Log ind

Krige i atomalderen — NATO i atomalderen

#

Kan De definere begrænset krig til forskel fra ubegrænset krig? Vil brug af taktiske atomvåben medføre ubegrænset brug af kernevåben? Eller kan man tænke sig fremtidige krige ført helt uden brug af kernevåben? Kaptajn R. R. Møller, der vil huskes fra artikelserien her i tidsskriftet om krigen i Algier, fremsætter efter studium af forskellige kilder nogle betragtninger om disse spørgsmål og slutter med at drage en konklusion for Danmarks vedkommende. Interesserede læseres opmærksomhed henledes på Oberstløjtnant M. Lauesens artikel i forrige nr., særlig de afsluttende bemærkninger, og anmeldelsen af Miksches bog i dette nummer: Atomstrategiens bankerot.

I 1954 lod NATO offentliggøre, at ethvert angreb på et NATO-land straks ville blive mødt med alle til rådighed stående m idler og under anvendelse af atomvåben. Dette var, blev det fastslået, ikke en ny strategi, men en nødvendig forholdsregel for i nogen grad at skaffe kompensation for østbloklandenes kæmpemæsssige mandskabsresourcer, som var og stadig er et kronisk problem for NATO . Senere blev NATO-strategien videreført, idet man indførte begreberne „sværd“ og „skjold“ , hvor „sværdet“ var USA og Englands strategiske atom- og brintbombebærende fly og „skjoldet“ de nationale hære, der havde til opgave at, standse eller sinke en fjendtlig fremtrængen så meget, at „sværdet“ kunne træde i funktion.

Kan denne strategi holde? E r der tilstrækkelig stor sikkerhed for, at „skjoldet“ og „sværdet“ får mulighed for at løse deres opgaver? Kan det ikke tænkes, at et evt. konventionelt angreb bør mødes med et konventionelt forsvar for ikke — ved som den første at anvende atomvåben — at risikere, at konflikten breder sig til en ubegrænset, altødelæggende krig? Det kunne jo også tænkes, at det land, der blev angrebet, stillet overfor valget: enten at miste et landområde eller at blive atomar krigsskueplads med de deraf følgende ødelæggelser, ikke ville gå med til anvendelse af atom- eller brintvåben indenfor sine grænser. Der er én ting, der er helt sikker i denne forbindelse, og det er, at skal man have en strategi, der baserer sig på anvendelse af visse våben, så må modstanderen tro på, at disse våben virkelig v il blive anvendt; ellers er strategien snarere en fare end en sikkerhed. Y i så under krisen i Indokina i 1954— 56, hvorledes John Foster Dulles, daværende amerikansk udenrigsminister, adskillige gange og meget stærkt frarådede Kommunistkina fra at intervenere i konflikten, idet USA i så fald ville se sig nødsaget til at grihe ind. Kina intervenerede alligevel, og USA greb ikke ind med sine gengældelsesforanstaltninger. Hovedgrunden hertil var, at USA på dette tidspunkt kun rådede over sine strategiske gengældelsesvåben, flystyrker, hvis anvendelse til direkte støtte for kampene i junglen ville være uden værdi, hvorfor styrkerne måtte dirigeres mod det kinesiske fastland. En sådan anvendelse ville uden tvivl udvide kon flikten med fare for en ubegrænset krig. Derfor frarådede England. Derfor ville Frankrig ikke være med. Derfor regnede Kina rigtigt i, at USA ik ­ ke kunne leve op til sine advarsler. Derfor var gengældelsesstrategien forkert. Grundlaget for en strategi må være en analyse af de sandsynlige v ilkår, hvorunder strategien skal virke, d. v. s. en analyse af de kampformer, der kan komme på tale i den tid, strategien skal anvendes. Det er en givet sag, at man ikke kan lade en hær uddannet efter konventionelle principper udkæmpe en atomkrig. Det v il form entlig heller ikke kunne tænkes, at en atomuddaimet hær v il kunne kæmpe konventionelt. Hvorledes ser spørgsmålet om kriges opståen i frem tiden da ud? Før vi tager fat på dette problem, må vi have visse udtryk klart definerede for hele tiden at tale det samme sprog. Man taler idag om mange slags krige. Man har kold krig, økonomisk krig, handelskrig, revolutionær krig m. v. Allerede for ca. 150 år siden skelnede den store tyske tænker Clausewitz mellem to slags krige:

— Den begrænsede krig og

— Den ubegrænsede krig.

Dette er en tilstrækkelig rummelig inddeling af krige til anvendelse i denne artikel, hvorfor jeg vil gå ud herfra. Når jeg derfor nedenfor taler om den begrænsede krig, forstår jeg en krig, der er begrænset i:

— Krigsmål, d. v. s. der kæmpes f. eks. om klare, veldefinerede mål,

— såsom et stykke landområde m. v.

— Anvendelse i kampmidlerne. Disse anvendes yderst behersket og kun netop i en sådan styrke, at krigsmålene kan nås.

— Det geografiske kampområde.

E r disse begrænsninger til stede, er krigen en begrænset krig. Der er im idlertid mange mellemstadier, idet de forskellige betingelser ikke har samme vægt med hensyn til afgørelse af, om krigen er begrænset eller ej, som det vil ses nedenfor. Det viser sig im idlertid i praksis, at det er relativt nemt at skelne begrænsede krige fra ubegrænsede. Koreakrigen var f. eks. en begrænset krig, hvorimod den anden verdenskrig var en ubegrænset krig. Den kolde krig må betragtes som en begrænset krig, selvom krigsmål og geografiske områder er ubegrænsede, idet krigsmidleme er begrænsede. Dette bringer os ind på, at netop i vor tid med de moderne ødelæggelses våben, vil det være begrænsningen i anvendelsen af krigsmidlerne, der mere end noget andet bestemmer begrænsningen i krigen.

En ubegrænset krig er en krig, der udkæmpes:

— Med ubegrænsede krigsmål, f. eks. „verdensherredømmet“ , „lebensraum“ , „unconditionel surrender“ m. v.

— Med alle til rådighed stående m idler og med yderste intensitet.

— Over udstrakte geografiske områder.

Også her v il der være mange mellemstadier, men ét er sikkert. E r alle betingelser opfyldt, er der under alle omstændigheder tale om en ubegrænset krig. Krigene føres både med politiske, økonomiske, psykologiske og m ilitære kampmidler, og kan udmærket føres uden anvendelse af militære styrker, som vi f. eks. ser i den kolde krig. Når der i det efterfølgende tales om Øst, menes der den kommunistiske interessesfære, og Vest, den vestlige interessesfære.

En ubegrænset krig vil f. eks. kunne opstå af følgende grunde:

1. Øst eller Vest foretager en større agression eller den forhåndenværende situation bedømmes af en af parterne som værende af en sådan karakter, at den alligevel vil føre til en ubegrænset krig, hvorfor den ene part ser en fordel i at starte krigen evt. ved et overraskelsesangreb. Krigen opstår efter et velovervejet handlingsforløb.

2. En begrænset krig mellem Øst og Vest breder sig til en ubegrænset krig.

3. Andre nationer udenfor de to interessesfærer er medvirkende til starten af en ubegrænset krig.

Ad 1. En ubegrænset krig kan fremkomme ved, at en af blokkene foretager visse handlinger, der er foretaget ud fra den vurdering, at de ikke vil lede til en ubegrænset krig. Vanskeligheden ved en sådan bedømmelse er stor, idet man må kombinere krigsmål, kampmidler og modstanderens forventede reaktioner meget nøje. Særligt den sidste faktor er vigtig, idet der også her må tages hensyn til faktorer såsom æresfølelse, prestige, principper m. v. hos modparten. En ubegrænset krig kan også fremkomme ved, at en af blokkene efterhånden har foretaget så mange småagressioner med så mange heldige udfald, at den anden blok ikke ser anden udvej for at stoppe disse handlinger end at starte en ubegrænset krig. Endelig kan den ene af parterne starte en ubegrænset krig ved et overraskelsesangreb ud fra den bedømmelse, at den anden part v il være ødelagt, inden den kan nå at reagere. Med de nye satelitter i USA af MIDAS- og andre typer -— og der er ingen grund til at tro, at Øst ikke v il kunne frembringe lignende typer — v il et overraskelsesangreb næppe kunne gennemføres med held.

Den ubegrænsede krig vil blive ført under anvendelse af atom- eller brintvåben, hvilket vil bevirke, at de kæmpende nedkalder de frygteligste ødelæggelser over deres lande. Det v il derfor være stridende mod al fornuft og logik at starte en krig, der på forhånd har dømt alle deltagere som tabere.

Man kunne tænke sig to veje ud af denne situation:

— en af blokkene får en afgørende overvægt i offensive eller defensive midler.

— hegge blokke får så store defensive m idler til rådighed, at de offensive midler bliver værdiløse.

Disse to forbold må siges at være teoretiske på nuværende tidspunkt, selvom man ikke vil kunne afvise dem. I så fald er der im idlertid tale om en helt ny situation. Som følge af ovenstående må en ubegrænset krig mellem de to blokke for nærværende anses for lidet sandsynlig.

A d 2. Det har vist sig siden den anden verdenskrigs afslutning, at Øst og Vest har været i stand til at udkæmpe begrænsede krige, uden at disse har bredt sig. Men hvad v il der ske i fremtiden, såfremt den kolde krig fortsætter med uformindsket styrke og måske ovenikøbet forstærkes? Det er jo ikke blot den velovervejede handling, der bestemmer k rigens art og udbredelse. Mange andre ting spiller ind, f. eks. æresfølelse, prestige m. v. Tænk blot på U-2 affæren. Selv om den fandt sted på et for russerne politisk, heldigt tidspunkt, er der ikke den ringeste tvivl om, disse følte deres ære gået for nær, fordi amerikanerne uantastet kunne overflyve Paris: en undskyldning for episoden, et løfte om, at en sådan flyvning aldrig mere ville finde sted samt et krav om afstraffelse af de skyldige, var af samme styrke som det, Østrig-Ungarn stillede serberne overfor i 1914, og som startede den første verdenskrig. I udkæmpelse af begrænsede krige har østblokken fordelen. For det første er det den part, der ihvertfald in d til nu har haft hele initiativet i den kolde krig, idet den har haft indflydelse på, hvor krigene skulle startes, ligesom den har haft den fornødne tålmodighed til at kunne vente på resultaterne. Østblokken har ingen hastværk i så henseende. Den vil ikke tøve med at starte begrænsede krige, hvis risikoen for at krigen breder sig kun er lille , men den foretrækker, at kampen afgøres ved indirekte metoder som f. eks. økonomisk pression, propaganda, infiltration, revolutionære bevægelser, „frivillig e “ m. v. På den anden side er østblokken også villig til midlertidige tilbagetog, hvis dette skulle være nødvendigt, som vi siden krigen har set i Iran, den græske borgerkrig, ved Berlinblokaden, i Ju ­ goslavien, i Østrig og mange andre steder. Fo r vestblokken er forholdene helt anderledes, idet man endnu ikke har vænnet sig til den kolde krig som en permanent tilstand. Den kolde krig, d. v. s. hele den permanent spændte tilstand mellem Øst og Vest efter den anden verdenskrig, med dens spredte varme krige, er efter min opfattelse den største fare for, at en kon flik t skal brede sig til en ubegrænset krig. Den kolde krig må holdes begrænset, og det må ske ved fasthed fra Vestens side om fornødent under store risici for en ubegrænset krig.

A d 3. Verden er delt op i to store blokke, der hver for sig råder over de stærkeste våben. Uden herfor findes en række enkeltstater, som vil kunne komme i krigeriske tilstande med hinanden. Det må im idlertid være realistisk at mene, at så længe atom- og brintvåbnene kun findes inden for de store blokke, vil kampe af omhandlende kategori næppe brede sig uden de to blokkes vilje, og tilfældene vil således kunne henføres til de under 1 og 2 anførte betragtninger. Det er givet, at faren for en ubegrænset krig vil blive større, efterhånden som disse stater får rådighed over de stærkeste våben, men en sådan mulighed ligger formentlig meget langt ude i fremtiden. Hvorledes kan man bedømme mulighederne for fremtidige krige ud fra ovennævnte betragtninger? Man kunne sige, at den kolde krig i fremtiden v il blive karakteriseret af en mindre fare for en ubegrænset krig som resultat af velovervejede handlinger fra Øst eller Vest, men af en stigende fare for ubegrænset krig som resultat af handlinger fra tredie part eller Øst- eller Vest-fejlbedømmelser, specielt de fejlbedømmelser af den anden parts reaktioner, der kan få en begrænset krig t il at gå ud af kontrol. Det er givet, at Østagression vil fortsætte med politiske, økonomiske og psykologiske m idler og med militære midler, hvis der viser sig lønnende mål. Disse militære m idler kan spænde fra guerillakrig til direkte eller indirekte støtte af begrænsede territoriale aktioner. Det v il således være i alle parters interesse, at de krige, der kommer, må være begrænsede, for herigennem evt. at undgå det store ragnarok. Set fra en stormagts standpunkt må denne være i stand til både at kunne udkæmpe begrænsede og ubegrænsede krige. Det er livsnødvendigt for den, men set fra et lille lands standpunkt må strategien først og fremmest lægges an på at udkæmpe den begrænsede krig, idet. det er det eneste, landet har midler til, og så håbe på, at man i en alliance vil kunne få kapaciteten til den ubegrænsede krig. Hvis nationen er i stand til at forsvare sig i en begrænset krig, er det sandsynligt, at krigen undgås, idet risikoen for angriberen for at pådrage sig en ubegrænset krig da er for stor. Det har altid været en pacifistisk floskel, at rustninger betyder krige. Jeg tvivler på, at det vil være muligt i historien at finde eksempler herpå. Krige fremkommer, når en agressiv nation er foran alle andre nationer i rustningskapløbet, eller når en nation, der ellers har holdt sig ved siden af den potentielle fjende i rustningskapløbet, pludselig holder op, og dermed lader den anden part komme foran. Det må således kunne betale sig nøjere at analysere den begrænsede krig, idet det må være den •—- såfremt ovenstående ud fra en akademisk betragtning vil kunne anvendes som grundlag for en behandling af emnet — der har vor interesse, og problemet vil her blive behandlet ud fra en vestlig opfattelse.

Den begrænsede krig er karakteriseret ved:

Begrænsning af krigsmålene.

Begrænsede krige kan opstå i form af økonomisk pression, politisk pression, støtte til oprørsbevægelser, intervention af „frivillig e “ eller ved direkte agressioner over veldefinerede landegrænser. For at holde sådanne krige begrænsede, er det nødvendigt, at Vest har klart definerede krigsmål, når modaktionerne skal sættes ind, f. eks. formuleret på en sådan måde, at begrænsningerne i disse mål klart træder frem. Krigsmålene kan f. eks. formuleres som økonomisk, politisk og militæ r hjælp in ­ den for visse rammer, oprettelse af grænserne som de var før agressionen, etablering af normale politiske tilstande m. v. Dette er en afgørelse, der kun kan træffes i den pågældende situation, men som på forhånd må være forberedt i et slags „frame-work“ gældende for et antal forskellige situationer, der forudses at kunne indtræffe. Det er vigtigt, at modparten er helt klar over disse krigsmål, idet der skal to parter til at begrænse en krig. Ved offentliggørelsen af krigsmålene giver man modparten lejlighed til at indpasse sine reaktioner herefter stadig med den hensigt at holde konflikten begrænset. En af metoderne til at få målene annonceret overfor den angribende part er diplomatiet. Den diplomatiske kontakt v il kunne form idle mange ting, nødvendige for at kunne begrænse en konflikt, og må søges holdt i gang længst muligt.

Begrænsning af de militære magtmidler.

Begrænsningen af de militære m idler er uløseligt forbundet med begrænsningen af krigsmålene. Medmindre der findes militære doktriner, våbensystemer, teknik m. v., der er egnede til at støtte kampen for begrænsede krigsmål, kan der ikke findes en strategi for en begrænset krig, thi en sådan strategi kræver balance mellem krigsmål og -midler. Der er im idlertid en stor vanskelighed forbundet med udformningen af en sådan strategi, idet de midler, der kræves for at holde en krig begrænset ikke nødvendigvis er tilstrækkelige til at kunne kæmpe krigen effektivt. Der kommer derfor et chancespil ind i politikens overvejelser ved vurderingen af farerne for en udvidelse af konflikten ved anvendelse af de fornødne m idler contra muligheden for en tids- og omkostningsmæssig langstrakt krig, som vi så i Korea. Det er sandsynligt, at Mac Arthurs planer om angreb mod de kinesiske baser i Manohuriet ville kunne have sluttet krigen i Korea hurtigere, men den store risiko, der var forbundet hermed med hensyn til en udvidelse af konflikten blev >af politikerne bedømt til at være af større betydning end den øjeblikkelige militære fordel. Afgørelsen er im idlertid og må være en politisk afgørelse. På den anden side kompliceres valget af de militære m idler i høj grad af de forhold, hvorunder de skal anvendes. Det er ikke givet, at der skal anvendes de samme m idler i Formosastrædet, i Burma, i Iran eller i Europa. Måske er det netop givet, at der ikke skal anvendes de samme midler. Endvidere er der det forhold, at krigen kan være begrænset på mange måder, f. eks. i geografisk udstrækning, våben, mål, styrkernes størrelse, antal krigsførende, intensitet m. v. ligesom den militære effektivitet set på baggrund af de politiske mål ikke blot er afhængig af den fysiske udfoldelse på kamppladsen men også af politiske og psykologiske faktorer. A lle moderne hære forbereder sig på at kunne kæmpe en krig under anvendelse af atomvåben. Det er en givet sag, at man er nødt dertil, når de potentielle modstandere træffer disse forberedelser, men mon det ikke kunne være sundt at stoppe op et øjeblik for at se på mulighederne for en anvendelse af atomvåben i fremtidige krige. Fremkomsten af disse våben bar medført, at nationerne nu er kommet i besiddelse af våben, med hvilke de indenfor et kort tidsrum vil være i stand til at ødelægge en modstander — og til selv at blive ødelagt. Det er måske muligt at holde en krig begrænset, men hvis de mål, man udsøger sig hos modstanderen og eventuelt ødelægger, er af strategisk værdi for ham, er det usandsynligt, at krigen begrænses, idet han da straks vil give igen med samme mønt o. s. v. Anvendelsen af atomvåben i den begrænsede krig må således være snævert forbundet med udvælgelse af de mål, man ønsker angrebet. Det må anses for sandsynligt, at anvendelse af megatonvåben i en begrænset krig straks vil gøre denne ubegrænset på grund af de kæmpemæssige skader, der v il opstå. Der er im idlertid også en kæmpeforskel på megatonvåben og de såkaldte taktiske atomvåben eller „low-yield“ våbnene, der vel må være af størrelsesordenen 1— 50 K T . Det er ofte anført, at taktiske atomvåben kompenserer for en underlegenhed i antallet af tropper, og det er givet, at tropper, der støttes af disse våben, vil kunne løse større forsvarsopgaver f. eks., end hvis de støttes a f konventionelle våben. På den anden side kræves der dog, at man har tilstrækkelige styrker til at tvinge fjenden til at koncentrere, til at spærre fremrykkeveje, til at udgøre strategiske reserver og til at udføre mange andre forskellige funktioner, som for tiden udføres af „konventionelle“ styrker. Amerikanske erfaringer i anvendelse af taktiske atomvåben peger i nogen grad henimod det forhold, at der under en sådan kampform må være flere kamptropper end før, hvilket flere gange er blevet påpeget af f. eks. general Ridgeway. Ser man på den militære værdi af taktiske atomvåben, må man gøre sig klart, at disse ikke er noget svar på den irregulære kampform såsom oprør, guerillakrig m. v. som efterhånden er et præludium til de fleste agressionshandlinger i verden idag. De er heller ikke noget svar på kampe mellem stater uden for de store alliancesystemer som f. eks. i Det mellemste Østen, og i den sidste ende er det ikke ubetinget givet, at Vest har fordel af at begynde at anvende atomvåben, idet dette øjeblikkeligt ville medføre, at modstanderne gjorde det samme, og disse ville således både have større styrker og atomvåben. På den anden side. Hvem ville være mest sårbar overfor atomvåben, hvis Kina angreb Formosa? Det kæmpemæssige Kina eller det lille , tætbefolkede Formosa? Hvem ville psykologisk vinde eller tabe mest i verdensopinionen ved anvendelse af våbnene? Der er mange uafklarede spørgsmål her, og det kan være farligt udelukkende at basere sin strategi på disse våben. Med så enorme ødelæggelsesvåben i hænderne er det under alle omstænidigheder givet, at de krigsførende må pålægge sig selv visse restriktioner i anvendelsen, såfremt en kon flikt skal holdes begrænset, og disse kan f. eks. være:

a. Atomvåbnene anvendes kun indenfor et i forvejen udpeget og offentliggjort område.

b. Våbnene anvendes med den største præcision mod taktiske mål uden at ødelægge strategiske mål eller befolkningscentrer.

A d a.. Denne begrænsning vil f. eks. kunne gennemføres under tre betingelser :

1. Hvis kampområdet er et område, indenfor hvilket parterne er villige til at akceptere en total ødelæggelse af alle fysiske anlæg uden at øve gengæld uden for området.

2. Hvis parterne tror, at de kan kæmpe krigen effektivt nok ved at begrænse deres aktioner til området uden at angribe mål udenfor dette.

3. Hvis kampområdet ikke tilhører en nation, der råder over selvstændige atomvåben, som nationen i givet fald v il anvende for at undgå den totale ødelæggelse.

Det er således nødvendigt for at holde krigen under kontrol at fastlægge geografiske begrænsninger men også begrænsninger på mål inden for området, og vi kommer her ind på spørgsmålet: Strategiske mål — taktiske mål, d. v. s. forskellen mellem mål, der har en direkte relation til den fjendtlige nations økonomi eller moral (industriområder, centrale forsyningsdepoter, bycentrer m. v.) og mål, der har en direkte tilknytning til de militære operationer (troppestyrker, luft- og flådebaser, forsynings- og transportcentrer, der har direkte betydning for de kæmpende enheder m. v.). Hvis en afgrænsning her er mulig, og der kan afsluttes fællesaftaler herom, så vil der måske være en mulighed for, at en anvendelse af atomvåben ikke vil bevirke en udvidelse af konflikten. Teoretisk er der tre betingelser for en adskillelse mellem strategiske og taktiske mål.

a. Det taktiske mål skal logisk og fysisk kunne skelnes fra det strategiske mål på en måde, der anerkendes af de kæmpende.

b. Taktiske atomvåben skal kunne anvendes med den fornødne præcision til at kunne ødelægge -de taktiske mål og kun disse.

c. De kæmpende skal være villige til at erkende visse angreb mod strategiske mål som hændelige fejltagelser.

A f disse betingelser er der form entlig kun b, der vil kunne opfyldes på en måde, der kan anerkendes af begge parter. Det v il være uhyre vanskeligt at skelne mellem strategiske og taktiske mål i tætbebyggede områder men noget nemmere i tyndtbeboede. c vil næppe kunne forventes løst ved en gensidig aftale, og hvem vil forøvrigt i det givne tilfælde kunne afgøre, om der virkelig var tale om et uheld, selv om modstanderen bedyrer det?

I en sådan analyse vil det ikke være m uligt at komme udenom de psykologiske faktorer. Atomvåbnene bar en voldsom indvirkning på bebefolkningslagene verden over. Hvis østblokken angriber med konventionelle styrker og bliver mødt med atomvåben, er det Vest, der har indledt atomkrigen. En fordømmelse heraf, der ihvertfald uden for Europa, vil være ensbetydende med at blive stemplet som agressor, v il måske som det politiske nederlag, det er, kunne opveje den militære fordel ved anvendelse af disse våben. På iden anden side må en sådan problem stilling naturligvis ikke medvirke til, at Vest ikke v il anvende atomvåben, men der må indledes en psykologisk offensiv for at forklare befolkningerne — helst på forhånd — grunden til en evt. anvendelse af atomvåben. Som ovenfor anført indføres der for øjeblikket doktriner i de fleste moderne hære baseret på anvendelse af atomvåben. Når disse doktriner er slået igennem, vil det blive vanskeligere og vanskeligere at kæmpe konventionelt, idet materiellet, enhedernes størrelse, anvendelse af dem m. v. i atomkrigen, gør konventionelle krige mellem blokkene mindre og mindre sandsynlige. Derfor er alle tvunget til at træne til en atomkrig.

Konkluderer vi nu, kan vi se, at vi fremover vil kunne opleve

1. Ubegrænsede krige,

2. Begrænsede atomkrige.

3. Begrænsede konventionelle krige mellem nationer udenfor de store alliancesystemer eller konventionelle angreb i form af irregulære kamphandlinger såsom kupforsøg, oprørsbevægelser, økonomisk, politisk og psykologisk pression med støtte fra en eller begge blokke.

A f ovenstående synes 1 mindre sandsynlig under hensyntagen til den eksisterende terrorbalance. 2 synes ligeledes mindre sandsynlig på grund af den enorme risiko for, at krigen skal brede sig til en ubegrænset krig, og ovennævnte analyse synes således at pege henimod de under 3 anførte muligheder for fremtidige krigsformer. Mulighederne for krigshandlinger af de under 1— 3 anførte former har ikke samme sandsynlighed over hele kloden, og det kunne måske være af interesse at se en vurdering heraf. Y i kan i denne forbindelse inddele kloden i 3 områder, idet det i denne forbindelse kun er modsætningerne mellem de store blokke, der har interesse:

1. NATO-området i Europa.

2. Det mellemste Østen.

3. Det fjerne Østen.

A d 1. Den fremskredne økonomiske udvikling i dette område, de tætsamlede bysamfund og de snævre alliancesystemer synes at gøre geografiske restriktioner i en krig samt aftaler om skelnen mellem strategiske og taktiske mål usandsynlig. I tilfælde af, at sådanne aftaler ikke v il kunne nås, v il en krig i området ikke kunne holdes begrænset. H e rtil kommer områdets store betydning ikke mindst for USA. En agression i Europa vil straks være starten til en ubegrænset krig, med mindre agressionen sker i form af et kup, således at N A TO stilles over for et fait-accompli. Det er denne fare, der er den alvorligste i dette område. Lad os tage situationen om Berlin. Hvis Østblokken erfarede, at Vestblokken kun havde symbolske styrker i byen og derefter lod f. eks. østtyskerne angribe og tage byen ved et kup. V ille USA da starte en ubegrænset krig? V ille USA få lov til det af sine allierede Frankrig og England? En ubegrænset krig ville betyde uendelige ødelæggelser over hele kloden. Elle r hvad med Bornholm , Nord-Norge? m. fl. V i skal og må tro på, at alliancens forpligtelser vil blive opfyldt i en sådan situation, ellers er det hele omsonst, men den vigtigste opgave må være at undgå sådanne situationer, nemlig ved at have tilstrækkelige styrker til rådighed til at hindre et fait-accompli, og herved hindre, at østblokken overhovedet begynder at overveje, om et fait-accompli er indenfor mulighedernes grænse. Bl. a. af disse grunde er Rapacki-planen om en atom fri zone og militæ rt udtyndede zoner i Midteuropa kun til fordel for østblokken, der herigennem får muligheder for deres kupstrategi.

Området er endvidere så solidt forankret i vestlig opfattelse, at større revolutionære bevægelser med sandsynlighed for at overtage magten i landene ikke er sandsynlige. Sandsynlige krige i NATO-området, peger således mod lokale kupforsøg og forsøg på at etablere revolutionære bevægelser med det formål at stille N A TO overfor et fait-accompli og således opnå en politisk eller geografisk fordel på grund af Vestens angst for en ubegrænset krig. Løsningen af de vestlige forsvarsopgaver i området kan i henhold hertil deles i to:

1. Strategisk gengældelse i tilfælde af åben agression fra østblokkens side. Denne opgave løses af USA og Englands strategiske flystyrker og raketenheder.

2. Tilstrækkelige kampstyrker til at hindre østlige fait-accompliforsøg, idet man herved tvinger en evt. angriber til at koncentrere resourcer og styrker i forvejen og således muliggør tidlig erkendelse af hensigten samt til i givet fald at kunne nedsætte angriberens fremrykkehastighed mest muligt for at give tid til den strategiske gengældelse, d. v. s. en anvendelse i fortsættelse af 1.

A d 2. I de underudviklede lande i Det mellemste Østen er de fysiske muligheder for at begrænse en krig i område, våben og krigsmål betydeligt større end i Europas industrialiserede områder. På den anden side er hele områdets betydning for vesten — man får herfra % af sine olieforsyninger — af en sådan størrelsesorden, at åben østlig agression vil blive mødt uden tøven, hvilket bl. a. viste sig med al ønsket tydelighed, da USA intervenerede i Libanon. Som følge heraf, og som følge af den risiko for en ubegrænset krig, der eksisterer, må den sandsynlige krigsform i dette område skønnes at blive indre revolutionære bevægelser f. eks. i Iran og Pakistan, der ligger i nærheden af Sovjets grænser. V i har allerede set eksempler herpå i Irak og Algier. Disse bevægelser vil blive støttet af østblokken med pengemidler, udrustning, agenter m. v. Der v il endvidere kunne tænkes krig i området mellem f. eks. Israel og de arabiske lande, og der er formentlig ingen tvivl om, at parterne v il have hver sin magtblok til at støtte sig. V i så under Suez-aktionen, hvorledes russerne begyndte at tale om at sende „frivillig e “ til Ægypten, men at denne tale forstummede, da USA utvetydigt tilkendegav, at landet i så fald ville intervenere. De russiske krigsmål i området tillod på dette tidspunkt ikke en åben kon flikt med USA med fare for en ubegrænset krig.

A d 3. Det er i Det fjerne Østen, d. v. s. området fra Pakistan til Korea, at de militære og politiske agressionsbetingelser for østblokken er bedst. Y i ser i øjeblikket, hvorledes det er lykkedes at koge stemningen i landene op mod USA. Lenins ord om, „at vejen til Paris går over Peking og Calcutta“ har kommunisterne ikke glemt. Det er i dette område, østblokken har sat en kæmpemæssig offensiv ind af økonomisk, politisk og psykologisk karakter. Det er her kommunisterne har den bedste mulighed for at fremkalde en revolution med det form ål at få Asien under kommunistisk kontrol, idet de underudviklede lande — tidligere koloniområder — kæmper en fortvivlet kamp for at blive økonomisk uafhængige og — på baggrund af deres kolonifortid — økonomisk uafhængige af vesten. Kommunisterne har derfor mulighed for at komme ind i landene qua økonomisk hjælp. Naturligvis v il der om fornødent blive anvendt militæ r magt, hvilket vi har set i Kina, Philippinerne, Malaya, Burma og Indokina. Det er i dette område vanskeligt at fastsætte begrænsninger i form af områder, m idler og krigsmål, men østblokken vil formentlig, belært af erfaringerne fra Korea, undlade at gå over til åben agression. Y i har set, hvorlænge de har truet med at erobre Formosa, dog uden at gøre alvor af det. For nogen tid siden fik USA den 104. advarsel for at overflyve kinesisk territorium !!! På den anden side er det også i dette område, østblokken efterhånden vil kunne tiltvinge sig så mange successer, at specielt USA ser sig nødsaget til at tage endog store risici fo r en ubegrænset krig i bestræbelserne for at bremse en sådan agressionsbølge. Hvis vi nu vender tilbage til NATO-området, kan det måske være af interesse at se, hvorledes N A TO passer ind i ovennævnte betragtninger. Som ovenfor anført har N A TO ved rådsbeslutning i december 1954 bekendtgjort, at atomvåben ville blive anvendt mod enhver angriber. Men hvorledes ligger mulighederne for at føre denne strategi ud i praksis? V i husker, at den væsentligste betingelse for en afskrækkelsesstrategi er, at de midler, denne strategi bygger på, efter modstanderens opfattelse virkelig v il blive anvendt. I modsat fald er strategien til mere skade end gavn.

N A T O ’s største problem for øjeblikket er, hvorledes de styrker, der for øjeblikket opbygges, skal kunne træde i funktion ved et angreb. Man har en kombination af tyske, franske, belgiske, hollandske, amerikanske, engelske, danske og norske styrker støttet af amerikanske taktiske atomvåben fordelt i Midt- og Nordeuropa, og disse styrker skal tjene som NATO-skjoldet, men hvorledes? N A TO har ganske vist et kommandosystem, men dette kan ikke erklære krig. Erklæ ring af krig eller afslutning af fred er nationale ansvar, og nu da krigen som ovenfor anført kan antage samtlige nuancer fra p olitiaktioner, oprør m. v. til den ubegrænsede krigs strategiske bombning, v il enhver førstegangs anvendelse af NATO-styrker være en politisk afgørelse. Hvorledes vil denne afgørelse blive taget? For USA« vedkommende er spørgsmålet mere enkelt end for de andre nationer, idet chefen for N A TO (SACEUR) samtidig er chef for de amerikanske styrker i Europa, og kontakten fra ham går direkte til den amerikanske præsident. Men dette er ikke tilstrækkeligt. De andre landes styrker må modtage de nationale politiske afgørelser, inden de anvendes, og dette kan tage tid. V el er der en direkte forbindelse mellem Det hvide Hus og Downing-street, men alle andre lande må også være med på tråden for at en beslutning skal kunne træffes tilstrækkelig hurtigt, med mindre man vil overlade til SACEUR at erklære krig, og det er der ingen med politisk realitetssans, der tror på. Det er måske en af de ting, der har medført vanskeligheder med de Gaulle. Han er bange for, at man allerede i realiteten har overladt denne afgørelse til SACEUR , og det kan han ikke tiltræde. Man må stadig huske, at SACEUR er en amerikansk general, der selv om han er en fremtrædende personlighed næppe vil have mulighed for at lodde de europæiske staters følelser i krisesituationer. Frankrig forlanger at komme med på råd, når vigtige beslutninger tages, noget der tidligere var et spørgsmål mellem USA og England om ikke formelt så dog reelt. Men når Frankrig kræver dette, gør tyskerne det også, og herefter alle medlemslandene, og vi kan da nemt komme i den situation, hvor katastrofale fejltagelser eller undladelser indtræ ffer i krigens start på grund af disse forhold. Derfor må problemerne løses, idet en mangel i en alliance med hensyn til, hvornår og hvorledes denne skal gå i krig, svækker dennes effektivitet ganske betydeligt. Det kan være et svar herpå, at man indenfor N A TO har udarbejdet en „drejebog“ over tænkte situationer og dertil tænkte reaktioner. Ved at føre denne ajour og ved at indhente regeringernes udtalelser vil det være muligt i . nogen grad at følge de forskellige regeringers synspunkter, men dette kan kun gælde krigens yderpunkter, idet hele den mellemliggende skala er så omfangsrig, at det ikke vil være muligt at lave en „drejebog“ herfor. På den anden side fjerner en sådan fremgangsmåde ikke den kendsgerning, at de militære styrker i krig skal føres af en kommando, der ikke har indflydelse på spørgsmålet krig eller fred. Der kan næppe herske tvivl om, at, en sådan afgørelse er en politisk afgørelse, der ikke kan overlades til den øverstkommanderende. Der kommer da det spørgsmål, hvorvidt det vil være muligt at oprette en stilling som en slags premierminister for N A TO med sådanne beføjelser? Man har allerede den politiske side dækket ind ved generalsekretæren, men han har ingen sådan myndighed. Det er givet, at en sådan tanke vil vække kæmpemæssige problemer, men det er også givet, at problemerne for alliancens skyld må løses. Der v il næppe i krisesituationer være tid til at indhente alle regeringers udtalelser til visse opståede situationer specielt ikke, hvis disse optræder i form af kupforsøg. Netop i disse tilfælde er det af største nødvendighed, at der handles omgående, for ikke at blive stillet overfor et fait-accompli. Det er muligt, at disse overvejelser, der bl. a. i den sidste tid har resulteret i tanker om etablering af en mobil, europæisk atomstyrke, d.v.s. et slags brandvæsen, der skal kunne sættes ind mod en fjendtlig agression. En sådan løsning fjerner ikke problemet, men formindsker det i nogen grad, idet man kan lade de pågældende nationer møde agressionen med deres egne styrker, hvorefter atomstyrken kunne sættes ind på rekvisition. Det v il blive interessant fremover at se, hvorledes problemet vil blive løst. V il man godkende ovennævnte tanker og betragtninger som grundlag for en diskussion om det danske forsvars indplacering i systemet, hvilke konklusioner vil man da kunne komme til? Lad os først slå fast, at kun de allerstørste lande har økonomisk bæreevne til at forberede såvel en ubegrænset som en begrænset krig i alle disses afskygninger. V i har fornylig set, hvorledes England har opgivet sit mellemdistanceraketprogram af økonomiske grunde. A lle andre lande og herunder altså også Danmark har kun økonomisk mulighed for at forberede sig til en begrænset krig. Disse begrænsede krige vil sandsynligvis være atomkrige, såfremt de fremkommer i form af åbne agressioner, idet man næppe vil kunne kæmpe konventionelt med atomuddannede styrker.

Krige i NATO-om rådet påregnes som ovenfor anført at finde sted i form af lokale agressioner og kupforsøg i den liensigt at stille nationen og N A TO overfor et fait-accompli, og muligvis herigennem påvirke alliancen til ikke at starte en ubegrænset krig. For Danmarks vedkommende er det form entlig helt klart, at revolutionære konflikter, oprørsforsøg m. v. ikke har nogen grobund, således at kupforsøg eller ubegrænset krig er de sandsynlige alternativer.

Danmarks opgave må da være:

1. Først og fremmest at hindre, at kupforsøg mod dets territorium har nogen chance for at lykkes. Dette kan ske ved opstilling af tilstrækkelige styrker til, at den potentielle fjende end ikke overvejer muligheden for et kupforsøg.

2. Når opgave 1 er løst tilfredsstillende at forberede sig til en ubegrænset krig inden for NATO s rammer med alle de dermed forbundne opgaver.

For at løse opgave 1 er det nødvendigt at råde over styrker, der ik ­ ke /umiddelbart lader sig løbe over ende. Der må være kamptropper til stede på alle udsatte steder forsynet med de nødvendige våben til straks at kunne indeslutte eller ødelægge en angriber. Disse styrker må være hærstyrker. Der har været talt meget om flåde- og flystyrker i denne rolle, og sådan tale kan måske være berettiget i et øsamfund, hvor man allerede på nogen afstand vil kunne erkende en angriber. I vore farvande, hvor en angriber næsten vil kunne nå kysten i internationalt farvand, vil flåde- og flystyrker ikke få den fornødne mulighed for at gribe effektivt ind. Et dansk forsvar til løsning af opgave 1 må således efter undertegnedes opfattelse bestå af kraftige jordstyrker forsynet med taktiske atomvåben, støttet af flåde- og flystyrker. Når opgaven er løst efter disse retningslinier, kan man begynde at forberede sig til opgave 2 ud over, hvad der har kunnet ske jævnsides med løsning af opgave 1. Efter undertegnedes opfattelse er det vigtigere for Danmark, at man ved en effektiv forberedelse til en begrænset krig hindrer en sådans opståen, end at man forbereder sig på en ubegrænset krig indenfor NATO s rammer og derigennem bliver nødt til at lade opgaver ligge med hensyn til den begrænsede krig. Det har ikke med ovennævnte tanker været hensigten at komme ind på betragtninger vedrørende det netop afsluttede forsvarsforlig, styrkemål m. v. Det har undertegnede ingensomhelst forudsætninger for. Ovennævnte tanker må betragtes som en ren og skær akademisk diskussion af de i overskriften anførte emner med de konklusioner, som jeg har ment at kunne knytte dertil.

Regner Møller

K ild e r : R o b e rt E n d ic o t t O sgood : L im it e d W a r. S u rviv al. M a j— -juni 1959. B rig a d ie r C. N . B a r cla y : T h e N e w W a rfa re . W e lto n : T h e T h ir d W o r ld W a r. D iv e rs e a r tik le r i dan sk og u d e n la n d sk presse.