Paa den vestlige Krigsskueplads begyndte Englænderne den 12. Oktober om Morgenen ganske tidligt paany et Fodfolksangreb i Flandern. Angrebet blev ført frem paa en ca. 10 km bred Front mellem Landevejene Langemarck—Houthulst og Zonnebecke— Moorslede. Vejret var meget daarligt og forværredes saa meget i Dagens Løb, at Angrebet maatte standses; men nogen Fremgang havde Englænderne dels mellem Banegaarden og Landsbyen Poelcappelle dels paa Højderne Vest for Passchendaele, hvis vestlige Udkant de naaede tæt frem til.
Natten mellem den 12. og 13. vedvarede Artillerikampen, der mange Steder voksede til Trommeild; men der fulgte intet Fodfolksangreb efter hverken denne Nat eller de nærmest følgende Dage. Først den 22. Oktober angreb Englænderne og Franskmændene i Forening Houthulstskoven og Fronten ved Poelcappelle. Skovens sydlige Udkant blev erobret, og Øst og Sydøst for Poelcappelle tog Englænderne Dele af den tyske Stilling. I Tiden fra den 22. til den 24. Oktober udførte Tyskerne 7 kraftige Modangreb paa de ny engelsk-fran- ske Stillinger i og ved Houthulstskoven uden at opnaa væsentlige Fordele paa noget Punkt.
Vejret vedblev at yære meget regnfuldt og stormende. Desuagtet fortsattes Artilleriilden, og allerede den 25. Oktober om Morgenen gik engelske og franske Tropper paany frem til Angreb paa Fronten Øst, Nord og Sydøst for Ypres. Franskmændene tog Landsbyen Draibank, Papagoed-Skoven og nogle Gaarde. Englænderne er trængt frem i Terrainet Syd for Passchendaele, og Øst og Nordøst for Poelcappelle har de erobret en Del stærke. Punkter og befæstede Gaarde. Endelig har de gjort ganske smaa Fremskridt paa begge Sider af Vejen Ypres—Menin. Tyskernes Modstand er overordentlig energisk.
Medens disse Kampe udspilledes i Flandern, steg fra den 17. Oktober Artilleriilden paa Aisnefronten Nordøst for Soissons til et voldsomt Artillerislag paa Fronten fra jAilettelavningen til Braye, hvori ogsaa Naboafsnittenes Batterier tildels deltog. Et Par Dage senere begyndte Meldingerne at indløbe om talrige Rekognosceringsfremstød fra fransk Side i denne Egn, og samtidig fortalte Tyskerne, at Kampzonen mellem Vauxaillon og Braye efterhaanden var blevet forvandlet til et fuldstændigt Tragtterrain.
Den 23. Oktober kom saa det franske Angreb paa Fronten Vauxaillon—Braye. Den første Dag tog de Landsbyerne Allemant, Vaudesson og Chavignon samt Fortet la Malmaison. Natten mellem 23. og 24. var rolig, og den 24. benyttede Franskmændene til fortsat Artilleriforberedelse. Den 25. rettede de derpaa voldsomme Angreb mod de tyske Stillinger ved Pinonskoven og Sydøst for Chavignon.
Ved Pinonskoven blev Tyskerne kastede og mistede en Del Materiel. Følgen blev, at de derefter trak deres Linier tilbage Nord for Kanalen Oise—Aisne fra Egnen ved Pinon til Sydøst for Chavignon, hvor Landsbyerne Pargny og Filain vistnok nu er i fransk Besiddelse.
Slaget har været meget haardt og har i væsentlig Grad svækket Tyskernes Front Syd for Laon, idet en koncentrisk Artillerivirkning nu er mulig baade mod Egnen ved Anisy og mod Højderne Nord for Pargny og Filain.
Ogsaa paa anden Maade betyder Kampene et alvorligt Uheld for Tyskerne, idet Franskmændene tog over 11000 Fanger og 165 Kanoner, blandt hvilke der var 21 cm Haubitser og talrige svære Pjecer.
Men har Situationen saaledes formet sig noget uheldigt for Tyskerne paa den vestlige Krigsskueplads, har deres Vaaben til Gengæld været fulgt af stort Held paa den italienske Front og paa Østfronten.
Paa den italienske Front var Vejrforholdene først blevet nogenlunde gunstige noget over Midten af Maaneden, og samtidig tog Kampvirksomheden, særlig Artilleriilden, til paa det meste af Fronten, og særlig fra østrigsk Side blev der foretaget mange Rekognosceringsfremstød.
Det forlød, at baade Italienerne og Centralmagterne samlede Tropper til nye store Kampe paa Isonzolinicn, og Artilleriilden blev efterhaanden meget livlig paa hele Fronten mellem Monte Nero, midt imellem Tolmino og Flitsch (Plezzo),, og Havet.
Centralmagterne kom imidlertid Italienerne i Forkøbet med et Angreb, som efter en kortvarig men yderst voldsom Artilleriforberedelse blev sat ind den
24. Oktober paa bred Front (ca. 30 km) mellem Rombon og den østlige Del af Bainsizzaplateauet (se Skitsen). Stødet trængte gennem Italienernes Linier paa to Steder, mod Nord i Flitsch-(Plezzo-)Bækkenel og i Centrum ved Tolmino. Det lykkedes ikke at begrænse Indbrudets Dybde nogen af Stederne, idet bagved liggende Højdestillinger hurtig faldt for Centralmagternes Angreb. Følgen blev, at betydelige Dele af de mellem Indbrudsstederne kæmpende italienske Tropper ikke kunde trækkes tilbage i rette Tid men blev taget til Fange.
Den 26. var den italienske 2. Hær slaaet og trængt tilbage paa Fronten Monte Maggiore — Vest for Auzza. Men Kampen er ikke endt endnu, og den 27. melder Tyskerne, at Italienerne rømmer Bainsizzaplateauet med tilstødende Linier i hvert Fald indtil Vippac. Paa Carsoplateauet holder Italienerne endnu Stand.
Centralmagterne havde fra den 24. til 26. Oktober taget 60 000 Fanger og 450 Kanoner.
Situationen tegner ret kritisk for Italienerne. Forholdene i Landet er vistnok temmelig utilfredsstillende, og nu da den militære Modgang antager betydelige Dimensioner, samtidig med at Ministeriet har demissioneret, er der Rum for og Jordbund for polilisk Uro, som i den letbevægelige Befolkning kan antage Dimensioner, der kan faa uberegnelige Følger for Landet og for Ententen.
Næst efter Rusland er Italien sikkert det Land, hvor man snarest kan vente sig indre Uroligheder, og uden at ville spaa noget, maa man være forberedt paa, at der kan opstaa saadanne.
I sig selv har et italiensk Nederlag, endog af ret store Dimensioner, ikke nogen afgørende Betydning for Krigens Fortsættelse og Udfald ud over, at Krigens Afslutning derved bliver udsat yderligere. Det er dog kun under Forudsætning af, at Tilstandene i Italien ikke antager en saadan Karakter, at Landet falder ud af de kæmpende Rækker.
Paa den østlige Krigsskueplads foretog en stor tysk Flaadeafdeling med Landgangstropper et Angreb paa Osel den 12. Oktober. Russernes Kystværker blev hurtigt nedkæmpede af Skibsartilleriet, og derefter blev der landsat en betydelig Styrke i Tagga Bugten. Oens Forsvarere blev trængt mod Øst, og allerede den 13. stod Tyskerne tæt foran Arensburg.
De russiske Stridskræfter søgte tilbage mod Østkysten for at komme bort ad Dæmningen over til Moon, men det lykkedes kun for mindre Dele, og allerede den 15. var Øsel for største Delen i tysk Besiddelse. En Del afskaarne russiske Tropper ydede længst Modstand paa Halvøen Sworbe; men de maatte kapitulere den 16. Oktober, og dermed var Øsel helt i Tyskernes Hænder.
Allerede den 15. havde de besat Zenø og Abrø, og nu rettede de deres Angreb mod Dagø og Moon.
Den 18. besatte de Moon efter faa Timers Kamp, og den 19. landsatte de Tropper paa Dagø.
Endelig landsatte de den 21. om Formiddagen en lille Fodfolksstyrke paa Halvøen Verder.
Ved Erobringen af Dagø og Øsel med tilliggende Øer, har Tyskerne fuldstændig faaet Herredømme over Rigabugten. En Tid saa det endog ud til, at det samtidig skulde lykkes dem at afskære de russiske Orlogsskibe, der var stationerede i disse Farvande; men det lykkedes dog ikke.
Forøvrigt kæmpede den russiske Flaadeafdeling med Dygtighed og Tapperhed mod en knusende tysk Overmagt, medens de Afdelinger af Hæren, som deltog i Kampen, i mange Tilfælde svigtede. Russerne mistede 20130 Fanger, over 100 Kanoner og meget værdifuldt Materiel.
Tyskernes Besiddelse af Øerne og Landgangen paa Verder danner en alvorlig Trusel for den russiske Hærs Østersøfløj og for Petrograd. Landgangen ved Verder har imidlertid foreløbig næppe andet Maal end Sikring af Øerne, saa nogen øjeblikkelig Fare er der ikke for Russerne. Den russiske Regerings Flytning fra Petrograd, som blev planlagt, er da ogsaa opgivet indtil videre.
Men Situationen paa Rigafronten er i det hele taget uklar.
Noget før Angrebet i Norditalien trak Tyskerne paa denne Front deres forreste Styrker en Del tilbage, sandsynligvis i Hovedsagen til Dvina, kun med en snævrere Brohovedstilling Øst for Riga. Russerne er kun fulgt meget langsomt efter, og flere Steder har de ganske tabt Følingen med Modstanderen, saa de ikke ved, hvor han staar.
Tyskernes udprægede defensive Optræden i Rigaegnen kan sikkert sættes i Forbindelse med Felttoget i Norditalien.
De indre Tilstande i Rusland lader meget tilbage at ønske. Den ene store Strejke afløser den anden, mange Steder i de sydlige og centrale Dele af Rusland har der været blodige Optøjer med Plyndring som Formaal. Jødeforfølgelser har ogsaa mange Steder fundet Sted. Refolkningen og Myndighederne har længe staaet fuldstændig magtesløse overfor Uvæsenet; men nu har Regeringen besluttet, at Hæren skal anvendes til Opretholdelse af den indre Orden. Riget er i den Anledning blevet inddelt i Distrikter svarende til Garnisonerne.
Hidtil har Forparlamentet støttet Regeringens Bestræbelser for at skabe ordnede Forhold i Piæren og Folket. Nu er der mange Steder valgt Municipalrand, som har taget Styret i Kommunerne, og det har haft den heldige Virkning, at Arbejder- og Solda terraadet, som har været Anarkiets og Paradoksernes frieste Tumleplads, har begyndt at miste deres Indflydelse.
Imidlertid er Splittelsestendensen ingenlunde overvundet. Ukraine styrer sig nu selv, og i Moskva har der dannet sig en Kongres af Politikere udenfor de
demokratiske Partier, medens der trues med en syd- og centralrussisk Bondekongres. Navnlig den sidste kan bringe en alvorlig Splittelse i Riget, hvis den kommer i Stand. De yderliggaaende revolutionære og anarkistiske Elementer er i det hele taget ved at skille sig ud fra det øvrige Demokrati. I Spidsen for denne Bevægelse gik Maximalisterne ved demonstrativt at forlade Forparlamentet straks i dets første Møde.
Men Rusland er ikke det eneste Land, hvor der er politisk Uro. I Tyskland maatte v. Cape Ile indgive sin Demission og Hel feri ch har veget Taburetten, endelig gaar Rygtet, at selve Rigskansleren staar for Fald. I Frankrig maatte Ribot ud af Ministeriet, og i Italien og Spanien har Kabinetterne demissioneret.
I England trues Ministeriet tilsyneladende ikke; men der har man Spørgsmaalet Irland at trækkes med, og det er et Spørgsmaal, som rigeligt opvejer en halv Snes Ministerkriser. For at det skal kunne løses tilfredsstillende og uden Skade for Riget, kræves der den største Takt og Velvilje fra alle Sider; men desværre synes det at skorte en Del paa Velvilje forskellige Steder, og der tales om fores taaende Uroligheder.
Undervands krigen gaar sin Gang og har nu bragt Tyskland en ny Modstander, nemlig Brasilien. Tyskerne kan stadig melde om mange sænkede Skibe; men Antallet synes dog at aftage noget.
Luftkrigen har tiltrukket sig forøget Opmærksomhed dels ved den engelske Regerings Beslutning om at foretage Bombardementstogter mod tyske Byer som Gengældelse for Luftangrebene paa engelske Byer, dels ved det Udfald, som det sidste Zeppelinerangreb paa England fik.
Angrebet blev udført Natten mellem den 19. og 20. Oktober. Man mener, at det engelske Luftforsvarsskyls tvang Luftskibene op i et højt Luftlag, hvor de blev grebet af en meget stærk Luftstrøm, der forhindrede dem i at anrette Skade i England og drev dem ned over fransk Omraade.
11 Zeppelinere skal have deltaget i Angrebet. Af dem kom de 8 over fransk Grund, hvor de blev opdagede og jagede ved Dagens Lys. Resultatet blev, at 5 af dem blev ødelagt eller tvungne til at lande. Efter de seneste Opgivelser skal Tyskerne ialt have mistet 6 af de 11 Luftskibe.
Sluttelig skal blot nævnes, at Holland har haft og endnu har alvorlige Vanskeligheder med England og Amerika i Anledning af sin Skibsfart og nogle Transporter af Sand og Grus, der er gaaet fra Tyskland til Belgien gennem hollandsk Territorium.
Handelsvanskelighederne med Amerika, deler Holland med de fleste andre neutrale Lande. Amerikanerne vil hindre Tyskland i at faa noget ude fra, og har i den Anledning strammet Tilførslerne særlig til Holland og Skandinavien. I England, hvor man hidtil har været ret maadeholdende, har et stort Parti Lyst til at følge Amerikas Eksempel, og „Times“ skrev for en Uges Tid siden bl. a.: „at tillade, at Tyskland fra de Neutrale trækker Tilførsler af vital Betydning, som Amerika søger at afskære, vilde være værre end Galskab. Det vilde være noget lignende som Forræderi mod de Forenede Staters Regering og Folk.“
Den 28/10 1917.
S. V. L.
