Det var højst uheldigt, at Sovjetunionen i den 11. time opnåede at komme med i krigen mod Japan. Amerikanerne havde først den 8/9 1945 sendt tropper til Sydkorea, medens russerne allerede den 12/8 havde udnyttet øjeblikket ttil at besætte Nordkorea, såvel som Manschuriet. Da Japan kort efter kapitulerede, kom det næsten som en selvfølge, al det i kapitulationsakten bestemtes, at de japanske tropper i Sydkorea skulle overgive sig til den amerikanske og i Nordkorea til den russiske hær.
Herved var faktisk det koreanske rige delt, og grænselinien for besættelsesområderne fastsattes vilkårligt til 38. breddegrad. For Korea var denne deling katastrofal, idet Sydkorea, som er et agerbrugsland, mistede tilførslerne fra Nordkorea af industriprodukter og elektricitet samt gødning til sine rismarker — dette sidste betød så meget, at Sydkorea i 1949 havde et deficit på 500.000 tons ris.
Ved mødet i Cairo 1/12 1943 var det blevet vedtaget, at Korea, som var under japansk herredømme, til sin tid skulle få sin uafhængighed tilbage, og ved Yaltamødet i februar 1945 fastsattes, at Korea midlertidigt skulle være et protektorat. Men efter kapitulationen havde Sovjetunionen ingenlunde i sinde at opgive Nordkorea. Under de langvarige forhandlinger viste det sig umuligt at blive enige om genforeningen af de to dele af Korea, og den bestemmelse, som vedtoges under udenrigsministrenes møde i Moskva i december 1945, om at protektoratet over Korea skulle vare i 5 år og varetages af Kina, USA, USSR og Storbritannien, kom aldrig til at træde i kraft. Under disse omstændigheder anså USA det for uforsvarligt over for Korea at trække sine besættelsestropper tilbage, selv om det nok så meget ønskede det.
Koreaspørgsmålet kom nu for UN-forsamlingen, som den 17/7 1947 vedtog, at protektoratet skulle opgives, og Korea straks forenes som en uafhængig stat med egen regering, valgt ved en folkeafstemning. Hertil stillede Sovjetunionen sig i den skarpeste opposition, og UN-forsamlingen indskrænkede sig så til at sende en kommission til Korea for at sætte sig ind i forholdene dér og søge at få dannet en regering. Men kommissionen fik naturligvis ikke lov til at komme bag det jerntæppe, Sovjetunionen havde sænket foran Nordkorea,
Man nøjedes da med at lade afholde valg i Sydkorea, og til trods for den koreanske politiske umodenhed — alene i Søul skal der have været omtrent 200 forskellige partier — lykkedes det at få flertal for en regering. Denne anerkendtes 12/12 1948 af UN, som tillige anbefalede, at de fremmede tropper skulle trækkes bort fra begge dele af Korea. Også i Nordkorea afholdtes valg, som hidførte et folkedemokrati efter det kendte mønster, og Sovjetunionen kunne nu uden risiko rømme Nordkorea, efter at det havde sørget for en kraftig oprustning af landet. Nogen mulighed for at undersøge, om de russiske tropper virkelig var trukket tilbage, kunne UN selvfølgelig ikke opnå.
At USA drog sine tropper bort fra Korea i juni 1949, var et dristigt skridt, idet Nordkorea rådede over en stor, veldisciplineret og velbevæbnet bær, medens Sydkorea overhovedet intet forsvar havde, og USA end ikke opfordrede det til at skabe sig en hær. Situationen blev så meget farligere ved de stadige grænsestridigheder, ligesom også Mao-Tse Tung’s sejr naturligvis styrkede kommunistpartiet og æggede dets kampmod.
I USA var man bekymret for, hvorledes det skulle gå. Man hjalp Sydkorea økonomisk og håbede indtil 1952 at have bragt landet på fode, navnlig ved at forsyne det med elektriske kraftværker. Efterhånden lykkedes det også at få oprettet en sydkoreansk bær på 100.000 mand, hvorimod politiet stadig lod meget tilbage at ønske. Det var udelukket, at USA selv atter sendte tropper til den uafhængige stat, da dette jo ville være ensbetydende med en provokation; men efterhånden trøstede man sig med, at der nu var gået to år uden katastrofe, så at man forhåbentlig var over det værste.
Når situationen var så spændt, som den faktisk var, er det imidlertid ikke rigtig forståeligt, at USA ikke samlede større styrker i Japan, således at det hurtigt kunne gribe ind på Korea, hvis det skulle blive nødvendigt. Dette hænger vel sammen med hele den nedrustningstendens, der efter Verdenskrigen bar gjort sig gældende i USA. En amerikansk forfatter bar sagt, at det amerikanske folk betragter en krig på samme måde som en sportskamp; når den er endt, er der ikke mere og man kan roligt gå hjem.
Men sligt hævner sig.
J.
