Denne artikel har til formål at give en historisk oversigt over vekslende opfattelser og formuleringer af krigens principper. I en følgende artikel vil herefter blive foretaget en analyse af principperne samt deres placering og anvendelighed i krigens og krigsførelsens teori og praksis.
Indledning
»Man er overalt enige om, at ingen kunst eller videnskab er vanskeligere end krigen s.--- Denne kunst er som alle andre baseret på visse og faste principper, som efter deres natur er uforanderlige. Kun anvendelsen af dem kan variere: men i sig selv er de konstante.« Med disse ord indledte englænderen Henry Hum plirey Evans Lloyd i 1766 sin History of the Late War in Germany (cit. T A P s. 5). Schweizeren Antoine H enri Joinini gjorde sig til talsmand for samme opfattelse i sit omfattende værk Traité des Grandes Operations Militaires, der udkom i Paris i årene 1804-16, og i hvilket det bl. a. hedder: »Der har til alle tider eksisteret grundlæggende principper, af hvilke krigsførelsens gode resultat afhænger---disse principper er uforanderlige, uafhængige af våbnenes art, af historisk tid og af sted« (cit. H ittie , s. 9). E t blot løseligt overblik over et udsnit af den omfattende litteratur, der i tidens løb er skrevet om dette emne, v il im idlertid godtgøre, at der ikke hersker megen enighed om, hvilke disse principper er, hvor mange det drejer sig om, og hvorvidt de er uforanderlige, uafhængige af våben, tid og sted. Næsten alle militæ re teoretikere har opstillet deres egen liste over principperne og ofte kraftigt vendt sig imod andre forfatteres opfattelse for herved at underbygge egen opfattelse. Man har som oftest herved ikke netop opnået større klarhed over, hvad principperne er, og hvad de står for. H e rtil kommer, at der med den engelske general J. F. C. Fullers bestræbelser for at formulere principperne med et enkelt eller få ord, er skabt en situation, som har ført til, at de »repræsenterer alt for stærkt kondenseret visdom« (professor Bernhard Brodie i en forelæsning på det amerikanske generalstabskursus, 1957. Cit. A li) . Principperne betyder noget forskelligt for forskellige mennesker, de kan i sig selv forlede til mistolkninger, og nogle forekommer tillig e direkte modstridende. Nogle betragter - som de indledningsvise anførte citater - principperne som grundlæggende forskrifter for krigens førelse; ledetråde, som til stadighed har haft og v il have indflydelse på beslutninger i militæ re konflikter. De anser principperne for et system af stikord, med hvilke komplicerede og dunkle materier kan udkrystalliseres og diskuteres i almindelighed. Andre mener, at med tilkomsten af atom- og brintvåben har diskussionen om principper for krigsførelsen mistet sin relevans. »Mange mennesker mener, at det er uden mening at studere atomkrig ud fra strategiske og taktiske synspunkter, eller med andre ord at studere krigskunst. Hvordan kan der være kunst i masseødelæggelse?« (Fails, s. 196). M ajor A li hævder, »at i en sådan krig er der ikke plads for strategiske og taktiske principper«. I den sovjettiske militærvidenskab understreges det med eftertryk, at »principperne ikke er analysens udgangspunkt, men dens slutresultat; de bliver ikke anvendt på naturen og menneskets historie, men abstraheret herfra. Naturen og menneskets verden retter sig ikke efter principper, de er kun korrekte for så vidt, som de er i overensstemmelse med naturen og historien« (SM, s. 206). Den i den vestlige verden efterhånden almindeligste opfattelse af principperne er, at de er »varsler om, hvad det sandsynlige resultat v il blive af en bestemt handlemåde snarere end positive vejledninger for handling. De kan betragtes som et særdeles udmærket pædagogisk middel til vejledning af den, der studerer historien, snarere end tommelfingerregler for ledelse af operationer. De kan ikke erstatte omfattende læsning. — Måske den største værdi i at lægge vægt på krigens principper under studiet af militæ rhistorie ligger deri, at den moderne forsker får mulighed for klarere at forstå, hvad han kan lære af fortidens krigsførelse« (M IA , s. 3). Hvadenten man føler sig tiltrukket af opfattelsen af principperne som udgangspunktet for eller som syntesen af en foretaget analyse af krigsførelsen, må det naturlige udgangspunkt være en forståelse af baggrunden for deres form ulering og en vurdering af deres anvendelighed. Det følgende tager derfor sigte på at give en kortfattet - og på ingen måde udtømmende - oversigt over forskellige i tidens løb foretagne formuleringer af principperne.
Oldtid, middelalder, nyere tid
Den ældste kendte afhandling om krigskunst er skrevet af kinseren SunTzu o. 500 f. K r. Han sammenfattede sine erfaringer som sejrrig feltherre i en række felttog i en bog, hvis tretten kapitler har meget moderne overskrifter; eksempelvis: Planlægning, Taktiske dispositioner. Energi, Svage og stærke punkter, Manøvre, Hæren på march, Terrænet, Brug af spioner. Han opregner ikke ligefrem principper for krigsførelsen. Flere passager i hans bog viser dog, at han har erkendt og efterlevet i hvert fald seks prin cipper, som også kendes i dag, nemlig: Målet, Offensiven, Tyngdedannelse, Bevægelighed, Overraskelse og Samarbejde eller Kræfternes samspil. Sun-Tzu nævnes for at vise hvor langt tilbage i historien, erkendelsen af disse principper faktisk går. Også andre forfattere i oldtiden, bl. a. Herodot, Xenofon, Polybios og Livius m. fl., har beskæftiget sig med m ilitæ rteoretiske studier. Derimod er middelalderen med dens mangel på egentlige, stabile statsdannelser fattig på sådanne studier. Først o. 1500-tallet begynder studiet af krigskunsten igen at vinde større udbredelse. Blandt de forfattere, der fra denne tid har bevaret et navn for eftertiden, står Machiavelli som den mest betydende.
18. århundrede
Med formaliseringen af krigsførelsen i det 18. årh. begynder studiet af krigen og krigsførelsen at tage et betydeligt opsving. I anvisningerne til sine generaler understreger Frederik d. Store (1740-86) en række principper for systematisk krigsførelse, bl. a. om
- styrkeforholdet, der var bestemmende for, om krigen skulle føres under en af tre former, nemlig offensiv krigsførelse, krigsførelse med lige styrker eller defensiv krigsførelse,
- manøvre på de indre linier,
- kræfternes forening (tyngdedannelse),
- valg af det rette mål ved angreb på fjendens svage punkt,
- overraskelse.
Disse principper må først og fremmest ses som vejledende regler for krigsførelsen, som Frederik d. Store selv fulgte og anbefalede sine generaler. De er i nøje overensstemmelse med den tids krigsførelse. (Se M ilitärischen Schriften Friederichs des Grossen i Militärische Klassiker 1—3, Schneider & Co., B e rlin 1880). Frederik d. Stores samtidige, Moritz af Sachsen, indleder sin Réveries de VArt de la Guerre med den hyppigt citerede konstatering, at »enhver videnskab har principper og regler, alene krigsvidenskaben har ingen«. Hverken han eller franskmanden Guibert, der fremsætter en lignende beklagelse i sit Essai General de Tactique, gør im idlertid forsøg på at opstille sådanne principper (TA P , s. 6). Det gør derimod Lloyd, som i 1781 uddybede sine betragtninger i værket Military Memoirs (TA P , s. 6-7). I forordet understreger han, at »krigskunsten består af to dele, en mekanisk del, som kan læres, og applikationen af denne, som ikke kan det. Som med poesi og retorik er det ikke nok at kende reglerne, hvis man ikke er i besiddelse af talent«. Krigen er, understregede han, ikke blot et spørgsmål om simpel mekanik, eftersom det er menneskelige kræfter, der er involverede. Spørgsmålet om føring (leadership) og moral er derfor lige så væsentligt som spørgsmålene om logistik, taktik og operationernes generelle gennemførelse. I overensstemmelse med tendensen i det 18. årh.s tænkning var det dog i de mere eksakte videnskaber, matematikken og topografien, at han så den virkelige basis for krigskunsten. I forsøget på at opfatte krigsførelse som en eksakt videnskab lagde han grunden til den terminologi, som endnu anvendes i strategisk analyse. Han formulerede udtrykket operationslinie for at beskrive den vej, en hær tilhagelagde fra sin udgangsposition til sit endelige mål. Udrustet med denne fastlagde han visse elementære strategiske principper om linien, dens længde og retning, dens beskyttelse imod fjendtlig indgriben og indgriben over for fjendens operationslinie. Linien skulle føre til det væsentlige mål, og det rigtige valg af operationslinie kunne vel være afgørende for operationens udfald. To skoler i m ilitæ r tænkning kan føres tilbage til Lloyd. De, der har prøvet at følge ham i form ulering af faste principper for strategi, baseret på kvantitativ opgørelse af geografiske og logistiske data; det er, hvad man kunne kalde den naturvidenskabelige skole, bl. a. repræsenteret af den tyske general Heinrich von Biilow, der fører sin undersøgelse ud i en ekstrem formalisme. Den anden skole understreger først og fremmest de moralske og politiske aspekter ved krigen, som gør det m uligt at behandle krigsførelsen som en eksakt videnskab. Biilow s samtidige, Georg von Berenhorst, hvis Betrachtungen iiber die Kriegskunst udkom i 1797, og som indvarsler den revolution, som også krigsførelsen skulle undergå ved århundredskiftet, afviser, at der overhovedet kan opstilles principper for denne nve krigsførelse. (TA P , s. 8 ff). Ikke desto mindre er det netop i kølvandet af den napoleonske krigsførelse, at en mere systematisk søgen efter principper begynder at tage form.
19. århundrede
Napoleon har selv aldrig formuleret egentlige principper for sin krigsførelse, selv om han øjensynlig betjente sig af sådanne. Han skal engang have udtalt: »Hvis jeg engang finder tid, v il jeg skrive en bog, i hvilken jeg vil beskrive krigens principper i en så præcis form , at de v il kunne stå til rådighed for alle soldater, og således, at krig kan læres så let som videnskab« (cit. Fuller, s. 209). I den umådelige litteratur om den napoleonske epoke finder man næsten overalt Napoleons anvisninger beskrevet. Hans marskallers og andre nære medarbejderes memoirer er en rig kilde til oplysning. Det mest direkte billede af kejserens synspunkter får man dog gennem studiet af hans maximer og af hans o fficielle og private korrespondance, der samlet er udgivet i et 32-binds værk. I forordet til en forkortet 12-binds udgave, som udsendtes i 1876 af det franske forlag Plon & Cie, hedder det bl. a., at »det er den mest fuldkomne afhandling i verden om krigsvidenskaben og hemmeligheden ved at føre hære til sejr.« Napoleon udtrykte bl. a. sine synspunkter vedrørende krigsførelse i såkaldte maximer, af hvilke der ialt kendes 115 (se eks.vis M itchell: WorhTs M ilitary History). A f disse handler fire om målet, tre om offensiven, seks om koncentration (tyngdedannelse), tre om overraskelse, fire om sikring og seks om bevægelighed og retning. Disse, hvad man kunne kalde napoleonske principper, går som en ledetråd gennem hele hans korrespondance. Den napoleonske æra stimulerede de militæ re studier. Forrest blandt de autoriteter, som fremstod i denne periode, finder man schweizeren Henry Jom ini (1779-1869) og Carl von Clausewitz (1780-1831). Jomini beskæftigede sig mest med de praktiske aspekter ved krigen, men han tilhørte langt fra den naturvidenskabelige skole. I sin omfattende litterære virksomhed nøjedes han ikke blot med at beskrive, hvordan krigsførelsen var foregået, men søgte også at analysere hvorfor. Det, han søgte, var at »fastlægge et vist antal regulerende principper, men at overlade størstedelen af den almindelige gennemførelse af en krig til det naturlige geni, uden at binde det med dogmatiske regler« (Precis I, 12, cit. T A P s. 10). I sin søgen efter således at uddestillere essensen af den napoleonske strategiske og taktiske doktrin i uforanderlige og uafhængige principper vendte han im idlertid i nogen grad tilbage til det 18. årh.s opfattelse af krigsførelsen. J omini mener gennem studiet af Frederik d. Stores og den unge Bonapartes felttog at kunne fastslå følgende newtonske principper for strategien (Hittie, s, 67):
- Indsættelse af tyngden af ens egne styrker successivt mod det afgørende punkt på krigsskuepladsen og så vidt m uligt mod fjendens forbindelseslinier uden at kompromittere ens egne.
- Gennem manøvre at indsætte denne koncentration af styrke mod dele af fjendens samlede styrke.
- Indsættelse af tyngden af ens styrker på det afgørende punkt på kamppladsen eller mod den del af den fjendtlige linie, som det er af størst betydning at nedkæmpe.
- Tilsik ring af, at denne tyngde ikke alene indsættes mod det afgørende punkt, men at det sker på rette tid og med stor energi.
Ud fra sine således deducerede principper gik Jom ini im idlertid videre i et villet forsøg på at indføre rationalitet i et irrationelt m iljø. Han skabte med sin Precis de VArt de Guerre det 19. årh.s bedste militæ re lærebog, der med sin klare systematik og sin faste terminologi fik afgørende indflydelse på den militæ re tænkning helt frem til vor tid. Medens J ominis hovedinteresse var krigsførelsens teori, lagde Clausewitz vægten på at analysere krigens væsen og dens rolle som et socialt fænomen. Medens Jom ini opbyggede et fast system for krigsførelsen med en klar og logisk sammenhæng, veg Clausewitz tilbage for et tilsvarende systembyggeri. Men han knyttede en videnskabelig sund forbindelse mellem teorien på den ene side og virkeligheden i form af erfaringer fra slagmarken på den anden side. »Hvis teorien analyserer de motiver, som konstituerer krig, hvis den adskiller mere klart det, som ved første øjekast forekommer sammenblandet, hvis den fuld t ud forklarer egenskaberne ved midlerne, hvis den viser deres sandsynlige virkninger, livis den gør målenes natur åbenbar, hvis den kaster den egentlige kritiske undersøgelses lys over hele spektret af krigen - så har den opfyldt sin hovedopgave. Så bliver den en vejledning for den, der ønsker at gøre sig bekendt med krigen gennem bøger . . . Den skulle præge tanken hos en frem tidig fører i krig, eller rettere være ham en ledetråd i hans egne studier, men ikke ledsage ham til kamppladsen.« (v. K., s. 189). Selvom Clausewitz er tilbageholdende med at ophøje dem til principper, definerer han dog i Vom Kriege en række vigtige militæ re faktorer, nemlig Moral, Talmæssig overlegenhed, Overraskelse, Tid og Rum, Kræfternes økonomi, Slagplan og Mål. I et appendix til Vom Kriege (s. 945-984) går han dog så vidt som til at tale direkte om flere principper. Dette appendix, som Clausewitz udarbejdede i sin egenskab af lærer for den preussiske kronprins, den senere Frederik W ilhelm IV , har den pompøse titel Die Wichtigsten Grundsätze des Kriegführens zur Ergängzung meines Unterrichts hei SR. Königlichen Hoheit dem Kronprinzen. I forordet skriver Clausewitz: »Disse principper er, skønt de er resultatet af megen tænken og indgående studier af krigshistorien, ikke desto mindre nedskrevet i hast, og de v il derfor ikke kunne stå for hård k ritik med hensyn til deres form. Tilm ed er kun de mest betydningsfulde pillet ud af et stort antal, eftersom en vis korthed var nødvendig. Disse prin cipper v il derfor ikke så meget være fuldstændige instruktioner til Deres kongelige Højhed, som de v il stimulere og tjene som vejledning for Deres egne reflektioner.« (v. K., s. 945). E fter indledningsvis at have opregnet en række generelle principper for den taktiske gennemførelse af forsvar og offensiv samt for anvendelse af tropper vender Clausewitz sig til strategien, som han definerer som »kombinationen af individuelle engagementer med henblik på at nå målet med felttoget eller krigen« (v. K., s. 967). De enkelte principper, der i denne forbindelse kan være tale om, og som primært afhænger af de respektive stater og deres hære, kan kort udtrykkes således:
»- Krigsførelse har tre hovedmål, nemlig at erobre og ødelægge fjendens væbnede magt, at sætte sig i besiddelse af hans materiel og andre k ilder til styrke og at vinde den offentlige mening.
- Den første og vigtigste regel at lægge sig på sinde for at nå formålet med krigen er at anvende hele vor styrke med den største energi.
- Den anden regel er at koncentrere vor styrke mest m uligt mod det punkt, hvor det afgørende slag skal slås, og at løbe risikoen for ulemper andre steder, således at chancen for succes stiger på det afgørende punkt. Dette v il kompensere for alle andre ulemper.
- Den tredie regel er aldrig at miste tid. Medmindre væsentlige fordele kan opnås ved at tøve, er det nødvendigt at skride til værket straks. --- Overraskelse spiller en meget større rolle i strategi end i taktik. Den er det mest afgørende element i sejre.
- Endelig den fjerde regel er at følge successen op med den største energi.«
(v. K., s. 968).
E fter yderligere at have omtalt disse princippers anvendelse under defensiv og offensiv krigsførelse afslutter Clausewitz sin instruktion til kronprinsen med en omtale af princippernes anvendelse i krigstid. »Krigskunstens grundsætninger er,« siger han, »i sig selv yderst simple og helt inden for rækkevidde af den sunde sans.« Og han fortsætter med følgende formaning: »Krigens førelse er uden tvivl meget vanskelig. Men vanskeligheden ligger ikke i, at lærdom og stort geni er nødvendigt for at forstå krigsførelsens grundlæggende principper. Disse principper ligger inden for rækkevidde af enhver velorganiseret forstand, som er fordom sfri og ikke helt ukendt med emnet. Enhver anvendelse af disse principper på kort eller papir udgør ingen vanskelighed, og at have udtænkt en god plan for operationer er intet stort mesterstykke. Den store vanskelighed ligger i dette: A t forblive tro også under gennemførelsen mod de principper, man har opstillet for sig selv. A t gøre opmærksom på denne vanskelighed er formålet med disse afsluttende bemæ rkninger.--- Krigens førelse minder om en indviklet maskine, der fungerer med uhyre friktion , hvor de kombinationer, der let kan planlægges på papiret, kun med største vanskelighed kan gennemføres. Den militæ re chefs frie vilje og forstand finder sig derfor til stadighed hæmmet, og man behøver - - en bemærkelsesværdig sjælsstyrke for at overvinde modstanden.« (v. K., s. 977-978). For den ældre Moltke (1800-91), der var velbevandret i Clausewitz’ forfatterskab, og som både som teoretiker og praktiker har skabt sig en blivende plads i historien, var strategi et spørgsmål om karakter og sund sans. »Strategi,« skrev han, »er et system af nødløsninger. Den er mere end viden, den er viden omsat i kunnen, udvikling af en original idé i overensstemmelse med stadig skiftende omstændigheder. Den er kunsten at handle under trykket af de mest vanskelige omstændigheder.« (MOMS, s. 180). M oltke opstiller ingen principper, men han understreger nødvendigheden af viden. Foch (1851-1929) hævdede som Moltke, at principperne drejer sig om sund sans, dømmekraft, tilpasning til forskellige omstændigheder, som det derfor er nødvendigt nøje at undersøge. Han opstillede dog fire principper, nemlig Økonomi med kræfterne, Handlefrihed og F ri rådighed over kræfterne, som han synes at have anvendt synonymt, samt Sikring. Og han tilføjede et mystisk »og så videre«, som han dog omsatte i tre yderligere regler, nemlig: Forberedelse, Tyngdedannelse og Frem drift. (MOMS, s. 222 ff, Foch). En tredie af den sunde sans’ tilhængere er Wawell (1883-1950). Hverken strategi eller taktik, men den sunde sans er det sande grundlag for den militæ re videnskab, hævder han. Men også W awell går ud fra viden som en nødvendig forudsætning, idet han siger, at »den sunde sans bør støttes af et dybtgående kendskab til krigens mekanik: Topografi, operationer og forsyninger» (i The Good Soldier (London 1948), s. 10, 32, cit. Ropp., s. X IV ).
20. århundrede
Den, der vel nok mest indgående har beskæftiget sig med principperne i dette årh., er den engelske general J. F. C. Fuller (1878-1966). Fuller grundlagde sin professionelle berømmelse som en utrættelig forkæmper for anvendelsen af kampvogne under 1. verdenskrig. Han var stabschef ved de første britiske kampvognsstyrker, der angreb ved Cambrai i 1917. I en række artikler og studier forsøgte han at anvende videnskabelige metoder på studiet af krigen, at afsløre dens elementer, betingelser og prin cipper og at udlede videnskabelige love for krigen. I artiklen »The Foundations of tlie Science of War« i tidsskriftet The Army Quarterly, oktober 1920, og i en bog med samme titel, der udkom i 1925, gør han rede for sine ideers udvikling. Tilskyndelsen til studierne var en overbevisning, som havde formet sig under ct feriebesøg i Tyskland i 1911, om at krigen var nært forestående. Udgangspunktet var en paragraf i B ritish Field Service Regulations fra 1909, der lød (Fuller, s. 13): »Krigens fundamentale principper er hverken særlig talrige eller i sig selv særlig dunkle, men brugen af dem er vanskelig og kan ikke fastlægges ved regler. Den rigtige anvendelse af principperne under givne omstændigheder er resultatet af sunde militæ re kundskaber, opbygget gennem studier og praksis, in d til den er blevet et instinkt.* Fulle r fandt denne form ulering udmærket og søgte derefter at finde ud af, hvilke disse ikke særlig talrige eller særlig dunkle principper var. Han fandt im idlertid ingen. Reglementet indskrænkede sig til denne almindelige udtalelse, men opregnede eller definerede ingen principper. Denne besynderlige kendsgerning falder godt i tråd med den almindelige britiske reservation over for abstrakte ideer — og er i almindelighed illustrerende for engelsk faglitteraturs stade på dette tidspunkt. Fulle r følte sig ikke tilfredsstillet med dette og gav sig til at søge efter principperne. I før omtalte bog har han udførligt redegjort for, hvorledes hans søgen formede sig, og hvorledes hans ideer udviklede sig. I det fø lgende skal denne redegørelse kort gengives, fordi den giver et betydeligt bidrag til forståelsen af, hvorledes formuleringen af hans principper er blevet til (Fuller, s. 13 ff). Han gik først til Napoleons korrespondance, studerede den omhyggeligt, og i 1912 var han kommet til det resultat, at de principper, der havde ledet Napoleon, var følgende:
- Princippet om målet.
- Det rigtige mål er det punkt, i hvilket fjenden på mest afgørende måde kan slås; dette punkt vil i almindelighed kunne findes langs den linie, hvor der er mindst modstand.
- Princippet om tyngdedannelse.
- Det vil sige koncentration af styrke og anstrengelse på det afgørende punkt.
- Princippet om offensiv.
- Principperne om sikring, overraskelse og bevægelse, d.v.s. hurtighed.
Han havde nu samlet ialt seks principper. Disse anvendte han bl. a. i forbindelse med løsning af opgaver, medens han i 1913 var elev på Staff College, og fandt dem til stor hjælp. I december 1915 skrev han en anonym artikel til RUSI Journal med titlen ’The Principles of W ar w itli Reference to the Campaigns of 1914-15’. I denne artikel, der blev offentliggjort i februar 1916, føjede han til de oprindelige seks yderligere to principper, nemlig princippet om økonomi med kræfterne og princippet om samarbejde. Om disse principper forelæste Fulle r på officersskolen på Aldershot i sommeren 1917, og hans forelæsning udsendtes i et skrift året efter. Principperne, der helt var deduceret fra Napoleons felttog, og hvis værdi var kontrolleret gennem 1. verdenskrigs begivenheder, dannede baggrund for de principper, der blev optaget i en revideret udgave af Field Service Regulations, som udkom i 1920. Ordvalget var dog ikke helt Fullers. I 1923 holdt Fulle r en række forelæsninger om emnerne »The Science of War« og »Tlie Analysis of the A rt of War« på Staff College. Han tog her problemet om principperne op til ny vurdering. I stedet for som tid ligere at deducere principperne fra historiske eksempler tog han sit udgangspunkt i mennesket i almindelighed og dets egenskaber og søgte ad filosofisk vej at udlede uafhængige og uforanderlige principper. Hans argumentation var i korthed følgende: Mennesket er i besiddelse af åndelig kraft, beskyttelseskraft, offensiv kraft og bevægelseskraft. Den åndelige kraft er centreret i den menneskelige forstand, og af den kan udledes princippet om målet. Beskyttelseskraften eller selvopholdelsesdriften fører til princippet om sikring. Den offensive kraft, menneskets naturlige foretagsomhed, fører til prin cippet om offensiven. Endelig giver mennesktes evne til at flytte sig fra et sted til et andet anledning til princippet om bevægelighed, som igen fører over i samarbejde eller kræfternes samspil. Fulle r postulerede herefter en lov, som han kaldte The Law of the Conservation of Military Energy, og fra denne uddrog han yderligere fire principper, nemlig principperne om
- overraskelse,
- økonomi med kræfterne,
- koncentration af kræfterne og
- samarbejde.
Ad dette tankesystems vej nåede Fulle r efterhånden til de samme prin cipper, som han havde fundet frem til ad historisk vej. De viste sig velanvendelige, så længe det drejede sig om krigens fysiske aspekter, men de var vanskelige at anvende på mentale og moralske handlinger. Han følte sig derfor i analysen af vilje, moral og frygt nødsaget til at deducere yderligere tre moralske principper, nemlig principperne om
- beslutsomhed,
- udholdenhed og
- demoralisering.
I løbet af 1924 gik Fuller i gang med at omskrive og revidere sine førnævnte forelæsninger med henblik på at samle hele analysen i bogform. Hans mål med denne bog var — som også titlen giver udtryk for — at formulere grundlaget for krigens videnskab - eller i det mindste for en videnskab om krigen. Denne dybtgående og omfattende analyse (bogen er på 335 sider) førte igen til ændringer i princippernes formulering, såvel i forhold til Fullers oprindelige som i forbold til den formulering, de havde fået i 1924-udgaven af Field Service Regulations. Først og fremmest ophøjede han princippet om økonomi med kræfterne til en krigens lov og erstattede det med princippet om fordeling. Princippet om målet ændrede han til princippet om ledelse. Endelig strøg han principperne om samarbejde og om demoralisering. De tilbageblevne principper samlede og analyserede han derefter i tre hovedgrupper, nemlig
- principperne vedrørende kontrol: ledelse, beslutsomhed og bevægelse,
- principperne vedrørende pres: koncentration, overraskelse og offensiv handling og
- principperne vedrørende modstand: fordeling, udholdenhed og sikring.
En historisk oversigt over principperne kan ikke afsluttes uden også en kort omtale af nogle af de af den marxistisk-leninistiske skole formulerede principper. I en piece fra 1917 med titlen ’Råd fra en tilskuer’ fastlagde Lenin retningslinierne for oktober-revolutionen og anviste flg. ’principielle regler’ :
»- Leg aldrig med oprør, men vær klar over, at når det først er startet, må man fortsætte det til enden.
- Koncentrer stor overlegenhed på det afgørende punkt til det afgørende tid spunk t--- .
- Når oprøret er indledt, handl så med den største beslutsomhed og tag med alle m idler offensiven. Defensiven er døden for enhver væbnet opstand.
- Overrask fjenden og slå til på tidspunkter, hvor hans styrker er spredt.
- Stræb efter daglig succes, selv nok så lille (man kunne sige time for time i en by) og bevar med alle m idler moralsk overlegenhed.« (cit. COW , s. 207).
I februar 1942 formulerede Stalin tesen om de fem permanent virkende faktorer, som afgjorde udfaldet af krigen, nemlig:
- Stabilitet i baglandet,
- Hærens moral,
- Divisionernes kvantitet og kvalitet,
- Hærens bevæbning og
- Førerpersonellets organisationstalent.
I en vurdering af disse faktorer hedder det i Über sowjetische M ilitä rwissenschaft: »Alle disse faktorer kendtes også tidligere, fordi de er den nødvendige forudsætning for enhver organiseret væbnet kamp«, men det havde, hedder det videre, stor videnskabelig og praktisk værdi, at Stalin understregede deres betydning netop på dette tidspunkt. (SM, s. 194 f). Den sovjettiske militærvidenskab opererer dog også med egentlige p rin cipper, disse er im idlertid »i modsætning til den borgerlige, idealistiske og metafysiske anskuelse vedrørende principperne ikke en gang for alle givne og uforanderlige, for alle livets forhold gældende læresætninger, der angiveligt ikke er afhængige af den væbnede kamps historisk konkrete betingelser. Den sovjettiske militærvidenskab udleder derimod på grundlag af den materialistiske dialektiske metode sine principper af bestemte objektive betingelser og er af den opfattelse, at principperne ændrer sig, når de betingelser, under hvilke den væbnede kamp føres, ændrer sig.« Den tendens, hedder det videre, som visse militæ rteoretikere har til at opstille et meget begrænset antal principper, er også falsk. Forfatterne går dog herefter over til at beskrive 10 principper som værende de, der er bestemmende for den væbnede kamp. (SM, s. 206). Også Mao Tse-Tung er i sin analyse af guerillakrigsførelsen: Strategiske problemer, der udkom i 1941 og i hovedsagen baserer sig på studier under
den kinesisk-japanske krig, nået til at opstille 10 principper (se M. t., årg. 1959, s. 449). I skemaet er forsøgt foretaget en sammenfattende oversigt over de her omtalte opstillinger af principper, idet disse overalt er omsat til et enkelt eller få ord. Med denne oversigt som udgangspunkt vil i en følgende artikel blive analyseret de forskellige opfattelser af, hvad principperne er, og hvordan de anvendes.
K. V. Nielsen
Litteratur:
Carl v. Clausewitz: Vom Kriege. Diimmler, Bonn. 17. udg. 1966 (v. K .) Eurle (ed t.): Makers of Modern Strategy. Princeton. 4. udg . 1952 (M O M S ) . Cyril Falls: The Art of War. Oxford University Press. L o n d o n 1961 ( F a lls ) . F o c h : D es P rin c ip e s de la G u e rre . B e rg e r-Le v rault. P a ris . 2. udg. 1906. F u lle r : T h e F o u n d a tio n s o f the S cien ce o f W a r. H u c h in s o n . L o n d o n 1925 ( F u lle r ) . T h e C o n d u c t o f W a r 1789-1961. E y re & Spo ttisw oode . L o n d o n 1962 (C O W ) . H it tle : J o m in i’ s A r t o f W a r. M ilit a r y Service . W a sh in g to n 1947 (H ittle ) . M ic h . H o w a rd : T h e T h e o ry and P ra c tic e o f W a r. Cassell. L o n d o n 1965 ( T A P ) . M ilitä ris c h e K la s sik e r . S chn eid e r & C o . B e r lin 1880. IV. A . M it c h e ll: O u tlin e s o f the W o r ld ’ s M ilit a r y H is to ry . H a rrisb u rg , Pa , M ili t a r y Service . 1940. P re s ton , W ise & W e rn e r: M e n in A rm s . P raeger, N Y . 2. udg. 1964 ( M IA ) . T h e o d o re Ilo p p : W a r in the M o d e rn W o rld . D u k e U n iv e r s ity Press, D u rh am , N .C . 1959. H . J. S chm a n d t: D e p o litis k a idee rna s his to ria . A ld u s , S to ckh olm 1967, 3. udg. Sm irn ow , Bas, K o s lo w & S id o ro w : Ü b e r sow je tische M ilitä rw is s e n s ch a ft . D eu tsche r M ilitä rv e rla g . B e rlin 1961 (S M ) . S un T z u : T h e A r t o f W a r. M ili t a r y Service . W a sh in g to n 1947. F eltreglem e n t I, 1963. F M 100-5, 1962. H ig h C om m an d , 1961. N a v a l W a r fa re , N W P 10 (A ) , 1961. A r tik le r : T h e A rm y Q u a rte rly , okt. 1920, F u lle r : T h e F o u n d a tio n s o f the S cience o f W a r. R U S I J o u rn a l, årg. 1963, s. 159 ff, F . B . A li : T h e P r in c ip le s o f W a r. M ili t a r y R e view , dec. 1961, J . D . K e eg an : O n the P r in c ip le s o f W a r . A T h e sis fo r Change. Militært tidsskrift , årg. 1959, s. 441-451, K . V . N ie ls e n : R e v o lu tio næ r k rig .
Manuskripter:
M. Rosenløv:
K rig s fø rin g e n s p rin c ip p e r , 1956. K rig s ku n s te n s p rin cip p e r . O p rin d e ls e , 1968. K rig s k u n s te n s p rin cip p e r . D e re s tidlø sh e d , 1969.
H. Kroon:
K rig s fø rin g e n s p rin cip p e r , 1963.
C. F. Hagen:
K rig s fø rin g e n s p rin cip p e r , udateret.
