LXXXV.
Paa Fronterne i Vest og Syd fortsættes Rekognosceringsvirksomheden med stor Energi saavel paa Jorden som i Luften. Enkelte af Rekognosceringsfremslødene har været ret store; men ingen af dem har førL til blivende Resultater af en saadan Betydning, al die kan gøre Krav paa nærmere Omtale. Paa Grundlag af Rekognosceringsresultaterne mente man i Frankrig at kunne angive følgende Fordeling af Centralmagternes Tropper i Begyndelsen af Februar i Aar:
Paa Vestfronten: 174 tyske Divisioner, nemlig 112 Liniedivisioner og 62 Reservedivisioner, mod 151 Divisioner i December 1917. Derimod var der endnu den Gang ikke set hverken østrigske, tyrkiske eller bulgarske Divisioner paa Vestfronten, kun noget svært østrigsk Artilleri. Senere har man dog meldt om bulgarsk Fodfolk i Vogeserne.
I Italien: 42 østrigske og 3 tyske Divisioner moci 45 østrigske og 7 tyske i December 1917.
Ved de russisk-rumænske Front: 9cS Divisioner, nemlig (il tyske, 33 østrigske, 2 bulgarske og 2 tyrkiske. Senere synes de 2 bulgarske og de 2 tyrkiske Divisioner at være forsvundne.
Paa Saloniki fronten: 17 Divisioner, nemlig 3 tyske, 2 østrigske og 12 bulgarske. Senere er de 3 tyske muligvis trukket bort.
I Asien: 44 tyrkiske Divisioner.
Der er truffet en betydningsfuld Afgørelse med Hensyn til Anvendelsen af Ententens Tropper, idet det interallierede Iv r i g s r aad i Versailles skal være blevet udrustet med udøvende Myndighed i et saadant Omfang, at Ententemagterne fremtidig vil være i' Stand til at behandle deres Hære som en eneste Hær. Beslutningen vakte en Del Røre i det engelske Parlament; men Regeringen formanede dog at sætte sin Vilje igennem. Indenfor den engelske Ilærledelse havde den ogsaa et Personskifte til Følge. Generalstabscbfefen, General Robertson, trak sig tilbage, og i lians Sted blev General Sir Henry Wilson Chef for Generalstaben. General Sir Henry Rawlinson er udset til at være Englands Repræsentant i Versailles. Fo r øvrigt fortsætter Ententemagterne med deres Bestræbelser for at kunne samle alle Kræfter til den afgørende Kamp.
Italienerne tænker nu ogsaa paa at organisere civil Værnepligt. Den skal i Begyndelsen være frivillig; men viser det sig, at den ikke kan gennemføres ad denne Vej, skal den gøres tvungen og vil blive bragt til Anvendelse overfor Mænd og Kvinder fra 14 til 60 Aar. Formaalet med dette Skridt er at frigøre det størst mulige Antal vaabenføre Mænd til Anvendelse i Hæren. For at forøge Mandskabsstyrkerne er der mellem Amerika og England truffet en Overenskomst, der giver disse Stater Bet til at indkalde engelske Statsborgere i Amerika og amerikanske Statsborgere i England under Fanerne, hvis de ikke indenfor en nærmere given Frist melder sig frivillig.
Amerikanerne bevilger sindig store Summer lil Artilleri og Flyvemaskiner. De liar nu gennemførL deres nye Jernbaneplan, saa Levnedsmiddellransporlerne paa de østlige Baner er slegel til 5000 Vognladninger daglig mod (100 for Ø/a M aa ned siden. Samtidig er der indenfor Vestmagterne ogsaa arbejdet ivrigt for Freden. Det er en inlerallieret Arbejder- og Socialistkonference, der har udført delte A rbejde, som først og fremmest gik ud paa at tilvejebringe Enighed om de Krigsmaal, som Vestmagternes Arbejderpartier vil kæmpe for. Det lykkedes al skabe Enighed om, at der bor dannes et Nationernes Samfupd, og at Nalionalitetsprincipet skal være del ledende ved Fredsslutningen, dog uden at berettigede Krav af anden Art derved krænkes. De besatte Lande skal genoprettes, Polens og Elsass-Lothringehs Skæbne skal afgøres i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker, og Koloniernes Skæbne skal afgøres og deres Administration skal kontrolleres af Nationernes Liga. Man vil nu forlange, aL Centralmagternes Socialdemokrater skal tage Slilling lil Spørgsmaalet, og af deres Svar vil det afhænge, hvilken Holdning Vestmagternes Arbejdere derefter vil indtage lil Krigen. Fo r alle Tilfælde er det dog understreget stærkt, at de opstillede Fordringer er Minimumsfordringer.
En Kommission, der beslaar af Albert Thomas, Vanderveldc og llenderson, skal sikre Arbejderne Indflydelse paa internationale Beslutninger. Medens dette har staaeL paa, er der sket store. Ting mod Øst. F red en med Ukraine, „Brødfreden“, truede med at blive ikke blot en „II unger fred" men Kilde lil mange Bekymringer for Centralmagterne. Bekymringerne opstod, fordi Polakkerne i allerhøjeste Grad føler sig tilsidesatte ved, at Cholmdislriktet blev afstaaet lil Ukraine ved Fredsslutningen. Der faldt Ualmindelig drøje Udtalelser om Centralmagternes Hensynsløshed overfor Polakkerne og om, at man med Vilje havde skabt el nyt Elsass-Lot h ringen for at hindre et fremtidigt Samliv i god Forslaaelse mellem Polen og Ukraine. Øg man indskrænkede sig ikke blot til Ord. I liere store galiziske Byer kom del til betydelige Demonstrationer. Bevægelsen blev saa stærk, aL man maalle se aL dæmme op for den i Tide. Der blev truffet en ny Overenskomst mellem Centralmagterne og Ukraine, og paa Grundlag af den har man nu lovet Polakkerne, at C holm s Skæbne skal blive afgjort af en Kommission, linder polsk Medvirkning, og at man i det hele taget vil vise Imødekommenhed overfor Polakkernes Ønsker ved Grænsereguleringen, hvor rent militære Hensyn tillader det. Bevægelsen er vel ikke dermed endt; men det er dog lykkedes Centralmagterne at gyde Olie paa' de oprørte Bølger. De andre Vanskeligheder hang nøje sammen med Storruslands F redserkl æ r i n g. Maksimalisterne havde sikkert ventet, aL Centralmagterne ikke derefter turde skride ind mod det revolutionære Rusland, og de benyttede derfor Lejligheden lil at indlede en energisk Revolutionskrig mod Ukraine, og Rumænien sendte de el Ultimatum, der gik ud paa, at Rumænien øjeblikkelig skulde rømme Bessarabien, at de russiske Tropper skulde have fri Gennennnarch gennem dette Land, og at General Tscherbatschev skulde udleveres. Opfyldte Rumænien ikke disse Fo rdringer, skulde Fjendtlighederne begynde den 16. Februar. Naa, del blev nu kun ved Truslen; thi Begivenhederne forhindrede Storrusserne i at gøre Alvor af den. Derimod var deres Kamp mod Ukraine, alvorlig nok for dette Land.
Samtidig med den russiske Demobilisering, som forøvrigt kun delvis blev gennemført, oprettede Maximalislerne talrige Afdelinger af røde Gardister. Disse gik straks efter Fredserklæringen over Lilenjregulær Bandekrig mod Ukraine. Under Benyttelse af Jernbaner og Automobiler sværmede de ind over Ukraines nordlige Distrikter med del Formaal at ødelægge alle de Fo rvand, som ikke kunde skaffes bort mod Nord, og at sprøde Anarkiets Velsignelse tid over det ulykkelige Land. Rad ae n stod magtesløs, og Centralmagterne løb Fare for aL l'aa de saa liaardt tiltrængte og længselsfuldt imødesete ukrainske Levnedsmidler ødelagte. Fra Centralmagternes Side var noget saadant forudset, og delle har sikkert vieret Hovedaarsagen lil, at man hurtigt overfor den maksimalistiske Fredserklæring stillede sig paa del Standpunkt, at denne Erklæring ikke i nogen Maade kunde forandre Centralmagternes Stilling overfor Storrusland. Der faldt ogsaa meget snart Udtalelser om, aL Fredserklæringen maatte ophæve Vaabenstilstanden, som derefter vilde være udløbet den 17. Februar Kl. 12 Nat. Allerede den 16. blev delle ved General Iloffmami officielt meddelt Maksimalistrege ringen. Da der omtrent samtidig af Ukraine til Centralmagterne blev rettet en Bøn om Hjælp mod Storrusserne, tøvede Tyskerne og Østrigerne ikke længere men aabnede paanv Fjendtlighederne mod Storrusland. Den 18. begyndte Fremmarchen paa hele Fronten fra Riga lil Luzk. Fremrykningen vakle stor Bestyrtelse i Petrograd, hvor man som sædvanlig havde lukket Øjnene for den Kendsgerning, al det Lyske Socialdemokrati havde taget kraftigst muligt Afstand fra del maximalistiske Uvæsen og derfor næppe vilde lægge Regeringen Hindringer i Vejen.
I Petrograd indsaa man hurtigt hvor haahløs Situationen var, og allerede den 20. I’ebruar kunde Udenrigsminister Kiihlmann meddele, at Folkekommissærernes Raad havde erkheret sig villig til at underlegne en Fred paa de af Centralmagterne i Brest Litovsk opstillede Betingelser. Det gjaldt jo imidlertid nu først og fremmest for Centralmagterne om at sikre sig Frugterne af Freden med Ukraine, og det Grundlag, paa hvilket de nu var hered te til Fred, var derfor el noget andet end det tidilgcre. De væsentligste nye Krav er, at Rusland skal give fuldstændig Afkald paa de tidligere omstridte vestlige Provinser, at Estland og Lifland øjeblikkelig skal rømmes af russiske Tropper og røde Gardister, at Rusland øjeblikkelig skal underskrive en Fred med Ukraine, der ligesom Finland snarest skal rømmes af russiske Soldater og røde Gardister. Endelig skal den russiske Hær og den rode Hær straks og fuldstændig demobiliscres, og Rusland skal forpligte sig til at afbryde enhver Propaganda og Agitation, som drives af Regeringen eller understøttes af den og er rettet mod Centralmagternes Regeringer og deres Stats- og Militærinstitutioner.
Ogsaa delle er Maximalistregringen gaact ind paa, og fra tysk Side er udtalt, at man i den nærmeste Fremtid kan vente, al Freden vil blive sluttet. Centralmagterne har imidlertid, for at understrege deres Fordringers Alvor, ikke standset Troppcbevægelserne. De stod den 24. eller 25. Februar paa Reval, Pernan, Pskow Shilomir, enkelte Steder manske endog østligere. I hvert Fald har deres fortsatte Fremrykning fremkaldt Frygt hos Maximalislcrne for, al de skal gaa til Petrograd for at knuse del maximalistiske Herredømme, og den hellige revolutionære Krig mod Tyskerne prædikes nu med stor Kraft og i Vendinger, der just ikke slemmer godt med de tyske Fredshelingeiser. Hele den russiske Befolkning kaldes til Kamp. Arbejderne og deres Tilhængere skal kæmpe, Bourgeoisiet skal grave Skyttegrave, og dem, der ikke vil lystre, skal skydes. Samme Skæbne skal ramme alle tyske Agenter m. fl. Fra Centralmagternes Side giver man sig aabenbarl ret god Tid med at naa Brest Litovsk. Man vil vistnok helst forinden have naaet de militære Maal, man har sat sig, og først og fremmest vil man have ordnet Fred e n m e d R u m æ n ie n. Til Gengæld kan man sikkert vente, at Centralmagterne vil forstaa at afkorte Fredsmodet i Brest Litovsk det mest mulige, nuar de endelig kommer der. Der bliver ikke megen Anledning for Hr. Tnolski til at udfolde sin Veltalenhed .Ved den Lejlighed. Freden med Rumænien er indledet ved Forhandlinger i Bukarest den 24. Februar. Ilvad der hidtil er skel, vides ikke. Kun har man et bestemt Indtryk af, at Centralmagterne ogsaa overfor Rumænien vil stille bestemte Krav, som de 'uvægerlig fordrer opfyldte, og at de ikke vil indlade sig paa lange Forhandlinger. Tyske Udtalelser (Grev Hertling) tyder dog paa, at disse Fordringer ikke vil blive alt for store. Det skal være Tysklands Maal at faa sluttet en Fred med de østlige Naboer, som tillader et Samliv efter Krigen i Venskab og god Forstaaelse. Paa F r e n t e r n e u d e n f o r F v r o p a er der kun skel noget i Palæstina. Englænderne har der drevet Tyrkerne tilbage Nord og Ost for Jerusalem og besat Jeriko og dens Omegn. Tyrkerne er gaaet tilbage til Nord for Vadi Anja og mod Øst bag Jordanfloden.
Den 26/2 1918.
s. v. l.
