Log ind

Kaptajn Mouritz Friedenreich, hærens første militærhistoriker

#

Major Ole A.Hedegaard har i denne artikel valgt at fortælle om en af vore første militærhistorikere, kaptajn Mouritz Friedenreich. Det er ikke mindst takket være major Ole A.Hedegaards store indsats på området, at vi i dag har et bredt kendskab til mange af vore militærhistorikere. Traditionen tro, er artiklen en engageret og positiv biografi. Forfatterens afsluttende bemærkninger ve dr. datidens censur bør mane til eftertanke. Mange militærhistoriske værker er fortsat præget af dette bånd.

»De Tryk-Feyl, som findes, lader sig undskylde hos dem, der ikke giør sig en Ære og Fortieneste af, at finde Feyl i alle Ting«.

(Af forordet til »Kong Christian den Femtes Krigshistorie«).

Man kunne på sin vis benævne kaptajn af artilleriet Mouritz Friedenreich for en dansk militær Saxo. Han er den første officer i hæren, der har påtaget sig og gennemført at skrive en begivenhedsrig del af hærens historie. Det skete med hans store 2-binds værk »Kong Christian den Femtes Krigshistorie«, som udkom i København i årene 1758 og 1765. Det er den krig, vi i vore dage benævner Skånske Krig fra 1675-79. Dette værk er den første egentlige fremstilling om en væsentlig del af den danske hærs krigshistorie, og kaptajn Friedenreich bliver derved hærens første officer, der samtidig har været militærhistoriker. Vi ved desværre ikke ret meget om harn og tilblivelsen af hans værk. Kilderne er få og sparsomme, og at tegne et egentligt portræt af kaptajnen, lader sig desværre ikke gøre. Ikke desto mindre fortjener hans person og krigshistoriske værk en omtale i dette Selskabs tidsskrift, da begge hidtil upåagtet har vegeteret i historiens mørke. Studien er disponeret således, at der først blotlægges, hvad der har kunnet findes af biografiske oplysninger om kaptajn Friedenreich. Dernæst underkastes hans værk en bedømmelse og vurdering.

Det primære kildemateriale indskrænker sig til at være hans værk og en række dokumenter med påtegninger i »Landetatens arkiv, Krigskancelliet, Overkrigssekretærens ekspeditioner, Refererede sager« i Rigsarkivet^). Endvidere, hvad der findes i kirkebøger etc. om hans slægt. Det har ikke været muligt at konstatere, om der findes levende medlemmer i en efterslægt. Den senere militærhistoriker blev født 1732 i Sennels i Thisted amt som søn af provst Johannes Friedenreich i Stege og hustru Maren Goiske^). I 1750 blev han student fra Hillerød lærde skole og året efter »Baccalaurus«^), hvorefter han studerede ved universiteterne i Rostock, Lund og Jena. I forbindelse hermed havde han lejlighed til i 1756 under Syvårskrigens start at overvære den sachsiske hærs nederlag og kapitulation til preusserne ved den befæstede lejr ved byen Pima ved Elben, sydøst for Dresden, byen, der led så meget både under Trediveårskrigen og Syvårskrigen^). Det var en oplevelse, der prægede ham så dybt, at han besluttede at blive officer i den danske hær. Hvad det er, han konkret har oplevet, ved vi ikke, men under alle omstændigheder har han fattet interesse for fortifikationsvæsenet, og han har udarbejdet nogle forslag inden for denne disciplin, som han til støtte for sit andragende fremsendte til kong Frederik V^). Vi råder ikke over akter, der detaljeret kan følge sagens gang, men under alle omstændigheder blev Friedenreich beordret til tjeneste i hæren 1757. 1758 udnævntes han til kar. fænrik ved fodgarden. Han er formodentlig allerede ved sit møde ved hæren, måske før, begyndt at samle stof til sit krigshistoriske værk, for allerede i 1758 udkom første bind. Friedenreich fandt ikke tjenesten i den danske hær, der ikke havde været brugt siden afslutningen af Store nordiske Krig 1720, for tilstrækkelig tilfredsstillende, når man gerne ville avancere. I lighed med mange andre officerer søgte han kongen om tilladelse til for en periode at gå i udenlandsk krigstjeneste®). I 1759 udnævntes han til kar. løjtnant og modtog s.å. majestætens tilladelse til at gå i fremmed krigstjeneste. Han indtrådte i den berømte hertug Ferdinand af Braunschweigs hær. Hertugen (1721-92) var preussisk generalløjtnant og førte i Syvårskrigen for sin svoger Frederik II den forenede preussisk-engelske hær mod franskmændene i det vestlige Tyskland^). Han fik officersbestalling i hertugens engelske legion, »la legion britannique d’artillerie«, d.v.s. hannoveranske tropper. Han må have været noget af en militær begavelse, for han fik hurtigt kommandoen over hele 10 kanoner og fungerede ydermere som ingeniørofficer ved avantgarden®). Den 13. september blev han taget til fange af franskmændene, men udveksledes. Under belejringen af Kassel udmærkede han sig og blev derfor 1761 udnævnt til kaptajn. Hans tjeneste i fremmede hære medførte, at han sammenlagt deltog i ni felttog og to belejringer®). I juli 1761 var han beskæftiget med fæstningsarbejder om byen Hamebi ved Weser i Niedersachsen. Han ønskede nu at forlade sin tjeneste i den hannoveranske hær og komme tilbage til Danmark, helst med sin nuhavende grad kaptajn. Hans andragende herom, forfattet helt i overensstemmelse med enevældens bønskrifter, også for officerer, er bevaret. Det er stilet til den danske øverstkommanderende generalløjtnant Conrad Vühelm ^eve Ahlefeldt (1708-91) og lyder:

»For nærværende Tiid er ieg efter Ordre ved det nye Citadels Andlæggelse ved Hameln, som formedelst sin naturlige Situation og tülige Kunst bliver et Mesterstykke i fortificationen. Naadigste Herre! da ieg ingen andre Hielpere har end Deres HøyGrevelige Excellence, saa beder ieg underdanigst, at Deres HøyGrevelige Excellence vil have den Naade, at presentere denne Plan, og ved Deres formaaende Forbøn og Forestilling udvirke hos hans Majestæt, at ieg kand nyde i mit Fædreneland den Charge og Gage, som ieg her iblandt fremmede have. I dybeste Underdanighed udbeder ieg mig den Naade at tegne mig

Deres Høy-Grevelige Excellence

Høj^^elbaame Hr. Generallieutenant

Naadigste Herre

Deres

underdanigste tiener

V. Friedenreich

Hameln d: 20. Juli 1761. Capitain Ingenieur«^^)

Han fulgte 17. juli 1762 brevet op med et andragende om at måtte få majors karakter, da han fandt, at hans militære fortid og viden berettigede til det. Samtidig fremsendtes til Ahlefeldt en plan over »Bataillen ved Warburg d: 31. Juli (1761), som ieg tilligemed flere Actions har bevaret«. Han tilføjede, taktisk klogt, at »de øvrige Plans, samt adskillige maaskee vigtige Optegnelser paa det merkværdigste her i Krigen er passeret, agter ieg selv at have den lykke at kunde overlevere i Deres Høy-Grevelige Excellences egen Haand^^). Man skal jo ikke vise alle sine kort på én gang! Generalløjtnant Ahlefeldt støttede ham, og vi kan i nogen grad følge sagen gennem Krigskancelliets supplikprotokol. Hans ansættelse i den danske hær som kaptajn kunne kongen tiltræde, men han fik ikke sit ønske om udnævnelse til major, hverken kar. eUer af linien, efterkommet. Han ansattes 18. januar 1764 som kar. kaptajn af artüleriet^®). Herefter kan intet mere ad arkivalsk vej belyse hans videre karriere. 1766 blev han gift med Marie Knudsen (død 1783), datter af overgraver ved HeUigaands kirke i København, et giftermål, som med datidens æreskodex for officerer og den honnette ambition nok ikke var særligt velset, selv for en borgerlig officer^^). Han arbejdede derpå videre på en fortsættelse af bind 1 af sit krigshistoriske værk. Det udkom 1765. Efter ansøgning blev han afskediget 12. november 1767^*^). Friedenreich bosatte sig herefter som privatmand på en gård på Sjælland, men solgte den 1780, og efter en længere udenlandsrejse 1783 bosatte han sig i Stege, hvor han døde 11. august 1798'®). Vi vil herefter vende os til hans værk om Christian V’s krigshistorie. 2-binds værket findes i dag i fem xpl. i offentlige biblioteker, to i Det kongelige Bibliotek, ét i Statsbiblioteket i Århus og to i Det kongelige Gamisonsbiblioteks Specialsamling. Om der findes xpl. i privat eje, vides ikke"). Gamisonsbibliotekets to xpl. er af ens udseende og indbinding. Begge er i oktav (18x22 cm) og indbundet i svært helbind aflysebrunt kalveskind, som tidens både nådeløse og bevarende tand har ændret til en varm mørkebrun, patineret tone. Bind 1 er på 330 og bind 2 på 370 sider. Bind 1 bærer på forpermen en gylden påskrift: »C.RR. Det Kongl. Milit. Selsk. paa Giethuset« og er altså fra Gamisonsbibliotekets allerførste tid i 1780’eme. På indersiden af forpermen er påklistret en seddel med teksten: »Forært af H: M: Kongens Regiment«. Bind 1 er tilegnet kong Fredrik V og bind 2 kronprins Christian, den senere kong Christian VII (1766-1808). Begge bind er trykt hos »Lars Nielsen Svare, boendes udi Skindergaden« i København og forsynet med udførlige emneinddelinger og personregistre. Hvornår eksemplarerne er kommet til selskabet på Giethuset fra Kongens Regiment (i dag Sjællandske Livregiment), har ikke kunnet efterspores. Forfatterens ærbødige tilegnelse til den allerøverste krigsherre fortjener at gengives in extenso:

BILLEDE HER

Fig. 1. Titelblad fra kaptajn Mouritz Friedenreichs værk »Kong Christian den Femtes KrigsHistorie«, bd. 1. På sekundærsiden over for er som frontispice placeret et kobberstik af Fr. V, i hånden førende kommando(marskal)stav som tegn på den øverstkommanderendes myndighed.

Foto: Forsvarets Filmtjeneste

»Stormægtigste Monarch! Allernaadigste Arve-Herre og Konge!

Med allerdybeste Undseelse nedlægger ieg for Deres Kongelige Majestæts Throne den Første Deel af Høystlovlige Ihukommelse Kong Christian den Femtes Krigs-Historie. En færdigere og bedre Pen burde have udført saa stor en Helts Bedrifter. Da ingen hidindtil har foretaget sig at giøre denne store Monarchs Helte-Gierninger ved Trykken bekiendt, har ieg overvundet de Vanskeligheder, som ved et saadant Arbeyde kunde forekomme. Lyst til Krigen har indskrænket min Fliid til Krigs-Historien. Denne Krigs viise og lykkelige Indretning og Udfald, har givet mig Anledning at skrive, alleeneste for at levere det i Deres Kongelige Majestæts Allernaadigste Hænder. Store Konge! Det er ikke ved Krig, at Fæderne-Landet nu har sin Lyksalighed, men ved en Fred, som Deres Kongelige Majestæts viise Zepter allene tilveyebringer. Deres Kongel. Majestæts For-Fædre have skaffet sig Ære-Støtter ved Seyer. leg maatte tabe Pennen, om ieg tragtede efter at affskildre Deres Kongelige Majestæts Storhed, i at opreyse Sig en ævig Erindring, ved at styre tvende Riger inden Roeligheds-Grændser, udi den største Krigs-Lue. Allernaadigste Konge! Den Naade med hvilken Deres Kongelige Majestæt ansaae det af mig midt udi disse nærværende Krigs-Uroeligheder forfærdigede Kort, om den ved Pima indtagne Saxiske Leyer, har giort mig dristig til at haabe, at Deres Majestæt med lige milde Øyne anseer dette Skrift og hosføyede Tegninger. Maatte jeg finde den Naade, at blive anset værdig, at kunde tiene Deres Kongelige Majestæt og mit Fæderne-Land ved Krigen, da vil ieg agte den Tid for lyksalig, som ieg, med Bekostning, har anvendt paa at lære de mathematiske Videnskaber, for at giøre mig beqvem til at viise mig som 

Deres Kongelige Majestæts

Allerunderdanigste troe Tienere Kiøbenhavn,

Friedenreich«.

den 31 Mart. 1758.

Forfatteren indleder sit forord med beskedent at understrege, at det er ikke »for at faae mit Navn paa Skribenternes Liste, at ieg herved leverer en Historie om Høylovlige Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Femtes Krige. Kierlighed til mit Fædrene-Land har drevet mig til at læse dens Historie med Begierlighed ...« Han anfører videre en tidløs betragtning, som enhver officer kan tiltræde: » ...o g den Sammenhæng en Krigs Udfald har med den tilkommende Tilstand for et Land, bevidner noksom, at en Krigs-Historie bør regnes iblandt den Deel af Historien, der fortiener en synderlig Opmærksomhed«^^). Trods forskellen på ca. 560 år kan det vel i nogen grad forsvares at sammenligne ham med Saxo Grammaticus. Friedenreich skriver som denne, bredt, livfuldt og malende, pletvis med dybsindige, evt. moraliserende udfald, når han føler det fornødent. Han passer selvføgelig på aldrig at lange ud efter den enevældige konge og hans nærmeste mænd. I så fald var hans værk aldrig passeret gennem censuren. Han giver - i lighed med fx. sin samtidige Ludvig Holberg - gerne sin egen djærve mening til kende, helt i tidens stil. I hans indledning, lige før han går over til at skildre krigsudbruddet og de første sammenstød, giver han en livlig, veloplagt beskrivelse af vort lands forhistorie, som nok blot skal tages som en lyrisk, farverig introduktion og appetitvækker: »At de nordiske Riger og iblandt dem Danmark, lige saa vel, om ikke meere end andre, kand bryste sig af sine Indvaaneres Stridbarhed, er en bekiendt Sag. Knap kand nogen Part af Europa fremvise saa mange Helte, som det kolde Norden. Det synes, ligesom Naturen har dannet disse Landes Indbyggere tü kiækkere Soldater end de, som boer, hvor Solens Hede er stærkere ...« Efter en omhyggelig udredning af den politiske forhistorie, en præsentation af de danske og svenske styrker og deres opmarch, gennemgås i bind 1 krigen indtil og med 1676. Når senere militærhistorikere laster ham for næsten kun at benytte trykte kilder, er dette overspUlet og uretfærdigt. I hans mange kortfattede noter under hver side fremgår det tydeligt, at selv om han primært støtter sig til den foreliggende litteratiar, fx. Holbergs og Piifendorfs store historiske værker, har han dog adskillige steder, fx. udtog af breve mellem kongen og de øverste førere, med^®). De mange anførte danske og udenlandske værker, der anføres som kilder, viser, at han ikke har skyet noget arbejde for at have et så bredt grundlag som muligt. I forordet til bind 2 oplyser han også, at han ved universitetet i Lund har indsamlet oplysninger, formentlig til belysning af den svenske hær og flåde. Fælles for de to bind er en række glimrende foldede kobberstik, forestillende enten landkort eller slagscener, fæstningsværker eller søslag. En række af dem bærer Friedenreichs signatur »Friedenreich del«. (Friedenreich delineavit = F. har tegnet det.) Nederst står også kobberstikkerens navn »I. Haas sc«. (I. Haas sculpsit = I. H. har stukket det.) Hvordan det end forholder sig, har forfatteren tilsyneladende selv kunnet levere kunstnerisk forsvarlige forlæg, der kunne udføres kobberstik efter. Johan Haas (1720-75) var universitetskobberstikker i København og bl.a. kendt for sin illustrering af Pontoppidans »Danske Atlas« (1763-64)^®). Friedenreichs skildringer af de militære krigsbegivenheder er fortættet og formentlig ofte helt i pagt med virkeligheden, men der er en bemærkelsesværdig forskel på 1. og 2. bind i den henseende. Da Friedenreich skrev bind 1, havde han aldrig personligt deltaget i krig. I bind 2 mærker man tydeHgt en langt større modenhed og erfaring m.h.t. krigsførelse og livet i en hær. Det er her, den erfarne frontofficer, der har gjort krigstjeneste i en stormagtshær, skriver og nu ganske nøje har forståelse for, hvad han beretter om, selv om de begivenheder, han afmaler, ligger ca. 80 år tilbage i tiden. Forskellen på krigsførelsen i Skånske Krig og Frederik den Stores krige har ydermere ikke været nær så stor som mellem fx. 1864 og 1914-18. Senere danske militærhistorikere har bedømt hans værk meget negativt og ukvalificeret. Det er ikke rimeligt. Selvfølgelig er det i vore dage umuligt at bruge som kilde, men det er der en forklaring på, som må med i bedømmelsen. Den første militærhistoriker, der bryder staven over værket, er oberst H. W. Harbou (1853-1918) i Brickas biografiske Leksikon fra 1887. Han skriver, at »F.s Adkomst til at erindres beror paa, at han lige indtil ind i det 19. Aarh. var den eneste, der udførligt havde behandlet et Afsnit af den danske Krigshistorie; men dette hans eneste Arbejde er for Nutiden saa at sige uden Værdi paa Grund af den ringe Benyttelse af utrykte Kilder og den kritikløs’panegyriske Fremstilling«^^). Denne hårde, unuancerede dom, der er fældet ud fra Harboes egen tid, bliver kolporteret af den næste militærhistoriker, der har omtalt fremstillingen, major Gordon Norrie (1886-1966). Han skriver i en fremstilling om »Hærstabens historiske Arbejder«: »... Den var næsten udelukkende bygget på trykte kilder, og kun undtagelsesvis var forfatteren tyet til det store utrykte materiale, der fandtes i arkiverne og på Det kgl. Bibliotek. Værket må desværre betegnes som kritikløst, skamrosende og derfor værdiløst«^^). Også major Norrie bedømmer udelukkende efter sin egen epoke d.v.s. det kgl. Geheimearkiv var på Friedenreichs tid den enevældige kongemagts, hvor man under lås og slå opbevarede »rigens sacra«, og slet ikke åbne for enhver som i vore dage. Havde Friedenreich henvendt sig i Geheimearkivet og bedt fx. om at måtte se brevvekslingen mellem Christian V og Griffenfeldt, var han givet nærmest blevet sparket ned ad trapperne, og man ville have anset ham for forstyrret i hovedet. Man kan slet ikke sammenligne historiske studier på Holbergs tid med dem i vore dage, hvor alle statens arkiver iflg. lovgivningen er offentlige for alle landets borgere. Den sidste militærhistoriker, der kritikløst viderefører de to førnævntes alt for summariske og ubillige synspunkter, er oberstløjtnant Helge Klint (1909-78). Han skriver i 1970 i sin bog »Militærhistorie«: »... men værket bygger næsten udelukkende på trykte kilder, og det er set med nutidens øjne næsten værdiløst, fordi fremstillingen er kritikløs og skamrosende«^^). Sandt nok, men ingen af de tre officerer synes at erindre, at Friedenreich - og alle andre forfattere - var underkastet censurens strammende bånd. Der har eksisteret censur i Danmark i henhold til kanonisk ret siden den katolske tid og var for datiden noget ganske naturligt. Ved kirkeordinansen af 1537 bestemtes, at censuren skulle udøves af universitetet, medens Danske Lov (1683) bestemte, at udøvelsen af censur skulle påhvile dekanen i hver enkelt af universitetets fakulteter^^). Først i Struensees kortvarige magtperiode indførtes for første gang uindskrænket trykkefrihed (reskript af 14.9.1770), men afskaffedes snart igen. Først med Grundloven af 5. juni 1849 får vi egentlig trykkefrihed. Friedenreich kunne altså ikke udarbejde og få trykt et historisk arbejde, der rettede mere eller mindre berettiget kritik mod kongemagten og dennes overhoved. Det er ikke for intet, at sidste tekstside inden registrene bærer et manende »Imprimatur. J. C. Kali«. Det latinske ord betyder »må trykkes«, og Johan Chr. Kali (1714-75) var professor ved universitetet. Han var den, der af statsmagten var udset til at gennemlæse Friedenreichs værk og påse, at der i det ikke var optaget kritik eller for monarken og kongemagten krænkende eller nedvurderende udtalelser^^). Det er derfor urimeligt at forvente en nøgtern, objektiv og kritisk fremstilling af en krig, ført under den regerende konges lige så enevældige oldefader. Det kunne fra et militært og personalhistorisk synspunkt have været interessant at vide, hvorfor en oprindelig så idealistisk og erfaren officer som Friedenreich, der både åndeligt og militært spændte så vidt, opgav sin militære karriere og allerede i 1767 tog sin afsked. Kilderne mæler dog intet herom, og efterverdenen er altså henvist til mere eller mindre luftige gisninger uden holdepunkter. En af disse kunne måske være, at han følte eller vidste, at han ikke kunne avancere yderligere. Kaptajn Friedenreich fik dog med sit store værk om Skånske Krig sat sig en varig bautasten i vor hærs militære kulturhistorie, en bautasten, det har glædet nærv. officer at kunne afdække.

Ole A. Hedegaard.

NOTER

1. Krigskanc., § 48 og 25.

2. Art.off., bd. 2, 289 f - Bricka, bd. 5, 394 - Hirsch, 445 - Forsøg, 325.

3. Bricka, bd. 5, 394 - »Baccalaurus«: Nylat. ord af ukendt oprindelse. I udlandet indehaver af den laveste akademiske grad, der måtte tages inden magister- el. doktorgraden, jf. Hagerup, bd. 5, 379.

4. Bricka, bd. 5, 394 - Bruun, bd. IV, 13 f.

5. Krigskanc., § 48 og 25 m. bilag - Hirsch, 445.

6. Krigskanc., § 48 og 25 m. bilag - Tuxen, 238 ff - Rockstroh, 185.

7. Krigskanc., § 48 og 25 m. bilag - Hagerup, bd. 3, 671.

8. Krigskanc., § 48 m. bilag - Art.off., bd. 2, 289 f.

9. Art. off., bd. 2, 289 f.

10. Krigskanc., § 48 m. bilag - Hirsch, 445.

11. Ibid. - Rockstroh, 433 - Ahlefeldt blev senere overkrigssekretær (en blanding af forsvarschef og forsvarsminister) og general af kaval., jf. Bricka, bd. 1, 131 f.

12. Krigskanc., § 48 og 25 m. bilag.

13. Art.off., bd. 2, 289 f - Hirsch, 445.

14. Hirsch, 445 - Bricka, bd. 5, 394 - Art.off. bd. 2, 289 f.

15. Ibid.

16. Ibid.

17. Oplys, fra div. bibl. - Dahl, 184 ff.

18. F.s bd. 1 og fortalen 1. side - Nordlunde, 43 ff.

19. Fx »Statholder Gyldenl. Brev til Kongen, dat. Wennerborg den 27 Junii 1676«, jf. bd. 1, s. 186 - Holbergs »Danmarks Riges Historie« udkom 1732-35 og er med sin lyse disp., sine sunde domme og livfulde fremstil, hans hovedværk og stadig tiltrækkende - Tyskeren, friherre Samuel Pufendorf (1632-94), i sv. tj., udgav en række hist. arbejder, bl.a. om SV. hist., jf. Hagerup, bd. 8, 353.

20. Bricka, bd. 5, 394 - Tuxen, 129 - Dahl, 184 ff.

21. Norrie, 4.

22. Klint, 51 - Oplys, fra Rigsark.

23. Hagerup, bd. 2, 362 f.

24. Bricka, bd. 9, 86 f.

UTRYKTE KILDER

Landetaten, Krigskancelliet, Overkrigssekretærens ekspeditioner. Refererede sager, Rigsark.: 16/9 1761, § 48 og 7/7 1762, § 25, begge m. bilag (fork.: Krigsark.) Hirsch, J. C. W.: »Danske og norske Officerer 1648-1814«, I-XII, håndskr., mikrofilm i Det kgl. Garnisonsbibliotek.

LITTERATUR

Biografiske oplysninger om Faste Artilleriofficerer af linien tjenstg. i perioden 1764 til 1889 i Danmark, i Holsten (indtil 1864) og i Norge (indtil 1814), udarb. af P. I. Liebe og E. Borgstrøm på grundlag af kaptajn Georg Lütkens notater i Rigsark. 3. Afd., Hærens Arkiv, udg. af Det kgl. Garnisonsbibl., I-IV (Kbh. 1978) (fork.: Art.off.). Bricka, C. F.: »Dansk biografisk Lexikon«, bd. 1-19 (Kbh. 1887-1905), (fork.: Bricka). Bruun, Daniel: »Krig gennem Aartusinder«, bd. IV (Kbh. 1908), (fork.: Bruun). Bøggild-Andersen, H. O. og Edward C. J. Wolff: »Bogbindets Historie« (Kbh. 1945). Dahl, Svend: »Bogens Historie« (Kbh. 1970), (fork.: Dahl). Hagerups ill. Konversationsleksikon, I-X (Kbh. 1948-53), (fork.: Hagerup). Hedegaard, Ole A.:»Krigshistoriske studier«, tr. Mil. tidsskrift, februar 1970, 69 ff. Hedegaard, Ole A.:»Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie« (Kbh. 1979). Hedegaard, Ole A.: »Generalløjtnant A. P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor« (Kbh. 1982). Hedegaard, Ole A.: »General C. L. de Saint-Germain og den danske hær 1761-1767. En militærorganisatorisk undersøgelse« (1987), manus, i Det kgl, Garnisonsbibl. Jørgensen, Ellen: »Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800« (Kbh. 1931). Klint, Helge: »Militærhistorie« (Kbh. 1970), (fork. Klint). Lange, Wilh. H.: »Das Buch im Wandel der Zeiten«, 6. Aufl. (Wiesbaden 1951). Nordlunde, C. Volmer: »Bogtrykkets Historie for Bogvenner« (Kbh. 1961), (fork.: Nordlunde). Norrie, Gordon: »Hærstabens historiske Arbejder«, till, hæfte nr. 1/1966 t. Mil. tidsskrift, særtryk af Hist. Tidsskrift (fork.: Norrie). Rist, P. Fr.: »Fra Støvlet-Tiden. Kulturhistorisk Bidrag til det attende Aarhundredes Karakteristik« (Kbh. 1884). Rockstroh, K. C.: »Udviklingen af den nationale Hær i Danmark«, bd. III, (Kbh. 1926), (fork.: Rockstroh). Tuxen, A. R: »Poul Vendelbo Løvenørn. Udarbejdet ved Generalstaben« (Kbh. 1924), (fork.: Tuxen). Vaupell, Otto: »Den danske Hærs Historie til Nutiden« etc., bd. 2 (Kbh. 1876),