Log ind

Krigen – LVI

#

Tyskerne den 6. December de franske Stillinger paa Højde 304 Sydost for Malancourt (Verduns Nordvestfront). De erobrede nogle Skyttegrave paa Højens Top; men den følgende Dag tog Franskmændene en Del. af dem tilbage.

Paa den italienske Krigsskueplads er der ikke sket noget, som bor noteres, og paa den østlige Krigsskueplads er det samme Tilfældet for hele Fronten fra Østersøen til Karpaterne. Derimod har der i Skov- karpaterne, og for den rumænske Fronts Vedkommende paa Siebenbürgens Østfront, været kæmpet voldsomt for at aflaste Rumænerne i Vallakiet.

Den russisk-rumænske Aflastningsoffensiv begyndte den 28. November med at Russerne angreb paa det meste af Fronten i Skovkarpaterne, og den 29. udvidedes Angrebsterrainet til at omfatte Størstedelen af Grænsen mellem Moldau og Siebenbürgen, saa der tilsidst blev kæmpet paa hele Fronten fra Jablonicapasset i Nord til Højderne Øst for Kezdy-Vasarhely, som ligger i Siebenbürgen ca. 60 km Nordøst for Kronstadt. Angrebet strakte sig saaledes over en Front, som i Luftlinie maalte henved 300 km.

Til at begynde med havde de russiske Angreb Fremgang i Skovkarpaterne. Den 29. November erobrede Russerne Højdestillinger ved Vorokhta, Vakarka samt ved og Syd for Kir- libaba, og den 30. tog de Rura Rukada Sydvest for Babarka
og nærmede sig Kirlibaba saa meget, at Byen kunde tages under Geværild. Det lykkedes imidlertid temmelig hurtigt for Centralmagterne at faa etableret tilstrækkelig Modstand, og de russiske Angreb gik derefter istaa. Allerede den 2. December maatte de paany opgive Rura Rukada, og den 5. mistede de Vorokhta.

Dermed var Offensiven i Skovkarpaterne uigenkaldelig strandet. Den 7. meldte Russerne selv, at de havde indstillet Operationerne der paa Grund af Taage.

Paa Grænsen til Moldau stod der samtidig svære Kampe ved Trotus og dens Tillob. Heller ikke dér lykkedes det Russerne og Rumænerne at vinde afgørende Fordele og efterhaanden tog Angrebene af i Voldsomhed Nord for Tro- tusdalen lige til denne Oversigt blev sluttet.

Aflastningsoffensiven blev, som ovenfor nævnt, indledet for at hjælpe Rumænerne i Vallakiet, og Angrebsretningen var for den Sags Skyld valgt godt nok; thi et Stød ind i Ungarn fra Nordøst maatte, hvis det blev fort hurtigt og dybt nok frem, tvinge Centralmagterne til at rømme Rumænien, fordi deres Forbindelseslinier vilde blive overskaarne. Men der var kun grumme ringe Udsigt til, at et saadant Fremstød skulde lykkes, dertil var Terrain og Aarstid for ugunstige. Dette maatte Russerne, som længe havde kæmpet, tildels med Uheld, i disse Egne, være fuldt vidende om, og det forekommer derfor ret mærkværdigt, at man indledede en Aflastningsoffensiv paa et Sted, hvor den sandsynligvis vilde strande. Den eneste gyldige Forklaring maa være, at Russerne ikke formaaede at skaffe Reserver hurtigt nok frem til andre og fordelagtigere Punkter af Fronten, og at man da har sat Angrebet ind for dog at gøre noget.

En saadan Fremgangsmaade dommer imidlertid sig selv og kan kun føre til, at Troppernes Kraft ødes uden Nytte.

De ovenfor omtalte Kampe havde da tilsyneladende heller ingen Indflydelse paa Tingenes Gang i Vallakiet.

Trykket paa Rumænerne blev hovedsagelig udøvet fra Nord og Nordvest og fra Sydvest.

Den førstnævnte Angrebsgruppe kastede den 27. November paa begge Sider af Alata Rumænerne bag Topologu- afsnittet, og den følgende Dag tog den Cucrta de Arges, 36 km Nord for Pitesci.
Den 29. faldt baade Pitesci og Campulung i Centralmagternes Hænder, og Vejen til Tørzburgerpasset var dermed aabnet for dem.

Dette foranledigede tilsyneladende Rumænerne til at soge Afgørelsen sydligere. Første rumænske Hær skulde i Egnen ved Pitesci fastholde Centralmagterne saa længe.

Centralmagternes sydvestlige Angrebsgruppe (Donauhæ- ren) havde imidlertid naaet Vedeaafsnittet den 27. November, og samme Dag besatte den Alexandria, ca. 80 km Sydvest for Bukarest. Den 28. tog den Giurgiu, og den 30. November naaede den Arges lille Biflod Nejlov og erobrede Comana, som kun ligger ca. 25 km Syd for Bukarest.

Der var imidlertid ankommet russiske hjælpetropper Vest og Syd for Bukarest, og den 2. December gik de over til Angreb paa Donauhæren, under hvilket de trængte frem over Arges og Nej lov.

Angrebet blev imidlertid taget i Flanken, og den 3. December blev det kastet tilbage mod Nordøst over Nej lov, og Donauhæren trængte paany frem ved Arges. Russiske Angreb ved Donau Syd for Bukarest blev afvist.

Paa den nordlige Fløj var første rumænske 1 lær samtidig under et stort Slag blevet gennembrudt ved Arges Sydøst for Pitesci, og dette gav de lige fra Vest fremrykkende Centralmagtstropper Frihed til den 3. December at overskride Arges Nordvest for Bukarest.
Men paa Forholdene ved første rumænske Hær selv havde Slagets Udfald endnu større Indflydelse, og den rnaatte tiltræde et meget ilsomt Tilbagetog. Centralmagternes nordvestlige Angrebsgruppe fulgte efter med stor Energi. Den 5. December passerede dens Afdelinger Jernbanen Bukarest- Targoviste, og der blev denne Dag kæmpet Sydøst for 'litu (ca. 48 km Nordvest for Bukarest) og paa Vejene fra Targo- viste til Ploesci. Centralmagterne nærmede sig stærkt Jernbanen Bukarest-Ploesci, og Rumænerne fandt sig derved foranledigede til den 6. at rømme deres Stillinger i Egnen ved Sinaia Nord for Ploesci. Disse Tropper maatte tilbage mod Syd og blev derfor delvis afskaarne og fangede i Egnen ved Ploesci.

Donauhæren havde imidlertid renset den sydlige Bred af Arges for rumænske Tropper og var sydfra under Fremrykning mod Hovedstaden.

Første rumænske Hærs Nederlag bevægede Rumænerne til at opgive Bukarest. Den 6. December satte Dele af Ka- vallerikorpset Schinettow sig i Besiddelse af et Fort paa Fæstningens Nordfront, og samtidig trængte Afdelinger af Donauhæren fra Syd ind i Byen. De modte ingen Modstand.

Rumænerne har aabenbart rømmet Bukarest meget hovedkulds. Alle Værker faldt ganske uskadte i Sejrherrens Haand og desuden Mængder af Levnedsmidler og Ammunition, som dels .var ophobede i Forternes Kassematter dels fandtes læsset paa talrige Jernbanevogne, som var efterladt paa Forternes Ringbane.
Franske Meddelere vil vide, at den rumænske Hær stadig er i Stand til at kæmpe, og at dens Moral intet har lidt, samt at der var truffet Foranstaltninger til at ødelægge Kornhøsten og Petroleumskilderne i de truede Dele af Rumænien.

Herimod taler, at der i Dagene fra 1. til 4. December faldt ca. 70,000 Rumænere i Fangenskab, et Tal som maa være steget meget betydeligt senere, samt det betydelige Bytte, som fandtes ved Bukarest.

Der er stor Sandsynlighed for, at Begivenhederne har overvældet Rumænerne, og at de ikke har faaet Tid til at ødelægge ret meget.
Om det Bytte af Levnedsmidler, der er gjort, kan man ikke give Oplysninger, men vel om de Muligheder for at gøre Bytte, som var til Stede. Tyske Blade oplyser saaledes, at der i Rumænien den 1. Juli 1916 fandtes 1,600,000 Tons Korn og at Høsten i Aar, der regnes for Middelhost, har givet ialt 4,400,000 Tons. Af dette er selvfølgelig en Del brugt; men tilbage maa formentlig blive henved 5,000,000 Tons, af hvilke de af Centralmagterne besatte Egne leverer ca. to Trediedel. Desuden er Størstedelen af det petroleumsproducerende Omraade nu i Centralmagternes Hænder.

Efter at Bukarest var faldet har Centralmagterne fortsat deres Fremrykning mod Øst. Nordligst synes de at være naaede omtrent til Mizil mellem Ploesci og Buzeu. Sydligst har bulgarske Styrker overskredet Donau forst ved Tutrakan, dernæst ved Silistria og endelig ved Cernavoda, hvor de tog det vestlige Brohoved den 10. December. Overalt viger de russisk-rumænske Styrker mod Nordøst.
I Dobrudscha er der ikke sket noget af Betydning.

Under de ovenfor skildrede Kampe har i det sydvestlige Vallaki den sidste Kamp fundet Sted mellem den rumænske 0rsovagruppe og Centralmagterne. Efter i tø Uger under uafbrudte Kampe forgæves at have søgt at unddrage sig Fangenskab maatte Orsovagruppen den 6. indlade sig i en større Fægtning med sine Forfølgere, den østrig- ungarske Brigade Szivo, ved nedre Aluta, hvor Vejen blev den spærret af andre Tropper. Den 7. December kapitulerede den, og 8000 Mand med 26 Kanoner faldt i Fangenskab.

Paa Salonikifrontens venstre Fløj er der blevet kæmpet en Del ved Cerna og Monastir. Den 28. November erobrede Serberne en Højde Nordvest for Grunista og Fransk- mændene en Højde Nordøst for Monastir. I Dagene fra den 3. til den 5. December har Serberne fortsat med at tilkæmpe sig forskellige Fordele Øst for Cerna og naaede Udkanten af Stravina den 5. Dette fremkaldte Natten mellem den 6. og 7de December voldsomme tysk-bulgarske Modangreb, som strandede.

Forholdene i Grækenland har iøvrigt lagt stærkt Beslag paa Ententens Opmærksomhed. Til Trods for at dens Gesandter i Athen gjorde Skridt til at sikre derboende Vene- zilisters Liv og Ejendom, gik det dog stærkt ud over forskellige under de Uroligheder, der den 30. November udbrød i Athen.

Skydningen begyndte i Nærheden af Piræusbanegaarden mellem franske Matroser og græske Tropper. Der udbrød straks Panik i Byen.
Under Kampen havde baade Grækere og Franskmænd døde og saarede, og Ententepressen har krævet Repressalier.

Alle Udlændinge har forladt Athen med Undtagelse af Magternes Repræsentanter. Der trues med Blokade; men Forhandlingerne mellem Kong Konstantin og Ententen er ikke afbrudt, og alt ser ud til at ville løbe nogenlunde fredeligt af. Kongen er villig til at trække Tropper bort fra Thessalien og udlevere Kanoner, og Ententen har sikkert andet at tænke paa end at rode sig ind i en altfor alvorlig Konflikt med Grækenland. Den indre Udvikling i Riget tager tilsyneladende en Retning, som drager skarpe Grænser mellem Partierne, og som i høj Grad vil vanskeliggøre en Samling af de adskilte Dele under Kong Konstantins Scepter.

Den øjeblikkelige Situation er paa mange Maader af stor Interesse.
Militært set har Centralmagternes System, hvor Enkeltmand er den afgørende i alle operative Spørgsmaal, fejret nye og betydelige Triumfer over Ententens i høj Grad parlamentariske
Krigsledelse; thi det er ikke blot den almindelige strategiske Situation, man kan give Skylden for Ententens Uheld. Et Forbund, hvis Krigsførelse ledes efter militære Hensyn, vilde aldrig have tilladt det rumænske Eventyr, og man fristes til at antage, at Rumænien er blevet lokket eller tvunget med Ententemagterne, forst og fremmest for at sikre sig, at det ikke gik imod dem. Andre Fordele har Rumæniens Indgriben ikke bragt Ententen, hvis man da ikke mener, at dets Angreb paa Siebenbürgen har befriet Russerne for et Tryk i Galizien, som de ikke havde formaaet at udholde.

Dermed har Felttoget i Rumænien skaffet Centralmagterne betydelige Forraad af Levnedsmidler og befriet dem for Bevogtningen af en Grænselinie paa ca. 900 km. Hvis de raader over tilstrækkelig militær Kraft har Sejren i Rumænien skabt Mulighed for at true den russiske venstre Fløj og føre Kampen ind i det sydvestlige Rusland.

Det maa dog anses for tvivlsomt, om Centralmagterne besidder Kraft nok dertil. Loven om Hjælpetjeneste, som med stor Majoritet blev vedtaget i den tyske Rigsdag den 2. December, kunde tyde paa, at Riget er i Nod; thi ellers griber man neppe til den Art Forholdsregler. Mange andre Ting peger og- saa hen paa, at en alvorlig Mangel af forskellige uundværlige Stoffer gor sig gældende, og i Længden vil det næppe være muligt for tysk Videnskab og Energi at overvinde de Vanskeligheder, som taarner sig op om Folket. Det er frygtelig svært og i Længden næsten umuligt at kæmpe mod en hel Verden af Fjender, og fra Ententens Side kan man ikke vente Fredstilbud uden paa for Tyskland-Østrig for Tiden uantagelige Betingelser.

Der findes visse franske Kredse, paa hvem Rumæniens Nederlag har gjort et meget nedslaaende Indtryk; men den franske Regering selv er stadig rede til Kamp. I England har Ministeriet Lloyd George en Skærpelse af Krigen paa sit Program, og den russiske Ministerpræsident Trepoff vil ikke tænke paa Fred, før preussisk Polen er forenet nied det af Centralmagterne proklamerede polske Kongerige, som skal oprettes i neje Tilknytning til Rusland.

Trepoffs Udtalelser, som faldt paa et Tidspunkt, hvor det gik særlig uheldigt for Ententen i Rumænien, har ganske vist givet Anledning til mange spøgefulde Kommentarer i den tyske Presse; men hvis de er alvorlig ment og staar som Udtryk for en urokkelig russisk Beslutning, rummer de i Virkeligheden den allerstørste Fare for Centralmagterne. Rusland er saa stort, at det praktisk taget ikke kan besejres og tvinges til Fred, og England behersker Havene saa meget, at tysk Handel ikke kan foregaa. Overfor disse Kendsgerninger skulde det ikke undre, om Centralmagterne vilde søge at faa Fred, forinden det kommer til det yderste.

Men Ententen vil næppe Fred!

Den 11. December'1916.

S. V. L.