Log ind

Krig og rationalitet

#

Anlægger man en vis kynisme med det formål ved en vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt krig generelt kan betragtes som et udtryk for rationel menneskelig adfærd, at kunne lade ved krig opnåede fordele og vindinger opveje af de dermed forbundne tragedier og tab af menneskeliv (hvilket måske nok vil være etisk forkasteligt, men dog næppe urealistisk), vil det vise sig muligt — om end med stor vanskelighed og usikkerhed - at få et nogenlunde eksakt indtryk af den med krige forbundne rationalitet.

Yed en ubestrideligt rationel krig må man vel forstå en krig, der for en nation indebærer en forøgelse af alle dens totalpotentiels ofte inkommensurable komponenter såsom landområdets størrelse, indbyggertallet, produktiviteten, ressourcerne samt befolkningens, herunder de væbnede styrkers, ånd, moral og sammenhold. I modsætning hertil må en krig, der i hvert fald for en aggresor medfører tab på alle de nævnte områder, naturligvis betegnes som irrationel. Mellem disse simplificerede ekstremiteter, som nærmer sig det abstrakte, findes der et meget stort antal virkelige tilfælde, i hvilke spørgsmålet om rationalitet ikke kan afgøres eller er diskutabelt. Det bør i denne forbindelse nævnes, at en krig også for den tabende part vil kunne være rationel under visse omstændigheder, idet taberen altid må sammenholde de lidte tab i potentiellet med de alternativer, mellem hvilke det politisk var den overladt at vælge.

»Krigen er for staten et omfattende foretagende, den er grundlaget for liv og død, fremgang for det bestående eller dets undergang«. Således udtrykte den i Det fjerne Østen indflydelsesrige Sun Tzu i det 6. årh. før Kr. sit syn på krigens funktion og vilkår. Som pendant hertil står Clause- witz’s mere modererede ord om, at »krigen intet andet er end en fortsættelse af den politiske virksomhed iblandet andre midler«*).

Et noget omtvistet spørgsmål er det dog, om den af Clausewitz fremsatte opfattelse fortsat bar sin fulde gyldighed efter de termonukleare og avancerede biologiske kampmidlers fremkost, ved hvilken Sun Tzu’s tese synes at være blevet den, der kommer de reale forhold nærmest, når det drejer sig om total krig mellem nationer, som råder over disse våben eller på anden måde er beskyttet heraf. Det er i hvert fald en kendsgerning, at det 20. århundredes totale krige (hvilken krigsform som bekendt fremtræder som et produkt af industrialismen og den af demokratiet avlede eller initierede nationalisme) er blevet så avanceret, at vi som en konsekvens deraf allerede befinder os midt i en proces, som i de teknisk højtudviklede lande indebærer en gennemgribende ændring i menneskets forhold til krigen og de dermed forbundne politiske aspekter. At det forholder sig således, viser blandt USA’s og USSR’s seneste realitetsbetonede optræden i forbindelse med krisen i Mellemøsten.

I teoretisk henseende er en sådan ændret holdning for så vidt ikke noget nyt. Allerede før atomvåbnets fremkomst har flere påpeget, at industrialisme og demokrati kræver relativ stor selvbeherskelse og indbyrdes tolerance i forholdet mellem nationer; det epokegørende i denne sammenhæng er derimod, at de vestlige nationers og Sovjetblokkens ledere efterhånden helt klart har anlagt en dermed overensstemmende kurs i praksis - tvunget dertil af omstændighederne ganske vist, idet man erkender, at en total krig de to magtblokke imellem hverken for angriberen eller for den angrebne har nogen udsigt til at kunne få blot et gran af rationalitet i sig.

Med denne baggrund er man i de mere politisk udviklede og økonomisk velstillede lande gået over til politisk at betragte militære forsvarssystemer som værende rettede primært mod selve krigen (magtbalance og afskrækkelse) og sekundært mod den potentielle fjende (tilintetgørelse), hvilket blandt andet også har medført, at i princippet pacifistisk indstillede kredse har tilsluttet sig konceptionen om opretholdelsen af et militært apparat, der svarer til de politiske, geografiske og militære kendsgerninger. Betingelsen for deterrence-filosofiens succes er imidlertid, at mennesket kan og vil handle strengt rationelt.

Den øgede evne til ødelæggelse har således ubetinget skærpet kravet om, at der bag vigtige udenrigspolitiske beslutninger ligger et nøgternt og rationelt motiv. Fanatisme, den være sig af militaristisk, pacifistisk, politisk, nationalistisk, religiøs eller anden art, som i årene op til atomvåbnenes fremkomst spillede en væsentlig rolle ved de store verdenstragedier, og som vel også har spillet en afgørende rolle i forbindelse med krigshandlingernes påbegyndelse i Mellemøsten i juni d.å., er derfor i dag utvivlsomt et langt farligere fænomen end tidligere. De førhen i højsædet satte, emotionelle og stærkt idealistiske bevæggrunde er således ved de ultimative våbens fremkomst blevet begreber, man på såvel det udenrigspolitiske som visse dele af det indenrigspolitiske område må tage afstand fra eller i hvert fald behandle med største varsomhed.

Det var som bekendt især ønsket om at kunne bevare de eventuelle, med containment-politikken forbundne krige på et rationelt niveau, der omkring 1960 medførte en tyngdeforskydning i den amerikanske strategi bort fra den såkaldte massive gengældelse til det »fleksible svar«, hvorved man fra amerikansk side vel især havde i tankerne en imødegåelse af den kommunistisk introducerede »nationale befrielseskrig«, der blev taget i anvendelse efter den 2. verdenskrig i ustabile områder (hvorfor det i øvrigt fortsat er diskutabelt, om den begrænsede krigs strategi i renkultur - i modsætning til pausestrategien, der kan tjene til neutralisering af episoder opståede ved fejltagelser og lignende - vil kunne anvendes i praksis i det ved kernevåbenmættede pagtsystemer stabiliserede Europa).

Med den revolutionære krig, der for så vidt ikke i militærpolitisk henseende byder på noget principielt nyt, har kommunismen for de ustabile områder fundet den krigsform, som i dag må betegnes som optimal for politikkens udnyttelse af krigen som et rationelt instrument (Vietnam), og som den vestlige verden på grund af sin defensive politiske indstilling er afskåret fra at anvende. Til dette bør dog føjes, at også krige (eventuelt totale), i hvilke konfrontationen finder sted mellem ikke-atommagter eller mellem nukleart bevæbnede magter på den ene side og ikke-atommagter på den anden, stadig vil kunne udgøre et rationelt politisk middel for mindst én af parterne.

Således placeret i en verden med et meget vidtspændende konfliktmønster indeholdende ikke blot den fra fortiden kendte problemstilling i henseende til de mere eller mindre regulære, ikke-atomare krige som en reel mulighed, men også problematikken vedrørende den nukleare afskrækkelse og dennes eventuelle fejlslag må vi som en nation, der er omfattet af atombeskyttelsen, i langt højere grad end tidligere uddrage erfaringer og logiske følgeslutninger direkte fra vor egen samtid, om hvilken tid man må håbe, at den nu også her i landet stedfindende konfliktforskning vil koncentrere sig. En omfattende analyse af krigens rationalitet i dette århundrede synes passende at kunne indtage en højt prioriteret plads blandt en sådan forsknings opgaver.

Blandt andet som følge af USA’s atombeskyttelse af NATO-området henhører Danmark til et af verdens mest stabile områder, i hvilket udkæmpelse af en rationel krig for nærværende er usandsynlig og ej heller næppe mulig, hvilket forhold det er vanskeligt at se nogen dansk interesse i at få ændret eksempelvis ved opløsning af eksisterende og etablering af nye pagtsystemer - medmindre et for os mere favorabelt alternativ vil kunne medføre et andet atomforsvar af tilstrækkeligt omfang til at skabe den fornødne afskrækkelse, hvorved udkæmpelse af rationelle krige i og omkring Danmark vil kunne forblive en - meget ønskværdig - umulighed.

G. K. Kristensen.