I en artikelserie — Battie Command in Future War — i Infantry Journal, jan.— apr. 1948, har den amerikanske oberst S. L. A. Marshall behandlet spørgsmålet om kampens psykologiske virkninger og kommandoforingen i lys heraf, hvorved han også kommer ind på det i øjeblikket hos os så aktuelle spørgsmål om befalingsmændenes forhold over for mandskabet. Emnet har som helhed vistnok ikke hidtil været stærkt fremme i den militære litteratur, og at forfatterens betragtninger støtter sig til personlige erfaringer fra den sidste krig, giver den øget værdi. — Da artikelserien er ret bred i fremstillingen og til dels om fatter specielle amerikanske forhold, er den her gengivet i stærkt forkortet form, nærmest som en anmeldelse, og er ret f rit behandlet.
Jens Johansen.
Som udgangspunkt for sine betragtninger hævder forf., at krigsvante soldater ikke under kamp er mindre ufølsomme for faren end andre og heller ikke er ivrigere efter at komme i kamp. Dog kan erfaringen måske medføre, at nerverne bliver mere modstandsdygtige, fordi den gør soldaten mindre modtagelig for vilde fantasier, men noget sikkert værn mod sådanne giver erfaringen ikke. V irke lig modstandskraftig mod lidens påvirkning bliver soldaten kun, når han optræder som led i en enhed. Ganske vist overvinder tropperne ikke frygten for død og sår, men kampdisciplinen fremkommer som en refleks af den tillidsfuldhed, der opstår ved kendskab til og udnyttelsen af egne hjælpekilder, efterhånden som soldaten bliver fortrolig med dem. Før denne tillidsfuldhed og dermed evnen til at tænke og handle som en enhed er opnået, egner afdelingen sig ikke til at optræde i kamp. Mandskab med ringe uddannelse vil derfor have større tilbøjelighed til at flygte, selv om de måske er lige så tapre og villige som de andre; thi individuel tapperhed og villighed kan ikke stå imod et organiseret chok. — Sin egentlige kampkraft får afdelingen, når der inden folden er skabt indbyrdes forbindelse og samvirke, og den derved får mest muligt ud af de forenede kræfter og bliver i stand til at møde pludseligt opståede kritiske situationer. Da de amerikanske soldater hørte de tyske — og for resten også de japanske — soldaters uophørlige talen og råben til hverandre, forstod de ikke betydningen heraf, og det faldt dem ikke ind, at den megen talen og råben stod i forbindelse med den kraft, der var i deres angreb. Selv var de amerikanske soldater næsten tavse, og fordi de således ikke modtog oplysninger fra hverandre og derved ikke holdt tilstrækkelig indbyrdes forbindelse, tabtes mange småkampe. — Indbyrdes meddelsomhed er i virkeligheden et lige så vigtigt led i kampen som egnede våben. Det drejer sig således om, at den enkelte mand får kendskab til forholdene og hensigten hos dem, der er ham nærmest, og på den anden side selv fortæller dem om hans egen situation og hans egen hensigt. På denne måde bidrages til en samling af kræfterne, hvilket er et middel til at mangfoldiggøre styrken og derved fremkalde initiativ. Omvendt må føreren styrke initiativet hos sine undergivne ved at holde dem underrettet om den almindelige situation og de enkelte leds opgaver.
Disse betragtninger fører forf. ind på spørgsmålet cm styrkens sammenhold i det hele. N år en fremrykkende fodfolksstyrke pludselig bliver beskudt, og folkene falder ned under forhold, hvor de ikke kan se hverandre, indtræder for en tid en moralsk opløsning, og den organiserede enhed bliver til en samling isolerede individer. Så længe folkene rykker frem, ser de hverandre og har derved følelsen af at være en enhed, men når de falder ned og ikke ved, hvor deres naboer er, forsvinder denne følelse. Før kompagniet eller gruppen igen kan blive en sluttet helhed, i stand til at gøre sin villie gældende over for fjenden, må samhørsfølelsen vækkes ved tilvejebringelse af mundtlig forbindelse mellem de enkelte, hvilket f. eks. kan indledes med, at gruppeføreren meddeler, hvor han selv er, og hvor de er. I virkeligheden begynder et kompagni, der kommer under fjendtlig ild, sin kamp med en delvis opløsning, og hovedopgaven for kompagnichefen bliver da at holde sammen på sin styrke under kampen. God ildunderstøttelse og ledelse er blandt de midler, han bruger for at opnå dette, men det bedste middel er, som sagt, at få folkene til at tale sammen og meddele, hvad de vil gøre, og hvad de har set. Den enkelte soldats isolerede handling betyder intet, eller i bedste fald meget lidt; det er kun ved, at andre slutter sig til ham, at hans optræden får betydning. Det er således ved det talte ords værdi snarere end ved synet eller noget andet middel, at soldaterne fatter mod under kampen ud fra visheden om, at de bliver understøttet af andre. Kampmoral kommer fra sammenhold mere end fra nogetsomhelst andet, og den vil stige eller falde i forhold til enhedsfølelsen.
Under kampens skiftende situationer er den største fare for føreren ikke, at han tager fejl i udformningen af sin befaling, men at han sikrer sig, at den er hørt og forstået igennem linien. E n befaling, der bliver gentaget helt ud til den sidste mand, bliver adlydt, men er den kun halvt hørt, bliver dette en bekvem undskyldning for ikke at rette sig efter den. N år man udgiver en befaling, kommer det an på at fjerne enhver mulighed for tvivl. Hvis der ikke er tid dertil, er der heller ikke tid til at manøvrere. På ethvert af kampens trin, hvad enten tropperne angriber eller forsvarer sig, har den glød, der lægges i udgivelsen a f en befaling, større værdi end indstuderet selvbeherskelse. Rolig optræden er i for høj grad blevet lovprist som et aktiv for en fører under kam p ; dette kan have sin berettigelse på de højere kommandotrin, men på de lavere bliver soldaterne ikke beroliget, fordi føreren anvender en bedemandsstil i sin befalingsudgivelse. N år under kampen faren vokser, og frygten griber soldaterne, vil disse glemme eller afskrive meget af, hvad de har lært under deres uddannelse. Det er da, førerens røst må skære gennem angsten ved at minde dem om, hvad der forlanges af dem og ved at vække dem fra deres skødesløshed. Selv for veteraner er det ikke forventningen om, at fjenden kommer, som holder dem årvågne, men den viliekraft de føler sig underkastet i det givne øjeblik. N år ilden åbnes mod dem, føler soldaterne faren fra alle sider, og underrettes de ikke om, hvorfra den kommer, kan der pludseligt opstå en ændret moralsk indstilling, ved hvilken de stivner åndeligt.
Holder ilden op, mærker man en ikke mindre udpræget forandring. Skal de samme tropper hurtigt rykke frem mod det fjendtlige område, fra hvilket de nu ikke længere bliver beskudt, vil de snart opgive alle sikkerhedsforanstaltninger og blive slappe i enhver henseende, hvis førerne ikke stadig advarer dem og passer på dem. Dette er ingenlunde noget usædvanligt, men tværtimod den normale reaktion, så snart faren synes at forsvinde, og om soldaterne er årvågne og opmærksomme afhænger da af de forholdsregler, deres førere tager. Desværre har største delen af de yngre førere samme tilbøjelighed som mandskabet, og deres svigten kan da blive skæbnesvanger for de små leds optræden. Herimod er intet andet middel end dobbelt påpasselighed fra de kommanderendes side. B liver under kampen en tilbagegående bevægelse nødvendig, er det en vej til nederlag, hvis man påbegynder bevægelsen, inden man har forklaret folkene, hvorfor de skal gå tilbage. H ar begivenhederne tydeligt vist dette, må det i hvert fald siges til folkene, hvor langt de skal trække sig tilbage; thi det talte ord er det bedste hjælpemiddel under en krise. For en ophidset løjtnant, der råber: »Se for fanden at komme væk herfra og følg efter mig til den trærække på den anden side vejknæet«, vil tilbagegangen lykkes, medens den vil mislykkes for den fuldstændig rolige kaptajn, der forsøger at udføre den samme bevægelse, men som taler så sagte, at folkene ikke kan høre ham.
Begrebet »kommando« kan ikke betragtes som enstydigt med den foresattes røst. Uanset hvor lav hans rang er, bidrager enhver mand, som har selvkontrol, automatisk til at kontrollere andre. Fryg t er smitsom, men mod er det ikke mindre. For den mand, som er grebet af rædsel og står på grænsen af panik, kan ingen indflydelse være mere beroligende end den at se andre i nærheden bevare deres selvkontrol og gøre deres pligt. For soldaten er det i almindelighed en ganske naturlig indskydelse at komme bort fra faren. Alligevel er det inden for en hær erkendt af alle, at den personlige flugt bort fra faren og dermed en svigten af pligten, er det udslag af fejghed og vanære, som viser sig sidst. Soldaten kan vel i den grad blive grebet af angst, at hans tanker først og fremmest er rettet mod at slippe bort, men hvis han er omgivet af kammerater, han har kendt længe, og hvis bedømmelse af ham betyder noget for ham, vil han bestræbe sig for at skjule sin angst. Største delen a f soldaterne er uvillige til at udsætte sig for ekstraordinær risiko, og de har intet ønske om at spille helt, men de ønsker lige saa lidt at blive betragtet som mindreværdige blandt deres omgivelser.
E n hær er en samling af individer, altså en masse, og under hård påvirkning får den en tilbøjelighed til at antage massens form. Grundlaget for panik er altid til stede blandt tropperne, så længe de er udsat for en fysisk fare, hvis form kan ændres fra det ene øjeblik til det andet. For flertallet af soldaterne er bevarelsen af selvdisciplin under kampen afhængig af, om der hersker disciplin inden for afdelingen. Begynder den at opløses, vil kun en lille minoritet blandt de dristigste bevare selvbeherskelsen. De andre formår ikke at holde stand, hvis forholdene synes at retfærdiggøre flugt. N år andre flygter, vil gennemsnitssoldaten få følelse af, at han er blevet fritaget for sin pligt, og han véd, at hans personlige svigten tilsløres af den almindelige opløsning. Men får soldaterne en bestemt ordre fra en fører, de kender, vil de som regel lige så hurtigt komme til besindelse og vende tilbage til deres pligt. Selv ganske nær ved fjenden vil soldaterne kaste sig ned ved hver given lejlighed, og det er da føringens opgave at få dem op igen. De vil altid klumpe, hvis der ikke ustandseligt råbes til dem, at de skal lade være dermed, og de vil altid løbe tilbage, når de ser andre gøre det og ikke forstår hvorfor. I disse naturlige tilbøjeligheder ligger de største vanskeligheder for føringen under kamp, og i dem ligger også hovedårsagen til panik. Paniken fremkommer ikke ved bevidste handlinger. Der kan opstå en blind, instinktiv flugt af en skare soldater; men dette er ikke den egentlige begyndelse. Soldaterne løber som en samlet hob, fordi der er hændt et eller andet, som har indgydt dem en pludselig og desperat angst. Men dette kan undgås. Uroen kan opstå, fordi en eller anden har været tankeløs eller har undladt at fortælle sine kammerater, hvad han var i færd med. Intet er mere egnet til at få fodfolk i kamp til at bryde sammen, end når de ser nogle i fuldstændig og uforklarlig flugt. Forf., der nogle gange under krigen har været vidne til panik, er dog kommet til den erkendelse, at det er mangel på instruktion snarere end synet af de løbende mænd, som skaber den største fare, og at det ofte er sket, at de, som først løb og derved fremkaldte angsten, havde en lovlig eller i hvert fald en fornuftig undskyldning for deres optræden. Det er altså ikke den pludselige bevægelse i sig selv, der gør fortræd, men den kendsgerning, at andre tilstedeværende ikke har fået fornøden oplysning.
Soldaterne skal kunne tåle besværligheder, og meget af uddannelsen går direkte ud på at sætte dem i stand til at udholde usædvanlige savn og anstrengelser. Men ingen magt på jorden kan forsone dem med, hvad almindelig sund fornuft siger dem, er unødvendige besværligheder, som kunne have været undgået ved større forstandighed hos deres foresatte. Den fører, som vil være sikker på at have et godt grundlag for sine handlinger, kan ikke gøre noget bedre end at fæste sin opmærksomhed på mandskabet. Human behandling, omhu og sympati for mandskabet med samtidigt krav om, at dette ser de opgaver, der stilles dem, lige i øjnene, er det egentlige grundlag for en førers taktiske overvejelser. Soldaten kræver det, som i livet i almindelighed får ham til at overvinde besværligheder, nemlig venskab, ærlighed over for ansvar og viden om, at andre viser ham troskab og tillid. De, der har været i kamp, ved af første hånds erfaring, at hver mand kæmper for at hjælpe sin nabo, ligesom et kompagni kæmper for at være på højde med dem, der er ved siden af det. N år det hårde og øjeblikkelige krav er valget mellem liv og død, er de ord, man har hørt engang under en instruktion, snart glemt; men en afholdt kammerats nærværelse glemmes ikke. I kampen er det det mest værdifulde, som forsvares, og alle værdier fortolkes i kamppladsens eget sprog. Dog over og under dette er alle de tanker og idealer, som trænger ind på soldaten og får ham til at følge disciplinens bud og blive på sin plads selv lige over for døden. Troen på egen sag er grundlæggende for angrebsvillien i kamp, men dette betyder ikke, at det skulle være hærens hovedformål at bibringe enhver soldat denne tro i forventning om derved at øge hans militære dygtighed og hans ønske om at dræbe fjenden. Soldatens tro på retfærdigheden i hans fædrelands politik vil næres i samme forhold, fædrelandet tror på ham. Der er mange uvedkommende faktorer, som gør sig gældende i hans følelsesmæssige og forstandsmæssige bedømmelse af disse forhold, men intet vejer så tungt som den måde, hvorpå han bliver behandlet af dem, som har kommando over ham. Om end troen på sit eget folk er grundlæggende for hans personlige disciplin, bliver dog dennes overbygning skabt af de mennesker, som virker inden for hans synskreds. Kun den officer, som vier sine tanker og sin energi til sit mandskab, kan forvandle dets uklare forestillinger vedrørende fædrelandet til en fasttømret m ilitær styrke.
Mellem disciplinen i sig selv og den personlige tro på disciplinens militære værdi ligger forskellen mellem militær modenhed og middelmådighed. E n uvillig soldats hilsen er meningsløs, men en hilsen af en mand, som er stolt af den, fordi han føler det som et privilegium at bære uniform og er glad ved tjenesten, er en handling af største militære værdi. Det er ikke nogen tilfældighed, at man i de kompagnier, som har opnået fremragende heldige resultater i kamp, altid finder det mest fuldendte samhørsforhold mellem officerer og mandskab. Også må man lægge mærke til, at de officerer, hvis dygtighed kan måles ved deres kompagniers kraft, ikke er barnepiger for deres mandskab, selv om de er samvittighedsfulde i omsorgen for det. De behandler deres undergivne som mænd, betragter dem ikke som børn og anvender ikke skolestuens fremgangsmåder over for dem, hverken enkeltvis eller som helhed. Dette er et vigtigt led i deres tag på mandskabet, der har mere agtelse for mandfolk end for kvindagtighed, og som sætter pris på deres chef i jo højere grad, han ser ud som og optræder som en soldat. E n smuk ydre optræden hjælper ham dog ikke, hvis han ikke har nogen virkelig tilknytning til sit mandskab.
På grundlag af denne samhørighed mellem foresat og undergiven, som virker til at styrke soldaternes angrebsvillie i kampen, forkaster forf. general v. Seeckt’s ord om, at den sande, militære disciplin ikke stammer fra viden, men fra vane. I stedet derfor hævder han, at viden skaber erfaring, og af erfaringen kommer rutinen, hvilken spiller en langt større rolle i kampen end nogetsomhelst andet sted i livet. Hvis v. Seeckt’s syn på disciplinen i sig selv kunne skabe heldige militære resultater i krigen, ville esprit og patriotiske bevæggrunde være overflødige. I virkeligheden kan en impuls, der ikke er grundlagt på viden og forståelse, kun baseres på frygt for følgen af ulydighed. Man kan ikke basere disciplinen alene på d r ill; thi konsekvensen heraf ville være, at man skulle udelukke enhver appel til soldatens forståelse og gå ud fra, at jo mindre intelligent soldaten er, desto dygtigere ville han være i tjenesten. Den sande disciplin dannes af kampmoralen i forbindelse med tilstrækkelig fysisk hærdning og teknisk viden. Det vigtigste herved er kendskabet til foreteelserne i den kamp, som er blevet udkæmpet, thi i krig som overalt står den risiko, flertallet vil udsætte sig for, i forhold til, hvad det kender til foretagendets vigtighed. Derefter kommer tilliden til kompagniets kampkraft og til de højere taktiske kommandoled, og dette skal underbygges ved størst muligt kendskab til andre enheders styrke. Og endelig må alt dette forenes med tillid til den øverste ledelse.
E t af de mest påtrængende spørgsmål for en kompagnichef er at bryde den naturlige ængstelighed, som gør sig gældende blandt største delen af hans mandskab. Dette kan han aldrig opnå, hvis han ikke er så meget herre over sig selv, at han er i stand til at komme ud af sin skal og give sine folk en mulighed for at forstå ham som et almindeligt menneske snarere end som en eneherre, der blot giver sine ordrer. Der kan ikke hænde noget værre, end at de undergivne betragter chefen som utilnærmelig; thi en sådan opfattelse isolerer ham fra hovedproblemet i kommandoføringen. Hvis hans tilbageholdenhed skyldes egen ængstelighed snarere end fejlagtig opfattelse angående den optræden, som er ham til størst nytte i hans ansvarsfulde stilling, så er der ikke andet for ham at gøre end at springe på hovedet ud i det kolde vand og derved øge sin selvtillid, efterhånden som han får større kendskab til sine folks karakter og almindelige menneskelige egenskaber. Som en forste sikkerhedsforanstaltning mod at gøre sig selv utilnærmelig kan han derfor iøvrigt lejlighedsvis søge vejledning i de fremgangsmåder, hans umiddelbart undergivne anvender. Det er aldrig spild af tid at tale med mandskabet om dets egne sager. Oftest vil disse forekomme den foresatte at være småting, men så længe de synes store for den pågældende mand selv, kan de ikke affærdiges med en håndbevægelse. Den foresatte vil tværtimod vokse i mandskabets øjne, hvis han viser forståelse for, hvad der ligger soldaterne på sinde. Det er en almindelig fejl hos yngre officerer, at de ikke forstår at tale med deres mandskab, men nærmer sig det på en nedladende måde og med tvungen tilbageholdenhed. Denne tilbøjelighed skaber en slags intellektuel sondring mellem officerer og mandskab og spærrer vejen til dette, om end tilbøjeligheden sjældnere har sin årsag i indbildskhed, men snarere i mangel på instruktion. Men hvad årsagen end er, kan den omstændighed, at officeren holder sig fjernt fra sit mandskab, kun fremkalde yderligere tilbageholdenhed fra dettes side.
I denne forbindelse fremhæver forf. betydningen af, at de yngre officerer personligt er foregangsmænd i den fys iske træning. I sin nærmere omtale a f denne træning lægger han vægt på, at den er hård ; thi har dette ikke været tilfæ ldet, vil tabene i kamp blive overordentlig store, der vil mangle sammenhold i afdelingens optræden over for fjenden, dens oprindelige fart vil gå tabt, og træthed vil slå folkene ned, fordi der med den følger frygt. Mangel på tilstrækkelig forudgående hærdning af tropperne kan ikke erstattes ved at stille overdrevne fordringer. Dette vil blot gøre folkene genstridige og hadefulde over for deres chef og nedsætte den taktiske ydeevne, dels fordi soldater, der er harmfulde på deres chef, ikke er så villige til at kæmpe for ham, dels fordi de, når deres legemskræfter er udtomt, mister herredømmet over deres nerver og falder åndeligt i søvn. Samtidig med at legemet hærdes, må der im idlertid også foretages et oplysningsarbejde, således at soldaten får et fornuftigt syn ikke blot på kamppladsens prøvelser, men også på, hvad der skal opnås. Må man opgive den ideelle ansvarsfølelse, som dog er det, der har størst mulighed for at fremkalde enhed i kamphandlingen, ligger den eneste erstatning i den mulighed, at flere og flere af soldaterne kan blive opøvet til i kampens dis at tænke i overensstemmelse med deres førere.
For dem, der har været i ilden, er det næppe nødvendigt at pointere, at kampmoralen ikke er en stadig strømmende kraft, men tværtimod en hurtigt svingende bølge, hvis forandringer hverken kan måles eller forudsiges. Det er hovedsagelig herved — den hurtige og lunefulde omskiften — at moralspørgsmålet i ildzonen adskiller sig fra, hvad der gælder i det bagvedværende militære område. E n flok soldater kan udholde en frygtelig kamp og tappert tage sine tab, men blive fuldstændigt demoraliseret, når den skal begrave sine døde. — E t regiment, der er udmarvet til det yderste ved et langt ophold i kamplinien, kan genfinde sin kampånd i et 6 timers pusterum, under hvilket mandskabet er blevet afluset og har fået lejlighed til at skifte undertøj. — E n bataillon, som er rykket tappert frem, går helt i stå, fordi dens chef har gjort den den bjørnetjeneste at gå for langt frem og derved bliver dræbt foran mandskabets øjne. — E n deling kan angribe og tage en af fjenden besat bakke under tabet af halvdelen af sin styrke, men løber tilbage igen fra bakken, fordi en granat fra eget artilleri er slået ned for tæt ved og har dræbt en mand. Dette er kun enkelte af de mærkværdige strømninger under bølgernes uafbrudte bevægelse. I slaget er meget lidt ro. Ofte formes begivenhedernes forløb af rene tilfældigheder, og meget af det, man er vidne til, synes meningsløst. Og dog er der så bemærkelsesværdige undtagelser, at der næppe kan være tvivl om, at største delen af reglerne for troppeføring under kamp er sunde, og at mange af de dårlige resultater skyldes fejlagtig anvendelse af dem. Årsagen hertil må søges i den omstændighed, at under kampen kommer soldaternes sind i et sådant oprør, at de glemmer altfor meget af, hvad de har lært under uddannelsen, og det er svært at finde noget lægemiddel, som helst vil besejre dette. På samme tid må dog den paradoks tages i betragtning, at tropperne er kun grundigt forberedt på at opretholde orden på kamppladsen, hvis de i deres undervisning er blevet omhyggeligt advaret mod den art af uorden, de kan vente dér. A t gøre dette, nemlig at give dem kendskab til den menneskelige natur og dens reaktioner over for kamppladsens forskelligartede og stærke påvirkninger, kan ikke betragtes som ødelæggende for deres tillidsfuldhed. Hvor ofte ser man ikke under kampen en ung fører, der er unødigt skuffet og rystet, fordi virkeligheden er så ulig det, han havde forestillet sig. N år han ser kaos, roderi og uvirksomhed, tager han det som tegn på nederlag, fordi hans nerver ikke er stålsat og hans blik trænet til at se tegn på orden og fremskridt midt i hele forvirringen. Det er meget bedre, at han får sandheden at vide, og at den meddeles ham lidt efter lidt, så han kan få overblik over den og se den i perspektiv. Sker dette, vil han ud fra forventningen om forv irring se kampen i møde med samme sindsligevægt som skipperen, der i stormvejr koncentrerer sig om sine instrumenter i stedet for at spekulere på de krængninger, hans skib må stå for. Det er en tillidsfuldhed af denne art, som kræves af førerne for de små led, men den har aldrig været vanskeligere at tilvejebringe end i den moderne krig, hvor soldaterne ikke stimuleres ved formationer, hvor de står side om side og holdes oppe ved bevidstheden om, at ildprøven ikke vil vare ret længe. Når soldaterne påvirkes af kampens omvekslinger, som spiller på deres frygt og håb, hidser deres fantasi, vækker deres initiativ og atter kvæler det, pludseligt stiller dem over for udsigten til sejr, som ved skæbnens lunefulde spil igen lige så pludseligt forsvinder, minder dem om, at de er dødelige væsener og samtidig vækker deres dyriske instinkter — ja, så bliver følgen, at den samme gruppe soldater snart optræder som løver, snart som skræmte harer. Der er ingen soldat, som er ukuelig under alle kampens vilkår. Der er intet kompagni, som er uimodtageligt for rystelser. Der er kun kompagnier, som er mere beslutsomme end andre og mindre udsat for at bryde sammen over for uvante foreteelser eller overraskelser. Dødens nærhed og udsigten til at møde den i næste øjeblik påvirker soldaten på mange underlige og modstridende måder. Mange synes at skifte karakter, når de er i ilden. Livet under hårde vilkår og farer giver den stærke forøget styrke, den svage forøget svaghed. Den, der hidtil har været fatalist, kan blive kompagniets mest overtroiske mand, drømmeren kan blive realist, den, der er bagud, kan blive den forreste, den arrogante kan udfolde nye træk af medlidenhed, den fødte fører kan miste den nødvendige gnist. Alle, der har oplevet kampen, har set sådanne omskiftelser. Men om alt det, hvad ovenfor er sagt, fører til den opfattelse, at alle soldater skal oplæres til at forestille sig kampen som et liv i uophørlig anspændelse og genvordighed, så er dette dog et indtryk, der kræver et væsentligt korrektiv; thi ingen normal mand vil nægte, at nogle af de rigeste og smukkeste dage i hans liv er tilbragt ved fronten, eller at himlen aldrig synes mere blå og luften mere forfriskende, end når der er en antydning af fare i luften.
Den fører, som gør kampens heldige udfald afhængig af sin personlige styrke, vil snart lære, at i kampen er afskrivningssummen meget høj. Optræden og ydre vedligeholder kun agtelse for ham, så længe han er i stand til at bære sin forholdsmæssige del af byrden. Kendetegnet for god kommandoføring er evnen til at tænke klart, snarere end til at stille sig i positur og udsætte sig for uforholdsmæssig risiko. Føreren for det lille led, som udsætter sig selv for fare i det håb, at det skal have en god moralsk virkning på hans mandskab, tyndslider dettes nerver og ender ofte med, at han falder under omstændigheder, som ikke skaber noget tænkeligt gode for hæren. Mandskabet venter at se dets officerer arbejde og bevæge sig sammen med det, og dets moral svækkes, hvis dets fører skulker fra faren, men det bryder sig heller ikke om at se ham som en mekanisk kanin, der styrter frem for at hidse hundene. I en kritisk situation, når alt står på spil, og andres svigten har gjort det bydende nødvendigt, er en sådan optræden berettiget, men dens værdi ligger i høj grad i, at den er noget usædvanligt. En fører kan imidlertid ikke få sit mandskab med sig ved en indgriben på den måde, når han har mistet sit tag på det, fordi det er blevet vant til at se ham løbe unødig risiko i almindelige kampsituationer.
Hvis kommandoføringen er en sådan, at en chef ikke har frie hænder i ledelsen af sine ydre opgaver, er det et tegn på, at afdelingens moral og føring er grundlagt på urigtige principper, og at der er givet de underordnede utilstrækkelig myndighed. Nogen elendigere årsag til uheld kan ikke tænkes, selv om den er foranlediget af en svaghed, der findes hos mange samvittighedsfulde officerer. Den, der ikke kan få sig selv til at stole på andres dømmekraft og troskab, kan ikke føre kommando ret længe. Han vil snart bryde sammen for de unødvendige anstrengelser, han pålægger sig selv. Søvnløshed, nervøs irritation og tab af selvbeherskelse vil blive hans lod, indtil han tilsidst bliver utjenstdygtig. E n kompagnichef kan ikke håbe at kunne overvåge flere hundrede soldaters optræden i kamp, med mindre han viser sine løjtnanter stor tillid, lige så lidt som en arméchef kan vente sig gode resultater, hvis han direkte henvender sig til sine divisioner under forbigåelse af sin stab og sine korpschefer. Der findes generaler, som har svigtet, fordi de ikke lærte dette, da de var kaptajner. Man må imidlertid tage i betragtning, at der også er en psykologisk risiko. Det er ganske almindeligt, at en chef, som forste gang kommer i kamp, og ligegyldigt hvilken hans rang og hans tjenestetids varighed end er, ofrer største delen af sin tid til at plage sig med at sørge for sit mandskab og overvåge dets opførsel, i stedet for til stadighed at stille sig det spørgsmål: »Er jeg på rette plads?« »Handler jeg rigtigt?« Sådant er fuldkommen menneskeligt, og det ville være prisværdigt, hvis det ikke var så kostbart. Det kan siges uden forbehold, at den chef, som gør sig bekymringer af den art, ikke vil få tid til at organisere et koordineret angreb og overvåge dets rette gennemførelse. De fleste unge kompagnichefer lærer dette ved de knubs, de får første gang, de er i kamp, i modsat fald lærer de det aldrig og vedbliver med at øde deres mandskabs liv. Men at forebygge er bedre end at helbrede, og derfor er det nødvendigt at indprente den unge officer under hele hans uddannelse, at de nævnte bekymringer vil være hans normale tilskyndelse, når han engang står over for fjenden, og at han må være belavet på at modstå den af al kraft, hvis hans kommandoføring skal blive fornuftig.
Heraf skulle fremgå, at kampen kræver et brat omslag i kompagnichefens optræden. Før kampen er prøvestenen for hans virksomhed det indre arbejde i kompagniet, der kræver hele hans opmærksomhed. Han udvikler sin evne til at kommandere ved at fremme sit kendskab til mandskabets karakter og muligheder og ved at opfordre sine løjtnanter til at gøre ligeså. Når han er i kamp, må han slå helt om. Han må da stole på, at hans løjtnanter leder soldaternes kamp i detaillen, og han afventer fra dem mange af de oplysninger, som er af væsentlig betydning for den taktiske føring af kompagniet som helhed. Han giver sine ordrer under hensyn til mål og midler, og han overlader ordrernes udførelse til andre. Hans eget blik og virksomhed må forst og fremmest være rettet mod operationens horizont.
Det påhviler chefen at sikre forbindelsen til siderne og at fremme den gensidige strøm af meddelelser; men det er under krigen ofte hændt, at man med utilgivelig skødesløshed har overladt opretholdelsen af forbindelsen til dem, der tilfældigvis var yderst på fløjen. Det er hændt, at regimenter under deres fremrykning har overdraget dette vanskelige hverv til fløj kompagniet, som gav opgaven videre til fløj delingen og af denne til fløjgruppen med det ufravigelige resultat, at forbindelsen svigtede i det afgørende øjeblik. I samme grad som sikringen af flanken er opretholdelse og fuld udnyttelse af forbindelseslinien bagud af den største betydning for føreren. Det er hans ansvar, at de forstærkninger, der kommer frem, svarer til, hvad der er brug for, og at støttevåbnene og deres ildstøtte er i overensstemmelse med, hvad der er lovet ham. E r de det ikke, må han rejse den kra ftigste protest. Intet vil standse fodfolkets fremrykning så hurtigt som et løfte om understøttelse, der ikke overholdes nøjagigt både i tid og omfang. Samme virkning vil det have, hvis man har fået tilsagn om 20 kampvogne og kun får 10, eller hvis der er lovet 100 artilleriskud til kl. 10.00, og man får dem kl. 10.46. Soldaterne ligger i deres skyttehuller og tæller, og hvis de erkender en forsømmelse et eller andet sted, finder de deri en moralsk undskyldning for også selv at udvise forsømmelighed. De trykker sig og gør gældende, at når den lovede hjælp ikke er kommen, er angrebsøjeblikket det heller ikke. Herved svækkes angrebsånden og fremkaldes usikkerhed hos officererne, alt med det resultat, at fodfolksangrebet kun foretages med halv kraft. Omvendt skabes impuls, når artilleriilden kommer hurtigt, og kampvognene rykker støt og tillidsvækkende frem. Det påvirker soldaterne psykisk og undertiden også fysisk, og den opsamlede følelse af frygt spredes. Det er klogere ikke at love noget end at forsømme noget; thi erindringen om en forsømmelse bliver siddende, og soldaterne betragter den som et bevis på, at de højere førere lader dem i stikken. Først når alle foranstaltninger er taget til at sikre understøttelse fra siderne og bagfra, står føreren forberedt på at imødegå de stop, som opstår på et eller andet tidspunkt af fremrykningen, og som kan være en følge af, at tropperne er blevet udsat for overlegen ild eller ikke råder over tilstrækkelige midler til at fortsætte angrebet. Erkendelsen fra anden side af, at der foreligger en sådan lokal nødstilstand, er kun mulig, hvis der er en stadig strøm af meddelelser til og fra flankerne, og hvis den højere fører understøttes af en stab, hvis officerer følger frem med forreste linie og derved til stadighed holder ham underrettet om situationen. A ltfor ofte fortolkes den forslidte frase at »overlade føreren til hans egen kamp« på en sådan måde, at det hæmmer den højere fører i hans tankegang, kvæler hans drift til nærmere undersøgelse af begivenhederne ved de lavere led og hindrer ham i at hidkalde understøttelse, hvor den er mest nødvendig. Man kan under kampen træffe førere for små led, som ikke bryder sig om hjælp noget steds fra, eller som er blevet så følelsesløse med hensyn til egen kamp, at de ikke stimuleres, når understøttelsen kommer. A t holde sig underrettet om sådan tilstand er den højere førers moralske forpligtelse og det eneste middel, hvorved han kan bevare sammenhængen i sin kommandoføring. Soldatermæssig stolthed vil ofte afholde den dygtige kaptajn fra at bede om hjælp, før han har opbrugt alle sine hjælpemidler og slidt så meget på sit mandskab, at farten i angrebet ikke kan genopbygges.
Standses et kompagni ved en fysisk rystelse, bliver genoprettelsen af dets fremdrift bataillonens opgave, er der standset ved et psykisk chok, bliver fremrykningens fortsættelse kompagniets sag, og forskellen mellem de to situationer skyldes sædvanligvis de relative tab. Kompagniets spredning over for stort et afsnit, støttevåbnenes tilbagegående bevægelse (f. eks. kampvogne), en højtelsket officers død, små tab ved egen støtteild, beskydning på langs, tilsynekomsten af nye og uventede våben hos fjenden — er nogle af årsagerne til psykisk chok og de lokale behandlingsmåder af dem er lige så mange og forskelligartede som selve tiifældene.
Med hensyn til beskydning fra eget artilleri vil mandskabet, selv om der kan være tvivl om, hvorfra ilden kommer, alle som en gå ud fra, at det er offer for egne kanoner, hvilket giver dem en fornuftig undskyldning for ikke at gå frem. Den bedste kur herfor er synet af et skud fra eget artilleri, som går langt op over folkenes hoveder. 1 de tilfælde, hvor det er uomtvisteligt, at der er kommet tab ved egen artilleriild, er kompagnichefen dårligt tjent ved at lyve for mandskabet, da dette i almindelighed vil få sandheden at vide senere, og sker dette, vil kompagnichefens ord slå et skår i hans prestige. Den erfarne soldat véd, at sådanne lejlighedsvise uheld er en del af kampen, og han modtager dem som sådant, hvorimod han ikke kan stille sig venligt over for den kendsgerning, at hans chef enten har været en nar eller en logner. Man når aldrig noget ved ikke at være åben over for mandskabet, ved at vildlede det i stedet for at være oprigtig, ved at skabe sig som den, der ved bedre besked, ved hemmelighedsfuldhed eller ringeagt over for det. Den almindeligste årsag til et psykisk chok er dog en delvis sejr. Ordet, at heldet følger over for det svageste punkt, er en grundlæggende sandhed i taktiken under små forhold, men faren er da altid størst, hvis det heldige resultat er vundet let. 1 kamp er der altid en tilbøjelighed til at komme ud af ligevægt, til at falde på næsen, når doren pludseligt går op, og til at styrte ved den næste hindring, fordi man ikke har sørget for at samle kræfter efter at have passeret den første. Heldet afvæbner; spænding er sindets og legemets normale tilstand i kamp, og når spændingen pludseligt udløses ved at vinde det første mål, er tropperne tilbøjelige til at få en følelse af velvære og denne er atter tilbøjelig til at efterfølges af slaphed i alle dens former og med alle dens farer. Det er imidlertid ikke blot den første hindring, som medfører denne særlige fare. E n vis grad af opløsning ledsager ethvert trin under fremrykningen, og ubevægelighed er et barn af oplosningen. Tropperne indleder et angreb i en vis formation, men bevægelserne og fjendens ild ødelægger efterhånden dens sammenhæng, og enhed i optræden bliver sat til i samme grad. Hvis kompagnichefen ikke til stadighed tænker ud over det øjeblikkelige mål og planlægger de midler, ved hvilke han kan genoprette angrebskraften, efter at det er vundet, vil resultatet blive, at angrebet forsumper, selv om kompagniet ikke har lidt kritiske tab.
Endnu engang må nævnes betydningen af begejstring, venlighed, høflighed og retsind, som er ærens grundlag og tegn på gensidig agtelse. Disse forhold må være til stede, når soldater skal gå samlet frem, være glade ved at være sammen, finde styrke ved at hjælpe hinanden og føle fælles tilfredshed i samarbejdet mellem føreren og dem, der fores. Loyalitet er en stor ting og det største af alle slagets aktiver. Men ingen vinder nogen sinde troppernes loyalitet ved blot at prædike loyalitet. Den ydes ham af tropperne, hvis man viser, at man også selv er i besiddelse af andre gode egenskaber. Læresætningen om blind loyalitet over for føringen er et selvisk og intetsigende dogme, med mindre den i alle grader forædles ved loyalitet over for sandhed og sømmelighed. K r ig er en altfor brutal foreteelse til at have plads for brutal føring, og når alt kommer til alt, bliver dennes eneste virkning, at den tærer på mandskabets karakter, men når denne er ødelagt, er alt tabt. Tyrannisering og sadisme fra førernes side tjener kun yderligere til at tynge hæren, og de undergivne må spilde kostbar tid med at bortrydde det vraggods, førerne skabte. Det gode kompagni har ingen plads for den officer, som hellere vil have ret end være afholdt; thi den tid vil snart komme, hvor han går alene — men i kampen kan ingen opnå held, når han er alene. Hårdhed? Fasthed? — Det er to helt forskellige ting. Så længe de kun er ydre refleks af indre beslutsomhed, og når den indre ild dæmpes ved et hjerte, der virkeligt føler for de undergivne, da vil de være de bedste midler til opgavens løsning. Førerne vil vinde hjerterne hos de undergivne og derved styrke disses værd, og de undergivne vil soge at blive førerne lig.
