Log ind

Krigen – LIV

#

Paa den vestlige Krigsskueplads har der uaibrudt staaetSmaakampe Nord for Somme. Under disse vandt Englænderne Nordost for Les Boeufs lidt Terrain den 28. Oktober, som de udvidede den 29. Efter den lid synes Franskmændene at have overtaget dette Terrain, og der hores senere kun om engelske Angreb nordligere. Efter forskellige forgæves Forsøg lykkedes det Englænderne den 3. November at tage nogle Skyttegrave Øst for Gueudecourt, og den 5. rykkede de deres Linier ca. 1000 m frem mod Warlencourt hojen ca. 1200 m Nord for Eaucourt l’Abbaye. Tyske Modangreb tvang dem imidlertid den følgende Dag til atter at opgive en Del af dette Terrain.

Englændernes Virksomhed paa Sommefronten er i det hele taget aftaget kendeligt i den senere Tid. Daarligt Vejr har ved enhver Lejlighed faaet Skylden; men der maa ligge andre og vægtigere Grunde bag. Vejret har jo ikke formaaet at afholde Franskmændene og Tyskerne fra at udfolde en levende Virksomhed.

Den 1. November angreb Tyskerne kraftigt de franske Stillinger ved Sailly-Saillisel. Franske Modangreb drev dem imidlertid tilbage, og den 2. erobrede Franskmændene tyske Skyttegrave baade Nordøst for Les Boeufs og Sydost for Saillisel, hvor de satte sig i Besiddelse af stærke Skyttegravssystemer ved Vestranden af Skoven St. Pierre Vaast. Kampene i delte Terrain fortsattes endnu den 3., og mellem Les Boeufs og Saillisel tog Franskmændene denne Dag ca. 800 Fanger.

Den 5. November kom det til en større Kamp mellem Les Boeufs og Rancourt. Franskmændene vandt Terrain mod le Transloy, og Øst for Sailly-Saillisel erobrede de Størstedelen af Saillisel. Kraftige tyske Modangreb fordrev dem imidlertid atter fra den ostlige Halvdel af Saillisel, saa de endte med kun at holde Landsbyens vestlige Flalvdel besat.

Sydligere lykkedes det Franskmændene at besætte hele Sydvestranden af Skoven St. Pierre Vaast; men tyske Modangreb drev dem ogsaa her ud af en Del af de vundne Stilinger.
Kampen fortsattes den 6. mellem Saillisel og Skoven, og Franskmændene vandt paany lidt frem paa dette Sted.
Senere har man kun hørt om Artillerikampe Nord for Somme. Tyskerne bombarderer de engelske Stillinger mellem Les Boeufs og Les Sars meget voldsomt.

Syd for Somme rettede Tyskerne den 29. Oktober forgæves stærke Angreb mod de franske Stillinger paa begge Sider af Maisonnette (Vest for Péronne). Derefter horte man i mange Dage intet Nyt fra denne Del af Fronten; men den 7. November gik Franskmændene frem til Angreb Nord for Chaul- nes og vandt Terrain paa en Front af 4 km fra Chaulnesskoven mod Nord. De erobrede den østlige Del af Ablaincourt, saa de nu har denne Landsby helt, samt Pressoir. Øst for Ablaincourt tog de Kirkegaarden og naaede frem til Udkanten af Gommiécourt, der ligger ca. 900 m Øst for Ablaincourt.
Ved Verdun udforte Tyskerne den 26. og 27. Oktober voldsomme Modangreb i Egnen ved Douaumont og Damloup- batteriet. De mislykkedes, og Franskmændene satte sig den 28. i Besiddelse af et stærkt befæstet Stenbrud Nordost for Douau- montfortet. Dermed var Fodfolkskampen endt for denne Gang paa Verduns Nordostfront, og Artilleriilden satte ind.

Franskmændene tog særlig Fort Vaux under Behandling, hvilket førte til, at Tyskerne rømmede det den 2. November.
Den 4. naaede det franske Fodfolk frem til Udkanten af Landsbyen Vaux, hvor de Nord for Dammen fik Fodfæste paa det Højdedrag, som behersker Landsbyen, og den følgende Dag besatte de Landsbyen fuldstændigt.

Den 8. November meldes om en meget kraftig tysk Artilleriild mod Damloup-Douaumont. Denne Artilleriild er efterhaanden steget til samme Voldsomhed, som under de første tyske Angreb paa denne Front, og Franskmændene besvarer liden Skud for Skud. Det ser derfor ud til, at større Begivenheder forberedes ved Verdun.
Paa den østlige Krigsskueplads foretog Centralmagterne nogle Angreb, der nærmest kun havde Karakter af Demonstrationer, paa Rigafronten. Disse Angreb, der ikke førte til noget, er nu hørt op. Ved Stochod stormede Tyskerne den 2. November de russiske Stillinger ved og Syd for Witromir. Russerne tog den følgende Dag en Del af det tabte tilbage.

Vest for Luzk er Kampene atter og atter blussede op paany uden at have hidført væsentlige Ændringer i Situationen. Her har Russerne stedse været den angribende Part, medens paa sydligere Dele af Krigsskuepladsen Angriberens Rolle har været overtaget af Centralmagterne.

Ved Narajovka lykkedes det Tyskerne efter voldsomme Kampe at fordrive Russerne fra Flodens vestlige Bred den 4. November, og nede i Karpaterne har der staaet mange svære Kampe særlig i Egnen ved Kirlibaba og Dorna Vatra. Centralmagternes Bestræbelser er øjensynligt gaaet ud paa i Karpaterne at drive en Kile ind mellem de russiske og de rumænske Tropper, og i Slutningen af Oktober saa det her ret truende ud for Ententemagterne. Forholdene er imidlertid senere ændret en Del, og Russerne har i Dagene den 7. og 8. November paany vundet Terrain baade ved Dorna Vatra og Øst for Kirliboba.

Paa den rumænske Front er Kampens Tyngdepunkt flyttet til Siebenbürgens sydlige Grænsebjærge. Der kæmpes ved Predeal, Syd for Roterturmpasset og i Jiu Dalen.
Ved Predeal tvinges Rumænerne lidt efter lidt mod Syd under haardnakkede Kampe i et særdeles vanskeligt Terrain, der yderligere besværliggøres ved Sne og Regn. Centralmagterne fremhæver selv stærkt de betydelige Vanskeligheder, de har at overvinde, baade som Følge af Terrainforholdene og af Rumæneines Modstand, der nu synes at være godt organiseret.

Den 28. Oktober kastede Rumænerne Angriberen tilbage i Jindalen og tog ca. 900 Fanger. Derefter fik Centralmagterne Forstærkning frem til det truede Punkt, og omkring den 3. November udspandt der sig voldsomme Kampe Vest for Jin, i hvilke Centralmagterne var de angribende. Russerne melder imidlertid nu, at disse Angreb er afslaaede.

I Dobrudscha genoptog de russisk-rumænske Tropper deres Fremrykning den 8. November. De forreste tyske Afdelinger veg uden Kamp. De sidste Efterretninger gaar ud paa, at den russisk-rumænske Fremrykning fortsættes, uden at det endnu er kommet til større Sammenstød.

I Donau har de tysk-bulgarske Tropper besat nogle Øer, og en mindre Styrke har en Tid været ovre paa rumænsk Om- raade, men er atter bleven fordrevet.

Paa Salonikifronten slog Englænderne den 1. November bulgarske Tropper Øst for Struma og erobrede Landsbyen Barakli Djuma ca. 13 km Syd for Rupelpasset, og den 3. tog de Landsbyen Altitza ca. 5 km Nordvest for Barakli Djuma. De nærmer sig saaledes stærkt Jernbanen Seres-Demir- hissar og synes nu at have faaet fast Fodfæste paa den østlige Side af Struma og at have udvidet deres Terrain saa meget dér, at der er skabt Betingelser for Angreb i større Stil.

Fraset de uafbrudte Kampe mellem Serberne og Bulgarerne ved Cerna, under hvilke Serberne har bevaret det vundne Terrain, er der ellers ikke sket noget af Betydning paa Salonikifronten.
Formodentlig har de usikre Forhold, som stadig raader i Grækenland, sin Del af Skylden.

Den 2. November kom det til et Sammenstød mellem Venizelister og græske Regeringstropper i Omegnen af Ekate- rini, som Venizelisterne besatte. Som Følge af Sammenstødet skal Kong Konstantin have besluttet at ophæve Ordren om de græske Troppers Overførelse fra Thessalien til Morea, og da der blev sendt græske Regeringstropper frem for at hjælpe ved Ekaterini, saa det ud til, at der skulde udbryde en regulær Borgerkrig. Foreløbig blev dette dog forhindret ved at Ententen besatte Ekaterini.

Fra tysk Side skildres Venizelos’ Bestræbelser som Humbug, og_ det hævdes, at han hidtil kun har formaaet at samle ialt 2000 Soldater, medens den græske Befolknings Krigsbegejstring i al Almindelighed er saa ringe, at 30,000 værnepligtige i det sidste Aar er udvandrede til Amerika for al undgaa at komme i Krig.

Venizelos selv siger, at han venter at kunne opstille 4 Divisioner, som skal hjælpe Salonikihæren.

Hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, er umuligt at afgøre. Begge Fremstillinger er sandsynligvis overdrevne. Muligvis er Sandheden at søge i Midten.

Paa den italienske Front tiltog de sidste Dage af Oktober Artilleriilden betydeligt i Styrke paa Isonzofronten fra Gørz til Havet.
Den 2. November gik Italienerne derefter frem til Angreb og tog udstrakte østrigske Forsvarsstillinger paa de vestlige Skraaninger af Tivoli og San Marco og paa Højderne Øst for Sober.

Paa Carsoplateauet erobrede de samtidig Højderne 343 (Veliki Hoiloch) og 376, Monte Pecinka og Højderne Øst derfor til ca. 1,000 m Øst for Segeti. Syd for Vejen Oppacchiasella- Castagnavizza gennembrød de mange Steder de østrigske Forsvarslinier og afviste alle Modangreb. Den 3. November fortsatte de Angrebet Syd for Vippach langs den stejle Nordrand af Carsoplateauet og naaede en Linie fra Monte Faite over Punkterne 319 og 229 paa Castagnavizzavejen ca. 700 m Vest for denne By. Den 4. tog de ved Vippach Volkomsk Højderne. Punkt 123 lidt Øst for San Grado og Højde 126, og ved Castagnavizza naaede de frem til 200 m fra Byen. Paa sine Steder har de saaledes skudt deres Linier ca. 2,5 km frem. Under Kampene tog de ca. 10,000 Fanger.

Fra den italienske Front er der ellers ingen større Nyheder at melde.
Alt i alt er det kun smaat med Krigsbegivenhederne i de sidste 14 Dage, og Interessen har hovedsageligt samlet sig dels om Lord Grey’s og den tyske Rigskanslers Taler om Freds- og Fremtidsudsigter, dels og navnlig om Oprettelsen af Kongeriget Polen.

Allerede for et Par Maaneder Siden kom der Meddelelse om, at Klubben for Tilhængere af et polsk Statsvæsen havde holdt et Møde i Warschau, hvor der blev vedtaget en Resolution, som enei tyske Kilder viste, at Polakkérne snarest ønskede at faa oprettet den polske Stat for virksomt at kunnt deltage i Kampen mod Rusland. Hvem der har givet Stødet til denne Bevægelse kan endnu ikke efterspores. Faktum er, at Centralmagterne den 5. November udstedte Proklamationer om Oprettelse af et Kongerige Polen, der skal omfatte de russisk-polske Lancsdele. Desuden er der lovet Galizien Selvstyre. Det nye Kongerige vil dog ikke komme til at optræde som selvstændig Stat for efter Fredsslutningen, og vi skulde ikke her beskæftige os yderligere med Problemet, hvis det ikke kunde faa Indflydelse paa Krigens Gang.

Det kan det imidlertid, dels fordi Skridtet er en saa kraftig Udfordring til Rusland, at alle Rygter om Separatfred mellem dette Rige og Centralmagterne dermed maa være skrinlagt, dels fordi Centralmagterne ved Oprettelsen af Kongeriget kan vinde forskellige militære Fordele. Hvis der nemlig i Polen findes overvejende Stemning for Sagen, har Centralmagterne skaffet sig en rolig og paalidelig Befolkning i store besatte Omraader, hvorved Tjenesten bag Fronten i hoj Grad kan lettes og Tropper kan blive disponible. Hertil kommer, at Centralmagterne straks vil arbejde paa Oprettelsen af en polsk Hær — det er, saa vidt man kan se, den eneste af den nye Stats Institutioner, man straks vil sætte i Værk. Dermed opnaas, at man kan udskrive det tjenstdygtige Mandskab i de russisk-polske Distrikter, hvorved Centralmagternes Hære kan faa en værdifuld Forøgelse.

Det er nemlig ikke Meningen straks at danne en selvstændig polsk Hær. De polske Tropper skal forst »i fælles Arbejde med den tyske og den med samme allierede østrig-ungarske Hær lægge Grunden til en polsk«, som det hedder i Generalguvernørernes Manifest.

Den 11. November 1916.

S. V. L.