Charles B. MacDonald: Kompagnichef gennem Europa 1944-45. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. (1949) 1955. Skal findes antikvarisk
...
Anmelder: Helge R. Frost, Kaptajn af reserven
Rating: 4
I forbindelse med afslutning af Føringskursus - Bataljon for reserven, fik jeg ovenstående bog, skrevet af Charles B. Mac Donald, i gave. Til min store fornøjelse konstaterede jeg, at der på krigsvidenskab.dk lå en anmeldelse af bogen. Anmeldelsen er vel nærmest nutidig, da den er skrevet i 1949, to år efter bogens udgivelse. Ud over en kort forklarende indledning, består anmeldelsen fra ´49 mestendels af en grunddig gengivelse af bogens indhold.1 Det retoriske spørgsmål er dog om bogen stadig er relvant i dag?
Bogen beskriver, hvordan en ung kaptajn af reserven overtager et infanterikompagni kort før Nazitysklands Ardenneroffensiv i 1944, og følger ham frem til den endelige kapitulation i 1945.
I perioden når han at føre ét kompagni, blive såret i benet, blive evakueret, behandlet og atter blive sendt til fronten, som fører for et nyt kompagni.
Da han ankommer til det første kompagni, har dette allerede været i kamp, herunder hårde kampe omkring Brest. Den unge kaptajn, på 21 år, er netop færdiguddannet og aldeles uprøvet i kamp.
Den unge kaptajns ankomst til det kampprøvede kompagni, fører i første omgang mest til omsorg for den unge officer. Dette illustreres tydeligt ved følgende ordveksling, der finder sted første gang, kompagnichefen skal frem og recce for en forsvarsstilling.
”Men pas nu på Dem selv, kaptajn.” Han så helt bekymret ud. ”Vær først og fremmest ikke dumdristig… og få for Guds skyld de kaptajnsdistinktioner af vejen!”
Ordvekslingen sker med Sergent Savage, Macs signalunderofficer.
I den første del af bogen fylder den unge kaptajns frygt for utilstrækkelighed, i sine mænds øjne, næsten mere end frygten for modstanderen:
”Og nu får I en kompagnichef, som kommer ny og uerfaren fra Staterne. Det forlanges af jer, at I skal have tillid til mig.”
Efter en måned med hårde kampe er det Macs tur til at et par dage i rekreationslejr. Her hører han ved et tilfælde en samtale under bruseren, hvor én af hans folk taler med en kammerat fra et andet kompagni:
”… og det ser ud til, at vi endelig har fået den kompagnichef, vi har ledt efter. Han kom for en måneds tid siden. Ny mand.” ”Hvordan er han?” ”Han er meget ung,” svarede Brooklyn, ”men han lader ikke til at være bange for at komme ud og se til en anden en af og til, uanset hvor fanden man er. Han interesserer sig for, hvordan det går én.”
Med den oplevelse kommer frygten for sin egen utilstrækkelighed i mændenes øjne til at fylde mindre, men erstattes af en frygt for faglig utilstrækkelighed. Denne frygt kulminerer under et fremstød, hvor hans kompagni får besked om at gå i stilling og fastholde ubetinget. Kompagniet angribes af en tysk overmagt, og Mac finder pludselig sig selv alene i front sammen med sin ordonnans og sin radiomand. Resten af kompagniet er gået tilbage i uorden. Mac gør det eneste han kan, går ligeledes tilbage for at reorganisere og angribe frem på ny. På vej tilbage bliver han såret i benet. Den fysiske smerte overdøves dog af den psykiske smerte ved hans følte svigt:
”Gennem min hjerne løb kun én tanke – at jeg havde svigtet, og at jeg havde svigtet usselt. Min ordre havde været ”holde for enhver pris”, og på grund af min svigten ville hele bataljonen nu blive drevet på flugt eller tilintetgjort. Og alt sammen på grund af et lokalt tysk modangreb! Kompagni I var gået tilbage, men jeg kunne ikke bebrejde mine folk det. De havde givet efter, fordi jeg på en eller anden måde ikke havde ført dem rigtigt. Det var mig, der var ansvarlig.”
Det viser sig, at det lokale tyske modangreb var en større offensiv, og at Mac ikke havde svigtet men derimod: ”…holdt ud meget længere, end jeg havde regnet med, efter at jeg fik den virkelige situation at vide,” som bataljonschefen udtrykker det.
Mac sendes bagud for at få den fornødne behandling, og da han efter et stykke tid returnerer til fronten, bliver han sat i spidsen af et nyt kompagni.
I anden del af bogen følger man Macs føring af det nye kompagni. Vi er nu så langt fremme i krigen, at tyskerne er på retræten, og amerikanerne gennemfører forfølgende angreb.
Bogen ændrer i den forbindelse karakter, og bliver i højere grad en lang opremsning af tyske bynavne og terrænmæssige elementer. Da Tyskland kapitulerer, er Mac sendt til Tjekkoslovakiet med sit kompagni.
Bogen er skrevet i et letlæst sprog, og er oversat af oberstløjtnant Mogens Boisen. Det er tydeligt, at det er en fagmand, der har oversat bogen, og der er således styr på de faglige udtryk og vendinger. Indholdsmæssigt er der tale om en spændende skildring af et infanterikompagnis kamp gennem Tyskland i den anden verdenskrig, krydret med chefens tanker og bekymringer.
Jeg startede denne anmeldelse med at spørge, om bogen stadig holder i dag. Som en skildring af kampene i den sidste del af anden verdenskrig, er bogen ok. Den når dog ikke på højde med fortællinger så som ”Band of Brothers”, skrevet af Stephen Ambrose og filmatiseret i serieform på HBO. Der hvor bogen særligt har nutidig relevans, er hvor Mac reflekterer over egen usikkerhed og utilstrækkelighed. De tanker der formuleres er letgenkendelige for alle yngre og uprøvede førere. ”Hvad mon mændene synes om mig?” ”Har jeg de rette kompetencer?” ”Hvordan vil jeg reagere ved første møde med fjenden?” Den er et interessant og sjældent blik ind i hovedet på en ung officer på lavt taktisk niveau, hvor nutidens unge officerer kan finde ro og inspiration.
Fodnoter
1) https://krigsvidenskab.dk/~krigsvid/emne/kompagnichef-gennem-europa
