Faar vi Fred i 1917? Del er det Spørgsmaal, som i Øjeblikket mest beskæftiger Sindene.
Spørgsmaalel blev aktuelt, da den tyske Rigskansler den 12. December 1915 meddelte i Rigsdagen, at Centralmagternes Regeringer havde rettet enslydende Nolcr til de diplomatiske Repræsentanter for de Stater, hvem det er overdraget al beskytte Centralmagternes Undersaatter ;i Enlentelandene, for af de paagældende Repræsentanter kunde tilstille Fnlentemaglerne disse Noter med Forslag om straks at optage Fredsforhandlinger. I Noterne hed det: „De Forslag, som de Forbundne vil medbringe til Forhandlingerne, udgør efter deres Overbevisning et velegnet Grundlag for Tilvejebringelse af en varig Fred.
Hvis til Trods for dette Tilbud Kampen skulde vedvare, er de forbundne Magter fast besluttede paa at føre den til en sejrrig Slutning, men fralægger sig højtideligt ethvert Ansvar“.
Denne Meddelelse gjorde utvivlsomt del gunstigst mulige Indtryk i Centralmagtslandene, og da selve Notens Ordlyd ikke undlod at betone Centralmagternes fordelagtige militære Stilling, efter hvilken de slaar som Sejrherrer paa alle Fronter, gav den lyske Blade og Politikere en kærkommen Lejlighed til al fremhæve Centralmagternes forsonlige og fredsæle Sindelag. De tilbyder jo Fred paa Yilkaar, der efter deres egel Skøn er meget antagelige og uden al føre Krigen til en sejrrig Slutning.
Der var imidlertid 2 Punkter i Noten, som ikke tilfredsstillede Ententen. Først Centralmagternes Udtalelse om, al de staar som Sejrherrer; thi Ententen er ikke af den Formening, al delte i Virkeligheden er rigtigt. Ganske vist har Centralmagterne de militære Fordele paa deres Side; men mellem Centralmagtrnes militære Situation og Tilstanden i Landene, hersker der el betydeligt Misforhold, som ventes snart at ville indvirke ogsaa paa den militære Stilling, og som — efter Ententens Mening — allerede har givet sig Udslag i delle Tilbud om Fred paa lempelige Vilkaar.
Dernæst er der disse Vilkaar, som ikke kendes.
Ganske vist kom der over Amerika en uofficiel Meddelelse om, al Centralmagterne tænkte sig at genoprette status quo ante helium, dog at der oprettes uafhængige Kongeriger Polen og Lithauen, medens Bal- kanspørgsmaalet skal ordnes paa Fredskonferencen.
Disse Vilkaar fandt Ententepressen imidlertid ganske uantagelige, og ledende Politikere har baade fra fransk, engelsk og russisk Side udtalt sig skarpt derimod.
Disse Udtalelsers Kerne er, al Grunden til Ereds- forslagct maa søges i, at den store Mængde af den tyske Befolkning er paa Nippet lil at dø af SulL, og al det eneste Svar paa Centralmagternes Fredsforslag, naar de kommer, vil være at erklære, at denne Krig, saavidl. Ententen angaar, kun maa ende, naar de Maal er nanet, for hvis Skyld Ententen er traadt ind i Krigen.
Udgivelsen forsinket paa Urund af Tidsskriftets Overgang til et andet Trykkeri (Bianco Luno).
Saavidl Presse og Politikere. Ententens Svar foreligger dog ikke endnu da dette skrives, og imidlertid har Præsident Wilson den 22. December 1916 udsendt en i mange Maader ret mærkelig Note, hvori han foreslaar ikke Fred, men en Sondring af Situationen, for at Verden kan vide, hvor nær man er Freden.
Wilsons Skridt blev modtaget med stor Misfornøjelse af den engelske og franske Presse, og den Omstændighed, at Schweiz og Norge har givet den sin Tilslutning, har ikke gjort Stemningen mildere. Fransk- mændene er hitre over de neutrale Bestræbelser, der gaar ud paa nu al hjælpe Centralmagterne til en Fred, ved hvilken der ikke gives Oprejsning, medens de samme Magter intet foretog sig, da Belgien blev krænket.
Centralmagterne har derimod optaget Wilsons Tanke med Begejstring. De foreslaar straks en Fredskonference paa et neutralt Sted, samtidig med al de benytter W.s Udtalelser til at lueve Stemningen i Landene ved at fremhæve, al dette Forslag næppe vilde være kommet fra Nordamerikas Præsident, hvis han ikke ansaa en Ændring af den militære Situation for udelukket.
Skal Chancerne for Freden bedømmes efter de faldne, kendte Udtalelser, maa man sige, at Centralmagterne er fredsvillige, men paa Vilkaar, der gør Ententen uvillig til Fred. Om det vil være muligt al forhandle sig tilrette er maaske ikke udelukket; men det synes meget tvivlsomt paa n;erværende Tidspunkt. Ententen vil del preussiske Militærsyslem til Livs og vil have ordnet Tysklands indre Forhold saaledes, al det bliver vanskeligt for el Militærparli al forstyrre Freden.
Der er muligvis mange andre, vidlgaaende Fordringer, som Ententen vil have fyldeslgjort, af hvilke den russiske om Oprettelsen af et Kongerige Polen efler dets etnografiske Grænser ikke er den mindst vidtgaaende. Rusland vil jo ogsaa have Konstantinopel. All i alt kan man vente, al Ententen nu kun i ringe Grad vil være tilbøjelig til at s ten Ane Fordringerne ned, og da Centralmaglerne vel næppe endnu er kommet til det Punkt af Fredsvillighed, hvor de vil give efter i del ønskede Omfang, maa man sige, al Fredsudsigterne for 1917 kun er smaa. Vi kan sikkert gøre Regning paa en Kampsommer til, og at denne vil blive den lnaardesle, vi endnu har kendt, baade for de kæmpende Folkeslag og for de neutrale.
Medens Diplomaterne har arbejdet, er Kampen gaael sin Gang.
Paa den vestlige Krigsskueplads har der været Arlillerikamp og Patrouillekampe over hele Fronten, dog særlig i Belgien. Iovrigl er der ikke skel noget af Betydning undtagen ved Verdun. Den 13. December kom der Meddelelse om, al General Nivelle var blevet udnævnt til Øverstkommanderende over den franske Nord- og Nordøslhær i Stedet for Joffre.
Den 15. December gik Franskmændene frem lil el nyt Angreb ved Verdun.
Det havde til Formaal al befri de franske Stillinger ved Vaux og Douaumont for Tyskernes meget generende Bombardement. Efter grundig Arlilleriforberedelse blev del ført frem paa Fronten mellem Mcuse og Woewre Sletten og blev foretaget af 1 Divisioner.
Venstre Fløj naaede i første Spring Peberhøjen ved Vaeherauville, medens Centrum naaede frem til llau- dromont Gaarden og Punkt 317. Højre Fløj rykkede et godt Stykke frem ad Douaumont—Bezonvaux-Vejcn. Ved næste Fremstød blev Franskmændene Herrer over Vacherauville, Louvemonl, Bezonvaux og ChambrelLes, Hardaumonl Værkerne og de befæstede Redouter ved Vejen fra Vaux til Bezonvaux.
Alle de Højder, tler laa foran de franske Stillinger, blev saaledes erobrede.
Overfor det franske Angreb stod 5 tyske Divisioner, som eflerhaanden uden Resultat førte alle deres Regimenter i Ilden.
Den 17. rettede Tyskerne voldsomme Modangreb mod de nye franske Stillinger og log en Tid Cliam- brette Gaarden tilbage; om Aftenen mistede de den dog igen til Franskmændene.
Under Kampene tog Franskmændene over 11 (Kit) Fanger og erobrede meget Materiel. Sejren ved Verdun blev nævnt som den franske Hærs Svar paa Centralmagternes Fredsforslag; men den danner ogsaa det eneste Lyspunkt i del militære Mørke, som for Tiden ruger over Ententen.
I Rusland og Italien lægger Aarsliden saa alvorlige Hindringer i Vejen for Operationerne, al der intet sker af Betydning, og i Rumænien maa de russiske og rumænske Styrker stadig vige. Den russiske Aflastningsoffensiv paa Grænsen mellem Moldau og Siebenburgen skaffer ikke Lufl. Og de Kampe, som slaar paa Grænsen, ebber mere og mere ud.
Efter Rømningen af Bukarest blev Centralmagternes Forfølgelse en Tid standset ved den stærk opsvulmede Flod Jalomila. De rumænske Styrker fortsatte øjensynlig Tilbagetoget mod Sereth, medens russiske Arriéregarder, som hovedsagelig bestod af Bytteri, holdt Stand. Den 11. December meldte Centralmagterne, at Terraincl Syd for Jernbanen fra Bukarest lil Cerno- voda var rensel for Fjender. Samtidig vandt de Terrain paa den nordlige Fløj, og efter ret voldsomme Kampe i Egnen ved Buzeu den 15. December, manite Russerne vige dér. Delle medførte, al de Tropper, som sydligere holdt Bredden af Jalomila, ogsaa veg. Tilbagetoget er senere blevet fortsat, idet Russerne stadig dækker del. De er paany blevet slaaede ved Ramnicu—Saral den 21. December, ved hvilken Lejlighed de mistede mange Fanger.
I Dohr udse ha maalte Fnlenletropperne følge Bevægelsen. Omkring den 22. December begyndte de at gaa over nedre Donau, slærkl pressede af Centralmagterne, som den 28. December besatte Tulcea og den 24. December Isaccea. Enlenlelropperne holder nu kun den sydlige Donaubred i Hjørnet ved Braila, og del er vel kun el Tidsspørgsmaal, naar de ogsaa Lvinges til at opgive disse Stillinger.
Centralmagterne opgav den 10. December, at de havde taget 145000 Rumænere til Fange under Felttoget og erobret el enormt Bytte.
Samtidig med, at Forholdene liar udviklet sig saa- ledes i Rumænien, at en Trusel af Ruslands sydvestlige Provinser ligger inden for Mulighedens Grænser, har Salonikihæren ikke formaael at gøre det ringeste Fremskridt, der kunde tjene til at forbedre Forholdene paa Balkan for Ententen. Hertil har Forholdene i Grækenland bidraget i høj Grad.
Den 11. December kom der Melding om Revolution paa Cycladerne. hvis Beboere slutter sig til Venizelist- bevægelsen. Paa et Massemøde i Canea vedtoges en Resolution, hvori Kong Konstantin erklæredes afsat fra Tronen. Den 14. gik venizelisliske 'Propper i Land paa Cyra, og Stemningen i Athen var eflerhaanden en saa- dan, at „Bert. Tgbllt.“ fandt Anledning Lil al meddele, at Grækenland, paa Grund af Ententens vcnizelosvenlige Politik, nu var beredt lil at slutte sig lil Tyskland.
Forholdet var yderst spændt, og samme Dag overrakte Ententen Alhcnerregeringen en Note, som krævede øjeblikkelig Deplacering af Tropper og Krigsmaleriel efter nærmere detailleret Anvisning. De græske Tropper skulde rømme del nordlige Grækenland og begynde derpaa i Løbet af 24 Timer. Hvis Regeringen ikke gik ind derpaa, skulde Ententens Gesandter straks forlade Grækenland. Blokaden af de græske Kyster vilde blive opretholdt, indlil den græske Regering havde ydet fuld Oprejsning for de sidste Angreb, som græske Tropper uden at være udæskede har rettet mod Afdelingen af Enlenlelropperne i Athen, og indtil der var givet tilstrækkelige Garantier for Fremtiden.
Allerede om Eftermiddagen den 14. gik Grækenlands Regering ind paa de stillede Fordringer, og den 15. var Rømningen af Nordgrækenland allerede i Gang under Tilsyn af Ententens Officerer.
Ikke tilfreds hermed gik Ententen efter Sigende i Gang med at forberede en ny Nole lil Grækenland med Krav om Oprejsning for Angrebene paa Ententetropperne under Tumulterne i Athen, Forbud mod Afholdelse af Reservistmøder i Gammelgrækenland, Kontrol med Post- og Jernbanevæsen, Løsladelse af fangne Venizelisler og Nedsættelse af en blandet Kommission til Undersøgelse af de forefaldne Uroligheder.
Som sædvanlig gik del kun langsomt for Ententen med al faa denne Eællesnole formuleret, og i Mellemliden var Grækerne ved al labe Taalmodigheden. I en Note gjorde de Rede for den Situation, der var opslaaet ved Begivenhederne paa Øerne og Ententens Langsomhed
lil at stille sine Krav og antydede, at de niaaske vilde se sig nødsagede lil at standse Troppernes Bevægelse mod Syd, medens de afventede Løsningen af den nuværende Situation.
I Anledning af delte uventede diplomatiske Fremstød fra græsk Side, begyndte man al gælle paa, at Cenlralmaglernc havde forberedt en afgørende Kamp mod Salonikihæren, og al Kong Konstantin vilde benytte denne Chance lil et aabcnl Brud med Ententen.
Del hele løb imidlertid ud i Sandet. Og Grækenland opløses langsomt indvendig fra under Ententens Blokade.
D. 27/12 1916.
S. V. L.
