Erobringen af Norge var Historiens hidtil største Landgangsmanøvre. Her arbejdede en stærk Flaade sammen med et overmægtigt Luftvaaben. Ved Angrebet paa Kreta gjaldt det om at erobre en Ø, der er fjernet ca. 300 km fra egen Basis, og hvor man ikke raadede over Flaadekræfter til Landsætningsmanøvre, saaledes at hele Angrebet skulde gennemføres af Luftstridskræfterne. Kreta er ca. 250 km lang — som fra Skagen til den gamle Grænse — og ca. 50 km bred paa de bredeste Steder, 8250 km2. Kun 3 pCt. af Landet er jævnt Terrain, Resten Højland med Bjerge paa indtil 2500 m’s Højde. 390,000 Indbyggere, ingen Jernbaner, kun daarlige Veje.
Øens militære Betydning. Et Blik paa Kortet viser, at Øen ligger som en uovervindelig Spærring for den sydlige Del af det ægæiske Hav. Den hindrer Adgangen til de græske Havne og Indsejlingen til Dardanellerne og det sorte Hav. Den, der besidder Øen, er ogsaa 300 km nærmere ved Nordafrikas Kyst og kan med sit Luftvaaben true Ægypten og Suezkanalen. I England var man da ogsaa klar over Øens Betydning og besluttet paa at holde dette vigtige Nøglepunkt til det yderste. Igennem Maaneder var Øen sat i Forsvarstilstand. I Sudabugten var indrettet Havn til en større Flaade, der laa parat til at afværge Angreb fra Søen.
Ved Malerne, Kanea (Hovedstaden), Rethymnon, Kandiai (Heraklion) og andre Steder var indrettet fortrinlige Flyvepladser, hvor en stærk Luftflaade stod parat.
Den britiske Besætning var paa ca. 24,000 Mand + ca. 10,000 Grækere med svære Tanks og tungt Artilleri, alt under Australieren, General Freybergs, Kommando. Efter hidtidige Krigserfaringer skulde Øen være uindtagelig, men man havde ikke regnet med tysk Initiativ og heller ikke med alle de Muligheder, som Luftrummet bød som Middel for Krigsføringen. Kretas Flyvepladser laa næsten alle let kendelige paa Øens Nordside, aabne mod Søen som grønne Oaser omkranset af høje Bjerge. Om Flyvepladserne var det engelske Forsvar koncentreret. Artilleri og Maskingeværer var indbygget i Klipperne. Efter Erobringen af Grækenland havde Tyskerne foretaget mange Rekognosceringer og Bombardementer af Øen. Mandag den 19’ Maj blev Øen udsat for et voldsomt Bombardement, der først standsede ved Mørkefald. Den 20’ Maj ved Daggry kom i hundredvis af Bombemaskiner og Stukas tordnende ind over Øen, hvor de nedkastede Byger af Sprængbomber mod Flyvepladserne og Havneanlægene. Angrebet blev indstillet med en Pause paa 20 Minutter, hvorefter der kom mindst 1000 Maskiner, Transportmaskiner med Svæveplaner (Ju 52) beskyttet af Stukas, Bombemaskiner og Jagere. Det var den tyske V Luftflaade under Generaloberst Løhr. Under ham stod: Flyvergeneral Student med Faldskærms-, Luftlandingsog Bjergtropper og Flyvergeneral, Friherre von Richthofen med sit forstærkede Flyverkorps og talrige Transportgrupper. Trods heftig Modstand sprang Tusinder af Faldskærmsjægere ud af deres Transportmaskiner i Omegnen af Flyvepladserne Malerne, Rethymnon og Kandia samt mod den vigtige By, Kanea, Hovedstaden paa Kreta. Udspringet lykkedes, idet Bombemaskinerne med deres Bomber dannede en Mur udenom Landingsstederne. Men nu satte Englænderne ved Rethymnon og Kandia, hvor de store engelske Styrker var samlet, idet man havde ventet Hovedangrebet her, et kraftigt Modangreb ind, saaledes at Faldskærmsjægerne maatte trække sig tilbage til Bjergene.
Kun ved Malerne lykkedes det at fordrive Englænderne, men Kræfterne var for smaa til at bringe de svære Batterier paa Højderne om Flyvepladsen til Tavshed. Indtil dette var sket, kunde Flyvemaskinerne ikke lande paa Pladsen. Faldskærmstropperne havde lidt svære Tab, men værst gik det ud over den Gruppe, der landede ved Kanea (Hovedstaden). Her var en Olivenlund udset som Landingsplads, men gennem Luftopklaringen havde man ikke opdaget, at Englænderne netop her havde anlagt en stærk Forsvarsstilling for Hovedstaden. Store Tab led Faldskærmsjægerne derfor, idet de ofte blev skudt, inden de naaede Jorden. Et Øjenvidne udtaler: »Hvem, der ser Skoven, undrer sig over, at nogle overhovedet kom levende derfra.« Dog Faldskærmsjægernes gode Uddannelse bevirkede, at store Styrker formaaede at samle sig, og til Held for Faldskærmsjægerne var der i den sydlige Ende af Lunden en Straffeanstalt med høje Stenmure omkring. Faldskærmsjægerne tog Fangerne ud af Cellerne og lod dem lave Forsvarsforanstaltninger, saaledes at Tugthuset blev indrettet til en Fæstning. Fra Luften blev Forsyninger nedkastet, og i denne Fæstning holdt Faldskærmsjægerne sig i flere Dage til Trods for, at der faa hundrede Meter derfra, paa »Kastelbjerget«, fandtes en velforberedt engelsk Stilling med Artilleri og Tanks. Den 20’ Maj om Aftenen var Situationen saaledes: Paa Øen var der dannet 4 Brohoveder, bl. a. ved Malerne, hvor den halve Del af Flyvepladsen var erobret, men et Landingsforsøg her var dog forbundet med stor Risiko. Englænderne var endnu uvidende om, hvor Hovedangrebet vilde komme, det var nærmest ventet ved den centralt beliggende Flyveplads ved Kandia, men den tyske Ledelse besluttede sig til at sætte Hovedangrebet ind ved Malerne, hvor Mulighederne for Landing var til Stede. Den 21’ Maj om Morgenen forsøgte derfor flere Ju-Maskiner med Bjergjægere at lande paa den under engelsk Artilleriild liggende Flyveplads ved Malerne, men Forsøget maatte opgives, idet Maskinerne, der vel naaede at sætte Jægerne af, blev ødelagt af Granatilden og derved gik tabt. Om Eftermiddagen blev Forsøget dog genoptaget, og nu landede Maskine efter Maskine paa Pladsen eller paa Stranden. Mange Maskiner gik tabt, men nu var den første Bjergjægerbataillon landsat med Oppakning, Ammunition og lette Bjergkanoner. Det første Maal var herefter at nedkæmpe de engelske Kanoner, der beskyttede Malernes Flyveplads. Det blev gennemført, idet Bjergjægerne gik over de stejle Bjergstier og faldt Englænderne i Ryggen. Hermed var Malernes Flyveplads fuldstændig i tyske Hænder, saa Landingen kunde fortsættes i forstærket Omfang. Et Forsøg denne Dag paa at overføre Forstærkninger til Kreta med smaa Skibe og Motorbaade lykkedes kun delvis, idet den engelske Flaades lette Enheder greb ind. Landgangsflaaden, ca. 30 Skibe, blev tvunget til at dreje af. Tabene her angives fra tysk Side at være ca. 200 Mand. Den 22’ Maj ankom General Ringel med Stab og overtog Ledelsen af de samlede Operationer paa Øen. Et omfattende Angreb paa de engelske Støttepunkter begyndte nu. Det kostede uendelige Anstrengelser. 100 km tilbagelagde Bjergjægerne i disse Dage i det vanskelige Bjergterrain med Højder af indtil 2500 m, og hvor Varmen selv i 1100 m’s Højde var 54°. Hver Mand bar 20—25 kg Oppakning, idet saavel Vand som Ammunition og Forplejning maatte medføres. Tallet paa landsatte tyske Tropper varierer stærkt efter de forskellige Kilder, men det er dog sandsynligt, at der den 22’ Aften var landsat ca. 15—20,000 Mand. Søndag den 25’ Maj var Englænderne trængt bort fra Højderne om Hovedstaden Kanea. I Forbindelse med de indesluttede fra Tugthuset i Olivenlunden blev der gennemført et planmæssigt Angreb paa »Kastelbjerget«. Den 27’ Maj var Hovedstaden besat, og hermed var Englænderne drevet bort fra Sudabugten, hvorefter Landsætning af Tanks og tungt Artilleri kunde begynde. Under disse Dages Operationer førte den engelske Flaade, der var trukket til fra Alexandria, en heltemodig Kamp for at hindre, at tyske Forstærkninger og Forsyninger førtes pr. Skib til Øen, ligesom Flaaden skulde skabe Forudsætninger for, at engelske Forstærkninger kunde tilføres, men Flaaden blev haardt angrebet af VIII tyske Flyverkorps, led svære Tab og maatte omkring 25’ og 26’ Maj forlade Farvandene omkring Kreta. Den 28’ Maj gik Italienerne i Land paa Øens Østside og paabegyndte Fremrykningen mod Vest for at skabe Forbindelse med Tyskerne. Forbindelsen opnaaedes den 31’ Maj (ved Hierapetra). Den 29’ Maj faldt Rethymnon, og hermed var hele den vestlige Del af Øen erobret, endnu holdt Englænderne Havnebyen Kandia og dennes Flyveplads. Tyske Styrker angives nu til ca. 30.000 Md. Kandia havde en Overgang været paa tyske Hænder, men var tilbageerobret af Englænderne den 25’, dog truet af fj. Fremrykning baade fra Vest og Øst maatte ogsaa denne By opgives. De engelske Styrker søgte tilbage mod Sydkysten for om muligt at blive indskibet fra Havnebyen Sphakia. Den 1’ Juni kom det til en haard Kamp mellem den engelske Bagtrop og tyske Bjergjægere i Bjergene Nord for Sphakia; det endte med, at de Englændere, der ikke kunde komme bort, maatte overgive sig, og hermed var Kampen Slut. Kong Georg af Grækenland, der opholdt sig paa Øen, lykkedes det at komme bort under en dramatisk Flugt, ligesom det lykkedes at evakuere ca. 15,000 Mand. Fra tysk Side opgives Tabene paa Kreta saaledes:
