(Uddrag af en Rapport til Krigsministeriet).
Artilleriets Skydninger.
I. Planlagte og improviserede Skydninger.
Under de første Faser af en Kamp, hvor den ene Part forsvarer sig paa en fortid forberedt og besat Stilling, og den anden Part angriber, kan Hovedmængden af Artilleriets Skydninger fra begge Sider forud planlægges. Efterhaanden som Kampen udvikler sig, melder sig i stadigt større Omfang Fluktuationer, som ikke har kunnet forudses, og som i selve Øjeblikket næppe nok kan overses. Desorganisationen af Planerne begynder, og Artilleriet maa i stedse større Udstrækning forlade de forud planlagte Skydninger og vende sig mod Maal, som det enten selv erkender, eller som udpeges det af Fodfolket eller Kommandoen. Yderligere vil i Forsvaret, selv i Perioder, hvor planlagte Skydninger endnu lader sig bringe til Udførelse, Kravet om saadanne maaske ikke melde sig, medens Artilleriet ved Selvsyn eller gennem sit Fodfolk erkender at det kan hjælpe andet Steds. Attende improviserede Skydningers Tid. Kun er her de nye Opgaver begrænset i Hensynet til Nødvendigheden af straks at kunne gaa over til de planlagte Skydninger, om Kravet stilles. Thi disse gaar forud. Hvad enten imidlertid Artilleriets Skydninger udføres paa Basis af en forud lagt Plan, eller improviseres efter Omstændighederne, vil de stedse antage Karakteren af en af de i det følgende anførte Arter. Disse maa altsaa (bortset fra den rullende Spærreild) i ingen Henseende betragtes som altid forud planlagte — saalidt som de planlagte Skydninger maa anses for at være de i Antal og Omfang alt dominerende.
II. Angrebet.
De Skydninger, som i større eller mindre Omfang kommer til Udførelse før og under Angrebet, kan i store Træk karakteriseres som:
a). Forberedelsen af Angrebet tager Sigte paa Ødelæggelse af de fjendtlige Anlæg og deres Besætning. Hele Divisionsartilleriet deltager i Forberedelsen. Det faar hertil tillige midlertidig Raadighed over Ilden fra en Del af Korpsartilleriets Batterier. Saafremt den fjendtlige Stilling er godt udbygget, tages efterhaanden alle dens vigtigere Anlæg (af Gravene dog kun de vigtigste Punkter) under Ild og behandles med et saa stort Antal Skud, som erfaringsmæssigt („Instruction générale sur le tir de l’artillerie") behøves til deres Ødelæggelse. Forud for alt gaar Tilvejebringelsen af Brecher i Pigtraadshegnene, 1 pr, 200, hhv. 100 m. Front, eftersom man raader eller ikke raader over Tanks ved Angrebet. Saafremt Stillingen kun i ringe Grad er udbygget, og de faa tilstedeværende Anlæg ikke med Sikkerhed har kunnet erkendes, maa Forberedelsen indskrænkes til en Neutralisering af Forsvareren. Denne udføres da umiddelbart forud for Angrebet som en Rattisage-Skydning over de Dele af Terrainet, hvorfra Fjenden virksomst vilde kunne gribe ind mod Angrebet. Samtlige Fodfolksofficerer paa mit Hold understreger den ubetingede Nødvendighed af at gennemføre en meget omhyggelig Brecheskydning af Pigtraadshegnene. For den øvrige Del af Forberedelsens Vedkommende foretrækker de alle, naar man kun i ringe Grad er i Stand til at stedfæste Fjendens Anlæg, Ammunitionen sparet til selve Angrebet og under dette anvendt til den kraftigst mulige Støtte af Fodfolket. Erfaringsmæssigt, siger de, lykkes det dog aldrig Forberedelsen at hindre Dele af det fjendtlige Fodfolk i at træde i Virksomhed.
b) . Skydninger til direkte Støtte for Fodfolket og
c) . Beskyttelses-skydningerne danner tilsammen en Helhed, hvis Formaal er at lægge et vandrende Ildbælte paa indtil 1000 m. Dybde foran Angrebsfodfolket. (Se Sp. 117). Den direkte Støtteild ligger nærmest dette — indtil c. 500 m. Dybde; Beskyttelsesilden forlænger Støtteilden, til den fulde Dybde naaes.
Skydningerne til direkte Støtte udføres af Feltartilleriet (75 m/m), hvis Ild tør lægges tæt op til eget Fodfolk1). De kan anlægges enten som rullende Spærreild med ledsagende Ratissageskydning, eller som successive Beskydninger af de for Fodfolket under dets Angreb efterhaanden farligste Punkter i Terrainet, — ofte med ledsagende Ratissage-skydning.
Ved den rullende Spæ rreild vil man opnaa den effektive Ild, 2 Skud pr. 15 m. Front og Minut, uden Undtagelse foran hele Fodfolkets Front og saaledes, at ethvert Punkt paa hele den Flade, Angrebet skal passere, efterhaanden kommer under Ild. Ved de successive Beskydninger af de farligste Punkter resignerer man og indskrænker sig til at forlange en reduceret Del — den vigtigste — af den Terrainflade, Fodfolket skal passere, effektivt beskudt, saaledes at ialfald Kontinuiteten i Forsvaret brydes, og Infiltrationsbetingelser skabes. Ncdenstaaende Skitse illustrerer Forholdet.
ABCD betegner det Terrain, Fodfolket gaar frem over, fra Udgangsstillingen AB til Maalet CD. Anvender man rullende Spærreild, opnaar man en vis Ildintensitet pr. Punkt af hele Overfladen ABCD. Anvender man de successive Beskydninger (mod de skraverede Felter), faar man — Skyts- og Ammunitionsmængde lige — af to Aarsager en forøget Ild-intensitet (over det nødvendige) mod de behandlede Felter. For det første er for hver Serie (1 — 1, 2, 3—3—3, 4—4 o.s.v.)Fronten væsentlig mindre end hele Angrebets Front. For det andet kommer Ilden, da Springene er større end Spærreildens Spring, men Fodfolkets Marchehastighed uforandret, til at ligge længere over hvert beskudt Punkt, end Tilfældet var ved Spærreilden. Raader man omvendt kun over en reduceret Ammunitionsmængde (eller Skytsmængde), vil man ved Anvendelsen af de successive Beskydninger endnu kunne opnaa den nødvendige Effektivitet paa de behandlede Felter. Vel løber man den Risiko, at Fjenden bringer Forsvarsmidler i Virksomhed i de mellem faldende Felter. Men vilde man med utilstrækkelige Midler etablere sin Spærreild foran hele Fronten, opnaaede man ikke Effektivitet noget Steds, d. v. s.: Fjenden kunde etablere sine Forsvarsmidler overalt.
Spærreildens (de successive Beskydningers) Dybdevirkning overstiger ikke den til Afstanden svarende Spredning, gennemsnitlig c. 100 m. Ra tissage-skydningen s Opgave er at forlænge denne Dybdevirkning indtil den Afstand fra eget Fodfolk (4—500 m.), hvor den 155 m/m Ild tør begynde. Den afstaar fra at tilstræbe fuldstændig Neutralisering af Fjenden. Den sætter sig som Formaal at forhindre Fjenden i at indre'.te Mg til Forsvar p,_a improviserede Standpladse, før Spærreilden naaer ham, eller at skyde fra det endnu ubeskudte Felt gennem Spærreilden, al foretage Forskydninger af smaa Enheder, indsende Ordonnanser, o. s. fr. Den udføres som en uregelmæssig Spring- og Fejeild over det behandlede Terrain. Ra tissagen fordeles ikke jæ vnt over hele Terrainet. Den forstæ rkes i de sæ rlig interessante Zoner, svækkes eller udelades eventuelt helt i mindre farlige Omraader — alt efter de forhaanden værende Artillerimidler. For at svare til sin Hensigt maa den have en Intensitet lig Halvdelen af Spærreilden; der maa raades over 1 Batteri for hver 200 m. Front, dei ønskes behandlet.
Det tekniske Arrangement for at faa Samarbejdet mellem Fodfolket og Artilleriet istand, repræsenteres ved Spæ rreilden tiltid ved FastsælteUe af en Tidstabel for Ildens Vandring. Spærreilden kan altsaa kun udføres som en forud planlagt Skydning. Der forudses visse Standsninger, å 10 — 15 Minutters Varighed, for hver 12— 1500 m., dels for at give Fodfolket Lejlighed til at retablere Orden og Sammenhæng, dels for at reorganisere Artilleriets Ildsystem, der tiltid desorganiseres i nogen Grad under sin Vandring. Tillige fastsættes der stedse paa saadanne Linier, hvor længere Standsninger af andre Grunde forudses, en Ret for Fodfolket (Regimenter og højere Myndigheder) til at forlange f. Eks. 1 eller \ u> Times Udsættelse med Angrebets Videreførelse, for at give det Tid til at overvinde uforudsete Vanskeligheder. Saadant Forlangende sker ved forud fastsat Signal; det maa fremsættes mindst en Time før det for Angrebets Fastsættelse oprindelig fastsatte Tidspunkt, for at alle interesserede Parter i Tide kan underrettes. Systemet; successive B e skydninge r er smidigere. Det egner sig til Anvendelse saavel, hvor Skydningerne har kunnet planlægges, som hvor de under Kampen maa improviseres ved direkte Aftale mellem de paagældende Fodfolks- og Artillerichefer. Teknisk set kan man indrette sig paa lignende Maade som ved Spærreilden, med Tidstabel, eller man kan lade Fodfolket saa at sige kommandere Ilden (dens Forlæggelse) ved aftalte Signaler. Den sidste Fremgangsmaade er den af Fodfolket foretrukne, fordi man herved aldrig risikerer at se sin Støtteild „løbe fra sig". Den er følgelig langt mindre anstrengende for Fodfolket at følge end den tidsbundne Ild. En Betingelse for at Systemet skal funktionere er, at der kan anvendes overordentlig enkle Signaler.
Hvilket System for Artilleriets direkte Støtteild er at foretrække: rullende Spærreild eller de successive Beskydninger? Selv i Frankrig hersker der stærkt delte Meninger herom. Spærreilden har som ubestridelige Fordele at være taktisk set simpel og at tage hele Terrainet under Behandling. Dens Mangler er, at man maa være meget rig paa Skyts og Ammunition for at kunne gennemføre den. Den desorganiseres i ikke uvæsentlig — ved nedadskraanende Terrain endog i væsentlig Grad under sin Vandring. Den er yderst anstrengende fm Fodfolket at følge, og man risikerer, at den løber fra dette. De successive Beskydningers Fordele er, at de kan iværksættes med en væsentlig ringere Artilleri- og Ammunitionsmængde. De er teknisk simplere og taktisk smidigere end Spærreilden. Naar de forlægges paa Fodfolkets Forlangende er de mindre anstrengende og samtidig sikrere for dette at arbejde med. Deres Mangler er, at visse Dele af Terrainet lades ubehandlet. De er taktisk vanskeligere at lægge rigtigt, idet dette kræver et nøje Studium af Terrainet og Skøn over, hvilke Punkter, der byder Fjendens Forsvar de bedste Betingelser under Forsvarets forskellige Momenter. Man vilde være tilbøjelig id - - instinktsmæssigt — at foretrække Spærreild, som den mest effektive, overalt, hvor de til Raadighed staaende Midler tillader det; — ellers, som Nødudvej, successive Beskydninger. Mange franske Officerer holder paa dette. Andre gaar den modsatte Vej. De tillægger Spærreildens Mangler en langt større Vægt end dens Fordele, og vil helst se den helt afskaffet. Et — efter mit Skøn — objektivt Syn paa Spørgsmaalet fremsattes ved Skolens Besøg paa Skydeterrainet ved Bitche af Chefen for Centre d’Etudes Tactiques d’Artillerie, General Maistre. Efter at der var vist forskellige Spærreskydninger, fremsatte han sin Konklusion:
„Det er nemt for Kommandoen, naar den skal organisere sit Angreb og give sine Ordrer, at trække en Række parallelle Linier med konstante Afstande paa Kortet og sige: saaledes skal Spærreilden gaa — og saaledes skal Fodfolket følge den. Det er mange Gange sværere for Kommandoen, fordi det kræver det omhyggeligste Arbejde og et nøje Studium af Terrainet og de Muligheder, dette byder Fjenden, at fastsætte en Række Felter, som Artilleriet efterhaanden skal tage under grundigst mulig Behandling, feir de angribes af Fodfolket. Men det er simpelt i Terrainet for Artilleriet at flytte sin Ild mod de saaledes valgte Punkter og derved give Fodfolket netop den Hjælp, der er forudset. Det er derimod vanskeligt, ja under visse Forhold umuligt, at lægge sin Spærreild regelmæssigt og samlet, saa at Fodfolket med Sikkerhed kan følge den tilstrækkelig tæt. Vi har set, hvorledes Spærreilden, der til at begynde med laa oven i Kjøbct meget godt, allerede efter faa Hundrede Meters Forløb begynde at opløse sig, fordi Terrainet der havde en svag Hældning fremad. Vi har set, hvorledes den, efter at have vandret blot 800— 1000 m., viste en Spredning af Skuddene, som vilde tvinge Fodfolket til at holde sig paa flere Hundrede Meters Afstand fra Middellinien. Lad os drage vore Slutninger heraf. Spærreilden er god, naar jeg er rig, meget rig paa Artilleri; — naar Terrainet egner sig; — og paa en kortere Strækning, lad os sige, naar vi regner en Standsning til Reajustering af Ilden, op til 1500 m. som Maximum. Men herudover er Desorganisationen saa stærk, at dens Hjælp bliver illusorisk; Fodfolket kan ikke følge den tæt nok; Fjenden faar Tid til at bringe sine Maskingeværer i Stilling, før Fodfolket kan kaste sig over ham. — Langt bedre er det at sikre sig, at alle de væsentligste Punkter i Terrainet faar en grundig Behandling, og lige til det Øjeblik, da Fodfolket er klart til at bemægtige sig dem." Beskyttelsesskydningern c udføres normalt af de 155 m/m korte Afdelinger, forstærket med eventuelt tilovers værende 75 m/m Batterier. De anlægges som en Række successive Beskydninger af de i de forskellige Angrebsmomenter farligste Punkter i den angivne Zone. De vandrer saaledes hen over Terrainet, stadig afløst af Ratissagen, efterhaanden som denne flytter sig. Helheden: Støtteild og Beskyttelsesild, danner saaledes det Ildbælte, der erkendes nødvendigt for at muliggøre Fodfolkets Fremrykning. Dybden af dette Ildbælte naar som Maximum 1000 m. foran eget Fodfolk; men det varierer efter Dybden af det Terrainbælte, der i hvert enkelt Moment er farligt for Fodfolket.
a). S tandsningsskydningerne har til Formaal at hindre Angriberen i at kaste sig over Forsvarets Fodfolk. De rettes mod Angriberens forreste Linier og nærmeste Reserver og lægges saa tæt ved eget Fodfolk, som Sikkerhedshensyn tillader. Standsningsskydninger kan lil ethvert Tidspunkt under Kampen improviseres af Feltartilleriet paa Fodfolkets Forlangende, naar Artilleriet nøje kender Placeringen af Fodfolkets 1. Linie. For Kampens første Faser, Forsvaret paa „ligne principale", vil et System af Standsningsskydninger stedse være planlagt. Det er dette System, de efterfølgende Betragtningel' tager Sigte paa: D e planlag te S tand sning sskydninger bør i ethvert Øjeblik kunne iværksættes paa korteste Varsel. D e udfores prin cipim essig t a f hele Artilleriet, Divisionsog Korpsartilleri. Samtlige øvrige Opgaver — Kontrebatteri, Skydning mod Kommunikationer, o. a. — træder tilbage overfor den i selve Angrebsøjeblikket vigtigste: at hindre Angrebsfodfolket i at overvælde Forsvarets Fodfolk. Systemet af Standsningsskydninger gøres stærkest der, hvor Fodfolket trænger mest til Hjælpen: i de Zoner, hvor dets egen Ild har de daarligste Vilkaar. De kan svækkes — eventuelt helt udelades, der hvor Fodfolkets Ild finder de bedste Betingelser. Sædvanligvis vil man i Forsvaret ikke raade over Artilleri til at støtte Fodfolket paa hele Fronten. Oftest vil man endda være nødt til, for at faa de vigtigste Zoner beskudt, at tildele hvert Batteri en saa stor Front, at en effektiv Beskydning kræver Anvendelse af Maximums Ild-kadencen (75 m m 8, 155 m/m k. 2 Skud pr. Piece og Minut). Denne Kadence lader sig imidlertid kun opretholde ganske kort Tid (4—5 Minutter). Lykkes det ikke indenfor denne Tid at bringe Angrebet til Standsning, eller fornyer Fjenden med korteste Mellemrum sine Forsøg, vil det være nødvendigt at reducere Kadencen til c. det halve, — Effektiviteten paa den Batteriet tildelte Front gaar tabt. Overalt er en Forstærkning af Standsningsilden derfor forudset ved Doublering fra de Afdelinger, som i Øjeblikket ikke maatte være engageret i deres egen Zone. Samtlige Afdelinger har følgelig et, af Kommandoen fastsat, Antal forskellige Standsningsskydninger at forberede: i deres norm ale Zone og i en eller flere eventuelle Zoner. For disse sidste vil Rækkefølgen —- veti samtidig Paakaldelse — være at fastsætte. Feltartilleriets (75 m/m) Il cl lægges nærmest eget Fodfolk; Ilden fra saadanne Batterier, der udfører Skydningen som „eventuel" litit længere fra (300 m.) end de „normale" Batterier (200 m.), tler har kunnet foretage en nøjagtigere Forberedelse af Skydningen. Det sværere Artilleri forkenger det saaledes skabte Ildbælte, begyndende saa nær eget Fodfolk, som Sikkerhedshensynet tillader (4—500 m.). Ildsystemet i hele sin Dybde tager kun Sigte paa Angrebets forreste Fodfolk med nærmeste Reserver: indtil c, 5—600 m. foran egen forreste Linie. Iværksættelsen af Standsningsilden sker paa Signal fra Fodfolket (Bataillons- eller Kompagnichefer, undtagelsesvis mindre Led). Ethvert Batteri har derfor en Udkigspost (til at varsko om Signal) for hver Standsningsskydning (normal eller eventuel), det kan have at udføre. Ilden afgives for en fastsat kortvarig Periode, f. Eks. saaledes: 4 Minutters voldsom Ild (Kadence 1) efterfulgt af 6 Minutters Ild med normal Kadence. Derefter standses. Gentages Signalet fra Fodfolket, fortsættes i Repriser paa samme Maade.
b). M od forberedclsen . Standsningsskydningerne iværksættes, naar et fjendtligt Angreb bryder frem. Haves imidlertid Formodning om, at et Angreb er umiddelbart forestaaende, rettes Anstrengelserne — naar de til Raadighed værende Midler tillader det — paa at kvæle det i Fødslen, — lamme det, før det bryder frem. Modforberedelsen tager Sigte herpaa. Den omfatter Ilden fra alle Kategorier af Artilleri. Man tilstræber at ramme Angrebstropperne i hele deres Dybde. Modforberedelsen udstrækkes derfor, saavidt Midlerne tillader det, til alle Punkter (Zoner) af Interesse indenfor en Dybde af c. 2000 m. fra egne forreste Linier. Dette vil som Regel kun kunne gøres ved en successiv Beskydning af de forskellige Punkter, id e t den i e thve r t Ø j e b li k m o d et givet P u n k t udfdrte B e skydning fø rst og fremmest sk al være effektiv. De for det svære Artilleri forberedte Standsningsskydninger er ofte allerede egnede til at virke som en Del af Modforberedelsen. Derimod vil Feltartilleriets Standsningsskydninger, der er forberedt saa nær egne Linier som muligt, i mange Tilfælde ikke træffe Modstanderen under hans Opmarche til Angrebet; de maa i saa Fald lægges længere tilbage, over de Punkter eller den Zone, hvor man ved eller formoder, at Angrebstropperne stilles parat. Saafremt det lykkes det fjendtlige Angreb, trods Modforberedelsen, at bryde frem, gaar hele Forsvarsartilleriet over til Standsningsild-systemet. Iværksættelsen af Modforberedelsen tilkommer — i Modsætning til det for Standsningsskydningerne gældende — ikke Fodfolket, men Kommandoen — normalt endda Korpseller Armékommandoen. Aarsagen til denne Centralisation beror navnlig paa, at alene de højere Kommandomyndigheder har den fornødne Oversigt over, om de til Raadighed værende Beholdninger af Ammunition tillader det for en effektiv Modforberedelse meget betydelige Ammunitionsforbrug.
Feltartilleriets Stillingsskifte.
Den Tid, der maa regnes for en Afdeling til at udføre et Stillingsskifte paa 3—5 km. (fremad eller tilbage) udgør under normale Forhold ikke under 2 \/->— 3 Timer, — fra det Øjeblik Befalingen modtages og til det Øjeblik, da Afdelingen er istand til atter fuldt virksomt at aabne Ilden; i j Time til Udrykning af den gamle Stilling, /j Time til Marchen, /> Time til Indrykning, hvortil maa lægges mindst 1 Time for Tilendebringelsen af Rekognosceringer, Forberedelse af Skydning Etablering af Observation og Forbindelser. Det er de sidstnævnte Foranstaltninger, i langt højere Grad end Flytningen af Materiellet, der kræver den lange Tid. Kan Stillingsskifte forudses, er det derfor af største Betydning at paabegynde alle disse Arbejder saa tidligt som muligt ved Fremsendelse af Rekognoscerings- og Observationskommandoer, forsynet med fornødent Forbindelsesmateriel. Er alt saaledes forud forberedt, kan Tiden for Stillingsskiftet indskrænkes alene til den Tid, der behøves for at flytte Materiellet. Til selve Forberedelsen af Skydningen, efter at Stilling og Observationsposter er fundet, medgaar c. 1 Time. Medens Etablering af Forbindelser og Indrykning kan ske i Mørke, kan Forberedelsen kun foregaa ved Dagslys. Heraf følger, at Stillingsskifte udført om Natten kun er af Interesse, naar alt forud har kunnet forberedes. Er dette ikke Tilfældet, vil Batteriet ikke kunne aabne Ilden fra sin nye Stilling før c. 1 Time efter Daggry den følgende Morgen. Og selv hvor Forberedelse forud har fundet Sted, vil et Batteri, der er rykket ind i sin nye Stilling efter Mørkest Frembrud, ikke være istand til at kunne kontrollere sine Beregninger for Ilden. Denne vil derfor ikke kunne lægges saa tæt eget Fodfolk som ellers muligt. Støtten bliver saaledes mindre effektiv. Det er følgelig altid af Interesse til direkte Støtte for Fodfolket om Natten at vælge Afdelinger, der allerede befinder sig i Stilling og har skudt fra denne inden Mørkets Frembrud.
Forhold og Tider m. H. t. Stillingsskifte er i Hovedsagen ens for Feltartilleriet og det 155 m/m k. Artilleri. Kun er det sidstnævnte, paa Grund af Materiellets Vægt, væsentligst bundet til Vejene og man søge sine Stillinger i disses Nærhed.
FORBINDELSEN MELLEM FODFOLKET OG ARTILLERIET
Forbindelsen mellem de to Vaaben skabes enten ved Dispositioner fra oven: gennem de overordnede Kommandomyndigheder, eller ved Foranstaltning fra neden: gennem de interesserede Afdelinger selv. a). Forbindelsen skabt fra oven. Den ved denne Fremgangsmaade skabte Forbindelse mellem de to Vaaben giver sig Udtryk gennem fo ru d fastsatte, detaillerede Pla n e r fo r deres Sam arbejde. I Angrebet saaledes Fastsættelsen af Tidstabeller for Artilleriildens og Fodfolkets Fremadbevægelse — eller Fastsættelse af et vist Antal Zoner, med hvilke Fodfolket ved bestemte Signaler kan fremkalde Ilden, bringe den til Ophør, erholde den gentaget, forlagt. I Forsvar: Fastlæggelse af Standsningsild-systemet. Ordningen vil altid kunne virke tilfredstillende under de første Facer af enhver Kamp. Den tillader under alle Forhold Artilleriet at tage aktiv Del i Kampen, selv naar dets Observation ikke er mulig. Men Ordningen er uundgaaelig stiv; og de Fluktuationer, som under enhver Kamp før eller senere vil gøre sig gældende, fører nødvendigvis til en Desorganisation af Planerne. Metoden bor paa Grund af sine Fordele altid anvendes, hvor der er Mulighed herfor tilstede;
men der bor under alle Forhold samtidig være forudset andre Midler til at opretholde Samarbejdet mellem de to Vaaben, ogsaa efter det Øjeblik, da tle forudsete Planer ikke længere lader sig realisere. Hertil tiener netop det andet System; b). Forbindelsen skabt fra neden: mellem de direkte samarbejdende Fodfolks- og Artillerienheder. Det teoretisk ønskelige vilde være at have Artillerichefen umiddelbart hos den Fodfolkschef, han skal hjælpe — og Piecerne direkte ved Artillerichefen. Det sidste er aldrig, det første kun undtagelsesvis realisabelt. Der vil saaledes saa godt som altid være en vis Afstand mellem de tre interesserede Led, — en Afstand over hvilken Ønsker og Ordrer vil være at transportere. Midlerne hertil er mange: 1 Forsvaret: Telefon, traadløs Telegraf, Jordtelegraf, optisk Signalering, Ordonnanser, Brevduer, Flyvere og Balloner. I Angrebet de samme Midler, om end varieret i deres Anvendlighed.
Artilleriet paatager sig Hovedbyrden ved denne Forbindelsestjeneste. Overalt, hvor Placeringen af Artillerichefen umiddelbart hos Fodfolksehefen er ugørlig, lader Artillerichefen sig saaledes repræsentere hos Fodfolkschefen ved sit Forbindelsesdetachement. Fodfolket har da kun at rette alle sine Henvendelser til dette, ganske som var Artillerichefen selv tilstede. Det bliver derefter Forbindelsesdetachementets Sag at bringe Fodfolkets Ønsker videre til sin Chef, der atter giver sine Afdelinger (Batterier) Ordre for Udførelsen. Det mest saarbare Punkt i Forbindelsen ligger saaledes indenfor Artilleriet: mellem Forbindelsesdetachementet og den paagældende Artillerienhed. Detachementet maa derfor være rigeligt udstyret med Forbindelsesmidler af alle Arter. Desuden assisterer Fodfolket det i dets Tjeneste ved en Doublering af Forbindelseslinierne. Trods alt kan denne Forbindelse svigte. Artilleriets Indgriben kan da kun ske efter dets eget Initiativ, paa Grundlag af, hvad det ser. O rganisa tionen a f dets Observation, saaledes at O jcn fo rbindelscn med Fod folke t til S tadighed opretholdes, er derfor a f alt overvejende Betydning . Observationsmidlerne er Ballon, i Flyvere og Jordobservation. De fdrste er faa i Tal i Forhold til det arbejdende Antal Afdelinger og kan kun gaa op saa langt tilbage, at de i Almindelighed ikke kan følge Fodfolkskampens Detailler. De egner sig derfor mindre til at betjene Feltartilleriet. Observationen ved Hjælp af Flyvere kan kun være af momentvis Natur. Alene Jordobservationen kan etableres paa tilstrækkelig nært Hold og virke permanent. Dennes Oiganisation er derfor det bærende for Artilleriets Øjen forbindelse med Fodfolket. Nødvendigheden af en vel etableret Jordobservation kan ikke tilstrækkelig fremhæves. Overalt, hvor saadan Jordobservation har kunnet bringes istand d. v. s. hvor Artilleriet ved Selvsyn har kunnet følge Fodfolkets Kamp, har Samarbejdet mellem de to Vaaben virket efter Ønske. Overalt, hvor det har glippet, er Vanskelighederne begyndt. Et Studium af et stort Antal mislykkede franske Angreb godtgør, at Standsningen i Angrebet melder sig fra det Øjeblik, da Angrebsartilleriet ikke længere ser sit Fodfolk. Det er Kommandoens Sag at lade Hensynet til dette Forhold komme til sin Ret i alle taktiske Dispositioner, hvor de to Vaaben anvendes sammen. 1 Forsvaret: Valg af Stilling, saaledes at Fodfolket faar et for sin Ild gunstigt Terrain; men saaledes at eget Artilleri faar gunstig Observation saavel over dette Terrain som over en Del af selve Stillingen (for det Tilfælde, at Fjendens Indbrud skulde lykkes). Og saaledes at Angrebsartilleriet faar vanskeligt ved gennem Jordobservation at følge sit Fodfolk under dets Fremrykning. — I Angrebet: Valg af Angrebsterrain, hvor eget Artilleris Jordobservation har de bedste Betingelser for at iagttage Fodfolket helt til dets Maal — og Valg af dette Maal saaledes, at det giver Artilleriet Mulighed for gennem nyetablerct Observation at faa Indblik i hidtil uindset — og derfor hidtil uangrebet — Terrain, til hvilket Angrebet derefter kan udvides.
Observationsmulighederne gør det ønskeligt at anlægge Angrebet som skitseret, saafremt man ikke vil udsætte sit Fodfolk for i mange Tilfælde at komme til at staa uden effektiv Artillerihjælp: indtil Linien I— I har man Observation fra Terrainet om og bag A— A; derimod er Terrainet Duindset og derfor uangribeligt, indtil man fra Linien I— I faar Observation derover. Dette gør det muligt at føre Angrebets venstre Fløj frem paa Højde med højre og derefter hele Fronten frem til III— III, som nu danner Horizont. Atter her maa der standses, indtil Observationen over det hidtil uindsete Terrain er oprettet; o.s.fr. Det er i denne Forbindelse selvfølgelig Terrainets store Linier, der er bestemmende. Smaa uindsete Felter, hvorfra Fjenden kun kan opnaa lokal og til Siderne begrænset Ildvirkning, kan omgaas af Angrebsfodfolket. De kan derfor ingen Indflydelse faa paa Angrebsplanen som Helhed. Med et stærkt Artilleri er et aabent og indset Angrebsterrain, der gør Artillerihjælpen sikker, at foretrække for det ellers Fodfolket naturlige gennemskaarne og mindre overskuelige Terrain. Dette byder vel Fodfolket Fremrykningsveje; men omvendt finder Forsvarsfodfolket Betingelser for at spærre disse Veje gennem Anlæg, unddraget Angrebsartilleriets Observation — og dermed Ild. Det understreges fra fransk Side, hvor dyrt det franske Fodfolk under Krigen har betalt Uforsigtigheder, der er begaaet paa dette Omraade: af Kommandoen i dens Planlæggelse af Angrebene, — af Afdelingerne i Udførelsen. Fodfolket, er løbet fra sin Artillerihjælp. Kampen er ført med et Vaaben mod to. Resultatet har altid været blodigt — men belærende.
Ledsageartilteriet.
Medens den Del af Divisionens Artilleri, der arbejder „til direkte Støtte" for Fodfolket, ikke er dettes Chefer underlagt, men kun har Forpligtelse til med deres Ild at yde Fodfolket al den Hjælp, dette maatte forlange, kan mindre Enheder, Batterier, Delinger (2 Kanoner), enkelte Kanoner, afgives som „Ledsagcartilleri" til Fodfolket. De er da i enhve. Henseende underlagt de paagældende Fodfolkschefer. Formaalet er, saa at sige, for den foreliggende Situation at udstyre Fodfolket med et kraftigere Ledsage vaaben end den 37 m/m Kanon og Stokes-morteren. Opgaverne, Ledsagerartilleriet skal løse, er følgelig de samme, som ellers tilfalder disse to Lcdsagevaaben. Det paagældende Artilleri maa derfor være i umiddelbar Forbindelse med den Fodfolksenhed (Bataillon eller endog Kompagni), som den skal hjælpe. Til Belysning af Spørgsmaalet om Ledsagerartilleriets Anvendelse skal jeg anføre, en Udtalelse, fremsat af en af Skolens Lærere i Fodfolkstaktik i Anledning af en paa Skolen gennemgaaet Situation: „Hvorledes nu anvende et Batteri, der saaledes er stillet til Raadighed for et Fodfolksregiment, som angriber — lad os sige — med 2 Batailloner i første Linie. Beholde Batteriet stimlet eller stykke det ud til Bataillonerne? Beholder man Batteriet samlet, med Batterichefen hos Regimentschefen, Batteriet i hans Nærhed, saa fdrer dette efter min Formening til Anvendelse af Batteriet ganske som man tinvender det til direkte Støtte arbejdende Artilleri. Ogsaa dettes Chefer er i Nærheden af eller umiddelbart ved Fodfolkets Regimentschefer. Ogsaa her er det gennem Regimentschefen, at Opgaverne, som Bataillonen i forste Linie ønsker løst, stilles Artilleriet. Batteriet kommer uvægerligt i Stilling langt bag ved Fodfolkets forreste Linier. Tiden, der medgaar, før Bataillonernes Ønsker kan efterkommes, bliver ikke væsensforskellig fra den Tid, „Støtteartilleriet" vilde bruge, og Betingelserne, hvorunder Opgaverne løses, bliver ligeledes noget nær det samme, Jeg vilde ikke bruge denne Fremgangsmaade. Jeg vilde have mere ud af dette mit Ledsagerartilleri. Derfor giver jeg det til Bataillonerne, V> Batteri til hver. Kommandoren for dette er hos Bataillonschefen eventuelt midlertidigt med en af forreste Linies Kompagnichefer, d.v.s. umiddelbart hos den interesserede Part. Sit '/ 2 Batteri kan han, af Hensyn til det store Maal, det udgør, ikke have hos sig. Men en eller begge Kanoner, eventuelt kun forspændt med 2 Heste og kun med den i Forstillingen værende Ammunition, kan han altid finde Mulighed for at liste frem. Resten følger som 2. Echelon. Med korteste Varsel, paa nærmeste Hold, med direkte Observation fra Piecens umiddelbare Nærhed og derfor med den yderste Præcision kan han saaledes løse sine Opgaver. Netop det, som Fodfolket under saadanne Forhold behøver. M it Begreb om Ledsagerartilleri."
RYTTERIET
Rytteriets Kampværdi.
Den Ændring i Anvendelsen af Rytteriet, den Forøgelse af Fordringer m. H. t. at kæmpe til Fods, der nu betegnes som Rytteriets Hovedkampmaade, lader sig tydeligt aflæse gennem den Udvikling, Rytteriets Bevæbning er undergaaet. Den enkelte Eskadron raader saaledes nu — ved Kamp til Fods — over ikke mindre end 8 å 10 Rekylgeværer og 2 Maskingeværer foruden 80— 100 Karabiner (med Bajonet). Dens Udrustning med automatiske Vaaben er altsaa fuldt paa Højde med et Fodfolkskompagnis. Rytterregimentets 4 Eskadroner 48 Rekylgeværer, 8 Maskingeværer, naar i Ildværdi op paa Højde med Bataillonen. Ammunitionsforsyningen er tilnærmelsesvis den samme som ved Fodfolket. En Sammenligning med Rytterdivisionen fra 1914 og den nuværende Division viser følgende Udvikling:
Heriil kommer den Bevægelighed, som Rytteriet endnu, trods den Vægt, Hestene maa bære (fuld Vægt 136 kg., formindsket Vægt 115 kg), har bevaret, og som illustreres gennem nedenstaaende Eksempler fra 1918:.
Auto-Mitrailleuse-Eskadronerne.
Auto-Mitrailleuse-Eskadronerne (å 4 Delinger å 3 Kampvogne) er Formationer skabt under Krigen. De er Overraskelsens Vaaben, kun anvendelige til angrebsvis Optræden. Angreb sker ved overraskende Frembrud med paafølgende Standsning og Ildafgivelse. Den opnaaede Virkning maa udnyttes af Tropper til Fods eller til Hest, der kæmper i nøje Tilslutning til Vognene. I Rytteriets Kamp anvendes Auto-Mitrailletiserne — hvor Vejnettet tillader det — under Angreb navnlig til Støtte for Flankerne; undtagelsesvis ledsager de Angrebet frontalt ved en Række successive Fremstød mod den angrebne Front. I Forsvaret er deres Anvendelse begrænset til Deltagelse i Modstød, — ved Afbrydelse af Kampen til Degagering af de i Forsvaret bundne Tropper. I Opklarings- og Sikringstjenesten tilfalder Rekognosceringen af vanskelige Punkter, som Adgangen til Landsbyer, Skove o. I., Auto-Mitrailleuserne, hvis Opgave i det hele er at aflaste Rytteriets Nærpatrouiller („hellere udsætte Vognenes Panser end Rytterens Skind"). Desuden til længere udgaaende Rekognosceringer, der ønskes hurtigt gennemført og kun skal besvare simple Spørgsmaal om Fjendens Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse paa bestemte Punkter. Endelig er Vognen et sikkert og hurtigt Organ til Besørgelse af vigtige Meldinger fra langt fremskudte Rytterstyrker, der ikke raader over Telefon eller Telegraf.
(Fortsættes).
