Paa den vestlige Krigsskueplads har der i den senere Tid været usædvanlig livlig Artilleriild og Patrouillevirksomhed i Belgien, saavel paa den Del af Fronten, de belgiske Tropper holder besat, som paa den engelske Del. Der er ligeledes indløbet talrige Meldinger om Artilleriild og Strejftog ind i Modstanderens Stillinger paa sydligere Dele af Fronten; men alle disse Foretagender har næppe andet Formaal end at forurolige Modstanderen og holde sig underrettet om hans Stilling og Aarvaagenhed.
Kun ved Verdun har der været Sammenstød af større Betydning, idet Tyskerne Natten mellem den 28. og 29. December efLer voldsom Artilleriforberedelse rettede el Angreb mod de franske Stillinger paa venstre Bred af Meusc fra Floden til Egnen ved Punkt 304. Angrebet blev afvist undtagen ved Morthomme, hvor det lykkedes Tyskerne at sælle sig fasL i en Skyttegrav. De Forsøg, som Franskmændene straks gjorde paa al kaste Tyskerne ud igen, mislykkedes.
Senere har der paa Verduns Nordøstfront staaet livlige Artillerikampe, sa'rlig paa Linien Hardoumont— Bezonvaux; men alt i alf er Situationen uforandret paa den vestlige Krigsskueplads.
Paa den italienske Front hersker der ogsaa Vinterstilstand, engang imellem afbrudt af lidt Artilleriild og nogle Patrouilleforetagender, og del samme har ogsaa i det store og hele været Tilfældet for den østlige Krigsskueplads Vedkommende. Paa denne Krigsskueplads har der dog været udfoldet noget større Virksomhed Nordvest for Dvinsk, hvor tyske Kompagnier Natten mellem den 3. og 4. Januar fordrev Russerne fra en lille ø i Dvina. En Dags Tid eller Lo senere forsøgte Tyskerne aL naa fra Øen over paai Flodens østlige Bred; men de blev drevne tilbage af Russernes Ild. Paa den anden Side mislykkedes ogsaa et Par Forsøg paa al vinde Øen tilbage, som Russerne gjorde, og først den 8. lykkedes det Russerne al overrumple Øens tyske Besætning under et stærkt Snefog.
Vest for Vejen fra Riga til Mitau har Russerne sal et større Angreb i Gang. Den 5. Januar erobrede de el Par Landsbyer fra Tyskerne i Egnen Sydvest for Riga og naaede frem til den lille Flod Aa. Det saaledes vundne udvidede de en Del den følgende Dag, tig samtidig afviste de stærke tyske Angreb mellem Tirul- sumpene og Aa, Vest for Riga og Syd for Babitsøen. De log en Del Fanger fra Tyskerne, og Kampene havde vistnok et ret betydeligt Omfang. Øm de kan betragtes som afsluttede kan ikke afgøres.
I Rumænien er Centralmagternes Angreb skredet yderligere frem, Den 27. December tilkæmpede v. Mackensens Hærgruppe sig en større Sejr ved Rimnicu Sarat. Russerne blev allerede kastede der den 2(5; men den 27. forsøgte de ved Modangreb aL genvinde det tabte Terrain. Det mislykkedes. Byen Rimniou-Saral faldl i Centralmagternes Hænder, og samtidig gennembrød ustrig-ungarske Tropper stærke russiske Stillinger længere mod Syd og stødte frem i nordøstlig Retning. Hele den russisk-rumænske Forsvarslinie maatte, efter saaledes at være gennembrudt paa 2 Steder, vige mod Nord og Nordøst. 10 000 Russere blev taget til Fange.
Under Tilbagetoget ydede de russiske Tropper imidlertid vedvarende kraftig Modstand, og først den 30. og 31. December naaede v. Mackensens Tropper ved Jernbanen til Focsani frem til den lille Flod Rimni et Par Mil nordligere.
Samtidig angreb Centralmagterne Nord og Syd for dette Terrain.
Mod Nord erobrede de efter voldsomme og blodige Kampe vigtige Højdedrag i Rjærgene Syd for Trotus- dalen, og Sydøst for Buzenfloden var de den 1. Januar naaede frem til Egnen ved Rraila, hvor Russerne og Rumænerne havde besat en Brohovedstilling, om hvilken der udspandt sig en voldsom Kamp.
Medens Kampene i Bjærgene ved Moldaus Grænse Syd for Trotu sdalen kun skred langsomt frem, var den. tyske 9. Armés Tropper allerede den 2. og 3. naaede frem til stærke russiske Stillinger ved den lille Flod Milcov, som flyder forbi Foscani. Den følgende Dag lykkedes det Tyskerne at trænge over Milcov over for Odobesti, 13 km Nordvest for Focsani; men de blev mødt af stærke russiske Modangreb, og Kampen blev haard og langvarig. Den 7. lykkedes det endelig 9. Armé at kaste Russerne og Rumænerne tilbage fra en stærkt befæstet Bjærghøjde i Odobestibjergene, og længere mod Syd blev Milcovstillingen erobret med Storm. Sejrherrerne trængte saa energisk efter den vigende Modstander, at Russere og Rumænere ikke fik Tid til at sætte sig fast i en 2. Forsvarslinie, som var indrettet ved Kanalen mellem Focsani og Jaresta. Focsani blev erobret, og Vejen fra denne By til Bolotesti blev naaet af Centralmagterne. Russerne staar nu paa Linien Crangeni—Nanesti Øst om Focsani og sydligere langs Sereth.
Mod Syd blev Ententens Brohovedstilling ved Braila ret hurtig gennembrudt, og fra Dobrudschasiden blev Russerne ved Macin stadig trykket mere og mere tilbage mod Donau ved Braila. Samtidig med, at de store Kampe Nordvest for Focsani blev afsluttede, trængte Centralmagternes Tropper ind i Braila baade vestfra og østfra over Donau. Dermed er Dobrudscha renset for Ententetropper.
Ved Sereth har der staaet voldsomme Kampe neden for det Sted, hvor Buzeufloden forener sig med den. Disse Kampes Udfald kendes endnu ikke.
Felttoget i Rumænien er dermed traadt ind i en ny Face, der betegnes ved Serethlinien, og Spørgsmaalet bliver nu, hvor længe denne stærke Forsvarsfront vil kunne modstaa Centralmagternes Angreb. Meget vil her afhænge af, i hvor høj Grad det er lykkedes at reorganisere de rumænske Afdelinger. Efter Lyske Skildringer
af Tilstandene i denne Hær, er disse meget daar- lige. Faneflugt skal være meget almindelig og skal blive begunstiget i høj Grad af den civile Befolkning i Mol- dau. Den Hjælp, som Rumænerne har formaaet at yde Russerne under den sidste Maaneds Tilbagetogskampe, har derfor næppe været videre værdifuld, og det er sikkert russiske Tropper, som i Hovedsagen har baaret Kampens Byrder. Der er dog Mulighed for, at Tilstandene ikke er saa slette, som man skildrer dem, da det' vel nok hovedsageligt er de vigende Hæres Bundfald, Centralmagterne har fanget ind.
Paa den græske Front er der ikke sket militære Begivenheder, som har Krav paa at blive omtalt, derimod er Ententens Forhold til Grækenland kommet ind i et nyt kritisk Spor.
For det første har Ententen anerkendt Venizelos’ Regering ved at modtage dens diplomatiske Repræsentanter, hvilket næppe har gjort Forholdet til Athener-regeringen bedre, dernæst har den til Athenerregeringen rettet en Note, som foruden vidtgaaende Fordringer om militær Rømning af alle græske Landsdele udenfor Peloponnes, kræver Forbud mod Reservistsammenkomster og forskellig Kontrol samt Oprejsning for Begivenhederne i Athen den 1. og 2. December.
Dette sidste Krav omfatter: Løsladelse af alle Personer, der er fængslede enten af politiske Grunde eller anklagede for Højforræderi, Sammensværgelse, Oprør eller lignende Forseelser, at Kommandanten for 1. Armé- korps eller en anden ansvarlig General skal afsættes, og at den græske Regering skal gøre Ententens Gesandter formel Undskyldning. Det britiske, franske, italienske og russiske Flag skal højtideligt saluteres paa en offentlig Plads i Athen i Overværelse af Krigsministeren og den samlede Garnison.
Det var den 31. December, at denne Note blev overrakt; men senere har man intet yderligere hørt om dens Skæbne. Derimod er der i Bladene fremkommet Meddelelser om, at Venizelos’ Udsending i Paris, den tidligere græske Finansminister Diomedes, skal have udtalt, at Kong Konstantin og Hæren kun afventer Ordrer fra Berlin for at angribe Ententen, og „Le Malin" oplyser, at Formaalet med Ententens Konference i Rom bl. a. er at tilvejebringe fuldstændig Enighed om Forholdet overfor Kong Konstantin, „hvis tvetydige Holdning gør Anvendelsen af de mest energiske Midler nødvendige.“
Det sidste bekræftes ved et Telegram af 9. Januar fra Piræus, hvorefter Frankrig, England, Rusland og Italien nævnte Dags Formiddag har tilstillet den græske Regering et Ultimatum, hvori det kræves, at de i Ententemagternes Note af 31. December opstillede Krav skal opfyldes inden Udløbet af 18 Timer, at regne fra Notens Overrækkelse.
Medens Centralmagternes Forslag om Freds forhandlinger affødte en Fredsnote fra Præsident Wilson og lignende Udtalelser fra forskellige
andre neutrale Lande, blev Tanken straks fra første Færd mødt med stor Kølighed fra Ententens Side. Efter næsten fjorten Dages Forløb kom den 31. December Ententens officielle Svar, hvori den afslaar at regne med et Forlig, og bekræfter, at „ingen Fred er mulig, saa længe der ikke er givet Sikkerhed for Oprejsning af de krænkede Rettigheder og Friheder, Anerkendelse af Nationalitetsprincipet og de smaa Staters frie Eksistens,“ og „saa længe der ikke er skabt en Ordning, der er i Stand til definitivt at faa bugt med de Aarsager, der saa længe har truet Nationerne, og er i Stand til at give de eneste virksomme Garantier for Verdens Sikkerhed.“
Den sidste Del af Noten er formuleret saa ubestemt, at den ikke giver sikre Holdepunkter for en Drøftelse; men det er aabenbart, at den er rettet mod den preussiske Militarisme. Den første Del peger derimod med stor Tydelighed paa store Erstatningssummer og paa en Udskillelse af de fremmede Nationaliteter fra Centralmagterne.
Den tyske Presse har modtaget Ententens Afslag med Erklæringen om, at Svaret nu kun kan gives paa Valpladsen, og den lyske Kejser har i en Dagsbefaling til Hær og Flaade sagt det samme.
Samtidig har man fra tysk Side fremholdt den Modsigelse, som er tilstede mellem Ententens Hævdelse af Nationalitetsprincipet og de russiske Planer om at erobre Konstantinopel og Dardanellerne. En Diskussion af disse Spørgsmaal skal man ikke komme ind paa her; men det skal fremhæves, at Ententen, med Rusland i Spidsen, dog har ofret meget paa Nationalitetsprincipets Alter ved at gøre Tanken om Oprettelsen af Kongeriget Polen til sin.
Efter det ovenfor skildrede er der ikke megen Udsigt til en snarlig Fred, og alle ruster sig da ogsaa til fornyede Anstrengelser. RI. a. har Senator Henry Bérenger i det franske Senat indbragt et Lovforslag om Indførelse af civil Mobilisering og national Hjælpetjeneste i Frankrig og Kolonierne. Lovforslaget har til Formaal at forøge den nationale Produktion, at formindske de franske Indkøb i Udlandet, at forbedre den franske Vekselkurs og at sikre Frankrig en økonomisk Hær, der er en nødvendig Forudsætning for Sejren og for, at det kan drage Fordel af en sejrrig Fred. Den civile Mobilisering skal omfatte alle Statsborgere mellem 17 og GO Aar.
England sikrer sig samtidig fortsat Hjælp af sine store Kolonier. Da Lloyd George Liltraadte Stillingen som Førsteminister, sendLe han til Koloniernes Regeringer et Telegram, hvori han gjorde Rede for sine Planer og sin Krigspolitik. Dette Tiltrædelsestelegram har nu Premierministrene i Kanada, Australien, Ny Zeeland og Sydafrika besvaret med Forsikringen om, at Kolonierne anser en forhastet Fred for skadelig, og at de er beredte til sammen med Moderlandet at fortsætte, til den endelige Sejr er vundet.
Den ,10/1 1917.
S. V. L.
