Log ind

Kompagniets Administration i Felten

#

Den taktiske Virksomhed er i mange Henseender af­ hængig af den administrative. Efter Slaget ved Eylau maatte Napoleon standse sine Operationer mod Russerne af Mangel paa Proviant. «Europas Skjæbne,» — skrev han til Talleyrand — «Udfaldet af de mest storartede Beregninger er afhængig af Tilveiebringelsen af saa og saa mange Rationer Brød og Brændevin.» En af Hoved­ grundene til, at Østerrigerne saae sig tvungne til at slutte Fred efter Slaget ved Solferino, var Mangel paa Levnetsmidler. Det gaaer i det Smaa som i det Store: At et Kompagni paa Marchen har et uforholdsmæssigt Antal Efternølere, kan ofte være en Følge af mangelfuldt Tilsyn med Fodtøiet; et andet kan aldrig blive færdigt med at blive samlet, indkvarteret eller faae sin Forpleining uddelt, paa Grund af at Administrationen er organiseret paa uhensigtsmæssig Maade; et tredie seer sig ikke i Stand til at besætte sin Plads i Forpostlinien, fordi det har lidt for stor Afgang af Syge, noget som maaskee hidrører fra utilstrækkelige sanitære Forholdsregler. Saaledes for­ tæller Dr. Baudens, som undersøgte Sanitetsforholdene paa Krim, følgende: 2 franske Regimenter afgik samtidig fra St. Omer, ankom samtidig til Krim i Oktober 1855, laae i Leir lige ved Siden af hinanden, vare underkastede de samme Veirforhold og havde samme Tjeneste ved Sebastopols Beleiring. Den 1ste April 1856 var Syge- Antallet ved det ene Regiment 47 p. Ct., medens det andet, ved hvilket Soldaterne stadig arbeidede paa at holde deres Leir ren og ordentlig, kun havde 17 p. Ct. I denne Angivelse er der kun Tale om Syge og ikke om Saarede.

Sees der hen til den store Betydning, det har, at der paa tilfredsstillende Maade sørges for Soldatens Kamp­ dygtighed, maa det paa den anden Side ikke glemmes, at Administrationen ikke er Kompagnichefens Hovedvirk­ somhed, hverken i Freds- eller Krigstid. Den bør ikke lægge i den Grad Beslag paa al hans Tid og alle hans Tanker, at den bliver en Klods om Benet, som hindrer ham i at varetage det Vigtigste: I Fredstid — Uddannelsen; i Krigstid — det taktiske Arbeide. Derfor er det ikke nok, at Administrationen udføres tilfredsstillende i og for sig; for Kompagnichefens Skyld er det af Vigtighed, at den tillige skeer paa en regelm æ ssig Maade, saa athan ikke idelig tvinges til at improvisere, hvilket saa let giver Anledning til Forglemmelser og Misforstaaelser. Jo mere Stabilitet det lykkes at tilvejebringe, desto mere Routine ville de forskjellige Funktionærer desuden opnaae, og med desto mindre Friktion vil Administrationen kunne gaae sin Gang.

Denne Regelmæssighed lader sig desværre kun til­ nærmelsesvis opnaae. De reglementariske Forskrifter, som skulde tilvejebringe den, maae indskrænke sig til Forholdene i Almindelighed. Alt, hvad der er afhæn­ gigt af tilfældige Omstændigheder, kan ikke bestemmes iforveien, men maa opsættes til man staaer lige over for det enkelte Tilfælde. Saaledcs er Spørgsmaalet om hvor og naar de enkelte administrative Forretninger skulle udføres noget, om hvilket Kompagnichefen ofte for hver Gang maa tage ny Bestemmelse.

Vort Tjeneste-Reglement standser imidlertid længe forinden de tilfældige Omstændigheders Omraade begynder.

Det behandler, hvad Kompagniet angaaer, kun de Forhold, der ere fælles for Garnisonen og Felten, og over­ lader Resten til Vedkommendes praktiske Sands. Kom­ pagnichefen opdager snart, at de for Felten særegne Forhold — den storre Styrke, den spredte Indkvartering, den til Administrationen som oftest knap tildelte Tid og den uafbrudte Af- og Tilgang af Befalingsmænd — ikke tillade ham at bibeholde den fra Garnisonen tilvante For­ retningsgang; og Spørgsmaalet om, hvad der under de forandrede Forhold er mest praktisk, bliver derfor af megen Interesse for ham at faae besvaret. Erfaringen er den bedste Læremester. Ilvad siger den?

Den Enkeltes Besvarelse heraf bliver altid mere eller mindre ensidig. Derfor offentliggjores dette Foredrag i Ilaab om, at de mange Kammerater, der som Kompagni­ chefer have deltaget i de slesvigske Krige, maatte finde det skikket til at danne et Udgangspunkt for mulige Berigtigelser og Tilføjelser.

Organisationen.

1. De Menige.

Exercer-Reglementet bestemmer, at Opstillingen skalskee efter Hoiden, og den taktiske Inddeling ved fortsat Halvering.

Ved Mobiliseringen hændes det undertiden, at Kom­ pagnichefen anmodes om at gjøre enkelte Undtagelser fra Reglerne, fordi vedkommende Menig gjerne ønsker at være Rodekammerat med en Broder, Slægtning eller anden Ungdomsven. Bør det tillades? Endnu et Par andre Spørgsmaal gjøre sig gjældende. Er det rigtigt at have særskilte Inddelinger for den taktiske Virksomhed, for Forpleiningen og maaske endnu een for Lønningens Uddeling, eller er det mest praktisk, fordi det er det simpleste, kun at have een Inddeling, der er gjældende saavel i taktisk som i administrativ Henseende? Bør mdeling finde Sted, hver Gang Kompagniets Styrke forandres?

Soldaten har intet Hjem, siges der, men maa flakke om fra det ene Sted til det andet. Dog har han et, som overalt følger ham: det er den Afdeling, hvortil han hører. Man maa imidlertid sørge for, at han ogsaa kan komme til atbetragte det som saadant og faae detkjært. At dette kan skee, at hans Kjærlighed til sit Soldater­ hjem kan være nok saa stor som til noget andet, har Erfaringen tusinde Gange bevist. For at fremkalde den, er det ikke tilsrækkeligt at tilfredsstille hans materielle Fornødenheder; Soldaten trænger lige saa meget til Glæde, Tilfredshed og Munterhed. Organisationen kan bidrage sit dertil, for saa vidt den sørger for, at han saa længe som muligt beholder sin vante Omgangskreds. Derfor bør man komme det Slags Ønsker, som det nævnte, imøde saa vidt man kan; lade den taktiske og admini­ strative Inddeling falde sammen, saa at f. Ex. hver Sek­ tion danner et Korporalskab og ikke foretage nogen Om­ deling, saalænge Forskjellen mellem Sektionerne ikke bliver al for stor. Tvinges man omsider dertil, bor Omdelingen ikke ske ved Aftælling fra høire til venstre Fløi, hvilket bringer Forstyrrelse i alle de smaa Familier, men paa analog Maade, som Bataillonen regulerer Kompagniernes Styrke, nemlig ved Afgivelse fra de stærke til de svage Sektioner. Kan Omdelingen indskrænkes til de 4 Sek­tioner i selve Delingen, er dette, for Førerens Skyld, saa meget desto bedre. At denne Anskuelse ikke er enestaaende, sees af en Afhandling i østrr. milit. Zeitschrift 15. Jalirg. B. 1., i hvilken en preussisk Kompagnichef, Grev Dohna, udtaler følgende: «Bei Zulheilung der Mannschaften in die Korporalschaften wird der Kompag­ nieführer auf die besonderen Wünsche einzelner Leute, mit anderen ihnen bekannten zusammenbleiben zu dür­ fen, Rücksicht nehmen, so dass schon in den Korporal­schaften sich ein Gefühl der Zusammengehörigkeit her­ ausbildet, welches dadurch noch erhöht werden wird, dass der organische Verband der Korporalschaft unverändert in den taktischen Verband der Kompagnie als Section Übertritt. Auf diese Weise bleiben die Mannschaften stets in bekannten Verhältnissen, welche ohne Noth zu verändern, man sich wohl hüten muss.»

I Felten haves ved hvert Kompagni en Snes Menne­sker, som enten altid eller for det meste findes udenfor Geleddet, saasom:

2 faste Spfilemænd.
2 Reserve-Spillemænd.
2 Pionerer.
2 Sygebærere.
3 Kjørekudske (ved Patronkarren, Bagagekarren, Færdsels­vognen).
1 Menig ved Patronkarren, der forestaaer Uddelingen af Ammunition.
1 Menig ved Bagagekarren, der har Tilsyn med Bagagen.
1 Menig ved Færdselsvognen der uddeler Forpleiningen.
1 Underkorporal, der afhenter Forpleiningen.
1 Kompagni-Skriver.
1 fast Bataillons-Ordonnants.
1 Skrædder.
2 Skomagere.
5 Officers-Oppassere.
I alt 25 Individer (omtrent 1/10 af hele Styrken).

Saa faa Nonkombattanter som muligt er et aflloved- principerne for al Hær-Organisation; dels for at ind­ skrænke de unyttige Alundes Antal, dels for ikke, for saa vidt de udtages af Kombattantklassen, at formindske denne mere end nødvendigt, da den paa saa mange andre Alaader lider Tab nok endda. Alidlernc ere: at lade alle administrative Forretninger, hvis Beskaffenheden til­ lader det, udføre af Kombattanter ved Siden af deres taktiske Virksomhed, og at kræve saa meget administra­tivt Arbeide som muligt af de Nonkombattanter, Afde­ lingen er normeret med, for at man kun i yderste Tilfælde behøver at forøge deres Antal, ved at tage Folk ud af Geleddet. Saaledes kan man f. Ex. til Afhentning af Forpleiningen benytte en af de faste Spillemænd; til Bataillons-Ordonnants en Reserve-Hornblæser o. s. v. Regler herfor lade sig imidlertid ikke give, fordi Indivi­ dualiteten kommer saa meget i Betragtning. Vil man f. Ex. benytte Kompagnihaandværkerne som Pionerer eller Sygebærere, er det ikke sagt, at man altid har Folk, sum kunne gjøre Fyldest i begge Henseender. At indskrænke Antallet af de Nonkombattanter, som udtages af Geleddet til det mindst mulige, er en Opgave, Kompagnichefen intet Øieblik bør tabe af Syne; ellers vil den ikke ual­mindelige Tilbøielighed, til at unddrage sig anstrængendc Tjeneste og Kompagniets Kontrol bevirke, at dette Antal voxer i en foruroligende Grad.

Hvorledes man, naar Spillemænderie, Pionererne og Sygebærerne ikke ere i Funktion, skal beskjæftige dem paa en nyttigere Maade, end ved at lade dem drive om­ kring uden at bestille noget, er undertiden en vanskelig Opgave. I 1849 forsøgte Oberst Læssøe at sætte Syge­ bærerne i Virksomhed ved at lade dem, mod Betaling, vaske for Mandskabet. Ender Opholdet i Fredericia 1864 indførte et derværende Kompagni det Samme. Kan man ikke finde paa andet, bør de i hvert Fald benyttes som Ordonnantser.

Bør Nonkombattanterne fordeles til de 4 Delinger eller bør de danne et selvstændigt Korporalskab? Erfa­ringen viser, at deres Samling, Forsyning med Lønning, Forpleining, Kvarter og navnlig Tilsynet med deres Udrustning samt Meddelelsen til dem af Kompagniets Befalinger skeer, paa Grund af deres hyppige Fraværelse ved Kompagnisamlingerne, paa utilfredsstillende Maade, naar de ere fordelte til Delingerne. Det er mere prak­ tisk at samle dem alle, med Undtagelse af Delingsførernes Oppassere, i et Korporalskab (Train-Sektionen) under en særskilt Befalingsmand.

2. Befalingsmændene.

Lige saa ønskeligt det er for den Meniges Skyld, at den taktiske og administrative Inddeling falde sammen, lige saa ønskeligt er det i andre Henseender, at lian an­ føres og uddannes af den samme Befalingsmand, som sørger for hans Økonomi og vaager over hans Opførsel. Førernes Interesse for deres Undergivne maa absolut styrkes ved at være knyttet til dem i Et og Alt. Det uafbrudte Samliv forøger deres Personalkundskab, hvor­ved de blive fuldstændigere i Stand til at udbytte de Undergivnes gode Egenskaber og at blive opmærksomme paa deres slette Tilbøjeligheder. Naar derfor Exercer-Reglemcntet bestemmer, at Delingsførernes Fordeling til de enkelte Delinger skal skee efter Vedkommendes Aldersorden, saa maa dette opfattes som en Regel, der skal gjøres gjældende ved den oprindelige Inddeling, men ikke konsekvent fastholdes, hver Gang den indbyrdes Aldersorden forandres. Af de enkelte administrative For­ retningers Ledelse, Udførelse og Kontrollering bør Befalingsmændene, lige fra Kompagnichefen til Sektionsføreren, mindst i een af disse tre Henseender være knyttet til deres Undergivne. Dette bar imidlertid ikke altid været Tilfældet. I ældre Dage f. Ex. i den første slesvigske Krig var det ikke saa sjeldent, at Delingsførerne kun i taktisk Henseende benyttedes som Mellemled mellem Kompagnichefen og Sektionsførerne.

Under almindelige Forhold, i hvilke Kompagniet ofte i længere Tid uafbrudt er paa Marche, paa Forpost, i Fægtning, bar Enhver al den Hvile nødig, han kan faae. Alle Uddelinger af Lønning, Forpleining, Kvarterbilletter o. s. v. og alle Eftersyn bør udføres saa hurtig, som det med Orden og Nøiagtighed lader sig gjøre. Ogsaa for Disciplinens Skyld er det nødvendigt. At Mandskabet i længere Tid staaer opstillet uden at foretage sig noget, giver let Anledning til Uordner. Den Tid der vindes kan, for saa vidt Kompagniet ikke trænger til Hvile, anvendes paa nyttigere Maade til Øvelser f. Ex. Geværgreb, de i Felten hyppigst forekommende Evolutioner o. s. v. En­ hver Ledighed til at bibringe Mandskabet «Appel», noget der saa let forfalder i Krigen, bør benyttes. Hurtigheden opnaaes ved at udstykke Forretningernes Udførelse til Delings- eller Sektionsførerne. De fleste administrative Forretninger lade sig paa denne Maade udføre i nogle Minutter; men skal en Enkelt besørge det Hele, vil f.Ex. Kompagnichefen selv fordele Kvarterbilletterne, saa med-gaaer der mindst en Time. Alle Forretninger lade sig selvfølgelig ikke saaledes udstykke. Tilvejebringelsen af Kompagniets Fornødenheder, Bogføringen o. fl. a. maa naturligvis udføres under Et.

Det sidste og vigtigste Spørgsmaal ved Kompagniets Organisation er: Paa hvilken Maade opnaaes den størst mulige Garanti for Forretningernes tilfredsstillende Ud­ førelse? Jo mere denne udstykkes til de taktisk-administrative Led, jo nødvendigere bliver det — ved Instruk­ tioner, fælles Ledelse d. v. s. Befalinger givne for hvert enkelt Tilfælde, og Kontrollering — at sikkre sig mod en mangelfuld og unøiagtig Udførelse. Kompagnichefen bør holde alle Tøilerne i sin Ilaand, men umiddelbart føre dem, kan ban ikke. Vil ban det, risikeres, at Ad­ministrationen gaaer istaa, hver Gang ban glemmer at befale eller ved tilfældige Omstændigheder hindres deri. For at dette ikke skal skee, for at Kompagnichefen skal kunne sætte det Hele let i Gang, og for ikke at være tvungen til at spilde sin Tid med overflødige Befalinger, er det nødvendigt, at der i Spidsen for hver Administra­ tionsgren er en Befalingsmand, som staaer ham til Ansvar for Udførelsen. Naar det i Tjeneste-Reglementet (546) af Hensyn til Befalingsmændene, gjøres gjældende, at«Enhver skal have sine bestemte Forretninger», saa bør Sætningen med Hensyn til Administrationen, vendes om og hedde: Enhver Forretning bør have sin bestemte An­ svarshavende. Paabydes det f. Ex. at Mandskabets Ind­ kvartering skal skee henholdsvis af Delingsførerne, saa bør dog dog den ældste Lieutenant være den, der mod­ tager Kompagnichefens Befalinger i saa Henseende og staaer ham til Ansvar for Udførelsen. — Intetsteds er en feilagtig Anvendelse af det passive Lydighedsprincip, hvorefter Enhver kun gjør hvad der er befalet, men hel­ ler ikke en Døit mere, saa uheldbringende som i Felten. Dette gjælder lige saa godt i administrativ som i taktisk Henseende. Kompagnichefen maa søge at bringe det dertil, at Enhver mere frygter Ansvaret ved ikke at tage Initiativet, hvor Forholdene byde det, end det Modsatte (221). Er den tagne Beslutning forkert, bør den paa­ tales; dog ikke fordi Vedkommende har handlet paa egen Haand, men fordi han ikke har brugt Omtanke nok.Heri og ved at drage Omsorg for, at Enhver kan opnaae lige saa megen personlig Tilfredsstillelse ved og Interesse for sit specielle Arbeide, som Kompagnichefen har for det Hele, haves den største Garanti for, at Alle ville be­ stræbe sig for at løse deres Opgave saa godt som det er muligt. — Evnen maa imidlertid ogsaa svare til Villien. Derfor er Udtagelsen og Fordelingen af Befalingsmændene en særdeles vigtig Forretning, som Kompagnichefen ude­ lukkende maa forbeholde sig selv. At Delingsførerne øieblikkelig remplacere de Sektionsførere, der af en eller anden Grund afbrydes i deres Funktion, er nød­ vendigt; men denne Besættelse maa kun være fore­ løbig, indtil det bliver muligt for Kompagnichefen selv at ordne Komandoforholdene (546). Dette bør skee med Skjønsomhed. De dygtige Kræfter maae fordeles ligelig til Delingerne. For at det Hele kan gaae med saa lidt Friktion som muligt, maa der ogsaa saa vidt det lader sig gjøre, tages Hensyn til Vedkommendes Individualitet. Man træffer undertiden Folk, som ere fortræffelige Men­ nesker hver for sig; men deres Eiendommeliglieder ere Skyld i, at de arbeide daarlig sammen. De passe ikke for hinanden.Efter Afmarchen fra Garnisonen vil det snart vise sig, at det kun er i sammentrængt Kantonnement og naar Operationerne hvile, at den Næstkommanderende (den ældste Lieutenant) er i Stand til at opfylde de Pligter, Tjeneste-Reglementet paalægger ham for hele Kompag­niets Vedkommende (558— 562). I udvidet Kantonnement, naar Kompagniet uafbrudt er paa Marche, paa Forpost, i Fægtning, er det umuligt for ham, at staae til Ansvar for mere end sin egen Deling. Under de nævnte Om­ stændigheder, hvor desuden de yngre og mindre routi- nerede Officerer snart avancere til Premierlieutenantcr, og hvor det hyppig finder Sted, at den, der er Næst­ kommanderende i Dag, ikke længer er det i Morgen, bliver det aldeles nødvendigt, at Kompagnichefen selv overtager Ledelsen af den ældste Lieutenants Forretnin­ ger og fordeler Ansvaret for Udførelsen paa de 4 Delings­ førere. I de slesvigske Krige har som oftest de særlige Forretninger som Næstkommanderende indskrænket sig til Kompagniets Inddeling og Aflevering til Kompagni­ chefen. I Udkastet til vort nugjældende Tjeneste-Regle­ ment hedder det i g 709: «I udstrakt Kantonnement og naar Styrken eller Forholdene gjøre det ønskeligt, over­ tager hver Fører af en Deling eller større Del af Under­ afdelingen for sit Kommandos Vedkommende de oven­ nævnte (den ældste Lieutenants) Forretninger». Denne Passus er ikke gaaet over i det stadfæstede Tjeneste-Reglement, men det hedder i dettes § 546: «Han (Under­ afdelingschefen) fordeler Tjenesteforretningerne ved Under­ afdelingerne i Overensstemmelse med de reglementariske Bestemmelser og forøvrigt saaledes, som han skjønner det bedst stemmende med Tjenestens Tarv.

Eiendommelig for Feltforholdene er den uafbrudte Af­ og Tilgang, hvorved Kompagniet efterhaanden mister sine gamle routinerede Befalingsmænd, og faaer unge uøvede i Stedet. Denne evige Skiften, Disciplinens og Administrationens værste Fjende, gjør, at Kompagnichefen og Oversergenten — som oftest de mest stabile af Perso­nalet, og hos hvilke derfor Følelsen af det Magtpaaliggende i at holde det Dele sammen er stærkest, — have al deres Opfindsomhed og Agtpaagivenhed nødig, for at vedligeholde liegelmæssighed, Enhed og Kontinuitet i Forretningsgangen. At Kompagnichefen i Tide seer sig om efter Stedfortrædere til de forskjellige Funktionærer er nødvendigt. Skal han først til at tænke derpaa, naar der indtræder Vakance, gjøres let Feilgreb. Ikke alene hver Sektionsfører (217), men ogsaa hver Delingsfører hor have sin Suppleant (546). Remplaceringen af de Under­ officerer, til hvilke de skriftlige Forretninger ere over­ dragne, forvolder størst Vanskelighed. At sørge i Tide for Suppleanter er — under Feltforhold — lettere sagt end gjort. I den sidste Krig var det derfor ikke ual­ mindeligt, at overdrage alle skriftlige Forretninger, Lønningens og Forplejningens Modtagelse og Uddeling, Kvarterbilletternes Tilvejebringelse samt Bataillons-Befalingens Afhentelse til en enkelt Underofficer f. Ex. Foureren, der fik en blandt de Menige udtagen Skriver til Assistance, han anvendtes kun som administrativ Be­ falingsmand og var, som Kompagniets Intendant, det uundværlige Mellemled mellem dette og den øvrige Ver­ den. De skriftlige Forretninger udførtes bedre og mere regelmæssig paa denne Maade. Man opnaaede desuden at faae de to andre Underofficerer, Oversergenten og Vaabenmesteren til udelukkende Raadighed for den tak­ tiske Tjeneste; en Fordel, man ellers ved deres hyppige Fraværelse i Administrations-Anliggender, havde maattet savne.

Føreren for Train-Sektionen, som i Henhold til hvad der allerede er omtalt er Nonkombattanternes Korporal­ stabsfører, tildeles endnu følgende Forretninger:

1. Ordonnantstjenesten; ved at lade ham fordele denne Omgangstjeneste, undgaaes, hvad der ellers let skeer, at Reserve-Spillemændene, Pionererne og Sygebærerne benyttes i Flæng.

2. Trainets Etablering og dets Aflevering i Tilfælde af Opbrud til Føreren for hele Bataillonens Train; Til­ syn med at Heste og Materiel behandles forsvarlig (281) og at Bagage-Karren ikke overlæsses. Ved pludseligt Opbrud er det en stor Fordel at have Alt, hvad der angaaer Trainet, centraliseret i een Haand, saa at Kom­ pagnichefen, ubekymret om denne Forretning, strax kan overtage Kommandoen over Kompagniet.

3. At føre de Syge til Lægen.

Føreren for Train-Sektionen er, som man seer, en Slags «Kommandant i Hovedkvarteret» og beklæder en meget vigtig Post, hvortil der hører en paalidelig og praktisk Mand med Omløb i Hovedet.

Overensstemmende med hvad der er udviklet, for­ deles Forretningerne til følgende Ansvarshavende:

Den ældste Lieutenant. Kompagniets Inddeling og Aflevering til Kompagnichefen (561). Indkvarterings- forretningerne (562). Disciplinens Overholdelse (558). Omgangstjenesten (559). Udrustningens Vedligeholdelse (560). Hvor Omstændighederne byde det, overtage De­ lingsførerne og Føreren for Train-Sektionen, hver for sit Kommandos Vedkommende, Ansvaret for de ovennævnte Forretninger.

Oversergenten. Kompagniets Samling (575). Modtagelsen af Bataillonens (574) og Meddelelsen af Kom­ pagniets Befalinger (233, 234,574), Føringen af Rapportbogen (572) og Stambogen (573).

Foureren. Lønningens og Forpleiningens Mod­ tagelse og Uddeling (238, 585, 586). Kvarterbilletternes Tilveiebringeise (587). Alle skriftlige Forretninger, der ikke særlig ere overdragne Oversergenten og Vaaben- mesteren (584). Hvor Omstændighederne byde det, over­ tager han tillige Oversergentens og Vaabenmesterens skriftlige Forretninger.

Vaabenmesteren. Reparationerne ved Udrustningen (579) samt de skriftlige Forretninger, der ved­ røre denne.

Føreren for Train-Sektionen. Trainvæsenet. Ordonnantstjenesten. Kontrollen med de Syge.

Kompagni-Skriveren. Postvæsenet. Al Organisation, hvad enten det er Forretningerne ved en stor eller lille Afdeling, ved et militært eller bor­ gerligt Samfund. der skulle ordnes, hviler saa vel hvad Ledelsen som Udførelsen og Kontrollen angaaer paa det samme Hovedprincip: Arbeidets Deling; men dog saaledes, at en fælles Tanke styrer det Hele hen til det fælles Maal. Sammenlignes Bataillonen med Kompagniet, sees, at dette har en med hin aldeles tilsvarende Organi­sation. Hvad Bataillonschefen, (Majoren), de 4 Kompagni­ chefer, Adjutanten, Intendanten er for Bataillonen, det er henholdsvis Kompagnichefen, Premierlieutenanten, de 4 Delingsførere, Oversergenten og Foureren (Vaabenmesteren) for Kompagniet.

Mobiliseringen.

Forretningerne herved ere: Kompagniets Inddeling; de Indkaldtes Forsyning med Udrustning, Bagage-Karrens Pakning og Munderingskamrets Aflevering.

Alt dette hører ikke til de vanskelige Sager, naar man kan udføre dem i Ro og Mag; men Opgaven gaaer som oftest ud paa at tilendebringe Mobiliseringen 24, ja undertiden kun 12 Timer, efter at de Indkaldte ere mødte, og Spørgsmaalet bliver derfor: hvorledes bærer man sig liensigtsmæssigst ad, naar Kompagniet over Hals og Hoved skal bryde op?

1. Forberedelser forinden Mødedagen.

Kompagniets Inddeling. Har man ingen tid­ ligere Inddeling at gaae ud fra, bestemmes den efter den i Stambogen for hver Mand angivne Høide. Da hvert Rekruthold er rangeret efter Høiden og i Almindelighed inddelt i 8 Halvdelinger, vil man, for saa vidt der kun indkaldes 2 Aargange, kunne bibeholde Inddelingen fra Rekrutskolen og undertiden være i Stand til, at give Mandskabet de samme Førere, som det har havt til Lærere i Skolen. For mulige Forandringers Skyld, ind­ føres det Fornødne i Delings- og Korporalskabsbøgerne foreløbig kun med Blyant. De første, men ikke de sidst­ nævnte Bøger, bør tillige indeholde alle de Oplysninger om Vedkommendes Evner, Karakter og Opførsel, som Kom­ pagniet er i Besiddelse af.

Udrustningen. Paa Munderingskamret ordnes Alt saaledes, at hver Enkelts Udrustning samles for sig. Da man af Stambogen kjender hver Mands Høide, vil denne Fremgangsmaade ikke foranledige mange Ombytninger bagefter. Udleveringen skeer hcnsigtsmæssigst i 3 Dele: 1) Gevær med paasat Sabelbajonet. Kolben mærkes medKridt med Vedkommendes Komp. Nr. i Henhold til Op­ lysningerne i Gevær-Protokollen. 2) Livgehæng med paaknappet Taske. 3) Tornyster, mærket enten ved Nr., Skilt eller med Kridt med Vedkommendes Komp. Nr. I selve Tornysteren lægges Dreiels-Klæder, Brødpose med Rem, Felthue samt øvrige Remme og Smaasager. Under Tornysterlaaget anbringes Frakken, Benklæderne og Felt­ kappen (ikke oprullet). — Olieflaskerne fyldes og der træffes Foranstaltninger til, at de Indkaldte kunne faae Blaar, Halsbind og Bepaknings-Rekvisiter tilkjøbs. — Der anskaffes Mærker (Bændler med paatrykte Tal) til de Indkaldtes Munderingssager samt til deres civile Klæd­ ningsstykker, for saa vidt disse ønskes opbevarede i Depotet. — Den tjenstgjørende Styrke iklædes. — Fra det Øieblik de Indkaldte møde, ere de faste Befalingsmænd fuldt optagne af Forretninger; de bør derfor sørge for, at være marchefærdige i Et og Alt forinden.

Bagage-Karren pakkes saavidt dette lader sig gjøre. Inden for de Grændser, Reglementet afstikker, med Hensyn til Omfang og Vægt af hvad Kompagniet og Officererne maae medtage, bør man forsyne sig med den samme Tanke for Øie, som naar et Skib gaaer paa lange Reiser. Da Bagage-Karren ikke, saaledes som Tilfældet er med Patron-Karren, følger med Kompagniet, men er indrangeret i det «større Train», som ofte er flere Mil agter ud, er det praktisk, at hver Officer altid har en Tornyster eller Taske, indeholdende Tøfler, Skjorte, Strømper og Toiletgjenstande, hos sig; ellers vil han ofte blive værre faren end Mandskabet. I Tidsskrift for Krigsvæsen for 1867 findes Beskrivelse og Tegning af en af Premierlieutenant II. Myhlertz inventeret lille Vogn til den Bagage, der bæres af Kompagniets Officersoppassere. Den kan tjene som Sæde ved Hvil, i Ventestillinger o.s.v. og som Telt i Bivouaken. Den synes at være særdeles hensigtssvarende. Heldigt vilde det være, om Bagage-Karren var forspændt med to i Stedet for som nu med een Hest, fordi Karrens reglementerede Vægt meget let overskrides ved overflødige Geværer og Tornystre, Sko­ magernes Værktøi, Ileparationsmateriale o. s. v. Hvad de overflødige Geværer angaaer, burde disse aldrig læsses paa Bagage-Karren, hvor de, uden at det kan undgaaes, mishandles, men derimod opbevares af Bøssemageren paa en af de andre Trainvogne. Nøies man med en een- spændig Karre, saa maa denne i det mindste være for­ spændt med en kraftig Hest. «In jedem Fall» — sigerFrederik den Store i sin «Unterricht an seine Generäle» — «ist ein Train-Pferd wichtiger als ein Kavallerie-Pferd. Ich weiss wohl, dass man dies nicht eingestehet, man muss aber auch für diesen Irrthum Millionen bezahlen.»

2. Møde-Dagen.

Forretningerne skee hensigtsmæssigst ifølgende Orden:

1. De Indkaldte opraabes aargangsvis og aflevere Indkaldelsesordrerne.

2. Mandskabet inddeles og tildeles Befalingsmænd. Først fra det Øieblik, dette er skeet, har man Styr paa det Hele.

3. Læge-Eftersyn. Da dette helst maa finde Sted, forinden Udrustningen modtages, bør Lægen, for at det ene Kompagni ikke skal vente paa det andet først eftersee en Deling ved hvert Kompagni, forinden han tager fat paa den næste.

4. Udrustningens Udlevering.
5. Indkvartering.
6. Aflevering af de civile Klædningsstykker.
7. Udlevering af Ammunition; Eftersyn af Under­munderingssagerne og disses Indførelse i Korporalskabsbøgerne; Ombytning af de Munderingssager, der ikke passe.
8. Munderingskamrets Aflevering.

Tiden, der medgaaer til nævnte Forretninger, er følgende:

Skærmbillede 2023-10-22 kl. 00.19.54.png

Denne Beregning slaaer kun til under Forudsætning af, at Forretningerne udføres delingsvis; at der sørges for, at den ene Deling ikke kommer til at vente paa den anden, men at Forretningerne fortsættes, selv om derved skeer Brud paa den ovennævnte Rækkefølge; at Vaabenmesteren har et tilstrækkeligt Antal Medhjælpere ved Udleveringen, og at alle 4 Yaabenmestre samtidig kunne aflevere Munderingskamrene med de tilbageblivende Udrustningsgjenstande. Det sidste lader sig imidlertid van­ skelig gjøre; og da det for Kontrollens Skyld er ønske­ ligt, at Afleveringen skeer med Nøjagtighed, vilde det være heldigt, om Vaabenmestrene kunde forblive i Garni­sonen, indtil de havde modtaget Kvittering for, hvad de have afleveret til Depotet.

Tillade Omstændighederne det, bør der gives rigelig Tid til Mobiliseringen. Jo flere Dage Kompagniet kan faae til i Ro at organisere og indøve sig, desto bedre. Hastværk er Lastværk.

Samlingen af Kompagniet.

Bør en Afdeling først samles korporalskabsvis, der­ efter delingsvis, saa kompagnivis o. s. v. og opløses paa samme Maade i omvendt Orden, saa at hvert enkelt tak­tisk Led faaer sit særskilte Samlings- og Aftropningssted, eller bør dette saa vidt muligt være fælles for dem alle? Den sidste Fremgangsmaade er den hurtigste; ikke alene fordi det derved i Almindelighed undgaaes, at Nogen kommer til at gjøre en Omvei, men ogsaa fordi alle Eftersyn og Uddelinger ved de forskjellige taktiske Led, kunne skee samtidig. Ved en Felttjenesteøvelse, som foren Del Aar tilbage afholdtes om Vinteren i en Provinds­ garnison, fik Bataillonsehefen det Indfald at spørge en Menig, om denne forinden Udrykningen, der fandt Sted Kl. 8 om Morgenen, havde faaet noget Varmt at drikke. Svaret lød benægtende. Da Chefen, som mente, at der havde været Tid nok dertil, spurgte om Grunden, fik han til Svar, at den Menige allerede fra Kl. 7 havde været under Gevær. Bataillonsehefen undersøgte Sagen og det viste sig, at det Kompagni, hvortil den Menige hørte havde 3 Samlingssteder, nemlig et for Korporalskaberne, et for Kompagniet og et for Bataillonen; at der paa hvert af disse anvendtes et Kvarter til Eftersyn, henholds­ vis-af Korporalskabsførerne, Delingsførerne og Majoren; et Kvarter medgik for at tilbagelægge Veien mellem de forskjellige Samlingssteder. Den næste Dag befaledes, at for Fremtiden skulde Bataillonen og Kompagnierne have fælles Samlingssted; de forskjellige Eftersyn skulde finde Sted samtidig, og Ingen maatte møde paa Bataillonens Allarmplads før 15 Minutter forinden Afmarchen. Paaden anden Side er det i Felten endnu mere end under andre Forhold nødvendigt, at Mandskabet saa længe som muligt er under Kommando. Spørgsmaalet om hvor Bataillonen, Kompagnierne, Delingerne og Korporalska- berne skulle formeres eller opløses, saa at der baade opnaaes Hurtighed og Orden, kan ikke besvares i Al­ mindelighed, men maa i hvert enkelt Tilfælde rette sig efter Omstændighederne. Dog hvorledes disse end ere, bør Mandskabet fra hvert Kvarter føres samlet til og fra Samlingsstedet (219).

Ved Kompagnisamlingerne kontrolleres de Enkeltes Tilstedeværelse ofte saaledes, at Oversergenten gjentagne Gange passerer Fronten for hos Sektionsførerne at ind­ hente Underretning om Enhver er mødt. Dette tager for lang Tid. Samlingen skeer hurtigere ved at der til Oversergenten afgives Melding herom af den ældste Underofficer i hver Deling, og at den ældste Lieutenant, efter modtagen Melding fra Oversergenten (575), efter­ tæller Styrken. Hvor det kommer an paa den størst mulige Hurtighed, samler hver Delingsfører sin Styrke og afgiver Melding herom direkte til Kompagnichefen. Denne maa strengt paasee, at Delingsførerne vide nøie Besked om, hvor stor deres Styrke til enhver Tid skal være (555).

Forretningsgangen ved Kompagnisamlingerne skeer undertiden saaledes: Først samles Kompagniet, derefter skeer Eftersynet afSektionsførerne, saa afDelingsførerne, og naar alt dette er udført, tages der fat paa Uddelingen af Breve, Ammunition o. s. v. En saadan Forretnings­ gang tager al for lang Tid. Der er Intet til Hinder for at Sektions- og Delingsførernes Eftersyn, Kompagniets Samling og alle Uddelinger kunne skee samtidig og paa­begyndes strax efter at der er «traadt an». Faaer man Tid tilovers, vindes derved Leilighed til at lade Mand­ skabet gjøre nogle Geværgreb o. s. v.

Hovedsagen er, at de Undergivne ikke trættes mere end høist nødvendig, forinden en anstrængende Tjeneste begynder, og at de saa hurtig som mulig faae Hvile, efter at denne er endt. Prindsen af Ligne, som var østerrigsk General under 7 Aars Krigen, yttrer sig derom saaledes: «Damit die Leute nicht durch' zu zeitiges Be­ reitstehen gequält werden, muss man seine ganze Auf­ merksamkeit darauf richten, dass nicht jeder Befehls­ haber eine andere Stunde vorschreibt. Lieber mögen alle Generale der Welt als ein Bataillon warten! Es ist ausgemacht, dass wenn der Oberbefehlshaber den Marche um vier Uhr anordnet, der General der Infanterie oder Kavallerie um halb viere, der Generallieutenant um dreie, der Generalmajor um halb dreie, der Oberst um zwei stellt, und so die übrigen bis auf den letzten Gefreiter herunter, der etwas dabei zu sagen hat. Auf dieselbe Weise verhüllt es sich bei den Paraden und beim Exercieren. Giebt man nun nicht daraufAchtung, so ist das Regiment drei Stunden eher unterm Gewehr, als man befohlen hat». Disse Ord, som nedskreves for 100 Aar siden, finde Anvendelse endnu den Dag idag.

Omgangstjenesten.

Den idelige Af- og Tilgang samt Mangfoldigheden af de forskjellige Slags Omgangstjenester gjør det sær­deles vanskeligt for Oversergenten at fordele Tjenesten ligelig. Under uregelmæssige Forhold løses Opgaven bedst ved, at Kompagniet indskrænker sig til gjennem Over­sergenten at opgive, hvor stort et Antal Befalingsmænd og Menige der skal afgives af hver Deling, og at overlade til Delingsførerne at bestemme, hvilke Individer def skulle udtages. Hvem der skal fritages maa udelukkende be­ stemmes af Kompagnichefen, for at der kan blive lige Ret for Alle (116— 122, 559, 573).

Lønningens Uddeling.

I den første slesvigske Krig var det ikke saa sjeldent, at der hertil brugtes mindst en Time. Det skeer langt hurtigere og med al ønskelig Kontrol paa følgende Maade. Lønningen uddeles sektionsvis; et Kvarter før Kompagniet træder an, møde Sektionsførerne hos Foureren, til hvem de opgive Sektionens Styrke og Beløbet, der skal udbetales. Foureren undersøger, om de for­ langte Summer stemme med Lønningsberegningen, og lader hver Sektionsfører kvittere (i en Bog) for Beløbets Modtagelse. Paa denne Maade bliver det bag efter meget let at komme til Kundskab om, til hvilken Sektionsfører Kompagniet bar at holde sig, i Tilfælde af at der enten er udbetalt for meget eller for lidt, eller hvis det skulde vise sig, at en Fraværende ikke har faaet sit Tilgode­ havende. For den maanedlige Lønning bør ligeledes kvitteres, fordi Udbetalingen ikke altid skeer i Vidners Overværelse.

At Kompagnichefen og alle Delingsførerne ere per­ sonlig tilstede ved Lønningens Udbetaling, ligesom over­ hovedet ved enhver Kompagnisamling, er i Felten nødven­ digt. Der er altid nok for dem at tage Vare paa (238).

Ved Udbetaling af Undermunderings-Penge er der to Ting, med Hensyn til hvilke Erfaringen viser, at Kom­ pagnichefen ikke kan være paapassende nok. Den første er at sikkre sig mod, at de udbetales uden hvor Nød­ vendigheden kræver det og anvendes til andre Ting end til det, hvortil de ere bestemte; den anden er at vaage over, at Udbetalingen noteres. Delingsføreren bør staae Kompagnichefen til Ansvar for det førstnævnte. Praxis har vist, at det ikke altid er tilstrækkeligt at indføre Ud­ betalingen i »de daglige Meldinger» , men at det, for Kontrollens Skyld, er hensigtssvarende at have f. Ex. bag i Rapportbogen en samlet Fortegnelse over de efterhaanden udbetalte Beløb. Undermunderings-Pengene bør udbetales egenhændig af Kompagnichefen, og denne gjor rigtigst i aldrig at foretage nogen Udbetaling, med mindre Vedkommende medbringer Delingsførerens Attest for, atder virkelig er Trang til Stede, samt Skyldbogen, i hvil­ ken det Fornødne indføres, og hvoraf det sees, hvor megét der haves tilgode. At Kompagnichefen gjør Udlæget af sin egen Lomme bidrager til, at Noteringen ikke saa let bliver glemt.Forplejningen.

Foureren udfærdiger Rekvisitionen og kontrollerer Alt, hvad der henhører til denne Forretning. At lade ham afhente Forpleiningen ved det som oftest langt bort­ liggende Magasin, lader sig ikke altid gjøre paa Grund af hans øvrige Forretninger, og det bliver derfor nød­ vendigt at give ham — foruden en Menig, helst en Slagter, der uddeler Forpleiningen — endnu en Under­ korporal til Medhjælp. De ved Forpleiningen ansatte Folk bor kunne bedomme Naturaliernes Godhed, for at kunne varetage Kompagniets Tarv ved Udleveringen fra Magasinet, og for at undgaae Mandskabets berettigede Klager maa det være redelige Folk.

At der udvikler sig godt Kammeratskab og Sammen­ hold i Kompagniet er, som allerede berørt, af stor Betydning for det almindelige Velvære. Det synes som om Familielivet og god Omgang bedre trives i smaa end i større Kredse. Derfor er det rigtigst, at hver Sektion har sin egen Gryde, følgelig ogsaa sin egen Kok, og at Forpleiningen altsaa uddeles sektionsvis. Den mest upar­ tiske Fremgangsmaade ved Fordelingen er, da den van­ skelig lader sig udføre med mathematisk Nøiagtighed, at lade Sektionsførerne eller Kokkene trække Lod om Por­ tionerne.

At Kokkene soulageres, saa at de ikke, paa Grund af deres særegne Funktion, faae mere Tjeneste end deres øvrige Kammerater, er ikke mere end billigt. Lader man Forretningerne som Kok gaae paa Omgang i Sektionen, saa faaer Mandskabet daarlig tillavet Mad.

Forsyningen med Smaafornødenheder skeer sædvanlig ved Marketendere. Skjøndt de ere underkastede de mili­ tære Love, føres der dog idelig Klage over disse Men­ nesker, som kun opfylde deres Forpligtelser, saa længe der er Udsigt til at tjene Noget. Mærke de, at dette ikke er Tilfældet, løbe de deres Vei. Saavidt os bekjendt, er man i den preussiske Armee betænkt paa at udtage Marketendere blandt Kombattanterne. Under Felttoget 1866 i Bøhmen tog enkelte Afdelinger sig selv denne Frihed og havde megen Fordel deraf. Om man paa denne Maade kan faae noget Lignende som de saakaldte Husholdningsforeninger i Gang, er maaskee ikke umuligt. I det Smaa lader det sig gjøre. Saaledes blev Mand­ skabet ved 3die Jægerkorps i Vinteren 1850—51, hver Gang det var paa Forpost, forsynet med varmt Øl, der­ ved at der af Lønningen indeholdtes et vist Beløb, for hvilket Kompagniet lod indkjøbe det Fornødne. Da Mand­ skabet først fik Smag paa denne Drik, foretrak det den for Marketenderens og de omkringboende Koners slette Kaffe.

I de Krige, vi have ført siden 1848, har der, saa vidt os bekjendt, aldrig været Tale om Selvforpleining. Intendanturen har saa godt som altid seet sig i Stand til at forsyne Afdelingerne ikke alene regelmæssig, men ogsaa med udmærkede Varer. Skulde Tilfældet i Frem­tiden føre Hæren udenfor Landet, kan det ikke undgaaes, at vi, ligesom ved andre Armeer, ikke altid kunne blive forsynede af Intendanturen, men undertiden blive tvungne til at sørge for os selv. I saa Fald maa Kompagnichefen, hvis Bataillonen ikke selv tager Sagen i sin Haand, betragte sig som Intendant og sine Pligter i denne Retning som saa- dan som hørende til de allervigtigste. At lade Mandskabet paa egen Haand rekvirere Levnetsmidler hos Beboerne maa selvfølgelig aldrig finde Sted. Selv hvor dette skeer mod Betaling, som f. Ex. i Kroer, bør en Officer være til Stede, dels for at paasee, at Enhver betaler hvad han er skyldig, dels for at forhindre Uordner ved at Alle paa een Gang tiltvinge sig Adgang til I dsalgsstedet. Bivouak-Fornødenheder og Levnetsmidler skaffes til Yeie ved at udsende Delingsførerne med tilstrækkeligt Mandskab og med Benyttelse af Færdselsvognen. Hvor det blot ermuligt, bør den civile Øvrighed benyttes som Mellem­ mand, og under ingen Omstændigheder bør der fratages Beboerne Levnetsmidler og øvrige Eiendele uden mod Kvittering. Det Rekvirerede samles paa et Sted, for der efter at blive ligelig fordelt.

For at undgaae Rekvisitioner uddeles under extraordinære Forhold en Reserve-Portion, som hver Mand medfører i Brødposen. Denne er ikke noget godt Gjemmested. Skjøndt det er forbudt at angribe Reserve- Portionen uden udtrykkelig Befaling, viser dog Erfaringen, saavel hos os som i andre Armeer, at det alligevel skeer. Hunger frygtes mere end Straf. Derfor er det ikke over­ flødigt at have endnu en Reserve-Portion i Baghaanden. Den medføres paa Færdselsvognen og uddeles ikke førdet er uundgaaelig nødvendigt.

Udrustningen.

Er der et Sted, hvor det bittert fortrydes at have tilsidesat Reglen «aldrig at opsætte Noget», saa er det i Felten. Lader man det beleilige Øieblik gaae ubenyttet bort, kan der ofte gaae Uger og Maaneder ben, inden man igjen faaer Tid og Ro til at reparere Fodtøi og Klæder, samt faae Linned og Strømper vasket. Da det imidlertid, naar man engang faaer lidt Ro, sjeldent kan vides, hvor længe denne vil vare, er det rigtigst strax at tage fat paa Udrustningen, hver Gang man kommer i Kantonnement, selv om man derved udsætter sig for, at komme til at bryde op midt under Udførelsen.

Erfaringen viser, at man ikke kan stole paa, at hver Mand ogsaa vil benytte den givne Ledighed. Eftersyn er nødvendigt. Er der Udsigt til at Kompagniet vil faae Ro i længere Tid, er det bedre at eftersee Lidt hver Dag, end at foretage Generaleftersyn engang imellem, hvilket tager saa lang Tid.

Til 200 Mand behøves 2 Skomagere og 1 Skrædder, forudsat at de kunne arbeide uafbrudt. Da dette sjel- dent kan skee, er det heldigt at have flere af disse Haandværkere til Disposition. Om de nye Skrue-Støvler, ved hvilke Saalen af- og paaskrues, ville kunne lette Sko­ mageren Arbeidet, have vi ingen Erfaring. At indkjobe Læder i større Partier er ønskeligt, da man ikke til hver Tid kan faae det tilkjøbs, men denne Forsynlighed hin­ dres meget ved den indskrænkede Plads paa Bagage- Karren. Ganske vist staaer der altid den Udvei aaben, at lade hver Mand medføre et Par Saaler og Flikker i sin Tornyster, men man benytter den ikke gjerne, for ikke at forøge Bepakningens Vægt. Opholder Kompagniet sig i flere Dage paa et og samme Sted, gjør man rigtigst i at lade Haandværkerne arbeide samlede, for at Vaaben-mestéren desto lettere kan kontrollere Fremgangen med Reparationerne.

Saavel paa Marche som under Fægtning bør Haand­ værkerne være i Geleddet; men de bør fritages for Øvelser, Omgangs- og Forposttjeneste.

Man kan ikke altid faae sit Linned vasket og sine Strømper stoppede hos Egnens Beboere; derfor er det ikke af Vejen allerede i Fredstid at indøve disse Kunst­ stykker. Saa vidt os bekjendt øves Mandskabet i den preussiske Armee ogsaa i at reparere Uniformsstykkerne.

At det under ugunstige Forhold navnlig i Vinter­ felttog kan være meget vanskeligt, selv i krigsvante og vel disciplinerede hære, at holde Beklædning og Udrust­ ning paa et blot nogenlunde tilfredsstillende Standpunkt, derpaa giver Krigshistorien, selv den allernyeste, mange Exempler. Vi skulle i saa Henseende henvise til Til­ standen ved enkelte Dele af den tydske Hær i Vinter­ felttoget 1870— 71 og skulle navnlig til Oplysning for yngre Kammerater, som ikke kjende Feltlivet af egen Erfaring anføre et Citat af Prinds Engen af Wiirtembergs Optegnelser om de Allieredes Indtog i Paris 1814. Det 2det russiske Korps, som førtes af ovennævnte Prinds, og som- havde staaet omtrent uafbrudt overfor Fjenden siden 1812, modtog Aftenen forinden Indtoget Ordre til at udvælge 1000 Mand, som skulde have Æren af at danne Fortroppen for de efterfølgende Tropper. Hertil var der imidlertid knyttet en Betingelse, om hvilken det hedder: «Eine fatale Klausel war jedoch in der Ordre begriffen, die uns leicht um den Preis hätte bringen können. — Es wurde nämlich die Bedingung gestellt:Diese Elite solle ganze Stiefeln tragen, — oder wenig­ stens keine Holzschuhe, — und wenn dies nicht zu bewerkstelligen, so verbitte man sich alle Blousen, Weiber­ röcke und Kapuzinerkutten; am entschiedensten seien aber französische Uniformen untersagt. — Das Letzere wäre eine Lebensfrage gewesen, denn das ganze Korps steckte, mit Ausnahme einiger Maskenanzüge, in den Röcken die man bei Arcis-sur-Aube und Fére-Champenoise den Voltigeurs der Garde und bei Arcis-sur-Aube, Lauberselle und Troyes den Linientruppen ausgezogen hatte. Nur unsere unermeszlich hohen Fichtenreiser auf den Czakos und die weiszen Binden um den rechten Arm unterschieden uns von den Franzosen. Der Prinz versicherte: «Es würden vom 2ten Korps lauter russische Herzen in Paris einrücken;» und dieses Wort genügte unserm Feldmarschall Barklay de Tolly, dessen ängst­licher Fürsorge wir die Klausel zu verdanken gehabt hatten.»

Indkvarteringen.

Man seer Kompagnier, som til Kvarteerbilletternes Fordeling og hvad dermed staaer i Forbindelse forbruge en Time, andre derimod, som blive færdige paa 10 høist 15 Minutter. Hensynet til Soldatens Sundhed opfordrer stærkt til at expedere denne Forretning saa hurtig som muligt. Fordres der af ham — efter at han, hvad ikke saa sjældent finder Sted, har sat sine sidste Kræfter til for sammen med sine øvrige Kammerater at naae Aftropningsstedet, — endnu en yderligere Kraftanstrengelse ved at lade ham i længere Tid staae opstillet med Op­ pakning paa, saa bevirker dette i Forbindelse med den pludselige Overgang fra forceret Bevægelse til Passivitet meget hyppig Besvimelse, Solstik og hvad Tydskerne kalde »Hitzsclilag». For at blive færdig i saa kort Tid som ovenfor er angivet, udfordres 3 Ting, nemlig: 1) at den Underofficer, som skal ordne Indkvarteringen afsen­ des saa betids, at han kan have tilendebragt sit Hverv ved Kompagniets Ankomst til Kantonnementet (273); 2) at Kvarteerbilletterne uddeles delingsvis, og 3) at Kompagni­ chefen har sine Ordrer for næste Dag paa rede haand. Seer han sig istand til at udgive dem underveis, er det saa meget desto bedre.

Befalingsmændene indkvarteres i Nærheden af deres Mandskab (274); Oversergenten, Foureren, Trainet og hele Trainsektionen sammen med eller saa nær som mu­ ligt Kompagnichefen; dog er det ofte i udvidet Kanton­ nement hensigtsmæssigt af Hensyn til pludseligt Opbrud at tildele enkelte af Delingsførerne en Hornblæser. Mod Hensyn til Belæggeisen af de nærmere og mere fjernt­ liggende Kvarterer, bør der skiftes mellem Delingerne, for hver Gang der indkvarteres paa ny.

Forinden Foureren afgaaer, underrettes han uøie om de enkelte Delingers samt Train-Sektioncns Styrke. I Henhold hertil ordner han Kvarteerbilletterne i 5 Dele (Kompagnichefens og Oversergentens Billetter vedlægges Train-Sektionernes) og gaaer Kompagniet saa langt i Møde som nødvendigt, for at Enhver ad nærmeste vei kan komme til sit Kvarteer. Er Kompagnichefen ikke allerede orienteret med Hensyn til Kvarterernes Belig­ genhed, beordres Foureren til at gjøre Forslag til Aftropningsstedet, Samlingsstedet for næste Dag samt Allarmpladsen.

Forretningerne ved Indkvarteringen skee hensigts­ mæssig i følgende Orden: 1) Kompagnichefen fordelerKvarteerbilletterne til Delingsførerne og Føreren for Train-Sektionen; lader disse optegne Bataillonens og Kompagniets Allarmplads, Bataillonschefens, Kompagni­ chefens, Lægens, Oversergentens og Bøssemagerens Kvar­ terer (276) samt hvor, naar og i hvilken Paaklædning den næste Samling skal finde Sted. 2) Uhrene reguleres. 3) Delingsførerne meddele deres Undergivne Ordren for næste Dag, uddele Kvarteerbilletterne og indføre i Delings­ bogen en Kvarteerliste in duplo. Det ene Exemplar, hvorpaa Delingsførernes eget Kvarteer tillige er anført, afrives — Bladene i Bogen maae ved Gjennemhulning være indrettede dertil — og afleveres til Kompagnichefen. 4) Efterhaanden som hver Delingsfører bliver færdig, lader han sit Mandskab afmarchere til Kvartererne i saa store Afdelinger som muligt. Med hver Deling følger en, helst engang for alle fast udtagen Kompagni-Ordon- nants, som retournerer til Train-Sektionen, efter at have seet ikke alene hvor Delingsføreren, men ogsaa hvor dennes Sektionsførere ligge i Kvarter. I Tilfælde af Allarmering om Natten vil det nemlig ofte være hensigts­ mæssigt, at Ordonnantsen, som bringer Delingsføreren Ordre til Opbrud, er ham behjælpelig med at allarmere Sektionsførerne (278, 280, 281). I flere Tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at Kvarterlisterne, som udfærdiges forinden der aftroppes, indskrænkes til, at Kompagni­ chefen noterer sig Navnene paa Delingsførernes, disse paa Sektionsførernes og disse igjen paa Mandskabets Kvarterværter. Det udførlige Listevæsen kan da, om for­ nødent, ordnes næste Dag. Forbliver Kompagniet i længere Tid i samme Kantonnement, vil Kompagnichefen have megen Nytte af et flygtigt Croquis over samtlige Kvarterers Beliggenhed.

I Felten maa Kvarteerorden drives med samme Petit­ esse som hjemme i Garnisonen. Negligeres den, gaaer det ud over Soldatens Velvære og Sundhed; ikke at tale om, at det neppe vil vare længe, førend han er befængt med Utøi. De Munderingssager. Mandskabet afleverede ved Hjemsendelsen efter de slesvigske Felttog, vidnede tilstrækkelig om, hvor almindeligt nævnte Onde var. 1 udvidet og koncentreret Kantonnement bør Anordningen af Kvarteerordenen og Ansvaret for dens Overholdelse hvile paa Delingsførerne, i stærkt koncentreret Kanton­ nement paa den ældste Lieutenant. Under de sidstnævnte Forhold benyttes Kantonnements-Vagten til, foruden at allarmere, at paasee Overholdelsen af Kompagniets Be­ falinger i Henseende til den indre Orden. Hvad det særlig kommer an paa er at give Bestemmelser for Udrustningens Ophængning og for Sovesteders, Kogehullers og Latriners Anbringelse. For saa vidt muligt at undgaae Utoj, maa Halmen i Sovestederne ofte udluftes og om Dagen være sammenbundtet og lagt til Side for ikke at blive tilsmudset. Undlade Befalingsmændene at tage Initiativet til disse Foranstaltninger, saa skee de ikke. De Menige tage, dels af Tankeløsbed, dels af Uvidenhed, al for lidt Hensyn til deres Helbred. At ufordærvet Luft f. Ex. er en Livsfornødenhed, derom have de Fleste ingen Anelse. Konstruktionen af de Latriner, vore Lærebøger give Anvisning til, er mere kompliceret end den, Fransk- mændene have benyttet i Algier. Den bestaaer blot af en Grøft, hvis Tver-Profil seer ud som et romersk Fem-Tal (en Diamant-Grav); den gjøres 1 Alen dyb og ikke bredere foroven, end at en Mand ugenert kan skræve over den. Den opkastede Jord anbringes 1/9 Alen ud til Siden, og tjener til at tildække Grøften, naar den ikke længer benyttes. Anlægges flere saadanne f. Ex. 10— 15 Alen lange Grøfter ved Siden af hinanden, kan man for Velanstændighcds Skyld nedstikke Grene eller Fletværk imellem dem. Da de cre saa nemme at anlægge, bør de anbringes ved hver Gaard, selv om Opholdet der kun er en Dag. Til Undskyldning for, at man ikke i Kanton­ nementet og Bivouakken indretter sig saa bekvemt som muligt, og hertil benytter sig af den Rigdom paa Arbeidskraft, som staaer til Raadighed, anføres ofte, at man ikke veed, hvor længe man bliver der. Arbeidet opsættes og opsættes, og tilsidst fortryder man ikke at have taget fat paa det strax. At Kvarterorden under Kantonnements-Forhold gjøres til Gjeustand for Inspicering er endnu mere nyttigt end hjemme i Garnisonen.

Postvæsenet.

Dette bør overdrages en bestemt Funktionær f. Ex. Kompagni-Skriveren. Han afhenter Posten i Stabskvar­ teret, uddeler den, sørger for at Vedkommende kvitterer for modtagne Pakker og Pengebreve samt indsamler de Breve, der skulle afsendes. Uddelingen og Indsam­lingen skeer bedst, hver Gang der afholdes Kompagni­ samling. Til Postsæk kan enten Ordonnantstasken eller en Lærredspose benyttes. Indkjøb af Frimærker bør skee ved Kompagniets Foranstaltning.

Skriftlige Forretninger.

Forholdene i Felten begunstige ikke disse. Sjelden haves den dertil fornødne Tid og Ro, og efter en anstrængt Marche, Forposttjeneste eller Fægtning er man ikke synderlig oplagt til at omgaaes med Pen og Blæk. Nødvendigheden byder det imidlertid; Administrationen tør ikke gaae istaae. Der er derfor meget som taler for, at overdrage alle skriftlige Forretninger til en enkelt routineret Underofficeer, som fritages for al aktiv Tjeneste, saaledes som er omtalt under Kompagniets Organisation. Benyttes Kombattanter, da er Reglementets Princip, efter hvilket de skriftlige Forretninger fordeles paa saa mange som muligt, det heldigste. For at lette Oversergenten og Foureren Arbeidet, gives dem en Skriver (Underkor­ poral eller Menig) til Medhjælp; de indkvarteres i Nær­ heden eller om muligt paa samme Sted som Kompagnichefen; og for saa vidt man tvinges til at benytte dem som Delingsførere, gives dem en dygtig Underofficeer til Næstkommanderende. At fritage Oversergenten for per­ sonlig at afhente Bataillonsbefalingen er i Almindelighed ikke heldigt. Da han er inde i alle Kompagniets For­ hold og Anliggender, vil han, ved mundtlig Forhandling med Adjutanten, kunne spare Kompagniet for meget Skriveri; ikke at tale. om, at man ved at sende en ældre routineret Underofficer til Stabskvarteret har større Garanti for, at Bataillonens skriftlige og mundtlige Befalinger op­ fattes korrekt, end hvis man sender Kompagniskriveren.

Delingsførernes Bøger, i hvilke der foruden andre Oplysninger bør findes en Bedømmelse af de Under­ givnes gode og mindre gode Evner og Tilbøjeligheder, bør være Kompagniets Eiendom, for at denne Personalkundskab ikke skal gaae tabt for Eftermanden. Bedømmelsen maa være mere udtømmende, end den Reglementet fordrer som Vedtegning i Stambogen (46). Den maa give Oplysning om Vedkommende egner sig til Forfrem­melse, til Skriver; om han er svagelig eller udholdende, sløv eller virksom, ligegyldig eller samvittighedsfuld, villig eller uvillig og indisciplineret, flink i Marken, daarlig Husholder, om han har hurtig eller langsom Fatteevne o. s. v. At Dommen ikke fældes før efterhaanden som Delingsførerne lære deres Undergivne at kjende, følger af sig selv. Der vil være Mange, om hvilke der først efter lang Tids Forløb lader sig udsige noget Bestemt; men meget vil allerede være vundet ved at Kompagniet faaer udpeget de bedste og daarligste Individer. IAlmindelig­ hed er ethvert Kompagni i Besiddelse af et tilstrækkeligt Antal dygtige Kræfter til Besættelsen af Befalingsmands­ posterne; det vil sige naar der ikke er Tale om Routine,men om Evner. Det gjælder blot om at finde dem. Hertil hører ganske vist særligt Talent; men ofte kan dette erstattes ved den Omhu dg Flid, hvormed man søger at udvide sin Personalkundskab. Det er en Feil, naar der ved Mobiliseringen forlanges, at Kompagnierne ubetinget strax skulle besætte alle vakante Befalings­ mands-Numre. Kompagnichefen fristes derved til at gaae overilet tilværks.

Til Brug ved den optiske Telegrafering er det ikke uhensigtsmæssigt at forsyne de indvendige Sider af Bin­ det paa Delings- og Korporalskabsbøgerne med en For­ tegnelse over de Tegn, der benyttes ved Afsendelsen, og en Aflæsningstabel til Dechiffreringen af Telegrammer. Man opnaaer derved altid at have disse Hjælpemidler ved Haanden.

Ved at udgive de Kompagni-Befalinger, der angaae Forretningsgangen, og som have blivende Gyldighed, skriftlig, vindes Sikkerhed i Tjenestegangen. Enhver tilgaaet Befalingsmand vil derved hurtig kunne sætte sig ind i, hvad der er Brug ved Kompagniet, og Kompagni­ chefens Eftermand vil ved at gjennemlæse dem faae et Udgangspunkt for sine reformatoriske Ideer, hvoraf En­ hver jo altid har nogle. Gaaende ud fra, at Antallet af disse Kompagni-Befalinger vil indskrænke sig til nogle ganske faa, anbefales det at indføre dem i Delings- Bøgerne.

For saa vidt Kvitteringer ikke strax tilstilles Intendanten, er det rigtigst at lade vedkommende Udsteder indføre dem f. Ex. i Postkvitteringsbogen. De gaae ellers let tabt, og ved Regnskabernes Revision gjælde Kvitteringer det samme som rede Penge.

For Kompagnichefen fremstiller sig idelig Spørgsmaal om de Undergivnes Navne, Brugbarhed, deres Plads i Kompagniet samt Total-Styrken, Styrken under Gevær, Sygeantallet o. s. v. Besvarelsen af alt Dette finder hani Rapport- og Stambogen samt i Delingsbøgerne. Han har imidlertid ikke altid disse Hjælpemidler ved Haanden, og derfor er det ikke overflødigt, at han selv fører en Notitsbog, hvori han, naar Hukommelsen svigter, kan finde hvad han søger. Ved stadig at sysle hermed, vil han hurtigere opnaae at lære Kompagniet at kjende.Notitsbogen bør kunne give Oplysning om følgende: 1) Vedkommendes Navn, borgerlige Stilling, Brugbarhed samt øvrige Karakteristik. Det er ønskeligt, at Kompagni­ chefen kjender hver af sine Undergivne ved Navn, — Delings- og Sektionsførerne bør ubetinget gjøre det, — men Bestemmelsen om, at Ingen maa kaldes ved sit By­ navn, vanskeliggjør dette i høi Grad. Som Exempel an­ føres, at ved et af 19de Regiments Kompagnier fandtes i 1864 af 276 Individer 195 Mand, hvis Navne varierede med flansen (33), Nielsen (24), Rasmussen (23), Peter­ sen (21), Larsen (19), Andersen (19), Jensen (16), Jør­ gensen (11), Madsen (10), Christensen (8), Sørensen (7), Knudsen (4). Komp.-Numret er ikke let at huske; der­ for vilde det være heldigt, om man havde Tilladelse til at ombytte disse Egennavne eller rettere sagt Fællesnavnemed Vedkommendes Bynavn.

2) Total-Styrken, Styrken under Gevær, Styrkenhvortil der skal rekvireres Kvarteer, Lønning, Forpleining.

3) Navne-Fortegnelse over de Syge.

4) En Oversigt over hver Enkelts Plads i Kompag­niet erholdes ved at indføre en Styrkeliste over alle Befalingsmænd og Menige; de første betegnede ved Navn, de sidste ved Komp.-Nr., og alle ordnede efter deres Plads i Kompagnikolonne-Formationen. Indtræder større Forandringer affattes en ny.

Artikel
Publiceret den 21. okt. 1876
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner