Log ind

Korpsaand kræver ingen Rigsdagsbevilling

#

Motto: Uden Fantasi skabes intet af Værdi!

Paa indeværende Tidspunkt at fremsætte nye Forslag af hærorganisatorisk Art vil sikkert forekomme de fleste ret malplaceret. Men maaske der alligevel kan ligge Opgave for, som Hæren — trods Tidernes Ugunst og almindelig militær Uafklarethed — netop burde tage op nu i en Tid, hvor Hærens Puls slaar meget svagt, men som netop derfor er egnet til Sanering og Ajourføring paa Omraader, der til daglig ikke har været saa megen Tid til at tage sig af. Her skal da fremsættes en Række Tanker, hvis Idé i Korthed er den, at Hæren nu burde sætte ind for at skabe de bedst mulige Betingelser for, at Hærens enkelte Enheders Korpsaand kan blive udbygget og fremelsket i en hel anden Maalestok, end Tilfældet var i Danmarks Hær, som vi har kendt den indtil Skæbneaaret 1940. Korpsaandsbegrebet førte her en næsten oprørende Skyggetilværelse ved de allerfleste Regimenter. Næppe nogen vil bestride, at Vilkaarene for at skabe Korpsaand i Hærens forskellige Enheder har været forfærdende trange de fleste Steder, og de faa Steder, hvor der har været gode Vilkaar, har man ofte set dem yderst slet udnyttede — eller totalt forsømt. Det har faktisk i mangfoldige Tilfælde skortet baade paa Interesse og Sans for samt Evner til at udnytte dette for Hærens Mandstugt og Troppernes Moral allervigtigste Moment. Betingelserne har jo imidlertid været slette. Idelige Hæromordninger har fundet Sted uden den mindste Hensyntagen til Regimenters og Afdelingers hidtidige Sammensætning, Benævnelse, Garnison og Udskrivningsomraade, altsaa alt hvad der kan give en militær Enhed Præg — eller rettere Særpræg, i Ly af hvilken Korpsaanden har kunnet trives. Altsammen til Skade for Disciplinen, Krigsdueligheden og den civile Befolknings Interesse for Hærens Forhold. I Haabet om, at der er en Vilje til og Forstaaelse af det betydningsfulde i, at der bliver gjort noget for Korpsaandsbegrebet i Dagens og Fremtidens danske Hær, skal i det følgende de enkelte Felter, hvor der kan sættes ind, gøres til Genstand for en kort Omtale. Definitionen paa militær Korpsaand kan der næppe herske megen Uenighed om. Her maa forstaas den enkelte Soldats Stolthed over, Kærlighed til og Tro paa sit »Korps« som det eneste, der virkelig tæller og betyder noget i Hæren og i Folkets Bevidsthed, som den eneste Enhed, det er værd at tjene ved, fordi den — bl. a. ved hans Indsats og Færd — hæver sig højt over Hærens andre Regimenter. Det er Følelsen, der gør Soldaten solidarisk med sit Regiment, der fremkalder Stolthed hos ham over dets gode Præstationer og Sorg over Nederlag for og uværdig Optræden af Personel, der tilhører det hellige Begreb, som Soldaten forbinder med Ordene: Mit Regiment. Korpsaanden indgyder ham Ærbødighed for Regimentets Historie, Traditioner, Faner og Insignier og Interesse for dets Særpræg. Den lærer ham, at Folkene fra de andre Regimenter er — ikke hans Fjender —, men hans Modstandere i den store Kappestrid om at blive Hærens bedste Regiment, og at ingen Skam er større end at blotte sig over for en af disse Modstandere, enten ved at give op for Feltlivets Prøvelser eller ved at udvise upassende Adfærd — bl. a. uden for Tjenesten. Endelig bliver Korpsaanden den store Formidler mellem Hær og Folk, idet den rigtigt opbyggede Korpsaand i stor Udstrækning næres af Hjemstavnskærligheden og Appellen til de gode Egenskaber, som netop præger Befolkningen i den Landsdel, hvori Regimentet udskrives og garnisonerer. Taget under et staar man her overfor en Opgave, der er lige saa nem og simpel at løse, som den er paakrævet, naar Talen er om at skabe høj Troppemoral. Det er en Idé, som den primitiveste Mand1) har nemt ved at tilegne sig, og som han erfaringsmæssigt aldrig slipper. Selv den Mandskabstype, som var saa hyppigt forekommende i Hæren de sidste 25 Aar — Manden, der var tvangsfodret med antimilitær Propaganda fra Hjem, Skole, Kirke og Presse — fandt ofte Interesse foldet militære Liv i de — faa — Tilfælde, hvor Korpsaanden greb den. Men mange Muligheder var der ikke. Vi staar her og kan se tilbage paa en Undladelsessynd, som maa og skal rettes! Hvis vi nu vil benytte Hærens Sammensætning af i Dag som Basis for den Række Foranstaltninger, som burde gennemføres (og rent administrativt nemt kan gennemføres uden egentlig Udgift), vil man erkende, at Hæren er sammensat af 17 Regimenter (inklusive Fodfolkspionerkommandoet og vore 2 Flyverafdelinger), 5 Korps samt Bornholms Værn — ialt 23 Enheder — enkelte med virkeligt udviklet Korpsaand — men langt de fleste blot udgørende en for Aand og Sjæl forladt administrativ Myndighed. Som nævnt i »Militært Tidsskrift« Nr. 7/1940 maatte allerførst samtlige Regimenter, der endnu benævnes ved Nummer, tildeles et Navn, og enkelte Navne, der er i Brug, maatte modificeres en Ubetydelighed. Samtidig hermed maatte der fastsættes et Emblem for hvert enkelt Regiment som det første Skridt hen mod Skabelsen af Regimentssærpræget. I Forbindelse hermed burde Regimenterne ogsaa antage deres specielle »Farver«, et Motto og — hvis de ikke havde det før 1932 — en Regimentsmarch, da man maaske nu har Lov at formode, at de Tider er forbi, hvor vor Hær, som den eneste i Verden, af politiske Grunde ingen Musik maa have. Naar der — i en forhaabentlig nær Fremtid — kan blive truffet Bestemmelser om disse Ting, helst paa Grundlag af Regimenternes egne Ønsker og Forslag, er man naaet saa vidt, at Særpræget ved Regimentet kan begynde at betyde noget for dets Officerer og Mandskab, hvorefter Jordbunden er passende gødet for Udbygning af Traditioner og Skikke, deriblandt Messetraditionerne, hvis Betydning ikke kan understreges stærkt nok, thi Officerskorpsets Regimentskærlighed, -stolthed og -forfængelighed vil selvsagt alle Dage være Rygraden i Regimentsaanden. Medens der ikke skulde være nogen Vanskelighed ved at skabe de her skitserede Forhold, bliver der endnu et Omraade tilbage, som maa iagttages, for at Regimenternes Bestræbelser for at udbygge Korpsaand ikke skal forblive frugtesløse. Der tænkes her paa de for Opbyggelsen af Forstaaelse mellem Egn og Regiment haabløse Omgarnisoneringer enten af hele Regimenter (Eks. 2. Regiment 1922 — Nordsjællænderne sørger stadig over Tabet af »deres eget Regiment«) eller — endnu værre -— Omorganisation og Ombytning af Regimenternes Afdelinger (Eks. 4. Regiment 1932), som uanset Regimentets Skæbne for enhver Pris maa undgaas. Og det kan det vel ogsaa, naar det af andre Grunde forkastelige System med Regimenter, der har Numre i Stedet for Navne, er afskaffet. Selv om det ikke kan undgaas, at ældre Officerer ved Avancement maa forsættes fra et Regiment til et andet, hvad det selvsagt aldrig kan gavne Bestræbelserne for at værne om Regimentets »Familieliv«, burde Bestemmelserne for Kornetternes og de unge Officeres Ansættelsesansøgning revideres. Princippet bør — til Støtte for Regiments-Korpsaanden — være det, at en Mand tilhører eet og kun eet Regiment fra — bogstaveligt — sin Fødsel til sin Død. I Dag kan en Vestjyde med tilstrækkelig godt Eksamensresultat fra en af Skolerne blive ansat ved et Københavnerregiment. Det er, foruden at være illoyalt mod Mandens oprindelige Regiment, forkasteligt af Mobiliseringshensyn og pædagogisk helt forkert. Jyder skal føres af Jyder, Københavnere af Københavnere o. s. v., for at nævne to Mentalitetsgrupper, der aldrig vil kunne gaa i Spand.

Inden de før nævnte Elementer til Korpsaandens Udbygning gøres til Genstand for nærmere Omtale, skal det anføres, at Regimentets Ophøjelse til den egentlige Fremelsker og Beskytter af Korpsaanden i vort Fodfolk muligvis vil møde Modstand i de 7 af vore Fodfolksregimenter, der er blevet Regimenter ved Sammendragning af gamle, selvstændige Fodfolksbatailloner, hver med sin Krigshistorie. Men denne Modstand vil sikkert nemt kunne overvindes ved en Bestemmelse om, at de gamle historiske Numre bibeholdes som Benævnelse for Regimentets enkelte Batailloner og — som foreslaaet i Artiklen i »Militært Tidsskrift« Nr. 7/1940 »Uniformsforbistringen« —- Afdelingsnummeret bibeholdes paa Uniformen sammen med Regimentsemblemet. Hertil kommer imidlertid, at Fodfolksregimenterne i Dag bestaar af flere nye traditions- og historieløse Enheder (Stabsog Kanonkompagnier, Forstærkningsbatailloner), som ingen Relation har til Bataillonerne, og som derfor ikke kan leve paa deres Fortid, med mindre disse loyalt lader, f. Eks. deres Hædersdage, blive hele Regimentets Eje (saaledes som man har gjort i alle Lande, hvor historiske Afdelinger er blevet sammendraget i nyoprettede Regimenter). I denne Forbindelse skal det huskes, at en af disse nye Enheder — 2. Regiments Kanonkompagni — i Dag har sin egen selvstændige Krigshistorie, kort men lige saa ærefuld som dens ældste Kollegas i Regimentet, en Krigshistorie, som selvfølgelig ikke forbliver Kompagniets Særeje, men bliver et Blad i Regimentets Krigshistorie. Regimentsnavne. Enhver, der kender Forholdene i vore' Nabolande og ved, hvilken Rolle Regimenternes Særpræg, deriblandt Benævnelsen paa dem, baade indadtil og udadtil, spiller, staar maalløs overfor Forholdene i den danske Hær, hvori Hovedparten af Regimenterne benævnes med ét fuldkommen intetsigende Nummer, ja i Fodfolket endog uden nogen som helst Angivelse af, at dette nummererede Regiment er et Fodregiment2). Rent bortset fra det let paaviselige, psykologiske Fejlgreb, der ligger i et saadant Betegnelsessystem, afstedkommer det nogle, ofte ganske skammelige, Begrebsforvirringer, bl. a. naar en Fodmand og en Artillerist sammen taler om f. Eks. 1. Regiment — den ene menende det københavnske Fodfolksregiment -— den anden 1. Feltartilleriregiment. Men den egentlige Dødsdom over Systemet ligger dog i den Kendsgerning, at disse fanfareløse Numre tværer Indtrykket af hele Hæren ud i een stor khaki-graa Masse, til Skade for Befolkningens Interesse for den og til Skade for Korpsaanden.

I Juni 1932 tog nuværende Chef for 3. Regiment, Oberst V. O. Harrel, til Orde i Berlingske Aftenavis for Indførelsen af Navne til vore Regimenter og opstillede et detailleret Forslag. Blandt de Muligheder, Obersten nævnte, var Fremgangsmaaden med at benævne Regimenterne i Relation til Garnisons- og Udskrivningsomraadet. Det vilde sikkert ogsaa blive den mest hensigtsmæssige Løsning — bl. a. fordi Lokalpatriotisme og Hjemstavnsfølelse vilde være naturlige Kraftkilder for Regimenterne i deres indbyrdes Kappestrid om at være det bedste. Den første Opgave vilde være at finde Navne til de 7 Fodfolks- og 3 Feltartilleriregimenter, der stadig er nummererede — selvfølgelig med Bibeholdelse af en kort, letaffattelig Talbetegnelse til Befalingsudgivelse, Stempling af Munderingssager o. 1. Med Henblik paa at skabe de mest velklingende Navne og samtidig Navne, hvis enkelte Dele ikke minder for meget om hinanden, burde man tage de gamle danske Regimentsbetegnelser op igen (f. Eks. Infanteriregiment, Skarpskytte- og Jægerkorps, Livregiment, lette Regiment ) til Brug for vore Fodfolksregimenter. (Eksempler: 3. Regiment faar Navnet: Nørrejydske Jægerkorps; 6. Regiment: Fyens lette Fodfolk; 2. Regiment, som foreslaaet af Oberst Harrel, Kongens Grænseregiment; 5. Regiment: Sydsjællandske Skarpskyttekorps o. s. v.) Men der maa tages Hensyn til, at alle Benævnelserne er Nydannelser, saa det undgaas, at nuværende Batailloners fordums Navne atter annekteres, hvorved de Batailloner, hvem den Ære ikke overgaar, med Rette kan føle sig tilsidesat. Artilleriet vilde faa nemmere til at finde Navne frem til 1., 2. og 3. Feltartilleriregiment. 1., der ikke har haft nogen bestemt Tilknytning til en Landsdel, da det aldrig har naaet at blive forlagt til Jylland, kunde maaske kaldes »Kronens Artilleriregiment«, 2. F. A. R. for »Sjællands (eller Sjællandske) Artilleriregiment« og 3. F. A. R. »Jyllands Artilleriregiment«. Hvad angaar vore allerede »døbte« Regimenter (Livgarden, Fodfolkspionerkommandoet, Rytterregimenterne, Luftværns- og Ingeniørregimentet) samt de fem Korps, kunde Lejligheden passende benyttes til »Forbedring« af Navnene — bl. a. af fonetiske Grunde3).

3) De nuværende fanfareløse Betegnelser paa vore Regim enter h ar — især i de senere A ar — ført til, a t der er blevet „opfundet" forskellige „Forbedringer" af unge fantasifulde Officerer. Flere af disse Opfindelser er morsomt nok ved at blive almindelig (uofficiel) Sprogbrug i Hæren. Der tænkes særligt paa Ingeniørregim entets uofficielle Navn „Dronningens Pionerer" (der i hvert Fald er velklingende) og 1. Regiments stæ rkt sarkastiske nom de guere, som næppe er opfundet a f Regim entet selv!

Saaledes burde Livgarden hedde »Den kgl. Livgarde« — saa meget mere som det altid bruges i daglig Tale, ja endog af Statsinstitutioner (Radioen). Fodfolkspionerkommandoet, Hærens yngste og mindste Regiment, men i Dag med Krigshistorie, burde hedde »Sønderjydske Fodfolkspionerer«, og hvad Luftværnsregimentet, Ingeniørregimentet, Flyvertropper og samtlige Korps og Hjælpeinstitutioner angaar, burde man under Hensyntagen til, at de ligesom Livgarden udskrives over hele Landet4) og derfor maa undvære en Landsdelsbetegnelse, tildele dem Betegnelsen »kongelig««, hvortil det nok skulde være muligt at opnaa Hans Majestæts Tilladelse.

Det har ofte undret, især Udlændinge, at vi her i Verdens ældste Kongerige er saa angst for at benytte Adjektivet »kongelig« til de Statsinstitutioner, som med Rette kan betegnes som kongelige, deres historiske Oprindelse taget i Betragtning, hvilket i første Række gælder Hærens og Søværnets Enheder og Institutioner. Og at det vilde spille en meget stor Rolle for de værnepligtige, der udskrives til Tjeneste ved disse Enheder, at de skulde tjene ved noget »kongeligt«, vil sikkert enhver, der er kendt med dansk Almue- og Soldatermentalitet, tiltræde. Eksempel. En Mand udskrives til »Trainafdelingen«. Med al Respekt for dette Organs store Fortjenester i vor Hærs Historie og den smukke Standard, det indtager i Dag, kan man ikke forvente, at Meddelelsen til den sessionsbehandlede om, at han vil blive udskrevet til denne Enhed, vil hensætte vedkommende i en Ekstase af Henrykkelse. Men fortæl ham, at han er udskrevet til »Det kongelige Trainkorps«! Og lad ham paa Sessionen faa et Hefte, hvori han bl. a. kan studere det Emblem, der skal pryde hans Khaki! Han vil øjeblikkelig føle, at han har det ene Ben i en stor Helterolle!5)

Men tænk først og fremmest paa Københavnerdrengen, der udskrives til »1. Regiment«. Han er da ligeglad. Men udskriv ham til »Kronprinsens københavnske Jægerregiment«. Han vil revne af Vigtighed i Kaffebaren! Samtidig med Skabelsen af Navne til Regimenterne maa der i størst mulig Udstrækning fastsættes officielle Betegnelser for vedkommende Regiments Mandskab. Som vi har Gardere og jydske Dragoner, burde vi kunde have f. Eks. fynske Jægere, Kroneartillerister, Kronprins-Grenaderer o. 1., og i det hele særegne Betegnelser, der nemt kunde appelleres til overfor den enkelte Soldat og hans Æresfølelse. (Som vi kender det i Dag i enkelte Tilfælde: »Det gør en Garder ikke ...« »Det forventer man af os Pionerer ...« »Vi jydske Dragoner kender intet »Tilbage« ...« o. s. v.). Kun ved Regimenter, der har egne Benævnelser for Mandskabet, kan denne store pædagogiske Støtte udnyttes. Hvorfor kun have den forbeholdt ganske enkelte Regimenter, naar hele Hæren har haardt Brug for den? Men hermed er det saa atter understreget, at der er en Foranstaltning, vi ikke kommer uden om, og det er Regimentsemblemet. Det maa og skal skabes for hvert enkelt Regiment og Korps’ Vedkommende. Og der er villige Hænder nok. Baade Officerer (af hvis Uniform man i Dag hverken kan erkende Vaaben, Regiment eller Afdeling) og Mandskab sukker efter denne Prydelse, der nu kun er tilladt for et eneste Regiments Personel. De nuværende Tilstande, hvor omvendt den slette Soldat ved, at lige meget hvor forkastelig hans Optræden er, saa kan den i hvert Fald ikke falde tilbage paa hans Regiment, er ganske uholdbar og direkte nedbrydende paa de Værdier, Korpsaanden skulde bygge op6).

Et enkelt Regiment her i Landet har sine »officielle« Farver. Hvorfor har ikke alle Regimenter og Korps Regimentsfarver? Intet er lettere for et Regiment end at vælge sig to Farver, som det gør til sine egne, og som det bruger overalt indenfor sit Omraade, hvor der kan være Tale om Udsmykning, Markering og Repræsentation ved Hjælp af Farver. F. Eks. Idrætstøjet for det Hold, der skal forsvare Regimentets Ære, Slipset for civilt og hjemsendt Personel, Baand paa Blomsterdekorationer o. s. v. Omraaderne, hvor Incitamenter til Korpsaandens Trivsel kunde udnyttes, er ikke færdigbehandlet, undtagen Regimentsmarchen er omtalt. Atter noget, der blot skulde fastsættes efter Regimenternes eget Ønske. Haabet om, at Hæren atter faar sin Musik tilbage, har man Grund til at formode gaar i Opfyldelse, og der er Marcher nok at vælge af — gode danske Marcher. Helt uopdyrket er dette Felt nu ikke, flere Regimenter har deres »egen« March, men alle burde have det. I denne Forbindelse skal Sangens Betydning for Korpsaanden paapeges. Interessen har til Dato ikke været særlig stor i Hæren, og alt for mange unge Officerer har vist undladt at synge med deres Mandskab for at lære det at synge. Ved enkelte Underafdelinger har der endog været Eksempler paa, at Sang har været forbudt. Regiments-Mottoet, kendt ved et enkelt Regiment, er ogsaa et for Troppemoralen meget vigtigt Incitament, som alle burde raade over. Lad det tilsidst blive fremhævet, at samtlige Bestræbelser for at skabe Regimentsaand først og sidst maa koncentreres om Regimentets Officerskorps, hvor Hovedvægten bør lægges paa at gøre Messen (»Messe A«) til Arnestedet for denne sacrosante Følelse. Respekten for Messen, dens Skikke og Traditioner maatte indblæses (og i mange Tilfælde først og fremmest skabes) i de unge, nytilgaaede Officerer, der derfra burde kunde hente den Regimentsaand, som Mandskabet skulde præges med. De Serveringslokaler, som mange Steder til Dato har udgjort »Messe A«, har næppe bidraget til Korpsaandens Trivsel, men her kan ingen ministerielle Forordninger hjælpe. Hvad her mangler, kan kun opnaas ved Hjælp af den Egenskab, der — herhjemme i hvert Fald teoretisk — gør en Mand til Fører for sine Landsmænd i Krig. •— Det er, som før nævnt, med en ikke ringe Undren, man maa erkende, hvor lidt der til Dato er blevet gjort for Korpsaanden i Hæren. (Først i 1933-Udgaven af Lærebog f. H. M. omtales enkelte Fodafdelingers samt Rytterregimenternes historiske Data, medens Halvdelen af Hærens Enheder ingen Omtale faar). Denne Undren bliver saa meget des større, naar man tænker paa, at det netop er de Mænd, der til daglig har skullet føre den bitre Kamp for Disciplinens Opretholdelse, der har interesseret sig saa lidt for Regimentsdyrkelsen7).

Paa mange Omraader ser man, hvor lidt Interesse dette Spørgsmaal har. Fra de militære Skoler søger Eleverne ikke Regimenter — men Garnisonsbyer. Rent bortset fra det sørgelige i, at Eleverne f. Eks. paa Kornetskolerne efter at have været Rekrutter et Halvaar igennem ved eet Regiment ofte staar blottet for den Følelse af Solidaritet med deres gamle Regimenter, der vilde overflødiggøre enhver Form for »Vælgen Regiment«, er det trist, at det er Garnisonsbyens Bekvemmeligheder, der forelægges de afgaaende Elever til Overvejelse. Skulde der endelig være Overvejelser mulige, vilde det i en Hær med Korpsaand dreje sig om, hvilket Regiment der nød mest Anseelse i Hæren og havde den smukkeste Krigshistorie. I Avisernes Fødselsdagsrubrikker læser m an: Kaptajnløjtnant af Rytteriet N. N., Randers — ikke Kaptajnløjtnant N. N., Jydske Dragonregiment, som en af Maaderne, hvorpaa man kunde bidrage til at gøre Befolkningen bekendt med Hærens Bestanddele. Kun eet Regiment har fastsat bestemte Regler for Officerernes Paaklædning, naar det drejer sig om 1923-Uniformens meningsløse Kaos. En Officer kan til nøjagtig samme Tjeneste være paaklædt paa 42 forskellige Maader, uden der kan skrides ind efter 1923-Reglementet. Her var en nem Mulighed for de enkelte Regimenter til at skabe en bestemt Norm, der kunde særpræge Regimentet. Lad det til Slut blive anført, at det vil være vanskeligt at paavise en Grund til ikke at tage det Arbejde op, der skal til, for at der kan blive dannet et Grundlag for Udviklingen af Korpsaanden i Hæren. Og der er ingen Grund til ikke at begynde i Dag. Der forestaar muligt store Omvæltninger i Hærens Sammensætning og Karakter, men selv om de forskellige Regimenter skulde blive helt omdannet, kan de jo udmærket bevare deres Navne, Traditioner, Insignier o. s. v. og videreføre deres Historie8). Afvikling af bestaaende Regimenter med Afbrydelse af deres Historie og Oprettelse af nye historie- og traditionsløse Enheder bør undgaas9). De tragiske Forhold, hvorunder vor Hær har trivedes den sidste Menneskealder, har nu ikke alene været fremkaldt af et forsvarsfjendtligt Folketingsflertal. Mon ikke Hæren selv har begaaet mange skæbnesvangre Undladelsessynder? Og mon de her omtalte ikke hører til de mest fatale?

J. I. M.

Litteratur.

Blandt udenlandske Bøger, der indgaaende behandler Korpsaandens Betydning i Krig, maa nævnes K aptajnløjtnant af Reserven Robert Graves ved „Royal Welch Fusiliers" Autobiografi „Good-bye to All That" (F orfatteren af „I Cladius" og „Cladius, the God").

1) Og for saa vidt ogsaa den intellektuelle. Ingen skal beskylde „Akademisk Skyttekorps" for ikke a t have h aft K orpsaand i dette Ords smukkeste Forstand.

2) I Sommeren 1939 aflagde en Del fremmede Officerer Besøg ved „4. Regiment". I det svenske P ressereferat af Besøget kunde man læse, a t forskellige, udenlandske O fficerer havde været Gæst ved 4. I n f a n ­ te r ir e g im e n t! — A ltsaa et til Lejligheden opfundet Navn, som Referenten h ar fundet sig foranlediget til a t konstruere, da Regimentets officielle Benævnelse h ar været forvirrende intetsigende for militært interesserede Læsere!

3) De nuværende fanfareløse Betegnelser paa vore Regim enter h ar — især i de senere A ar — ført til, a t der er blevet „opfundet" forskellige „Forbedringer" af unge fantasifulde Officerer. Flere af disse Opfindelser er morsomt nok ved at blive almindelig (uofficiel) Sprogbrug i Hæren. Der tænkes særligt paa Ingeniørregim entets uofficielle Navn „Dronningens Pionerer" (der i hvert Fald er velklingende) og 1. Regiments stæ rkt sarkastiske nom de guere, som næppe er opfundet a f Regim entet selv!

4) Om Danmark med sin specielle Geografi i Frem tiden kan tillade sig at have Regimenter, der kun kan mobiliseres, saafrem t Forbindelsen mellem samtlige beboede Øer kan opretholdes i Mobilisering.

5) Forholdet er endnu værre for //H jælpetropperne"s Vedkommende. Den Form for „Værnepligt" (baade m. H. t. Uddannelse, Tjeneste, U niform ering og Benævnelse) kan ingen europæisk S tat være bekendt a t indkalde sine vaabenføre Sønner til — i Kongens Navn. R esultatet er da ogsaa blevet derefter.

6) I engelske K aserner og Lejre findes ofte et m andshdjt Spejl ved Udgangen. Over det staar skrevet: „AKE YOU A CREDIT TO YOUR REG IM EN T?" Denne rammende Appel til Soldatens Ydre kan desværre endnu ikke anvendes herhjemme.

7) T jenstligt benyttes stadig Afdelingsbetegnelse ved alt Personels Benævnelse. Denne complicerede Bædvane burde vige til Fordel fo r Regimentsbetegnelse, ogsaa fordi den slet ikke m ere kan gennemføres, efter at Regimenterne h a r faaet en Masse Personel i Nummer udenfor de egentlige Afdelinger.

8) Eksempel: Nuværende 17. Bataillon. Oprindelig Dragonregim ent („Dronningens Livregim ent") omdannedes 1670 til Fodfolksregiment med Bibeholdelse a f Navnet og Videreførelse af sin Historie. Eksempel 2: Svensk Fodregiment „Gota Lifgardet" omdannet 1936 til ren Kampvognsenhed, men h ar bibeholdt Navn, Emblem o. s. v.

9) Da den kejserlige tyske Hær efter den 1. V erdenskrig skulde nedskrives til 100.000-Mands-Rigsværnet, lykkedes det at bevare de gamle Regimentsnavne, -faner og -traditioner ved a t lade Regeimenterne „leve videre" som U nderafdelinger i Rigsværnet. Man var klar over, at det gjaldt Hærens kosteligste Klenodier. Sammenlign dette med vor 1922- Ordning!