Log ind

Krigens Logik

#

Titel: Krigens Logik.

Forfatter: Anders Puck Nielsen.

Forlag: Grønningen 1. 2023.

Pris: 299,95 kr.

Antal sider: 312.

Anmelder: Alexander Høgsberg Tetzlaff.

Rating: 4/5.

”Krigens logik” tager læseren på en rejse rundt i, hvad krig og moderne krigsførelse egentlig er. Undervejs er der nedslag i alle de væsentligste aspekter og dimensioner af krig, og læseren bliver derfor klogere på alt fra sikkerhedspolitik, krigens love, såvel som krigsførelse til lands, vands og i luften. Det er ingen let sag at udvælge et omfang, en vinkel og en tone, som tilsammen skaber en vedkommende og nutidig beskrivelse af moderne krigsførelse, men det har Anders Puck opnået på glimrende vis. ”Krigens logik” er en spændende og læsevenlig bog om moderne krigsførelse, som ved hjælp af konkrete nedslagspunkter i nyere krigshistorie fortæller om brugen af militære magtmidler, så alle kan være med.

At gøre krig vedkommende på denne måde er måske netop bogens største force. Forfatteren formår nemlig på et letforståeligt sprog at sætte ord på mange af de mest grundlæggende og relevante begreber og dynamikker inden for sikkerhedspolitik og det krigsvidenskabelige domæne. Anders Puck er en engageret fortæller, som har et stort kendskab til faget og er tilmed en god og klar skriftlig formidler. En af bogens stærkeste bidrag er derfor, at forfatteren er i stand til at beskrive fagbegreber på en lettilgængelig måde, som giver mening for de ikke-indviede læsere, og som samtidig giver forklaringskraft til at forstå sikkerhedspolitiske begivenheder i dag.

Anders Puck skal have stor ros for at komme vidt omkring i sin bog, som er en generel introduktion til krigsførelse. Forfatteren har en sikker intuition for, hvornår en sag eller et begreb skal nævnes og hvor detaljeret det skal beskrives, for at man forstår begrebet i den ønskede kontekst. Det er ikke nogen nem pædagogisk opgave, og det er mit indtryk, at Anders Puck er lykkedes rigtig godt med det forehavende. Det betyder samtidig, at mange emner i sagens natur kun kan berøres overfladisk, og derfor skal bogen også læses og vurderes på den parameter, at alting ikke bliver berørt eller diskuteret i dybden. Bogens målgruppe er formentlig derfor den interesserede lægmand/kvinde, som har en interesse i at forstå, hvad moderne krig går ud på, men som ikke har indgående kendskab til krigsførelse i forvejen. Militære fageksperter, der beskæftiger sig med emnet til daglig, kan også have glæde af at læse bogen, men vil nok opleve, at størstedelen af bogens indhold og pointer er velkendte. Men så kan man nyde de enkle og klare beskrivelser af velkendte begreber med de dertilhørende gode og relevante eksempler og tankevækkende historier tilknyttet. Undertegnede vil på ingen måder påstå, at jeg intet har lært af at have læst bogen, men det er klart, at mange af emnerne er gamle kendinge for den militære læser.

De nuancerede betragtninger af sikkerhedspolitiske forhold hverken provokerer eller fremstår udokumenterede, men tager heller ikke altid eksplicit stilling. En tydeligere fortællerholdning havde gjort bogen endnu mere interessant at læse, men var nok gået imod bogens generelle intentioner. Det er en smagssag, hvor langt man vil gå, og Anders Puck har generelt betrådt den balancegang fint i sin bog om krigens logik.

Undertegnede kan derfor varmt anbefale bogen som en interessant læseoplevelse, der vil give læseren en god introduktion til den traditionelle og fremherskende forståelse af krig og konflikter set gennem en militær optik. Timingen kunne ikke være bedre: På et tidspunkt i vores samtidshistorie, hvor sikkerhedspolitik er blevet vigtigere og mere vedkommende for den almindelige dansker, end det har været længe. På denne dystre baggrund er der ingen grund til ikke selv at læse bogen eller at forære bogen i gave til en ven eller familiemedlem, som ønsker at blive klogere på en verden, der er i højere grad end tidligere måske er styret af krigens logik.