XIX.
Paa den vestlige Krigsskueplads har den sidste Tid ikke bragt Tyskerne Held. Nord for Dixtnuideii lykkedes det den il . Maj belgiske Tropper at slaa Bro over Yser og med en Styrke at besætte et Punkt paa denne Flods østlige Bred. TilT rod s for mange hæftige Modangreb fra tysk Side synes de stadig at holde sig denne nydannede Ve.i over Floden aaben. I Egnene ved Ypres har Tyskerne stadig fortsat deres Angreb med stor Voldsomhed, og den 12. Maj meldte de, at de havde haft Held til at fratage skotske Afdelinger nogle Skyttegrave Øst for Ypres. Indtrykket af dette Held blev imidlertid svækket en Del, da det viste sig, at de efter vedholdende Kampe fra den 15. til den 17. Maj maatte rømme Yserkanalens vestlige Bred ved Steenstraat; thi derved maatte de opgive en af de største Fordele, som de vandt under deres første Angreb med giftige Luftarter.
Samtidig med disse Begivenheder fandt der en større Kamp Sted i Egnen Lille— Arras. Den 8. og 9. Maj begyndte store fransk-engelske Styrker et Angreb, der var rettet mod Tyskernes Stillinger Øst for Fleurbaix (c. 14 km Vest for Lille), Ricliebourg (c. 22 km Sydvest for Lille) og Vermelles (c. 22 km Nord for Arras) samt mod Ablain, Carency, Neuville— St. Vaast (c. 7 km Nord for Arras) og St. Laurent <2— 3 km Nordøst for Arras). Den samlede Front, mod hvilken Angrebet var rettet, var godt 40 km lang, og de Allierede skal efter tyske Opgivelser have fort mindst 4 nye Armékorps i Ilden paa denne Del af Fronten. Allerede den 9. Maj meldte Franskmændene, at de Syd for Carency havde haft Fremgang; men først den 11. Maj naaede de et større Resultat ved Erobringen af Kapellet i Notre-Dame-de-Lorette og af Kirkegaarden i Neuville-St. Vaast. Samtidg havde de ogsaa vundet Terrain ved Loos, der ligger c. 6 km Sydøst for Vernielles. Den 12. Maj lykkedes det dog Tyskerne at tilbageerobre det meste af det Terrain, de havde tabt ved Loos; men til Gengæld formaaede Lranskmændene at forfølge deres Fleld ved Lorette, og om Aftenen den 12. og Natten mellem den 12. og 13. Maj erobrede de hele denne By. Samtidig tog de Carency med Storm. Kampene om sidstnævnte Landsby havde raset uafbrudt siden den 9. Maj, Landsbyen var omdannet til en hel lille Fæstning, og den blev forst erobret efter svære Tab for begge Modstandere.
De Resultater, Franskmændene har naaet gennem disse Kampe har kostet store Tab og er ingenlunde saa store, at de kan have nogen direkte Virkning paa Kampenes endelige Udfald. De har derimod indirekte haft den ikke uvæsentlige Betydning, at de har vist, at det tyske Frontalforsvar kan brydes, og at et Gennembrudsforsøg derfor ikke hører det umulige til; men Kampene har ganske vist tillige vist, at man skal have meget betydelige Troppemasser til Raadighed for at kunne gøre sig Haab om at give Gennembruddet et saadant Omfang og en saadan Dybde, at det hidfører et afgørende Resultat.
Paa den østlige Krigsskueplads synes de tyske Operationer i Kurland at være gaaet i Staa. Tyskerne er vistnok paa forskellige Steder blevet slaaet af Russerne og staar nu (d. v. s. den 23. Maj) i Hovedsagen i Linien Libau— Schawli— Dubissa. Der er forøvrigt blevet kæmpet næsten langs hele Østprøjseus Grænse, uden at nogen af Parterne har haft større Fremgang. I d e n nordlige Del a f Polen og Syd for Weichsel indtil Pilica er Forholdene tilsyneladende ret uforandrede, de store Begivenhe'der er foregaaet sydligere. I Galizien havde Tyskerne og Østrigerne den 8. Maj trængt Russerne tilbage til en Linie fra Dunajecs Udlob i Weichsel, Nordøst om Tarnow og derfra over Pilzno ved Wistoka og Krosno ved Wislok. Samtidig maatte Russerne, for ikke at blive afskaarne, vige paa Karpaterfronten Vest for Uzsok, saa de sandsynligvis i Hovedsagen stod fra Krosno til Sanok og derfra langs Sans Løb. De holdt deres gamle Stillinger fra Uzsok mod Øst. Det var paa dette Tidspunkt lykkedes Russerne at føre Reserver frem dels til Egnen Vest for Przemysl dels i Østgalizien. Der opstod en Standsning i Tomagtstroppernes Fremmarch, og kun Østrigerne meldte om Fremgang den 10. Maj Øst og Nordøst for Debica, der ligger ved Jernbanen Jaroslaw— Tarnow c. 30 km Øst for sidstnævnte By. Samtidig meldte Russerne, at det i Omegnen af Horodenka var lykkedes dem at fore et heldigt Stød over Dniester. Den 12. Maj fortsatte Russerne deres Angreb i Østgalizien og kastede Fjenden paa Fronten Obertyne (c. 22 km Nordøst for Kolomea) — Czernowitz og tog mange Fanger. Resultatet af disse Kampe blev, at Østrigerne i Østgalizien og Bukowina maate gaa tilbage bag Pruth, hvor det endelig lykkedes dem at standse Russerne.
Medens det russiske Modangreb lykkedes mod Øst, gik det ikke saa heldigt med det Forsøg, som Russerne den 11. Maj gjorde paa at bibringe Generaloberst v. Mackensens Tropper et Standsningsstød i Linien Sanok — Debica. De russiske Angreb blev imødegaaet med voldsom Kraft og henimod Aften den 11. var Russernes Linie gennembrudt paa flere Steder, navnlig ved Besko (18 km Vest for Sanok) og i Egnen ved Brzozow (c. 15 km Nordvest for Sanok). Russerne maatte vige, T y skerne fortsatte Forfølgelsen og den 12. Maj gik de over San mellem Sanok og Dynow, der ligger c. 30 km Nord for Sanok. Som Følge af denne Kamp maatte de Russere, der stod nordligere, ogsaa vige, og den 12. Maj gik deres Front i Galizien fra nedre Wistoka over Mielce— Rzeszow (c. 50 km Vest for Jaroslaw) til Dynow. Virkningerne af Nederlaget i Galizien kunde dog ikke begrænses alene til denne Landsdel. Efterhaanden som Tilbagetoget S. f. Weichsel udviklede sig, maatte Russerne lade Tropperne i d e t sydlige Polen følge Bevægelsen. Den 13. Maj meldte Tyskerne, at de var naaet frem til Egnen Syd og Nordvest for Kjelzy, og Tilbagegangen forplantedes efterhaanden videre mod Nord helt op til Inowlods ved Pelica c. 15 km Øst for Tomaschow. Den 16. Maj gik Russernes Linie i det sydlige Polen vistonk fra Novo Mjasto c. 30 km Nordøst for Inowlods til Kamennaflodens øvre Løb Nordøst for Kjelzy og derfra gennem den sydøstlige Del af Lysa Gora til Klimontov c. 20 km Vest for Sandomir. I Galizien naaede Tyskerne San Nord for Przemysl allerede den 14. Maj, paa hvilken Dag de stormede B rohovedet ved Jaroslaw. Samtidig naaede Østrigerne Syd for Przemysl frem til Linien Dobromil (c. 20 km S. for Przemysl) — Boryslaw (c. 35 km Vest for Stryj) -— Dolina (c. 35 km Sydøst for Stryj). Medens Russerne standsede og gjorde Modstand bag San Nord for Przemysl, maatte de i de følgende Dage stadig vige — om end langsomt — Sydøst for Przemysl, indtil de den 16. eller 17. Maj naaede Linien Sambor— Stryj— Stanislau, hvor Tomagternes Forfølgelse synes at være standset. Den 17. eller 18. lykkedes det imidlertid tyske og østrigske Tropper at tilkæmpe sig Overgangen over San fra Syd til Jaroslaw til Wisloks Udløb i San. Russerne har vistnok gjort alt for at begrænse Omfanget af dette Gennembrud, og den 22. Maj var Forholdene i Galizien stadig i Flovedsagen uforandrede.
Skal Resultatet af Kampene i Galizien opgøres, vil man vistnok først og fremmest korntne til et vældigt Tal faldne, saarede og for Russernes Vedkommende Fanger. Terrainindvindingen er for Tomagternes Vedkommende meget betydelig, over en Front af c. 400 km er Russerne trængt fra 30 til 130 km tilbage; men ikke desto mindre har Resultatet næppe svaret til Forventningerne og — hvis det er rigtigt, at der af Tomagterne har været anvendt et Par Millioner Soldater til denne storstilede Kamp — næppe heller til de Kræfter, som har været sat i Bevægelse. Thi Russerne er vel kastede; men de er ikke slaaede, oprevne, tilintetgjortc paa denne Front. De har haft Midler til stadig at kunne holde ud, sætte sig til Modværge og sluttelig at standse Tomagtstropperne efter denne Jættekamp paa 3 Uger. Kampen betyder en vældig Svækkelse af begge Parter; men ingen af dem er knust, og den endelige Afgørelse er lige nær eller lige fjern. Spørgsmaalet er hvem der først kommer til Kræfter igen efter Anstrengelserne og kan fortsætte Kampen. Der kunde næppe være Tvivl om, at Tomagterne oprindelig havde de bedste Udsigter i saa Henseende; men de seneste politiske Begivenheder har forrykket Forholdet. Italien har grebet ind.
Stemningen i Italien er under Krigen svinget mere og mere over paa de allieredes Side, og Ministeriet Salandra havde aabenbart længe været stemt for, at Italien skulde bryde med sine tidligere Forbundsfæller. Den 4. Maj opsagde den italienske Regering formelt sin Fo rbundsoverenskomst med Østrig. Dette Dokument siger, at Østrig havde begyndt Krig med Serbien uden at lytte til Italiens Raad om en mere umådeholdende Politik. Ved Krigserklæringen mod Serbien bragte Østrig Fo rvirring i Forholdene paa Balkan og skabte en Situation, der kun kunde blive til Gavn for det selv og til Skade for Italien. Desuagtet havde Italien søgt at jævne Sagen ad fredelig Vej; men Østrig vilde kun delvis opfylde Italiens Ønsker, besluttede sig først efter flere Maaneders Forløb til kun at anerkende de særlige italienske Interesser i Valona og til at love en Landafstaaelse i Trentino, der ikke var tilstrækkelig, idet den absolut ikke indeholdt en normal Regulering af Forholdene hverken fra et ethisk, et politisk eller et militært Synspunkt og tilmed var usikker, fordi den først skulde iværksættes efter Fredsslutningen. Italiens Regering har derfor opgivet Haabet om at komme til en Forstaaelse med T o magterne og ser sig nødsaget til at tage sine Forslag om Overenskomst tilbage. A f den Grund erklærer Italien i Tillid til sin gode Ret, at det fra dette Øjeblik igen tager sig fuld Handlefrihed og erklærer sin Forbundstraktat med Østrig-Ungarn for annuleret og fremtidig virkningsløs.
Paa Italiens Opsigelse af Forbundet svarede Østrig, at det ikke kunde godkende den, da Forbundet traktatrnæssg skulde bestaa indtil 1920 og Opsigelsen kun kunde ske med 1 Aars Varsel. Italiens Opsigelse af Traktaten var i Virkeligheden det første Skridt mod Krigen. Det var vistnok Ministeriet Salandras Hensigt ved en Krigserklæring at stille Rigsdagen over for en Kendsgerning. Dens Møde var oprindelig fastsat til den 12. Maj; men den 7. Mai blev det udsat til den 20. Maj. Denne Udsættelse tor man maaske sætte i Forbindelse med, at Salandras Krigsplaner mødte Modstand blandt de ledende Politikere. Herved tænkes særlig paa Giolitti, der før Midten af Maj var den mægtigste Mand i den itialienske Rigsdag og nod en udstrakt Popularitet i Befolkningen. Han blev betænkelig ved at indlade sig paa Krigen og mente, at Italien burde lade sig nøje med de Tilbud, som ØstrigUngarn fremsatte. Denne hans Mening bevirkede, at Ministeriet Salandra den 13. Maj indgav sin Demissionsbegæring.
Stemningen for Krigen havde imidlertid vokset sig saa stærk i det italienske Folk, at det viste sig umuligt at danne et nyt Kabinet, og Ministeriet Salandras T ilbagetræden gav desuden over hele Italien Anledning til Demonstrationer for Krigen og mod Giolitti af en saadan Karakter, at det saa ud, som havde Italien kun V alget mellem Krig eller Revolution. Kongen greb derfor den Udvej den 16. Maj at afslaa at modtage Ministeriet Salandras Demission, og hele Ministeriet blev følgelig paa sin Plads. Den 20. Maj mødte saa Rigsdagen. I Løbet af den 20. og 21. vedtog denne med vældig Majoritet en Lov, som gav Regeringen udstrakt Fuldmagt i Tilfælde af Krig til at fremskaffe de nødvendige Midler og til at dække Udgifterne ved Udskrivning af Skatter m. m. Som Følge af disse Begivenheder afviste østrigske Militæravtoriteter allerede den 21. og 22. Postsækkene fra Italien, brød Jernbanelinien op ved Grænsen og standsede Telegraf- og Jernbaneforbindelsen med Italien.
Den 22. Maj formuleredes Italiens Krigserklæring til Østrig og 23. Maj indtraadte Krigstilstanden. Italien erklærede ikke Tyskland Krig; men Ty sk land paa sin Side erklærede sig solidarisk med Østrig-Ungarn, og Fyrst Biilow fik Ordre til at forlade Rom samtidig med den østrig-ungarske Gesandt Baron Macchio.
Den 25. Maj 1915. s. v. l.
