I løbet af 1953 kunne Københavns Militærhospital have fejret to jubilæer, idet det var 50 år siden Epidemihospitalets gule pavilloner blev taget i brug, og 25 år siden de første patienter indlagdes i de røde bygninger. Når denne artikel først fremkommer nu, skyldes det ønsket om at vente til den nye behandlings bygning blev indviet som det første trin i hospitalets modernisering.
Nødvendigheden af i fredstid at have et specielt militært hospital er begrundet i de livsvilkår og den disciplin forsvarets personel er underkastet, og den psyke dette skaber hos den enkelte soldat, hvilket fordrer særlig militær forståelse og militær- medicinsk uddannelse og viden lios læger og sygeplejersker, så ledes at der kan tages de rette hensyn ikke blot til den enkeltes sygdom, men også til tjenestens tarv.
I højere grad end et civilt sygehus må et militært være ind rettet således, at det med kort varsel ved indkaldelser, epidemier og ulykker kan modtage et stort antal lettere syge, den slags patienter, der under civile forhold ville blive behandlet i hjem mene, men som uafviseligt må modtages, når det drejer sig om indkaserneret mandskab. Ved en mobilisering må det og dets fi lialer straks kunne tage c. 3 % af de mødende, og patientantallet vil selvsagt i den følgende tid stige meget stærkt.
Efterhånden som regimenter og korps er flyttet uden for København, og lejrene har fået infirmerier, hvor lettere sygdomstilfælde kan blive behandlet, og transportmidlerne er blevet moderniseret, er hospitalet i høj grad blevet centralsygehus for hele forsvaret, idet' det er det eneste sted, hvor man ved specialister, laboratorier o. s. v. kan foretage undersøgelser og behandlinger, der ville være uoverkommelige, hvis de skulle foretages i provinsen for ikke at tale om lejrene.
Hospitalet er desuden uundværligt til uddannelse af de værnepligtige i de specielle soldatermæssige sygdomme som ben-, hjerte- og andre funktionslidelser, khataralske sygdomme m. m., da denne uddannelse ville være mangelfuld på et mindre provins garnisonssygehus eller infirmeri. Apotek og Sanitetsdepot må her ved forsøg og forhandling med de sagkyndige læger kunne finde frem til de rigtige medikamenter og forbindspakninger, der er mest hensigtsmæssige til forsvarets forsyning i krig og fred.
Medens flådens syge og sårede efter en nødtørftig behandling ombord først kunne komme under sygehusbehandling, når skibene kom i havn, kendes feltlazaretter ved hæren fra Den nordiske Syv årskrig som de, der 1563 oprettedes i Lund og 1565 i Halmstad og København, men de tilfredsstillede langt fra de tarveligste af vore krav. Disse kvæsthuse tog sig kun af patienterne, til deres sår var lægte, de kampdygtige gik derefter tilbage til deres regiment, mange iltjenstdygtige havde kun betlerstaven at ty til, og kun de helt hjælpeløse invalider afleveredes til helligåndshuse og lignende milde stiftelser. Fra slutningen af det syttende århundrede tog kongen sig imidlertid af de kvæstede, og der op rettedes en Søkvæsthusfond, den norske kvæstliuskasse og den danske hospitalskasse dels ved grundfond fra kongen, dels ved bøder og fastsatte indskud ved avancement og orlov fra værnenes personel, men disse institutioner udviklede sig hurtigt til kun at blive pensions- og lemmestifteiser.
For Københavns garnisons vedkommende udviklede forhol dene sig uensartet, da Kongelige Majestæts Krigsmagt fra gammel tid var indkvarteret på vidt forskellig måde. Sø Etatens forholds vis fåtallige faste folk boede i særlige kvarterer, og allerede under Christian IV fandtes sygestuer for bådsmændene. De efterfulgtes af forskellige sygehuse, til der 1806 byggedes et hospital mellem nuværende Fredericiagade og Olfert Fischersgade.
Land Etatens regimenter og korps, der efter Enevældens ind førelse talte c. 8000 mand, var derimod spredt hos byens borgere. Blev nogen af soldaterne eller deres pårørende syge, tilsås de af regimentsfeldskæren, der skulle levere de fornødne medikamenter. Forboldene i de fugtige kældere eller de utætte lofter var som oftest elendige, regimenterne klagede ideligen, men uden resultat. Til tider havde man benyttet Ladegården ved epidemier, og 1726 søgte man at få kongen til at indrette et hospital der. Det var dog ikke „convena'ble“, og regimentscheferne henvistes til conjunctim at leje gården, men de foretrak i stedet som hidtil at klare sig med frifolkenes kvarterer.
1740 indsendte fire oberster en samlet klage til overkrigs sekretæren, der lod den gå videre til magistraten med fordring om, at hver bataillon fik en opvarmet stue med fire senge til smitsomme syge og et kammer til vågekonen. Det blev først af vist, men året efter udbrød der dysenteri mellem soldaterne, og så lykkedes det at skaffe sygestuer til smitsomme syge. To år efter gentog dette sig, ja, der var endog en sergent fra et af de bergenhusiske regimenter, der viste sig at være spedalsk, og det forlangtes derfor, at de smitsomme skulle kunne afsondres og have enkeltsenge.
1744 fremsattes et anonymt forslag om at indrette et garnisonssygehus på Saltværkets grund, hvor nu Christians Kirken ligger. Planen nød først megen interesse hos kongen, og der udarbejdedes også et detailleret forslag. Hvert regiment skulle have 13 stuer med dobbelte og enkelte senge til de syge, så de kunne fordeles efter deres sygdom, værelser til regimentsfeldskæren, vågekonen og en gift tilsynsunderofficer, hvis kone skulle lave mad til patienterne, såvel normal fuldkost som lettere mad efter feldskærens nærmere bestemmelse. Planen gik altså ud på at indrette en samling af små sygehuse i et fælles bygningskompleks, og hvert regiments syge skulle stadig behandles af dets egen feldskær, en ordning, der gik igen i 1818. Men forslaget strandede på omkost ningerne, den afsides beliggenhed og transportvanskelighederne over Knippelsbro, som endnu i 1929 kom til at spille en afgørende rolle.
Man måtte altså stadig nøjes med frifolkskvartererne, og først da Saint Germain kom tilbage fra Holsten i 1762 med hæ ren, lykkedes det at få oprettet små regimentssygehuse på c. 40 senge. Ved opførelsen af Sølvgadens Kaserne blev de gifte familier fordelt på stuerne, så konerne kunne vaske, lave mad og passe de syge. Men det viste sig hurtigt, at man ikke kunne have de syge liggende mellem de raske, og der opførtes derefter særlige sygestuer bag kasernen.
I 1813 flyttedes Den kgl. Uldmanufactur til Usserød, og 1818 samledes de små regimentssygehuse i det gamle „Guldhus“ i Rigensgade som et „Hospital for saarede og syge Krigere“, således at hvert regiment fik sine stuer. Bygningen var ved de to porte delt i tre dele, hvortil der førte trapper op fra gården, og fra hvis repos'er man kom ind i de lange sygestuer, to til gaden og to til gården. Lige indenfor doren fandtes et lille rum til natstol, koste og skrupper, og midt på væggen til nabosygestuen en stor kakkelovn, hvorpå man kunne opvarme de forskellige slags the. Sil populære navn „Grødslottet“ fik sygehuset vel nok af den megen grød, der dengang var universalmiddel såvel til ind- som udvortes brug. Kun de fnattede og veneriske blev samlet på særlige stuer, hvor de behandledes af deres eget regiments kirurger.
De gamle hvervede hære havde altid haft et slæng af koner og børn efter sig til stor gene for ven og fjende. Helt undværes kunne de ikke, og efterhånden blev tallet ved udrykning skåret ned til seks pr. kompagni. Deres opgave var blandt andet pas ning af de syge, og det var derfor naturligt, at de garnisonerede tropper også havde vågekoner på deres lazaretter. Naturligvis hav de de ingen uddannelse, men i tidens løb fik de dog en hel del rutine.
Samtidig med oprettelsen af gamisonshospitalet indrettedes et særligt officerslazaret i guldmageren Borris gamle bygning i Guldhusets gård. Medens de nedlagte regimentssygehuses inventar blev flyttet med til de nye stuer, fandtes der intet til officers- lazarettet, og kongen gav derfor 4000 rbd. hertil. Denne sum forslog imidlertid ikke, hvorfor formanden for kommissionen for hospitalets indretning henvendte sig til eksekutorerne i hofråd David Anisel Meyers bo og bad om, der måtte skænkes en sum til officersafdelingen i det øjemed af renterne af et sådant legat at vedligeholde denne indretning med ameublement og inventariesager, alt efter nærmere bestemmende regler, svarende til øjemedet.
Meyer havde indtil 1812 været Frederik Vl’s økonomiske råd giver og nod kongens absolutte tillid. Den største del af sin formue havde han i disse svære år lånt statskassen i Hamborger Banco, men kort før sin død i august 1813 tilbød han kongen at konvertere summen med kgl. obligationer til 4 % mod, at denne sum skulle danne en række uopsigelige legater, hvis renter skulle tilfalde 35 milde stiftelser og indretninger til gode dels for hans trosfæller, dels for en række skoler, universitetet, blinde- instituttet og officerskorpset.
Det fortælles, at han en aften havde været udsat for et pøbeloverfald på gaden, men var blevet befriet af en officer, der fulgte ham hjem i sikkerhed. Af taknemmelighed herover tilbød han kongen at oprette et legat for syge officerer, men skal have stillet den betingelse, at det ikke gjaldt officerer med kønssygdomme. Dette skal kongen have afvist med en udtalelse om, at hans officerer ikke led af andre sygdomme. Dette lyder nu ikke meget troligt, thi regimentskirurgerne skulle nok for syne de syge soldater med medikamenter o. 1., men det var ud trykkelig fastsat, at soldaterne selv skulle betale kuren for ve neriske og selvforskyldte sygdomme.
Fundatsen for Meyers legater, der ialt beløb sig til 294.000 rbd., blev konfirmeret 20. december 1822, og heraf fik Garnisonshospitalet 12.500 rbd. sølv. Renterne af denne sum var rigelige til driften af officerslazarettet, allerede 1833 kunne man be stemme, at en del af renterne skulle komme officerslazarettet i Rendsborg til gode, og 1860 kom det til at gælde alle garnisoner. Overskuddet var imidlertid vokset meget stærkt, og samme år deltes legatet i to dele, den oprindelige fond på 12.500 rbd. og den ekstraordinære på 32.300. Denne fond skal opbevares for at anvendes til understøttelse af syge officerer for at sætte dem i stand til at genvinde deres helbred.
Ved hærloven 1842 forøgedes antallet af afdelinger i København stærkt, og man kunne nu ikke skaffe hver sine stuer. Sygehuset deltes derfor i tre servicer, der hver optog visse af delingers syge. Til at lede de nye servicer beordredes afdelinger nes overlæger for to år ad gangen, men medens der tidligere var indkvarteret en kompagnikirurg pr. regiment, indskrænkedes tallet nu til en underlæge pr. service.
1867 blev hærens og flådens lægekorps slået sammen, og man nedlagde Søetatens Hospital. Alle syge flyttedes over på Garni sonssygehuset, der derved til tider blev overbelagt, hvorfor Sø etatens Hospital først blev benyttet som reserve, senere som epi demihospital. 1880 skiltes de to korps igen, og det synes som om man overvejede at bruge Søetatens Hospital til søværnets syge. Men det var så lille, at man efter planerne at dømme har tænkt sig at bruge overlægens aftrædelsesværelse til operations stue og kassationssal, en af vågekonernes værelser til fødestue, medens et rum for afsindige indrettedes i loftsetagen. Denne ord ning var naturligvis ikke tilfredsstillende, og man samlede derfor søværnets syge i 3’ service, hvis chef var overlæge i marinen.
I sidste halvdel af forrige århundrede slog de store fremskridt indenfor lægevidenskaben igennem, og fra midten af 1880-erne be gyndte der en stærk modernisering af forholdene på Garisons-sygehuset. Der indrettedes operationsstuer, øre- og hals- samt øjenklinikker og knyttedes en del specialister til hospitalet. 1898 er stattedes vågekoneme af uddannede sygeplejersker, men først 1911 blev sygebehandlingen lagt om, så 1’ service blev medicinsk og 2’ service kirurgisk, så patienterne kunne indlægges efter deres sygdom og ikke efter deres afdeling.
Kravet om en ny bygning, indrettet til sit specielle brug, trængte sig selvfølgelig på, og 1887 fremsattes ønsket først fra søværnets side. Dette førte til, at der nedsattes en kommission, der foreslog et sygehus på fælleden, hvor nu idrætsparken ligger. De to værn skulle have hver sin afdeling, men fælles epidemi afdeling, lighus o. I. Forslaget var dyrt og førte ikke til noget. Året efter indsendte hærens lægekorps igen et forslag, men det blev også skrinlagt.
I de følgende halve snes år lå sagen stille, men 1898 indsendte sygehusets chef, stahslæge A. Paulsen, en skrivelse, hvori han gjorde udførlig rede for dets mangler og de farer, de indebar for patienterne. Der nedsattes igen en kommission. Begge værn var enige om, at sygehuset skulle udenfor den tæt bebyggede del af byen, hæren ville have det ud på fællederne, medens søværnet foretrak Charlotte Amalies Bastion på Christianshavn. Der fremsattes derfor forslag om bygning af et hospital for marinen i Charlotte Amalies Bastion og et for hæren på fællederne og i forbindelse hermed et fælles epidemihospital. Udgifterne ville blive ret store, og man nøjedes derfor med at foreslå et epidemi hospital fælles for hær og flåde efter projekt af kaptajn T. E. Hemmingsen med arkitekt G. Rasmussen som konduktør. 7. fe bruar 1900 stadfæstedes loven, og kort efter blev det gamle Søetatens Hospital solgt og revet ned.
