Paa den vestlige Krigsskueplads har Tyskerne overalt gjort kraftig Modstand, og paa Sommefronten har Englændere og Franskmænd kun langsomt vundet Terrain. Tyskernes Modstand har navnlig været energisk i Egnen mellem Arras og Vejen fra Bapaume lil Camhrai, i Egnen ved SL. Quentin og Syd for Oise. Førstnævnte og sidstnævnte Sted kunde Ententen kun notere meget smaa Fremskridt. Særlig Syd tor Oise lykkedes det først Franskmændene efter liaarde og blodige Kampe at rette deres Linie lidt ud og konsolidere de allerede vtindne Stillinger, som blev udsat for kraftige Modangreb af store tyske Styrker, der søgte al kasle Franskmændene tilbage paa den vestlige Side af Aisnekanalen. Men betler ikke i Egnen ved Arras formaaede Englænderne at vinde større Fordele.
Ved St. Quentin havde Ententelropperne, særlig Franskmændene, bedre Held med sig. Tyskerne fik her hurtig svært Artilleri i Virksomhed og søgte ved el Angreb fra Egnen Urvillers—Essigne le Grand, .c. 6 km Syd for St. Quentin, at kaste Franskmændene tilbage mod Vest og Sydvest, liaarde Kampe, som udspandt sig i denne Egn, endte imidlertid til Fransk- mændenes Fordel, og efterbaanden drev de Tyskerne bort fra Højdedraget ved Urvillers og fra denne By samt naaede Landsbyen Daljon ved Somme 3 km Sydvest for St. Quentin. Senere er de trængt tæl ind imod St. Quentins Forstæder, som er kraftigt forsvaret af Tyskerne.
Mellem St. Quentin og Oise vandt Franskmændene ogsaa Terrain. De naaede i Paaskeugen Moy ved Oise 4—5 km Nord for Vendeuil, og efter Sejren ved Urvillers lykkedes det dem at rette deres Front ud paa denne Del af Kamppladsen og al avancere fra 4—7 km mod Nordøst.
Nordvest for St. Quentin formanede Englænderne længe ikke at vinde Terrain; men nordligere, mellem Vejen Bapaume—Camhrai og Roisel skød de Dag for Dag deres Linie lidt frem. Det gik lettest for dem i Egnen ved Roisel, medens de maatle bestaa ret blodige Kampe mod Nord i Egnen ved Havrincourt Skoven, c. 13 km Øst for Bapaume, mod Syd ved Jean- court og le Vergnier, 4—5 km Sydøst for Roisel. Begge Steder lykkedes det dem ved Paasketid at bryde Tyskernes værste Modstand, og den 9. April naaede de Linien Demicourt—Gouzeaucourl—Hargicourt.
Deres Fremskridt Sydøst for Roisel havde en heldig Indflydelse paa Kampens Udvikling Vest og Nordvest for St. Quentin; Tyskerne maalte efterbaanden vige ud, og den 9. April stod de engelske Linier ØsL om Selency, c. 3 km Vestnordvest for St. Quentin, til Pontrou, godt 7 km Nordvest for denne By (se Skitsen).
Kamplinien havde derimod endnu den 8. April ikke ændret sig i Nord ved Arras; men der1 forberedtes store Begivenheder i denne Egn.
Allerede i længere Tid havde Englændernes Artilleri- og Patrouillevirksombed været særdeles livlig i Egnen mellem Arras og Lens og ved Armentiéres.
Mellem Arras og Lens tiltog den engelske Artilleriild sladig, indtil den i Løbet af den 8. April naaede en hidtil ukendt Styrke, Tidlig om Morgenen den 9., endnu før det var blevet lyst, gik Englændernes Fodfolk frem til Angreb paa liele Fronten fra Lens til Sydøst for Arras, en Strækning paa c. 20 km.
Det var voldsomt Regnvejr, da det engelske Fodfolk forlod sine Skyttegrave; men Vestenvinden drev Regnen lige ind i Ansigterne paa Tyskerne og var saaledes en Fordel for Angriberne. Det tyske Skyttegravssystem blev overalt naaet; men Tyskerne gjorde forbitret Modstand, og Sejren blev købt efter store Anstrengelser.
Kampen rasede navnlig om Vimy-Højderyggen Syd for Lens og i Egnen omkring Arras. Førstnævnte Sted maatte Englænderne 'udholde kraftige tyske Modangreb, og det lykkedes dem først henimod Aften og tildels i Løbet af Natten til den 10. ds. at rense Højderne for Tyskere. Ved Arras trængte Englænderne hurtigere frem, navnlig i Scarpedalen; men ogsaa her var Modslanden meget energisk. Store Grupper af tyske Tropper holdt sig fra den tidlige Morgenstund til Middagslid stadig kæmpende i Stillingen ved Arras østlige Forstæder, uagtet de forlængst var helt omringede. Deres Anstrengelser var dog forgæves. Hjælpen udeblev, og lilsidsL naaede Englænderne langs Jernbanen til Douai lvelt frem til Sidebanen til Lens.
Den 10. April gik i stor Udstrækning med at styrke Besiddelsen af det Terrain, som var erobret den 9., og lil hisi og her at'rydde Steder, hvor der endnu blev gjort Modstand af Tyskerne. Englænderne naaede Udkanten af Minchy-le-Preux, c. 5 km Øst for Arras, og ved den nordlige Rand af Vimyplateauet tog de nogle vigtige tyske Stillinger.
Kampens Haardnakkethed og Omfang karakteriseres godt ved det betydelige Rytte af Fanger og Materiel, der er faldet i Englændernes Hænder. Den 10. April
var dette steget til over 11,000 Fanger, deriblandt Chefen for 17. Division, over 100 Kanoner, af hvilke en Del svære paa indtil 21 cm, 60 Skyttegravsmorterer og 163 Maskinkanoner.
Derimod lader Kampens Retydning for Situationen paa den vestlige Krigsskueplads sig ikke bedømme. At Englændernes Fremrykning allerede i Hovedsagen var standset den 10., kunde tyde paa, at Kampen ikke skal faa særligt vidtrækkende Følger.
Ændringer i Fronten Syd for Arras maa den dog i hvert Fald hidføre, og deri ligger maaské dens største Retydning. Et Forsøg, som Englænderne har gjort paa at støde frem langs Vejen Arras—Cambrai, har dog foreløbig ikke ført lil noget.
Under disse Kampe er tler ikke sket noget ualmindeligt i det franske Afsnit; men fra Egnen ved Reims meldes, at Artillerislaget daglig tiltager i hæftighed.
Der har øjensynlig fundet en ret betydelig Omgruppering Sted paa Vestfronten. Saaledes slaar der nu franske Tropper i Rclgien i Egnen ved Lombart-zyde og Syd for Paschendaele Kanalen.
Paa den italienske Front og i Rumænien er der ikke sket noget, som har Krav paa almindelig Opmærksomhed.
Paa Salonikifronten har Franskmændene bevaret de vundne Fordele i Afsnittet ved Monastir, hvor der forøvrigt har været Stilstand lige til den 10. ds., da Kampene begyndte at blusse op paany. Foreløbig er det dog kun Artilleriet, som er i Virksomhed. Græske, bevæbnede Rander har i Slutningen af Marts generet Hæren en Del, navnlig i Egnen ved Ochreda Søen og Syd derfor.
Paa den østlige Krigsskueplads tiltog Kampvirksomheden i Slutningen af Marts flere Steder, navnlig ved Illuxt, SydøsL for Baranovitschi mellem Landsbyerne Darovv og Labusy, Vest for Luck, Nord for Ranen fra Iloczow til Tarnopol og ved Berzezany.
Gennemgaaende har disse Kampe været uden militær Retydning, og de har heller ikke haft noget større Omfang, alene af den Grund, at Terrainforholdene lægger, og nogen Tid endnu vil lægge, afgørende Hindringer i Vejen for større Foretagender i Rusland.
Ved Stochod stod der imidlertid en Kamp, som har en Del Betydning. I Egnen ved Toboly havde Russerne indrettet en Brohovedstilling Vest for Floden. Tyskerne angreb og erobrede den, efter at Russerne havde lidt meget blodige Tab og mistet c. 9600 Fanger, 15 Kanener og c. 150 Maskingeværer.
Taktisk set maatte Russerne opgive en Udfaldsport mod de tyske Stillinger paa denne Del af Fronten, og dette i Forbindelse med deres store Tab betød en Svækkelse for dem, der dog næppe kan have nogen afgørende Betydning i militær Henseende. Den russiske Regering har imidlertid udnyttet Nederlaget i indrepolitisk Øjemed paa en Maade, som Tyskerne næppe havde ventet, idet den, ved al pege paa de alvorlige Tab, har agiteret mod Fredsvennernes Bestræbelser, og virkelig synes al have haft Ileld til at vende Stemningen saa meget, at Arbejdet kan genoptages i Ammunitionsfabrikkerne, og de ferierende, agiterende og demonstrerende Militærpersoner bag Fronten atter i stort Omfang kan sendes ud til denne.
Jævnsides med Skildringerne af de blodige Tab i den foran nævnle Kamp gik gentagne Forsikringer fra ledende Politikeres Side om, at Tyskerne forbereder et voldsomt Angreb paa Russerne. Et saadant Angreb synes dog lidel sandsynligt og lidet hensigtsmæssigt, idet Forholdene i Rusland hidtil er forløbet forbavsende glat.
Det kan dog ikke undgaas, at Revolutionen har skabt en vis Usikkerhed, som ogsaa føles paa militære Omraader; men det vigtigste for Krigens kraftige Videreførelse, nemlig Viljen til at kæmpe, synes at være dominerende. Selv de ivrigste Fredsvenner vil aabenbart ikke Separatfred, og de ønsker kun Fred med Centralmagterne, hvis disse opgiver enhver Tanke om Erobringer eller Krigsskadeserstatning.
Fra Centralmagternes Side er der i Pressen gjort kraftige BestrælxTser for at drage den størst mulige Fordel af Situationen i Rusland. Tyskland er blevet fremstillet som det russiske Folks sande Ven og England som Roden lil alle dels Ulykker; men disse Stemmer har ikke rigtig fundet Genklang i Rusland.
Der er meget, som hindrer dette, dog først og fremmest Spørgsmaalet Polen. Medens det demokratiske Rusland øjeblikkelig har anerkendt Polens relmæssige Krav paa at blive selvstændigt og komme til at beslaa af alle Landsdele med overvejende polsk Befolkning, har Tyskland og Ostrig ikke gjort Mine lil at ville give Polen andel, end hvad de har laget fra Russerne. Saa længe de ikke forandrer Standpunkt i detle væsentlige Spørgs- maa.1, er der ikke nogen som helst Udsigt til, at der kan opnaas Forslaaelse mellem de russiske Fredsvenner og Centralmagterne.,
Russiske Udenrigsministerielle Kredse søger efter Evne al retlede den offentlige Mening med Hensyn til Krigsmaalene. Bl. a. siges, at den provisoriske Regering ganske visl har givet Afkald paa at forøge Ruslands Magt paa andres Bekostning; men den vil aldrig indrømme Muligheden af en Svækkelse af Fædrelandel. eller en Formindskelse af dets vitale Kræfter og uforlabelige Rettigheder. Desuden henvises til, at de definitive Fredsbeslemmelser vil blive opstillede af Folket i snæver Forslaaelse med de øvrige Entenlemagter. Rusland kan med andre Ord, hvis det vil overholde sine Forpligtelser, ikke egenmægtig bestemme Freden og dens Vilkaar.
Uden for Evropa har Englænderne og Russerne haft Fremgang i Persien og Mesopotamien.
Fra Bagdad har Englænderne udfoldet deres Styrke, saa de nu spænder over Terrainet fra Fuphrat til
hen imod den persiske Grænse. I Slutningen af Marts besatte de et Punkt ved Euphrat Vest for Bagdad, og de der staaende tyrkiske Tropper gik tilbage.
Samtidig bredte de sig mod Nord paa begge Sider af Tigris og langs Dijala. Efter Kampe ved Deltana, Scherabon og Djebel Hamrin naaede de Ost for Tigris frem til den østlige Bred af Schatt-el-Adhain og brød ved Dijala Tyrkernes Modstand i Passet gennem Djebel Ilamrin. Tyrkerne gik tilbage mod Kifri, tildels under Trykket fra Russerne, som i denne Egn nærmede sig den persiske Grænse med deres Fodfolk, og opnaaede Forbindelse med Englænderne ved Rylterafdelinger.
Saaledes var Situationen de første Dage i April (se Skitsen). I Fignen vod Kifri lader del imidlertid til,
at Tyrkerne har faaet samlet betydeligere Styrker, og al de derfra forsøger at støde frem mod Englænderne mellem Schatt-el-Adhain og Dijala. Den 8. April kom Englænderne i Kontakt med fremrykkende tyrkiske Afdelinger paa Linien Garfa—Deli Abbas (Sydskraaningerne af Djebet-Hamrin).
Vest for Tigris har Englænderne samme Dag besat Belad Stationen paa Bagdad-Samarra Jernbanen, 50 km Nordvest for Bagdad, og Harbe, 4 km Nord for Belad.
løvrigt skal noteres om Situationen i Almindelighed, at den tyske Kejser har bebudet Indførelsen af en friere Forfatning i Preussen efter Krigen, som han haaber snart vil ende lykkeligt for Centralmagterne.
Dette haab støttes, efter alle andre Meddelelser at
dømme, hovedsagelig paa Virkningerne af Undervandskrigen. Ledende Kredse i Tyskland mener, at England ikke kan holde ud, og de tager sig derfor tilsyneladende let, at de nordamerikanske Fristater har erklæret Tyskland Krig den 3. April, og at Brasilien den 10. har afbrudt den diplomatiske Forbindelse.
Regnestykkets Resultat afhænger af, om Englands Modstandskraft er vurderet rigtig, danske vist er Tiderne vanskelige for detle Rige; men det er de jo ogsaa (og har længe været det) for Centralmagterne, som desuagtet holder ud. Amerikas Deltagelse i Krigen vil desuden sikkert oge Tilførslerne Lil England kendeligl. Hvis nu England formaar at gennemleve Afspærringen, vil Centralmagternes sidste Haab blive grusomt skuffet.
Den 11/4 1917.
S. V. L.
