Paa den vestlige Krigsskueplads naaede Franskmændene under det forste Angreb ved Somme længere ind i de tyske Linier end Englænderne, og i de nærmest følgende Dage derefter bragte fortsatte Angreb dem frem til Biaches tæt ved Peronne, medens Englænderne paa deres Del af Fronten ingen videre Fremgang havde.
Af Skitsen over Valpladsen ved Somme fremgaar, uden at nærmere Forklaring vil behoves, at det var nodvendigt for Ententemagterne at skaffe sig mere Rum til Siderne, for de kunde stode længere mod Øst i Egnen ved Péronne. De samme Grunde maatte opfordre Tyskerne til af al Magt at modsætte sig slige Udvidelsesbestræbelser, og da i Terrainet Nord for Somme Ententeinag- terné forst og fremmest maatte soge at vinde Rum, blev det ganske naturligt dér, at de folgende Kampe maatte finde Sted. De engelske Angreb blev særlig rettet mod den fremspringende
Del af de tyske Linier Syd for Landevejen fra Albert til Bapaume og blev tort dels fra Sydost dels fra Syd.
Den 11. Juli tog de engelske Tropper Contalmaison og vandt Terrain Øst for La Boisel le og Ovi liers la Boisel le. Der var saa en Pavse i nogle Dage, kun afbrudt af mindre, lokale Kampe; men den 14. juli satte Englænderne paany et større Angreb ind, hvorved de erobrede Longueval, Bazentin-le-Grand, Bazentin-le-Petii og rensede Trones Skoven, som ligger lige Syd for Longueval, for Tyskere. Tyskerne svarede imidlertid ojebiikkelig med meget kraftige Modangreb, der dog ikke forte til, at Englænderne maatte opgive noget af det vundne. De erobrede endog Delvilleskoven umiddelbart Nordost for Longueval, trængte frem til Foureauxskoven mellem Longueval og Martinpuich og naaede Udkanten af Poziéres.
Foureauxskoven kunde Englænderne imidlertid ikke holde men maatte rømme den den 17; derimod vandt de Nordvest for Guillemont og Sydost for Longueval frem til Waterlot- gaarden. Der herskede den 17. og 18. daarligt Vejr paa Fronten med tæt Taage og Regn.
Kampvirksomheden var derfor svagere en Tid; men til Slut satte Tyskerne i med et voldsomt Bombardement paa de nyvundne engelske Stillinger, og ved et paa- folgende Fodfolksangreb drev de Englænderne ud af Størstedelen at Longueval og Delvilleskoven. Om disse to Punkter udspandt der sig derefter voldsomme Kampe, der længe var uafgjorte, og det saa vistnok ret slemt ud for Englænderne ved flere Lejligheder.
Franskmændene greb imidlertid ind og gik d. 20. til hojre for Englænderne frem til Hardecourt og Højderne ved Jernbanen fra Combles til Cléry. Sandsynligvis har dette aflastet den engelske Front noget, i hvert Fald naaede Englænderne efterhaanden at tilbageerobre det meste af Longueval og Delvilleskoven, og den 20. naaede de paany frem til Foureauxskovens Sydspids og beholdt den.
Tyskerne satte imidlertid nye Kræfter ind. Den 21. bombarderede de Englænderne med Gasgranater og taarefrembringende Granater, og den 22. rasede der paany de heftigste Fodfolkskampe paa hele Linien fra Thiepval til Guillemont. Kampene var i særlig Grad forbitrede Øst for Poziéres og ved Foureauxskoven samt i Udkanten af Longueval. Disse Kampe er blevet fortsat i hvert Fald til den 25. Juli og forte til, at Englænderne erobrede Poziéres og Longueval. Af Skitsen ser man, hvor meget Terrain Englænderne har vundet mellem liardecourt og Ovillers.
Syd for Somme gik Tyskerne den 15. Juli skjult af Taage frem til Angreb paa de franske Stillinger ved Biaches. De tog Biaches. Franske Modangreb drev dem dog atter ud; men Kampene blev fortsat paa dette Sted indtil den 17. og 18. Juli, uden at nogen af Parterne vandt frem.
Den 20. Juli angreb Franskmændene derefter Linien Estrées-Soyecourt. De tog den forste tyske Linie og naaede Fløjderne Nord for Vermandovillers men modte derefter voldsom Modstand og led, efter de tyske Beretninger at domme, svære Tab. Senere har Franskmændene udvidet det vundne Terrain noget Syd for Estrécs.
Tyske Beretninger om Kampene ved Somme fremstiller Sagen, som om Ententens Angrebskraft allerede er brudt. Det sikre er vistnok, at begge Parter har haft blodige Tab, og at Franskmænd og Englændere kun har mistet faa Fanger, medens Tyskerne i Juli Maaned skal have mistet godt 26,000 Fanger paa denne Del af Fronten.
Ved Verdun erobrede Tyskerne den 11. Juni Damloup- batteriet, som dengang dannede det nordøstligste Hjørne i det franske Forsvar; men siden da har deres Fodfolksvirksomhed ved Verdun kun været ringe, navnlig naar man sammenligner den med de foregaaende Maaneders Begivenheder. Fransk- mændene har heller ikke haft større Foretagender i Gang; men de har meldt om talrige Smaakampe Vest for Thiaumontvær- ket og i Egnen Syd for Fleury, som ofte har indbragt dem smaa Fordele. Der er til Stadighed livlige Artillerikampe paa Verduns Nordostfront. Situationen er tilsyneladende uforandret, og Fæstningens Fald synes ikke at være kommet nærmere. Man faar snarere Indtryk af, at Tyskernes Angreb er i Aftagende; men noget bestemt kan selvfølgelig ikke udtales om dette Punkt.
Paa den østlige Krigsskueplads har der Nord for Pripjet staaet talrige Kampe ved Riga, ved Dvina og sydligere i Omegnen af Smorgon og helt nede ved Baranowritschi. Kampene har øjensynlig været haardest i Riga- egnen, hvor Russerne synes at have vundet noget Terrain helt oppe ved Rigabugten Vest for Kemmern Storst Betydning har dog muligvis Kampene i Egnen om Baranowitschi, der er et vigtigt Jernbaneknudepunkt; men de synes endnu ikke at have naaet deres fulde Udvikling, det er navnlig Artillerikampe og Rekognosceringer, der omtales.
Syd for Pripjet er Russerne atter naaede frem til Stochod- linien; men der er de standsede, og Vest for Luzk hersker der aabenbart ogsaa for Tiden Ligevægt mellem Modstanderne. Sydvest og Syd for Luzk er derimod sket betydningsfulde Ting.
Den 16. Juli rettede Russerne et kraftigt Angreb mod Centralmagtstropperne ved Ostrov og Gubin Sydost og Øst for Swinjuchi (ca. 40 km Sydvest for Luzk), ved hvilken Lejlighed de sejrede og tog ca. 13,000 Fanger og 30 Kanoner foruden meget andet Materiel. Centralmagterne veg mod Syd og Sydvest og den 17. naaede Russerne Floden Lipa. en vestlig B'flod til Styr ca. 10 km fra Galiziens Nordostgrænse.
Allerede den 19. Juli fortsatte Russerne deres Angreb, denne Gang øjensynligt dels fra Nord mod Lipalinien dels fra Nordøst mod Styr ved dens Forening med Lipa, Centralmagterne maatte atter vige, og navnlig synes Stodet mod Styr at have været virksomt. Centralmagterne optog imidlertid de vigende Styrker i Egnen ved og Nordvest for Bcrestetschko (ved Styr ca. 5 km fra Galiziens Grænse), hvor nye voldsomme Kampe udspandt sig. De endte imidlertid med, at Russerne paany sejrede. Den 21. Juli forlod Østrigerne Lipas nedre Lob og rømmede Berestetschko, og Russerne kunde melde, at de den 20. og 21. paany havde taget godt 12 000 Fanger.
Syd for Berestetschko ydede Centralmagterne atter forbitret Modstand, og der gik et Par Dage hen, uden at der skete noget; men den 24 Juli angreb Russerne paany, og den 25. overskred de Galiziens Grænse Øst for Styr. Samtidig angreb de ved Jernbanen fra Rowno til Brody.
Resultatet af disse Kampe er, at Østrigerne har rømmet Leszniow ved Styr ca 5 km Syd for Galiziens Nordøstgrænse., og at Russerne har opnaaet nogle Fordele i Egnen ved Rad- siwilow Nordøst for Brody.
Faren for et russisk Indfald i Galizien synes derfor nu overhængende, og lykkes det Russerne at gennemføre det i større Stil, er de østrigske Troppers Stilling i Østgalizien ret truet; thi Syd for Dnjestr nærmer Russerne sig allerede stærkt Stanislau. I denne Egn er der dog ikke foregaaet noget af Betydning i de sidste fjorten Dage; thi allerede den 18. Juli gik Dnjestr over sine Bredder paa Grund af voldsomme Regnskyl og hindrede alle større Foretagender i det sydøstlige Galizien. Først i de allersidste Dage er der meldt om Rekognosceringskampe i denne Egn, hvoraf man kan formode, at Oversvømmelserne snart er forbi.
I Skovkarpaterne ved Bukowinas Vestgrænse er der derimod stadig blevet kæmpet. Den 18. vandt Russerne lidt Terrain i Egnen Sydvest for Kuty, og den 22. meldte Østrigerne, at de Sydost for Tatarow tog deres Tropper tilbage fra Magura til Karpaternes Hovedkam.
Fra den italienske Front meldes uafladelig om Smaakampe; men Italienerne vinder næsten ikke frem, og Situationen er uforandret.
Det samlede Indtryk er imidlertid, at Ententemagternes Sager staar ret gunstigt Østrigerne lider vistnok meget under Russernes fortsatte Tryk. Tyskerne er stærkt engagerede paa alle deres Fronter, hvor de vedblivende kæmper med den yderste Tapperhed og Energi; men de større Reserver, som de muligvis har, tor de næppe sætte ind endnu, fordi Englænderne vistnok stadig har Llovedmassen af deres Tropper staaende i England, og man ikke kan vide, hvor disse Tropper skal sættes ind.
Man maa i det hele taget sikkert regne med, at Dramaet endnu ikke har kulmineret Det er kun Indledningen, vi ser i Øjeblikket.
Paa Kaukasusfronten har Russerne vundet meget betydelige Fordele. Den tyrkiske Offensiv i Armenien mistede efterhaanden sm Kraft, og Russerne gik derefter paany angrebsvis frem og vandt efter hæftige Kampe Terrain paa hele Linien fra Sortehavskysten til Musch
Natten mellem den 15. og 16. Juli erobrede de Baiburt, som ligger midt imellem Erzerum og Trapezunt i det Terrain. hvor Tyrkerne havde fort deres farligste Angreb. Den 20. tog de Gumishan paa Vejen fra Trapezunt til Ersingjan, og den 26. Juli tog de Frsingian selv og er saaledes nu Herrer over Armenien. I Sammenligning med dette, spiller det ikke megen Rolle, at de den 17. Juli maatte vige for Tyrkerne ved Rewandus Øst for Mosul, og at deres Foretagender fra Persien mod Mesopotamien i det hele taget er gaaede i Staa.
Hovedkrigsskuepladsen ligger her mod Nord, hvor Russerne har sejret, og det andet ordner sig derefter nok til Gunst for dem
Tyrkernes Stilling er for Tiden ikke videre gunstig, og de Bekymringer, som Forholdene i Arabien volder dem, gør det ikke bedre.
Da Tyrkiet i sin Tid traadte ind i de kæmpendes Række , prøvede det paa at bevæge den muhamedanske Verden til en hellig Krig mod Ententen. Dette Forsøg lykkedes meget daar- ligt. Englands, Frankrigs og Ruslands muhamedanske Tropper forblev tro, og i Virkeligheden lykkedes det kun at rejse Senussierne ved Ægyptens Vestgrænse og i Sudan andre Fanatikere til Kamp.
Der blev følgelig ikke noget af Bevægelsens Maal, som i forste Række var at ramme det engelske Herredomme i Ægypten. I det hele taget viste Opraabet om den hellige Krig sig langt mindre virksomt, end man havde ventet, og da der, forskellige Steder indenfor den islamitiske Verden og da først og fremmest i Arabien, stedse havde hersket Misfornøjelse med det tyrkiske Overherredømme, benyttede Englænderne sig deraf til at rejse en Agitation mod Tyrkiet dér.
Araberne har altid ment, at Tyrkerne uretmæssigt havde tilrevet sig den største Magt i Islam, hertil kom, at de orthodokse Arabere saa skævt til det ungtyrkiske Væsen, saa det var forholdsvis let at faa den deraf flydende Utilfredshed til at slaa ud i lys Lue. I Jemen havde der allerede længst været Opstand, og Tyrkiet havde ikke formaaet at faa en eneste Rekrut til sin Hær fra hele denne Provins. Takket være de engelske Bestræbelser, bredte Opstanden sig til Hedschas med de hellige Byer Mekka og Medina, og for at sætte Kronen paa Værket sluttede Storsherifen i Mekka, som er denne hellige Bys højeste Gejstlige, sig til Bevægelsen, der bl. a. førte til, at de to hellige Byer nu er i Oprørernes Hænder.
Disse Begivenheder binder det tyrkiske Armékorps i Arabien, og griber Bevægelsen om sig og breder sig mod Nord til Syrien, hvor der ogsaa er Gæring i Gemytterne, er det ikke umuligt, at Brugen af Hedschasbanen, som for frivillige Bidrag er bygget til Befordring af Pilgrimme, ganske bliver unddraget den tyrkiske Hærledelse, og dermed maa enhver Tanke om at true Suezkanalen opgives.
Den 27. Juli 1916.
S. V. L.
