XVII.
Paa den vestlige Krigsskueplads balder hersket forholdsvis Ro. Det er, som om begge M odstandere har trængt til at puste ud i nogen Tid. Deler vel ogsaa Sandsynlighed for, at den højere Ledelse har været stærkt optaget af at omgruppere Tropperne til den forestaaende Foraarskampagne, som vel snart maa begynde.
I de sidste Dage er Kampen dog blusset op paa ny, ikke alene i Champagne og Voévre, hvor der længe har været kæmpet med stort Eftertryk, men ogsaa ved Münster i Øvreelsass og i Belgien. Det er efterhaanden blevet meget vanskeligt at fastslaa Udfaldet af disse Kampe; thi Modstandernes officielle Meldinger er næsten aldrig mere til at bringe i Overenstemmelse med hinanden. Begge Parter paastaar nu stadig, at de gør Eremskridt paa samme Sted, og navnlig fra tysk Side har man i den senere Tid systematisk dementeret enhver fransk Melding om Fremgang. Dette kan kun opfattes som Tegn paa Svaghed hos en af de kæmpende Parter; thi enten maa Franskmændene eller Tyskerne pynte paa deres Meldinger, og Grunden kan kun være Hensynet til Folkestemningen i eget Land; thi for U dlandets Holdning til Krigen spiller det ingen Rolle, om en af Parterne ved Lejlighed mister nogle Hundrede Meter Skyttegrav, den afhænger kun af de store Resultater, som ikke kan skjules. E r det først kommet saa vidt, at den ene eller den anden Part maa gribe til den Art Midler for at befri sig for et truende, indre Tryk, er det Begyndelsen til Enden.
Selv om Meldingerne om Krigsbegivenhederne er yderst modstridende, fremgaar det dog tydeligt nok af dem, at Situationen mod Vest er temmelig uforandret. I Belgien Nord for Ypres i Egnen ved Langhemarck lykkedes det dog Tyskerne den 23. April at fordrive Fjenden fra hans Stillinger ved Hjælp af Projektiler, som udviklede kvælende Gasarter, hvis Virkning kunde mærkes langt bag ved de forreste Linier. Tyskerne bemægtigede sig efter deres egen Angivelse ved den Le jlighed 9 km af Modstanderens Stilling og tiltvang sig derefter i en haardnakket Kamp Overgang over Ypreskanalen ved Stenstraate 0g Het Sas. Noget af det vundne Terrain er dog, saa vidt man kan skønne, atter tilbageerobret af de allierede.
Paa den østlige Krigsskueplads er Situationen uforandret i Suwalki og i Polen. Vejene i Polen har vistnok stadig været meget slette, saa Stilstanden dér tildels har været Modstanderne paatvungen. I Galizien er der heller ikke sket noget af Betydning. Russernes Angreb i Karpaterne er gaaet i Staa. Hvor langt de naaede frem, forinden de maatte standse, er ikke let at sige med Bestemthed. De har overskredet Karpaternes højeste Parti og staar paa deres sydlige Skraaninger i Egnen ved Bartfeld og Syd for Lupkow, saa vidt man kan skønne i Linien Zboro— Sztropko, medens de ved Uzsok og Øst for dette Pas ikke har formaaet at vinde frem. I denne Egn staar de omtrent i Linien Uzsok— Tuchla— Nadvorna— Horodenka og derfra til Dnjestr.
I forrige Artikel omtalte jeg, at et østrigsk Detachement den 28. Marts var trængt ind i Bessarabien, men atter var blevet kastet ud af russisk Omraade den 30. Marts. I de 3 første Uger af April har Kampen i den Egn (Nordøst forCzernowitz) kun vieret fort med ret svage Kræfter; men i de sidste Dage synes det, som om der lidt efter lidt er blevet ført ret betydelige Troppemasser i liden paa denne Del af Fronten, saa Tyngdepunktet efterhaanden er forlagt hertil fra Karpaterne. Russerne holder stadig en lille Trekant af Bukowina besat ved Nowoseliza Øst for Czernowitz. Efter østrigske Fremstillinger skal Tøbruddet og den deraf følgende Opsvulmen af Galiziens talrige Vandløb have lagt Russerne store Hindringer i Vejen i den sidste Tid. Navnlig ved Diinajec skal Forholdene være ret fortvivldede for Russerne. Deres Skyttegrave bliver oversvømmede, og de maa gaa tilbage for at finde gunstigere Stillinger, hvad der giver Østrigerne Anledning til at bygge Luftkasteller om Galiziens snarlige Generobring.
Tyrkiets Deltagelse i Krigen har efterhaanden skabt en alt andet end misundelsesværdig Situation for dette Land. Vel er Faren for Dardanellerne drevet over for en 'lid; men det siger langt fra, at denne Fare er overstaaet. Frankrig og England har ingenlunde opgivet Planen om Dardanellernes Erobring, de er blot kommet til den rigtige Erkendelse, at denne Erobring ikke kan gennemføres uden et større Landgangskorps. Der tales om Y\ Million Mand, og man vil vide,, at Forberedelserne til Landgangen er vidt fremskredne. Samtidig verserer der Rygter om, at Russerne i Odessa, Sebastopol og Nicolaijew har samlet 3 Armékorps, der skal anvendes til et Angreb paa Bosporus. Endvidere skal den russiske Sortehavsflaade i Slutningen af April faa en værdifuld Tilvækst af en Superdreadnought og i Slutningen af Maj af een til. 1 Kavkasus er Tyrkerne fordrevne fra russisk Omraade og har vistnok af Flensyn til Begivenhederne ved Dardanellerne svækket sig saa meget dér, at Russerne kan holde dem Stangen med ret svage Kræfter. Angrebet paa Ægypten lader til at være strandet helt, o g i Mesopotamien blev en større Styrke bestaaende af Tyrkere, Kurder og Arabere, som den 12. April angreb britisk Shaiba, fuldstændig slaaet den 13. April.
Selv om Kampene ikke udviser store Resultater, gør de dog daglig deres Værk og fører Venner og Fjender nærmere og nærmere hen mod det Punkt af Udmattelse, da Modstandsevnen brister. Kampmeldingerne røber intet i saa Henseende; men der er andre Tegn, bl. a. det Omfang, som Indkaldelsen under Fanerne har taget. I Frankrig indkalder man nu 17-18aarige unge Mennesker, ja selv i det folkerige Rusland indkaldes de unge Mænd i 18 Aars Alderen. Østrig-Ungarn udvider Værnepligtsalderen til 50 Aar, og i Tyrkiet indkaldes nu de 19-20aarige.
Intet Under derfor, at alle Parter søger at hverve sig nye Forbundsfæller, hvor de kan. Overfor de neutrale Stater, hvis Venskab har nogen Betydning, udfoldes derfor et voldsomt diplomatisk Pres. Der lokkes og trues for dem skiftevis af de to kæmpende Magtgrupper, og Midlerne, som anvendes hertil, er i mange Tilfælde af en saadan Art, at de paagældende Landes Regeringer maa være i en yderst vanskelig Situation, naar de ikke vil gaa paa Eventyr, men stræber at holde Hovedet klart og handle i Overensstemmelse med deres Landes virkelige Interesser.
Fo rholdene paa Balkan er navnlig vanskelige, og Balkanstaternes Neutralitet er næppe i Længden til at opretholde. Betingelsen for, at de skal kunne gribe ind i Begivenhederne og høste Fordele deraf, er imidlertid, at der først opnaas Enighed mellem dem indbyrdes. Denne Enighed synes Venizelos at have været paa Vej til at skabe, før han maatte træde tilbage, og det er ikke udelukket, at der endnu kan findes en Løsning af de Stridsspørgsmaal, som skiller Serbere, Grækere og Bulgarere. Bulgarien synes i hvert Fald i den sidste Tid at være drejet over paa Ententemagternes Side; thi Tyskland har nægtet at betale videre paa det Laan, Bulgarien havde faaet i Tyskland, og vil heller ikke levere Bulgarien Vaaben og Ammunition. Bliver de tre ovennævnte Magter enige, vil de ganske sikkert gaa med Ententemagterne, og Tyrkiets Skæbne vil dermed være beseglet.
Rumæniens Stilling er stadig uklar. I Italien synes Krigsstemningen at være stigende. Beretningerne, man modtager derfra, er imidlertid stedse saa stærkt farvede enten i den ene eller den anden Retning, at det er vanskeligt at komme paa det rene med den virkelige Stemning i Folket. Det er dog temmelig sikkert, at der hersker et ret almindeligt Ønske om at faa de italienske Dele af Østrig knyttet til Italien, og at Østrigs Stilling til dette Ønske til sin Tid vil bestemme Italiens Holdning. Spørgsmaalet Italien staar saaledes stadig hen i det uvisse; men det synes, som Tyskernes diplomatiske Arbejde for at vinde dette Land, ikke har baaret Frugt, og at Tomagterne begynder at regne med Muligheden af en Konflikt med Italien. Herpaa tyder bl. a., at man i den tyskvenlige udenlandske Presse er begyndt at anstille Betragtninger om Italiens militære Værdi. Resultatet af disse Betragtninger falder selvfølgelig ikke ud til Gunst for Italien. Dette Lands Folkehær opgøres fra Va til 1 Million Mand. M od denne Styrke skal Østrig alt nu have samlet ca. 300,000 Mand i Grænsedistrikterne, hvor de staar i stærke, befæstede Stillinger og er støttede af de permanente Fæstningsanlæg, som findes i Trentino. Men foruden disse 300,000 Østrigere maa Italien regne med, at Tyskland har meget betydelige Reserver, der formentlig staar rede til Indladning i Sydtyskland og derfor har nærmere til den italienske Grænse end mange af de italienske Afdelinger. Italien vil hverken i Antal eller med Hensyn til Troppernes Beskaffenhed kunne gøre Regning paa at være overlegne. Italienerne vil derfor næppe kunne trænge ind paa østrigsk Omraade; der er langt større Sandsynlighed for, at deres Indgriben vil ende med en stillestaaende Løbegravskrig i Norditalien. Moralen af disse Betragtninger er let at fatte: Italien bør holde sig i Skindet!
Japans Fordringer til Kina vækker mere og mere Uro i den engelske Forretningsverden, og Regeringen maa i den Anledning svare paa talrige Forespørgsler. Det er navnlig Fordringen om Jernbanekoncessionerne, der har vakt Røre. F)er er jo heller ingen Tvivl om, at dersom det lykkedes Japanerne at gennemføre deres Fordringer i det Omfang, disse oprindelig havde, vilde de dermed have skabt sig en Stilling i Kina, hvorved al europæisk Konkurrence var umuliggjort. Gennem Eneretten til at erhverve Jordejendomme vilde Nordasien efterhaanden blive et japansk Koloniland, medens den kinesiske Slette vilde blive forvaltet af japanske Embedsmænd. Alle Jernbaner og Kanaler vilde blive byggede og drevne af Japanere, alle Kinas rige M alning Stenkulsle.ier vilde blive japansk Statsejendom, og kinesisk Politi og tildels kinesiske Soldater vilde komme under japansk Kommando. Pen engelske Regering ser officielt lyst paa Fo rholdene og forsikrer stadig, at de engelske Interesser skal blive varetagne og ikke skal komme til at lide noget ved Japans Overenskomst i Kina. England skal soge i Fremtiden som hidtil at holde Døren aaben for engelsk Handel i alle Dele af Kina. Hvem der ikke ser lyst paa Sagen er Nordamerikanerne. Til deres Bekymringer for Stillingen i Kina kommer nu ogsaa Frygten for, at Japan skulde have truffet en Ordning med de mexikanske Myndigheder, hvorved de erhverver sig Ret til at indrette en Flaadcbasis paa mexikansk Omraade ved Turtlebay.
Den 25. April 1915. s. v. l.
