Log ind

Krigen i Spanien I

#

I.

Med stor Glæde, men ikke uden Betænkelighed, har jeg fulgt en ærefuld Opfordring fra „Militært Tidsskrift“s Redaktion til i store Træk at gøre Rede for Krigen i Spanien og dens politiske Baggrund. Betænkeligheden skyldes ikke Mangel paa Kilder, men de fleste Kilders overordentlige Plumrethed. Denne Krig har — som rimeligt er — faaet en meget udførlig Behandling i Dagspressens Telegrammer baade her og i Udlandet. Men paa Grund af sin Egenart, idet den jo ikke blot er en Borgerkrig mellem indrepolitisk uenige Partier — som det ofte før var Tilfældet i Spanien — men tillige mellem verdenspolitiske Anskuelser, der strides om Magten snart overalt paa Kloden, er Meddelelser i Bøger og Blade oftest stærkt agitatorisk farvede. Det gælder især de Publikationer, som stammer fra eller inspireres af Regeringspartiet, fordi dette i langt højere Grad end Nationalisterne har evnet den paagaaende Propaganda og har gjort sig beundringsværdige Anstrengelser for at tækkes og udnytte Verdenspressen. Det vil næppe være overflødigt at fastslaa den Vægt, man kan give det foreliggende Materiale, som er mangfoldigt og stort. Ved Redaktør Nic. Blædels Imødekommenhed har jeg haft Adgang til at læse den udenlandske Presse og alle betydende danske Blade. Hvad disse sidste angaar, finder jeg ingen Anledning til her at skelne mellem de enkeltes Betydning som Kilder til Forstaaelse af Begivenhederne. De socialdemokratiske Blade har officielt taget klart Parti for den spanske Regering, hvilket naturligt paavirker deres Redegørelser. Den radikale Presse indtager meget nær samme Standpunkt, og for Pressen som Helhed gælder, at Hovedavisernes nære Samarbejde med britiske Storblade — fra „Daily Herald“ til „The Times“ — medfører, at den fælles, iøvrigt fortrinlige, Nyhedstjeneste paavirkes af den britiske Indstilling i hvert enkelt Tilfælde. Bland de britiske Blade har det store, ypperligt redigerede, socialistiske Organ „Daily Herald“ været stærkt agitatorisk for den spanske Regering, men ogsaa borgerlige Blade som „The Times“, „Manchester Guardian“, „Daily Telegraph“ etc. har vist betydeligt større Skepsis over for Meddelelser fra Nationalisternes Side end over for Regeringsnyheder, hvilket maaske kan have gavnet en tilstræbt — man synes ret flakkende — Politik, men i hvert Fald ikke har trukket Linierne klart op i Billedet. Det paalideligste Stof — som kendes paa, at det i Tidens Løb bekræftes — stammer fra konservative Blade som „Morning Post“ eller „Observer“ (der her i Landet er kommet i ufortjent Miskredit paa Grund af Chefredaktørens, J. L. Garvins, tyske Sympatier o g fordragelige Indstilling over for fascistiske Stater). Navnligt var nogle Korrespondancer fra den ogsaa her i Landet meget paaskønnede Forfatter, Major YeatsBrown, af stor Værdi.

De tyske Blade har — læst cum grano salis — som altid været udførlige og saglige. For Tyskerne er Krig et Speciale, der behandles fornuftigt og indgaaende. Fornøden Propaganda og Historiens Moral set med tyske Øjne findes i Spalter, som man kan læse eller lade være at læse efter Behag. Naar det gælder Kendsgerninger, er Tyskernes Aviser fortrinlige. 1 fransk Presse har Toulousebladet „La Depeche“ haft langt det fyldigste — og uoverskueligste — Stof. ,,L’Oeuvre“, „L’Humanité“, „Action Française“ og andre yderligtgaaende Aviser har været stærkt propaganderende, men undertiden særdeles oplysende. „Le Temps“ har været et fransk Ekko af „The Times“. Bedst synes de borgerlige Blade som „Le Matin“, „Le Journal“, „Journal des Débats“, „Echo de Paris“ etc. Svenske Dagblade har jævnligt bragt Artikler af stor Værdi. Mere periferiske Staters Presse som „Baseler Naclmchten“, „Neue Zürcher Zeitung“, „Neue Freie Presse“, „Prager Presse“ etc. har undertiden bragt interessante Nyheder og kommenteret dem oplysende. For det italienske Standpunkt har især Signor Gayda — som altid — været en fremragende og fængslende Talsmand. De Bøger, jeg har haft Lejlighed til at se, har ringe eller ingen militær Interesse. De fleste er direkte Propaganda. I den allersidste Tid er udkommet to danske Bøger om Krigen, Journalisterne ved henholdsvis „Politiken“, E. Seidenfaden, og ved „Ekstrabladet, Ole Winding, har skrevet om deres Indtryk af den spanske Borgerkrig („Borgerkrigen i Spanien“ og „Spanien i Nærbilleder“). Begge Forfatteres Indstilling er udpræget rød og ensidig. Windings Bog er blændende Journalistik. Det vil 'formentlig her være upaakrævet at omtale den militære Fagpresses Bidrag til Oplysningerne. Personligt finder jeg, at Oberst von Nylanders udmærkede Oversigter i „Militär Wochenblatt“ er klarest, sagligst og bedst af alt, jeg har set om Krigen. Jeg vil i det følgende holde mig nær til dem, idet jeg stadig har søgt at kontrollere dem ved Hjælp af øvrige, foreliggende Oplysninger. Som en let læst og udmærket summarisk Redegørelse for spansk Politik efter Verdenskrigen indtil 1931 kan nævnes Afsnittet om Spanien i Erik Møllers Bog: „Femten Aar fra Freden“.

Krigens politiske Fonalsætninger.

Det moderne Spanien, for saa vidt man derved forstaar det arbejdende Spanien med stigende Produktionsevne paa alle Omraader, Storindustri, rationel Minedrift, Jordforbedringer, Landbrugsreformer og lignende, stammer fra Tiden efter Krigen med De forenede Stater og Nederlaget i 1898, der paa alle disse og tilsvarende Omraader fik samme Betydning som 1864 for os — „hvad udad tabtes, skal indad vindes“. De følgende Tiaar blev en økonomisk Opgangsperiode tilsvarende den danske, og da Spanien, som vi, var neutralt under Verdenskrigen, indtraf der ogsaa for det et mægtigt økonomisk Opsving. Samtidigt med de materielle Fremskridt blev Arbejderklassen sig sin Styrke bevidst. Medens den hos os samledes under Socialdemokratiets Banner i et venstrepolitisk, men demokratisk-borgerligt, klassebevidst Arbejde for bedre Kaar og større politisk Indflydelse vundet og sikret ad parlamentarisk Vej, var de spanske Arbejdere langt mere venstreorienteret. Især i Byerne var der foruden den socialistiske Bevægelse en udpræget anarkistisk-syndikalistisk Arbejderbevægelse, der spillede en betydelig Rolle og paa mange Omraader blev Formidler, da Kommunismen, efter russisk Mønster og med russisk Støtte, indførtes i vide Kredse.

Liberalismens Aand fra den spanske Forfatning af 1812 havde aldrig naaet at gennemsyre eller demokratisere Folket. Den besiddende Overklasse og Bourgeoisiet var skilt fra de arbejdende Klasser af et Svælg, de havde saa godt som ingen Idealer fælles. Foruden den rent politiske Skillelinie i det spanske Folk (den faldt efterhaanden sammen med en religiøs Skillelinie) var der et folkeligt Skel mellem Katalonien og det øvrige Spanien. Katalanerne krævede Retten til at leve som selvstændigt men stadig som et spansk, Folk. Det blev ikke taalt — trods al liberalistisk Snak — tværtimod blev det katalanske Sprog og alle katalanske Særrettigheder kuet og knækket. Da „Folkenes Selvbestemmelsesret“ i 1919 blev politisk Slagord, fik den katalanske Selvhævdelse en Renaissance, og da samtidigt den social-revolutionære Bevægelse i den nordostre Del af Landet tiltog med Barcelona som Stormcenter, var der egentlig allerede omkring 1920 oplagte Muligheder for en spansk Borgerkrig. Det skyldes ikke mindst et interesseret Udland, at Spanien endnu er en Enhed. Dets Betydning som Flankestilling for det vestre Middelhavsrum og den labile, politiske Ligevægt, de indre Modsætninger medførte, passede — og passer — bedst med, især Storbritanniens, Interesser. Indre spansk Politik var ikke til at finde Rede paa i de første Tiaar af dette Sekel. Ganske vist eksisterede der en parlamentarisk Forfatning, men den udøvedes af Kliker, nogenlunde som det amerikanske „boss“- og „Tammany-Hall“ System. Valgloven var mere end elastisk i sin Praksis, stærkt venstresocialistiske Førere prøvede at regere efter Moskvadirektiver, den sociale Uro, de skabte, blev til Gengæld holdt nede af „Juntaerne“, de politicerende Officersorganisationer, Kongen greb ofte direkte ind, og Nederlaget i Marokko 1921 bragte Spændingen til Bristepunktet. Da blev Primo de Rivera Militærdiktator og undertrykte med fast Haand alle Oprørsforsøg i Landet. Da Krigen i Marokko endte heldigt, især paa Grund af Frankrigs Indgriben i Maj 1926, kunde de store Udgifter til Hæren nedsættes, Finansstyret saneres og en Del gode Reformer efter fascistisk Mønster- indføres. 1 Længden viste Primo de Rivera sig ikke stærk nok til Styret, og han gik uden Sværdslag i Januar 1930. General Berenguer fortsatte det diktatoriske Styre, det lykkedes kun et Aars Tid, og da Kommunevalgene i April 1931 viste en overmande stærk Vækst af det republikanske Parti, der blandt andet fik dannet et Revolutionsudvalg i Madrid, medens den katalanske Republik proklameredes i Barcelona, abdicerede Kong Alfons XIII, fordi han frygtede, at hans Forbliven kunde fremkalde den truende Borgerkrig, hvad han for enhver Pris vilde undgaa. Hans Offer viste sig desværre forgæves.

Alcala Zamora blev Præsident. Urolighederne ophørte dog ikke. Flere anarkistiske eller socialrevolutionære Rejsninger maatte slaas ned, og en brutal Forfølgelse af Kirken i Forbindelse med en haardhændet Politik over for Godsejerne og det velhavende Borgerskab fremkaldte en stærk, konservativ Bevægelse, hvis Tilhængere efter Valget 1933 fik Flertal i Regeringen sammen med en stor radikal Mellemgruppe. Samtidigt skete en stærkere Sammenslutning af Venstrepartierne, særligt af de syndikalistisk-kommunistisk sindede Arbejdere. Forholdet til Katalonien var — trods store Indrømmelser — ikke godt, og baskiske Selvstyrebestræbelser voldte store Vanskeligheder. Den farlige Situation blev i fuldt Maal udnyttet af Moskva, der fik mere og mere direkte og indirekte Indflydelse. Borgerkrigen blev mere og mere uundgaaelig1')- Allerede i 1932 havde General José Sanjurjo forsøgt et militært og monarkistisk Oprør. Det begyndte i August i Sevilla, men brød hurtigt sammen, idet det ikke alene var slet forberedt, men ogsaa blev svigtet af Tropperne. Sanjurjo havde vundet Berømmelse i Marokko, og Spanierne betragtede ham som Abd el Krims Besejrer, men ikke des mindre undlod den Del af Hæren, som stod i Afrika, at følge ham. Mange Befalingsmænd var Tilhængere af Regeringen, talrige Poster var besat af Officerer, hvis socialistiske Sindelag var mere utvivlsomt end deres Kvalifikationer.

I det hele taget er Spaniens Hær et Skoleeksempel paa, hvor farligt og demoraliserende det er, at Befalingsmænd driver aktiv Politik. En Hær, der er noget som helst andet end et Redskab i den siddende Regerings Haand, en Hær, hvis BefaJingsmænd vælges og forfremmes efter deres politiske Indstilling, er værre end ingen. Hvis den i Stedet for at være hele Folkets og alle Partiers Værn bliver Redskab for et enkelt Parti, er den saa farlig som „gangster“-Bander i et Samfund.

*) Det vil føre for vidt at paavise den Rolle Udenrigspolitiken og Spaniens geo-politiske Ejendommeligheder h ar spillet for M agternes Holdning under Borgerkrigen. Spørgsmaalet er af stor Interesse, og det vil, til Forstaaelse af Forudsætningerne, lønne sig at læse f. Eks. Hans Hummel & W ulf Siewert: „Der M ittelm eerraum — Zur Geopolitik eines maritim en Grossraumes", en fortrinlig Bog med talrige Skitser o. l.

1 1934 udbrød et aabent kommunistisk Oprør med Oviedo og de asturiske Minedistrikter som Centrum. Det blev slaaet ned efter blodige Kampe med Tropperne — især Styrker fra Marokko — der lønnedes slet for deres Hjælp, idet Regeringen, da den var reddet, desavuerede sine Hjælpere. Miguel Azaha, der havde været Konseilspræsident under Zamora, blev 1936 valgt til Republikens Præsident. Quiroga havde dannet Ministerium af Radikale og „Venstrerepublikanere“. Regeringens Hovedstøtte var dog Largo Caballeros „revolutionære Socialister“, Syndikalister og Kommunister, der tilsammen udgjorde den saakaldte „Folkefront“, og som fra at støtte Regeringen inden længe beherskede og kujonerede den. løvrigt var det „Folkefronten“, som i Februar fik Zamora til at demissionere over Hals og Hoved.

„Folkefronten“ indførte et Rædselsherredømme for alle andre end dens egne Tilhængere. Situationen var værre end, men mindede iøvrigt stærkt om, Forholdene under den socialistiske Terror i Italien, som kulminerede med Massakren i Milanos Opera og bragte den nationale, fascistiske Bevægelse til Sejr. „Folkefronten“ rensede ud i Hæren, Civilgarden og Politiet, hvor dens egne Tilhængere blev ansat i ledende Stillinger i Stedet for de neutrale eller borgerligt sindede Embedsmænd. Samtidigt begyndte en Række Ødelæggelser af Kirker, Attentater og Mord. Den socialistiske Regering billigede vel ikke dette, men den lod sig knægte af de yderligtgaaende Folkefrontmedlemmer til at tolerere, hvad der skete. En særlig Lov fastslog en Del, i og for sig ikke urimelige, Begunstigelser af Arbejderklassen, specielt krævede den, at saadanne Arbejdere, som var blevet afskediget udelukkende paa Grund af deres politiske Indstilling skulde genantages og tillige have godtgjort indtil 6 Maaneders tabt Arbejdsfortjeneste. Der opstod særlige Folketribunaler til Afgørelse af Tvivlsspørgsmaal, og deres Beslutninger blev et nyt Led i den røde Terror. Da de er typiske for Folkefrontens Indstilling, skal jeg anføre et Par Tilfælde (efter Luis de Fonteriz*).

*) „Reel Terror in Madrid“ (Longmans).

1 et stort Madridfirma blev en Arbejder 1934 slettet af Lønningslisterne, fordi han havde overfaldet et Bankbud og var blevet sendt i Fængsel for Bedriften. Arbejdsgiveren domtes til at betale Manden Løn for 180 Dage som Erstatning for uberettiget Afskedigelse. Da han sad fængslet, blev det ydermere paalagt Arbejdsgiveren at antage hans Broder, indtil Voldsmanden slap ud. Et andet Eksempel: Et Elektrikerfirma maatte lukkes og samtlige Funktionærer afskediges paa Grund af daarlige Tider i 1934. Et Aar senere købtes de tomme Værksteder af et Firma i en helt anden Branche, som ikke havde Spor Forbindelse med det, der gik fallit. Det nye Firma blev dømt til at betale Skadeserstatning til Elektrikerfirmaets Arbejdere for tabt Fortjeneste og yderligere dømt til at beskæftige dem i Fremtiden. Det hele fik Præg af systematisk Udplyndren, talrige Firmaer gik fallit, og de Hundreder af Millioner Pesetas, der saaledes blev inddrevet, kom ikke engang de enkelte Arbejdere, men deres Organisationer tilgode. Mens Madrids Gader fyldtes af uniformerede og civile, væbnede Kommunistbander, som brændte og skændte efter Behag, tog Mordene Fart værst paa Østkysten og især paa Præster og Godsejere.

Fra borgerlig Side begyndte man at forstaa, at der maatte gribes kraftigt ind, hvis dette ikke skulde føre til det af mange Arbejdere tilstræbte røde Anarki. Man havde vel paa den Tid haabet at kunne skaffe ordnede Forhold ved, ligesom i Tyskland og Italien, at gennemføre en nogenlunde ublodig, fascistisk Rejsning og Samling. Et regulerende, sundt tænkende, borgerligt Socialdemokrati, som det kendes her i Norden, fandtes ikke. Der var ingen Mellemfarver i Spillet, kun „rouge et noir“. Den monarkistiske Journalist, Calvo Sotelo, var en af det borgerlige Spaniens Førerskikkelser, som forstod, at hans Parti hverken alene eller i Samvirke med Gil Robles’s katolske Folkeparti kunde fravriste de røde Terrorister Magten. Af kampduelige civile kunde han regne med Støtte fra Carlisterne, som især var stærke i Navarra og raadede over ca. 20,000 vel disciplinerede „Requetes“, dertil kom den af Regeringen fængslede Antonio Primo de Riveras 200,000 fascistiske Partimedlemmer, „Falangisterne“. Skulde der imidlertid være Tale om en hurtig gennemført Aktion, maatte han have Hæren med sig, og han søgte derfor Samarbejde med den fra Marokkokampene kendte og ansete General Franco, som var forvist til Tjeneste paa de kanariske Øer, fordi man frygtede hans Popularitet i Hæren. Adskillige Officerer var betænkelige ved at slaa til, omend Folkefrontsregeringens Arrestation af General Lopz Ochoa, der paa Regeringens Ordre havde kuet Oprøret i Asturien 1934, og den truende Dødsdom over ham for i sin Tid at have gjort sin Pligt, viste Situationens meningsløse Alvor grelt. Det var ikke Tanken at begynde nogen Opstand før i Løbet af Oktober 1936, og det var Meningen, at General Sanjurjo, der befandt sig som Flygtning i Portugal, skulde have ledet Oprøret.

Oprørets første Akter.

Begivenhederne artede sig imidlertid saaledes, at en tidligere Indgriben viste sig nødvendig, hvis Folkefrontens Terror overhovedet skulde brydes. Da den konservative Fører Calvo Sotelo, som nævnt, blev snigmyrdet af Regeringspolitiet Natten mellem den 13. og 14. Juli 1936, og da Regeringen endvidere foretog Massearrestationer af politiske Modstandere Dagen efter, var Maalet fuldt, og General Sanjurjo gav Parolen til Oprørets Begyndelse. Han tog i Flyvemaskine fra Portugal til Spanien, men blev dræbt ved Nedstyrtning. Som Følge deraf fik General Franco i Samarbejde med andre spanske Generaler den militære Ledelse af Oprørstropperne, medens der egentlig ikke fandtes nogen samlende Førerskikkelse, som Sanjurjo havde været det.

Det gik nemt med at tage Magten paa de kanariske Øer, der paa den anden Side var ret betydningsløse for Sagen som Helhed. Langt vigtigere var Marokko, hvor Befalingsmændene var enten nationalistiske eller Franco personligt hengivne. Fra den nære afrikanske Kyst skulde Angrebet føres, ganske vist med en hasarderet Landsætning og Troppeoverførsel til Cadiz som Indledning. Hvor mange hvide og mauriske Tropper der kunde paaregnes herfra stod ikke ganske klart. Der var Bevogtningsopgaver, som bandt en Del af Styrken, i hvert Fald til der dannedes frivillige Bevogtningskorps af indfødte. Et nogenlunde rimeligt Tal paa de Tropper, General Franco i Lobet af et Par Maaneder fik overført, ligger omkring 20,000. Oprøret begyndte saaledes den 17/7. Franco raadede ikke over nogen Flaade til Beskyttelse af Landgangsekspeditionen.

Hvad Flaaden som Helhed angik, var Befalingsmandene (ca. 1160 Officerer) for Flertallets Vedkommende nationalistiske, medens Skibenes Besætning (ca. 12,000 Mand) var kommunistisk indstillet. Naar det overhovedet lykkedes Franco at gennemføre sin dristige Plan, skyldes det dels Regeringens Raadløshed, dels at Mandskabet paa Krigsskibene var for optaget af Mord og Mishandlinger af Befalingsmændene til at kunne beskæftige sig med anden Tjeneste.

Den 19/7, to Dage efter Oprørets Begyndelse, var Francos Tropper landsat ved Cadiz, hvor Nationalistgeneralen José Lopez Pinto havde taget Magten. I Andalusien rejste General Queipo de Liano Oprørsfanen, og den 21/7 ankom General Franco selv til Cadiz. Noget ordnet Samvirke mellem Oprørsgeneralerne eksisterede ikke paa dette Tidspunkt. 1 Madrid var Regeringen gaaet helt fra Koncepterne, Pøblen blev bevæbnet, der skiftedes i Løbet af tre Dage Ministerpræsident tre Gange. Venstrerepublikaneren Giral blev siddende, medens den stærke Mand bag Kulisserne en Overgang var Caballeros. Oprørerne fik en betydelig moralsk Støtte, da Rygterne om Folkefrontens Skændselsgerninger i Madrid bredte sig, blandt andet Massakren paa Soldater og frivillige i Montahakasernen trods alle Løfter om frit Lejde. Man troede endnu, at General Francos Landsætning af Tropper var en isoleret Begivenhed. Hvor lidt Regeringen vidste om Stemningen fremgaar af, at man omkring den 20’ Juli endnu troede paa, at Generalerne Mola og Queipo de Liano vilde gaa imod Franco. Situationen klaredes dog ret hurtigt efter voldsomme lokale Sammenstød, hvor den sejrende Part som oftest fo’r haardt frem mod de besejrede, saaledes bl. a. i Oviedo, hvor General Godeds Opstand endte med et Blodbad af uhyggeligt Omfang. I denne Periode fandt Belejringen af Alkazar Sted. Forsvaret af dette gamle Kongeslot mod de asturiske Minearbejderes Angreb vil blive klassisk i Krigshistorien ved Siden af Begivenheder som Forsvaret af Douaumont. Hvorledes Magtfordelingen i Løbet af de første Krigsmaaneder i store Træk blev, fremgaar formentlig med tilstrækkelig Tydelighed af nærværende Skitse. Inden der gøres Rede for nogle Hovedtræk af de første Maaneders Krigsbegivenheder skal lige nævnes, hvorledes den spanske Hær og Flaade var sammensat ved Borgerkrigens Begyndelse.

Hæren var under Omorganisation — gennemgribende Motorisering. Rammerne vår løse, idet de større Enheder var delvis opløst og under Omgruppering, naar undtages Tropperne i Marokko*), der var lagt særlig Vægt paa at faa et stort Antal

BILLEDE HER

frivillige af rette Partifarve anbragt paa Befalingsmandsposter. Den almindelige Værnepligt eksisterede, men nye Værnepligtslove var under Indførelse. I Marokko fandtes hvervede Tropper. Den aktive Tjenestetid for de værnepligtige var 8 Maaneder, hvilket, især henset til den lave, kulturelle Standard — ca. 50 pCt. Analfabeter — var meget lidt.

Hæren i Spanien bestod af 8 Infanteridivisioner, hvoraf 1 Division Bjergtropper, 1 Kavalleridivision, 2 selvstændige Bjergbrigader, 2 Kamp vognsregimen ter, desuden paa de kanariske Øer 1 Infanteribrigade og paa Balearerne 1 Infanteribrigade, ialt 120,000 Mand i Fredsstyrken. Krigsstyrken ca. 2,000,000.

*) I den spanske Regerings Propagandaudsendelser, der a f Hr. Ebbe Munck, „Berlingske Tidende"s Korrespondent i Spanien, retteligt karakteriseres som „fantastisk løgnagtige" (Berl. Tid. 18/7 37), har „de drukne, bestialske M aurer" spillet en meget stor Rolle. Som bekendt er M aurerne Muhammedanere og Afholdsmænd, de er særdeles vel disciplinerede. Deres Antal i Hæren v ar saare beskedent — ca. 10,000.

Civilgarden, et militært organiseret Gendarmeri, var paa 30,000 Mand. Der var i 1935 opstillet en let, motoriseret Division, og en gennemgribende Motorisering af Tropperne var planlagt, delvis paabegyndt*).

1 Marokko stod 38,500 Mand, hvoraf ca. 9000 hvervede indfødte og 5000 Mand „Legionærer“. Da den spanske Legion — modsat Frankrigs Fremmedlegion — hovedsagelig bestaar at Landets egne Born, der var kun ca. 500 Mand af anden Nationalitet, vil det sige, at der ialt fandtes ca. 28,000 spanske Soldater i Marokko. Luftvaabnet var paa ca. 400 Maskiner i Spanien (heraf 70 Marineflyvere) og ca. 100 Maskiner i Marokko. Fkmdens samlede Tonnage var ca. 140,000 t. Der fandtes 2 ældre Slagskibe (hver ca. 15,500 t), 1 Moderskib for ialt 25 Flyvemaskiner (11,300 t), 7 nye Krydsere (4500—10,000 t), 17 Jagere (1000—1800 t), 16 Undervandsbaade (500—1000 t) m. v. Der var i 1935 paabegyndt Bygning af en særlig let Flotille til Balearerne. Den skulde ialt omfatte 15,000 t. Under Borgerkrigen er Flaaden hovedsagelig delt saadan

*) Da Pressen ved flere Lejligheder h ar omtalt Anvendelsen af mekaniserede Styrker under len spanske Borgerkrig, skal her nævnes, at Major G. R. Johnston i „The A nny Quaterly" for Juli 1937 h ar redegjort for General Lopez Ochoas Anvendelse af saadanne Styrker, da han 1934, efter Regeringens Ordre, slog det asturiske Oprør ned. Generalen blev af samme Regerings Folk b ru talt myrdet, mens han laa alvorligt syg paa et Hospital i September 1936. Kun hans Infanteri (undtagen dets Train) blev motoriseret, Rytteri og A rtilleri havde ingen Motorvogne. Et Fotlfolk x reginictit var sammensat af:

Regimentsstab og Stabskompagni m. v.................................... 300 Mand

2 Fodfolksbatailloner å 500 Mand .............................................. 1000   „

                                                                                                Ialt 1300 Mand

Under Marche formeredes Bataillonen saaledes:

Fortrop (2 Geværdelinger) .............................................. 2 Lastvogne

Fordækning (1 Geværkamp. minus 2 Delinger) ............. 5       „

„Avantgarde" (Maskingev. og Skyttekomp.) .................. 7        „

Hovedstyrken (Bataillonen minus Afgivelser) ................ 12       „

Bagtrop (2 Geværdelinger) .............................................  2       „

Chefen med Stab (bag „Avantgarden") ........................ 2 Personvogne

Heste med Eskorte etc. paa Motorvogne fulgte ikke den m archerende Bataillon, men blev trukket springvis efter, n aar Vejen var sikker. Pionerer, som fulgte Bataillonen, frem me ved de forreste Sikringsdele. Da R esultaterne fra 1934 var saa udmærkede, er antageligt en lignende Ordning gældende under Borgerkrigen.

mellem Parterne, at de har rundt regnet lige mange større Skibe, medens de lette Skibe næsten alle er under Valenciaregeringens Kommando. Luftvaabnet deltes ogsaa nogenlunde lige mellem Parterne. Som Krigsskueplads er Spanien karakteriseret ved sin store Udstrækning — 800 km fra Nord til Syd og 600—1000 km fra Øst til Vest — sine faa, gode Veje gennem det af Højbjerge, Slugter og Flodløb gennemfurede Land, sin ret faatallige Befolkning, ca. 50 pr. km-, som bor spredt paa det ufrugtbare Land og tæt sammenhobet i Minedistrikter. Ialt har Spanien ca. 26,500,000 Indbyggere, Kolonierne og Marokko iberegnet*). Oprørernes Haab om ved et dristigt Kup at bemægtige sig hele Spanien slog fejl. Ved Udgangen af August beherskede de det med sort angivne Omraade paa Skitsen. Hovedparten af Landet og saa godt som hele Kysten var Regeringens, men Oprørerne havde Herredømmet over den vigtigste Krigshavn med Arsenaler o. 1. Ferrol i Nordvest, de overmande vigtige Værftanlæg i Cadiz (Regeringen havde kun Værftet i Cartagena til Raadighed, hvilket i høj Grad lammede Flaadens Aktivitet) og alle vigtige Jernbaner i Nord og Syd. Langt den overvejende Del af Hærens Befalingsmænd var paa Oprørernes Side, det samme gjaldt Flertallet af Tropperne. Regeringen randede kun over faa, dygtige Officerer og maatte hovedsagelig anvende røde Medlemmer af Civilgarden til Befalingsmænd. Den „antifascistiske Milits“ var særdeles krigslysten, ivrig og betaget af sine revolutionære Idéer og derfor udmærket i en Borgerkrig, hvor der ikke blev Anledning til større Operationer. Ledelsen var for begge stridende Parter temmelig splittet i Begyndelsen af Krigen. For Regeringens Vedkommende laa det i en vis Uenighed mellem Folkefrontens mere eller mindre anarkistiske Partier og en varierende Villighed til at lade sig styre af „Vestens Lenin“, Sovjetruslands mægtige Ambassadør i Madrid, Rosenberg, der senere hjemkaldtes til Moskva. Dertil kom, at Katalanerne, som spillede en afgørende Rolle, nok var enige med Regeringen om at slaa Oprørerne ned, men iøvrigt ikke interesserede sig væsentligt for det samlede Spaniens Skæbne. Kataloniens „Generalitad“ i Barcelona var først og fremmest separatistisk og prøvede ved at tilslutte sig de samfundsopløsende Fraktioner at sikre en katalansk Fremtidsstat paa Pyrenæerhalvøen. Baskernes Bevæggrunde til at gaa med Regeringen var nogenlunde som Katalanernes, de var, som deres unge Præsident, Aguirre, for katolske til at blive Kommunister.

*) I det egentlige Spanien bor ca. 22,000,000. E fter et A ars Kampe staar heraf i hvert Fald 14,000,000 bag General Franco. („Observer" den 25/7 37).

Indenfor Militærpartiet var der skarpe Skel mellem Carlisterne og de andre konservative Partier. I den nordre Del af Spanien var Ledelsen overdraget en „Junta“ først i Saragossa, men snart efter i det mere centrale Burgos. Overgeneralen paa Nordfronten, Mola, maatte rette sig efter denne „Juntas“ Ordrer. I Sydspanien var General Franco langt selvstændigere, men der intrigeredes mod ham fra Kampfællerne i Nord, og det var derfor ikke blot militært, men politisk ønskeligt at skabe Forbindelse mellem Norden og Syden. Først derved kunde der opnaas Enhedskommando og Enhedspolitik. Saa snart det derfor var lykkedes at overføre tilstrækkelige Troppestyrker til Spanien, saa snart Forsyningstjenesten var organiseret og Basis sikret, gjaldt det om at skabe Forbindelsen mellem Nord og Syd. Det er ejendommeligt at se, hvorledes Situationen ligner den, der var tilstede under Italiens Krig med Abyssinien. Ogsaa dér stod en nordlig og en sydlig Gruppe, hvis Forbindelse, man sogte at skabe ved dristige Fremstød langs Grænserne til neutralt Omraade, ogsaa dér var den faste, militære Kommando hos Styrkerne i Nord og Syd, medens Regeringstropperne i Landet bestod af talrige politisk uenige Fraktioner, som kun samledes om at hindre Angriberne i at naa Maalet, ogsaa dér blev det — efter Erobringen af vigtige Provinser og Byer — Indtagelsen af den militært uvigtige Hovedstad, som alene kunde medføre en Afslutning paa Krigen. Enhver kan nemt finde mange andre Lighedspunkter militært, politisk og ikke mindst hvad de udenrigspolitiske Forhold angaar*).

*) Der er dog- den væsentlige Forskel, at man i den foreliggende Situation ikke h ar villet opretholde Fiktionen om Folkeforbundets Betydning. Sm aastaterne er mod Ikkeinterventionskommissionens Sammensætning og Henlæggelse til London eftertrykkeligt underrettet om, at man heller ikke form elt ønsker deres Indblanding i M agternes Politik. I samme Retning peger iøvrigt Kong Leopolds Forslag om en økonomisk V erdenskonference uden om Genève og Meddelelsen om, at man ikke aktivt ønsker at blande sig i, hvordan det g aar Medlemsstaten Kina, samt „Piratkonferencen"s Samling i Nyon.

Det blev skæbnesvangert dyrt, at Faren for et kommunistisk Diktatur fremtvang Oprørets Iværksættelse allerede midt i Juli, skønt Hæren ikke kunde være færdig med sine Forberedelser dertil før i Oktober, der oprindeligt var ansat som Tidspunkt for Opstanden. Den Tid, der gik med at organisere Tropper og Forsyninger, som havde været helt rede i Oktober, gjorde det muligt for Russerne at naa frem med den overvældende materielle Hjælp til Regeringen, som alene sikrede den mod Nederlaget. Desuden strømmede politiske Meningsfæller til Madridregeringens Hjælp, og Forsinkelserne blev Skyld i, at Borgerkrigen fra at være en indrepolitisk Affære antog Verdensdimensioner og blev den alvorligste Trusel mod Europas Fred, som har eksisteret, efter at Versaillestraktaten blev underskrevet.

Arne Stevns.