I det sidste halve års forsvarsdebat er man gang på gang fra såvel politisk som militær side vendt tilbage til spørgsmålet om forøgelse af forsvarets „faste kerne“. Ikke alene er dette nemlig den første betingelse for at kunne nedsætte den værnepligtiges tjenestetid, men det er reelt set også betingelsen for, at forsvaret, kan gå automatiseringens tidsalder i møde med et nogenlunde be­rettiget håb om at klare problemerne.

Er dette da muligt? Kan man forøge tilgangen af mather? Fra militær side bar man ikke stillet sig alt for optimistisk. En kendsgerning er det da også, at man ikke har været i stand til at fremskaffe en tilstrækkelig tilgang til blot at dække det nuværende behov. Og dog antages der hvert år ca. 1400 mather til forsvaret, men det er altså langt fra nok. Hvad kan man da gøre for at skabe en forøget tilgang?

Inden jeg forsøger at besvare dette spørgsmål, var det måske på sin plads at kaste et blik på det nuværende matli-materiale — dels af hensyn til den videre diskussion af spørgsmålet, dels fordi der knytter sig mange vrangforestillinger til spørgsmålet om ma- thernes kvalitet..

Mathmaterialet i forsvaret — betragtet under eet — kan ka­ rakteriseres således: ca. 50 % af de antagne er under 18 år ved antagelsen, knapt halvdelen kommer fra landet, hver femte er fag­ lært og af resten har halvdelen mindst mellemskoleeksamen og halvdelen folkeskoleuddannelse — de sidste er fortrinsvis land­ brugsmedhjælpere, arbejdsdrenge, bude og søfolk.

Uddannelsesmæssigt ligger mathgruppen i forhold til værne­ pligtsgruppen ca. 50 % dårligere, hvad angår faguddannelse; til gengæld ligger den næsten dobbelt så godt, hvad angår skoleud­ dannelse.

Intelligensmæssigt hævder mathgruppen sig udmærket, hvilket fremgår af nedenstående tabel, der viser en mathårgang sammen­ lignet med en værnepligtsårgang m.li.t. intelligens:

Intelligensgruppe     MH    VP

1. 1—4                         27%  51%

   5—9                         73%  49%         
   (1 angiver lavt og 9 højt intelligenstal)

   På det karaktermæssige såvel som på det intelligensmæssige område sker der ved mathantagelsen en sortering, som er langt hårdere end den kassation, som finder sted på sessionerne (hvor der højst kasseres op til 2 % af mentale grunde). Hvor man på sessionerne kun kasserer de virkeligt sjæleligt afvigende, afviser man ved mathantagelsen fra 30—50 %, hvoraf næsten alle senere bliver udskrevet som værnepligtige.

   Lad være, at mathvalget muligvis ofte er den sidste „erhvervs- chance“, som det er blevet hævdet. Men i så fald må man snarere tillægge det sociale end psykologiske årsager. At man f. eks. ikke kan få en læreplads er formentlig snarere et miljø-karakteristi­kum end et tegn på manglende begavelse eller dårlig karakter.

   Skal man vurdere mathmaterialet i sin helhed, er der næppe tvivl om, at det må siges at være et godt materiale, som ikke mindst på det intelligensmæssige område ligger bedre end et normalt værnepligtsmateriale. Denne konklusion gælder for forsvaret som helhed, men selv om der er en del forskel på de enkelte værn (flyvevåbnet ligger en del bedre end hæren og søværnet), lader konklusionen sig dog opretholde for hvert værn betragtet for sig.

   Hvad kan man gøre for at forøge tilgangen af mather?

   1. Skabe større tilfredshed hos matherne med såvel tjenestevil­ kårene som fremtidsudsigterne.

   Der er næppe nogen tvivl om, at spørgsmålet om at skabe for­ øget tilgang er intimt forbundet med tilfredsheden med og effek­ tiviteten af den bestående m atliordning. Sålænge der såvel fra m i­ litær side som fra mathernes rækker udtrykkes den dybeste util­ fredshed med tingenes nuværende tilstand, når man ikke meget længere. Det rygtes nemlig hurtigt på arbejdsmarkedet, om for­ svaret er en god arbejdsgiver for matherne.

   Hvad er matherne da utilfredse med? Dels med, at deres fremtidsudsigter generelt set er meget dårlige og dels med, at deres hele placering og anvendelse i det m ilitæ re m iljø er uheldig.

   A. PLACERING OG ANVENDELSE.

   Mathstillingen er som bekendt oprettet for få år siden (i sø­ værnet dog i 1932), hvilket vel nok er den sandsynligste forkla­ ring på, at man i almindelighed endnu ikke — hverken fra befa- lingsmændenes eller de værnepligtiges side — fuldt ud har accep­ teret matherne. Dette synes desværre at være tilfældet — generelt set — selv om der er forskelle fra værn til værn og fra tjeneste­ sted til tjenestested. Een ting er nemlig i princippet at anerkende mathordningen — noget helt andet er i dagliglivet at anerkende matherne.

   Hvad kan forklaringen være på dette forhold, hvis betydning for hele mathproblemet, er åbenbart?

   Man må nok først gøre sig klart, at det vel fra starten har været så som så med at anerkende selve mathordningen. Enhver nyskabelse støder sædvanligvis på en vis modstand og udløser visse aggressive følelser i omgivelserne. Dette har utvivlsomt også været tilfældet med mathordningen. Man burde imidlertid have ventet, at disse følelser havde fortaget sig i løbet af et par års tid. Sådan gik det ikke, tværtimod blev modstanden større, selvom den gan­ ske vist nu fik en drejning imod mathmaterialet i stedet for imod selve mathordningen. Det blev almindeligt at give matherne skylden for, at mathordningen ikke virkede tilfredsstillende. Det var mathernes kvalitet, der var noget galt med — mente mange. Da der er gode objektive grunde til at hævde, at dette ikke er tilfældet, må man nok snarere søge forklaringen i socialpsykologiske forhold — og derfor placere ansvaret, hvor det rettelig hører hjemme: i de pædagogiske forhold.

   Socialpsykologisk set er der næppe nogen tvivl om, at math- stillingen er en meget vanskelig stilling, i princippet både hørende til meniggruppen og til frivilliggruppen.

   Befalingsmandsgruppen kan nemlig ikke anerkende mathen som befalingsmand, da mathen nu engang ikke har kommandoret og iøvrigt er menig specialist. Matlien bliver nødt til at vende sig til værnepligtsgruppen, for blot at opdage, at her bliver han heller ikke accepteret som ligemand. Værnepligtsgruppen kan nemlig heller ikke anerkende mathen som en af „sine egne“ — fordi ma­ then er frivillig og derfor slås i hartkorn med de faste befalings- mænd. Ydermere kommer hertil værnepligtsgruppens fortrydelse over, at matlien „svælger“ i penge, mens den selv må undvære — og det endog til trods for, at mathen og den værnepligtige ofte ud­ fører parallelt arbejde. Og som sidste moment: mathen er trods alt en konkurrent for den værnepligtige, og derfor skal han ka- nøfles.

   Mathen er derved fra starten anbragt svævende frit i luften — hverken anerkendt af befalingsmands- eller værnepligts­ gruppen som en af „vore egne“. Hvorhen skal han vende sig for at finde et ståsted? Hvordan skal han vurdere sig selv?

   Forsøger han at optræde som befalingsmand, bliver han stødt tilbage såvel af befalingsmænd som menige — reaktionen er kraftig og åbenlys fra begge grupper. Forsøger han sig som værne­ pligtig, går det også galt, men her er forholdene lidt mere kom­ plicerede. Det et vanskeligt for ham at tage sit udgangspunkt i vær- nepligtsgrppen, fordi man der nedvurderer ham og er åbenlyst fjendtligt indstillet imod ham. Tvinges han alligevel til at tage sit udgangspunkt i værnepligtsgruppen, hvor han altså vurderes lavt, kan det kun medføre en ringe selvvurdering og en ringe selvre­ spekt. På den anden side kan befalingsmandsgruppen heller ikke anerkende, at matlien fuldt ud tager sit udgangspunkt i værne­ pligtsgruppen, da han jo er frivillig — og det forpligter. At befa­ lingsmanden ikke vil anerkende matlien som befalingsmands-kol- lega, men nok som frivillig-kollega medfører sædvanligvis 1) at han vil være tilbøjelig til at nægte mathen den prestige, som føl­ ger med frivilligheden, nemlig befalingsmandsprestigen med herhenhørende rettigheder og privilegier, 2) at befalingsmanden vil mene det yderst rimeligt at kræve den pligt og ansvarsfølelse m. v., som for liam er det karakteristiske for frivilligheden, d.v.s. for for­ svarets faste befalingsmænd.

   Det man således fra befalingsmandsside i virkeligheden for­ langer af mathen er, at han skal havn status som en va’rnepligtig, men sjælelige kvaliteter som en befalingsmand. Dette turde være en vanskelig opgave, som mathen da gennemgående heller ikke magter.

   Jeg tror, at den afgørende pædagogiske fejl ved mathordnin- gen har været, at man fra ledende hold ikke fra starten var op­ mærksom på, at mathen var i denne særdeles vanskelige udgangs­ position. Tog man på tjenestestederne ikke effektive foranstalt­ ninger til at løse mathordningens pædagogiske problemer, var re­ sultatet faktisk givet på forhånd.

   Den videre udvikling kan i store træk skildres således:

   På de allerfleste af forsvarets 9 mathskoler gives der gennem­ gående matherne en god uddannelse. Tiden et vel udnyttet, uddan­ nelsen er effektiv og beliggende på et højt niveau, mathernes plads i det militære hieraki er nøje fastlagt, og mathernes selvvur­ dering er som følge heraf sikker. Hertil kommer, at det ofte lyk­ kes skolernes dygtige, imod matherne positivt indstillede pa-dagoger at skabe en stærk korpsånd, hvorved der i mathgruppen opstår gode normer for arbejde og opforsel. Matherne er næsten alle til­ fredse og tilpasningen er god. Forventningerne til fremtiden er store.

   Ved mathens møde med den barske virkelighed som skildret ovenfor, er han lige ved at tabe både næse og mund. Fra en sik­ ker position styrtes han med dags varsel ud i det store intet. Han kan ikke længere benytte de standarder, vurderinger og normer, han lærte på mathskolen, thi forholdene i skole- og arbejdsmiljø er vidt forskellige. Og han mødes ikke, som den unge befalings­ mand, af et fast normsæt, sikre regler og en fast basis for sin egen og andres vurdering af hans position — tværtimod møder han i reglen en svingende vurdering, snart negativ, snart positiv. Der er faktisk ikke noget at sige til, at han bliver forvirret.

   Hver enkelt math er i virkeligheden overladt til selv at finde en løsning på, hvordan han kan være befalingsmand og menig på en og samme tid.

   Dette bliver ikke bedre af, at der rent faktisk er en meget stor forskel i anvendelsen af matherne fra tjenestested til tjenestested: her bliver han anvendt som menig, der som befalingsmand — her som hjælpeinstruktør, der som specialist.

   Værst af alt: han kan heller ingen rigtig støtte få hos sine egne matlikammerater, da de er lige så forvirrede som han selv og lige så fortvivlet som han selv forsøger at indrette sig efter miljøets krav, kravene fra befalingsmandsgruppen såvel som kra­ vene fra værnepligtsgruppen. Mathgruppen er altså endnu en me­ get løst struktureret gruppe, for ny, for lidt anerkendt, for lidt sammensvejset, for spredt og for ivrig efter at indrette sig efter forholdene — kort sagt for svag. Derfor danner mathens egen gruppe en dårlig basis for hans selvvurdering.

   Når jeg er gået så detaljeret ind på disse problemer skyldes det, at gruppetilhørsforholdet som basis for selvvurderingen spil­ ler en meget stor rolle — for mathen såvel som for os andre. Vor optræden er i meget høj grad bestemt af den gruppe, vi tilhører. „Det forpligter at være befalingsmand“, siger vi og forsøger så ef­ ter bedste evne at indrette os efter den norm, som gruppen fore­ skriver som værende rigtig.

   At mathens selvvurdering som skildret er højst svingende, be­ tyder derfor først og fremmest, at han snart orienterer sig imod befalingsmandsgruppens normsæt, snart imod værnepligtsgruppens, d.v.s. snart optræder mathen som befalingsmand, snart som værne­ pligtig. Som naturligt er, vil han ofte vælge at optræde som vær­ nepligtig, hvad angår pligterne og som befalingsmand, hvad angår rettighederne.

   Værnepligtsgruppens reaktion herimod er som ventelig yderst fjendtlig: hvorfor skal mathen have flere rettigheder end den værnepligtige? De aggressive følelser i værnepligtsgruppen vokser endnu nogle tommer — krigen imod matherne slår ud i lys lue: „Math-math-psykopat“ og „Dum-dummere-math“ bliver krigens slagord.

   Men også i befalingsmandsgruppen er reaktionen voldsom: „Frivilligheden forpligter“ er det stadige omkvæd til kravet om en større indsats af mathen end af de værnepligtige. Opdager befa­ lingsmanden, at et sådant „mathen-er-vel-frivillig“-krav ikke opfyl­ des, vil han i reglen blive forarget, glemmende, at han se'v har været med til at presse mathen bort fra befalingsmands-normsæt­ tet. Stiller mathen modsat krav om rettigheder og privilegier, vil befalingsmanden blive lige så forarget som før, glemmende at han denne gang har været med til at presse mathen væk fra værne­ pligts-normsættet.

   Resultatet var altså forargelse og manglende aceeptation i så­ vel befalingsmands- som værnepligtsgruppen: matlierne er et dår­ ligt menneskemateriale! Man gav åbenlyst og skjult udtryk for, at man ikke respekterede matherne. F. eks. viste befalingsmænd ofte enten direkte eller indirekte, at de foretrak værnepligtige frem for mather, hvilket jo, når man er matli, ikke netop kan virke som en inspiration.

   Det blev god tone at nedvurdere matherne. Som en chef for en af forsvarets mathskoler engang gjorde stillingen op over for mig: „Når man møder en mand, der ser ud som et svin, kan man være sikker på, at det er en math“ — eller som en chef offentligt engang sagde om sine mather, „at de var en samling dovne, overbe­ talte labaner“.

   Matherne var nu placeret lavt — langt under de værnepligtige. En konsekvens heraf var, at befalingsmændenes tolerance-tærskel blev meget mindre (og latente aggression større) over for matherne end over for de værnepligtige. Gjorde en værneplig­ tig noget galt, var det undskyldeligt (og i øvrigt nød værnepligtige jo samfundets og dermed befalingsmændenes bevågenhed), lavede en math noget lignende, var det utilgiveligt. (Der tænkes her ikke så meget på juridiske forseelser som på almindelige tjenesteydel­ ser). Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Er man først fjendtligt indstillet imod matherne, ligger det i sagens natur, at matherne og deres handlinger kun kan fremtræde i et dårligt lys: „Generalen har frabedt sig mather som chauffører“.

   Ved siden af det oprindelige problem om mathens manglende gruppetilhørsforhold, kom nu altså hertil en ret udbredt fjendtlig­ hed og desrespekt, samt den lave vurdering af mathgruppen som helhed, den lave prestige.

   Ved status forstår jeg den enkeltes oplevelse af, hvordan om­ givelserne vurderer ham eller hans gruppe, med andre ord oplevet prestige. Status, ved vi, er af afgørende betydning for såvel de nor­ mer, der opstår indenfor den snævrere gruppe (her mathgruppen), som for den måde, den enkelte følger normerne i den videre gruppe (her: kompagniet eller orlogsskibet). Til høj status svarer der gode normer: effektive arbejdsvaner, stor pligt- og ansvarsfø­ lelse, interesse og idealisme, høj identifikationsgrad og solidaritets­ følelse over for gruppen. Til lav status det modsatte. Selv om vi til daglig er tilbøjelige til at betragte disse karakteristika som ab­ solutte karakteregenskaber, der er evige og uforanderlige, er dette ret beset, ikke tilfældet. De er først og fremmest et resultat af tidligere og eksisterende gruppetilhørsforhold. Enhver af os har let­ tere ved at udføre vor pligt, når omgivelserne forventer det af os. Man vokser som bekendt med opgaven — fordi der til større op­ gaver hører større forventninger i omgivelserne.

   Men tilbage til mathen, der næppe kunne andet end føle, at hans status var meget ringe. Han voksede ikke med opgaven, da han gik fra skole til arbejdet. Tværtimod blev han ringere, fordi hans status aftog fra mathskolen til det virkelige liv — føl­ gende et modsat mønster end befalingsmandens, hvis status (i kraft af gruppen) i reglen vokser fra skole til det virkelige liv. Da ma- tlierne på mange tjenestesteder ikke engang havde så stor status som de værnepligtige, er der derfor ingen grund til at undre sig over, at der opstod uhensigtsmæssige normer i mathgruppen og dårlig efterlevelse af de normer, man fra officielt hold opstillede som ønskværdige. Formuleret på klassisk vis, opstod der en dårlig moral i mathgruppen.

   Medvirkende hertil var også — ved siden af selve statuspro­ blemet, hvilket er et socialt-psykologisk fænomen — at mathen blev skuffet i sine forventninger, hvilket er et individual-psykolo- gisk fænomen. Og mathen blev ikke alene skuffet over at møde fjendtlighed og lav prestige, hvor han havde forventet at møde anerkendelse og respekt. Men han blev også skuffet over, at uddan­ nelse og arbejde ikke viste sig at svare særlig godt til hinanden. Det var og er fortsat ikke nogen sjældenhed, at matherne sættes til ukvalificeret arbejde eller til arbejde, som i alt fald ikke føles som en naturlig forlængelse af den uddannelse, som de modtog på mathskolen. Motormather i hæren kører ikke alle steder så farligt meget bil, har normalt intet at gøre med bilreparationer (hvilket de i alt fald lærte noget om på mathskolen), men tilbringer på mange tjenestesteder tiden med servicearbejde og lignende. Tele- teknikermatlier i søværnet forretter delvis tjeneste som sonar-, ra­ dar- og plottermatlier, delvis som vagtsmænd og dæksgaster, hvor de troede, at de skulle være teknikere i ordets egentlige forstand.

   Få ting er mere ødelæggende for moralen end skuffede for­ ventninger. Kommentar m.li.t. mathgruppen turde være overflødig.

   At arbejdet ikke svarede til uddannelsen er matliernes stadigt gentagne klagesang. Ved vurderingen af dette forhold, må man dog erindre, at klagen kan være et udtryk for matliernes generelt set dårlige tilpasning. Man skal jo have et eller andet at hænge sin hat på, og for mathen er det måske ikke så let at at definere sin utilfredshed, at snakke om gruppetilhørsforhold, selvvurdering, status og prestige, hvorfor han griber det håndgribelige: arbejdet er ikke, hvad han havde ventet.

   Sådan blev mathens skæbne ikke just misundelsesværdig. Hans skæbne blev' den typisk tilpasningsvanskeliges — med den evige kamp for at opnå anerkendelse. Men det skal siges, at han havde hårde odds at kæmpe imod: da han ikke fra starten fik den håndsrækning, som alene havde kunnet klare problemerne, var hans kamp domt til at mislykkes. Han tabte da også sin udsigtsløse kamp — mig forekommer det dog ikke uden en vis fortvivlet sejghed.

   Matlimaterialet var for spinkelt til at kunne klare denne til­ pasningsproces, men dot ville efter min mening ethvert mathmate- riale have været. Paradoksalt nok, er jeg lige ved at tro, at det var heldigt, at grundmaterialet ikke var bedre, end det var. Endnu bedre kvalificerede mather havde nemlig kun folt skuffelsen og utilfredsheden så meget desto større, ikke mindst fordi deres ci­ vile muligheder havde været langt bedre. Kontrasten mellem, hvad de havde kastet sig ud i, og hvad de havde kunnet opnå, var ble­ vet endnu tydeligere.

   Jeg er derfor helt overbevist om; at mathproblemet i forsvaret ikke kan løses ved det almindelige råb om et bedre materiale. Det er ikke alene en falliterklæring, det er en pædagogisk fejltagelse, ja, det ville endog — for at tale med Talleyrand — va're værre end en forbrydelse, det ville være en dumhed.

   Mathproblemet — skabt af pædagogiske svagheder — må først og fremmest løses ved pædagogiske foranstaltninger. Hvad kan der gøres?

   1) Samfundet og forsvaret må i almindelighed informeres om mathproblemet. Det må slås fast, at matlimaterialet er et godt materiale; forsvaret må vedgå sit ansvar for mathordningens fiasko og vedstå sin villighed til at udbedre sket skade. Enhver tale om mathernes ringe kvalitet og mathordningens fiasko må forstumme.

   2) Samtlige tjenestesteder må informeres om mathens vanskelige position og om de principielle og reelle pædagogiske problemer som i almindelighed knytter sig til mathordningen.

   En almindelig propaganda-kampagne inden for forsvaret må indledes for at vække interesse og forståelse for mathproblemet. 3) Vaænskommandoerne må planlægge mathernes uddannelse og anvendelse på langt sigt,

   a) ved at koordinere uddannelse og arbejde,
   b) ved at mathuddannelsen er en naturlig forberedelse til det senere arbejde,
   c) ved at den militære uddannelse, som meddeles malkerne ef­ter udnævnelsen til math følger et fast skema, er nødvendig og formålsbestemt samt fri for gentagelser.
   4) Værnskommandoerne må tra’ffe foranstaltninger, som sikrer mathernes arbejdsvilkår,

   a) ved at mather kun (fortrinsvis) må anvendes i deres spe­ cialer,

   b) ved at mather kun må bruges, hvor det er nødvendigt og ønskeligt,

   c) ved at malkerne indenfor det muliges rammer tilsikres en fast, rim elig arbejdstid og vagtstid,

   d) ved at mathernes anvendelse får et naturligt opadstigende forløb — fra det mindre kvalificerede til det mere kvalifi­ cerede,

   e) Ved at yngre mather fortrinsvis anvendes i jobs parallelle med værnepligtsjob og ældre mather i jobs nærmende sig befalingsmandsjobs (instruktører, vagtassistenter på mindre skibe o. l.)

   5) Værnskommandoerne må træffe effektive foranstaltninger til at hæve mathgruppens prestige (og heraf følgende status,

   a) ved at behandle mathgruppen som hørende til forsvarets faste folk, som man stoler på og giver ansvar, såvel arbejds­ mæssigt som i fritiden,

   b) ved at sikre matherne visse sociale goder, såsom tomands- kvarterer, særlige math-banjer, opholdsstuer o. 1.,

   c) ved at sikre matherne visse rettigheder frem for de værne­ pligtige, såsom mere frihed, færre kontrolforanstaltninger i form af landlovs- og udgangsmønstringer m. v.,

   d) ved at foretrække mather frem for værnepligtige til paral­ lelle, særlige jobs,

   e) ved at dadle mather i enrum og rose dem offentligt,
   f) ved i almindelighed at udvise respekt i ord og gerning overfor mathgruppen, samt
   g) ved at bekamipe værnepligts-aggressionen, hvor det er mu­ligt — og iøvrigt informere værnepligtsgruppen om mather­nes betydning for forsvaret og for dem selv.
   6) Værnskommandoerne må lade tjenestestederne udpege en dyg­ tig officer med pædagogiske interesser og forståelse som mathofficer, som skal

   a) sikre fastlagte programmer for mathens uddannelse og an­ vendelse,

   b) tage sig af mathernes problemer og i øvrigt være tjenstlig og moralsk vejleder for matherne, samt

   c) i almindelighed arbejde pædagogisk med mathgruppen, navnlig forsøge at skabe en god korpsånd indenfor math­ gruppen.

   7) Forsvarsministeren må sikre mathernes juridiske, tjenstlige, moralske og personlige rettigheder,
   a) ved at indføre en talsmandsordning for matherne,
   b) ved at sikre matlierne en klageordning og

   c) ved at sikre matherne foreningsrettigheder.

   B. FORBEDRE MATHERNES FREMTIDSUDSIGTER.
   Den anden hovedbetingelse for at skabe større tilfredshed hos matherne — og derigennem forøge tilgangen — var at forbedre mathernes fremtidsudsigter.

   Kun nogle ganske få procent af matherne (i søværnet dog 12-13 %) kan regne med at opnå fast tjenestemandsansættelse i forsvaret. Resten må regne med at blive hjemsendt efter fra 3-7 års tjeneste. (Muligheden for at forrette tjeneste som oversergent ioptil9årertilstede,menudnytteskunafetfåtal— isø­ værnet dog op til ca. 30 %). Hvilke muligheder har nu de, der hjemsendes?
   De, der i forvejen var faglærte, er formentlig bedre stillet, end da de blev antaget. Mathuddannelsen og tjenesten har virket som et supplement til den civile uddannelse. Denne gruppe om­ fattede ca. 20 °/c af de antagne ved antagelsen, men er ved hjem­ sendelsen noget mindre, da en del af de faglærte er gået videre inden for forsvaret.

   For eksamensgruppens vedkommende (der omfattede ca. 40 % ved antagelsen) må man regne med, at ca. halvdelen har fået en uddannelse, som direkte kan anvendes i det civile liv. Det drejer sig forst og fremmest om telegrafister, tele- og radio/radar-teknikere.
   Tilbage er mindst halvdelen (heri er ikke medregnet „plov-mather“, d.v.s. mather, der er antaget direkte fra værnepligtstje­ neste uden gennemgang af matliskole), som enten ikke i deres mathtid har modtaget en uddannelse, der direkte kan anvendes i det civile liv (artilleriskydning fører sjældent til noget — udenfor forsvaret), eller som har modtaget en uddannelse, der ikke anerkendes af arbejdsmarkedets organisationer som faglig, skønt den ret beset er det.

   Ovennævnte opgørelse omfatter alle mather i forsvaret. Ser man på mulighederne værnsvis, ligger flyvevåbnet igen bedre end søværnet og navnlig end hæren.

   Denne halvdels fremtidsudsigter ved hjemsendelsen må nær­ mest karakteriseres som yderst slette. Arbejdsledigheden er stor, mathstillingen har i sig selv ingen særlig civil prestige — matlien er ofte henvist til at starte på bar bund. Dette er altid vanskeligt, når man allerede har een uddannelse bag sig, men endnu vanske­ ligere bliver det ved, at mathen takket være forsvarets lønpolitik i sin tid som math har tillagt sig en levefod, som han sandsynlig­ vis aldrig kan nå igen. Og katastrofalt bliver det, når ens alminde­ lige arbejdsmæssige moral, indstilling til arbejde og arbejdsvaner er blevet undermineret af tjenesten som math. Så er der virkelig risiko for at havne i arbejdsmarkedets „udsigtsløse rækker“.

   Der er da også almindelig enighed om, at der må gøres noget for at forbedre mathernes fremtidsudsigter. Hvad bør og kan der gøres?

   Man må nok se i ojnene, at mulighederne for at skaffe ma- therne livs-stillinger i forsvaret er stærkt begrænsede, dels da for­ svaret kun skal bruge et vist antal befalingsmænd og dels, da der synes at være ved at ske en indsnævring af tjenestemandsbegrebet (til de mere kvalificerede stillinger).
   Men hvorledes er muligheden for at give matlierne en videre­ gående almen eller en grundlæggende faglig uddannelse, mens de forretter tjeneste som mather — som foreslået af inspektøren for forsvarets civilundervisning, Jørgen Bøgli?

   Umiddelbart forekommer tanken tiltalende, ikke mindst fordi forsvaret ad den vej kunne være med til at løse et samfundspro­ blem — de ufaglærtes alt for store gruppe. Men også fordi det tid fra et forsvarspolitisk synspunkt ville være uhyre værdifuldt, at tusinder af unge rnænd vendte tilbage til samfundet med bevidsthe­ den om at „have lært ved forsvaret“.

   Spørgsmålet er vel nærmest, om det i det hele taget er prak­ tisk muligt at gennemføre en sådan uddannelse? Ikke alle steder i forsvaret ville det være lige nemt (fx. på søværnets sejlende en­ heder), men man kunne dog sikkert nå langt, såfremt der var be­ myndigelse hertil, penge og god vilje til stede. Da muligheden for en sådan kom bination af m ilitæ re og civile uddannelser synes at være nået frem til realitetsdrøftelse i de højere stabe, skal jeg ikke fordybe mig nærmere i emnet.

   Jeg skal indskrænke mig til at påpege, hvad der for mig ser ud som den første betingelse for en sådan ordnings sukces, nemlig at den pædagogiske jordbund i og omkring mathordningen bar en tilstrækkelig karat. Så længe forholdene for matherne er som skil­ dret ovenfor, skal man ikke sætte for store forventninger til civilop­ læringens sukces. T b i så længe der i arbejdstiden skabes uhen­ sigtsmæssige arbejdsvaner, utilfredshed og tilpasningsvanskelighe­ der, så længe der i bred forstand eksisterer en dårlig moral i mathgruppen, så længe vil mathernes reelle muligheder for at yde en afgørende indsats på det civilt-betonede uddannelsesområde altid være stærkt begrænset. At leve på fritiden er noget af det sværeste Iver i livet — man kan derfor heller ikke forvente, at ma- therne vil være i stand til at foretage en „personlighedsspaltning“ : i arbejdstiden sure, passive og utilfredse — i fritiden (eller den del af arbejdstiden, som afsættes til den civilt-betonede uddannelse) glade, aktive og veltilpassede. Man gør klogt i at regne med, at det militære miljø er en belbed, hvilket jo også med al tydelighed fremgår af værnepligtsnormerne. Hvorledes ellers forklare, at så mange værnepligtige „vegeterer“ i deres fritid, mens de før og ef­ ter værnepligten målrettet ydede en indsats til at dygtiggøre sig selv?

   En anden vej til at forbedre mathernes fremtidsudsigter be­ står i at give hjemsendte mather fortrinsret til stillinger i stat og kommune, som de er i stand til at bestride. Før krigen eksisterede der en stiltiende overenskomst mellem DSB og søværnet om, at de hjemsendte fyrbødere fra søværnet havde forret til fyrbøderstillin­ ger i DSB. Noget lignende kunne utvivlsomt arrangeres på mange andre områder, såfremt vort lands politiske ledelse gik ind for ideen. M ig forekom m er det naturligt, at staten så vidt gørligt sør­ gede for „sine egne“, sørgede for ile der i en årrække havde tjent staten og samfundets interesser.

   Fadles for de to forslag til at forbedre mathernes fremtidsud­ sigter er, at de kun kan løses ved, at den politiske ledelse, er­ hvervsorganisationerne og forsvaret arbejder hånd i bånd og hver yder sit: bemyndigelse og penge ved den politiske ledelse, aner­ kendelse af den i forsvaret givne uddannelse ved erhvervsorganisa­ tionerne og en ændring af det pædagogiske klima ved forsvaret.

   Der er for mig ingen tvivl om, at en revision af mathordningen som skildret (ved at skabe tilfredshed med tjeneste og fremtids-udsigter) er den første betingelse for at skabe forøget tilgang af matlier. Jeg er lieller ikke i tvivl om, at en sådan revision i løbet af kort tid (under udfoldelse af behørig publicity) ville sætte til­ gangen betydeligt i vejret. Mulighederne er imidlertid ikke ud- tømte ved denne vej, selv om det som sagt altid vil være betingel­ sen, sine qua non. Hvilke andre muligheder er der?

2. Kaptajnløjtnant, cand. psych. Eggert Petersen.

3. (fortsættes)