Log ind

Kosovo-konflikten og medierne

#

Af universitetslektor Karsten Fledelius.

Man kan sige, at 1990erne er blevet indrammet af to store “mediekrige”: Golfkrigen og Kosovo-konflikten. Overfladisk set er der mange ligheder mellem dem. I begge tilfælde fremstod de i medierne som en konfrontation mellem en stor vestlig militæralliance ledet af USA over for en østlig diktator med socialistisk baggrund. Og ideologisk set som en retfærdig krig, der manifesterede en ny verdensorden, i opposition til aggression begået af en nationalistisk diktator.

Golfkrigen og medierne

Dette billede passede bedre på Golfkrigen end på Kosovo-konflikten. Golfkrigen kom i januar 1991 efter Iraks renlivede militære erobring og politiske annektering af nabolandet Kuwait et halvt år tidligere. Iraks handling havde været et helt klart brud på FN-pagten, en renlivet form for aggression. Og den amerikansk-ledede militæroperation, der førte til genoprettelsen af Kuwaits suverænitet, foregik med baggrund i et mandat fra FN’s sikkerhedsråd. Folkeretsligt var krigen derfor ikke vanskelig at formidle i medierne. Alligevel oplevede vi i Golfkrisen, hvorledes der blev brugt midler til at sværte modstanderen til, som i virkeligheden var ren fiktion. Alvorligst historien om, hvorledes irakiske tropper havde smidt for tidligt fødte børn ud af kuvøserne på et hospital i Kuwait for at tage kuvøserne med sig til Baghdad. Under selve kampagnen forsøgte den amerikanske militære ledelse energisk at styre mediedækningen, hvilket til en vis grad lykkedes. Men man fik ikke Peter Amett fra CNN forhindret i at sende fra Baghdad. Og gennemgående kunne Saddam Hussein se værdien af, at der var en vestlig reportage fra bombardementerne af Baghdad, som dannede forspil til den landmilitære invasion i Kuwait. Dermed var det muligt at sætte spørgmålstegn ved den rent militære karakter af de mål, der blev ramt. Iøvrigt var det meste af mediedækningen af Golfkrigen meget ukonkret og med en del optagelser, hvis autenticitet syntes tvivlsom. Det væsentlige ved mediekrigen i Golfen var, at der via CNN skabtes et elektronisk kommunikationsforum, inden for hvilket konfliktens parter udvekslede signaler indbyrdes og til den bredere verdensoffentlighed. Efter omstændighederne var Saddam Hussein ikke udygtig i sin håndtering af mediekrigen. Men han havde ikke nogen god sag. Folkeretten var éntydigt imod ham. Og han havde vist sig meget ubøjelig i forhandlingsforløbet. Tilsyneladende havde han sat sig for at satse på, at sammenholdet i den vestlige lejr ikke ville holde, når det kom til stykket. Og at hans egne styrker ville vise sig i stand til at holde til presset. Samt måske at russerne i sidste ende ville gribe ind til fordel for ham.

Racak og Rambouillet

Sammenligner man situationen i januar 1991 ogjanuar 1999 er der tilsyneladende store ligheder, hvad der klart lagde op til at formidle konflikten på en lignende måde i medierne. Billedet af den ubøjelige dikatator på koalitionskurs med folkeretten og det internationale samfund, en regional ekspansionist og uromager, der satsede på et manglende sammenhold i vesten og støtte fra østen, lå ligefor. Men var i dette tilfælde ganske misvisende. Alligevel formåede ledelsen af NATO-aktionen mod Jugoslavien langt hen ad vejen at fa gjort dette billede alment accepteret i de fleste NATO-lande. Der var tale om en meget konsekvent opbygning af ljendebilledet af Milosevic, hvori drabene på 45 albanere i landsbyen Racak den 15. januar 1999 spillede en væsentlig rolle. Denne begivenhed blev udlagt fjendtligt på skærmen af selve lederen af OSCE’s “verifyer mission” i Kosovo, amerikaneren Walker, hvad der førte til en alvorlig krise mellem ham og regeringen i Beograd, som anså hans voldsomme og dømmende udtalelser umiddelbart ved hans besøg på åstedet for helt uantagelige for en international diplomat. Racak-drabene fik et mediemæssigt efterspil i forbindelse med slagsmålet om den retsmedicinske undersøgelse afligene. Vesten stolede ikke på jugoslaviske retsmedicinere, jugoslaverne ikke på vestlige. Til sidst blev det retsmedicinere fra et vestligt, men traditionelt jugoslavisk-venligt land, Finland, som kom til at foretage den endelige undersøgelse. Deres rapport kom imidlertid for sent til at tiltrække sig større opmærksomhed i medierne - da var de optaget af den videre udvikling af krisen. Racak-krisen kom på baggrund af en række mindre “incidenter” i Kosovo begået fra begge sider. De havde ikke været meget fremtrædende i medierne. Men siden hen blev de serbiske menneskeretskrænkelser isoleret trukket frem som retfærdiggørelse af den opfattelse, at Racak ikke var en isoleret massakre, men et led i en planlagt strategi - og i øvrigt (endnu) et bevis på, at Slobodan Milosevic altid løb fra sit ord. Ifølge en analyse i Washington Post efter starten af luftkampagnen var den politiske lederkreds i Washington indstillet på at gøre Racak til den “udløsende” begivenhed for luftbombardementer mod Jugoslavien. Men de europæiske NATO-partnere var ikke overbevist. Det var ikke tilfældigt, at de forhandlinger, som blev indledt i februar 1999 om en mulig fredelig løsning på Kosovo-krisen, blev forlagt til Europa, til slottet Rambouillet nær Paris. Det var vigtigt at trække dé europæiske NATO-partnere klart ind i forhandlingsprocessen, især England og Frankrig, hvis udenrigsministre var værter for konferencen. For de vestlige politikere, som så en militær konfrontation med Milosevic som en nødvendighed, gjaldt det om ved Rambouillet-konferencen at demonstrere, at den albanske side var villig og den serbiske side uvillig til at gå ind på det fremlagte vestlige mæglingsforslag - at man altså ikke kunne komme videre ad forhandlingsvejen.

Det lykkedes at få det til at fremstå således både for de allierede ledere og for offentligheden - men ikke uden manipulation. Det viste sig overraskende, at der fra starten var større forhandlingsvillighed fra serbisk end fra kosovo-albansk side. En af grundene var, at man fra vestlig side som grundlag for Rambouillet-forhandlingeme lagde den folkeretslige betragtning, at Kosovo er en del af Serbien, eller i det mindste af Jugoslavien. Dette har konsekvent været anfægtet fra kosovo-albansk side. Denne ville have garantier for fuld uafhængighed for Kosovo inden for en kort tidsramme. På den anden side ville den serbiske side gå langt for at udelukke netop denne mulighed. Begge parter blev sendt hjem for at konsultere deres bagland. Albanerne vendte tilbage med bemyndigelse til at skrive under, med formuleringer som kunne tolkes som et tilsagn om en fremtidig folkeafstemning om uafhængighed. Den serbiske side kom tilbage med et alternativt forslag til Rambouillet-forslaget, som indeholdt mange af elementerne af dette, men naturligvis ikke en indbygget løsrivelsesmulighed. I marts i Rambouillet blev serberne imidlertid præsenteret ikke blot for kravet om at skrive under på aftalen, som den forelå, men også for en tillægsprotokol om den militære implementering, som i realiteten betød en åbning af hele Jugoslavien, ikke blot Kosovo, for NATO-styrker, som skulle have fri adgang og bevægelsesmuligheder, ret til at bivuakere og holde øvelser, med juridisk immunitet over for jugoslaviske myndigheder. Det var krav, som var skrappere end dem, Østrig-Ungam præsenterede Serbien for i sit ultimatum i juli 1914. Den serbiske Rambouillet-delegation reagerede på forhandlingssammenbruddet i marts ved at efterlade en eksemplar af det serbiske modforslag i underskrevet stand på bordet, da de forlod Rambouillet. Dette sidste forsøg på at holde forhandlingerne åbne fra serbisk side blev ignoreret i de vestlige medier, ligesom de forsøg, en lokal kosovo-serbisk organisation støttet af den serbisk-ortodokse biskop i Kosovo gjorde for at komme i kontakt med forhandlerne i Rambouillet. I begge tilfælde var der tale om tiltag, som kunne have dannet udgangspunkt for nye forhandlinger. Men medierne tav også om de voldsomme krav, NATO stillede til Milosevic, og som fandtes i et Appendix B til Rambouillet-aftaleforslaget. Det var der gode grunde til. For sandsynligvis kendte end ikke NATO-lande som Danmarks regeringer til indholdet af dette appendix - hvis eksistens blev officielt betvivlet, hvis man ikke i stedet bagatelliserede dets indhold. Når det overhovedet blev kendt i en større offentlighed, skyldes det, at den franske avis Le Monde i april lagde det ud på intemettet.

Luftkampagnens første fase

Det billede, verdensoffentligheden fik ved luftkampagnens start, var at Milosevic blot kunne tage telefonen og ringe, at han skrev under, så ville bombardementerne holde op. Men det blev af gode grunde aldrig præciseret, hvad han havde nægtet at underskrive. Under luftkampagnens første dage fik man tilmed indtrykket af, at det næppe ville vare lang tid, før han skrev under. Sejrsikkerheden var tilsyneladende stor fra starten, især når man lyttede til de angelsaksiske ledere. Og USA’s præsident Clinton udelukkede fra starten, at der kunne blive tale om landkrig - et ikke særlig velanbragt signal til serberne, men naturligvis først og fremmest beregnet på at berolige opinionen i USA. Det skal retfærdigvis siges, at den danske statsminister ved kampagnens start optrådte særdeles afdæmpet uden at give løfte om en hurtig afslutning på luftkampagnen - tværtimod ville han i modsætning til Clinton ikke udelukke, at indsættelse af landtropper i kamp mod serberne kunne finde sted på et senere tidspunkt. Men ellers styrkede medierne i fasen efter luftkampagnens start opfattelsen af Milosevic som den enerådende diktator, man skulle gøre indtryk på, samtidig med at krigsførelsen i stigende grad dementerede NATO’s generalsekretærs påstand om, at man ikke var i krig med det serbiske folk. Der var da også i medierne både i udlandet og i Danmark en vis kritik over for NATO’ s projekt. Det var unægtelig tankevækkende at se en forsvarsalliance angribe et andet land, som ikke truede nogen af alliancens medlemsstater.

Den oversete indenrigspolitiske dimension

Derimod var der liden forståelse i medierne for det komplicerede indenrigspolitiske spil i Beograd og for de reaktioner, NATO’ s luftkampagne der måtte udløse. Der havde været enkelte advarende røster så langt tilbage som i oktober 1998, da lufttruslen første gang blev brugt, dengang uden at blive ført ud i livet. Da fremholdt den tidligere svenske statsminister og “høje repræsentant” i Bosnien, Carl Bildt, at et luftangreb ville kunne udløse massefordrivelse af albanere fra Kosovo. Meget fa mediefolk og politikere har interesseret sig for konflikten mellem høge og duer i Beograd, og for Milosevic’s egen position i det spil. Det var så nemt at dæmonisere ham, som man gjorde det med Saddam Hussein. Derfor oplevede man det parodiske, at en aktion, der skulle forhindre etnisk udrensning af albanere i Kosovo, udløste en sådan. Og derfor traf masseudrensningen både vesten og FN’s flygtningeorganisation UNHCR uforberedt. Man havde nok ventet flygtningestrømme, men overhovedet ikke i de dimensioner. Bagmanden bag denne desperate aktion var uden tvivl ikke Milosevic, men lederen af det Serbiske Radikale Parti, professor i jura ved universitetet i Pristina (!) dr. Vojislav Seselj, en stærk og konsekvent fortaler for voldelige politiske løsninger. Det var formentlig kun valgsvindel, som forhindrede ham i at blive Serbiens præsident gennem fire dramatiske valgomgange i efteråret og vinteren 1997. Da havde han lovet, at han, når han blev præsident, ville løse Kosovo-problemet på 5 dage.Han lagde ikke skjul på sit synspunkt: Albanerne i Kosovo havde et hjemland, Albanien, som de passende kunne tage hjem til, hvis de ikke ville indordne sig under det serbiske styre i Kosovo. Seselj opnåede ikke at blive præsident. Men Serbien stod i begyndelsen af 1998 både med en begyndende guerillakrig i Kosovo og en massiv regeringskrise - Milosevic’s og hans kones partier havde ikke noget flertal i parlamentet og måtte inddrage enten Vuk Draskovic’s Serbiske Forny elsesparti eller Seselj’s radikale i regeringen. Det blev Seselj, som blev optaget i regeringen som viceministerpræsident og satte sit fingeraftryk på både forsøget på en militær nedkæmpning af Kosovas Befrielseshær (UÇK) og den ensretning og politisering af universiteterne, som foregik i 1998 næsten totalt ubemærket af verdensoffentligheden. Under krisen i januar 1999 inddroges Vuk Draskovic imidlertid i den serbiske regering som viceministerpræsident, og under Rambouillet-forhandlingerne spillede Serbiens præsident siden december 1997, Milan Milutinovic, en aktiv rolle i forsøget på at frembringe en fredsløsning. Som altid havde Milosevic placeret sig mellem fløjene. Forhandlingssammenbruddet i Rambouillet og evakueringen af OSCE-missionen i Kosovo blev signalet til, at højrekræfteme fik overtaget i den serbiske regering.

Højredrejningens konsekvenser og pris

Det ene resultat var, at Serbien lukkede sig inde - journalister fra vesten nægtedes visum, de tilstedeværende blev presset til at forlade landet, og selv med visum blev f.eks. et par danske journalister på grænsen nægtet indrejse. Danmarks Radios korrespondent Thomas Ubbesen var en af dem, som prøvede at fa indrejse til Serbien under luftkampagnen, men måtte give op og tog i stedet til de steder, hvor de albanske flygtninge strømmede ud af Kosovo. Det blev deres rædselsberetninger, som kom til at dominere mediebilledet, ikke konsekvenserne af luftbombardementeme i Jugoslavien. Og hermed leveredes i retrospektiv den bedste retfærdiggørelse af NATO’s luftkampagne, som tænkes kunne. Det viste sig ved denne som ved tidligere lejligheder under det gamle Jugoslaviens langstrakte dødskamp: Den serbiske regering var udmærket til at bruge medierne indadtil, og der blev sandelig ikke sparet på den propagandistiske retorik. Men kampen om verdensoffentligheden slog helt fejl. Folkeretsligt havde Beograd ellers en langt bedre sag end i sin tid Saddam Hussein. Men håndteringen af situationen var i forholdet til vesten helt håbløs. Også i dette kan man se et udslag af det politiske skred til højre. Folk af Seseljs type anser det for totalt ligegyldigt at gøre indtryk på modparten med argumenter - dem vil dejo alligevel ikke bøje sig for, kun magt. Og over for ens egen befolkning tager stolthed og trods traditionelt kegler. Endvidere spillede højrefløjen i mediekrigen først og fremmest på egen befolkning og på befolkningerne i de lande, man opfattede som sine naturlige allierede, som Grækenland, Rusland og Kina. Politiske og folkelige protester i disse lande mod NATO-kampagnen blev flittigt gengivet i serbisk TV for at give indtrykket af, at Jugoslavien ikke stod alene. Højdepunktet i denne form for propaganda var indklipning af tidligere truende Jeltsin-udtalelser og transport af russiske atommissiler i de serbiske TV-nyheder på et tidspunkt, hvor det var helt klart i udlandet, at Rusland ikke ville sætte noget alvorligt på spil for Jugoslavien. Den bombastisk lancerede “unionsaftale” mellem Rusland, Hviderusland og Jugoslavien, ja antydninger af at Serbien kunne søge optagelse i den Russiske Føderation, hørte med til denne specielle form for serbisk mediekrig.

Propaganda som modpropaganda, kampen om troværdighed

Et andet typisk træk i den serbiske mediedækning af konflikten var transmission af vestlige nyhedsudsendelser. Ikke mindst NATO»’s pressekonferencer var “populært” stof, som for den krigsplagede befolkning kom til at stå som udtryk for vestens kynisme og hykleri. Særlig såret blev den serbiske befolkning og serbere i udlandet, når civile ofre for bombardementerne blev karakteriseret som “collateral damage”. Men ifølge udtalelser fra en af NATO-talsmanden Jamie Sheas nærmeste medarbejdere, Nicholas Fiorenza, som deltog i et seminar i København i november om mediedækningen af Kosovo-krigen, sigtede NATO’s mediekampagne alene mod et vestligt publikum - hvordan det virkede på serberne, var underordnet. Når general Wesley Clark således gik på skærmen og beklagede den utilsigtede bombning af et tog på vej over en bro i Serbien, skyldtes det hensynet til at afværge uheldige virkninger af de voldsomme billeder på den vestlige offentlighed. At NATO så hurtigt gik ud med en beklagelse, var et forsøg på at understrege bestræbelserne for en humanitær krigsførelse over for sin hjemmefront og samtidig styrke troværdigheden af NATO’s mediemæssige håndtering af konflikten. Det var dog ikke en linie, som bley konsekvent fastholdt. Da et NATO-missil ramte en albansk flygtningekonvoj på vejen mellem Djakovica og Prizren, hvorved 75 personer blev dræbt, kom historien først i de serbiske medier, mens reaktionen fra NATOside var tøvende og vaklende - først sent blev denne pinlige begivenhed håndteret på en mere rimelig måde. Konsekvensen heraf blev ifølge Fiorenza en væsentlig forbedret mediestyring ligesom en forbedret samarbejde med de militære styrker - tidligere havde NATO-talsmændene ofte været blandt de sidste til at fa de nødvendige informationer, og deres arbejde var længe overordentlig vanskeligt. Det vestlige medier brugte en tid materiale fra serbiske TV-udsendelser til at vise ødelæggelserne i Serbien, men også for at demonstrere “Milosevic’s propagandamaskine”. Altså på mange måder parallelt til den serbiske brug af NATO-nyheder. Men denne “dialog” varede ikke ved - den blev hæmmet ved NATO-bombardementeme af serbiske TV-stationer og effektivt stoppet, da man fik blokeret Beograd-TV’s adgang til kommunikationssatellitten. Forsøget på at lamme serbisk TV og radio - som i øvrigt viste sig ineffektivt på mere end kort sigt - var angiveligt et forsøg på at ramme den “propagandamaskine”, som var et af Slobodan Milosevic’s vigtigste styringsredskaber. Men initiativet kom ikke fra de ansvarlige for NATO’s mediedækning, som kunne se store betænkeligheder ved en sådan handlemåde. Men den militære NATO-ledelse pressede på, og fik til sidst sin vilje. Der kan ligge to årsager bag denne militære politik: at undgå at uønskede TVbilleder fra Jugoslavien stillede NATO over for nye forklaringsproblemer, eller mere sandsynligt, at det at ramme sendemasteme også besværliggjorde den militære kommunikation for den jugoslaviske hær. I praksis gjorde TV-bombningeme det lettere for Serbiens regering at holde vestlige informationer ude. Dette kombineret med udelukkelsen af vestlige journalister sænkede en osteklokke ned over det serbiske samfund. Dette kombineret med indgreb mod de sidste rester af en fri presse og uafhængige radiostationer i Serbien sikrede en total regeringsstyring af medierne i Serbien - bortset fra de serbere, som havde adgang til medierne i Montenegro, hvor regeringen forsvarede pressefriheden mod den jugoslaviske hærs krav om undtagelsestilstand og censur.

Tvivlsomme informationer

De serbiske mediers nyheder blev betragtet med stor mistænksomhed af de vestlige medier, men når man skrællede den propagandistiske retorik af, viste deres informationer sig ofte at være korrekte. Samme vagtsomhed blev normalt ikke lagt for dagen over for kosovo-albanske kilder. Således blev der formidlet oplysninger om massedrab af 100.-200.000 albanere inde i Kosovo, som siden har vist sig at være helt forkerte. “Oplysninger” af denne art var imidlertid god ammunition i mediekrigen, i hvilken Kosovo-albanemes informationstjeneste var en vigtig aktør. For UÇK gjaldt det om kaste billedet af terrorist-bevægelse af sig og fremtræde som NATO’s allierede i kampen mod Milosevic’s folkedrab. Derfor var det vigtigt for UÇK at fa medierne til at formidle, at der faktisk var tale om et folkedrab, at det var minutiøst planlagt, at det havde været under forberedelse og i gang allerede længe før luftkampagnens start, og at konsekvensen af krigen burde være ikke blot alle flygtninges tilbagevenden, men også Kosovos totale løsrivelse fra Serbien og Jugoslavien. Hvad det sidste angår, havde kosovo-albaneme ikke umiddelbart succes. Bedre gik det med folkedrabsscenariet, selvom man fra NATO-side forsigtigt holdt sig til den etniske udrensning. Her var det vigtigt at formidle et indtryk af, at luftkampagnen var uden skyld i iværksættelsen af massefordrivelsen af albanere fra Kosovo, og at den faktisk var i gang længe inden luftkampagnen. Der dukkede en plan “Hestesko” op i tyske efterretningscirkler, som angiveligt var det, der bragtes til udførelse fra serbisk side: en successiv uddrivelse af albanere fra Kosovo fra nordvest til sydøst, sigtende enten mod en total renselse af Kosovo for albansk befolkning eller en deling af Kosovo, hvor de mest ressourcerige områder i en “hestesko” med Mitrovica-området som centrum kunne skilles ud og integreres i Serbien. Der er hidtil ikke fundet meget, som kan underbygge opfattelsen af, at serberne forhandlede på skrømt i Rambouillet. Ikke desto mindre lykkedes det i vid udstrækning at etablere et sådant billede. Karakteristisk for denne udlægning af virkeligheden var en artikel i BerlingskeTidende den 13. april 1999, som med henvisning til “NATO og andre vestlige kilder” indleder med ordene “Den hemmelig strategi, født i Slobodan Milosevics hjerne, skulle angiveligt hedde Plan Podgova - Operation Hestesko - og det har hele tiden været Milosevics strategi, mener man nu i Vesten, at erstatte albanerne med serbere, müligvis serbiske flygtninge, fra Krajina-regionen, som kunne tvangsforflyttes til Kosovo. Dermed ville Milosevic lægge op til en reel deling af Kosovo.” Efter et tilbageblik på det forløb, der førte frem til våbenhvileaftalen i oktober 1998 og en omtale af Milosevics udskiftning af en række militære og civile topfolk i november 1998 fortsætter artiklen: “Allerede i december kom de første graverende brud på den våbenhvile-aftale, som Milosevic havde underskrevet med den amerikanske udsending Richard Holbrooke i oktober. I ugen før jul mejede serbisk militær således 36 albanere ned, som angiveligt skulle være guerillafolk på vej over bjergene med våben til Kosovas Befrielseshær, UÇK. Og selve juleaften indledtes en kampvognsoffensiv mod en af UÇKs sidste stærke bastioner ved byen Podujevo, ca. 35 km nord for hovedbyen Pristina på hovedlandevejen mellem Kosovo og Beograd. Derefter bølgede kampene frem og tilbage omkring Podujevo og i den såkaldte Drenica-region i det centrale Kosovo. Og i januar gik det ud over civile landsbybeboere i den lille landsby Racak, sydvest for Pristina.” Problemet ved denne sammentrækning af begivenhederne er, at den totalt udelader, hvad UÇK har foretaget sig i december-januar. Udeladt er mordet på den serbiske borgmester i Kosovo Polje, en UÇK-mands nedskydning af 6 fredelige serbere på en kafé i Pec den 15. december, og tilfangetagelsen af 8 serbiske soldater i det nordlige Kosovo kort efter nytår. Den fortæller heller ikke, at grænseepisoden var et forsøg fra UÇK’s side på at føre en enhed fra Nordalbanien ind i Kosovo, og at ikke alle blev dræbt, men 9 taget til fange. Serberne var ikke engle i Kosovo. Men forud for hver af de serbiske brud på våbenhvilen lå et brud fra UÇK’s side. Dette er et godt eksempel på vellykket NATO-informationstaktik. Det er lykkedes at udviske erindringen om det komplicerede begivenhedsforløb i december-januar og lægge en klar linie gennem begivenhederne, som virkelig giver mening, hvis man vil se Milosevic som årsagen til alt ondt. Etableringen af dette forenklede billede lykkedes særdeles godt i de fleste vestlige lande, og der var ikke mange journalister, som udfordrede det.

Svigtede medierne i Danmark?

“Faklen, det provokerende “stridsskrift for humanister, relativister og erkendelsesterrorister”, som udgives af studerende ved Århus Universitet, tog problematikken op i sommernummeret 1999.1 artiklen “Propaganda, krig og dansk TV giver bladets ansvarshavende redaktør Rune Engelbreth Larsen den danske mediedækning af Koso vokonflikten tørt på. Især kritiserer han TV-avisen for ledende spørgsmål og manglende dybdeboring ved interviews af politikere og eksperter. Der er velvalgte og illustrative eksempler, og et stykke hen ad vejen harEngelbreth Larsen ret. Men også han foretager selektiv udvælgelse af data. Således ser han fuldstændig bort fra, at også mere kritiske analytikere som fredsforskeren Bjørn Møller og jeg selv er blevet benyttet i betydeligt omfang, at der var aviser, der opretholdt en kritisk linie, og at selv aviser, som klart støttede NATO’s aktion, gav rum for kritiske læserbreve. Engelbreth Larsen kommer heller ikke ind på en andet vigtigt punkt i TV-nyhedsdækningen, uddragene af pressekonferencerne. Her er der gode eksempler at hente på, hvorledes man ved at plukke højdepunkter ud af disse kunne eliminere den usikkerhed, NATO-talsmændene af og til kom i på grund af nærgående spørgsmål fra joumalisterne. Hermed kom den danske TV-nyhedsdækning til at fjerne nogle vigtige nuancer, som man fik med, når man så samme pressekonferencer på CNN Live. Nyhedsdækningen af Kosovo-krisen i Danmark havde klart sine svagheder, og NATO’s informationsstrategi slog stærkere igennem, end den havde behøvet. Til tider var der tale om klar vildførelse af borgerne. Men dette var ikke udslag af en bevidst politik fra danske mediers side. Der gjordes ærlige forsøg på at se kritisk på situationen. Men hele situationen var præget af, at der hurtigt var blevet skabt en opinion i landet, som accepterede NATO’s luftkampagne som nødvendig. Det som NATO formåede via de danske medier og politikere at etablere, var en overbevisning hos et flertal af befolkningen om, at der ikke havde været noget alternativ for NATO end at bombe, hvis man ville undgå et folkedrab i Kosovo. At dette ligger ret langt fra virkeligheden, demonstrerer i virkeligheden informationsstrategiens styrke. Og den ligger ikke kun i en dygtig selektion af fakta, men også i en udnyttelse af den tillid, der er naturlig mellem gamle allierede. Jo mere der klarlægges om Kosovo-konflikten, desto mere bliver det imidlertid klart, at vi også kan blive styret og manipuleret af vore allierede. Det understreger nødvendigheden af, at et land som Danmark opretholder sin egen uafhængige efterretnings- og analysekapacitet. Der er mange skjulte dagsordener i international politik, og ofte er det lettere at afsløre dem hos modstanderne end hos samarbejdspartnerne.