysk flygtninge- strøm”. I januar 1944 begyndte de såkaldte clearingmord, hvor det tyske sikkerhedspoliti og deres danske håndlangere myrdede danske borgere. Læger var en af de primære målgrupper, hvilket kulminerede med nedskydningen af fire læger i Odense og to i Vejle. Den Røde Hærs vinteroffensiver i 1944/45 resulterede i en migration af folketyskere mod vest. Under de værst tænkelige forhold var mere end 20 millioner på flugt. Over 250.000 af disse flygtninge endte i Danmark. Forfatteren konstaterer ganske tørt, at nu var Oksbøllejren Danmarks sjette største by. Kapitlet dokumenterer, at der i denne situation var en særdeles sprængfarlig konflikt. Besættelsesmagten ved den Rigsbefuldmægtige Werner Best kræver gode fødevare- rationer og ubetinget lægehjælp. Samtidig nedskydes læger, og de danske myndigheder kræver som modydelse, at de danske Kz-fanger bringes hjem til Kongeriget. Konflikten optrappedes, idet Frihedsrådet - Danmarks reelle regering – mente at hjælp til tyske borgere var utidig støtte til den den tyske krigsførelse, og den brede befolknings holdning har nok været ganske entydig i samme retning. Midt i krydsfeltet stod Lægeforeningens formand Mogens Fenger i et dilemma, der ultimativt kunne koste ham livet. Sådanne beskrivelser skaber en stor spænding i bogen, hvilket sammenlagt med forfatterens overblik gør bogen til besættelseslitteratur fra øverste hylde. De næste kapitler omhandler lægerne i Kz-lejrene og hjemtransporten i de hvide busser. Forfatteren påpeger, at det ikke alene var Grev Folke Bernadotte og svensk Røde Kors, der reddede de danske og norske fanger, men af taktiske grunde fik svenskerne hovedparten af æren. Mange danske chauffører og læger deltog i operationen.
De sidste afsnit gennemgår et par kontroversielle temaer ved befrielsen og de få læger, der var på den anden side. Lederen af det danske naziparti fra 1933-43 – Fritz Clausen – var praktiserende læge i Sønderjylland. Clausen døde i Vestre Fængsel inden retssagen imod ham var færdigbehandlet. Den danske SS-læge Carl Peter Værnet udførte dødelige eksperimenter på Kz-fanger i Buchenwald. Værnet var formodentligt den betydeligste danske krigsforbryder i Holocaust. Det lykkedes for ham at unddrage sig retsforfølgelse ved at flygte til Argentina. Eneste kritikpunkt ved bogen, er forfatterens ureflekterede citering af fænomenet ”passiv modstand”. Hvis vi anerkender anti-Hitler vittigheder, den kolde skulder, RAF-huer, hærværk og mange andre folkelige påfund som modstand, kan vi indskrive næste alle danskere, som en ”ægte” del af modstandskampen. Kriger uden våben er en vellykket, veldokumenteret og velskrevet rejse gennem besættelses- Årene, hvor især den sidste halvdel er særdeles medrivende.
