P a a den vestlige Krigsskueplads har Englænderne ved talrige isolerede Forelagender forbedret deres Stilling Syd for Enere. Sluttelig gik de den
7. Februar frem til Angreb paa de lyske Stillinger ved Enere og Nord for denne Flod.
Nord for Enere havde de ikke Held med sig, men Syd for Floden besatle de Grandcourt med tilstødende Værker, saa de naaede frem paa Linie med Stillingerne ved le Sars og Gueudecourt. Ved denne Fremgang truedes de tyske Stillinger paa Eneres nordlige Bred, og allerede den følgende Dag indløb Meldinger om, at Englænderne ogsaa havde haft Fremgang ved Baillescourt.
Ved Verdun er Kampen paa Fronten Morthomme-højde 304 bleven fortsat. Tyskerne formanede ikke fuldt ud at hævde de 1600 m fransk Skyttegrav, som de tog paa og ved Punkt 304 den 25. Januar. Under senere Kampe skrumpede Gevinsten ind til at omfatte nogle faa Hundrede Meter paa Punkt 304. Dette har Tyskerne imidlertid haardnakket fastholdt mod flere franske Modangreb.
Paa store Dele af Fronten har der været en levende Flyvervirksomhed til Trods for stærk Kulde; men ellers er der ikke sket noget paa denne Front ud over die uafladelig Strejftogter, som begge Parter foretager ind i Modstanderens Stillinger i Rekognosoeringsøjeincd og for at holde Tropperne i Aande.
Under saadanne Rekognosceringer har Tyskerne konstateret, at der nu ogsaa findes engelske Tropper Syd for Somme.
Allerede for længere Tid siden blev bebudet fra engelsk Side, at de britiske Tropper vilde aflaste Franskmændene ved at overtage en større Del af Fronten. Saa vidt man kan skønne har Englænderne overtaget Fronten helt Nord for Somme, medens der Syd for Floden findes baade engelske og franske Afdelinger paa en Del af Fronten. Paa hvor stor Del vides ikke.
Paa den østlige Krigsskueplads er Kampene blevet forLsat i Egnen ved Riga og Aa. Russerne har paany Vundet nogle Fordele, saa de nogenlunde har faaet udlignet deres foregaaende Tab. Meldingerne om disse Kampe har imidlertid gennemgaaende været saa modstridende, at diet ikke har været muligt nøje at angive hverken deres Forløb eller deres Resultater. Det interessanteste ved disse Vinterslag er, at Flyverne vedblivende har udfoldet en betydelig Virksomhed trods den meget stærke Kulde.
Kampene har ikke medført Forskydninger af Vigtighed, og nogen direkte Indflydelse paa Situationen kan de derfor ikke have haft. Indirekte skal de, efter en russisk Version, have haft stor Betydning for Tingenes Gang, idet den russiske Vinteroffensiv ved Riga og Aa hindrede Tyskerne i at koncentrere Tropper mod den fransk-engelskc Front i det Omfang, som var paatænkt. Paastandens Rigtighed er ikke til at kontrollere.
Paa de øvrige Fronter har der kun været spredt Artilleriild og nogen Patro uillevirksomhcd. Haard Frost og mangesteder stærkt Snefald har tvunget Tropperne til relativ Uvirksomhed.
Om Fred tales der ikke mere, kun om de skærpede Krigsforanstaltninger, Centralmagterne har grebet til, og de deraf flydende Ulemper og Farer for de neutrale.
Den farlige Zone, som Englænderne bebudede etableret i Nordsøen fra den 7. Februar, hører man intet om. Ejheller har dens Etablering, som formodentlig ikke er gennemført, ført tit Sammenstød. Søkrigen var, forinden det kom saa vidl, traadt ind i en hel ny Face ved den af Tyskland etablerede Afspærring af Farvandene omkring England og Frankrig samt i store Dele af Middelhavet.
Den af Tyskland fulgte Fremgangsmaade betegner en ganske ny Form for Søkrig. Det er ikke nogen Blokade, og selv naar en Blokade efter Folkeretten kan betegnes som effektiv, maa de neutrale Skibe, som bryder den, ikke pdelægges, de skal opbringes og dommes ved en Priseret. Tyskland kan ikke blokere England efter folkeretligt Begreb, men vælger at erklære Farvandet afspærret og søge Afspærringen opretholdt ved at sænke de Skibe, som dets Undervandsbaade kan overkomme at sænke, uden Hensyn til, om de er neutrale eller ej, eller fører Kontrabande eller ej.
Den første Følge af dette yderliggaaende Skridt blev, at de nordamerikanske Fristater afbrød den diplomatiske Forbindelse med Tyskland. Endnu, da disse Linier skrives, staar del dog stadig hen, om del skal komme til direkte Fredsbrud mellem de to Stater. Om det skal komme saa vidt, vil afhænge af, om Tyskland hensynsløst fører Afspærringstruslen igennem.
Sandsynligheden taler imidlertid for, at dette vil ske. Den tyske Hærledelse er af den Anskuelse, al en Afspærring af de engelske og franske Kyster vil forkorte Krigen, og naar Regeringen først har bøjet sig for denne Anskuelse, vil den sikkert søge at gennemføre Afspærringen til Trods for alt og paa Trods af alle.
Præsident Wilson har i en Note henvendt sig til de neutrale Stater for at bevæge dem til at følge Nordamerikas Eksempel; men de har holdt sig tilbage.
Hvilken Indflydelse vil Afspærringen iøvrigt faa paa Krigens Gang, er det Spørgs- maal, som man møder overalt.
Først og fremmest skal bemærkes, at selv om Amerika griber aktivt ind i Striden, vil delte ikke foreløbig kunne ændre Situationen. Fris taterne har kun deres Flaade at kaste i Vægtskaalen; thi Hæren er meget lille. Til Lands kan de derfor næppe betyde andet, end el udvidet Rekruteringsomraade for Ententen, og Virkningerne heraf vil forst kunne vise sig efter længere Tids Forløb.
Hvis Afspærringen virkelig formaar at genere Ententen alvorligt, kan den derfor ikke vente med at føre del afgørende Slag til Lands, til Amerikanerne kan komme med. Afspærringen vil i saa Fald, ganske uafhængigt af, om Amerikanerne erklærer Krig eller ej, kunne drive Ententen til al fremskynde sine store afgørende Offensivslød mod Centralmagterne, og jo føleligere Afspærringens Virkninger bliver, des vigtigere bliver det for Entenlen al faa en hurtig Afgørelse. Man kan vente, at den kan drive Ententen ud i en større, mere omfattende og hensynsløsere Offensiv, end man ellers vilde kunne vente det efter den forsigtige Krigsførelse. som Ententen hidtil har praktiseret.
Afspærringen bevirker desuden temmelig sikkert, al Ententens Hovedslag vil blive ført paa Vestfronten. Der har vel stadig været overvejende Chance for, gi delte vilde ske; men sikkert har det hidtil ingenlunde været. Efterhaanden som Søvejen bliver mere og mere usikker og Manglen paa Tonnage følelig, maa Ententen nødvendigvis samle sine Kræfter mod Omraader med forholdsvis kort og sikker Forbindelse til Kraftkilderne,, og da disse fortrinsvis findes hos Vestmagterne, stiger Sandsynligheden til temmelig stor Sikkerhed for, at Ententens I lo vedoffensiv vil blive rettet mod den tyske Vestfront.
Det hele kan imidlertid paany, som før, blive forpurret ved en Offensiv fra Centralmagternes Side. Dog er der vistnok mindre Sandsynlighed for en saadan nu, end der tidligere har været.
Afspærringen er et lemmelig sikkert Bevis for, at Centralmagterne i Øjeblikket erkender, at de staar overfor en kvantitativ stærkere Modstander, som de vil have store Vanskeligheder ved at besejre under en Offensiv. Gaar del ikke glal og hurtigt med at gennemføre et saadant stort Angreb, vil de gaa ud deraf mere svækkede end Modpar len, og da der ikke er Udsigt til, at det vil gaa glat, foretrækker de al lade Ententen forbløde sig paa deres stærke Stillinger, for derefter at knuse deres Tropper ved )en Modoffensiv, ført af stærke tyske Reserver paa rette Sted og til rette Tid.
Paa den Maade har den tyske Hærledelse endnu en Chance for af føre Kampen til Ende paa en for Centralmagterne heldig Maade.
Men for hver Maaned, der gaar, bliver Ententen stærkere og Opgaven sværere. Tiden kæmper mod Centralmagterne, og for dem gælder det derfor om snarest at bevæge Ententen til at angribe. Afspærringens vigtigste Formaal kan muligvis ligefrem være al fremskynde Ententens Angreb; thi det ligger nær, al den hos Ententemagten maa fremkalde Ønsket om en hurtig Afgørelse, hvis den er saa virksom, at den hindrer deres militære Udvikling.
Del er derfor langt fra givet, at der nu til Foraaret paany vil blive startet en stor Centraloffensiv. Tværtimod er der meget, som taler for, at Centralmagterne vil afvente Afspærringens Virkninger og nøjes med at holde sig til Forsvaret, indtil Tiden er moden til det afgørende Modslød.
Denne Form for Krigsførelse er den vanskeligste af alle; men lykkes den, bærer den til Gengæld i sig de største Muligheder for et gennemgribende Resultat, og
Opgaven er, dersom Afspærringen viser sig virksom, gjort lettere, idet Ententen, som foran omtalt, da næppe vil kunne sætte Ilovedoffensiven ind andre Steder end paa Vestfronten.
Vestfronten danner endvidere efter alt at dømme et godt Grundlag for denne Kampmaade.
Den besidder,; foruden stor Modstandskraft, ogsaa tilstrækkelig Bevægelsesfrihed bagud, saa der sikres Forsvareren fornøden! Tid og Rum til V træffe sine Dispositioner for Modoffensiven, og saaledes at Følgerne af et Gennembrud selv af ret stort Omfang i længere Tid kan bæres uden Skade for Modoffensiven.
I denne Henseende har Vestfronten dog maaske et Par temmelig svage Punkter, nemlig længst mod Nord, hvor et Gennembrud hurtigt vil true den lyske Undervandsbasis i de belgiske Havne, og i Hjørnet ved Verdun, hver et Gennembrud vil afskære Tyskland fra Forbindelsen med viglige Grubedistrikter. Disse Steder maa derfor forsvares særlig kraftigt; men da dette formentlig let lader sig gennemføre, danner de paapegede svage Punkter ingen alvorlig Hindring for et Forsvar med planlagt Overgang til Offensiv paa Vestfronten.
Det kan selvfølgelig komme ganske anderledes, end man bar tænkt sig, det er saa ofte sket før; men hvis ikke meget tvingende Grunde, som udenfor staaende ikke kan overse, bevæger Centralmagterne til en stor Forsvarsoffensiv, er der overvejende Sandsynlighed for, at de indtil videre vil indtage en defensiv Holdning.
Den 11/2 1917.
S. V. L.
