Det er forfriskende når tjenstgørende officerer med indsigt i forsvarets forhold fremsætter forslag til forsvarets udvikling. Michael Clemmesen (MC) har til stadighed været aktiv i denne henseende, og adskiller sig herved afgørende fra den kendsgerning, at det overvejende er fra de pensionerede officerer man skal høre ”sandheden” om hvorledes forsvaret bør udvikles. Af årsager som jeg har fuld forståelse for men på den anden side også beklager, og som bestemt ikke stemmer særlig godt overens med ”den grundlovssikrede ytringsfrihed for offentlig ansatte” vælger de fleste officerer at synge med på de omdelte sange. Det gør MC ikke! Jeg er ikke i tvivl om at mit indlæg vil blive opfattet som et partsindlæg alene i kraft af min position som formand for HOD. Mit partsindlæg tager udgangspunkt i ”den samfundsskabte virkelighed”, og i de arbejdsvilkår der er dagligdag for dem jeg repræsenterer. Situationen tager sig naturligvis anderledes ud, hvis man i mange år har beskæftiget sig med videreuddannelse af officerer til højeste funktionsniveau, og dermed har den referenceramme der er uddannelsesinstitutionens. Godt beskyttet mod dagligdagens trivialiteter og andre faktuelle begrænsninger. Fra en udsigtsposition hvor det giver god mening at frigøre sig fra ”den samfundsskabte virkelighed”. Som en dreven analytiker ved MC også, at man rent metodisk kan gøre sig de forudsætninger man vil. Forudsætningerne kan naturligvis diskuteres, men i henseende til metoden er forfatteren suveræn i sit valg. Når MC som afslutning på sit epos fastslår ,” at den afgørende kilde til al dårligdom er skabt af den opfattelse, at dansk forsvar skal indrettes efter ”den samfundsskabte virkelighed”, så har analytikeren skabt et frit manøvrerum, hvor tankespind og strøtanker af enhver kan hævdes at komme under begrebet ”analytisk virksomhed”. Et bevidst og helt urealistisk fravalg af virkelighedens trivielle kendsgerninger. Jeg har vanskeligt ved at se den metodiske sammenhæng der betinger konklusionen, og derfor vil mine kommentarer følge den samme spontane metodik! Jeg anerkender MC omfattende viden om operative og strukturelle forhold - i hæren, og har ikke til hensigt at kommentere disse dele af MC artikel, men ”den samfundsskabte virkelighed” gør det helt nødvendigt at kommentere en række af de mere forvaltnings- og uddannelsesmæssige betragtninger som MC gør sig. Endvidere vil jeg gerne postulere, at MC frigør sig totalt fra økonomiske konsekvensanalyser i sit forslag. MC forslag vil efter min opfattelse kræve særdeles markante udvidelser af den nuværende økonomiske ramme for forsvaret, men det rummes måske under den overskrift, at ”al dårligdom stammer fra den samfundsskabte virkelighed”. Må jeg som eksempel blot pege på MC forslag om, ”at grundlønnen for alt medicinsk personel skal afholdes af forsvaret”. Den logiske konsekvens af dette, ville så være at forsvaret får en væsentlig andel af bloktilskuddene til amter og kommuner eller at der overføres midler til forsvarsbudgettet herfra. Dette kan næppe rummes inden for den samfundsskabte virkelighed. Jeg kan naturligvis se, at der nedlægges en voldsom masse etablissementer i MC forslag. Jeg synes det kunne være interessant, hvis MC også havde beskæftiget sig med behovet for nybygninger og udvidelser. Må jeg endvidere påpege, at nok er der tilsyneladende politisk enighed om, at den økonomiske ramme for forsvarets udvikling ikke skal reduceres, men dette politiske udsagn kan meget vel tænkes at dække over ”administrative rationaliseringer” i milliardklassen. Den politiske proces er uforudsigelig, og foreløbig må man konstatere, at der har været vide rammer for fortolkningerne af de økonomiske rammer for indeværende forsvarsforlig. MC postulerer, at 60 % af alle officerer er for gamle til anvendelse i reaktionsstyrkerne. Jeg kan læse at ”funktionsgrænsen” er sat til 40 år, og må så konstatere, at de mange officerer der i de senere år har løst opgaver i international tjeneste og været endog væsentligt over 40 år, ikke har gjort det tilfredsstillende - altså set fra MC udsigtspost. Det er bevisligt en urigtig påstand, eftersom danske styrker bevisligt har gjort det godt i international tjeneste; også som en funktion af at officererne har løst deres opgaver tilfredsstillende og mere til. MC ønsker endvidere at afskaffe reserveofficererne, der jo i høj grad har andel i de gode resultater der er skabt af danske enheder. Hvad er forskellen på MC kontraktofficerer, og så de reserveofficerer forsvaret har en kontrakt med? Vil MC f.eks. påstå at amerikanske officerer generelt er bedre rustet til at løse de forekommende opgaver i internationalt regi end de danske officerer der har en langt bredere uddannelsesmæssig baggrund? Hvis svaret til dette er ja, er jeg ganske enkelt fuldstændig uenig. Af mange forskellige - ikke mindst teknologiske og udstyrsmæssige årsager, er der ingen tvivl om, at amerikanske styrkers krigsduelighed er på et helt andet niveau end danske eller for så vidt samtlige andre landes styrker, men så er vi vel tilbage ved realistiske økonomiske rammer og teknologiske muligheder, og ikke officerernes duelighed. MC perspektiv har i de seneste mange år udelukkende været de videreuddannede officerers synsvinkel. MC overser totalt de mange vigtige opgaver der løses af officerer med en bred baggrund og med tilegnelse af helt nødvendige rutiner inden for forskellige funktionsområder. MC amerikaniserede betragtninger om et karriereforløb der hedder ”op eller ud”, kombineret med erhvervelse af civile kompetencer, kandidatgrader m.m. bør også ses i sammenhæng med udviklingen inden for det akademiske arbejdsmarked i øvrigt. Det taler bestemt ikke for en forøget akademikerproduktion, og den sammenhæng der er mellem det amerikanske arbejdsmarked og det tilsvarende danske er ganske enkelt usammenlignelige. De akademiske færdigheder som har en fremtrædende plads i MC strøtanker vedrørende rekruttering, kan sagtens have relevans i skole- og uddannelsesmiljøer, men i ”den samfundsskabte virkelighed” har de kun begrænset relevans. I øvrigt skal man omgås dette begreb med forsigtighed. Senest har jeg set, at MacDonald-koncernen har oprettet et akademi, hvor man kan opnå akademiske færdigheder, ligesom flere aftenskoler reklamerer med at man kan opnå akademiske færdigheder ”overnight”. Officererne får i det nuværende uddannelsessystem tilført kernekompetencer og bred indsigt og anvendelighed. Hvis MC ønsker at styrke de ”akademiske” færdigheder, så er vejen frem ikke introduktion af en officersuddannelse i ”light-udgave”. Baggrunden for at afskaffe de ”dobbeltakademiske” uddannelser for officerer var i sin tid nogle banale økonomiske betragtninger. Hvorfor skulle forsvaret dog ikke udnytte samfundets uddannelser på linie med alle andre offentlige og private institutioner? Der kan da sagtens være behov for visse justeringer af dette princip, men bortset fra enkelte meget militærtunge stillinger af overvejende teknisk art, kan ingen påstå at de civile akademikere ikke løser opgaverne i forsvaret tilfredsstillende. Det var vel udelukkende fra HOD forhandlingsområde der blev ”afgivet” stillinger til jurister, økonomer, ingeniører, psykologer m.m., men set ud fra en økonomisk helhedsbetragtning for forsvaret, vil det være særdeles kostbart at rulle denne film baglæns. I øvrigt passer det vel meget dårligt sammen med MC øvrige betragtninger om at besætte stillinger med civile. Dette kan næppe påstås at være et forventeligt HOD- synspunkt, men det ville være for enøjet at påstå, at de civilt ansatte akademikere ikke gør et udmærket job, og HOD er bestemt optaget af, at der er økonomisk fornuftige driftsvilkår for forsvarets ansatte. Disse vilkår tåler ikke forringelser og forbedringer i vilkårene er overordentlig ønskelige. Lad være at der kan være behov for at justere fordelingen militær/civil, men at genindføre ”dobbeltakademiske” officerer som et princip er dårlig økonomi på mere end en måde. Der er rigeligt at tage sig til, og rigeligt med tidsforbrug til at opnå den kompetence der nødvendig, for at en officer kan løse sine opgaver og nyttiggøre sin viden. Yderligere tidsforbrug til uddannelse kan næppe være vejen frem. Det forekommer oplagt, at der i takt med reduktionerne i dansk forsvar vil være en relativt større reduktion af civile stillinger ud fra nogle logiske betragtninger om reduktion af støttefunktioner, og dette kan selvfølgelig betinge en yderligere uddannelse af officererne inden enkelte specialer. Men det ville være helt uansvarligt, at trække sig tilbage fra en udnyttelse af samfundets uddannelsesproduktion. Arbejdstiden er et andet kardinalpunkt i MC argumentation. Jeg vil tro at samtlige private og offentlige firmaer og myndigheder ville have det ualmindeligt fremragende med en suspension af samtlige arbejdstidsregler. Hvilket urealistisk tankespind! Officerer løser samtlige de opgaver de bliver sat til, og hvis arbejdsgiveren har brug for mere arbejdstid, kan han købe alt det han vil! Der er ingen begrænsninger hvis vi taler ”egentlig militærtjeneste”. Eneste betingelse er, at der skal betales for den ydelse man ønsker! Noget andet er så, at der bliver købt for lidt arbejdskraft i dagens forsvar. Det har bl.a. de senere måneders diskussion om lønsummens utilstrækkelighed bevist, men det har ikke noget at gøre med, at arbejdsgiveren ikke kan foretage dette tilvalg. Det forekommer mig mellem linierne i MC indlæg, at officererne af sig selv skal frafalde hele eller dele af deres krav på honorering af deres arbejdstid. Tænk hvis læger, skolelærere, hjemmehjælpere m.m. gjorde det samme. Tænk hvis man kunne udvide den offentlige sektor til det optimale, uden at betale for den medgåede arbejdstid. Det er vanskeligt at tage MC forslag alvorligt, hvis gratisprincippet skulle gøres gældende. Hvis hensigten er, at arbejdsgiveren skal afsætte de nødvendige midler til at købe den forøgede arbejdskraft, så stiller sagen sig anderledes, men så har vi en gang til forladt virkelighedens verden i relation til de politiske muligheder. Balancen mellem investeringer og afholdelse af driftsudgifter til personelområdet har afgørende betydning for uddannelsesniveauet, og jeg repræsenterer en medlemskreds der utallige gange har givet udtryk for, at der ikke tilstrækkelige midler til at nå et tilfredsstillende uddannelsesniveau. Heri er jeg fuldstændig enig med MC, men dette enorme problem kan ikke løses ved at forringe vilkårene for officererne eller for den sags skyld andre personelgrupper. Jeg er dybt bekymret ved udsigten til, at der skal flyttes tre-eller firecifrede millionbeløb fra personelorienterede udgifter til investeringssiden. Fordi tiden har bevist, at de modsvarende reduktioner i strukturen kun delvist kompenserer for disse ambitioner. De der gennem tiden har siddet tæt på diverse rapporteringer ved, at manglen på personel- på arbejdskraft- med stigende intensitet er nævnt som et meget stort problem. HOD er naturligvis ubetinget tilhænger af, at den til rådighed værende arbejdskraft udnyttes bedst muligt, men udtyndingen af personelressourcerne i forhold til behovene er en kendsgerning der bør tages højde for med reelle tiltag, og ikke ved urealistiske forudsætninger som ”suspension" af arbejdstidsreglerne”. Vor profession er ikke for sjov. Nej da! Hvilke samfundsgrupper har en funktion der er for sjov. Er det læger, hjemmehjælpere, politibetjente eller måske skolelærere? Jeg er da glad for, at der trods alt har været tid til at beskæftige sig med ”blå vagt”, og i øvrigt afsætte ressourcer der i faste personelnormer stort set svarer til de ansatte i hjemmeværnet, ligesom den foreslåede ”Garde” vil kræve en driftsramme der ligner den hjemmeværnet har for nærværende. Her er da i hvert fald tendenser til at tage hensyn til en nostalgisk og samfundsskabt virkelighed, og uagtet revolutionære holdninger til udviklingen i hæren i øvrigt, er der plads til at give en tribut til de ”royale regimenter”. Hvad vil MC egentlig stille op mod det uafviselige faktum, at dagens sårbare samfund har behov for at kunne beskytte andre nøgleinstallationer end Kongehuset? Jeg kan sagtens følge mange af MC tanker om fremtidens forsvar. Jeg kan undre mig over næsten lige så mange af de beskrevne tanker. Jeg savner en økonomisk konsekvensanalyse, og frem for alt mener jeg at strøtankerne er løsrevet fra virkeligheden. For at tilgodese kravene til fremtidens soldater, er det helt nødvendigt at man også beskæftiger sig med vilkårene for at gøre tjenesten attraktiv. Tiden er løbet fra tørre tæsk som en del af personelpolitikken. Vilkårene skal tage afsæt i virkeligheden, med mindre man kun beskæftiger sig med forsvarsdebat for sjov!
