XXVII.
Paa den vestlige Krigsskueplads er Modstandernes Stilling uforandret. Fra Dagene omkring den 20. September er Artillerikampen dog adskillige Steder tiltaget i Voldsomhed, og den 25. September meldte Tyskerne, at den voldsomme Ild paa hele Fronten fra Havet til Vogeserne var tiltaget i Styrke, og at den Øst for Ypres, mellem La Bassékanalen og Arras og i Champagne fra Prosnes til Argonne var steget til den yderste Voldsomhed. Meldingen tilføjer, at de Angreb, som ventes efter denne forberedende Ild, der sine Steder har varet 50 Timer, er begyndt. Om det kun er en Demonstration af kæmpemæssigt Omfang eller det er et virkeligt, alvorligt Angreb, der forestaar paa Vestfronten, kan ikke afgøres.
Paa den østlige Krigsskueplads er der blevet kæmpet med stor Energi hele Tiden. I Kurland rettede Tyskerne deres Stød mod Egnen Friedrichsstadt— Jakobstadt ved Dyna Sydøst for Riga. Dette Stød blev udført af v. Belows Tropper vistnok med det dobbelte Formaal at isolere Riga og dække Hindenburgs Operationer mod Dynaburg og Terrainet mellem denne By og Wilna. Allerede den 11. September angreb Russerne imidlertid v. Belows Tropper i Egnen ved Eckau Sydøst for Riga og havde nogen Fremgang. Samtidig udspandt der sig ogsaa hæftige Kampe ved Leunewoden. Ingen af Stederne lykkedes det dog Russerne at hindre v. Belows Fremstød mod Øst. Allerede den 13. September blev Russerne kastede i Egnen mellem Friedrichsstadt og Jakobstadt, og Kampen har i hele den følgende Tid været staaende paa denne Del af Fronten, saa Tyskerne uhindret kunde udføre deres Angreb mod Rummet Dynaburg—Wilna.
Russernes Stilling gik her omtrent i Retning Nord— Syd for Jara, Øst om Wilkomir til Nowo Troki Sydvest for Wilna. Hindenburg førte nu sit Angreb frem mod denne Front mellem Landevejen Kupischki— Dynaburg og Wilija. Russernes Modstand blev brudt, og allerede den 13. September naaede Tyskerne paa flere Steder Jernbanen Wilna— Dynaburg. Det synes, som om en Del af v. Hindenburgs Styrke derefter vendte sig mod Nordøst for at gaa mod Dynaburg. Allerede den 15. September blev der kæmpet baade ved Brohovederne Vest for Dynaburg og ved Soloki 40 km Sydvest for denne By, og den 24. var Tyskerne naaet frem til Smelin kun 20 km Sydvest for Dynaburg. Hovedmassen af Angrebsstyrken fortsatte imidlertid i sydøstlig Retning og naaede dels Wilija, hvor Tyskerne den 15. blev mødt af hæftige russiske Modangreb, som de afviste, dels Linien W id sy— Godnzischki — Komai, hvor de i Dagene den 17. og 18. brød Russernes Modstand og fortsatte Marchen mod W ileika— Molodetschno midt imellem Wilna og Minsk.
De russiske Tropper, der kæmpede ved Wilna, kom derved i en meget kritisk Stilling, som forøgedes ved at Prins Leopold af Bayerns Tropper samtidig rykkede frem mod Minsk fra Sydvest, og stadig havde nøje Fo rbindelse med Hindenburgs højre Fløj, der gik frem ved Olita og paa Linien Shidel— Wolkowysk. Den 14. September var Hindenburg paa denne Del af Fronten naaet frem dels Øst for Olita dels til Linien Nowo i Dwor— Schara ved dennes Udløb i Njemen, medens Prins Leopold samtidig trængte Russerne tilbage mod Schara ved Slonim og Sydøst derfor. I de følgende Dage blev Russernes Modstand lidt efter lidt overvundet ved Schara og allerede den 18. havde Hindenburgs højre Fløj og Prins Leopold bragt store Styrker over Schara og fortsatte Marchen mod Jernbanen W ilna— Baranawitschi. Situationen for Russerne i Egnen ved Wilna var derefter følgende. I Fronten blev de hæftigt angrebne, og deres Jernbaneforbindelser bagud var ved at blive afbrudt. Som Følge deraf blev Wilna rømmet den 19. under meget ugunstige Betingelser for et Tilbagetog. For ikke at blive klemt inde, maatte Wilnahæren gaa over Minsk og var henvist udelukkende til at marchere. Fra Wilna til Minsk er der c. 175 km, men Tyskerne stod allerede henholdsvis 80 km Nordvest og c. 160 km Sydvest for Minsk med en Luftlinieafstand paa c. 150 km mellem de omfattende Fløje. For at undgaa den truende Katastrofe vendte russiske Reserver sig mod Tyskerne i Egnen ved W ileika og Molodetschno, og ved Nowogrudok. Ved Wileika og Molodetschno lykkedes det at standse Tyskerne indtil den 25. September. Kusserne angreb meget kraftigt denne Egn, og Tyskerne havde vistnok i et Par Dage vanskeligt ved at holde Stand; men den 25. melder de, at det russiske Angreb er afslaaet.
I den mellemfaldende Tid er Wilnahæren efterhaanden gaaet tilbage, saa Russernes Stilling gaar fra W ilija Nordvest for Molodetschno overSmorgon ved Jernbanen Minsk— Wilna 75 km Sydøst for sidstnævnte By, og derfra i Hovedsagen mod Syd over Wischnew— Saberesina— Djeljatetschi ved Beresinas Udløb i Njemen og langs denne Flod og Serwetsch, hvor de staar i Kamp med Prins Leopolds Tropper, samt ved Kraschin og Medwjedischki, der ligger ved Banen W ilna Baranawitschi c. 30 km Sydøst for sidstnævnte By.
Medens de tyske Fløje den 25. September staar henholdsvis 80 km Nordvest og 120 km Sydvest for Minsk, er Russernes Wilnatropper paa det farligste Punkt ved Smorgon naaet tilbage til 100 km fra denne By, og den værste Fare synes derfor at være overstaaet. Kampen er dog ingenlunde tilende paa denne Del af Fronten, saa det vil være for tidligt nu at anstille Betragtninger om dens Udfald og Følger. Forinden vi omtaler Begivenhederne ved den sydlige russiske Hær skal nævnes, at v. Mackensen har kæmpet sig frem til Pinsk, som han naaede den 18de September. Den 19. naaede han Visliza N. f. Pinsk og gik over Strumen Floden Syd for denne By. Russerne veg stadig; men den 22. September begyndte de at gøre Modstand ved Logischin c. 25 km Nord for Pinsk. Kampen her tiltog efterhaanden i Voldsomhed, og den 24. maatte Mackensen lade sine Tropper gaa bag Jassjolda og Oginski Kanalen. Den russiske Sydhær har imidlertid haft bedre Held med sig. 1 Egnen ved Tarnopol og Trembowla i C.alizien gik Russerne allerede den 7. September over til Modangreb, og har siden da ført hæftige Kampe i denne Egn, hvorved de stoppede og fastholdt Tomagtstropperne i Serethlinien. 1 Wolhynien fortsatte de deres T ilbagetog, indtil de den 10. September standsede Østrigerne i Egnen ved Rowno. Samtidig synes de at have samlet en større Reserve i Egnen Nord for Rowno. Den 14. September gik de frem over Goryn i Egnen ved Derashno (c. 30 km N. f. Rowno) og langs Jernbanen Sarny— Kowel til den lille Flod Stockod 40 km Øst for Kowel, hvor de besatte nogle Landsbyer. Den 17. September gik de derefter frem til et almindeligt Angreb i Egnen mellem Rowno og Kowel. De slog Østrigerne, og den 23. September besatte de igen Luzk. Deres Stilling gik den 25. September i Hovedsagen langs Stockod, Vest for Luzk til Ikwa og langs denne Flod og Sereth. Kampene fortsættes stadig med stor Kraft ved Ikwa og Stockod.
Paa den italienske Front er Forholdene temmelig uforandrede. Italienerne melder af og til om mindre Fremskridt, der dog tilsyneladende ikke bringer dem Maalet ret meget nærmere.
Paa Balkan har Situatione tilspidset sig stærkt i de seneste Dage. Der har jo længe været talt om et forestaaende tysk Angreb paa Serbien. E'oreløbig er det dog kun blevet til en Demonstration med Artilleribeskydning af Belgrad og andre Punkter ved Morawa, som ingen reel militær Betydning har haft; men den fandt Sted paa et Tidspunkt, da den kunde faa og muligvis ogsaa har haft Indflydelse paa Bulgariens Holdning. Dette Land har virkelig afsluttet en Overenskomst med Tyrkiet, hvorved det har opnaaet en betydelig Grænseregulering. Hvad det til Gengæld har forpligtet sig til vides ikke; men det ligger nær at antage, at det har maattet love noget til Gengæld for de opnaaede Fo rdele. Ved Freden i 1913 kom Bulgariens Grænse til at gaa fra Mustafa Pasha omtrent lige mod Syd til Mandra ved Maritza og langs denne Flods vestlige Bred til Det ægæiske Hav. Jernbanen Sofia— Dedeagach kom derved til at passere tyrkisk Omraade fra Mustafa Pasha til Mandra. Denne Ulempe er nu hævet, idet den nye Grænse følger Tundschafloden til Maritza, overskrider denne Flod nogle Kilometer S. f. Adrianopel og følger Flodens østlige Side til Havet, saaledes at Enos ogsaa kommer til at tilhøre Bulgarien. Paa Strækningen fra Egnen ved Adrianopel til Sufli bliver Omraadet Øst for Maritza 2 km bredt og fra Sufli til Kysten paa sine Steder endog c. 8 km bredt, for at Jernbanen kan komme til at ligge paa mere end Kanonskudsafstand fra den nye Grænse.
Da man, efter at denne Del af Overenskomsten var bekendtgjort, fik at vide, at Bulgarien den 21. September havde befalet almindelig Mobilisering af Aargangen 1910 — 1912, laa det nær at antage, at det stod i Begreb med at opfylde sin Del af Overenskomsten og muligvis vilde rette sine Vaaben mod Serbien, som netop i de Dage havde været Genstand for den ovenfor omtalte Beskydning. Serberne har imidlertid forberedt sig paa et saadant Angreb og befæstet sin Grænse, saa Opgaven vilde ikke blive saa let. Hertil kom, at Grækenland den 22. September svarede med at mobilisere Aargangene 1892 — 1911 for at kunne varetage sine Interesser over for Bulgarien. Grækenlands Holdning i Forbindelse med, at Tomagternes Resultater paa den østlige Krigsskueplads synes at skulle blive en Del ringere, end man kunde have ventet sig efter Situationen den 21., har vistnok kølnet Bulgariens Iver noget. I hver Fald har den bulgarske Regering kraftigt hævdet, at den vilde fastholde sin Nevtralitet, og at den ingen fjendtlige Hensigter har, men kun er fast besluttet paa at hævde sine Rettigheder og sin Uafhængighed med Gevær ved Fod. Rumæniens Holdning er stadig afventende.
Ved Dardanellerne er der ikke sket noget af Betydning. Der er gentagne Gange blevet bebudet et stort, afgørende Angreb paa Tyrkerne; men derved er det blevet.
Af andre Forhold, der kan faa Indflydelse paa K rigens Gang skal nævnes, at Japan siges at have stillet 1200 Værksteder og 100,000 Arbejdere til Disposition til Udførelse af Ordrer paa Krigsmateriel til Rusland. Størst Interesse har Kampen om Indførelse af a 1- m i n d e l i g Værnepligt i England Krav paa. Store Dele af det engelske Folk synes ikke at kunne bekvemme sig til dette Skridt, uagtet en Mand som Lloyd George er stemt for det. Karakteristisk for Situationen er L. G.s Udtalelser om Krigens Udvikling, som han i den Anledning har fremsat, og hvori han fremhæver, at det er England, der vil komme til at kaste det afgørende Lod i Vægtskaalen; men at det kun vil kunne gøres, dersom det engelske Folk vil ofre alt hvad det ejer og alt hvad det sætter Pris paa for Fædrelandet. Udenforstaaende kan se, at han har peget paa den eneste Mulighed; men derfor er det jo ikke givet, at hans Landsmænd vil bryde med gammel Fordom.
Den 26. September 1915. S. v. l.
