Log ind

Krigens teori og krigens principper

#

Med udgangspunkt i den i maj-nummeret givne historiske oversigt over vekslende opfattelser af krigens principper er der i denne artikel søgt foretaget en analyse af princippernes relevans til krigens og krigsførelsens teori og praksis samt af problemet om deres tidløshed.

Krigskunst - krigsvidenskab

Krigen er et socialt fænomen og som sådant et politisk middel. Den udtryksform , krigen gennem tiderne har haft, bar derfor været i nøje overenstemmelse med de pågældende samfunds sociale og tekniske forudsætninger. I bestræbelserne for at opnå den optimale effekt af krigen som et politisk middel har man bestandig søgt efter den mest effektive måde at gennemføre krigen på. Vejen hertil er gået over en søgen efter at nå til erkendelse af det egentlige i krigen. I denne søgen efter erkendelse bar nogle ment at kunne betragte krigen som en eksakt videnskab og i konsekvens heraf prøvet at opstille love for krigen på samme måde, som det inden for naturvidenskaberne er lykkedes at afdække en række fundamentale naturlove. Det er næppe tilfæ ldigt, at det var englænderen Newtons landsmand, Lloyd, der i 1766 mente at kunne fastslå, at krigen var baseret på »visse og faste principper, som efter deres natur er er uforanderlige«. Det var i nøje overensstemmelse med, at »hele 1700-tallet (var) gennemsyret af overbevisningen om, at det tidspunkt i menneskehedens historie var kommet, hvor naturen skulle berøves sine h id til vogtede hemmeligheder, som ikke længere skulle lades tilbage i mørke . . . men føres frem i fornuftens lys og analyseres med alle dens grundlæggende kræfter« (cit. De politiska ideernas historia, s. 259). Det er næppe heller helt tilfæ ldigt, at det er en landsmand til Newton, general Fuller, der i vor tid har søgt at opstille en videnskab for krigen og fastslå visse evigtgyldige principper for den. I 1. kapitel i The Foundations of the Science of War skriver han bl. a.:

»Igennem hele krigens historie må vi, til trods for mange berømte skribenter, søge forgæves efter en militæ r Newton eller Watt. V i ser endog så eminente soldater som Dragomirov og Foch slå fast, at krig alene er en kunst, og at der ikke eksisterer nogen krigsvidenskab. Jeg tror, jeg v il være i stand til at bevise, at de har taget fe jl, og at krigskunsten - netop på grund af denne ignorans af krigsvidenskaben - stedse er forblevet kaotisk og alkymistisk« (Fuller, s. 23).

Den fullerske abstrakte analyse støder dog — som det allerede er antydet gennem omtalen af nødvendigheden af at deducere visse principper for at kunne behandle de moralske kræ fter (se M. t. 1969, s. 214) - på visse vanskeligheder. Vanskeligheder, som Clausewitz udførligt redegjorde for i »Vom Kriege«, hvor han blandt ejendommelighederne i den krigeriske handling bl. a. fremhæver »den levende reaktion og den vekselvirkning, denne frembringer« (v. K . s. 186). Denne ejendommelighed, siger Clausewitz, gør det um uligt at opstille en positiv lære; for »krigen er ingen viljesakt, der ytrer sig mod et dødt stof, som de mekaniske kunstarter, eller mod en levende, men dog passiv, hengivende genstand, som den menneskelige ånd og den menneskelige følelse over for de ideale kunstarter, men derimod mod en levende og reagerende menneskelig ånd og følelse« (v. K. s. 201). E t egentligt systembyggeri, af hvilket eksakte anvisninger på, hvorledes der skal handles, lader sig ikke realisere og er ej heller nødvendigt. På grund af krigens sociale karakter lader den sig næppe rubricere, hverken som videnskab eller som kunst, men snarere som handel i stor målestok, en kon flik t i hvilken vitale interesser er indblandede. En teori om krigen bør derfor koncentrere sig om krigens form ål og dens midler; den bør gennem analytisk undersøgelse føre os frem til et nøje kendskab til og fortrolighed med krigshistorien, for dermed at blotlægge de almindelige retningslinier efter hvilke beslutninger i krigen er taget; retningslinier, som kan være vejledning for os i nuet og i fremtiden, (v. K . s. 188 ff, 201). Clausewitz tager altså afstand fra den på hans tid rådende diskussion om, hvorvidt krigen var kunst eller videnskab og henregner den til, hvad vi idag ville kalde samfundsvidenskaberne. Det følger heraf, at de principper, som han mener at kunne opstille for krigens førelse, når han gennem deduktion. Hvorvidt de er faste og uforanderlige eller afhængige af historiske omstændigheder, giver han intet klart svar på. Hele hans undersøgelsesmetode og de principper, han lader sig forlede til at opstille i instruktionen til kronprinsen, lader dog formode, at han hælder til sidstnævnte anskuelse. A t krigsførelse ikke er nogen eksakt videnskab på linie med naturvidenskaberne, fremgår af den omstændighed, at det ikke har været m uligt at afdække nogen lov for krigsførelse i lighed med f. eks. de fra fysikken kendte naturvidenskabelige love. Anvendes ordet kunst i dets videste betydning, nemlig som erfaring eller viden, gjort effektiv gennem dygtighed, vil det kunne finde anvendelse på krigsførelse. Men krigsførelse kan også henregnes blandt samfundsvidenskaberne, der bl. a. er karakteriseret ved, at selve de fænomener, der ligger til grund for deres teorier, ændrer sig under indtryk af deres resultater. Som tidligere omtalt er krig et politisk middel ved hjælp af hvilket, der ønskes opnået et bestemt formål. I bestræbelserne for at nå dette må de krigeriske midler anvendes på netop den måde, der giver størst m ulig sikkerhed herfor. Udover de praktiske erfaringer, som kan indhøstes under selve krigen - og som måske høstes for sent - kan dette således kun ske ved gennem analytisk behandling af historisk krigsførelse at uddrage en teori, retningslinier, som synes at føre til de ønskede resultater. Den konkrete form ulering af denne teori må være det egentlige indhold i en lære om krigsførelsen - i en krigsvidenskab, om man vil.

Der rejser sig nu naturligt to spørgsmål:

- Hvad er undersøgelsens objekt?

- Hvorledes kan og bør teorien formuleres?

Undersøgelsens objekt

I forsøget på at besvare det første spørgsmål rettes blikket naturligt mod førerpersonligheden og de militæ re midler, han råder over, samt det miljø, han skal virke i.

Førerpersonligheden

Der synes blandt militæ re teoretikere at være en helt gennemgående enighed om førerpersonlighedens og føringens dominerende og afgørende indflydelse på krigsførelsen. Clausewitz analyserer i v. Kriege indgående, hvad han kalder »den krigeriske genius« (1. bog, 3. kap.). Han fremhæver de egenskaber, som er nødvendige for den rette fører, og understreger, at »hvad geniet gør, må netop være den skønneste regel, og teorien kan intet bedre foretage sig, end at vise hvordan og hvorfor, det er sådan.« (v. K., s. 182). Napoleon understregede, at det var gennem studiet af historiens store hærførere, man kunne lære principperne for krigsførelse at kende. Og feltmarskal Lord Wavel gav udtryk for samme opfattelse, da han sammenfattede førerpersonlighedens rolle med ordene: »Førerens energi, drivende kraft og viljestyrke er måske den største faktor i alle militæ re successer« (cit. Proceedings, nov. 67, 8.31). Talrige eksempler gennem historien v il kunne illustrere dette. Ved Salamis år 480 f. K r. besejrede athenienseren Themistokles med 300 skibe Xerxes’ persiske flåde på 800 skibe. Ved Dresden slog Napoleon i 1813 med 96.000 mand en allieret hær på 200.000 mand, efter at have marcheret næsten 150 km på tre dage. Under krigen på den iberiske halvø udtrykte Hertugen af W ellington efter sejren ved Fuentes de Onoro over Masséna i maj 1811 førerpersonlighedens indflydelse ved at sige: »Hvis ’Boney’ havde været der, var vi blevet slået«, (cit. Proceedings, nov. 67, s. 31). Førerpersonligheden i krig kan altså ofte tilskrives den dominerende rolle i afgørelsen af kampen. Men på samme måde, som der skal mere til for at blive en god billedhugger end blot rådighed over stenen i værktøjet, således også med føreren. Studier og praktisk øvelse i den rette anvendelse af værktøjet er forudsætningen for at blive en god håndværker; talent og inspiration lagt h ertil kan skabe den gode kunstner - eller feltherre. De store feltherre-navne har nået deres berømmelse ved med talent og inspiration at have anvendt krigsførelsens instrument i overensstemmelse med sådanne principper, som selvom de vanskeligt lader sig eksakt definere, i det mindste dog lader sig identificere.

Midler og miljø

Det instrument, føreren råder over til krigens gennemførelse, består ikke alene af materiel - kampvogne, kanoner, fly, skibe o. s. v. Det består også af personel. Dette kan sammenfattes i betegnelsen midlerne.

Disse m idler bringes i anvendelse i et m iljø, bestående af tid og rum, som ofte v il være bestemt af eller påvirket af modstanderen, men som rigtigt udnyttet af føreren kan forstærke midlernes virkning på modstanderen. Det er på sin vis karakteristisk for vestlig, m ilitæ r tankegang, at man i forbindelse med tidsfaktoren betragter hastværket som en bestemmende faktor i militæ re operationer. Årsagen hertil er måske en række eksempler, der underbygger dette, eksempelvis blev de allieredes sejr ved Waterloo først en kendsgerning, da Bliicher, som kun to dage før var blevet slået, nåede W ellington til hjælp, før den sejrrige de Grouchy kunne nå Napoleon til undsætning. Schlieffenplanen byggede tilsvarende på hurtigt gennemførte operationer, der berøvede modstanderen tid til at reagere. I østlig tankegang opfattes tidsforbrug ofte som en betydningsfuld allieret, der kan kompensere for mangel på midler. Mao Tse Tung understreger f. eks., hvorledes teknologi kan besejres ved forlængelse af kon flik ­ ten. Man kan således erstatte tyngde med udmattelse ved at trække krigen i langdrag.

Snævert forbundet med tid er rummet. Det klassiske eksempel på udnyttelse af sammenhængen mellem tid og rum er den russiske tilbagetrækning over for invaderende fjender, der har medført, at tiden har arbejdet til gunst for russerne og til ugunst for fjenden. Man er med et udtryk af Mao Tse Tung »veget ud i rum og rykket frem i tid« (cit. Proceedings,t: nov. 67, s.33). Men man må ved en sådan fremgangsmåde også være opmærksom på de personelle og m aterielle omkostninger, denne medfører. Miljøet omfatter også terræn- eller vejr- og lysforhold eller en kombination af alle faktorer. Disse kan ofte være et væsentligt led i sejr. Finnemes resultater under den 2. verdenskrig kan tjene som eksempel på dette.

Gennem tiderne har våbenudviklingen på afgørende vis været bestem- i mende for krigens gennemførelse. De efter 2. verdenskrig forekommende | sociale krige har imidlertid demonstreret, at en højt udviklet teknologi | ikke alene er tilstræ kkelig for at sikre sejr.

Professionel dygtighed som sejrafgørende faktor er et gennemgående I tema i krigshistorien. Det var den gennem intensiv træning opnåede dyg-1 tighed, der gjorde den græske hoplit uimodståelig i falanksens masseduel. | Men træningen må også være i overensstemmelse med den kamp, der skal j føres; ellers går det, som det gik ridderhærene over for de engelske bue-Y skytter, de schweiziske infanterister eller de husittiske vognborge, eller det går, som det gik de professionelle engelske soldater, trænet i lineartaktikkens formationer, over for de amerikanske skytter i Frihedskrigen. Men at professionel dygtighed kan opvejes af moralsk overlegenhed, kan krigshistorien også illustrere, således som det eksempelvis skete ved Valm y i 1792. Clausewitz har indgående analyseret den moralske faktors afgørende betydning i v. Kriege. »Den moralske kraft hører til en af krigens vigtigste bestanddele. Den er en åndelig kraft, som gennemtrænger hele k rigen, og som med en stærkere sammenhæng slutter sig til eller rinder sammen med viljen, der i sig selv er en moralsk størrelse« (v. K., 8.254). Moralens betydning illustreres slående ved en sammenligning mellem den svenske hærs reaktion på tabet af Gustaf II A d olf og Pappenheims rytteres reaktion ved generalens død under slaget ved Liitzen i 1632. Men opfattelsen af den moralske faktors betydning kan også perverteres, som det skete i Frankrig forud for og under 1. verdenskrig, da man på basis af Ardant du Picqs dictum »Den vinder, som har djærvhed til at rykke frem« og Fochs ligning »Victoire — Volonté« (MOMS s. 216, 228) skabte skolen om Offensive à outrance.

Styrkernes kvantitative størrelse indeholder ikke en sådan dobbelttydighed. I almindelighed er føreren bedre stillet, jo flere styrker han råder over. Det betyder ikke, at underlegne styrker ikke kan vinde. Det er ofte sket, men sjældent v il føreren form entlig friv illig t vælge at være modstanderen underlegen. I v. Kriege beskriver Clausewitz de vilkår, hvorunder føreren må handle, som præget af tåge og uvished. Det middel, hvormed føreren kan sættes i stand til at overvinde disse omstændigheder, er efterretninger. U tallige er de situationer i krigshistorien, hvor sejren er smedet ved førerens rette udnyttelse af rigtige efterretninger om fjenden. Omvendt viser historien også eksempler på, hvorledes mangel på eller forkert udnyttelse af efterretninger har ført til katastrofe eller krise - G allipoli, Pearl Harbor og den tyske Ardenneroffensiv i 1944 for blot at nævne enkelte eksempler. Analyse af krigsførelse må omfatte de faktorer, som influerer på førerens anvendelse og udnyttelse af m idler og m iljø for herigennem at fastlægge de parametre, der er afgørende for den mest effektive og rationelle samordning. Disse er foruden hans eget intellekt og hans dømmekraft det eneste, han råder over til gennemførelse af krigen.

Teoriens formulering

Det andet spørgsmål, der rejstes, var problemet om teoriens formulering. Hverken love i betydningen erkendelseslove eller i den betydning, hvori ordet finder anvendelse i handel — som krig jo lader sig sammenligne med - lader sig anvende, hævder Clausewitz i v. Kriege, 2. bog, 4. kap. Han redegør her for den metodik, der bør anvendes ved studiet af krigsførelse. De første må udelukkes, fordi de forudsætter en regelmæssighed, som ikke findes i krigen, og som derfor a priori udelukker opstilling af »newtonske« love. De sidste, fordi de i deres mangfoldighed og vekslen fremtræder i en sådan form , at de vanskeligt lader sig betegne som love. Derimod er, fortsætter Clausewitz, »grundsætninger, regler, forskrifter og metoder uundværlige begreber for krigsførelsens teori, for så vidt som de fører til en positiv lære, for kun i en sådan v il sandheden kunne udkrystallisere sig« (v. K., s. 205). Udtrykt i vor terminologi betyder dette, at principper, doktriner og metoder er uundværlige begreber for krigsførelsens teori. Fo r klarhedens skyld kan disse begreber kort præciseres således: E t princip udtrykker en hovedtanke, der ligger til grund for noget. Det er en fundamental retningslinie, der følges på et vist område; en ledende tanke ved behandling af et bestemt emne, i denne forbindelse ved behandling eller analyse af krigsførelsen. En doktrin udtrykker en lære eller læresætning, således som man tænker sig den opstillet i praksis. Ofte v il den kunne formuleres i regler eller grundregler, som fastlægger en forskrift eller rettesnor. En metode udtrykker en bestemt - på principper og doktrin grundet - fremgangsmåde ved udførelse af en bestemt handling. Udtrykt på en anden måde er et princip en idealiseret opfattelse af, hvorledes et problem bør løses i sin rene form. Principper omsættes til praksis gennem doktrinens udformning, og doktrinens indlæ ring og efterlevelse sker ved hjælp af metoder. Der ligger im plicit heri, at principper ikke let lader sig ændre og ej heller bør ændres uafladeligt. Nogle går så vidt som til at hævde, at kun principper, som må anses som tidløse, altså evigtgyldige, kan anerkendes som sådan. Fu lle r gik i sine studier ud fra denne opfattelse; han betragtede et princip pr. definition som tidløst og anerkendte kun sådanne, som han gennem sine studier havde fået opfattelsen af, opfyldte et sådant krav. En naturlig konsekvens af dette krav må nødvendigvis være, at formuleringen bliver almen.

Andre foretager en bestemt, konkret fortolkning af det enkelte princip i overensstemmelse med m iljø og tid. Herved bliver principperne, som den marxistisk-leninistiske skole hævder det, syntesen af en analyse af de objektive betingelser, hvorunder den væbnede kamp føres. Og de ændrer sig i overenstemmelse med ændringer i disse objektive betingelser. De er således, hvis ovenstående definition fastholdes, i virkeligheden udtryk for en doktrin. Endelig er der nogle, som tager lettere på anvendelse af ordet princip og til listen over disse føjer sådanne ting, som deres personlige erfaring har indgydt dem respekt for, og som de derfor anser for at have så stor betydning, at de bør klassificeres som principper. Principperne bliver hermed udtryk for leveregler, som det er gavnligt at holde sig for øje. Disse forskellige opfattelser fører til, at det kan være overordentligt vanskeligt at foretage en egentlig sammenlignende vurdering mellem forskelligt forekommende opstillinger af principper. I skemaet er foretaget en sådan opstilling af de i øjeblikket gældende principper, således som de fremgår af de pågældende reglementer. Til sammenligning er anført de russiske principper, som de fremgår af tilgængeligt materiale, Fullers principper, som de var udtrykt, da de blev lagt til grund for 1924-udgaven af Field Service Regulations, samt den heri givne formulering.

Princippernes tidløshed

Et tilfredsstillende svar på, hvorvidt principper er eller bør være tidløse eller ikke, lader sig ikke let formulere. Svaret hænger nøje sammen med, hvorledes man opfatter begrebet princip. Det må im idlertid stå klart, at såfremt opnåelse af tidløshed ikke er mulig, eller af forskellige grunde ikke ønskelig, indebærer det kravet om stadig vagtsomhed for i tide at kunne foretage de nødvendige justeringer. Gennemføres disse ikke, stivner man i dogmatisme og løber en fare for at forberede sig på den forrige krig i stedet for på den næste. T il stadighed at søge de på erfaringsgrundlag udvundne princippers gyldighed vurderet i lyset af det eksisterende eller forventede frem tidige samfunds sociale og tekniske struktur kan være midlet til imødegåelse af den nævnte forældelsesfare. T il illustration af dette problem skal sluttelig foretages en analyse af et enkelt af de i skemaet anførte principper, nemlig princippet om målet. E fter engelsk opfattelse er det ultim ative mål med et felttogs gennem

Skærmbillede 2020-05-12 kl. 11.50.58.png

førelse at ødelægge modstanderens vilje til at kæmpe. Den amerikanske Hærs reglement F M 100-5 går et skridt videre og siger (pkt. 111): »- K rigens ultim ative militæ re mål er ødelæggelsen af fjendens væbnede styrker og hans vilje til at kæmpe Ifølge dette skal således både viljen og de væbnede styrker ødelægges - form entlig ud fra den betragtning, at viljen til at kæmpe er til stede, sålænge der er militæ re m idler til rådighed. Der er im idlertid vundet mange krige, uden at denne forudsætning var opfyldt. Dolkestødslegenden opstod bl. a. i Tyskland som følge af, at den tyske hær i 1918 ikke var slået afgørende, men endnu var intakt og operationsduelig ved våbenstilstanden. Ved at sætte sig som mål at ødelægge fjendens vilje til at kæmpe udtrykker man i virkeligheden en doktrin, men med ødelæggelse af fjendens væbnede styrker anviser man den metode, hvorved målet søges nået. Begge er variable og kan være i overensstemmelse med den i øjeblikket herskende opfattelse, men doktrinen behøver ikke altid nøje at svare til virkeligheden, og metoden v il næppe altid være hensigtsmæssig. Da krigen er midlet, og politikken det styrende element, v il det ’u ltimative m ål’ være dikteret af den politiske hensigt, som ingenlunde behøver at indebære ødelæggelse af fjendens vilje til at kæmpe. Hvad metode angår, kan blokade eller berøvelse af f. eks. en vital base være tilstræ kkeligt til at nå hensigten, uden at fjendens væbnede styrker nødvendigvis behøver at tilintetgøres. Den her anvendte form ulering er hverken tidløs eller generel, men derimod applikeret på den militæ re førers konkrete situation og således udtryk for en doktrin eller metode. I det amerikanske Naval Warfare NW P 10 (A) hedder det derimod i Appendix C:

»I den almindelige gennemførelse af krig, i enhver operation i krig, og ved tilvejebringelse af sikkerhed i fredstid er det væsentligt, at hensigter eller mål (aims or objectives) vælges og klart defineres---«. Herefter præciseres nærmere, hvad der forstås ved udtrykket mål, der kan omfatte ’nationale mål‘, ’strategiske mål‘ og ’taktiske mål‘. Det antydes im idlertid ikke med et eneste ord, hvad disse mål skal være, kun at de skal 1) vælges og 2) klart defineres, samt at lavere leds mål skal vælges og anvises, således at de fremmer højere leds målsætning. Tilsvarende hedder det i Feltreglement I: »Ved målet forstås den hensigt, der skal opnås. Enhver m ilitæ r operation skal have et klart og opnåeligt mål. E r dette ikke angivet af en højere fører, må føreren selv vælge sit mål. Der bør til enhver tid kun være ét mål, men kan dette ikke nås umiddelbart, må der indskydes mellem faldende mål. Disse må vælges med omhu og stedse tjene til at nå det egentlige mål så direkte og så hurtigt som muligt. Fastlæggelse af det mål, der skal nås, er grundlaget for alle dispositioner. Det er derfor vigtigt at holde fast ved det valgte mål, in d til det er nået. Mellem faldende mål har derimod kun værdi, sålænge de er nødvendige til opnåelse af det egentlige mål.« Med formuleringen i de to sidstnævnte eksempler er sagt noget, som er tidløst og almengyldigt. Det v il kunne anvendes af såvel feltherrer som af delingsførere, af Task Force Commanders som af ubådschefer. Man kunne nu stille spørgsmålet: Hvis princippet om målet ikke indebærer andet, end at man skal vælge sig et mål, sørge for ikke at forfølge mere end ét på samme tid og holde fast ved det en gang satte mål, ind til dette er nået, er det da så ikke bare en selvfølgelighed, som er overflødig og fornærmende? Svaret må blive både et jo og et nej. Talrige eksempler i krigshistorien viser, at det er gået galt, netop fordi man har forsyndet sig mod så indlysende betragtninger. Manglen på mål gjorde sig gældende på dansk side i 1864, hvor Hæren i tiden fra tilbagegangen fra Dannevirke in d til våbenstilstanden måtte kæmpe uden en klar, politisk tilkendegivelse af sin helhedsopgave. Resultatet var, at gunstige militæ re muligheder for at støtte diplomatiets bestræbelser blev forspildt. H e rtil kom, at også mange muligheder for at tilfø je fjenden større eller mindre nederlag blev forskertset ved Overkommandoens undladelse af - i mangel af et direktiv - selv at opstille et egentligt mål for operationerne. Hitlers bestræbelser for under en fase af den tyske offensiv i 1942 at erobre både Stalingrad og Kaukasus illustrerer faren ved at forfølge mere end ét mål ad gangen. De nødvendige forstærkninger og forsyninger splittedes og viste sig utilstrækkelige i begge retninger, medens en koncentration i én retning i rette tid form entlig ville have muliggjort, at det ene mål var blevet nået. Hitlers hovedmål under denne offensiv var de sydrussiske industriområder og de kaukasiske oliefelter, d. v. s. økonomiske mål. Som følge af den efterhånden stærkt voksende modstand i Stalingradområdet tabte han im idlertid dette hovedmål af syne og koncentrerede den tyske hær§ offensive kraft mod byen, der derved blev et prestigemål, selvom den fysiske besiddelse af byen ikke var en nødvendig betingelse for at nå hovedmålet.

På tilsvarende måde v il man kunne foretage en analyse af form ulering og indhold af de øvrige i skemaet anførte principper og nå til en erkendelse af, hvilke der er almene og hvilke, der er udtryk for en konkret opfattelse af doktrin og metoder. Måden på hvilken man når frem til de enkelte principper har tidligere været behandlet. Forsvars- og sikkerhedsproblemer er im idlertid nu blevet så komplekse, at alene enkelte teoretikeres intellektuelle indsats ikke mere er tilstræ kkelig til at skabe den fornødne klarhed og overblik. H e rtil kræves, som det hedder i forordet til Herman Kahns bog »On Thermonuclear War«, »al den analytiske teknik, som de historiske, matematiske og socialvidenskabelige discipliner har udviklet.«

I Feltreglement I benævnes de her omtalte principper for »krigsføringens grundbegreber«, og i den indledende omtale understreges deres relevans til den militæ re førers problem. Anvendelsen af principperne er im idlertid ikke begrænset til den del af krigens gennemførelse, som omfatter den væbnede kamp. Principperne benævnes da også såvel i de angelsaksiske lande som i Frankrig som »krigens principper«, og i sovjettisk litteratur anføres de som »Militæ rvidenskabens principper«. Principperne er således udgangspunktet for opstilling og form ulering af en nations m ilitæ r doktrin; de tjener til gennem studiet af fortidens erfaringer og nuets m iljø at fastsætte den rette sammensætning af kræ fterne og det nøje kvantum af m idler at bringe i anvendelse for at opnå den politiske hensigt med krigen. Men de tjener samtidig som vejledere for den, der gennem studiet af fortidens erfaringer søger at dygtiggøre sig til i givet fald at kunne anvende midlerne. De tjener til — som den engelske professor i M ilita ry History, Michael Howard har udtrykt det i artiklen »The Use and Abuse of M ilita ry History« i RUSI Journal, febr. 1962 - at navigere mellem to skær, hvoraf det ene består i at gentage fortidens fe jl, fordi man ikke kender dem, og det andet i at være bundet af teorier udledt af historien, selvom ændrede betingelser har gjort teorierne forældede. Kendskabet til principperne skal derfor afstemmes med fornemmelse for variationer, og de skal anvendes med en åndelig smidighed, som kun omfattende læsning kan give.

K. V. Nielsen

Litteratur:

Se litteraturliste til artiklen Krigens principper i maj-nummeret, samt Proceedings, nov. 1967: Cdr. Bruce Keener, III, USN : The Principles of War: A Thesis for Change. D. K . Palit: The Essentials of Military Knowledge. 1. udg. Gale and Polden, Aldershot 1947. Rev. udg. ED B Publishing and Distributing Co., Dehradun 1968.