Log ind

Kinas strategiske muligheder i det Sydkinesiske Hav1

#

Chris Terndrup, major, Hærens Officersskole.

Kina er inde i en rivende økonomisk, militær og politisk udvikling, der på sigt vil konsolidere kinesernes status som en stormagt i det internationale system. Men de kinesiske ambitioner begrænses af USA's ønske om at fastholde sin unipolære position og dermed fremme en amerikansk verdensorden2, der har betydning for alle andre staters strategiske valg. Men på trods af den asymmetriske fordeling af magt i det internationale system, så er USA ikke i stand til at hævde et globalt hegemoni3. Det giver stormagter som Kina en mulighed for at træffe strategiske valg, der på sigt kan føre til en bi- eller multipolær verdensorden og dermed true den amerikanske position. Kineserens stigende indflydelse og selvbevidsthed i det internationale system har ført til en række konfrontationer med USA, hvor den aktuelle konflikt i det Sydkinesiske Hav kan få en væsentlig indflydelse på de fremtidige relationer mellem Kina og USA. Konflikten er principielt en territorial konflikt i det kinesiske nærområde, hvor en række stater4 gør krav på rettighederne til at udvinde områdets betydelige fiskeri-, olie- og mineralforekomster og kontrollere en række af verdens vigtigste strategiske og kommercielle skibsruter5. For kineserne er det dog også et udtryk for en ambition om regionalt hegemoni, der vil give dem en større kontrol med deres nærområde og minimere den amerikanske indflydelse i regionen6. Da USA har interesse i at fastholde sin unipolære position7, så kan amerikanerne ikke acceptere et kinesisk regionalt hegemoni i Sydøstasien. Amerikanerne har brug for uhindret adgang til det Sydkinesiske Hav, da deres evne til at projicere magt er afgørende for deres troværdighed som unipol og samarbejdspartner i regionen. USA og Kina har således væsentligt modstridende interesser i det Sydkinesiske Hav, der har en afgørende betydning for hierarkiet i det internationale system. Udfordringen for Kina er derfor at træffe de strategiske valg, der vil give dem størst mulig indflydelse i regionen uden at fremprovokere en amerikansk respons, der kan begrænse de kinesiske ambitioner. Artiklen konkluderer, at Kina bør vælge en kombineret strategi af intern hård balancering8 og blød balancering9, hvor den strategiske logik er at skabe og fastholde et stabilt ydre miljø, så Kina kan koncentrere sig om økonomisk vækst og akkumulere relativ magt uden at fremprovokere modbalanceringstiltag fra staterne i det Sydkinesiske Hav eller USA.

Skærmbillede 2020-01-09 kl. 14.38.39.png

Artiklens teoretiske perspektiv tager sit udgangspunkt i strukturel realisme10. Den strukturelle realisme opfatter det internationale system som anarkisk, hvorfor der ikke eksisterer et overstatsligt organ eller en centraliseret autoritet, der kan begrænse anvendelsen af vold eller beskytte stater mod en aggressor. Systemet er derfor et selvhjælpssystem, hvor der ikke er monopol på brugen af magt. Den strukturelle realisme definerer desuden staten som den primære aktør, da stater har den største overlevelseskraft og er ens enheder i den forstand, at de har det samme formål og løser samme opgaver. Stater adskiller sig derfor kun i kraft af deres kapabiliteter, og strukturen i det internationale system bevæger sig således i forhold til staternes relative magt. Et andet centralt begreb i den strukturelle realisme er magtbalance, hvorfor stater generelt vil søge til den svage side i et forsøg på at balancere den stærkeste magt eller den største trussel i det internationale system. Endelig så betragtes alle gevinster ud fra et nulsumsperspektiv, hvor en stats gevinst er andre staters tilsvarende tab. Artiklen inddrager dog også elementer fra neoklassisk realisme11, og de adskiller sig fra den strukturelle realisme på en række områder. For det første tager artiklen udgangspunkt i en unipolær verdensorden. En unipol vil være interesseret i at fastholde den asymmetriske fordeling af magt for at sikre sin position i det internationale system. Det kan unipolen gøre ved at levere sikkerhed til dens allierede og afskrække potentielle udfordrere. Et andet aspekt af unipolens ledelsesmæssige opgaver er udbredelsen af dens politiske projekt, hvis kerneværdier kan være forskellige fra andre staters. En stats reaktion på en bestemt verdensorden bliver derfor påvirket af den ideologiske afstand mellem staten og unipolen. I modsætning til den strukturelle realisme så opfatter denne artikel ikke stater som defensive positionalister, hvorfor de ikke nødvendigvis er interesseret i risikominimering og kan vælge at forfølge en hegemonisk ambition. Endeligt forventer den strukturelle realisme, at de samme strukturelle incitamenter gør sig gældende i hele det internationale system, og at stater vil søge til den svage side i et forsøg på at balancere den stærkeste magt12. Denne artikel arbejder ud fra en præmis, hvor sandsynligheden for konflikt kan variere i forskellige dele af systemet, og at stater er mere følsomme overfor lokale end globale trusler13. Staters strategiske valg er således ikke kun påvirket af relativ magt men også af relativ sikkerhed. Artiklen tager således udgangspunkt i en realistisk model og bruger variablerne relativ magt, sikkerhed og ideologi til at undersøge, hvilke strategiske muligheder Kina har for at øge sin indflydelse i det Sydkinesiske Hav. Artiklen vil i den forbindelse forsøge at belyse variablernes betydning igennem en række centrale spørgsmål.

Kinas relative militære, økonomiske og politiske magt

Hvilken betydning har Kinas og USA's evne til at projicere militær magt? Projicering af militær magt beskriver evnen til at dominere et område og på den måde begrænse andre staters strategiske muligheder. Konflikten i det Sydkinesiske Hav er af maritim karakter, hvorfor Kinas og USA's muligheder for at projicere magt primært er en konsekvens af de aktuelle flåde-, fly- og missilkapaciteter. Kina har traditionelt været en stærk landmilitær magt, hvilket er en konsekvens af Kinas geostrategiske situation og den historiske bekymring for intern uro14. Selvom kineserne viser en stigende interesse for at kontrollere farvandene i deres nærområde og beskytte deres kommercielle skibsfart, så bruger Kina kun lidt over ti procent af deres forsvarsbudget på flåden mod tres procent på deres landstyrker15. Den kinesiske flåde har dog stadig en ambitionen om at kunne projicere militær magt, indenfor det de definerer som first og second island chain16. Denne ambition begrænses dog af Kinas mangel på operative hangarskibe, der betyder, at kineserne ikke kan kontrollere luftrummet udenfor rækkevidden af deres territoriale kampfly. Kineserne forsøger at opbygge en hangarskibskapacitet, der tager udgangspunkt i det russisk indkøbte hangarskib Varyag. Varyaq gennemførte de første testsejladser i 2011, men Kina mangler stadig fly, der kan operere fra hangarskibe. Der vil således gå en længere årrække, før Varyag er operationsklar. Kina har planlagt at bygge yderligere tre hangarskibe, men det er tvivlsomt, om de har de økonomiske ressourcer til at gennemføre dette projekt, hvis de samtidig vil fastholde og modernisere deres landstyrker17. Kineserne råder også over en række angrebsubåde, mindre krigsskibe, minelægningskapacitet og landbaserede kort-, mellem- og langdistanceraketter, der kan skabe grundlaget for at gennemføre access denial18 i forhold til det Sydkinesiske Hav. Disse kapaciteter er dog primært af russisk oprindelse og ikke teknologisk på højde med de tilsvarende amerikanske kapaciteter19.

Skærmbillede 2020-01-09 kl. 14.38.49.png

I kampen om militær dominans af det Sydkinesiske Hav står Kina overfor USA, der har verdens stærkeste flåde, der giver amerikanerne en unik evne til at projicere militær magt. Den amerikanske flåde er delt ind i seks fleet commands, hvor det primært er Seventh Fleet, der opererer i det Sydkinesiske Hav. Seventh Fleet er stationeret i Japan og Guam og er den største amerikanske fleet command20. De seks Fleet Commands understøttes fleksibelt og efter behov af elleve moderne og højteknologiske strike carrier groups. Der indeholder en kombination af hangarskibe, ubåde samt en række specialiserede krigsskibe og logistiske fartøjer, der sætter dem i stand til at kontrollere det omkringliggende farvand og luftrum igennem længere tid. De råder desuden over amfibiske styrker og er i stand til at udnytte den generelle amerikanske overlegenhed indenfor informationsteknologi og efterretningsvirksomhed21. Ud over de fremskudte baser i Japan og Guam, så har Singapore udvidet sine faciliteter på den nye Changi flådebase til at kunne håndtere amerikanske hangarskibe22, og amerikanerne er blevet inviteret til at genetablere deres flådestationer på Filippinerne. Det amerikanske alliancesystem23 giver således USA mulighed for at fastholde betydelige flådekoncentration i og omkring det Sydkinesiske Hav. Kinas evne til at projicere maritim militær magt er stadig under udvikling, og de er endnu ikke i stand til at balancere USA militært i det Sydkinesiske Hav, hvilket begrænser deres muligheder for at forfølge en ekstern hård balanceringsstrategi24. Den kinesiske udvikling af access denial kapaciteter er dog med til at øge risikoen for de amerikanske flådestyrker, hvilket kan betyde, at USA bliver tvunget til at deployere stadigt større styrkebidrag til regionen for at sikre sin militære dominans. Den amerikanske indsats kan derfor komme til at udgøre en stigende økonomisk belastning, der på sigt kan tvinge USA til at opgive sin tilstedeværelse i området. Kina kan derfor have interesse i at forfølge en intern hård balanceringsstrategi, hvor de opbygger militære kapaciteter, der på sigt kan tvinge USA til at opgive sin dominans af det Sydkinesiske Hav.

Hvad betyder forskellen i det amerikanske og kinesiske forsvarsbudget?

Kinas officielle forsvarsbudget er på 91 milliarder dollars25, men den generelle opfattelse er, at Kinas reelle udgifter er væsentligt større. SIPRI26 har lavet en af de mere beskedne vurderinger, hvor de anslår, at det kinesiske forsvarsbudget i 2010 var på 119 milliarder dollars, hvilket er verdens næststørste og svarer til 7,3 procent af verdens samlede militære udgifter. Såfremt SIPRI's vurderingen er korrekt, så udgør forsvarsbudgettet 2,1 procent af det kinesiske bruttonationalprodukt27, og det har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 15,9 procent fra 1999 til 200928. Den officielle amerikanske vurdering af det kinesiske forsvarsbudget for 2010 er en af de mere kritiske og ligger på omkring 160 milliarder dollars29. Kina kan have strategiske interesser i at underdrive deres forsvarsudgifter, da den betydelige vækst i de militære udgifter kan skabe usikkerhed om Kinas hensigter i regionen og medføre balanceringstiltag fra staterne i det Sydkinesiske Hav og USA. Filippinerne og Vietnam har i den forbindelse allerede øget deres forsvarsbudgetter væsentligt siden 1998, hvilket er en tendens, der forventes at fortsætte30. Den kinesiske militære modernisering har også øget USA's interesse for regionen, og amerikanerne har tilkendegivet, at de vil udbygge det amerikanske alliancesystem og om nødvendigt imødegå balanceringstiltag fra Kina for at sikre regional stabilitet31. I forhold til Kina så havde USA et forsvarsbudget på 698 milliarder dollars i 2010, hvilket er verdens største og svarer til 43 procent af verdens samlede militære udgifter. Det amerikanske forsvarsbudget har haft en gennemsnitlig vækst på 7,4 procent mellem 2001 og 2009 og udgør i dag 4,8 procent af det amerikanske bruttonationalprodukt32.

Skærmbillede 2020-01-09 kl. 14.38.58.png

Selv med den mest aggressive vurdering af væksten i Kinas forsvarsbudget så ligger kineserne stadig langt fra det amerikanske niveau. Det begrænser Kinas muligheder for at forfølge en ekstern hård balanceringsstrategi, da man sandsynligvis ikke vil være i stand til at balancere USA med militære midler på hverken kort eller mellemlang sigt. Den kinesiske oprustning har desuden medført modbalanceringstiltag fra stater i det Sydkinesiske Hav, hvilket kan vise sig at være et problem for den kinesiske ambition om regionalt hegemoni. Både fordi de sydasiatiske stater vil stå stærkere militært, men også fordi det giver amerikanerne en mulighed for at styrke deres alliancesystem og position i regionen. Kinas ambitioner om mere regional indflydelse kan således være afhængige af diplomatiske tiltag, der kan forhindre modbalanceringsstrategier fra deres naboer og USA.

Hvad betyder forskellene mellem det amerikanske og kinesiske militære industrielle kompleks og deres afhængighed af våbenleverancer?

Den kinesiske rustningsindustri har traditionelt været kendetegnet ved et stift og centraliseret system, hvor der ikke var sammenhæng mellem de operative behov og produktionsapparatet. Der har været flere forsøg på at effektivisere rustningsindustrien, hvor den seneste større omstrukturering fandt sted i 200833. Med denne omstrukturering håber man at få et mere smidigt system, hvor der i højere grad kommer fokus på udvikling, effektivitet og kvalitet34. På trods af store investeringer indenfor forskning og udvikling så mangler Kina stadig evnen til at udvikle højteknologiske våbensystemer35, hvilket især har betydning for kinesernes evne til at producere moderne kampfly og krigsskibe. Kinesernes muligheder for at skaffe den nødvendige knowhow og teknologi begrænses især af deres forhold til Vesten og Rusland. Rusland har ikke ønsket at dele deres mest avancerede våbensystemer og flyteknologi med Kina, og kineserne er desuden underlagt en våbenembargo fra USA og EU36, der gør det vanskeligt for dem at anskaffe avanceret våbenteknologi. Den manglende evne til at producere højteknologiske våbensystemer har været en væsentlig drivkraft i Kinas våbenimport. Kineserne var verdens næststørste våbenimportør i perioden 2006 til 2010, og Rusland stod for mere end halvfems procent af leverancerne37. Kina har således opbygget en væsentlig afhængighed og dermed sårbarhed i deres forhold til Rusland. På trods af udviklingen i den kinesiske rustningsindustri så står den stadigt svagt i forhold til de amerikanske kapaciteter, der er i stand til at producere verdens mest avancerede våbensystemer uden væsentlige afhængigheder. Kinas manglende evne til at producere moderne højteknologiske våbensystemer gør det vanskeligt for kineserne at omsætte deres forsvarsbudget til kapaciteter, der reelt styrker deres evne til at projicere militær magt i det Sydkinesiske Hav. Kina vil derfor have svært ved at forfølge en ekstern hård balanceringsstrategi, da de ikke vil være i stand til at købe eller producere de nødvendige militære kapaciteter på hverken kort sigt eller mellemlang sigt. Den kinesiske afhængighed af den russiske våbenindustri kan dog være et incitament for Kina til at forfølge en intern hård balanceringsstrategi og dermed udvikle deres egen rustningsindustri. Endelig vil en styrkelse af rustningsindustrien på længere sigt kunne øge mulighederne for at projicere magt i det Sydkinesiske Hav, og dermed true den amerikanske dominans af regionen.

Hvilken betydning har Kinas og USA's økonomiske situation?

Kina har siden slutningen af halvfjerdserne oplevet en periode med en historisk økonomisk fremgang. På trods af den økonomiske krise så ligger de kinesiske vækstrater stadig på omkring ti procent, og Kina har i dag verdens næststørste økonomi38. I 2010 lå det kinesiske bruttonationalprodukt på 5927 milliarder dollars, hvilket giver et per capita beløb på omkring 4428 dollars39. Kina står dog overfor en række udfordringer, der kan begrænse den økonomiske vækst. De rekordhøje vækstrater har medført et stort behov for fossile brændstoffer, metaller og mineraler, der ikke kan inddækkes nationalt. Kineserne dominerer dog markedet for sjældne jordarter, hvor de udvinder 95 procent af verdens forbrug40. Kontrollen med sjældne jordarter kan skabe en afhængighed af Kina, som kineserne kan anvende til at sikre sig en stærkere position overfor staterne i det Sydkinesiske Hav og USA. Kina er efter Indien det land i verden, hvor der findes flest fattige41, hvilket også påvirker Kinas evne til at opbygge strukturel magt negativt. Verdensbankens seneste opgørelse over fattigdom i Kina er fra 2008 og anslår, at 29,8 procent af den kinesiske befolkning lever under fattigdomsgrænsen på to dollars om dagen42. I 2010 lå det amerikanske bruttonationalprodukt på 14587 milliarder dollars, hvilket giver et per capita beløb på omkring 47199 dollars43. På trods af den økonomiske krise har USA stadig verdens største økonomi, og de producerer mere end femogtyve procent af verdens økonomiske output44 . USA er dog også verdens største låntager, og Kina står bag en væsentlig del af finansieringen. De kinesiske muligheder for at presse USA i den sammenhæng er dog begrænsede, da de økonomiske implikationer ved at angribe den amerikanske dollar vil have alvorlige konsekvenser for den kinesiske økonomi45. USA er i den forbindelse Kinas næststørste handelspartner og står for 13,6 procent af den kinesiske handel46. På trods af Kinas eksplosive økonomiske vækst så står den amerikanske økonomi stadig stærkere på en række væsentlige områder. Det giver USA et bedre udgangspunkt for opbygning af strukturel magt, hvilket svækker Kinas muligheder for at understøtte en ekstern hård balanceringsstrategi. Den økonomiske vækst kan dog give Kina mulighed for at forfølge en intern hård balanceringsstrategi, hvor kineserne kan fokusere på økonomisk udvikling og akkumulering af relativ magt.

Skærmbillede 2020-01-09 kl. 14.39.13.png

Hvilken betydning har Kinas og USA's handel med staterne i det Sydkinesiske Hav?

Traditionelt så har en række af de Sydøstasiatiske stater haft Europa, USA og Japan som de vigtigste handelspartnere. Kinas eksplosive økonomiske udvikling har dog påvirket handelsrelationerne i regionen, og kineserne har i høj grad drevet den økonomiske udvikling i Sydøstasien under den finansielle krise48. Kina har desuden indgået bilaterale handelsaftaler med deres naboer i regionen og en frihandelsaftale med Association of Southeast Asian Nations (ASEAN)49, der sikrer dem en række økonomiske fordele50. USA har ligeledes forsøgt at knytte tættere økonomiske bånd til ASEAN igennem Trade and Investment Framework Agreement og til staterne i det Sydkinesiske Hav igennem bilaterale økonomiske aftaler51. Kina er blevet en stadig mere interessant økonomisk samarbejdspartner for de sydøstasiatiske stater, og kineserne har udvidet deres markedsandele væsentligt i de senere år. Der er dog ikke en entydig kinesisk dominans af de enkelte markeder, hvorfor Kina ikke kan forvente, at staterne i det Sydkinesiske Hav vil vælge en bandwagoningsstrategi52 i forhold til Kina på baggrund af en økonomisk afhængighed. USA står dog i en lignende situation, hvilket giver Kina mulighed for at forfølge en blød balanceringsstrategi med henblik på at sikre sig større markedsandele hos staterne i det Sydkinesiske Hav og dermed på sigt udvikle en afhængighed af den kinesiske økonomi, der kan give Kina mere indflydelse i regionen.

Skærmbillede 2020-01-09 kl. 14.39.22.png

Hvilken betydning har den amerikanske og kinesiske politiske model for deres indflydelse i det Sydkinesiske Hav?

Kina har i de senere år bevæget sig fra et maoistisk totalitært regime til et autoritært regime54, der på trods af indførelsen af en markedsøkonomisk model, ikke har vist interesse for at demokratisere den kinesiske stat55. Kineserne ser kombinationen af et autoritært regime og markedsøkonomi, også kaldet Beijing konsensus, som et alternativ til det vestlige ønske om en kombination af demokrati og markedsøkonomi, også kaldet Washington konsensus. Beijing konsensus kan have en vis appel for stater som Brunei, Vietnam og Malaysia, der alle har et mere eller mindre autoritært regime. Kina har dog en række problemer med opretholdelse af menneskerettigheder, håndhævelse af retsstatsprincipper, gennemsigtighed i statens arbejde og korruption, der sætter begrænsninger for, hvor meget den kinesiske model kan tiltrække andre56. Den kinesiske model kritiseres desuden af den vestlige verden både direkte og igennem de Forenede Nationer, hvilket påvirker den kinesiske position i det internationale system negativt. De sydasiatiske stater kan også have andre grunde til at afvise en kinesisk politisk model. Kina har traditionelt opfattet sig som det magtfulde rige i midten, hvis indflydelse, historiske betydning og kulturelle overlegenhed giver kineserne et naturligt krav på en hegemonisk position i regionen57. Kina fastholder desuden deres territoriale krav i det Sydkinesiske Hav, hvilket ikke er acceptabelt for de andre parter i konflikten. Kina tilbyder således ikke en national politisk model, der har en generel international interesse, ligesom deres internationale hierarkiske model ikke er attraktiv for staterne i det Sydkinesiske Hav. Kina har i de senere år forsøgt at fremme en politisk filosofi bygget på konfucianske idealer om et harmonisk samfund, der integrerer økonomiske, politiske, kulturelle og samfundsmæssige kinesiske aspekter til en fair og retfærdig enhed. Konfucianismen har dog primært været anvendt til at afværge krav om liberale reformer, og der er endnu ikke konstrueret en reel politisk model. Konfucianismen har en generel tiltrækningskraft i Sydøstasien, men den indeholder også en række hierarkiske betragtninger, der ikke umiddelbart er attraktive for Kinas naboer58. Den amerikanske verdensorden har allerede en betydelig politisk og ideologisk indflydelse på en lang række stater og væsentlige internationale organisationer59. Kerneelementerne i USA's politiske projekt som liberalt demokrati, den amerikanske model for markedsøkonomi, menneskerettigheder og horisontal ikke-spredning af atomvåben60 er generelt accepterede målsætninger i det internationale system og er indlejret i organisationer som de Forenede Nationer. Tilslutning til det amerikanske politiske projekt kan således medføre en større anerkendelse i det internationale system og et mere omfangsrigt politisk og økonomisk samarbejde med de vestlige lande. Staterne i det Sydkinesiske Hav kan desuden have nogle sikkerhedspolitiske fordele i at støtte det amerikanske politiske projekt. Kinas modernisering af de væbnede styrker og territoriale krav på det Sydkinesiske Hav skaber usikkerhed om Kinas hensigter blandt de andre aktører i konflikten. Da stater er mere følsomme overfor lokale end globale trusler61, så kan Kinas militære modernisering få de sydøstasiatiske stater til at støtte op om den amerikanske verdensorden med henblik på at balancere Kina. Kineserne kan således ikke forvente en bandwagoningsstrategi fra de sydøstasiatiske stater på baggrund af deres politiske projekt og deres nuværende territoriale ambitioner i det Sydkinesiske Hav. Kineserne kan derfor være tvunget til at satse på andre virkemidler som økonomisk afhængighed eller militær magt for at nå deres strategiske mål i regionen.

I hvor høj grad kan Kina og USA påvirke staterne i det Sydkinesiske Hav igennem alliancer og organisationer?

Kina har traditionelt haft reservationer i forhold til multilaterale organisationer, hvor andre stater kan slå sig sammen for at modarbejde dem. Kineserne har i stedet foretrukket bilaterale aftaler, da det giver dem bedre muligheder for at udnytte deres størrelse og indflydelse til egen fordel62. Kina er dog i stigende grad begyndt at se multilaterale organisationer som værktøjer til at fremme deres egne nationale interesser63.

Kina har ført en aggressiv politik i det Sydkinesiske Hav, hvor de har nægtet at gå på kompromis med deres territoriale krav og valgt at besætte stadigt større områder med militære magt. Det førte til egentlige kamphandlinger med Vietnam i 1974 og 1988 over kontrollen med henholdsvis Parcel Islands og dele af Spratley Islands64. I 1995 opdagede Filippinerne at kineserne var i gang med at bygge militære anlæg på Mischief Reef, der ligger mindre end hundrede sømil fra Filippinerne. Under topmødet mellem Kina og ASEAN senere det samme år, stod Kina over for et samlet ASEAN, der krævede en række kinesiske indrømmelser i forhold til Kinas opførsel og krav i det Sydkinesiske Hav. Det fik Kina til at ændre sin politik overfor ASEAN, og i de følgende år udviklede der sig et stadigt tættere økonomisk og politisk samarbejde. Kina underskrev Conduct of Parties in the South China Sea i 200265, og i 2003 var det det første land udenfor Sydøstasien, der fik en egentlig samarbejdsaftale med ASEAN. Kina prøver på denne måde at isolere USA og minimere modstanden mod de kinesiske ambitioner i det Sydkinesiske Hav. Kineserne har dog kun i meget begrænset omfang ønsket at diskutere deres territoriale krav i rammen af ASEAN. Det er stadig kinesernes holdning, at disse krav bør håndteres bilateralt66. Kina prøver at undgå, at staterne i ASEAN står sammen om at afvise kinesernes krav, ligesom bilaterale aftaler begrænser USA's muligheder for at få indflydelse på processen. På trods af de sikkerhedspolitiske problemer, så har kineserne haft en rimelig succes med sit økonomiske samarbejde med ASEAN, og de opfattes i dag som en mere attraktiv samarbejdspartner67. USA har to primære fora til at påvirke staterne i det Sydkinesiske Hav. Filippinerne og Thailand er en del af det amerikanske alliancesystem og har egentlige sikkerhedsaftaler med USA. Amerikanerne har desuden et udvidet politisk og økonomisk samarbejde med ASEAN68. Det amerikanske alliancesystem kan give USA mere kontrol med deres alliancepartnere, men Thailand og Filippinerne er dog nød til at vurdere værdien af deres samarbejde med USA. En alliance med en unipol kan være problematisk, da den ikke har et samme behov for allierede som stormagter i et multipolært system og dermed skaber usikkerhed om unipolens engagement69. Det er desuden usikkert, om amerikanerne vil risikere en eskalering af konflikten med Kina på baggrund af mindre regionale provokationer. Kina kan muligvis udnytte denne usikkerhed til at mindske den amerikanske indflydelse i regionen. Selvom Kina har fået et bedre forhold til sine naboer i det Sydkinesiske Hav, så har de ikke tilstrækkelig politisk magt i regionen til at opnå deres målsætninger igennem diplomati. En udvikling af samarbejdet med ASEAN kan dog give Kina mulighed for at gennemføre en blød balanceringsstrategi overfor USA, der kan undergrave den amerikanske indflydelse i regionen og på sigt gøre det vanskeligere og mere omkostningsfuldt for amerikanerne at projicere deres magt. Det vil desuden give kineserne lejlighed til at akkumulere den økonomiske og/eller militære magt, der kan give dem kontrollen med det Sydkinesiske Hav.

Kinas relative sikkerhed og risikoen for konflikt

I hvor høj grad er konflikten et udtryk for vitale sikkerhedsmæssige, økonomiske og politiske interesser? Kina anser af flere årsager det Sydkinesiske Hav som værende af vital national interesse70. For det første så vil det give dem en større kontrol med deres nærområde, hvilket stemmer overens med den kinesiske forståelse af deres historiske position som regional hegemon71. Området er desuden af strategisk betydning både for transporten af ressourcer til Kina og for de kinesiske muligheder for at udnytte områdets betydelige fiskeri-, olieog mineralforekomster72. Kinesisk dominans af området vil desuden give Kina kontrol med omkring halvtreds procent af verdens kommercielle shipping, ligesom de vil kunne begrænse den amerikanske evne til at operere i regionen. Det vil svække det amerikanske alliancesystem, og Kina vil på sigt kunne opnå en militær dominans, der i højere grad vil kunne garantere Kinas territoriale integritet. En svækkelse af den amerikanske politiske indflydelse i området vil også åbne muligheden for, at Kineserne i højere grad kan påvirke de sydøstasiatiske stater og dermed skabe politiske, økonomiske og militære afhængigheder af Kina. USA vil forsøge at fastholde sin unipolære position i det internationale system73, og amerikanerne kan således ikke acceptere et kinesisk regionalt hegemoni i Sydøstasien, der på sigt kan medføre en bi- eller multipolær verdensorden. Amerikanerne har brug for uhindret adgang til det Sydkinesiske Hav, da deres evne til at projicere magt er afgørende for deres troværdighed som samarbejdspartner i regionen. Sydøstasien er desuden en væsentlig handelspartner for USA, og de kommercielle skibsruter igennem det Sydkinesiske Hav er vigtige både for den amerikanske økonomi og for en række af deres allierede74. USA ønsker desuden at sprede deres politiske projekt til hele det internationale system, da det er et integreret element i den amerikanske verdensorden. På den baggrund definerer USA det Sydkinesiske Hav som værende af national interesse75, hvilket understreger betydningen af det amerikaneres engagement. USA og Kina har således væsentligt modstridende interesser i det Sydkinesiske Hav, der er afgørende for deres position i det internationale system. Konfliktpotentialet mellem USA og Kina er derfor stort, da det internationale system fungerer ud fra en nulsumsperspektiv, hvor en stats gevinst er betinget af en anden stats tilsvarende tab. Kina vil derfor ikke være i stand til at nå sine strategiske mål ved hjælp af en bandwagoningsstrategi, hvor de støtter op om den nuværende amerikanske verdensorden. De har til gengæld et stærkt incitament for at balancere USA, da det er den eneste mulighed for at øge deres magt i regionen.

Hvilke militære, økonomiske og politiske omkostninger kan en eskalation af konflikten have for Kina og USA?

En eskalering af konflikten kan få alvorlige konsekvenser for forholdet mellem USA og Kina, der kan skade begge staters økonomiske vækst76. Der er desuden en risiko for, at konflikten kan sprede sig i det internationale system, hvilket vil øge de amerikanske og kinesiske omkostninger ved at deeskalere konflikten igen. Konfliktens taber har desuden meget at miste i forhold til politisk indflydelse, da vinderen vil cementere sin betydning for stabiliteten i regionen. Der er desuden en række militære forhold, der er med til at begrænse konfliktens omfang. Selvom USA har militære midler til at slå Kina i et egentligt slag, så har amerikanerne ikke ressourcer til at besætte og kontrollere et land med Kinas demografiske og geografiske karakteristika77. USA vil desuden have store omkostninger ved at føre en militær konflikt over Stillehavet, hvor the stopping power of water78 øger de amerikanske omkostninger. Konflikten vil derfor næppe eskalere til mere end maritime træfninger og eventuelt landmilitær støtte til amerikanske alliancepartnere79. Der er således en række faktorer, der ikke nødvendigvis begrænser sandsynligheden for konflikt men i højere grad begrænser, hvor meget konflikten vil eskalere. Kina kan udnytte dette til at iværksætte bløde og interne hårde balanceringstiltag overfor USA, der sandsynligvis ikke vil fremprovokere en amerikansk reaktion, da omkostningerne ved en eskalering af konflikten er for høje. Kineserne kan også forsøge at få stadig større kontrol med det Sydkinesiske Hav ved hele tiden at iværksætte mindre operationer, der ikke i sig selv er nok til at udløse en amerikansk respons.

Hvilken betydning har Kinas og USA’s atomare kapaciteter for konflikten i det Sydkinesiske Hav?

Atomvåben har ikke været anvendt siden anden verdenskrig, og det er et meget kontroversielt våben i den nuværende verdensorden. En stat, der vælger at anvende atomvåben, må derfor forudse en række alvorlige politiske konsekvenser i det internationale system. Brugen af atomvåben kan dog ikke udelukkes i forhold til en stats forsvar af sin egen eksistens, hvorfor man ikke kan tillade sig at gøre en atommagt desperat. Kina har været meget lukket omkring sit atomvåbenprogram, men man antager, at kineserne råder over omkring 300 strategiske atomvåben. Kineserne kan forventelig fremføre sine sprænghoveder med interkontinentale ballistiske missiler og i mindre omfang med bombefly og ubåde80. Kina har derudover en række mindre og delvist mobile missilsystemer, der primært ses anvendt i forhold til regional afskrækkelse81. De kinesiske muligheder for at forsvare sig mod et atomart angreb er begrænsede. Næst efter Rusland så er USA den stat i verden, der har flest strategiske atomvåben. I 2010 havde amerikanerne 5113 sprænghoveder, hvor 1968 var deployerede og umiddelbart kunne indsættes. USA kan desuden drage fuld udnyttelse af triaden82, da de har et større antal højteknologiske interkontinentale ballistiske missiler, langrækkende bombefly og ubåde, der er i stand til at fremføre atomvåben. Amerikanerne har et relativt veludbygget missilforsvar, der delvist er baseret på maritime kapaciteter, men som også understøttes af kapaciteter på Taiwan og i Japan. USA er derudover i gang med en større udvidelse af sit missilskjold, der også inkluderer kapaciteter i Indien, Syd Korea og Australien83. Det er tvivlsomt, om kineserne har en egentlig second strike kapacitet, der gør dem i stand til ramme det amerikanske fastland. Kineserne har et relativt lille antal atomvåben, og deres langtrækkende interkontinentale ballistiske missiler er stationære. Kinas mobile kapaciteter gør det dog vanskeligt for amerikanerne at garantere en fuldstændig ødelæggelse af de kinesiske atomvåben i et first strike. Kina har således en sandsynlig second strike kapacitet overfor de amerikanske styrker regionalt, der vil kunne tilføje amerikanerne uacceptable tab. Selvom der ikke er tale om en egentlig atomar magtbalance, så kan de kinesiske atomvåben være med til at begrænse konflikten i det Sydkinesiske Hav, da den pris, som amerikanerne kan komme til at betale for en militær intervention, kan blive uacceptabel høj. Kina kan udnytte den atomare sikkerhedsgaranti til at forfølge en blød balanceringsstrategi eller akkumulere mere magt igennem en intern hård balanceringsstrategi. Selvom både Kina og USA betragter det Sydkinesiske Hav som værende af national interesse84, så udgør kontrollen med området ikke en reel trussel mod den anden stats eksistens. De politiske konsekvenser af at anvende atomvåben vil være alvorlige, ligesom et first strike fra Kina sandsynligvis vil medføre et second strike fra USA, der vil tilføje kineserne uacceptable tab. Det er således usandsynligt at konflikten vil eskalere til anvendelsen af atomvåben. Kina kan dog vælge at bruge atomvåben, såfremt deres eksistens trues, hvilket kan begrænse de amerikanske militære muligheder overfor Kina. Kinas status som atommagt giver dem således en vis handlefrihed til at akkumulere mere magt igennem en intern hård balanceringsstrategi.

Kinas relative ideologi

Hvilken betydning har de ideologiske forskelle i det amerikanske og kinesiske politiske projekt?

Den amerikanske verdensorden defineres som en kombination af det amerikanske politiske projekt og en asymmetrisk fordeling af magt i det internationale system85, hvorfor amerikanerne ikke kan acceptere en stormagtsrival med en tilsvarende ideologisk indflydelse86. Kina har i de senere år bevæget sig fra et maoistisk totalitært regime til et autoritært regime styret af det kinesiske kommunistparti87. Den kinesiske politiske magtelite er afhængig af den nuværende politiske model for at fastholde deres magt, og de har ikke vist den store interesse for at indføre en mere demokratisk politisk model88. Det amerikanske politiske projekt med sit fokus på liberalt demokrati kan derfor opfattes som en trussel mod den nuværende styreform i Kina og dermed også en trussel mod den kinesiske magtelite. Den amerikanske verdensorden udfordrer også den kinesiske politiske model indenfor en række andre områder. USA kritiserer blandt andet Kina for brud på menneskerettighederne og grundlæggende retsstatsprincipper, der inkluderer fængsling af politiske fanger, censurering af internettet og Kinas behandling af minoriteter i Tibet og Xinjiang. Amerikanerne kritiserer desuden den kinesiske økonomiske model for ikke at overholde en række af de retningslinjer, der er udstukket af World Trade Organization, og som giver Kina en række konkurrencemæssige fordele89. Selvom USA ikke officielt tager stilling til de territoriale krav i det Sydkinesiske Hav, så støtter amerikanerne en løsning, der bygger på staters rettigheder i forhold til United Nations Convention on the Law of the Sea90. Det kan være en trussel mod de kinesiske territoriale krav, da de primært baserer sig på historiske og kulturelle rationaler, der ikke nødvendigvis er juridisk funderede. Kina baserer sine krav på en påstand om, at kineserne opdagede og havde effektiv kontrol med størsteparten af øerne i det Sydkinesiske Hav siden 770 før Kristus. En påstand de prøver at underbygger med arkæologiske fund og referencer fra gamle kinesiske tekster. Kina accepterer ikke, at andre staters kontrol med øerne i nyere tid har nogen betydning for deres territoriale krav. Den kinesiske opfattelse er, at det kun er den kinesiske gavmildhed overfor deres nabostater, der har tilladt dem at besætte kinesisk territorium uden tilladelse, og at Kina forbeholder sig ret til at tage sit territorium tilbage, når det finder det for passende91. Der er således en række væsentlige ideologiske forskelle i det amerikanske og kinesiske politiske projekt og deres forståelse af de territoriale krav i det Sydkinesiske Hav, der kan true den ledende kinesiske politiske elites magt og de kinesiske ambitioner i regionen. En konflikt med USA kan derfor få afgørende konsekvenser for den kinesiske politiske model, hvilket kan give kineserne et stærkt incitament for en hård balanceringsstrategi92.

Hvilken betydning har Kinas og USA's opfattelse af deres respektive positioner i det internationale system?

Kineserne anser det for naturligt, at de indtager en hegemonisk position i regionen. Den kinesiske opfattelse bygger delvist på Kinas størrelse, magt og indflydelse og delvist på en række historiske og kulturelle dogmer, der stadig præger den kinesiske tænkning. Det første dogme handler om Kinas naturlige position som riget i midten. Igennem det meste af sin historie har Kina været den regionale hegemon, og dermed den vigtigste stat i et hierarkisk internationalt system. Kina har derfor ikke nogen tradition for at oprette egentlige alliancer. Så længe de omkringliggende vasalstater indordnede sig under det kinesiske hierarki, så var der ingen grund til væbnet konflikt, hvorfor kineserne også opfatter Kina som den naturlige forudsætning for stabilitet og orden i regionen. Kinas nuværende position i det internationale system tilskrives century of humiliation, der strækker sig fra midten af nittende århundrede til midten af det tyvende århundrede, hvor vesten og Japan fik kontrol med store dele af Kina i forbindelse med henholdsvis boxer-opstanden og anden verdenskrig. Kina opfatter således deres stigende magt i regionen som en helt naturlig tilbagevenden til den normale hierarkiske orden. Ideen om Kina som riget i midten præger også den kinesiske udenrigspolitik, hvilket kommer til udtryk ved tre udsagn - Kina kommer først, Kina accepterer og støtter den eksisterende orden, så længe det tjener deres formål, og ellers følger kineserne deres egne regler og normer. Det andet dogme handler om kinesisk kulturel overlegenhed. Den kinesiske opfattelse af deres egen kulturelle overlegenhed udspringer blandt andet af den kinesiske historie, hvor alle ikke kinesere blev betragtet som barbarer. Det har medført en sinocentrisk eller nationalistisk kultur, der understøtter kinesernes forståelse af Kina som den naturlige hegemon i regionen93. Amerikanerne har en unipolær position i det internationale system, som de har tænkt sig at fastholde94, hvilket begrænser Kinas muligheder for at opnå hegemoni i sit nærområde. Der er således en diskrepans i den kinesiske og amerikanske forståelse af staternes retmæssige position i det internationale system. USA anskuer systemet som det er, hvor Kina i højere grad anskuer systemet, som de mener, det burde være. Det giver en væsentlig ideologisk afstand i forståelsen af Kinas position i det internationale system, der kan anspore Kina til at vælge en hård balanceringsstrategi.

Hvilken betydning har den retorik som Kina og USA anvender i forhold til konflikten i det Sydkinesiske Hav?

Kinas retorik er blevet skarpere i forhold til deres territoriale krav siden 2009. Kina betragter nu det Sydkinesiske Hav som værende af vital national interesse, hvilket er et væsentligt politisk signal, da denne kategorisering ellers kun anvendes om Kinas interesser i Taiwan og Tibet95. Kina har desuden skærpet tonen overfor de sydøstasiatiske stater. På julimødet i 2010 i ASEAN Regional Forum fremlagde den kinesiske udenrigsminister Yang Jiechi det kinesiske standpunkt på de territoriale krav således: "Det er et faktum, at Kina er et stort land, og andre lande er små lande". Den kinesiske ambassadør på Filippinerne Liu Jianchao har også gjort det klart, at Kina ikke vil acceptere nogen amerikansk involvering i de bilaterale forhandlingsprocesser, og at en sådan medindflydelse ville medføre: "En situation som hverken Kina eller Filippinerne ønskede at opleve"96. Den kinesiske retorik bygger på en generel politisk, historisk og kulturel selvopfattelse, der kan være med til at skærpe den ideologiske intensitet. De kinesiske territoriale krav er historiske og kulturelt betingede, hvorfor kineserne kan opfatte enhver kritik af deres krav, som angreb på deres identitet. De kinesiske forsøg på at promovere Beijing konsensus som en alternativ politisk model kan også indikere, at den ideologiske intensitet er relativt høj, og at kineserne er villige til at gå langt i deres bestræbelser for at afvise dele af den amerikanske verdensorden. Amerikanerne har også skærpet tonen i forhold til Kina og konflikten i det Sydkinesiske Hav. USA har gjort det klart, at de har til hensigt at balancere Kinas stigende indflydelse i regionen97, og i forbindelse med ASEAN's gennemførelse af Regional Forum i Hanoi i 2010 kom den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton med den hidtil skarpeste og mest direkte offentlige erklæring om USA's interesser i konflikten. Hendes budskab var, at amerikanerne havde en national interesse i fri adgang til Asiens internationale farvand, og at de involverede parter respekterede international lov i det Sydkinesiske Hav. Hun fremhævede desuden, at USA ville modsætte sig enhver trussel om eller brug af magt fra parterne i konflikten98. Frasen national interesse er med til at skærpe det amerikanske standpunkt, da det indikerer, at amerikanerne ser sig som en part i konflikten og dermed også bør være en del af konfliktløsningsprocessen. At amerikanerne vil modsætte sig enhver trussel om eller brug af magt, kan indikere, at USA er villig til at sikre sine interesser med militær magt. Den amerikanske retorik kan bygge på deres politiske og kulturelle forståelse af deres position som unipol i det internationale system. Desuden så er USA's politiske projekt en integreret del af den amerikanske verdensorden og et udtryk for amerikanske kerneværdier99. USA kan derfor opfatte et angreb på denne forståelse som et opgør med kerneelementerne i det amerikanske politiske projekt og dermed også en trussel mod den amerikanske verdensorden. Den ideologiske intensitet må betragtes som værende relativt høj, da både Kina og USA bygger deres retorik på en forståelse af deres politiske position og kulturelle værdier i det internationale system. Det kan forstærke Kina incitament til at vælge en hård balanceringsstrategi overfor USA i det Sydkinesiske Hav.

Kinas strategiske muligheder i det Sydkinesiske Hav

Kineserne ønsker en større kontrol med deres nærområde med henblik på at sikre deres territoriale integritet og økonomiske vækst. En kinesisk dominans af regionen kan desuden være med til at fremme Kinas politiske projekt, ligesom det passer med kinesernes historiske og kulturelle opfattelse af deres position i det regionale hierarki. Endeligt så kan et stærkere Kina være med til at undergrave den amerikanske verdensorden og på sigt skabe fundamentet for en bi- eller multipolær orden i det internationale system. De kinesiske ambitioner om regionalt hegemoni er derfor en trussel mod USA's unipolære position, hvorfor amerikanerne vil forsøge at begrænse den kinesiske indflydelse i det Sydkinesiske Hav. Kina og USA forfølger således nogle væsentligt modstridende interesser, der er afgørende for deres positioner i det internationale system, hvilket medfører et relativt stort konfliktpotentiale i regionen. Konfliktpotentialet skærpes yderligere af, at USA igennem det amerikanske alliancesystem og ASEAN forsøger at fremme en verdensorden, der går imod de kinesiske interesser. Der er desuden en række ideologiske forskelle i det amerikanske og kinesiske politiske projekt, der kan true den kinesiske politiske elites legitimitet. Det amerikanske politiske projekt bygger blandt andet på en demokratisk model, hvor ytringsfrihed og menneskerettigheder spiller en væsentlig rolle. Kineserne har således et stærkt incitament for at forsøge at balancere USA i det Sydkinesiske Hav. Der er dog en række forhold, der begrænser Kinas muligheder for at balancere USA. På trods af Kinas militære modernisering så har de ikke den nødvendige militære styrke til at gennemføre en ekstern hård balanceringsstrategi. Den asymmetriske fordeling af den militære magt er ganske enkelt for stor til, at Kina kan balancere USA militært. Kineserne står desuden overfor nogle økonomiske og produktionsmæssige begrænsninger, der betyder, at en sådan strategi ikke vil være realistisk at gennemføre på hverken kort eller mellemlang sigt. Den kinesiske rustningsindustri er ikke i stand til at udvikle højteknologiske våbensystemer, hvilket har medført, at Kina har oparbejdet en væsentlig afhængighed af den russiske våbeneksport. Russerne er dog ikke villige til at dele deres mest avancerede fly- og skibssystemer med kineserne, og selvom kineserne havde mulighed for at øge deres forsvarsbudget væsentligt, så ville de ikke på kort eller mellemlang sigt være i stand til at anskaffe eller producere de nødvendige kapaciteter. Der er dog også elementer, der kan være med til at begrænse omfanget af konflikten og dermed åbne op for andre strategiske muligheder. En eskalering af konflikten kan medføre væsentlige politiske, økonomiske og militære omkostninger for USA, hvorfor amerikanerne sandsynligvis kun vil anvende militære magtmidler, hvis der er en direkte trussel mod deres interesser i regionen. Kinesernes status som atommagt sikrer dem desuden en vis regional second strike kapacitet overfor USA, der delvist kan garantere Kinas territoriale sikkerhed. Det giver Kina mulighed for at forfølge en blød balanceringsstrategi eller vælge at akkumulere mere magt igennem en intern hård balanceringsstrategi uden at frygte en direkte trussel mod deres territoriale integritet. Kinas økonomiske udvikling giver dem også muligheden for at forfølge en intern hård balanceringsstrategi med henblik på at akkumulere magt, der på sigt kan true den amerikanske dominans. Der er dog en risiko for, at en sådan strategi vil fremprovokere balanceringstiltag fra en række af staterne i det Sydkinesiske Hav eller USA. Kina kan derfor være afhængig af en vis bandwagoning fra de omkringliggende stater for at nå deres langsigtede mål. Kinas betydning som handelspartner og deres stigende politiske engagement i Sydøstasien kan udgøre grundlaget for en blød balanceringsstrategi overfor USA, der kan undergrave den amerikanske indflydelse i regionen og på sigt gøre det vanskeligere og mere omkostningsfuldt for amerikanerne at projicere magt. Den kinesiske indflydelse på de sydøstasiatiske stater og en større isolation af USA kan også udvikles ydereligere med henblik på at skabe politiske og økonomiske afhængigheder af Kina, der på sigt kan tvinge de sydøstasiatiske stater ind i en bandwagoningsstrategi overfor Kina. Kina bør derfor forfølge en kombineret strategi af intern hård balancering og blød balancering. Den interne hårde balancering har til formål at øge Kinas relative magt i forhold til USA gennem økonomisk vækst og militær modernisering, hvilket på sigt kan sikre en kinesisk dominans af det Sydkinesiske Hav. Rationalet for den bløde balanceringsstrategi er derimod, at Kina igennem en række politiske og økonomiske tiltag påvirker staterne i det Sydkinesiske Hav til at vælge bandwagoning frem for balancering overfor Kina. Kina kan på denne måde begrænse USA's muligheder for at iværksætte modbalanceringstiltag og skabe regionale politiske og økonomiske afhængigheder af Kina. Den strategiske logik er således at skabe og fastholde et stabilt ydre miljø, så Kina kan koncentrere sig om økonomisk vækst og akkumulere relativ magt uden at fremprovokere modbalanceringstiltag fra staterne i det Sydkinesiske Hav eller USA.

Perspektivering

Artiklen har anvendt realistisk teori til at belyse Kinas strategiske muligheder i det Sydkinesiske Hav, hvorfor artiklen primært har fokuseret på muligheden af konflikt og betydningen af magt for staters position i det internationale system. Artiklen har desuden arbejdet ud fra den præmis, at det hovedsageligt er de interstatslige relationer, der har betydning for Kinas strategiske valg. Det teoretiske udgangspunkt behandler således ikke de interne kinesiske forhold, der kan være med til at begrænse Kinas strategiske valg. Kinas interne stabilitet er i stadigt højere grad udfordret af en stigende økonomisk ulighed, korruption, forurening, separatistiske bevægelser, etnisk uro og et krav om en større liberalisering af det autoritære regime100. Den kinesiske politiske magtelite prøver blandt andet at imødegå dette med en sinocentrisk og nationalistisk retorik, der muligvis også kan være med til at begrænse Kinas strategiske muligheder i det Sydkinesiske Hav. Artiklens teoretiske udgangspunkt indfanger heller ikke liberalismens fokus på betydningen af internationale institutioner, politisk integration, samarbejde, ikke-statslige aktører og en mere kompleks økonomisk interdependens mellem verdens to største økonomier, der måske i højere grad kan pege på en mulig deeskalering af konflikten i det Sydkinesiske Hav.

Fodnoter

1 Artiklen er udarbejdet med baggrund i forfatterens speciale på stabskursus 2011-12.

2 En kombination af unipolens politisk projekt og en meget asymmetrisk fordeling af magt i det internationale system, der efterlader en stat væsentligt stærkere end de resterende stater.

3 Mearsheimer, J. J. (2010). The Gathering Storm: China's Challenge to US Power in Asia. The Chinese Journal of International Politics, Vol. 3, p. 387. Hvor unipolaritet beskriver staters position i det internationale system, så beskriver hegemoni i hvor høj grad stormagter er i stand til at dominere andre staters beslutningsprocesser.

4 Brunei, Kina, Malaysia, Filippinerne, Taiwan og Vietnam.

5 Odgaard, L. (2012). China and Coexistence: Beijing's National Security Strategy for the 21st Century? Woodrow Wilson Center Press/Johns Hopkins University Press, p. 91ff.

6 Wang, Y. (2010). China's Response to the Unipolar World: The Strategic Logic of Peaceful Development. Journal of Asian and African Studies, Vol. 45, p. 560.

 White House. (2010). National Security Strategy. Washington: The White House, p. 1f.

8 Militære, økonomiske og politiske bestræbelser, der gennemføres internt i staten med henblik på at øge dens kapabiliteter for at imødegå en trussel.

9 Strategier der sigter på at øge omkostningerne for den mest magtfulde eller truende stats relative kapabiliteter. Strategierne baserer sig på diplomatiske forhandlinger i rammen af internationale institutioner og oprettelsen af koalitioner, der ikke er egentlige militære bi- eller multilaterale alliancer.

10 Waltz, K. N. (1979). Theory of International Politics. Boston: McGraw-Hill, Inc.

11 De neoklassiske elementer er beskrevet nærmere i Hansen, B., Toft, P., Wivel, A. (2009). Security Strategies and American World Order: Lost Power. Oxon: Routledge.

12 Waltz, K. N. (1979). Theory of International Politics. Boston: McGraw-Hill, Inc, pp. 121 og 127 .

13 Ross, R. S. (2006). Balance of Power Politics and the Rise of China: Accomodation and Balancing in East Asia. Security Studies, Vol. 15(3), p. 358.

14 Swaine, D. S. Tellis, A. J. (2000). Interpreting China’s Grand Strategy: Past, Present, and Future. Santa Monica: Rand, p. 16f.

15 Ross, R. S. (2009). China's Naval Nationalism: Sources, Prospects, and the U.S. Repsonse. International Security, Vol. 14(2), pp. 48 og 55f.

16 Office of the Secretary of Defense. (2011). Annual Report to Congress: Military and Security Developments Involving the People's Republic of China. Washington: Department of Defense, p. 22f.

17 Office of the Secretary of Defense. (2011). Annual Report to Congress: Military and Security Developments Involving the People's Republic of China. Washington: Department of Defense, p. 3.

18 Evnen til at nægte andre stater i at operere i et bestemt område.

19 Nødskov, K. (2009). The long March to Power: The New Historic Mission of the People's Liberation Army. København: Forsvarsakademiet, pp. 128, 269ff og 285ff.

20 Global Security, 19-03-2012, http://www.globalsecurity.org/military/agency/navy/c7f.htm.

21 Nødskov, K. (2009). The long March to Power: The New Historic Mission of the People's Liberation Army. København: Forsvarsakademiet, p. 293.

22 Mearsheimer, J. J. (2010). The Gathering Storm: China's Challenge to US Power in Asia. The Chinese Journal of International Politics, Vol. 3, p. 391.

23 Australien, Japan, Filippinerne, Singapore, Syd Korea og Thailand har bilaterale sikkerhedsaftaler med USA og betragtes som en del af det amerikanske alliancesystem.

24 Strategier der involverer egentlige militære alliancer med andre stater med henblik på at matche de kapaciteter, som den mest magtfulde eller truende stat besidder.

25 IHS Jane's, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 24-02-2012. 26 Stockholm International Peace Research Institute.

27 SIPRI Yearbook, 2011.

28 Nødskov, K. (2009). The long March to Power: The New Historic Mission of the People's Liberation Army. København: Forsvarsakademiet, p. 57.

29 Office of the Secretary of Defense. (2011). Annual Report to Congress: Military and Security Developments Involving the People's Republic of China. Washington: Department of Defense, p. 41.

30 IHS Jane's, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 24-02-2012.

31 Lawrence, S. V., Lum, T. (2011). U.S.-China Relations: Policy Issues. Washington: Congressional Research Service, pp. 1f, 24f og 27f.

32 SIPRI Yearbook, 2011.

33 Nødskov, K. (2009). The long March to Power: The New Historic Mission of the People's Liberation Army. København: Forsvarsakademiet, p. 261ff.

34 Cheung, T. M. (2011). The Chinese Defence Economiy’s Long March from Imitation to Innovation. Strategic Studies, Vol. 34(3), p. 325ff.

35 IHS Jane's, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 24-02-2012.

36 Nødskov, K. (2009). The long March to Power: The New Historic Mission of the People's Liberation Army. København: Forsvarsakademiet, p. 261ff. pp. 285ff, 269ff og 272.

37 SIPRI, 17-03-2012, http://www.sipri.org/media/pressreleases/2011/armstransfers.

38 Verdensbanken, 01-04-2012, http://www.worldbank.org/en/country/china/overview.

39 Verdensbanken, 01-04-2012, http://databank.worldbank.org.

40 IHS Jane's, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 01-04-2012.

41 Verdensbanken, 01-04-2012, http://www.worldbank.org/en/country/china/overview.

42 Verdensbanken, 01-04-2012, http://data.worldbank.org/indicator/SI.POV.2DAY/countries/1W?- display=default.

43 Verdensbanken, 01-04-2012, http://databank.worldbank.org.

44 Wang, Y. (2010). China's Response to the Unipolar World: The Strategic Logic of Peaceful Development. Journal of Asian and African Studies, Vol. 45, p. 554.

45 Liew, L. H. (2010). US Trade Deficits and Sino-US Relations. Journal of Contemporary Asia, Vol. 40(4), p. 659ff.

46 EU, 02-04-2012, http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113436.pdf. EU regnes her for en samlet aktør.

47 Verdensbanken, 01-04-2012, http://databank.worldbank.org.

48 Liew, L. H. (2010). US Trade Deficits and Sino-US Relations. Journal of Contemporary Asia, Vol. 40(4), p. 658.

49 Den mest betydningsfulde regionale organisation for internationalt samarbejde i regionen. Brunei, Cambodja, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Filippinerne, Singapore, Thailand og Vietnam er faste medlemmer.

50 ASEAN, 02-04-2012, http://www.aseansec.org/19585.htm.

51 ASEAN, 02-04-2012, http://www.aseansec.org/23222.htm. 52 Strategier hvor stater støtter op om den mest magtfulde eller mest truende stat.

53 EU, 02-04-2012, http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113436.pdf.

54 Yahuda, M. (2004). The International Politics of the Asia-Pasific (2. udg.). Oxon: Routledge, p. 281.

55 Odgaard, L. (2009). Metternich and China's Post-Cold War Grand Strategy. København: Forsvarsakademiet, p. 8.

56 Nye Jr, J.S., Jisi, W. (2009). Hard Decisions on Soft Power. Harvard International Review, Vol. 31(2), p. 19.

57 Mahnken, T. G. (2011). Secrecy & Stratagem: Understanding Chinese Strategic Culture. Sidney: Lowy Institute for International Policy, p. 11f.

58 Odgaard, L. (2009). Metternich and China's Post-Cold War Grand Strategy. København: Forsvarsakademiet, p. 8f.

59 Walt, S. M. (2009). Alliances in a Unipolar World. World Politics, Vol. 61(1), p. 93.

60 Hansen, B., Toft, P., Wivel, A. (2009). Security Strategies and American World Order: Lost Power. Oxon: Routledge, p. 5.

61 Ross, R. S. (2006). Balance of Power Politics and the Rise of China: Accomodation and Balancing in East Asia. Security Studies, Vol. 15(3), p. 358.

62 Wang, Y. (2010). China's Response to the Unipolar World: The Strategic Logic of Peaceful Development. Journal of Asian and African Studies, Vol. 45, p. 560.

63 Yahuda, M. (2004). The International Politics of the Asia-Pasific (2. udg.). Oxon: Routledge, p. 282f.

64 Odgaard, L. (2012). China and Coexistence: Beijing's National Security Strategy for the 21st Century? Woodrow Wilson Center Press/Johns Hopkins University Press, p. 91ff.

65 Conduct of Parties in the South China Seas beskriver generelle retningslinjer for håndtering af konflikten i det Sydkinesiske Hav. Det er dog ikke et juridisk bindende dokument.

66 Raine, S. (2011). Beijing's South China Sea Debate. Survival, Vol. 53(5), p. 75f.

67 Roy, D. (2005), Southeast Asia and China: Balancing or Bandwagoning? Contemporary Southeast Asia, Vol. 27(2), p. 310f.

68 ASEAN, 03-04-2012, http://www.aseansec.org/23222.htm.

69 Walt, S. M. (2009). Alliances in a Unipolar World. World Politics, Vol. 61(1), pp. 89 og 97f.

70 Lawrence, S. V., Lum, T. (2011). U.S.-China Relations: Policy Issues. Washington: Congressional Research Service, pp. 2 og 5.

71 Mahnken, T. G. (2011). Secrecy & Stratagem: Understanding Chinese Strategic Culture. Sidney: Lowy Institute for International Policy, p. 11ff.

72 Odgaard, L. (2012). China and Coexistence: Beijing's National Security Strategy for the 21st Century? Woodrow Wilson Center Press/Johns Hopkins University Press, p. 91ff.

73 White House. (2010). National Security Strategy. Washington: The White House, p. 1f.

74 Hemmings, J. (2011). The Potential for Sino-US Discord in the South China Sea. The RUSI Journal, Vol. 156(2), p. 90ff. 75 Lawrence, S. V., Lum, T. (2011). U.S.-China Relations: Policy Issues. Washington: Congressional Research Service, p. 72.

76 Dobbins, J. Gompert, D. C., Shlapak, D. A., Scobell, A. (2011). Conflicts with China: Prospects, Consequences, and Strategies for Deterrence. RAND, p. 8f.

77 Walt, S. M. (2009). Alliances in a Unipolar World. World Politics, Vol. 61(1), p. 92.

78 The stopping power og water er et geostrategisk begreb, der beskriver de vanskeligheder, stormagter har ved at projicere magt over store havområder.

79 Dobbins, J. Gompert, D. C., Shlapak, D. A., Scobell, A. (2011). Conflicts with China: Prospects, Consequences, and Strategies for Deterrence. RAND, p. 3f.

80 IHS Jane’s, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 04-04-2012.

81 Office of the Secretary of Defense (OSD). (2011). Annual Report to Congress: Military and Security Developments Involving the People's Republic of China. Washington: Department of Defense, p. 34.

82 Muligheden for at fremføre atomvåben med interkontinentale ballistiske missiler, strategiske bombefly og ubåde.

83 IHS Jane’s, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 04-04-2012.

84 Lawrence, S. V., Lum, T. (2011). U.S.-China Relations: Policy Issues. Washington: Congressional Research Service, pp. 2 og 5.

85 Hansen, B., Toft, P., Wivel, A. (2009). Security Strategies and American World Order: Lost Power. Oxon: Routledge, p. 5.

86 Walt, S. M. (2009). Alliances in a Unipolar World. World Politics, Vol. 61(1), p. 91.

87 Yahuda, M. (2004). The International Politics of the Asia-Pasific (2. udg.). Oxon: Routledge, p. 281.

88 Odgaard, L. (2009). Metternich and China's Post-Cold War Grand Strategy. København: Forsvarsakademiet, p. 8.

89 Lawrence, S. V., Lum, T. (2011). U.S.-China Relations: Policy Issues. Washington: Congressional Research Service, pp. 1 og 12ff.

90 Raine, S. (2011). Beijing's South China Sea Debate. Survival, Vol. 53(5), pp. 70 og 72.

91 Odgaard, L. (2012). China and Coexistence: Beijing's National Security Strategy for the 21st Century? Woodrow Wilson Center Press/Johns Hopkins University Press., kap. 4.

92 Strategier hvor stater opbygger og moderniserer militære kapaciteter, samt opretter og vedligeholder formelle og/eller uformelle alliancer med henblik på at matche de kapaciteter, som den mest magtfulde eller truende stat besidder.

93 Mahnken, T. G. (2011). Secrecy & Stratagem: Understanding Chinese Strategic Culture. Sidney: Lowy Institute for International Policy, p. 11ff.

94 White House. (2010). National Security Strategy. Washington: The White House.

95 Lawrence, S. V., Lum, T. (2011). U.S.-China Relations: Policy Issues. Washington: Congressional Research Service, pp. 2 og 5.

96 Raine, S. (2011). Beijing's South China Sea Debate. Survival, Vol. 53(5), p. 75f.

97 Department of Defence (DOD). (2012). Sustaining U.S. Global Leadership: Priorities for the 21st Century Defense. Washington: Department of Defense, p. 2.

98 Raine, S. (2011). Beijing's South China Sea Debate. Survival, Vol. 53(5), pp. 72 og 75.

99 Hansen, B., Toft, P., Wivel, A. (2009). Security Strategies and American World Order: Lost Power. Oxon: Routledge, p. 19.

100 IHS Jane's, Military and Security Assessments Intelligence Centre, 12-04-2012.