Det havde været selskabets håb i dette nytårsnummer at kunne have kommenteret fremtidsperspektiverne i en vedtaget ny forsvarsordning. I dag, da dette skrives, kan imidlertid intet siges om, hvorvidt et forlig mellem regeringspartierne og oppositionen bliver en kendsgerning eller ej, hvad et eventuelt forlig vil gå ud på, eller hvad der vil ske, hvis man ikke når frem til et forlig.
Det siger sig selv, at ingen er mere interesseret i en bred folkelig samling om forsvaret end værnenes personel, der nu i over 50 år har virket med en evindelig uro som baggrund. Men det kommer naturligvis an på, hvad man enes om. Bred politisk samling kan ikke i sig selv sikre landet, hvis den ikke resulterer i en vis størrelsesorden af de militære styrker.
Det er for en objektiv betragtning vanskeligt at forstå, at det primære stridspunkt synes at være, om budgettet skal være 9 30 miil. (985 miil. hvis også civile udgifter medregnes) eller 1100 miil. (1155 miil.). Det er uforståeligt, at vor almindelige velstand med el samlet statsbudget på over 6 milliarder (heraf forbrugs- og toldafgifter på 3% milliard) ikke kunne tillade at bruge mere end 930 miil. kr. på at sikre det velstående samfund, vi lever i.
Men det er også vanskeligt at forstå dem, der ikke vil være med til denne udgiftsforøgelse. Hvad er grunden hertil? Den kan næppe længere være landets økonomiske forhold. Den kan ej heller være, at man principielt ikke vil have et effektivt forsvar, for hvis det var tilfældet, ville man vel ikke gå med til at give omtrent en milliard ud til militære formål, når man kunne få et skinforsvar for 3— 400 miil. Det synes mindre logisk at ville gå med til et budget på en milliard, der repræsenterer styrkemål, som, efter hvad inden- og udenlandsk sagkundskab har erklæret, ikke vil kunne løse opgaven, når man ved en forøgelse med henved et par hundrede millioner ville kunne få — omend ikke det sagligt ønskelige—• så dog et brugbart grundlag at arbejde på.
Der har fra visse sider rejst sig røster om, at nu „da der er afspænding i verden, ville det være urigtigt, at Danmark øgede sit forsvar“ . H ertil skal siges, at ethvert normalt menneske må ønske, at de forhandlinger, der er indledet mellem Vest og Øst, må føre til en mindskelse af spændingen og til en gradvis nedrustning. Men der må advares mod at tro, at det vil resultere i en hurtig afslutning af den kolde krig. Dertil er modsætningerne mellem Vest og Øst blevet for store. De forhandlinger, der nu står for døren, vil blive lange og besværlige, og en af forudsætningerne for, at man fra den anden side vil være interesseret i at forhandle om en vis modus vivendi mellem Vest og Øst, er, at NATO opretholder sin styrke. Svækker vi denne styrke, svækker vi samtidig den anden parts interesse i at forhandle.
Derfor kan vi roligt bringe vort forsvar i orden, så meget mere som vi vel også her i landet efterhånden må nå frem til forståelse af, at ethvert suverænt land må have et anstændigt forsvar.
