To Aars Erfaringer.
Inden der fortsættes med en Gennemgang af Begivenhederne paa Krigsskuepladsen, vil det være rimeligt at undersøge, hvilke militære E rfaringer der kan uddrages af Begivenhederne i det alt behandlede Tidsrum. Herom har talrige Forfattere skrevet mere eller mindre nøgternt fra Liddell H art’s støjende Propaganda over General Fuller, von Xylander, General Duval, Sveriges Forsvarsstab til de ejendommeligste Vurderinger i Dagspressen, hvor E rfaringer synes væsentligt paavirkede af politiske Ønsker eller af „vor Korrespondents“ Samtaler med „en Herre, der for nylig er hjemvendt fra Spanien“. Den gamle Legende om Prins Eugens Æsel er alt for lidt udbredt* ). Den, der synes at have gjort bedst, mest uvildigt og mest militært Kede for Erfaringerne, og som givetvis har haft fortrinlig Adgang til at uddrage dem, er den italienske Oberstløjtnant Emilio Canevari, hvis Betragtninger blandt andet er refereret udførligt i det amerikanske Tidsskrift „Army Ordnance“ for M arts—April 1938. De skal i det væsentlige gengives her. Det er en kendt Sag, at Krigens Lære glemmes i Fredstid. Grundene hertil er mange, dels at Bøger, som skrives efter Krigens Afslutning, enten nemt bliver Apologier eller Selvros.
*) Skulde m an i Ø jeblikket henvise til faa Bøger, som f r a begge S ider eller n e u tra lt oplyser en Del om F orholdene eller i h v e rt F ald træ k k er H ovedlinier op, bø r næ vnes de to billige K a m p sk rifte r (à 75 Ø re) : D uchess of A th o ll: „S e arch lig h t on S pain " og P ro fesso r C. S aro lea: „D ay lig h t on S p ain", K om m unisten G eorge O rw ell: „H om age to Catalo n ia", G eneral D uval: „L es Leçons de la G u erre d’E sp ag n e" m ed F o ro rd a f G eneral W eygand, S veriges F o rsv a rssta b s: „D et S p anska In b o rd esk rig et" og A fsn itte t „Iberisk e K riser" i S tevns & C hristensen „V erden i D ag" IV . A. S.
Anatole France har med vanlig Bedskhed sagt det saaledes: „Og Slagets Plan er ypperlig. Denne Plan bliver i Reglen fastslaaet efter Kampen, og de store Hærføreres Geni bestaar i at forherlige sig selv ved a t hæve Tilfældets Luner op i et System “. Saa slemt er det vel ikke, men der er nok om det til, at Efterkrigstidens Skildringer paa mange Felter synes a t betragte den nøgne Sandhed som et uanstændigt Fruentimmer. En anden Grund, som Oberstløjtnant Canevari henleder Opmærksomheden paa, er denne: „De militære Førere, der opstaar under en Krig — Mænd med en fast K arakter og af faa Ord — undslaar sig d Reglen for a t docere Krig i Fredstid af mange Grunde, men ofte fordi de ved, at det vigtigste af K rigens Kunst overhovedet ikke lader sig docere. I deres Sted opstaar talrige Teoretikere, der af didaktiske Hensyn prøver at udkrystallisere Krigens vældige og forfærdende Drama til en simpel Metode eller visse Formler. Paa den Maade opstod de „taktiske Regler“ og „magiske Form ler“, der er saa karakteristiske for visse Perioder af Krigskunstens Udvikling. Glimrende Banaliteter opbygget paa et Grundlag af utilstrækkeligt tilegnede Idéer har i saadanne Perioder skabt deres Opfinderes Berømmelse. N aar en saadan konventionel Indstilling først har taget Overmagten, vil selv de, der klarest mindes Sandheden og har gjort Erfaringerne i mindre Felttog eller paa afsides Slagmarker, blive affejet under et eller andet Paaskud. Saaledes indeholdt den russisk-japanske Krig Spiren til praktisk talt alt det, Verdenskrigen senere fastslog. Ikke desmindre blev dens Lære helt overset“. Man kunde tilføje, a t en lignende Indstilling er særdeles almindelig, naar det gælder E rfaringerne fra de senere Aars Krige, specielt i Abessinien og Spanien. Skønt Verden paa alle andre Felter er blevet mindre, synes Suezkanalen at sætte Skel for Krigserfaringernes retmæssige Omraade. Det er, som om E rfaringer i Kina ikke har Gyldighed i Korsør, eller den Viden, der høstes i Somaliland, ikke skulde gælde paa Sjælland. Men dette maa være galt; i Krigsgudens Øjne tager Santander og Slagelse sig ens ud, og de E rfaringer, man faar gratis, er lige saa værdifulde som dem, man køber med Blod. „Taaber siger, at de lærer af deres E rfaring“, sagde Bismarck, „personligt foretrækker jeg at lære af andres E rfaring“.
Men naturligvis skal man lære med Forstand. Liddell H art siger i sin ældre Bog om „Decisive W ars of History“ med Rette, at „hvis en bestemt Virkning følger en bestemt Aarsag i en Snes eller flere Tilfælde i vekslende Tider og under skiftende Forhold, er der rimelig Grund til at betragte denne Aarsag som integrerende Del af enhver Teori om Krigsførelse“. Oberstløjtnant Canevari fastslaar en lige saa selvfølgelig Ting: „Sofismen post hoc, ergo propter hoc, der saa ofte høres, maa man især vogte sig for. Det er fo r Eksempel galt at fastslaa, at fordi en Operation er endt med Sejr, bør man indføre de Vaaben, Midler og Metoder, den anvendte. Muligvis er Sejren vundet paa Trods af nogle af disse Elementer. Det blev ofte nok demonstreret under Verdenskrigen“.
Kamptropper skal være af hj Kvalitet. Krigsføringen bliver mere og mere kompliceret, derfor stilles Kravet stedse stærkere og mere bydende om, at Tropperne skal have dygtige Førere, stærke Rammer og den grundigste Uddannelse. Kun saadanne Tropper kan angribe og manøvrere. H astigt opstillede og uddannede Enheder kan muligvis klare et Forsvar i Skyttegrave og bag skærmende Mure, men vil man paatvinge Fjenden sin Vilje, det vil sige enten angribe eller føre et angrebsvist Forsvar, et Manøvreforsvar, stilles straks Kravet om Tropper af høj professionel Standard og med stærkt udviklet, militær Aand. Paa dette Felt bør man ikke gøre sig Illusioner. Man kan hverken manøvrere eller sejre paa Grundlag af „Begejstring“. I bedste Fald kan man forsvare sig, men dette iøvrigt kun med urimelige Tab. . Skal Tropper manøvrere paa Slagmarken, kræver det ikke blot fortrinlige højere Chefer og Underafdelingschefer, der er solidt uddannede og fuldt ud i Stand til at løse de taktiske Problemer, de bliver stillet over for, men der kræves tillige — og dette er en ny Lære, som, Krigen i Spanien har fastslaaet — at de raader over erfarne subalterne Officerer og fortræffelige Underofficerer som Førere for Delinger og Grupper foruden et stort Antal specialuddannet Mandskab med lang Tjenestetid. Vil man kunne føre sit Fodfolk, maa man for hver tre menige have en Underofficer, en Korporal eller en ældre, specialuddannet menig med indgaaende Vaabenkendskab og fast Karakter. Kun med en saadan Rygrad og med passende, periodisk tilbagevendende, praktisk Øvelse i Felttjeneste under Manøvrer kan man opbygge Enheder, som er i Stand til at overleve, ja i det hele taget vinde frem, under de yderst vanskelige Forhold, der karakteriserer det moderne Angreb. Der maa findes en næsten utømmelig Reserve af saadanne Førere og Specialister. I Betragtning af, at Levestandarden i det moderne Europa er steget meget stærkt, kræver moderne Tropper en langt bedre Forsyningstjeneste end Fortidens, ganske særligt hvad Fødemidler angaar. Disses Kvalitet virker aldeles omgaaende paa hver Enheds fysiske og moralske Værdi. Brister det her, maaske paa et saa tilsyneladende betydningsløst Omraade som Manglen paa disponible Feltkøkkener, vil det resultere i en Nedsættelse af Troppernes Kampværdi, navnligt saa længe de ikke er krigshærdede. Moderne Krig ødelægger Mennesker og Materiel med utrolig Hast paa Grund af den Mangfoldighed og Brutalitet, der præger Kampene. Dette føles især af Angriberen, fordi baade det strategiske og taktiske Angreb opslider sig selv under det enorme moralske og materielle Offer, der uafladeligt kræves af det. Det er derfor uomgængelig nødvendigt at sørge for omgaaende og uafbrudt Tilskud af Mandskab, Vaaben og Forsyninger, hvis Angrebet ikke skal forbløde i Utide og ende som en taabelig og kostbar Demonstration uden afgørende Resultat. Fodfolket er vedblivende Hærens Kraftcenter, alle andre Vaaben maa underordnes dets Krav. Dets Tab er altid baade numerisk og procentvis størst af alle Vaaben i Landhærene. Verdenskrigen fastslog den Kendsgerning, at Fodfolket skal udstyres med rigelige og kraftige Vaaben. Den Mani for „at gøre Fodfolket lettere“, som opstaar i Fredstider, afløses under Krigen af et stadigt stigende Krav om større Kampkraft. Fodfolket føler sig kun tynget, hvis man belæsser det med unyttige eller utilstrækkelige Vaaben, men ikke naar det udstyres med de Vaaben, der er nødvendige under Fremrykning. E t Fodfolk med utilstrækkelige Vaaben er værst tynget, fordi det ikke kan bevæge sig gennem beskudt Terrain uden at begaa Selvmord. Der er en udpræget Tendens til at erstatte Riflen med en Maskinpistol (submachine-gun). Den tyske Schmeissermodel (9 mm Kaliber med 30 Patroners Magasin) h ar været særlig efterspurgt og karakteriseres som et om ikke fejlfrit saa dog solidt, enkelt og paalideligt Vaaben til Enkeltmandsbetjening. „Infanteristen væbnet med en automatisk Riffel og Haandgranater vil altid vedblive a t være det vigtigste Kampelement. Det er ham, der er den virkeligt kæmpende Soldat af Fodfolket. Derfor bør han hverken mindskes i Talrighed eller generes af Vaaben, der kræver flere Mands Betjening som visse lette Maskingeværer. Under Angreb har flere Detachementer fra begge Sider i Spanien med Fordel anvendt Tremandsgruppens Samvirke paa samme Vis som Stormtropperne under Verdenskrigen“. Der maa findes pctalidelige Haandgranater i stort Antal. En Del af dem, Nationalisterne har benyttet, var farligere for Brugeren end for Fjenden. „Det lette Maskingevær, Maskinriflen, har vist sig daarligt egnet til de Opgaver, man egentlig havde tiltænkt det, nemlig til Angrebsledsagelse. Det har været defensivt Vaaben af ringe Effektivitet, som faktisk kun har hemmet Fodfolket. Desuden har nogle Modeller vist sig praktisk uanvendelige, fordi de krævede en bedre Smøring og Soignering, end man kunde præstere paa Kamppladsen. Det tu n g e Maskingevær er derimod stadigt i Stand til overlegent at beherske Fodfolkets Kampzone. Tendensen gaar naturligt i Retning af øget Kaliber og Anvendelse af panserbrydende Skarp baade mod de lette Kampvogne og andre beskyttede Maal. De tunge Maskingeværer anvendes direkte af Kompagnierne. Tildelingen til Batailloner skyldes rent teoretiske Betragtninger og har ingen praktisk Værdi taktisk set. De har skudt d ir e k te Ild i Spanien. Skydning paa stor Afstand over egne Tropper eller i Troppemellemrum har ikke hidtil været brugt. Derimod har in d ir e k te S k y d n in g e r fra Skjul bag Buske eller lignende været af stor Værdi“. M o r té r e r er uundværlige for Angriberen og deres Nytte direkte proportional med Kaliberet. M in e k a s te r e har vist sig lige saa uundværlige i Spanien som i Verdenskrigen. Det er typiske Fodfolksvaaben, og uden dem kan Infanteriet ikke nedkæmpe Støttepunkter i Bygninger eller med horizontal Beskyttelse. Det tunge Artilleri kan ikke altid erstatte M inekasterne; det har saa mange andre Opgaver. F la m m e k a s te r e er ogsaa uundværlige i Angreb paa Bygninger og i Kamp i uoverskueligt Terrain. „Fodfolket maa altid raade over Antitankvaaben, tunge Maskingeværer med panser'brydende Skarp og smaa hurtigtskydende Kanoner. De tyske 20 og 37 mm Piécer har vist sig fortrinlige i Spanien, medens derimod 65 mm Piécen var af ringe praktisk Værdi. Den er for lidt mobil, skyder for langsomt og har for ringe Ammunitionsmængde. Antitankvaaben skal altid have megen Ammunition“. Den italienske Oberstløjtnant kræver paa Grundlag af dé spanske E rfaringer Fodfolket opbygget saaledes: Fodfolksgruppen skal bestaa af 1 Korporal og 2 menige med automatiske Rifler og Ifaandgranater; Sektionen bestaar af 1 Underofficer og 4 Grupper; Delingen af 3 Sektioner; Kompagniet af 3 saadanne Delinger samt 1 Deling med 4 tunge Maskingeværer; Bataillonen om fatter 3 Kompagnier som oven for samt 1 Kompagni med 3 Stk. 81 mm M orterer og 3 Stk. 20 mm Kanoner; Regimentet skal bestaa af 3 Batailloner som nævnt samt 1 Kompagni med 6 Stk. 37 mm eller 47 mm Kanoner paa Automobiler eller pansrede Køretøjer, 1 Kompagni med 4 motorbaarne Minekastere paa 120 eller 150 mm, 1 Detachement særlige Eclaireringstropper og 1 Detachement Specialister i kemisk Krig, hvoraf 1 Deling Flammekastere. Det meget store Ammunitionsforbrug, der karakteriserer moderne Vaaben, maa sikres ved Motorisering af Ammunitionstransporten. Rytteriet har i Spanien kun sjældent været anvendt paa Kamppladsen bortset fra enkelte store Angreb (som General Monastérios Nord for Teruel e tc .); det har hovedsageligt gjort Gendarmeritjeneste. Cyklister har man intet hørt til; Motorcyklister har kun været anvendt til Ordonnanstjeneste mellem de højere Stabe.
Kampvogne og Motorisering.
„Medens Krigen i Spanien har understreget den fundamentale Vigtighed af et stærkt, manøvredygtigt Fodfolk“, skriver Oberstløjtnant Canevari, „har den samtidigt udslettet næsten ethvert Haab, man havde sat til Kampvognene“. Baade de lette og tunge Kampvogne er hurtigt blevet nedkæmpet; de lette har overhovedet ikke gjort Nytte, undtagen naar de anvendtes som Flammekastere. Kun til Forfølgelse efter Sejr har Kampvogne været af Betydning, idet de har overtaget den Rolle, som forhen spilledes af Slagrytteriet. Men det synes, som om ogsaa denne Funktion med Fordel kan overdrages Flyverne.
„Tanken om at skabe et b e s k y tte t F o d fo lk til Erstatning for det almindelige Infanteri er opgivet. Ligeledes har det vist sig umuligt at benytte Kampvognene til at bryde det passive Forsvar og til at aabne Vej gennem Spærringer for Angrebsfodfolket. Det er heller ikke lykkedes at neutralisere fjendtlige Støttepunkter med Ild fra Kampvogne“. Kun den russiske tunge Tank, der foreløbigt viste sig slet konstrueret og blev urigtigt anvendt, kan faa Betydning, men ikke som nogen offensiv Støtte for Fodfolksangrebet. Den kan optræde som en b e s k y tte n d e L e d sa g e k a n o n , der naar hurtigere og nemmere frem end Skyts, som transporteres direkte af Betjeningsmandskabet. Den kan navnligt slæbe en meget større Ammunitionsmængde med sig. Paa den anden Side kører den nemt fast og er i saa Fald et sikkert Bytte for Fjendens Ild. „Og dette er da alt, som er blevet tilbage af de skønne Teorier om Kampvognene og „Hærens Mekanisering“, paa hvilken Idé der er opbygget saa mange Luftkasteller“. Hvad M o to rise rin g angaar, hævder den italienske F orfatter, at den er ubetinget nødvendig for A r tille r ie ts og F o r s y n in g s tje n e s te n s Vedkommende, hvis man ikke — som det jævnligt skete under Verdenskrigen — vil risikere, at et Angreb ebber ud, fordi Fodfolket løber fra Artilleri og Ammunition. Motorisering af Kampenheder bør ikke være permanent. Der skal være store A u to m o b ilp a r k e r , som man kan trække paa, naar det gælder en hastig Forskydning af Reserver og lignende, til dristige „raids“ eller specielle Opgaver. Men normalt vil det ikke nytte at sende motoriserede Afdelinger ind i det egentlige Kampomraade, hvor de uhyre let standses alene af Vejødelæggelser, og hvor de nemt bliver passive, vderst saarbare Maal for Fjendens Flyvere og Artilleri. De s tig e n d e V æ g te af moderne Krigsmateriel gør Kravet om gode og talrige Landeveje uomgængeligt. Krigen i Spanien har i høj Grad været „en Krig paa H jul“. Men dette vil jo sige, at den, som kan frigøre sig fra Afhængigheden af Køretøjer og Veje, har et vældigt Forspring for Modparten, fordi det bliver muligt at m a n ø v re re . Denne Fordel tilfalder ikke Hæren, som har motoriseret a lt og derved uløseligt bundet sig til Vejnettet, Fordelen tilfalder den, der har forstaaet at finde den r e tte B a lan ce mellem Motortræk og Anvendelsen af Træk- og Pakdvr.
Fordelen ved den øgede Marchehastighed, man skulde naa ved Motorisering af Tropperne, h ar vist sig illusorisk. General Francos lille Hær, der var næsten helt motoriseret, brugte 40 Dage om sin 300 km lange Marche fra Sevilla til Maqueda, gennemsnitligt 5,5 km om Dagen, en Præstation der ligger langt under den tyske højre Fløjs Marche i 1914 gennem Belgien og Frankrig. I en Krig er Maalet ikke at marchere, men a t slaa og ødelægge Fjenden. Paa Spaniens mægtige Krigsskueplads med dens fortrinlige Automobilveje og de smaa Hære, som nemt kunde motorbefordres, fandtes ideelle Forudsætninger for en „Bevægelseskrig“. Men Operationerne, der i høj Grad har været præget af Bevægelighed, har ingenlunde bragt en hurtig Afgørelse paa K rigen. Operationerne har — som i Mandshuriet 1904 — været koncentreret om visse Hovedveje. Forsvareren har først hemmet og sinket Angriberens Frem rykning og dernæst, paa visse forud valgte Afsnit, standset ham med uovervindelige Hindringer. Følgen er, at Krigsførelsen er blevet statisk over brede, tyndt besatte Fronter. Der er ingen logisk Forskel paa „Bevægelseskrig“ og „Stillingskrig“. Ganske vist findes der — mere eller mindre udbygget —• visse Forsvarsafsnit, hvorpaa den ene P art uundgaaeligt maa basere sig; det vilde være taabeligt a t nægte dette. Men det vil være lige saa galt a t tro, a t man derfor vender tilbage til Skyttegravskrigens stive, bureaukratiske System. Det vil være endnu mere forkert at tro, man kan undgaa det ved at gøre Fodfolket lettere og vende tilbage til Bevægeligheden af 1914 — stor Bevægelighed uden Slagkraft. Angrebet kræver — hvadenten det er strategisk eller taktisk — et vældigt Opbud af Energi, Mandskab og Kampmidler, som man ikke kan beregne for omhyggeligt. Skal Angrebet lykkes, maa det spænde vidt, føres med størst mulig K raft og Kontinuitet, stadigt sikres rigelige Forsyninger af enhver A rt og vedblive uden Pauser, indtil Fjenden er totalt ødelagt. Hvis disse Krav ikke opfyldes, vil Angrebet løbe fast og Forsvareren have naaet sit Maal.
Om Artilleri og Flyvere.
Krigen i Spanien har bekræftet ikke blot at „uden Ild ingen Frem rykning“, men „uden et Uvejr af Ild ikke en Tommes Frem rykning“, saa længe Fjenden gør beslutsom Modstand. Det har yderligere vist sig, a t det nøje Samarbejde mellem Artilleri og Fodfolk er mere og mere paakrævet samtidigt med, at det bliver mere og mere vanskeligt a t gennemføre. End ikke det bedste Fodfolk i Verden kan løse sine Opgaver uden Ledsagelse og uafbrudt Støtte af et stærkt Artilleri — stæ rkt ikke blot hvad Piécemes Antal og Kalibre angaar, men ogsaa naar det gælder en rigelig Ammunitionsforsyning. Hurtigtskydende, smaakalibret Skyts er særlig nyttigt for Forsvaret, medens Angrebet er afhængigt af en intensiv, vel ledet Ild fra tunge og mellemtunge Piécer. Artilleri, som ikke kan bevæge sig eller ikke har tilstrækkelig Ammunition, er unyttigt. Fodfolket kan ikke angribe ud over Artilleriets Rækkevidde, hvis det ikke vil begaa Selvmord. Angrebet skrider frem under et Tag af Artilleriild fortrinsvis fra mellemtunge Kalibre. Da Angrebet føres mod Stillingsomraader af stor Dybde og derfor skal fortsættes adskillige Døgn i Træk for a t give virkeligt Resultat, maa Artilleriet kunne trækkes frem samtidigt med Fodfolket og under Fremdragningen uafbrudt være sikret en rigelig Ammunitionsforsyning. Paa dette Omraade er Motoriseringen af moderne Hgere derfor overmaade vigtig. Vil man bevare Samarbejdet mellem Fodfolk og Artilleri, maa man paa Forhaand tildele de enkelte Angrebskolonner faste Støttegnipper, og det bør normalt være saadan, a t Fodfolket ikke alene kan disponere over Ilden, men ogsaa over Piéceme. Artilleriet skal være underlagt den Enhed, det skal hjælpe. Det kræver en meget stor Artillerimasse, men Kravet er uomgængeligt. Uden tilstrækkeligt Artilleri ingen Frem rykning. Derimod skal man aldrig splitte Afdelingen ud i enkelte Ledsagebatterier. De vil oftest gaa tabt under Kampens Bølgen. Fodfolket maa selv have udpræget Fodfolksskyts — Morterer, Minekastere og Antiluftskyts. Fodfolket maa afpasse sin Fremrykning efter Artilleriets [Stillingsskifter. Hvis Fodfolket selv er udstyret med Vaaben, som kan skabe en stærk indirekte Ild (M orterer og Minekastere), kan det vel rykke frem saa langt denne Ild dækker det — men aldrig længere. Gør man sig Illusioner paa dette Punkt, bliver Resultatet uvægerligt Angrebets Sammenbrud og Fodfolkets Nedslagtning og Demoralisation.
Medens D iv is io n s a r tille r ie t altsaa i det væsentlige knyttes til Angrebsenhedeme som underlagt Artilleri, maa den fælles Artilleristøtte ydes af det endnu vigtigere Frontartilleri, Armékorpsartilleriet. D e t er faktisk Angrebets Rygrad, derfor kan man a ld r ig fa a nok af det. Først og fremmest skal man huske, at 10,5 cm Artilleri ik k e e r tu n g t. Det Artilleri, som for Alvor er effektivt under Angreb, har Kalibre fra 15 cm og opefter. „Vi har i Spanien set, hvilke Virkninger der opnaaedes med det franske 155 mm-Materiel“. Oberstløjtnant Canevari mener, der bør findes 2 Artilleriregimenter direkte knyttet til Armékorpset, hvert paa 6 Afdelinger, det ene med 105 mm Kanoner og 149 mm Haubitser, det andet med 149 mm Kanoner og 210 mm Haubitser. Det er en bedre Løsning end en ellers uomgængelig Forøgelse af A r m é e n s A r tille r i. Dette Artilleri og især dets Ammunitionsforsyning maa være motoriseret. Forfatteren advarer iøvrigt stærkt mod Tendensen til at gøre Divisionerne mindre. Moderne Krig opæder Mandskab og Materiel i en saa rivende Hast, at D iv is io n e r n e m a a v æ re en do g m e g e t s tæ rk e , hvis de skal vedblive med at være den e lem en tæ re, ta k tis k e K a m p e n h e d . Med svage Divisioner overgaar denne Opgave til Armékorpset. L u f tv æ n is a r tille r ie t (specielt det tyske) har i Spanien vist sig langt mere effektivt end oprindeligt antaget. „Denne Kendsgerning bør man ikke gaa for let hen over — saa lidt som man bør overdrive dens Betydning“. Iøvrigt vil man, hvad Luftangreb og Luftværn angaar, ikke kunne lære saa meget a f K rigen i Spanien som inden for de andre Vaabens Omraader, fordi Luftstyrkerne paa begge Sider er bygget gradvist op Tid efter anden uden nogen Industri bag sig til rettidig Erstatning. Materiellet har bestaaet af en Række, delvis forældede, Typer. Personellet har ikke været tilstrækkeligt — og navnligt ikke ensartet — uddannet. Der har ikke været Start- og Landingspladser nok til store Luftstyrker, og man har ikke fra nogen af Siderne anvendt G as. Billedet under en europæisk Storkrig vil blive et helt andet. Visse Ting har man dog kunnet fastslaa. F a r t har vist sig at være det fundamentale Krav til Luftmagten. E fter at Bombardementsmaskinerne er blevet større, bedre beskyttede og har faaet en Hastighed paa 400 km/Time, har selv ikke Nationalisternes fortrinlige Kampflyvere kunnet holde dem helt borte, de er jævnligt kommet- for sent. Overfald af A n g r e b s f ly v e r e h ar vist sig at være overmaade virkningsfulde. Angreb af saadanne Flyvere mod Tropper, Motorkolonner og lignende Maal, har givet den største Virkning baade direkte og, hvad der er vigtigere, ved a t virke aldeles demoraliserende paa de angrebne Tropper, som ikke har prøvet at sætte sig til Modværge og e jh e lle r h a r k u n n e t g ø r e d e t. Saadanne Angreb fra Luften havde man vel forudset, men forudset saa teoretisk, at alle Hære praktisk talt er vedblevet at marchere og samle sig i samme kompakte Masser som for en Snes Aar siden. Man maa se den Kendsgerning lige i Øjnene, at a lt e r æ n d re t, i saa Henseende, og a t man i vore Dage til hver en Tid og uanset, hvor man befinder sig, maa være f u ld t forberedt paa at blive ram t af et Flyverangreb. Angrebsflyvernes forbavsende store Virkning under Forfølgelse blev allerede demonstreret i den abessinske Krig. „Saaledes kan man summarisk fastslaa, at den eneste, virkeligt nye Faktor, der er kommet inden for Taktiken siden Verdenskrigen, er A n g r e b s fly v e r n e s ø d elæ g g e n d e og d e m o r a lise r e n d e V æ lde. Det er ogsaa den eneste Faktor, som taktisk begunstiger Angriberen (eller Modangrebet), medens alle andre, moderne Faktorer begunstiger Forsvaret. Operativt og strategisk set synes det klart, at Fordelene og Overmagten vil tilfalde den Part, der raader over den stærkeste, bedst organiserede Masse af Angrebsflyvere og derigennem sikrer sig Overtaget i Offensiven.“ Dog skal de ikke anvendes i Masse, fordi det i Luften som paa Landjorden er i d ir e k te S tr id m e d d en m o d e rn e T a k tik a t sa m le T r o p p e r a f n o g e n A r t i M a s s e fo rm a tio n e r in d e n f o r K a m p o m r w a d e t.“ Stort set mener Oberstløjtnant Canevari at kunne fastslaa, at i LanddLuftstrategien er de Flyvere (Rekognosceringsflyvere), som direkte tildeles Tropperne, til Gavn for F o r s v a r e t, fordi de sikrer det mod Overraskelser, der altid har været Angriberens farligste Vaaben. Derimod virker som nævnt Angrebsf ly verne under den højere Ledelse, som kan anvende dem overraskende og uventet mod vidtskilte Omraader til Gavn for O ffe n siv e n . „Uvurderlig og stedse vigtigere er de Fordele, som T r a n s p o r t a d L u f tv e je n byder Operationer til Lands baade taktisk og hvad angaar Forsyningstjenesten“.
nogenlunde udførligt. Det maa — alt taget i Betragtning — vistnok erkendes, at hans Anskuelser i det væsentlige dækker, hvad andre betydende sagkyndige mener at have kunnet udlede af Begivenhederne paa de spanske Krigsskuepladser.
Arne Stevns.
