Med udgangspunkt i den amerikanske hærs stabschef, general J. Lawton Co llin ’s jublende bemærkning: Noiu, wc ve got it, da ban i sin flyvemaskine forlod Nevada’s ørken sidste vinter, hvor de første forsøg med sprængningen af den taktiske atombombe havde fundet sted, har Stewart Alsop og Dr. Ralph Lapp i en storre artikel i „The Saturday Evening Post“ af 29. september 1951 fremsat nogle betragtninger, som har betydelig interesse også for en militær læserkreds. Artiklen gengives derfor lier i en noget sammentrængt form.
Betod det, at den nye atombombe kan standse den røde hær — og at alle ansvarlige militære instanser skal befries for den mare, der bar redet dem: den knusende overvægt i mandskabsstyrker, som Krem l vil mønstre, hvis krigen kommer? Hvis dette er tilfældet, betyder konstruktionen af den taktiske atombombe et vendepunkt i historien. Hvadenten generalen har ment det ene eller det andet, er tiden im idlertid nu inde til en grundig drøftelse af problemet omkring den taktiske bombe; der er h idtil antydet så meget, men der vides så lidt reelt om den. Lad os til at begynde med kaste et b lik ind i den nærmeste fremtid, f. eks. i 1953, som af Pentagon betragtes som det farligste år — og lad os antage, at Krem l har givet den skæbnesvangre ordre, som sender Sovjets og drabantstaternes umådelige hære mod vest, og lad os antage, at Vestens styrker optager kampen måske ved Rhinen, måske et helt andet sted. Dette vil blive kampen for menneskeheden. Dens afslutning vil måske se Krem l som triumferende hersker over Eurasien, U n ited States belejret og isoleret i den vestlige hemisfære. Eller det vil betyde, at de kommunistiske hære endeligt standses på deres vej, dømt til mulig opløsning og tilintetgørelse og deres kraft undergravet ved atombombning af de russiske byer og industrier.
Hvorledes vil atombomben medvirke til dette udfald af kampen? Hvis man kan drage nogen lære af fortiden, ved vi temmelig nøje, hvordan Sovjet v il forsøge på at vinde så afgørende et slag. De vil forsøge at bryde forsvaret ved deres yndede dobbelte omfatning — forsøge at omringe NATO-styrkerne og sønderslå dem, som de gjorde det med Wehrmacht ved Stalingrad og senere. De v il på forsvarets svageste punkter danne en koncentration af infanteri og artilleri m. m., som vestlige styrker aldrig nogensinde har stået overfor. Lad os betragte en så voldsom kraftkoncentration. På en front af kun 3 miles indsætter russerne hele 3 divisioner. Det er stødtropper, stopfodret med propaganda og så hårdt disciplinerede, at de accepterer døden som uundgåelig og endog attråværdig. De har til opgave at danne en slags bro med deres kroppe, over hv ilken de endelig afgørende gennembrudsstyrker kan udvikles. Inden stødtropperne bryder frem, ildforberedes angrebet med 70 artilleriregimenter og 11 morterbatailloner, som er opmarcheret i rummet bag divisionerne. Dybde ialt 5 miles. I det samme område er der også opmarcheret 4 fulde infanteridivisioner, som skal bryde frem over menneskebroen, nedkæmpe forsvaret og danne en åbning, hvorigennem panserkolonnerne kan udvikle. — Ialt er ikke mindre end 110.000 mand sammenstuvet i c c område af kun 15 kvadrat-miles. Dette er ikke et foster af fantasien. Det er en nøjagtig ; engivelse af troppeopmarclien i gennembrudspunktet ved en af d.* første russiske offensiver i den sidste krig ved Ladoga i 1943. E j heller var det et undtagelsestilfælde. „Ladoga-mønstret“ er accepteret som klassisk russisk gennembrudsteknik. Dette „mønster“ blev brugt gang på gang mod Wehrmacht og altid på nøjagtig samme måde. „Ladoga-mønstret“ er blevet hellig m ilitær doktrin, og ikke blot i Rusland. Kineserne anvendte ofte den samme taktik med masserede styrker mod F. N. i Korea. Forestil Dem nu, at den pågældende vestlige chef har erkendt koncentrationen og rekvirerer taktisk atombombe-støtte. Tre bomber med nogenlunde samme virkning som dem, der anvendtes ved Hiroshima og Nagasaki, eksploderer i en trekant over troppekoncentrationen, netop som første bølge af stødtropsdivisionerne bryder frem. Det er ingenlunde behageligt at betragte, hvad der er sket. Når paddehatteskyerne spredes, afsløres et ubeskriveligt blodbad.
Nær ved sprængningspunkterne er der selvfølgelig ikke antydning af liv — intet andet end forvredne og forkullede lig og stumper af køretøjer og våben. Længere borte bar „blæsten“ overstrøet jorden med vrag af mennesker og materiel. Mere end en mile fra sprængningspunktet skriger tusinder af soldater af smerte fra de brandsår, som bombens flammehav har tilføjet dem. Andre tusinder er tilsyneladende uskadte, blot noget fortumlede — det er vandrende dødninge, som har modtaget en fatal dosis af radioaktivitet, men som endnu ikke ved det. Dette er horribelt. Men krig er i sig selv grusom — og vestmagterne har ikke til hensigt at påbegynde en krig. For at bruge tallene fra en nøgtern statistik dræbes der 40— 50.000 af styrken på 110.000 mand, medens ca. 20.000 såres omend ikke dødeligt. Således vil mere end halvdelen af den store gennembrudsstyrke fra det ene øjeblik til det andet ophøre med at eksistere som soldater. Hvis Krem l vælger at starte en krig, vil det altså sige, at atombomben kan anvendes taktisk til at forebygge sådanne kraftkoncentrationer, som er grundprincippet i de russiske reglementer, eller til at sønderslå dem med, såfremt de alligevel dannes. Taktiske atombomber kan anvendes med afgørende virkning i denne hensigt, hvis — men der er nogle hvis’er.
For at forstå disse betingelser er det nødvendigt at undersøge, hvilke virkninger atombomben har på levende mål. En atombombe er 3 våben i eet. Lad os undersøge de 3 bestanddele i den rækkefølge, i hvilken de militære sagkyndige anser dem for mest dødbringende: Den første er heden. Eksplosionen skaber en slags miniaturesol over kamppladsen. Denne djævelske ildkugle, der skabes af en kugle af funklende Uranium 235, som ikke er større end en soft-ball, er varmere end noget andet på jorden. Denne fantastiske hede varer kun kort tid, men det svidende lyn fra ildkuglen forårsager sandsynligvis flere tab end nogen af bombens andre virkninger. En soldats udsættelse for at få en forbrænding afhænger af, hvor langt ban er fra sprængningspunktet, om der er dækkende genstande mellem ham og ildkuglen, og hvordan han er påklædt. E n afklaalt mand i åbent terrain vil utvivlsomt få en svær forbrænding endog på 1 J/> miles afstand. På den anden side vil en normalt påklædt mand med hjelm på næppe få en alvorlig forbrænding i åbent terrain på % miles afstand. 1 almindelighed regner man med, at 10 varmekalorier pr. kvadratcentimeter udsat bud — hvilket vil sige en 3. grads forbrænding — vil gøre en mand ukampdygtig. Ildkuglen vil forårsage forbrændinger af denne intensitet på godt en miles afstand under de fleste forhold.
Den anden virkning er den radioaktive stråling, livis virkningsradius ret nøje kan beregnes. E n udækket mand vil modtage en dødbringende dosis på afstande lidt under en mile. På større afstande vil Han overleve (jfr. iøvrigt M. T. 1950, side 185— 190, og side 308— 10, samt 1951, side 45— 49). Den tredje virkning er blæsten. Den vælter huse indtil l l/2 mile fra sprængningspunktet og vil derfor dræbe mange mennesker i byerne. På kamppladsen vil tabene ikke blive så store, dels fordi der lier er færre huse, dels fordi det tilsyneladende skrøbelige menneske tåler 18 gange så stærk en blæst som huse. Dog vil der blive tab, idet blæstbølgen vil rive løse genstande op — sten, træer, køretøjer, våben o. lign. — og kaste dem gennem luften med voldsom kraft, så de kan virke som dødbringende projektiler.
Som en grov regel regner specialisterne med, at den taktiske atombombe forårsager dødsfald og sårede i en afstand af omkring 1 mile fra sprængningspunktet. Der er dog visse begrænsende faktorer:
1. Den omtalte hedes virkninger på godt en miles afstand gælder kun i klart vejr. I tåget vejr kan virkningen nedsættes til det halve — hvilket er af betydning, idet fjenden ofte vil vælge sådant vejr til angreb.
2. Den modtagne dosis af den radioaktive stråling virker ikke øjeblikkeligt. Der kan gå flere timer, før symptomerne viser sig. Det vides ikke nøje, om en sådan ramt soldat kan og vil kæmpe videre, eller om ban hengiver sig til en stum og sløv fortvivlelse, således som mange af de japanske ofre gjorde det. Virkningens langsomhed må i hvert fald tages i betragtning over for levende mål.
3. Skyttehuller beskytter i et vist omfang mod den taktiske atombombe. Under den sidste krig gravede den russiske soldat fanatisk — i modsætning til amerikanerne. Som hovedregel kan siges, at et skyttehul 2— 3 fod bredt og 6 fod dybt vil beskytte en mand, der kryber sammen på bunden af det — selv på :i/j miles afstand (eller længden af 6 fodboldbaner): Blæstbolgen går ganske simpelt hen o ve' ham; han er komplet beskyttet mod heden; og den solide jord vil filtrere de farlige radioaktive stråler.
Den fordel, som den gode jord kan give soldaten, kan illustreres, når man betragter de sandsynlige tab ved „Ladoga-monstret“s koncentration til angreb. V i antog, at tabene ville andrage 60— 70.000 mand eller mere end halvdelen af styrken. Hvis man antager, at liele styrken er nedgravet i angrebsøjeblikket, vil tabene gå ned til ca. 10.000 mand. Som en grov regel regnes med, at en bombes „døds-zone“ er y2 kvadratmil, hvis alle angrebne tropper befinder sig i dybe skyttebuller — imod 21/, kvadratmil, hvis tropperne er ubeskyttede. Bomben bar altså 5 gange så stor virkning, hvis tropperne ikke er nedgravet. Denne regel er af største betydning. Moderne forsvar kræver nedgravede stillinger og en spredt forreste linie med mobile reserver i dybden. Forsvarsstyrkerne er derfor relativt godt beskyttede mod atombomben, medens angriberen må koncentrere fremrykkende styrker til gennembruddet.
Hvis krigen kommer, bliver det ikke NATO-arméen, der går til angreb i Europa. Det bliver den røde bær, og derfor kan den taktiske atombombe — trods ovennævnte begrænsninger — komme til at yde et overordentligt vigtigt bidrag til Europas forsvar, hvis, og nu vender vi tilbage til disse påtrængende hvis’er. Taktiske atombomber kan kun bidrage afgørende, hvis de kan bruges mod angriberen i stort antal. Imod flere hundrede Sovjet- og vasaldivisioner ville 3 atombomber være som nålestik, ligeledes 10 og måske 50. Spørgsmålet er derfor, om vi ved krigsudbruddet vil have nok af dem. Spørgsmålet kan delvis besvares af forsøgene i Nevada’s ørken. De viste, at man havde fået en meget større sprængvirkning af et mindre kvantum af det uvurderlige Uranium, hvorved det amerikanske atomforråd strækkes. Man kan således sige, at det amerikanske atom-potentiel er mere end fordoblet. Dette v il simpelthen sige, at U. S. A .’s strategiske luftstyrker nu har tilstrækkelig mange atombomber — flere bomber end bombere. Luftstyrkerne kan forsynes med så mange, som de kan bære, til at pulverisere fjendtlige bver og industri-områder. End og efter at den store udvidelse af det strategiske luftvåben har fundet sted. Men selv den mest lidenskabelige forsvarer for strategisk bombning tror ikke på, at en krig kan vindes alene på denne måde. Hvis krigen kommer, ligegyldigt hvor og hvordan — skal den rode bær standses. Og det er her den taktiske atombombe træder ind i billedet. I 1953 er der overvejende sandsynlighed for, at der kan rådes over 600 bomber til indsættelse imod fjendtlige tropper på jorden ved siden af bomber bestemt for strategisk bombning. Derefter vil beholdningen mulig være noget reduceret, men i adskillige måneder skulle en tilgang på gennemsnitlig 50 taktiske bomber om ugen va're mulig. Det vil sige, at man i de afgørende kampes vigtigste periode kan anvende atombomber taktisk — ikke enkeltvis, men i snesevis og i hundredevis. Hertil kommer, at Sovjet i den samme periode kun vil liave få eller ingen atombomber, der kan unddrages den strategiske bombning og anvendes taktisk (medmindre efterretningstjenestens vurdering da er helt forkert). Denne atomoverlegenhed kunne meget vel blive noglen til besejringen af den rode armé i Europa, hvis — og nu kommer vi til det andet hvis: Taktiske atombomber kan ligesom andre bomber kun anvendes effektivt, hvis den rette bombe kan blive placeret på rette sted i rette tid. Man skal ikke skyde gråspurve med kanoner. Det er således unødvendigt at anvende den kolossale 100 kilotons bombe, som blev prøvet ved forsøgene på Eniwetok i foråret 1951 mod taktiske mål. Denne bombe, der ækvivalerer med 100.000 tons T N T , og som er i stand til at pulverisere hele byer (med undtagelse af de allerstørste), ville blot øde sin umådelige kraft mod det uskyldige lerrain. I enkelte taktiske situationer, hvor der er tale om en stærk koncentration af stort omfang, f. eks. på et landgangssted, kan en så kraftig bombe finde anvendelse. I andre situationer, f. eks. punktmål, kan „små“ bomber anvendes — 5 kilotons eller deromkring. Som gennemsnit vil de fleste taktiske bomber nok være af 20 kilo-tons modellen, svarende til 20.000 tons T N T . De vil liave samme kraft som Hirosliima- og Nagasaki-modellerne, men vil være betydelig mindre af størrelse. Og størrelsen er selvfølgelig af største betydning med henblik på at få bomben placeret på rette sted i rette tid. Tidligere kunne ingen flyvemaskiner mindre end B-29 bære en atombombe. Efter Nevadaforsøgene vil det være muligt at føre „små“ bomber i lette bombere og udskyde dem med lette guided missiles. Det skulle evt. også være muligt at fremstille særlige artilleripiecer til dette brug. Spørgsmålet om bekastningsmåden, placeringen på rette sted, bar givet anledning til en bitter strid mellem A ir Force og Army. A ir Force bar fra første færd hævdet, at atombomben kun er effektiv bag frontlinien — og at effektiviteten forøges jo længere bag fronten, den anvendes. A ir Force ruger skinsygt over sit h idtidige monopol på vort eneste afgørende våben. I begyndelsen, da vi kun havde en håndfuld atombomber, og da atombomben var det eneste afskrækkende m iddel mod Sovjets aggression, havde A ir Force fuldstændig ret i at putte alle sine atom-æg i den strategiske hue. Men nu er vi ikke længere fattige på atombomber. Dette forandrer alt, hvilket A ir Force im idlertid har været langsom til at anerkende. Omend modstræbende indrømmer A ir Force, at atombomben kan anvendes med fordel i det grå område mellem strategisk og taktisk brug, imod fjendtlige forsyninger og kommunikationer. Atombombens anvendelse til at isolere kamppladsen er af største betydning. Og først fornylig og med uvilje har A ir Force anerkendt, at atombomben brugt mod tropper i 1. linie kan være den udslaggivende faktor i afgørende øjeblikke. Og selv de A ir Force-officerer, der bar vedkendt sig denne kætterske anskuelse, reagerer med rædsel på den tanke, at bomben skulle udsendes ved andre m idler end flyvemaskiner. Hæren ønsker selv at få m idler til en sikker udskydning af atombomber. Flyvere kan ikke tilstrækkeligt nøjagtigt ramme små mål. Det er liårdt nok at blive ramt af sine egne bomber eller granater, men det er betydelig værre at blive ramt af sine egne atombomber. I de tilfælde, hvor atombomben skal anvendes betænkeligt nær ved egen forreste linie, er den højeste akkuratesse derfor bydende nødvendig. Tilm ed er, som bæren fremhæver, luftstyrker temmelig uanvendelige i usigtbart vejr, og det er netop i en sådan situation, at kravet om taktisk bombestøtte er mest påtrængende. Hæren fremhæver endvidere, at anvendelsen af atombomben kræver nøje fastlæggelse i tid, og at afgørelsen maske skal træffes på så lavt et trin som divisionen. A f disse grunde har hæren ret i sit krav om andre måder end kast fra flyvemaskiner. Artilleri, der kunne lade atombomben falde på mål på meget lange afstande og med så godt som ingen fejl og afvigelser, ville selvfølgelig være idealet. Skønt atombomben er blevet reduceret i størrelse, er dens mekanisme stadig umådelig kompliceret, og bele det dødbringende våben er på ingen måde så lille som en 75 mm granat. Når atomartilleriét bliver en realitet, hvilket der ikke er nogen tvivl om — bliver der sandsynligvis tale om en større liaubitspiece med meget bøje skudbaner. Im idlertid er det bedste alternativ „guided missiles“ ivitli atomic warheads. Som navnet angiver, kan „guided missiles“ ikke være så nøjagtige som artilleri. Men de bar to vældige fordele i forhold til fly: De kastes fra jord til jord (altså ikke fra luften), hvilket giver en rimelig sikring mod at ramme egne styrker; og de kan bruges i al slags vejr. For øjeblikket koncentrerer hæren sig mere om anvendelse af „guided missiles“ end af artilleri.
Teoretisk findes der måder, på hvilke atomenergi kunne anvendes mod fjendtlige tropper uden udskydning af nogen art. Der er talt og skrevet meget om at skabe en radioaktiv Maginotlinie, således af Senator Gore. der i foråret efterlyste et „atomic dehumanized belt“ i Korea, over hvilket ingen kommunistiske tropper kunne passere. Franskmændene er særlig indtaget i den tanke, at der ikke bliver reel brug for en fransk bær — hvis russerne angriber, vil de djævelsk dygtige amerikanere simpelthen lægge en radioaktiv stribe tværs over Vesteuropa og dermed spærre vejen for den røde hær. A lt meget fristende — ingen kamp. Uheldigvis er det det rene nonsens. Kunne der findes en måde at udlægge striben på uden at dræbe dem, der lægger stoffet ud? Gammastrålerne gør nemlig ikke forskel på ven og fjende. E ller hvad ville være mere praktisk end at lade en serie nedgravede atombomber detonere i en linie over et vitalt område, hvorved der ville ophvirvles mængder af radioaktiv jord. Sådanne udveje kunne ved første b lik synes simple og egnede til at nægte en angriber fremgang. Men tidselementet hindrer alt dette. Radioaktiviteten tager meget hurtigt af. Statistikker herom er udarbejdet; men allerede før dette skete, kunne enhver kompetent fysiker fortælle, at en mand kunne passere et område, hvor en underjordisk atomeksplosion havde fundet sted, inden 24 timer var gået — forudsat at passagen ikke varede over en time. E n så begrænset virkning ville ikke stå i noget rimeligt forhold til udgifterne, undtagen måske i yderste nødsfald, f. eks. ved sikring af et evakueringsområde som Dunkirk. Hærens ansvarlige, der oprindelig følte sig tiltrukket af tanken, er nu enstemmigt overbevist om, at den er en illusion — og tilmed farlig. Man er nu enig om, at atombomben — bortset fra meget specielle tilfælde — kun kan bruges mod tropper, når den bringes til eksplosion i luften over meget udtalte koncentrationer. Man er også overbevist om, at atombomben anvendt på denne måde og i stort antal v il kunne vende krigslykken i det afgørende slag, livis — og her kommer vi til det tredie og vigtigste hvis. V il Vest have m idler til at tvinge den røde lia'rs førere til at koncentrere deres tropper så stærkt som i „Ladoga-mønstret“ ? IH is ikke, falder hele idéen om taktisk anvendelse af bomben til jorden. T h i i endnu linjere grad end skyttehullet er spredningen feltstyrkernes hemmelige våben mod atombomben. I den sidste krig så man jævnligt en amerikansk division spredt over ikke mindre end 50 kvadratmiles, 10 miles front og 5 miles dybde. En atombombe ville lier bojst forårsage nogle få hundrede tab. Den enkelte ville have 50 chancer mod een for at overleve. Hvorfor vil da Sovjet simpelthen ikke give afkald på sin taktiske doktrin og sprede styrkerne? Der kan gives adskillige svar, indbefattet livad Matthew A rnold kaldte tendensen bos „ignorant armies“ til at gøre sidste krig om igen. Men det mest påtrængende svar er dette: At få Sovjets førere til at kassere deres doktrin om den overvældende koncentration ville i sig selv være en primær sejr for Vesi. Tb i de umådelige menneskemasser, som tillader Sovjet-førerne at koncentrere styrker og indsætte dem med den yderste foragt for tab, er Sovjets største militære aktiv. I eet tilfælde kan Sovjettropperne dog have udsigt til at anvende så stor spredning, at atombomben kun vil have ringe effekt, nemlig hvis modstanderen er svag eller lians modstand så brudt, at han er ude af stand til en stærk defensiv modstand, som f. eks. efter tyskernes gennembrud ved Sedan og amerikanernes ved St. Lo, livor begge parter fo’r gennem Frankrig uden reel modstand. Omvendt livis en stærk defensiv stilling eksisterer. I så fald kræves en stærk koncentration af styrker og af ildkraft, for at de kan bryde igennem. Den lære, vi drager heraf, er klar. Atombomben kan ikke give os en b illig og ublodig sejr. Felttropperne har altid været slagmarkens dronning. Kappestriden mellem felttropper og atombombe er tilsyneladende højst idige, men infanteriet er stadig slagmarkens dronning. Den taktiske atombombe kan kun anvendes til forsvar af Vesten, såfremt der allerede eksisterer et solidt, kraftigt forsvar af kamptropper. Uden dette vil mange tusinde atombomber ikke idag kunne forhindre de store kommunistarméer i at vælte frem til Atlanterhavskysten og isolere Amerika i denne hemisfære. Endvidere kan den taktiske atombombe alene ikke ophæve uligheden mellem de adskillig hundrede kommunistdivisioner og de 50— 60 divisioner, som general Eisenhower håber al skabe. For at gøre sig håb om balance må NATO-styrkerne være overordentlig mobile, have overlegenhed i luften, en voldsom ildkraft og fremragende kommunikationer.
Anvendes den taktiske atombombe i stort antal af Vestmagterne og kun af disse, kan den blive udslaggivende. Muligvis har Sovjet atombomber, der kunne bruges taktisk, endog selv om angrebet kommer i morgen; men Kren il kan ikke foreløbig beregne atombomber hertil i noget nævneværdigt antal uden på bekostning af den strategiske bombning. Det er ligeledes sandsynligt, at den tid vil komme — omend ikke i de første år — livor Sovjet vil have særlige atom-våbenafdelinger ved arméer eller endog ved divisioner. Eksperterne mener im idlertid, at NATO-styrkerne vil bevare fordelen, selv om dette sker. For spredning vil da blive nøglen til en hærs fortsatte eksistens, medens masseprincippet (flest soldater) i hvert fald delvis vil være forældet. Spredning kræver bevægelighed og kommunikationer, hvilket atter betyder teknik. Således skulle vestmagternes centrale aktiv, det overlegne industrielle, potentiel, udligne Sovjets første aktiv, menneskemasserne. A lt dette er fjernt og teoretisk. Hvad det drejer sig om nu er, at vi skal have en knusende overvægt i vort forråd af strategiske bomber og monopol — eller så godt som monopol — på taktiske bomber. Vort strategiske forråd skal skaffe os tid. Hvis vi med ildhu anvender denne tid til at skabe felttropper af en sådan art og styrke, at de ikke giver Sovjets troppeførere andet valg end at koncentrere deres styrker i „Ladoga-mønstret“, kan de taktiske atombomber yde os den fornødne margin til et lykkeligt udfald af den faresituation, som ligger umiddelbart foran os. T h i hvis krigen kommer, kan de angribende kommunistiske hære standses af et solidt vestligt forsvar. Sker dette, kan atombomber udslette koncentrationer foran fronten — og isolere hærene fra deres baser. Samtidig kan strategiske angreb på Sovjetunionen udmarve dets krigspotentiel. Og således vil den røde hær langsomt, men ubønhørligt, visne og dø. Kort sagt, taktiske atombomber kan ikke alene stoppe den røde hær. Men hånd i hånd med et virkeligt jordforsvar og med strategisk bombning kan taktiske atombomber umuliggøre en russisk sejr. Og just fordi mændene i Kren il ikke vil starte en angrebskrig, som de ikke kan være sikre på at vinde, yder den taktiske atombombe os et vel begrundet håb om, at vi kan undgå den frygteligste af alle krige.
Efter denne artikels fremkomst er der afholdt nye omfattende forsøg med taktiske atombomber, om livis resultater dog intet ses at være fremkommet offentligt. I relation til det anførte vedrørende placeringen af bomben på rette tid og sted (flyvemaskiner — artilleri — guided missiles) er det af interesse at erfare, at general Omar Bradley i en tale i Chigaco den 8. november 1951 (ifl. Reuter) har udtalt sig om en revision af den amerikanske strategi. Generalen appelle- ! cde navnlig om en udvidelse af land-, sø- og luftstyrkerne, så de kunne opfylde atomtidsalderens krav. Da flyvemaskiner stadig er den bedste metode til at bringe atomkraften til slagmarkerne og til centret af en hvilken som belst nation, der råder over store landområder, mener U. S.’s overkommando derfor, at en opbygning af U. S. A .’s luftvåben må påbegyndes straks. Endvidere erklærede generalen, at der på atomeksperterne hvilede et stort ansvar, og at de — såfremt de for længe fastholdt umoderne og konventionelle metoder — derigennem kunne fremkalde katastrofen. Man kan im idlertid stole på, at de vil undersøge enhver mulighed for udviklingen og brugen af atomenergien.
O . N .
