Log ind

Krigen 1848-50

#

Et strategisk Overblik.

Det Samvirke mellem Diplomati og Strategi, der er en nødvendig Forudsætning for, at Krigen kan blive et Middel for Udenrigspolitiken, maa i sin Konsekvens medføre, at denne ledes saaledes, at Krigsførelsen faar de bedst mulige Vilkaar for en fri Anvendelse af Strategiens Principper. En Napo- leon eller en Bismarck var i Stand til at skabe saadanne Vilkaar, men Krigshistorien viser ofte, at ikke alene de diplomatiske Hensyn, men ogsaa Forhold af indrepolitisk, administrativ eller endog af rent personlig Art har lagt snærende Baand om eller ligefrem været en Hæmsko for Udøvelse af den rette Strategi. Endog store Feltherrer som Prins Eugen af Savoyen og Marlborough kunde kun med stor Vanskelighed opnaa selvstændig Ledelse af Operationerne.

Er en mindre Stat ved en Krig med en Stormagt henvist til at søge Hjælp andet Sted, vil dette — selv om Hjælpen kun sker ad diplomatisk Vej — ikke kunne undgaa at faa Indflydelse paa Krigsførelsen, og Hensynet til Hjælperens egne Interesser kan da nøde til Handlinger, som ikke svarer til den i Øjeblikket foreliggende strategiske Situation. At modvirke en saadan Udvikling er da en af Diplomatiets store Opgaver, som kan blive lige saa vanskelig at løse som den overhovedet at skaffe Hjælpere.

Hjælp under en eventuel Krig kan søges opnaaet gennem en Alliancepolitik e. lign., men ingen Stat vil indlade sig i Alliance, og navnlig ikke med en lille Stat, med mindre dette kan tjene dens egne Interesser. En saadan Interesse havde Frankrig og England i Belgien før 2’ Verdenskrig, medens Churchill i 1940 ikke lagde Skjul paa, at Danmark ingen Hjælp kunde faa fra England, og den Hjælp, det britiske Rige ydede Norge og Grækenland var af saa ringe Værdi, at den var værre end intet.

Indtræden i et Statsforbund kan give en falsk Sikkerhedsfølelse, og det samme gælder Traktater som Danmarks Ikke-Angrebspagt med Tyskland før 2’ Verdenskrig, hvilken, som Begivenhederne viste i 1940, førte ud i det rent absurde.

Elementer af, hvad ovenfor er skitseret, gjorde sig, til Dels i fremtrædende Grad, gældende, da vort Fædreland for 100 Aar siden blev tvunget ud i en Krig, først med det sles- vig-holstenske Oprør og derefter tillige mod det tyske Rige. Den danske Regering og det danske Folk havde dengang stolet paa, at det europæiske Stats- eller rettere Fyrsteforbund, Den hellige Alliance, skulde kunne garantere Freden, og over for Kravet om Slesvigs Indlemmelse i det tyske Rige kunde Regeringen støtte sig til de Garantiforpligtelser, som Stormagterne i 1720 og senere havde paataget sig angaaende Slesvigs Forbindelse med det danske Kongerige.

Den Sikkerhedsfølelse, Den hellige Alliance og Stormagternes Garanti havde skabt, gav sig Udslag ved Gennemførelsen af Hærloven 1842, hvor man lod de finansielle Hensyn træde i Forgrunden. Følgen heraf var, at Hæren ved et pludseligt Fredsbrud raadede over en utilstrækkelig Styrke og en mangelfuld Udrustning, ligesom det faste Forsvar blev ganske forsømt. Den Forpligtelse til Selvhævdelse, som baade Den hellige Alliance og Garantitraktaterne indebar, var saaledes kun i ringe Grad overholdt, og en væsentlig Forudsætning for deres Værdi var dermed forringet. I Modsætning til, hvad under tilsvarende Forhold havde gjort sig gældende før 2’ Verdenskrig, var dog Folkets Forsvarsvillie ikke underkuet og forkvaklet, men rejste sig med stor Kraft, da Krigen kom ved det slesvig-holstenske Oprørs Udbrud i Marts 1948.

Endnu paa dette Tidspunkt havde Den hellige Alliance bevaret sin Kraft. Efter Februarrevolutionen mobiliserede i Begyndelsen af Marts saavel Rusland som Preussen for med Magt at genoprette Monarkiet i Frankrig og slaa den revolutionære Bevægelse ned, som i Februarrevolutionens Spor bredte sig ud over Tyskland. Da Danmark ikke under den europæiske Krig, som saaledes syntes at staa for Døren, havde de fornødne Magtmidler til at hævde sin Neutralitet, maatte man være forberedt paa, at Rusland, som under Czar Nicolai havde skabt sig en stærk Flaade, ved Erobring af Kjøbenhavn vilde sikre sig Herredømmet over de danske Gennemsejlingsfarvande. Hævdelsen af Den hellige Alliances Principper havde derved i Stedet for at skabe den Tryghed, som vi havde ment kunde berettige til formindskede Forsvarsudgifter, ført Landet ud i en meget faretruende Situation. Regeringen maatte derfor nu i sidste Øjeblik søge at indhente det forsømte, iværksætte Forstærkningsarbejder ved Kjøbenhavns Befæstning og befale Flaadens Udrustning, ligesom den foretog Indkaldelser til de kjobenhavnske Afdelinger, dog foreløbig kun til dem, der rekrutteredes fra Jylland—Fyen.

Revolutionen i Berlin den 18/3 og det deraf følgende Omslag i Preussens Politik fremkaldte imidlertid pludseligt en helt ny og uventet Situation. Den hellige Alliance var sprængt, og Faren for en europæisk Krig drevet over, medens paa den anden Side den revolutionære Bevægelse i Tyskland fik frit Løb.

Det længe gærende Oprør i Holsten kom til aabent Udbrud allerede den 18/3 ved et Møde i Rendsborg, om end den endelige Afgørelse blev trukket noget i Langdrag ved Afsendelse af en Deputation til Kjøbenhavn. Regeringen, der hidtil var gaaet ud fra, at den under en preussisk-russisk Bekæmpelse af den tyske Frihedsbevægelse vilde kunne stole paa de holstenske Tropper og anvende dem til Grænsebevogtning, maatte nu opgive denne Tanke, hvorimod den den 20/3 befalede Mobilisering af samtlige kongerigske Linieafdelinger, samt at der skulde træffes Forberedelse til Koncentration af de jydsk-fyenske Afdelinger — ialt ca. 5000 Md. — i Egnen om Kolding. Da man endnu ikke havde faaet Kendskab til den ændrede udenrigspolitiske Situation, kunde der ikke blive Tale om at formindske Garnisonen i Kjøbenhavn.

Med den paafaldende Mangel paa Forstaaelse af, hvor farlig Gæringen i Holsten var blevet, kom Oprørets Udbrud saa overraskende for Regeringen, at det var blevet for sent til at iværksætte den Besættelse af Slesvig, som over for Op- rørernes Krav om Hertugdømmets Løsrivelse fra Danmark maatte være Hærens første Opgave. Det blev Oprørerne, som tog Initiativet, og allerede den 26/3, endnu inden Koncentrationen af det nørrejydske Korps ved Kolding var begyndt, lod sine Tropper — ialt 6—7000 Md. — overskride Eideren og rykke frem til Bov. Paa dette Tidspunkt havde Regeringen i Kjøbenhavn modtaget Efterretninger, der viste, at den europæiske Krig var afværget ved Revolutionen i Berlin. Den kunde derfor nu forstærke Korpset i Jylland med de Afdelinger paa Sjælland, hvis Mobilisering var tilstrækkelig gennemført. Korpset, der stilledes under General Hedemann’s Overkommando, kom derved til at omfatte ca. 11.000 Md., som i den første Uge i April var samlet dels ved Kolding, dels paa Als, hvorfra Fremrykningen skete .til Egnen S. f. Aabenraa.

Overkommandoens strategiske Opgave maatte under de foreliggende Omstændigheder være Tilintetgørelse af Oprørshæren og derefter en fuldstændig Besættelse af Slesvig. Den Stilling, Oprørshæren havde indtaget ved Bov, var i taktisk Henseende saa svag, og vor Hær i enhver Henseende Modstanderens saa overlegen, at Overkommandoen nærede fuld Tillid til at kunne indkredse den og derved naa sit Formaal.

Medens Overkommandoen saaledes med eet Slag vilde ophæve Oprørernes militære Magt, satte Krigsministeren, Tscherning, der opholdt sig paa Als, Hensynet til at styrke Folkets og Hærens Tillidsfuldhed og Kampvillie i første Række. Han vilde derfor have absolut Sikkerhed for, at det første Sammenstød med Fjenden blev en Sejr. Det var altsaa en lignende Opfattelse, som Napoleon III gjorde gældende ved Indledningen til Krigen 1870, men en Opfattelse, som for vort Vedkommende og med den Aand, der herskede i Folket, ingenlunde kunde motivere en Fravigelse fra de rette strategiske Principper, som blev gjort gældende af Overkommandoen. Tscherning gennemtrumfede imidlertid sin Villie ved at faa Kongen til at bifalde Landsætning af en Bataillon paa Holdnæs, hvilket skulde foranledige, at den fjendtlige Hær svækkedes ved Bov, fordi den maatte udskille Styrker til Imødegaaelse af et muligt Angreb over Lyksborg. Dette Tscher- nings Formaal lykkedes kun altfor godt, idet Fjenden afsendte omtrent 1/3 af sin Styrke til Lyksborg, og Resten hurtigt opgav Kampen, da den danske Hær angreb Bovstillingen den 9/4. Den Indkredsning af Oprørshæren, Overkommandoen havde tilsigtet, naaede saaledes ikke at komme til Gennemførelse.

Den let købte Sejr havde ganske vist Betydning ved at styrke Hærens Selvtillid og muliggøre en Besættelse af Slesvig, men det strategiske Maal at knuse Oprøret var ikke naaet. Selv om Oprørshæren — ikke paa Grund af Forfølgelse fra dansk Side, men som Følge af sin egen mangelfulde Organisation — var i ret opløst Tilstand, da den naaede bag Eider- kanalen, var den dog paa ingen Maade tilintetgjort og kom ret hurtigt atter i kampdygtig Stand i Læ af de Tropper, som Kongen af Preussen beredvilligt havde sendt Oprørerne til Hjælp, og som nu var rykket frem til Sorgfloden.

Da Regeringen kort efter Kampen ved Bov modtog et preussisk Ultimatum, og da Det tyske Forbund stillede sig bag Oprøret, kunde det forudses, at den danske Hær snart vilde komme til at staa over for en betydelig Overmagt. Alligevel maatte Kampen optages; thi vi kunde ikke vente noget Udbytte af den Henvendelse, Regeringen havde foretaget til England og Rusland, medmindre Hjælpen fra disse kunde fremtræde som en Hjælp til Selvhjælp. Ligeledes maatte det danske Folk vise, at der var Alvor bag Kongens Ord ved Afvisningen af det preussiske Ultimatum, nemlig at den danske Stat med alle til Raadighed staaende Midler vilde værne sin Ret. — Krigsministerens Direktiver til Overkommandoen blev da at yde kraftig Modstand i den Stilling, Hæren indtog ved Slesvig By. Han tilføjede imidlertid, at Hæren ikke maatte oprives i denne Kamp, idet han derved havde for Øje, at der maatte vindes Tid til Organisation af Krigsreservens Afdelinger, ved Hjælp af hvilke Hærens Styrke kunde forøges væsentligt.

Den Opgave, Overkommandoen fik tildelt, var saaledes først og fremmest politisk motiveret. Den svarede ganske til de Meza’s Opgave i 1864, men den var sværere, fordi Hæren i 1864 kunde støtte sig til en stærkt forskanset Stilling, medens den i 1848 var henvist til en Kamp i aaben Mark. Den Opgave at kæmpe haardnakket, men dog bringe Hæren forholdsvis uskadt tilbage, indeholder til en vis Grad en Selvmodsigelse. de Meza opgav ganske at løse den, hvorimod Overkommandoen i 1848 gennemførte den med Glans den 23/4 i Slaget ved Slesvig, endda saaledes, at Hæren blev moralsk styrket derved — et Resultat, der vist maa betegnes som ret enestaaende efter en Kamp, som ender med Tilbagetog.

Den strategiske Plan, Overkommandoen vilde gennemføre, var en »elastisk Defensiv«, idet Kampen skulde genoptages ved Bov og derefter fra Als, saaledes at man stadig holdt sig rede til at udnytte de Blottelser, Fjenden maatte give sig. Paa Grund af de kendte Begivenheder i Flensborg maatte Kampen ved Bov opgives. Hærens Hovedstyrke førtes direkte til Als, medens Rytteriet fortsatte mod Nord.

Efter Ankomsten til Als var det Overkommandoens Hensigt at gaa offensivt frem i Sundeved, saa snart Lejligheden dertil frembød sig. Men atter greb Krigsministeren ind og befalede, at Halvdelen af Hæren skulde overføres til Fyen, bl. a. for dér at modtage de Reserveafdelinger, som foreløbig var organiserede. Dette kunde lige saa vel ske paa Als. Naar Krigsministeren yderligere forlangte, at Overkommandoen selv skulde forlægges til Fyen, synes dette for en Del at være fremkaldt ved Intriger og maa saaledes betegnes som utilbørligt.

Da Overkommandoen førte Hærens Hovedstyrke til Als, medens Rytteriet efterhaanden skulde trække sig tilbage mod Nord, var den strategiske Opgave, den havde stillet sig, en Kombination af Frontalforsvar og Flankeangreb. For de svage Styrker, som kunde afses til Frontalforsvaret, maatte dettes Opgave blive dels at modvirke Fjendens Udskrivninger i Nørrejylland — saaledes som de kort efter blev iværksat af Wran- gel —- dels at vanskeliggøre hans Fremrykning og Besættelse af Landet. Hvis Rytteriet blev rigtigt ført, vilde Opgaven kunne løses ved uophørlige Angreb paa Fjendens Etapelinier og Depoter, Opsnapning af hans Ordonnanser og dermed Van- skeliggørelse af hans Forbindelsestjeneste o. s. v., hvorved muligt ogsaa kunde opnaas at binde de fjendtlige Kræfter og derved lette Gennemførelse af Flankeangreb.Torstensonf ej den 1643—44 havde vist, at en saadan Form for Krigsførelsen i Jylland kunde støttes paa i høj Grad virkningsfuld Maade ved en intensiv Partisankrig paa Grundlag af en Folkerejsning. Tilvejebringelse af en saadan var stærkt paa Tale i Martsdagene 1848, men den blev hindret af Tscherning, da Krigen med Tyskland udbrød, og det da maatte forudses, at Folkevæbningen vilde komme til at staa over for regulære Tropper. Tscherning lagde yderligere sin mangelfulde Forstaaelse af Betingelserne for Jyllands Forsvar for Dagen, da han i Slutningen af April befalede, at Rytteriet skulde overføres til Fyen, og Nørrejylland derved fuldstændig blottes. Det er muligt, at han ikke har vidst noget videre om Torstensonf ejden; men det maa dog kræves, at Hærens Ledere og deres Raad- givere har et saadant Kendskab til vor Krigshistorie, at de kan udnytte de Erfaringer, som kan udledes af den, og som kan bevare deres Betydning, saa vist som Landet geografiske Struktur og Folkets Karakteregenskaber er uændrede. — løvrigt frembød Torstensonfejden ogsaa — vistnok for første Gang i vor Krigshistorie — Vidnesbyrd om Værdien af Flankeangreb. Den kunde derved danne et Forbillede for Overkommandoens Strategi i 1848—49, og da navnlig ved Rigsmarsken Anders Bille’s Overrumpling af den stærke, svenske Garnison i Kolding og Ødelæggelse af den store Transport- flaade, Svenskerne havde samlet dér. Herved hindredes Torstenson i at gennemføre den Erobring af de danske Øer, som Axel Oxenstierna havde paalagt ham at foretage, et Resultat, der dengang afgjorde Danmarks Skæbne. I visse Henseender leder dette Angreb —- som udgik fra den befæstede Basis, Anders Bille havde erobret ved Bergsodde (Fredericia) og Snoghøj, Tanken hen paa Udfaldet fra Fredericia 1849, men det strategiske Resultat, Anders Bille opnaaede, var jo langt større og absolut afgørende.

I Midten af Maj opnaaede Overkommandoen endelig Bemyndigelse til at foretage en Offensiv fra Als mod den tyske Forbundsdivision, der stod isoleret i Sundeved. Da Angrebet skulde sættes ind, var dets strategiske Hovedformaal at tvinge Wrangel til at rømme Nørrejylland, dog faldet bort, idet den preussiske Regering som Følge af Czarens Trusler havde maattet give Afkald paa at føre Krigen op i Kongeriget og derfor befalede Wrangel at gaa bag Kongeaa. Til Trods for at de preussiske Tropper allerede var under March mod Syd, fastholdt Overkommandoen imidlertid sin Beslutning om at tilføje Forbundsdivisionen et Nederlag. Men da Hæren om Morgenen den 28/5 stod rede til Frembrud fra Als, indløb pludseligt fra Krigsministeren Ordre til at opgive Foretagendet.

Czaren havde som Følge af, at Kong Frederik Vilhelm i stigende Grad tog Afstand fra den demokratiske Bevægelse i Tyskland, vundet større Indflydelse i Berlin og ønskede ikke, at Krigen i Danmark skulde virke forstyrrende herpaa. Den engelske Regering var ogsaa imod, at Krigshandlinger fra vor Side lagde Hindringer i Vejen for den Mægling, den havde paataget sig, og endelig vilde Sverige-Norge kun handle i Overensstemmelse med Rusland og England. Det var Kendskabet til denne Udvikling, der havde foranlediget Udenrigsministeren til at udvirke Ordren til Overkommandoen.

Som Forholdene var, frygtede Overkommandoen, at en Opgivelse af Kampen nu i sidste Øjeblik vilde virke nedslaa- ende paa Tropperne og skade den tillidsfuide og kamplystne Aand, som var Hærens vigtigste Kraftkilde. General Hede- mann fastholdt derfor, uanset Krigsministerens Ordre, sin Beslutning om at udføre Angrebet, om han end gik ind paa, at dette kun fik det begrænsede Formaal at sikre en stærk Brohovedstilling ved Besættelse af Dybbølhøjderne.

Selv om man maa anerkende den Karakterstyrke, General Hedemann udviste, og det militært set berettigede i hans Opfattelse, forsyndede han sig dog mod Princippet om, at Krigsførelsen skal være et Middel for Udenrigspolitiken. Denne var i det foreliggende Tilfælde afhængig af de Interesser, som gjorde sig gældende hos de os velvilligt indstillede Magter, og Følgerne af, at vi krydsede dem ved Kampene i Sundeved. Baa- de den engelske Regering og Czaren blev forbitrede over, at vi havde indladt os i disse Kampe. Navnlig Czaren, der, som ovenfor omtalt, havde nærmet sig Preussen, var opbragt og betragtede Kampene som et Udslag af Selvraadighed og Umedgør- lighed hos den danske Regering og som et Irritationsmoment for Preussen. Han blev derfor tilbøjelig til at afgøre Strids- spørgsmaalet om Slesvig ved et Diktat, og det lykkedes kun med Besvær den danske Regering at faa ham beroliget. — Begivenhederne i Slutningen af Maj og Begyndelsen af Juni havde tydeligt vist, i hvilken Grad en lille Stats strategiske Dispositioner er bundet af Hensyn til Stormagterne.

Wrangels Indrykning i Nørrejylland og dermed et direkte Angreb paa Danmark blev i Sverige-Norge anset for farligt for Nordens Selvstændighed, hvorfor Regeringen i Stockholm, og i Overensstemmelse med den russiske Politik, besluttede at stille et Hjælpekorps paa 15.000 Md. til Raadighed. Som Følge heraf overførtes den danske Hærs Hovedstyrke i Midten af Juni til Nordslesvig for at være rede til sammen med det svensk-norske Hjælpekorps at foretage en Offensiv mod Syd. Da Wrangel imidlertid som Følge af russiske Trusler havde faaet Ordre fra Berlin til at rømme Nørrejylland, bortfaldt Tilsagnet fra Sverige-Norge, og i den paafølgende Tid døde Krigen hen. Den 26/8 afsluttedes Vaabenstilstand i Malmø.

Vor Genoptagelse af Krigen i 1849 var fremkaldt ved de utaalelige Tilstande i Slesvig under Vaabenstilstanden; men den var i Strid med baade Ruslands, Englands og Frankrigs Ønsker, og hver af disse Magter erklærede, at vi nu ikke kunde vente Hjælp fra deres Side.

I Begyndelsen af April var den strategiske Situation saa- ledes, at den under General Prittwitz’ Kommando betydeligt forøgede tyske Hærstyrke endnu ikke var naaet frem. Den slesvig-holstenske Hær stod derfor i Øjeblikket isoleret i sin befæstede Stilling ved Bov og kunde i de nærmeste Dage højst ventes forstærket med en enkelt tysk Division, der stod i Slesvig By, medens den næstfølgende Division endnu var i Altona. Efter at have afvist forskellige af Krigsminister, General Hansen, foreslaaede Landgangsforsøg besluttede Overkommandoen derfor straks efter Vaabenstilstandens Udløb den 2/4 at angribe gennem Sundeved med hele Hæren. Det gjaldt, som Forholdene var, om at handle hurtigt, og Krigsministerens absolutte Forlangende om, at General Rye med sin Brigade og Rytteriet skulde rykke frem fra Nord, kom derfor Overkommandoen meget paa Tværs, idet Angrebet da kunde blive forsinket, fordi man først maatte have skabt direkte Forbindelse med Ryes Korps. Paa den anden Side var Landgangsdemonstrationen ved Eckernførde et Forsøg paa at sinke den tyske Divisions Fremrykning fra Slesvig.

Under en paafaldende Overvurdering af egne Evner og Myndighed havde General Hansen, ligesom i 1848 Tscherning, vist en udtalt Tilbøjelighed til i sin Iver at gøre Indgreb i Overkommandoens Handlefrihed. Dette havde han bl. a. vist ved sine ovennævnte Landgangsprojekter, og nu, da Hæren var trængt frem igennem Sundeved, standsede han pludselig dens Fremrykning. Ledet af hans indkaldte Raadgivers, den franske General Fabvier’s løst funderede, personlige storpolitiske Opfattelse og yderligere paavirket af Meddelelser i en Avis om Forholdene i Tyskland, lagde Krigsministeren — som opholdt sig paa Als og altsaa var uden Forbindelse med Udenrigsministeren — sin egen Opfattelse af den udenrigspolitiske Situation til Grund for yderligere at befale Hæren at trække sig tilbage til Dybbøl og endelig — opskræmt af Katastrofen i Eckernførde Fjord — til helt at rømme Sundeved.

Krigsministerens slet motiverede Befalinger fremkaldte selvfølgelig kraftig Protest fra Overkommandoens Side, og dette førte til, at Krigsministeren kort efter udvirkede Overgeneralen, General Krogh’s og med ham hans Stabschef, Oberstløjtnant Læssøe’s Fjernelse fra Overkommandoen.

Disse Begivenheder viser Nødvendigheden af et intimt Samarbejde mellem Udenrigspolitikens ansvarlige Leder og Hærens Overgeneral. Felttoget var aabnet med fuld Billigelse fra Udenrigsministerens Side, men uden at Overgeneralen af denne var sat ind i den politiske Situation. Han savnede derfor det Rygstød mod Krigsministerens selvraadige Optræden, som forudgaaende Forhandlinger og stadig Forbindelse med Udenrigsministeren kunde have givet ham. Det er umiddelbart indlysende, at et saadant Samvirke mellem Udenrigsministeren og Værnenes Ledere maa være grundlagt i Fredstid. Det var det ikke for Hundrede Aar siden, lige saa lidt som det var det i 1940, hvor Udenrigsministeren ikke diskuterede sin Politiks militære Følger med den kommanderende General, ja end ikke nogen Sinde vekslede et Ord med ham.

Da Offensiven i Sundeved var opgivet, fordeltes den danske Hær med 3 Brigader paa Als, 1 Brigade (General Rye’s) med Rytteriet N. f. Kongeaa og en Hovedreserve paa 2 Brigader paa Fyen. Efter den mislykkede Indsats af Hovedreserven og Ryes Korps ved Kolding den 23/4 lod Overkommandoen Ryes Korps overtage et frontalt, og vigende, Forsvar af Nørrejylland, hvorved efterhaanden opnaaedes, at General Prittwitz med 2 Divisioner fulgte efter til Linien Skanderborg —Aarhus. Oprørshæren under General Bonin belejrede Fredericia, og den tyske Reservedivision indtog en observerende og forskanset Stilling ved Dybbøl. Herved blev skabt Forudsætning for et dansk Flankeangreb. Der kunde da — saaledes som Læssøe ønskede det — være Tale om, at Angrebet foretoges mod den isolerede, tyske Division ved Dybbøl, hvis Forskansninger let kunde omgaas, og hvor vi kunde samle en overlegen Angrebsstyrke ved de 3 Brigader paa Als i Forbindelse med Hovedreserven fra Fyen. En saadan Offensiv maat- te anses for egnet til at drage General Prittwitz mod Syd og derved isolere Oprørshæren ved Fredericia samt skabe Mulighed for ved en ny Koncentration at tilføje Oprørshæren et tilintetgørende Nederlag.

Under Hensyn til de Fredsforhandlinger, der var i Gang med den preussiske Regering, som derved ogsaa repræsenterede Det tyske Forbund, var det imidlertid utilraadeligt at vende Yaabnene netop mod en tysk Division. Angrebet i Sundeved kom derfor heller ikke alvorligt paa Tale, men Offensiven skulde udelukkende rettes mod Oprørshæren, som — ogsaa rent følelsesmæssigt — var vor egentlige Modstander.

Under de revolutionære Tilstande, som herskede i Tyskland, havde den preussiske Konge brudt med Centralregeringen i Frankfurt. Under disse Omstændigheder ønskede han ikke, at dennes Indflydelse styrkedes ved heldige Krigsbegivenheder, og Prittwitz, som til Trods for, at han var edsfæstet af Det tyske Forbund, mest følte sig som preussisk Officer, havde rettet sig efter sin Konges Ønske. Heraf fulgte hans Uvirksomhed, og det var mod hans Villie, at Bonin skred til Angreb paa Fredericia.

Den Situation, som derved fremkom for den danske Overkommando, blev saaledes mere gunstig, end man kunde forvente. Det gjaldt nu at tage Tiden i Agt og udnytte den, inden Bonin ved Anlæg af Batterier ved Kysten helt havde hindret Forbindelsen mellem Fredericia og Fyen. Krigsministeren blandede sig imidlertid i Sagen, endog i Overkommandoens rent taktiske Dispositioner, og de Meza, som førte Kommandoen paa Als og — støttet af Krigsministeren — var ret uafhængig af Overgeneralen, vægrede sig ved at afgive en Brigade til Udfaldet fra Fredericia. Det varede længe, inden Biilow opnaaede at faa frie Hænder, men da fik ogsaa de Meza bestemt Ordre til at afgive Brigaden, ligesom Ryes Brigade overførtes fra Helgenæs til Fyen.

Biilow’s Dispositioner for Udfaldet den 6/7 var vel gennemtænkte, selve Kampen gennemførtes af Tropperne paa fortrinlig Vis og fremkaldte en begejstret Stemning i hele Folket.. Da Fjenden var kastet bag Elbodalen, var det Biilow’s Hensigt at lade Rytteriet vedligeholde Følingen med Fjenden og iøvrigt lade Hæren indtage en afventende Stilling bag Elbodalen, da han gik ud fra, at Oprørshæren vilde blive optaget af Prittwitz, som nu var i March mod Syd. Efter de Meza’s Raad opgav han dog sin Plan og lod om Aftenen Hæren gaa tilbage til Fredericia for at overføres til Fyen.

Det strategiske Resultat af Slaget ved Fredericia var saaledes ringe. Tillige var det i politisk Henseende farligt, da den danske Sejr sandsynligvis vilde paavirke Stemningen i Tyskland saaledes, at Fredsforhandlingeme i Berlin blev afbrudt. Til alt Held havde vor Udsending i Berlin, Kammerherre Reedtz, faaet Meddelelse om Slaget, inden den endnu var kommet den preussiske Regering i Hænde. Raadsnar og resolut indgik han, uden at indhente den danske Regerings Bemyndigelse, paa de preussiske Betingelser og opnaaede derved allerede den 8. at faa afsluttet en Traktat om Vaaben- stilstand og Fredspræliminærer med Preussen og derved tillige med Det tyske Forbund. Traktaten blev noget efter til- traadt af den danske Regering om end med stor Betænkelighed, da den ikke gav nogen tilfredsstillende Løsning af det slesvigske Spørgsmaal. For Det tyske Forbunds Vedkommende ratificeredes Traktaten først i Oktober, saaledes at Oprørshæren indtil da havde et sikkert Tilflugtssted i Holsten.

Under Vaabenstilstanden, ifølge hvilken Nordslesvig holdtes besat af svensk-norske Tropper, fortsattes Forhandlingerne om endelig Fred med Tyskland. Disse Forhandlinger trak længe ud, og først da den danske Regering, efter atter at have mobiliseret Hæren, erklærede at ville gøre Anvendelse af den Bestemmelse, som var knyttet til Traktaten af 8/7 1849 om Ret til at nedkæmpe Oprøret, lykkedes det ved Hjælp af russiske Trusler over for Preussen endelig at faa Fredstraktaten underskrevet den 2/7 1850.

Umiddelbart herefter rykkede den danske Hær, 41.000 Md. under General Krogh, ind i Slesvig og var den 18/7 koncentreret ved Flensborg. Om den slesvig-holstenske Hær, der under General Willisen talte 27—28.000 Md., havdes kun sparsomme Efterretninger. Den skulde være samlet mellem Arnholt Sø—Langsø og Slesvig By.

Nogen egentlig strategisk Idé kan næppe siges at have ligget til Grund for den danske Offensiv ud over den at gaa løs paa Fjenden. 3. Brigades langt udgaaende Bevægelse kan næppe siges at have været en strategisk Manøvre. I Virkeligheden var den kun en taktisk Splittelse af Hæren, baseret paa en bindende Befaling i Stedet for paa Direktiver, der gav Føreren Handlefrihed. Det endte da ogsaa med, at den løb ud i Sandet. Dette bl. a. foraarsagede, at Istedslaget den 24—25/7, selv om det blev en dansk Sejr, ikke gav det tilsigtede Resultat, Oprørshærens Tilintetgørelse. Willisen kunde uhindret føre sin Hær tilbage til Holsten, hvor den, som ovenfor nævnt, var uden for dansk Rækkevidde.

Naar den danske Hær saaledes ikke kunde forfølge sin Sejr ved en fortsat Offensiv, maatte den indskrænke sig til at hævde Besiddelsen af Slesvig ved at indtage en forskanset Stilling ved Danevirke. At gaa helt frem til Eideren—Eider- kanal var udelukket, da Besættelse af den lange Grænse vilde overstige vore Kræfter, og Overkommandoen maatte nøjes med af Hensyn til kommende Fredsbetingelser at demonstrere vort Herredømme over det sydligste Slesvig ved langt udgaa- ende »Rekognosceringer« o. 1. Willisen’s Angreb ved Mysunde og Frederiksstad afvistes, men iøvrigt forholdt begge Hære sig passivt. Selv efter at Det tyske Forbund havde ratificeret Fredstraktaten, og der saaledes ikke længere var nogen politisk Hindring for en dansk Offensiv i Holsten, maatte en saadan dog opgives, da den slesvig-holstenske Hær ved forøget Udskrivning samt ved Tilgang af frivillige og hvervede fra Tyskland efterhaanden havde opnaaet omtrent samme talmæssige Styrke som den danske.

Krigsbegivenhederne døde saaledes hen. Ved Forliget i Olmiitz 26/11 1850 tvang Rusland Preussen og Det tyske Forbund til at gennemtvinge Oprørshærens Demobilisering og til at indsætte en midlertidig Regering i Holsten. Den 18/2 1852 overdroges atter Hertugdømmet til den danske Konge.

I den treaarige Krig havde den danske Overkommando været stillet over for yderst vanskelige Opgaver. Den havde til Trods for de snærende Baand, som foraarsagedes af de politiske Vilkaar saavel som ved Krigsministrenes uheldige Indblanding, vist Initiativ og Handlekraft og da særlig i 1848 og 1849; men det var under den ulige Kamp mod hele Tyskland ikke lykkedes at tilintetgøre Oprørshæren og derved at slaa selve Oprørsbevægelsen ned. Denne ulmede stadig, udelukkede en fast Organisation af den danske Helstat og indgik endelig som et Led i de preussiske Annektionsplaner.