Log ind

Krigen – LXXiX

#

Paa den vestlige Krigsskueplads har der kun staaet Smaakampe i Flandern. Derimod har der staael et Slag af betydeligt Omfang paa Fronten mellem Scarpe og St. Quentin.

Englænderne angreb der de stærke tyske Forsvarsstillinger den 20. November uden forudgaaende Artilleriforberedelse.

Hovedangrebet blev ført mellem Vejene til Gambrai fra Bapaume og Péronne, og til begge Sider af Hovedangrebet blev der rettit mindre Angreb mod Tyskernes Stillinger, Nord paa i Egnen ved Reincourt, Syd paa i Egnen ved Vendhuille.

Medens der ved de sekundære Angreb kun stræbtes mod og blev naaet meget begrænsede Maal, stilede man ved Hovedangrebet mod et Gennembrud.

Hovedangrebet blev, saa vidt man ved, gennemført ved, at meget talrige Tanks" pludselig brød frem mod de tyske Stillinger, fulgt af stærke Fodfolksmasser. Samtidig aabnede de engelske Batterier en djævelsk Spærreild mod Terrainet bag Tyskernes Stilling for at hindre eventuelle Reserver i at gribe ind.

Angrebet kom fuldstændigt overraskende, og da Tyskerne aabenbart stolede paa, at deres stærke Felt- forskansninger og talrige Maskingeværer kunde holde ethvert Angreb nede, der ikke blev forberedt ved en forudgaaende voldsom Artilleriild, havde de de forreste Linier forholdsvis svagt besat. De mange engelske „Tanks" brød imidlertid Huller i deres Spærringer og bekæmpede Maskingeværerne fra nærmeste Hold. Resultatet. blev derfor, at det engelske Fodfolk brød ind i ikke blot første men ogsaa i anden og tredie tyske Skyttegravslinie, før Tyskerne kunde samle tilstrækkelig Modstand til at standse dem. Den første Dag blev der i Virkeligheden slaaet Hul paa den tyske Front i Egnen Sydvest for Gambrai. Ved Vejen fra Péronne lykkedes det engelsk Fodfolk at overskride Escaut ved Marcoing og Masnieres.
Medens denne Del af Stødet blev rettet mod Nordøst, gik betydelige engelske Styrker fra Egnen ved Havrincourt mod Nord og trængte frem mod Bourlon- skoven.

Derved opstod der et Hul i Tyskernes Front Vest for Gambrai, og gennem dette trængte engelsk Rytteri ind. En Rytterbrigade naaede saa langt mod Nord som til Marguion, hvor den blev fuldstændig oprevet af tyske Reserver.
Den 21. blev Kampen fortsat. Mod Nord faldt Moeuvres og Dele af Bourlonskoven i Englændernes Hænder; men Tyskerne havde nu faaet stærke Reserver frem, og Fremskridtet, som hidtil havde været forholdsvis hurtigt og let, gik nu kun langsomt for sig under svære Tab. Sydvest for Gambrai blev Englændernes Angreb fuldstændig standset i Linien Aneux—Fonlaine — Syd for Rumilly.

I de følgende Dage blev Kampen fortsat. Sydvest for Gambrai lykkedes det ikke Englænderne at gøre yderligere Fremskridt; men Vest for Cambrai naaede de efter skiftende Held under svære Kampe al sætte sig fast i Linien Fontaine Bourlon—-Bourlonskovens Nordrand til i Nærheden af Inchy.

Under Kampene har Englænderne taget over 9000 Fanger og 100 Kanoner foruden Skyttegravsmorterer, Maskingeværer og andet Materiel.

Slaget har været ret alvorligt for Tyskerne. Cambrai ligger nu ikke mere end ca. 3 km fra den engelske Front og kan ikke længer benyttes som Forsyningsknudepunkt; men af større Betydning er det, al det har vist sig, at selve Forsvarsfronten ikke er saa uigennembrydelig, som man havde ventet, og at Tyskerne sandsynligvis derfor vil blive nødsagede til at besætte de forreste Linier kraftigere end hidtil, hvorved der vil blive stillet større Fordringer til Tropperne. Sikkerheden er mindre end ventet Beredskabet maa gøres større og Troppernes Hvile eller Ilovedreserverne mindre. Alt vil del bidrage til, at den lyske Hærs Kræfter opslides tidligere end beregnet.

Samtidig med Kampene ved Cambrai udfoldede Franskmændene en betydelig Rekognoscerings- og Artillerivirksomhcd paa slørste Delen af deres Front, navnlig i Egnen ved St. Quentin, Chemin-des-Dames, Reims og Verdun.

Til større Kampe kom del kun ved Verdun, hvor Tyskerne den 24. November angreb de franske Stillinger Nord for Højde 314 Øst for Meuse. Angrebet mislykkedes og blev besvaret med et fransk Angreb i det samme Terrain mellem Samogneux og Egnen Syd for Anglemont Gaarden. Franskmændcne havde bedre Held med sig. De trængte ind i Tyskernes 1. og 2. Linie paa de sydlige Skraaninger i Caures Skoven og tog over 800 Fanger.

Paa den italienske Front har Centralmagterne lagt Hovedvægten i deres Angreb paa Fronlen i Bjærgene. De gjorde i Begyndelsen smaa Fremskridt, og den 14. gik deres Front mellem Brenla og Piave over Tezze—-Lamon—Fonzaso—Arten— Fellra.

Fra den 17. November satte Centralmagterne overordentlig Kraft ind paa at bryde den italienske Modstand i Bjergene. Desuagtet var de den 24. November ikke kommet længere end til Linien Landsbyen Quero Monle Spinoecia—Coldell’ Orso—Monte Prassolan— Landsliyen Cismon- Monte Spilz— Monte F'ior—Meletta Davanti.

Uagtet Centralmagterne stadig har anvendt stærke Kræfter paa Angreb i Egnen mellem Brenta og Piave, er deres Angreb hidtil blevet afslaaet af Italienerne under meget blodige Tab, og dette Held har i høj Grad bidraget til at genoprette de italienske Troppers Selvtillid.

Ved Piaye søgte Centralmagterne at gaa over Floden den 17. November mellem Saletluol og Sant Andrea Barbarous paa lo Steder, nemlig ved Folina og Fagare.

Ved Folina kom der kun ca. 1 Bataillon over Floden, og den blev samme Dag fuldstændig oprevet. Ved Fagare kom hele det bøhmiske Infanteriregiment Nr. 92 over. Del blev af den italienske Artilleriild hindret i at gaa tilbage og kæmpede derefter Vest for Piave indtil den 1., da dets sidste Rester maatte overgive sig med ialt 900 Mand og 27 Maskingeværer.

Franske og engelske Tropper skal i stort Antal være ankomne til Italien.

Paa de andre evropæiske Fronter er der ikke sket noget af Betydning.

I Mesopotamien er General Maude dod og erstattet med General Sir William Marshall.

Efter at alle Tyrkernes Oplag i Tekrit er blevet ødelagt, er Englænderne lidt efter lidt gaaet tilbage til deres Stillinger Syd for denne By.

I Palæstina naaede Englænderne allerede den
9. November Wadi Ilcsi, lo km Nord for Askalon. Derefter naaede de Wadi Surar 12 km Syd for Jaffa den 11. eller 12. og stod da paa Fronten El Tinch—Kathrak - Yebna til Havet.

Den 15. var de naaet frem til 4 o km Syd for Jaffa og stod derfra mod Øst til Ramlchludd. Tyrkerne forskansede sig i Stillinger Nord for Jaffa, parallelt med Anga-Floden. Endelig den 17. besatte Englænderne Jaffa.
Inde i Landet log de den 18. Beit Urettahta 18 km Nordvest for Jerusalem, og senere har de nærmet sig til denne By paa nogle faa Kilometer. Tyrkerne staar i stærke Stillinger og med større Styrker Nord for Jaffa og i Bjergene Vest for Jerusalem.

Linder Felttoget i Palæstina havde Englænderne taget over 9000 Fanger i Dagene fra 31. Oktober til 15. November.

Tyrkernes Tilbagetog er foregaaet meget uordnet og under særdeles betydelige Tab af Materiel.

Den almindelige Situation frembyder lige kraftige Billeder af Samling og af Splittelse og har paany sat Fredsagitationen i Gang.

Vestmagterne har, som omtalt i den foregaaende Artikel, under Begivenhedernes Tryk søgt Styrke i et snevrere Samarbejde med et øversle Krigsraad som fælles Organ. Dette Krigsraad er ogsaa blevet tiltraadt af Nordamerikanerne.

Russerne er for Tiden faldet ganske ud. Maximalisterne optræder som Herrer i Petrograd og mange andre af Ruslands største Byer. Til Trods for at de møder en kraftig Opposition fra mange af Landdistrikterne og fra hele den fornuftigere Del af Befolkningen, opretholder de stadig Magten ved Hjælp af Pøblen og de indisciplinære og lovløse Soldaterhorder, der opholder sig i Hovedstaden og mange af Storbyerne, og støttet herpaa søger de at realisere deres Ideer.

Rigets Sammenhold synes ingen Rolle at spille for dem. Derfor proklamerer de alle russiske Folkeslags Ret til al danne deres egne Regeringer, ja til at skille sig ud fra Riget.

Ende paa Krigen vil de for enhver Pris have. Derfor har de opfordret til at slutte Fred; og hvis Forbundsfællerne ikke vil med, agter de at slutte Separatfred med Centralmagterne. Støtte for deres Planer har de sogt indenfor Landenes Socialdemokratier, særlig indenfor det tyske, som da ogsaa har lovet sin Bistand.

Derved er Fredsspørgsmaalet paany bragt paa Dagsordenen; men foreløbig synes der ikke at være megen Udsigt lil, at det skal blive fremmet.
Alle Ententeregeringerne Rusland kan jo ikke mere regnes med — har kraftigt og til det sidste udtalt sig for, at deres Krigsmaal er Sejr over Centralmagterne, og før den er vundet, vil de ikke slutte Fred. Hvad Centralmagterne angaar, da vil de naturligvis gerne slutte Separatfred med Rusland, i den Retning er deres Bestræbelser jo længe gaaet; men der er jo desværre ingen Regering at slutte denne Separatfred med. Ganske vist er Maximalislerne toneangivende nu; men hvem svarer vel for, at Billedet ikke er helt forandret om faa Uger. Under disse usikre Forhold synes det tvivlsomt, om nogen ansvarlig Regering kan slutte bindende Aftaler med Rusland, og desuden vil Tyskland og Østrig sikkert nødig opgive de værdifulde Panter, som de har mod Øst.

I alle Tilfælde kan de vanskeligt blotte Vestruslands Omraade for Tropper, saa længe Revolutionen hærger Landet: thi hvem garanterer dem vel for, at Uvæsenet i saa Fald ikke breder sig ind over Polen til deres egne østlige Distrikter.

Alt i alt maa det være Centralmagterne en yderst betænkelig Sag at slutte Fred med Rusland netop nu, hvor de alligevel stadig maa have Tropper mod Øst, indtil Ruslands indre Afvikling har fundet Sted, og hvor de ikke aner, om de sluttelig staar over for et Storrusland eller kun faar at gøre med en Række Smaastater.

Nej, Forholdet er i Virkeligheden det, at Maximalisterne samtidig med deres Fredstilbud har taget Grunden hort under alvorlige Fredsforhandlinger ved at styrte Rusland ud i fuldstændig kaotiske Forhold. De dræber Fredsmulighedeme lige saa hurtigt, som de skaber dem.

Hvis der ligefuldt, imod Forventning, skulde komme en Separatfred i Stand mellem Rusland og Centralmagterne, vil delte dog ikke i væsentlig Grad forværre Ententens militære Stilling. Man kan med Sikkerhed gaa ud fra. at Centralmagterne allerede har bragt deres Styrker paa Østfronten ned til et Minimum. Antager man f. Eks.. at de allerede nu nøjes med 1 Mand paa hver 4. Meter af den 1200 km lange russiske Front, er det absolut største Antal Tropper, der kan frigøres, 300,000 Mand; men dette absolutte Maksimum kan aldrig naas. medens Revolutionen varer, og Forholdene i Polen ikke er fuldt afklarede.

Højt regnet vil de kunne afse 200,000 Mand til Anvendelse paa Vest- og Sydfronten.

Overfor denne Krafttilvækst hos Centralmagterne staar de Fordele, som Vestmagterne opnaar ved ikke stadig al skulle fylde Krigsmateriel og Penge i det umættelige Ruslands Gab.

Men selvfølgelig vil Ruslands Frafald i det lange Løb blive til stor Fordel for Centralmagterne. Udsigterne til, at de skal lide et absolut Nederlag er i høj Grad forringede, og splittes Rusland i mange Smaariger, vil Tyskland være kommet sit Maal som Østersømagt adskilligt nærmere, ja vel saa nær, at ingen kan hindre det deri.

Ruslands Frafald kan derfor meget vel fremme den almindelige Fred; men i saa Fald taler alt for, at det bliver en Fred paa Ruslands Bekostning. Man kan nemlig ikke vente, at Vestmagterne skal holde deres Ilaand over det Rusland, som har svigtet dem;,men at de vil byde Tyskland-Øslrig Erstatning mod Øst for Indrømmelser mod Vest og Syd.

Det bliver da en Krig, hvor alle vinder; selv det betalende Rusland vinder, nemlig den politiske Frihed og Friheden til — om det ønsker det — at misbruge den.

Den 28/11 1917.

S. V. L.