U. S. A. har en særlig form for uddannelse af reserveofficerer. Studenterne kan samtidig med universitetsstudiet melde sig til at deltage i en teoretisk, taktisk undervisning, der varer 4 år — de to første år er da pligtige, og de to sidste frivillige. Derefter deltager de i en 8 ugers sommerlejr med praktisk tjeneste. Alle de nyudnævnte officerer gennemgår Arm y ground general school, der varer 18tv uge. og hvor der bl. a. undervises i våbenteknik, motortjeneste og meldetjeneste m. v.. Skolen har alt muligt moderne undervisningsmateriel, terraingulve, biografteater med instruktionsfilm og ikke mindre end 100.000 luftfotografier. Hvis en elev under en øvelse ønsker et område luftfotograferet, får han det rigtige fotografi udleveret. E fter afgangen fra universitetet kan eleverne deltage i korrespondancekursus; der findes over 20 forskellige kurser — senere endog generalstabskursus (42 uger). Disse universitetsuddannede reserveofficerer spiller en betydelig rolle, hvilket bl. a. fremgår deraf, at 50 % af bataillonscheferne og 65 c/c af kompagnicheferne under invasionen i Europa var af denne kategori. Hvis man ikke var klar over dette forhold, ville man blive meget forbløffet, når man læser en bog, som er skrevet af en amerikansk kaptajn, der hedder Charles B. M ac Donald, og et stykke inde i bogen horer, at han i efteråret 1944 fylder 22 år! Bogen hedder Company commander og er udgivet af In fan try journal press i Washington i 1947. Der er her til landet nået en ret omfangsrig militær litteratur om den sidste verdenskrig. De fleste bøger og værker omhandler imidlertid krigshistorie og strategi og taktik for divisioner og højere enheder, og selv om dette selvfølgelig har den største interesse for enhver officer, der ønsker at sætte sig ind i den sidste krig for at kunne indstille sin tanke på den næste, så kunne man dog ønske at få en subjektiv førstehåndsberetning om kamp og føring ved de mindre led, afdeling og underafdeling, som vore unge officerer kunne dyrke som studium, for at lære soldatens forhold i krigen — f. eks. tilsvarende Rommels, In fan teris g reift an. Bøger af denne art er sjældne, og da tilmed titlen lover godt, er det derfor med spænding, at man åbner Company commander. Inden man har læst en side, er man klar over, at som lærebog kan den ikke anvendes, der er ikke et kort eller en skitse. Alligevel er den af stor interesse. Den unge kaptajn er en strålende og åndfuld skribent. Da han jo faktisk er civilist, da han i august-september overtager et kompagni af veteraner, gør ting, som for en fast officer er rent naturlige og tilvante, samme indtryk på ham som på nyindkaldte menige. Herved får man et meget interessant billede af feltlivets virkninger på mandskab og befalingsmænd. Alene af denne grund er bogen værd at læse, idet han med fin psykologisk forståelse og megen humor fremdrager disse tusinder af foreteelser, som kun forekommer i krig og ikke ved fredsøvelser — - hvorfor man uden sådan vejledning ikke ville kende dem og derfor være uforberedt på dem, den dag alvoren melder sig. Men desuden støder man på en række taktiske forhold, som giver et ganske godt billede af kampmetoderne ved et amerikansk kompagni på slutningen af krigen, og det er dette, som følgende tilstræber at give et indtryk a f — i spredte træk. Mac Donald overtager et kompagni ved 23. infanteri-regiment af 2. division i september 1944, og kamphandlingerne fører ham gennem Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Czekoslovakiet. Hans regiment er inde i en periode, der nærmest har stillingskrigens karakter, og hans forste opgave bliver at afløse et kompagni, som i godt en uge har holdt et afsnit på 4— 500 m bredde. Den kompagnichef, han afløser, er udkørt, bleg og på randen af et nervesammenbrud. Afløsningen foregår ganske som beskrevet i F. R. I. B. — men man lærer, at amerikanerne til enhver tid, når en forsvarsstilling besættes selv for ganske kort tid, øjeblikkelig udlægger felttelefoner til delingerne — svage telefoner uden strøm, som ikke kan aflyttes.
Det amerikanske kompagni har foruden de 3 rekylgeværdelinger en skytsdeling bestående af 1 panservæmskanonsektion med 3 rekylfri kanoner 57 mm og 1 mortersektion med 3 60 mm morterer. Rekylgeværdelingen har hver en skytsgruppe med 1 maskingevær og en større bazooka, og hver rekylgeværgruppe har en almindelig bazooka. Kompagniet har altså i sig selv en stor ildkraft; styrken er på 204 mand. Hver aften melder rædslen for fjendens modangreb sig, og da nogle af grupperne er i pill-box, er det navnlig de tyske flammekaster-kampvogne, man frygter. Da man en aften hører et fjendtligt larvebåndskøretøj nærme sig, tror man, at det er en flammekaster og forlanger og får straks artileriild mod vejen foran fronten. Kompagnichefen leder ilden pr. telefon direkte over bataillonschefen. Det var imidlertid kun forplejning, der blev kørt frem. T il sådant brug bør altså ikke anvendes et så støjende køretøj nær fronten. I mange andre tilfælde har kompagnichefen direkte samvirke med artilleriet: E n patrulje skal frem i terrainet t. v. for kompagniet, hvorfor kompagnichefen får ordre til at rekvirere og lede den fornødne ild. Da egne fly ved daggry skal angribe en række mål foran kompagniets front, får kompagnichefen ordre til at opgive koordinaterne (man forstår mandskabets fryd, da en flyverbombe udsletter en pill-box med et fjendtligt maskingevær, der har generet kompagniet stærkt). Da en fjendtlig jerbanekanon af svært kaliber har skudt i nogen tid og ikke kan opdages, opgiver kompagnichefen kompas, azimuth og antal sekunder mellem knald og detonation til brug for artilleriets stedfæstelse a f kanonen. Koldt og fugtigt vejr giver manskabet snue og hoste, hvilket kan røbe deres stillinger — og det er ikke altid muligt at udskifte folkene. Da angrebet kommer efter nogle nætters forløb, bliver den unge kompagnichef selvfølgelig rystet, men han reagerer dog automatisk (tanken er gennemtænkt ofte) og får sine morterer til skud og får artillerispærreskydningen udløst. Dette sidste sker altid pr. telefon og radio — man hører aldrig om anvendelse af lyssignaler — trådforbindelserne er dog ofte skudt over, og det sker jævnligt, at det varer alt for længe med at få bataillonens radio i tale, hvilket selvfølgelig er yderst enerverende for den mand, der har fjenden ind på livet.
E n anden mørk nat står en sergent i sit skyttehul og ser et svagt glimt af en bajonet foran sig. Øjeblikkeligt og reflektorisk fejer han med et magasin med sin maskinpistol, hvilket udløser ilden fra hver mand i delingen — og et tysk kompagni bliver kastet tilbage med store tab og opgiver. E fter afløsning og en kortere rolig tid sættes regimentet ind nordligere, og den uundgåelige deltagelse i et angreb, som kompagnichefen har frygtet i sit inderste, må være nær forestående. Bataillonen bliver sat ind til angreb til støtte for en bataillon, som er blevet delvis omringet af et tysk modangreb. Der kommer dog en kontraordre: Kompagniet skal grave sig ned og fastholde sin stilling »hold at all costs«. Der var kun begrænset ammunition til rådighed i øjeblikket og kun nogle få bazooka — granater og ingen panserminer. Derimod ville der ankomme 2 Sherman medium tanks til at dække kompagniets åbne venstre flanke, hvor en landevej førte ind. Og så kom angrebet — bølge efter bølge sås allerede på lang afstand. Det viste sig, at bataillonen havde angrebet lige ind i den store tyske modoffensiv i Ardennerne. Tyskerne angreb desperat; det var deres sidste chance, der skulle lykkes. De havde ikke megen artilleristøtte, men de stormede hovedkulds frem frontalt mod kompagniets front og blev 7 gange kastet tilbage (den blinde frem tumlen viser sig bl. a. ved, at de end ikke forsøger at angribe omfattende, der havde jo været en god chance t. v. for kompagniet). Kompagniets mortergranater slipper først op, derefter den øvrige ammunition. Samtidig ruller 10 Tiger-kampvogne frem og overdænger skyttehullerne. E n bazooka har ialt 3 granater, men den første bøjer røret. Kompagnichefen rekvirerer straks artilleriild; ingen af kampvognene blive dog ramt, men ledsagefodfolket bliver standset midlertidigt. De to Sherman-tanks er uheldigvis gået tilbage 1 kvarter før, og besætningerne erklærer overfor bataillonen, at det nu ville være selvmord at rykke frem mod de 10 Tiger K . V . (!). Stormangrebene fortsætter, og nu sker det, der for den unge Kompagnichef synes det frygteligste for en fø re r : mandskabet går tilbage — først maskingeværerne, derefter 1. deling og mortererne — trods ordren »hold at all costs«; han råber og besværger dem til at blive — de lader uforstående: venstre fløj er jo om gået, og der er ikke mere ammunition — og de er gamle veteraner. Skammen er næsten ikke til at bære — han har svigtet i det afgørende øjeblik og nu udsat bataillonen for tilintetgørelse. — Han tumler med tilbage og prøver desperat på at skabe en ny modstandslinie, men det er håbløst, så længe der ikke er ammunition; han må være forberedt på at blive stillet for en krigsret. Hans forbavselse er derfor forståelig, da hans bataillonschef blot siger »Nice work, Mac«, da hulker han åbenlyst, og oberstløjtnanten må trøste ham med, at tyskerne har kastet alt, hvad de er stødt på, og at kompagniet har holdt meget længere, end man havde turdet håbe. E fter passagen af Weser kommer kompagniet adskillige gange i angreb i skovfyldt terrain, ofte uden støtte af tunge våben; delingerne ledes pr. radio, der tilsyneladende virker tilfredsstillende også i skov. Bataillonen har ofte ikke tilstrækkelig oversigt til at kunne lede bevægelserne, men man ser fortrinlige eksempler på in itiativrigt samarbejde mellem nabokompagnier. Nord for skoven har tyskerne besat en landsby. Bataillonen skal angribe og tage byen og beslutter sig til at angribe med et kompagni frontalt fra syd og med vort kompagni omfattende fra vest. Hvert kompagni er støttet a f 1 deling kampvogne (5 K. V.) og af tunge maskingeværer ved overskydning. Kompagnichefen aftaler med kampvognsdelingsføreren, at denne skal starte 2 min. før afslutningen af artilleriforberedelsen (som varer et kvarter), således at delingen og kompagniet mødes på et aftalt sted, så styrken samlet vil kunne nå udkanten af byen, når artilleriilden letter. Denne ret løse form for tilrettelæggelsen af samarbejdet mellem fodfolk og kampvogne stemmer ikke godt med de krav, der normalt stilles til en gennemført og grundig planlæggelse a f samvirket forinden et angreb, men her gik det godt — muligt fordi artilleriforberedelsen havde gjort det af med forsvarerens kampmod. Styrkerne mødtes nøjagtigt på den aftalte linie, hvorefter kampvognene nedsatte hastigheden. Her viste sig et eksempel på det gavnlige i at have maskingeværer som ildstøtte, idet dette våben jo er alle andre overlegent med hensyn til øjeblikkeligt at kunne tage nyopdukkede mål under ild: E t fjendtligt flankerende maskingevær lagde pludselig en kraftig ild over kompagniet fra stilling i en høstak. Næsten i samme nu lagde 4 tunge maskingeværer fra skovkanten deres ild over målet, og sporprojektilerne tændte høstakken i lys lue — exit! L id t senere ser man et eksempel, hvor man ikke er bange for at eksponere kampvogne. To kompagnier skal angribe en landsby frem over en åben strækning, hvor man venter ild fra fj. kampvogne. Kompagnierne får derfor ordre til at sætte hver en deling på kampvogne og at køre ind i byen med stærk fart og melde pr. radio — derefter trak resten delingsvis ind i byen. Den sidste del af bogen drejer sig ifølge sagens natur om forfølgningskampe — en kampform, som vel ikke ofte vil blive sandsynlig forekommende her til lands. Da der imidlertid forekommer interessante taktiske fremgangsmåder, skal nogle træk refereres: Man får et godt indtryk af forfølgningskampen. N år der endnu haves føling med fjenden, og kamp jævnlig forekommer, skiftes kompagnierne til at føre, de forreste altid, støttet af hver 1— 2 kampvognsdelinger og overvåget af maskingeværer og artilleri i stilling. Man hører ikke ofte om bataillonens morterer, men har dog indtryk af, at de jævnligt er i stilling. Om panserværn høres ikke meget, hvilket formentlig ligger deri, at fjenden på dette tidspunkt kun sjældent benytter kampvogne, at et meget stærkt panserværn haves i de støttende kampvogne i forreste linie, og at kompagnierne organisatorisk selv har stærke panserværnsvåben. Kompagnierne afløses af de bagvedværende, når de har taget et objekt, og fastholder derefter dette, til situationen er stabiliseret. Over længere stræk, hvor der ikke er føling med fjenden, anvendes kampvogne ofte til transport. 1 kampvognskompagni kan tage ca. 1 rekylgeværkompagni om bord. Under en sådan kørsel, hvor vort kompagni var forrest, passerer man en række landsbyer, men pludselig overraskes kolonnen af en voldsom ild fra udkanten af en by; der standses omgående, fodfolket spreder sig i dækning, og kampvognene trækker ud fra hinanden i stilling og åbner ilden — man undres noget over, at der f. eks. ikke anvendes en forspids af kampvogne uden fodfolk til sikring af kolonnen. Tyskerne gik tilbage fra by til by, fra skovkant til skovkant. Deres vigtigste våben herunder var de 88 mm luftværnskanoner, som også anvendtes som panserværnskanoner og iøvrigt mod alle mulige mål. Amerikanerne havde stor respekt for dem og vovede ikke at sende kampvogne frem, før de var nedkæmpet — fodfolket måtte i givet fald gå frem uden støtte af kampvogne. Nødvendigheden af at have morterer med fremme viser sig også i kampe af denne art. Kompagniet bliver under et angreb standset af et fjendtligt maskingevær fra flanken; på grund af en mindre hævning i terrainet er det umuligt at få ram på det; der er intet at stille op, før en mortersektion bliver bragt i stilling og med nogle få skud jager det på flugt. E t andet eksempel viser, hvilke umådelige krav der stilles til en ung kompagnichefs evner og koldblodighed. Hen under aften er et angreb af ca. 2 batailloner blevet standset af en meget stærk ild fra nogle luftværnskanoner bag en landsby (det viste sig senere, at der var 2X6). Bataillonens ordre lyder: Da regimentet vil tage Schkopau (en by bag kanonerne) i morgen tidlig, skal G-kompagni tage kanonerne nu! Kompagnichefen beder — efter at have sundet sig lidt — om at måtte vente, til det bliver helt mørkt. E fter grundig rekognoscering og studium af kortet beslutter han sig til at angribe batteriet bagfra og valgte som udgangspunkt et hus, 100 m bag batteriet. Det lykkes at føre kompagniet uopdaget til huset, først en deling og efter radiomelding resten. Mandskabet er stærkt udkørt — - endogså så stærkt, at folkene straks falder i søvn, trods det de ved, at de om et øjeblik skal foretage et natangreb. Han løser nu opgaven på den måde, at han lader en deling angribe batteriet og holder resten i reserve ved huset(!). Der går 1 time i spændt og ængstelig venten; så kommer der melding fra delingen, at det fjendtlige batteri er forladt af besætningen. Kompagnichefen forlanger nu vejvisere tilbage til at føre kompagniet ned til batteriet. Det viste sig at være 128 mm flak, der havde både tids- og øjebliksbrandrør. Man har indtryk af, at tyskerne aldrig havde mulighed for at transportere sådanne kanoner tilbage. De lod dem stå i stillingerne så længe som muligt og bortskød ammunitionen — til sidst ved direkte skydning. Under fremrykningen befries stadigvæk franske, italienske og polske slavearbejdere. De bliver ellevilde af glæde og begynder straks at terrorisere beboerne i den by, hvor de har været holdt i barakker, og stjæler selvfølgelig kyllinger og svin og andet spiseligt. Da beboerne beklager sig over for kaptajnen og beder om beskyttelse, kan han kun svare, at det ikke var amerikanerne, der bragte disse folk hertil. — Under de natlige angreb ser man altid bataillonschefen langt fremme; han griber ofte ind; han har f. eks. fået melding om, at fjendtligt flak er i stilling i flanken og lader straks denne melding gå videre med ordre til kompagniet om hurtigt at passere et åbent stræk, før det bliver lyst. Det nås lige netop — umiddelbart efter falder en voldsom ild over det pågældende terrain. Også her under angrebet er der et godt og intimt sam- • arbejde med artilleriet. E n artilleriobservatør følger altid kompagniet og altid den samme, altid parat til øjeblikkeligt at gribe ind ved dag og ved nat. Ved daggry skal et kompagni af en nabobataillon frontalt angribe et fjendtligt flakbatteri, men bliver standset af batteriets direkte ild. Vort kompagni, der fornylig er gået til ro, bliver vækket og får ordre til med en deling i løbet af 15 m inutter at gå frem i flanken på det fjendtlige batteri til støtte for angrebet. Bataillonen giver kompagnichefen et ekstra radioapparat med, så han også er inde på nabobataillonens kommandonet(l). Han tager selvfølgelig sin artilleriobservatør med. Nabokompagniets angreb går igen i stå et par gange, fordi ilden i artilleriforberedelsen ligger ca. 900 m for kort. Kompagnichefen anmoder om at få lov til at lede ilden, da han kan se målet bedre her fra flanken. Det tillades, og han får hurtigt ilden lagt over batteriet, hvorefter mandskabet flygter fra kanonerne. — Det viste sig, at der ialt var 24 flak. (Det viste sig også, at ilden på en måde ikke havde været for kort, men at man beskød to fremskudte kanoner). Man slipper selvfølgelig ikke for at høre, at vort kompagni altid har de værste opgaver og flere end de andre. Under så store farer og anstrengelser tror enhver, at han blive misbrugt, det er vist ens overalt — men opfordrer til, at enhver fører gør sit bedste for at fordele sol og vind lige — og til engang imellem at udtale en anerkendelse — så man ikke fra sine foresatte kun får ordrer. Da man nærmer sig Leipzig, angriber kompagniet en dag i mørkningen langs autostradaen mod udkanten af en af forstæderne, der viser sig stærkt besat. Der åbnes en voldsom ild fra husene, navnlig af maskingevær og panzerfaust, og derefter følger et fjendtligt modstød i delvis mørke. E n deling og skytsdelingen slipper tilbage, men de to delinger omringes og er tilsyneladende opløst. F ra den ene kommer ingen melding. Føreren for den anden deling, løjtnant Whitman, melder pr. radio, at han er sluppet ind i et hus med 9 mand; han rapporterer herfra om tyskernes bevægelser, men beder om hjælp, idet tyskerne ellers vil finde ham, når de afsøger husene. Kompagnichefen taler med bataillonen og anmoder om, at et andet kompagni må angribe for at befri hans folk. Dette ønske kan bataillonen ikke efterkomme, men beordrer ham til at grave sig ned med resten af kompagniet t. v. for vejen, medens et andet kompagni skal grave sig ned t. h. for vejen. Kompagnichefen spørger Whitman, om han har hørt konversationen i radioen — det har han (det er en af radioens mange fordele, at abonnenterne altid kan være orienterede om situationen inden for nettets område). Løjtnant Whitman svarer: »Så er der kun en ting at gøre. V i går ned i kælderen, og De plastrer os til med artilleri,så må tyskerne forsvinde, jeg skal hjælpe med at dirigere ilden herfra.« — Rask løjtnant; afsnittet hedder Whitman shells himself. Artilleriløjtnanten sætter i hast sin radio op, og et øjeblik efter er han indskudt på husene — 300 kort — næste byge: »Det er lige over os — en gang til — vi kan høre tyskerne fare rundt på pladsen omkring os.« Pludselig sætter en fuldtræffer et hus i lys lue: »Er det Deres hus?« »Nej, det er til venstre for os; lad os få en omgang til samme sted, for der er nogle køretøjer.« Nu bliver stemmen i radioen svag; forklaringen er, at han har 15 fanger med ned i kælderen, og nu er nogle tyskere gået i dækning i huset, og han må tale sagte for ikke at røbe sig. »Hvis en af fangerne åbner sin mund, skyder vi ham ned.« — Spænding, skulle kompagnichefen nu miste de sidste 9 mand af 2 delinger og en fortrin lig løjtnant? — E t øjeblik efter forsvinder tyskerne dog. Ved det senere angreb lykkes det at befri de fleste a f de 2 delinger, så der faktisk kun mangler 6 mand. — Den slags ting hænder let i natangreb, hvor sammenhold er vanskeligt — men ville det i dette tilfælde være gået kompagniet meget bedre i dagslys? Senere hører kompagnichefen, at hans sidste 6 mand også er fundet i live på et tysk hospital; da lader han tårerne løbe fr it — reaktionen efter kampens hårde pres, træthed, mangel på søvn — hele personen med ansvar for over 200 menneskers liv er jo kun 22 år. I udkanten a f Leipzig kommer samme Whitman tilbage med en tysk officer, som i alvor tilbyder at overgive sig med hele besætningen i byen. Det viser sig nu senere, at det kun er S. S.-polititroppeme, der ønsker at overgive byen uden kamp, hvorfor det hele ikke kommer til at gå så glat, men dette afsnit, som handler om kompagnichefens møder med forskellige officersgrupper inde i den fjendtlige by, og hvor han kører rundt med tyske officerer fra den ene stab til den anden, snart standset af tyske og snart af engelske vagtposter, er skrevet med et lune og en komik, som er en oberst Bramble værdig. — E fter indtagelsen af Leipzig bliver bataillonen den 31. april beordret til Czekoslovakiets grænse. Kompagniet får straks en interessant patrouilleopgave foran bataillonens front. Patrouillen skal støttes af en artilleriafdeling om nødvendigt, og kompagnichefen skal lede ildstøtten. Imidlertid rækker radioen fra patrouillen ikke langt nok, da batterierne er blevet svage. Patrouillen bliver naglet fast til jorden af stærk fjendtlig ild fra en skovkant, og artilleriet kan ikke åbne ilden, fordi patrouillens position er ukendt. Kompagnichefen rekvirerer da resolut 2 tank destroyers til at frigøre patrouillen. Derefter lykkes det at komme frem med en frisk radio, patrouillen opgiver sin position, og artilleriet spiller op — nu ledet af patrouille føreren. Den 5. maj melder 3 polske soldater i polske uniformer sig til kompagniet. De er fra et polsk regiment på 1000 mand, der havde kæmpet på tysk side mod russerne; de ønskede nu at forhandle om overgivelse — til amerikanerne, vel at mærke. (Kompagniet træffer ligeledes 3 — 14-årige soldater, som dog kun havde haft denne stilling i 2 uger. Deres moder havde sagt, at de skulle overgive sig ved først givne lejlighed — og det gjorde de altså). Hele 5. maj foretoges uafbrudt forfølgning med fortrinlige eksempler på ildstøtte og på samarbejde — navnlig mellem kompagnichefen og artilleriløjtnanten — øvelse gør mester. Og nu skifter flagene farve. De flag, der hang ud af vinduerne i Sudeterlandet som tegn på overgivelse, var hvide — her i det egentlige Czekoslovakiet havde de landets strålende farver, og begejstringen over befrielsen var lige så overvældende som i Frankrig og andre steder.
E fter krigens afslutning mødtes bataillonen med russisk fodfolk 5 miles n. f. Pilsen. Den 20. juli stod bataillonen ind i New Yorks havn for at gøre sig rede til at afgå til næste krigsskueplads. Forinden var dog den anden verdenskrig helt afsluttet. Forfatteren er atter udtrådt af hæren og er ansat ved sit gamle universitet i South Carolina.
O. N.
