Af professor Nikolaj Petersen, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Denne artikel er skrevet på grundlag af Dansk Udenrigspolitisk Instituts (DUPI) udredning til regeringen om "Grønland i den kolde krig" (1997). DUPI’s udredning afgives på bestyrelsens ansvar. Forfatteren er medlem af DUPFs bestyrelse og deltog i den arbejdsgruppe, som udfærdigede rapporten; indeholdte synspunkter tegner kun forfatteren.
Når regeringen den 29. juni 1995 fremlagde en kort redegørelse for Folketinget om "visse aspekter af Thule-sagen", havde det baggrund i to forhold. For det første havde Udenrigsministeriet fået forelagt klare indikationer af, at Grønland i 1960'erne regelmæssigt, dvs. dagligt, var blevet overfløjet af amerikanske bombefly medførende brintbomber. For det andet havde man i ministeriets gemmer genfundet det såkaldte H.C. Flansen-papir fra november 1957, hvori stats- og udenrigsminister H.C. Hansen tilsyneladende gav grønt lys for placeringen af kernevåben på amerikanske baser i Grønland. Efterfølgende bad regeringen Dansk Udenrigspoli tisk Institut (DUPI) om at udarbejde en historisk redegørelse om "USA’s overflyvninger af Grønland med atomvåben, for Thule-basens rolle og de faktiske hændelsesforløb i periodem, herunder den danske beslutningsproces i perioden".
DUPI's redegørelse "Grønland under den kolde krig 1945-68", der offentliggiordes i januar 1997, tager både overflyvnings- og stationeringsaspektet op. Hovedresultatet er, at der mellem 1958 og 1968 fandt regelmæssige overflyvninger sted med kernevåben, samt at der i 1958 samt fra 1959 til 1965 var stationeret kernevåben til tre forskellige formål i Tilule. I denne artikel gennemgås materialet til dokumentation af den sidstnævnte problemstilling, dvs. den fysiske tilstedeværelse af kernevåben i Grønland.
Et vigtigt bevis for tilstedeværelsen af disse våben er naturligvis den amerikanske redegørelse til den danske regering fra juli 1995. Denne redegørelse har ganske vist ikke stået til rådighed for DUPI, men nok er kendt af den til at muliggøre en rekonstruktion af hovedindholdet. Redegørelsen siger kort, at der i 1958 i ca. 8 måneder var placeret fire flybomber, enten atom- eller brintbomber, på Thule sammen 15 ikke-nukleare komponenter, hvilket formentlig skal forstås som 15 bomber, hvortil de nukleare dele skulle tilføres fra USA, før de kunne armeres og anvendes. Desuden omtaler den amerikanske redegørelse tilstedeværelsen af 48 kernesprængladninger til luftforsvarsformål i perioden 1959 til 1965.
Kernevåbenfør 1957-58?
Inden en nærmere omtale af disse forhold kan der være grund til at stille sig spørgsmålet, om der ikke har været kernevåben på Thule før 1958 og før H.C. Hansen-papiret. Een amerikanske redegørelse siger, at undersøgelsen hviler på originale dokumenter tilbage til 1958, så den kan ikke tages som dokumentation for, at der ikke kan have være kernevåben på Thule før dette tidspunkt.
Vi kender da også til en række planer og forberedelser til placering af kernevåben i Thule før 1957-58. Allerede ved årsskiftet 1952-53 diskuterede man på højeste amerikanske plan at bygge kernevåbenfaciliteter på Thule og deployere ikke-nukleare dele af bomber dertil, ligesom forskellige planlægningspapirer fra perioden taler om en forestående udstationering af kernevåbenenheder til Thule. Mere konkret ved vi, at der i sommeren 1954 blev bygget et kernevåbenlager på Thule, og at dette ved en inspektion i foråret 1955 blev fundet egnet til oplagring af atombomber, men ikke brintbomber; til det sidste formål var portene for smalle. Det fremgår imidlertid også af det amerikanske luftvåbens papirer, at besøgende fly på Thule ikke medførte atomvåben, og at der heller ikke på basen var kvalificeret personel til at håndtere kernevåben. Det vigtigste indicium er dog, at den interne diskussion i Washington forud for henvendelsen til H.C. Hansen i efteråret 1957 ikke giver nogen mening, hvis der forud derfor var eller havde været stationeret kernevåben i Grønland. Det, som henvendelsen gik på, var som bekendt, om Danmark ville ønske at blive underrettet, hvis USA (i fremtiden) placerede kernevåben i Grønland. Der henvises i den interne diskussion til, at lagerfaciliteter er til stede i Thule, men der er ingen antydning af, at de endnu havde været brugt til deres formål.
Kernevåben i Grønland 1958-65
Efter at USA havde fået, hvad man betragtede som et grønt lys fra H.C. Hansen, gik det imidlertid stærkt. Mindre end 2 uger efter H. C. Hansen-papiret var overgivet til den amerikansk; ambassadør, optrådte 1lth Aviation Depot Squadron (ADS), en specialenhed til håndtering af kernevåben, på Thule-basens liste over udstationerede enheder. Formålet med at sende enheden til Thule var givetvis at forberede modtagelsen af kernevåben på basen, hvilket passer fint med den amerikanske opgivelse af, at disse blev udstationeret på basen i februar 1958. Den amerikanske
redegørelse sætter endvidere varigheden af deployeringen til ca. 8 måneder, hvilket ligeledes passer med, at 1lth ADS den 13. oktober blev beordret til pr. 1. december at flytte til en amerikansk kernevåbenbase i England. Kort efter fik Thule-basen ordre til at returnere sine træningsvåben fra krigsreserven - der var ikke længere behov for at indøve procedurerne omkring strategiske kernevåben i Thule.
Den amerikanske redegørelse fra 1995 taler desuden om 48 kernevåben, der var placeret mellem 1959 og 1965, indtil den amerikanske hærs luftforsvarsprogram i Thule blev nedlagt. Dette er en klar reference til de 24 affyringsramper til Nike Hercules luftforsvarsmissiler, som hæren stillede op i Thule i 1958, og som blev taget ned igen i 1965. Der var således 2 kernevåbensprængladninger per affyrings rampe.
Men var der andre kernevåben i Thule udover dem, som nævnes i den amerikanske 1995-redegørelse? Det var der, nemlig som bevæbning af den halve eskadrille luftforsvarsjagere af typen F-102A Delta Dagger, der var stationeret på basen fra 1958. Der er tre klare indicier herfor. For det første blev eskadrillens fly i 1961 modificeret til at kunne medføre den nukleare version af Falcon-missilet, der var F-102A's hovedbevæbning. For det andet indøvede eskadrillen efterfølgende nukleare angrebstaktikker, således at den i 1963 kunne erklæres for "nuclear capable". Og for det tredje omtaler basens operationsplan fra 1962 muligheden for "Broken Arrow" - kodeordet for en kernevåbenulykke - i forbindelse med Falcon- missilerne. Der kan derfor ikke være tvivl om, at eskadrillen var nukleart bevæbnet, og meget tyder f.eks. på, at den under Cuba-krisens forhøjede beredskab i oktober november 1962 stod startklar med sine Falcon-missiler ombord. Eskadrillen blev endelig trukket tilbage fra Thule i 1965. Efter at Thules samlede luftforsvar i 1965 blev nedlagt er der ingen tegn længere på kernevåben på Thule.
Mens det er ret ligetil at forklare, hvorfor luftforsvaret på Thule blev nukleart udrustet (det var ganske enkelt amerikansk standardprocedure), kan der ikke gives nogen helt overbevisende forklaring på placeringen af de fire flybomber m.v. i 1958. Selv om man medregner muligheden for tilførsel af de nukleare dele til de 15 ikke-nukleare komponenter, var der tale om en begrænset deployering, der desuden ganske kortvarig. Det sidste kan hænge sammen med, at det amerikanske luftvåben i slutningen af 1958 med kort varsel opgav at videreføre Thule som en operativ base for Strategic Air Command. Selve deployeringen kan forklares med, at det var kotyme at placere kernevåben på SAC's baser, uanset at der ikke på Thule var stationeret bombefly, der kunne anvende bomberne. Mere specifikt kan våbnene have været tiltænkt enten fly, som efter planerne skulle stationeres på Tbule, men som aldrig blev det, eller også (mere sandsynligt) som genforsyning af fly, der vendte tilbage fra missioner mod Sovjetunionen, og som i Thule kunne få våben ombord til en anden angrebsbølge.
Dette er imidlertid hypoteser. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad formålet var med placeringen af flybomberne i Thule. Med den stærkt begrænsede tid, som DUPI har haft til rådighed for sin undersøgelse, har det ikke været muligt at trænge dybere ned i dette spørgsmål, som derfor må overlades til senere forskning. De amerikanske militære arkiver er utroligt omfattende, og et eller andet sted i dem gemmer forklaringen sig givetvis.
Ønsket om ikke at vide
Undersøgelsen har således vist, at der mellem 1958 og 1965 var placeret tre forskellige typer kernevåben på Thule-basen. Vidste de danske politikere så dette? Spørgsmålet er relevant, idet Danmark begyndende i 1957 udviklede en kernevå benpolitik, i henhold til hvilken der ikke måtte indføres og placeres kernevåben på dansk territorium, inkl. passage af dansk Sø- og luftterritorium. Da en amerikansk B-32 bombefly med 4 kernevåben ombord styrtede ned ud for Thule i januar 1968, udtalte statsminister Jens Otto Krag da også følgende: "Som bekendt er der i overensstemmelse med regeringens politik ingen atomvåben inden for dansk område. Det gælder også Grønland, og der kan derfor ikke ske overflyvning af Grønland med flyvemaskiner med atombomber". Krag var nok her mindre end oprigtig, idet han i 1966 havde fået fuld besked om overflyvningerne ved et besøg i SAC's hovedkvarter, hvor han endda havde ført en samtale over radioen med en B-52 pilot flyvende højt over Grønland.
Efter denne opfattelse af kernevåbenpolitikkens indhold kunne der naturligvis langt mindre ske fysisk oplagring af atomvåben i Grønland. Problemet her var blot, at H.C. Hansen-papiret i 1957 efter den amerikanske opfattelse, som næppe kan anfægtes, havde givet grønt lys for en sådan oplagring. Dette var Krag fuldt klar over; i 1959 betroede han således sin dagbog, at han var betænkelig ved H.C.s "stiltiende given grønt lys for US atomvåbens oplagring på Grønland". Han fortsatte med det spørgsmål, om man måske i Washington kunne "søge oplysning om, hvad faktisk er sket". Krag havde således ikke på dette tidspunkt nogen konkret viden om, hvorledes USA havde fulgt sagen op. Men da det kom til stykket, gjorde han ikke noget for at få afklaret spørgsmålet.
Herved fulgte Krag et mønster, som prægede hele det officielle Danmarks omgang med spørgsmålet; man var simpelthen ikke på højeste politiske plan interesseret i at vide noget. H.C. Hansen havde i 1957 indirekte, men klart nok frabedt sig at blive spurgt, hvis amerikanerne anbragte kernevåben i Grønland, og i 1959 skrev chefen for Udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Dr. Schram-Nielsen, overensstemmende hermed i et notat, at "regeringen ikke (havde) ment at burde efterforske, hvorvidt der fra tid til anden - eller konstant - er oplagret atomammunition inden for de specielle amerikansk-drevne forsvarsområder på Grønland".
Denne holdning er ikke så uforståelig, som den umiddelbart kan forekommer, for hvad skulle man gøre med en eventuel viden om kernevåben i Grønland, når man ikke offentligt mente at kunne vedstå den? Når man ikke mente at kunne sige offentligt, at den atompolitikken ikke gjaldt for Grønland?
Den officielle benægtelse
Men regeringen gik faktisk ud over ønsket om ikke at vide ved konkret at benægte forekomsten af amerikanske kernevåben i Grønland. Indtil Krags erklæring i 1968 skete det dog kun i indirekte form over for offentligheden, for forbløffende nok blev regeringen aldrig stillet over for direkte spørgsmål herom, hverken i Folke tinget eller fra sovjetisk side. I sommeren 1961 blev der fra SF stillet spørgsmål om "atomvåben på dansk område", hvortil statsminister Kampmann kort svarede, at "der ikke er placeret atomvåben, og at en sådan placering ikke påtænkes." Dette var for så vidt i orden, hvis man ikke medtænkte Grønland, men få dage senere gav Statsnnnisteriet Udenrigsministeriet besked om, at udtalelsen også gjaldt Grønland, hvilket gjorde den faktuelt forkert. Udenrigsministeriet protesterede ikke, men en randbemærkning i et papir om, at "statsministeren har bestemt, at der ikke er atom våben i Grønland", afspejler en klar skepsis over for Kampmanns forsøg på at defi nere virkeligheden efter det politisk belejlige.
Året efter fik benægtelsen en ekstra drejning. Under Cuba-krisen i 1962 kom spørgsmålet op på et ministermøde, og i henhold til det kortfattede referat svarede statsminister Krag, udenrigsminister Hækkerup og forsvarsminister Poul Hansen, "at der, såvidt de vidste, ikke fandtes atomvåben der, og at sandsynligheden talte derimod". I 1965 skrev Hækkerup i sin bog "Danmarks Udenrigspolitik", "at der ikke er placeret atomvåben der", altså i Grønland. Dette var korrekt fra september 1965, hvor Nike Hercules-missilerne blev trukket tilbage fra Thule, men formuleringen var taget fra et udenrigsministerielt referat fra 1963.
Man kan således konstatere, at det fra 1961 var officiel dansk politik, at der ikke var kernevåben på Grønland, uanset at der ikke var noget belæg for at hævde dette, og uanset at man ikke havde søgt at verificere påstanden. Baggrunden herfor kan have været en forståelse af, at Thule fra ca. 1960 fortrinsvis tjente varslingsformål og kun mere indirekte var knyttet til den strategiske offensiv. Men hvad vidste man egentlig?
Viden i det danske system
Spørgsmålet om viden eller formodninger er vanskeligt at trænge ned i, fordi man netop ikke ville vide noget. Krag kendte til, hvad han opfattede som H.C. Hansens grønne lys, og må derfor have stillet sig spørgsmålet, om ikke det var blevet udnyttet. Desuden var nukleariseringen af det amerikanske forsvar såvel som NATO-forsvaret i Europa en offentlig kendt sag; det var derfor naturligt at spørge sig, om ikke luftforsvaret af Thule var baseret på nukleare våben.
Endelig blev der indrapporteret forhold fra forbindelsesofficeren i Thule til danske myndigheder, som i hvert fald for de indviede måtte afsløre tilstedeværelsen af kernevåben. Fra 1959 rapporteredes jævnligt om "Broken Arrow"-øvelser og - situationer i Thule, dvs. simulerede eller faktiske kernevåbenuheld, deraf en gang (1962) vedrørende jagereskadrillen og en gang (1965) vedrørende Nike Hercules- missilerne. Bortset fra meldingerne om nødlandinger med kernevåben (som var en lidt anden problemstilling) synes disse informationer ikke at være trængt igennem til det politiske niveau. Meldingerne fra Thule var i øvrigt helt faktuelle og tonløse i deres karakter. Dette afspejlede formentlig, at forbindelsesofficeren ikke havde nogen stående ordre om at være særlig opmærksom på tegn på kernevåbenaktivitet, men vel snarere fornemmede, at der ikke var stor interesse herfor i København. Ligeledes havde de embedsmænd, der håndterede indberetningerne, formentlig en god fornemmelse af, hvilke informationer der burde gå opad i systemet. Politikerne ønskede ikke viden og fik den derfor kun i højst nødvendigt omfang, f.eks. i forbindelse med nødlandinger.
Hensynene bag den officielle politik
Med stationeringen af kernevåben på Thule mellem 1958 og 1965 og med 1960'er- nes daglige overflyvninger af Grønland med kernevåben er det klart, at den offi cielle kemevåbenpolitik ikke i praksis gjaldt for Grønland, omend alt blev gjort for at sløre dette forhold. Da kernevåbenpolitikken blev proklameret i 1957, var der da heller ikke tænkt på Grønland, men udelukkende på Syddanmark. I og med at dette ikke blev gjort klart fra starten, kom man i stadig større vanskeligheder, der kun kunne løses ved, at man dekreterede en politisk korrekt, men ikke eksisterende virkelighed. Dette var dog ikke noget nyt i dansk grønlandspolitik. Faktisk gik mønsteret helt tilbage til gennemførelsen af 1951-overenskomsten med USA, hvor regeringen Eriksen-Kraft på det kraftigste afviste, at Thule skulle tjene den strategiske offensiv, og i stedet fastslog, at traktaten udelukkende tjente forsvaret af Grønland.
DUPI's undersøgelse har vist, at mens man fra dansk side udmærket var klar over, at man med de grønlandske forsvarsområder ydede et væsentligt bidrag til alliancens og USA’s sikkerhed (og et bidrag, som kunne opveje det begrænsede bidrag til det fælles forsvar, som blev stillet op i Syddanmark), gik man udadtil stille med det. Man havde ingen interesse i at publicere Grønlands bidrag til opretholdel sen af den vestlige afskrækkelse af Sovjetunionen eller i at vide, hvori den konkret bestod. Hvorfor ikke? To - for det meste uudtalte - hensyn går igen og igen i de interne overvejelser om Grønland: Opinionen og Sovjetunionen. Efter de herskende politiske vurderinger ville det svække opbakningen bag dansk sikkerhedspolitik, om kendsgerningerne om Grønland blev lagt åbent frem, og man ville kun tjene kommunisternes sag ved at give dem en åben angrebsflanke. Endvidere ville det belaste forholdet til Sovjetunionen, hvis disse ting kom frem. Begge hensyn var relevante nok, men blev de formentlig tillagt alt for stor vægt.
Hvad angår Sovjetunionen, var den sovjetiske regering næppe dårligere informeret om udviklingen på de grønlandske baser end den danske regering. Det mærkelige er blot, at Sovjetunionen kun i meget begrænset omfang brugte Grønland mod den danske regering. Det blev aldrig fra sovjetisk side påstået, at der var kernevåben på Grønland, selv om en sådan påstand ville kunne have sat regeringen en alvorlig skræk i livet. Det er derfor ikke givet, at en større dansk åbenhed omkring Grønland ville have eksponeret os stærkere over for Sovjetunionen. Og hvad kunne Sovjet så i øvrigt gøre udover at protestere?
Så var der opinionen, som givetvis havde svært ved at acceptere de rammer, som den kolde krig satte for sikkerhedspolitikken. Ubehaget ved alliancepolitikken rakte fra venstrefløjen langt ind i Socialdemokratiet og prægede ikke mindst radikal politik. Dette skabte et reelt problem for Socialdemokratiet som regeringsbærende parti i stort set hele perioden, både i forhold til egne vælgere og medlemmer og i forhold til den naturlige politiske partner, de radikale. Men spørgsmålet er, om ikke også her en større åbenhed om de valg, man mente at måtte træffe, på længere sigt ville have skabt en større grad af accept af politikken og en mere reel debat af Grønlands rolle under den kolde krig.
